Med deres egne ord

Jørgen Ramskou & Peter Øvig om KAP, ytringsfrihed & henrettelse af politiske modstandere

2011-04-06T17:55:00.000+02:00

Eks-KAP'eren, DRTV- & radio-direktør Jørgen Ramskou, interviewet af eks-KAP'eren Peter Øvig Knudsen:

- Hvor konkret diskuterede man: Hvordan skulle de tidligere magthavere holdes nede? Og hvem er de? Hvilke personer og institutioner?
»Jeg har aldrig været med til at diskutere personlister. Men domstolene skulle sættes ud af kraft, det samme gjaldt pressen og militæret, og bankerne skulle nationaliseres. Man ville også være nødt til at fængsle nogle personer, men jeg kan ikke huske, hvor konkret man diskuterede fængsler. Efter revolutionen ville følge en fase, hvor nogle mennesker skulle bibringes en forståelse af, at det nye system var til alles bedste. Vi diskuterede en form for genskoling, og der er ingen tvivl om, at noget tilsvarende andre steder i verden har antaget uhyggelige former. Genopdragelseslejr har jo vist sig ofte at være synonymt med udryddelseslejr.«

- Jeg mener at huske fra Århus, at vi diskuterede, om det var nødvendigt at henrette folk, og i givet fald hvem?
»Det er helt sikkert rigtigt, at vi i forbindelse med proletariatets magtovertagelse ville indføre dødsstraf. Jeg kan ikke huske, om vi diskuterede det mere konkret, men der er ingen tvivl om, at vi talte om fængsler, dødsstraf og i det hele taget undertrykkelse af mennesker, som ville blive smidt ud fra deres arbejde eller hindret i at undervise, fordi de ikke havde den rette holdning.«

Fra Weekendavisen (10.1.2003)

Uffe Elbæk om Albanien & at stjæle fra de rige (2000)

2011-03-17T13:21:00.001+01:00

"Uffe Elbæk er 46 år og sover selvfølgelig på en madras på gulvet. Engang var han slumstormer, politisk aktiv i VS og DKU og stjal frosne ærter fra de rige. [. . .]

Sceneskiftet til lokalpolitik har været længe om at modnes. Faktisk søger han helt tilbage til 1970'erne for at finde kimen.

Det var dengang, han i selvforstående Robin Hood-stil kørte i bus uden billet og stjal spiritus og frosne ærter i byens forretninger som et politisk statement om, at det var i orden at tage fra de rige.

"Dengang var jeg dybt politisk engageret både som venstrefløjsaktivist og boligaktivist. Jeg var medlem af BOML. Det stod for Bolig-Marxister-Leninister og var skam dybfølt nok, selvom man i dag må grine af bogstavskombinationen. Ikke overraskende læste jeg Mao's lille røde, gik til studiekredse og syntes, at Albanien var det store lys i åbenbaringen. Og da DKP og DKU var de mest engagerede partiforeninger op til EF-valget i 1972, besluttede jeg mig for at melde mig ind i DKU," fortæller Uffe Elbæk og tilføjer, at hans far var aktiv DKP'er lige indtil sin død for 12 år siden.

"Far begyndte som radikal og var folketingskandidat, men han sluttede som DKP'er. Det er sjovt at tænke på, at det forholder sig lige omvendt med mig," smiler Uffe Elbæk, der efter DKU blev medlem af VS og senere udbrydergruppen Kommunistisk Forbund for så at slutte sin første aktive politiske periode i VS."

Interview med Uffe Elbæk, "Kaospiloterne", i Jyllands-Posten (24.12.2000)

Erik Christensen om marxistisk pluralisme på universiteterne (1970erne/80erne)

2011-03-01T19:27:00.005+01:00

Et glimt ind i den akademiske marxismes selvforståelse:

"Jeg startede på universitetet i 1966, og blev kandidat i statskundskab fra Institut for Statskundskab i Århus i sommeren 1972. Jeg skrev speciale om Lenins revolutionsteori. [. . .] Min specialskrivning foregik midt i studenteroprørets første år. Og jeg var ikke blot tilskuer, men også aktiv deltager i studenterrådsarbejdet på det tidspunkt. [. . .]

Allerede da jeg beskæftigede mig med Lenin kom jeg imidlertid også lidt på tværs af de dominerende venstreorienterede strømninger på universitetet. Jeg opnåede at få udgivet mit speciale på det nu hæderkronede forlag Modtryk, men det skete kun, efter at det var gået igennem en slags censurproces. Det kunne nemlig ikke udgives, som det stod, mente man. Det skulle kommenteres af et par af de politiske og videnskabelige marxistiske eksperter. Det skete, fordi jeg ikke klart tog politisk stilling til Lenin som aktuel politiske teoretiker. En af de ledende leninistiske ideologer i VS, økonomen den senere lektor på DTU, Jørgen Lindgaard Petersen kommenterede det fra den ene side, mens den anden daværende store marxistiske polit-økonomiske teoretiker og ideolog, den senere professor i idehistorie på Århus Universitet, Hans Jørgen Schanz kommenterede det fra den anden side. Jørgen Lindegård mente, at jeg slet ikke havde givet plads til Lenins partiteori, mens Hans Jørgen Schanz mente, at jeg og Lenin ikke rigtig havde forstået Marx’ politik-økonomiske metode. Jeg fik dog lov til at svare de to, så det endte med at der kom en god debat ud af det. [. . .]

Jeg måtte tage til takke med et undervisningsassistentjob. Jeg måtte se mig om efter andet arbejde. Universiteterne ekspanderede meget i den periode. Der var planer om at lave et Sydjysk Universitetscenter, i første omgang finansieret af Esbjerg kommune og Ribe amtsråd. Det startede allerede op i sommeren 1972. De slog en del spændende forskerjob op. Et projekt, som specielt passede godt til mig var et øst-vestprojekt, hvor man ville undersøge forholdet mellem Sovjet og Vesten ud fra en interesse om en mulig konvergens. Det passede egentlig godt til mine interesserer og kvalifikationer, så det søgte jeg.

Men her opdagede jeg så, at det kunne jeg ikke få, fordi man her i forvejen havde lovet eller aftalt, hvem der skulle ansættes. Det var nogle meget aktive venstreorienterede folk. Det skuffede også. Jeg kunne ikke blive ansat på mit institut, fordi jeg havde været kritisk, og jeg kunne ikke blive ansat på et projekt blandt de venstreorienterede, fordi jeg ikke tilhørte den rette inderkreds her.

[. . .]

I løbet af et halvt år fik jeg imidlertid et andet job på Sydjysk Universitetscenter. [. . . ] Det projekt jeg blev ansat på SUC skulle beskæftige sig med sociale og økonomiske forandringer i Sydvestjylland. Her valgte jeg at lave et projekt om lokale fagforeninger i tre forskellige kommuner, i Esbjerg, Varde og Egvad kommuner. Andre deltagere i projektet skulle se på arbejdsmiljø, arbejdskonflikter, fiskere, førtidspensionister, husmænd og på den lokale erhvervsstruktur.

Fra at have beskæftiget mig med forestillinger om det store verdenskapitalistiske system i et historisk og udviklingsteoretisk perspektiv, var jeg blevet bragt ”ned på jorden”, blevet plantet i den lille danske kapitalisme endda i dens periferi, hvor jeg skulle have omsat mine marxistiske inspirationer til konkrete forestillinger og redskaber. Det var en meget lærerig proces. [. . .]

Det var nogle meget arbejdsomme første år jeg fik på AUC. Jeg fik nemlig også tid til at skrive en bog om mit projekt om forholdet mellem politiske partier og fagbevægelsen: ”Arbejderpartiernes faglige politik i 1970’erne”.

Med denne bog fik jeg belyst et område historisk, som ingen tidligere havde beskrevet og teoretisk fik jeg videreudviklet teorien om politiske partiers adfærd ved at definere forskellige scener, og beskrevet det opbrud i samarbejdet mellem parti og bevægelse som hele fire arbejderpartier i folketinget i 1970’erne havde skabt.

I forbindelse med udgivelsen af denne bog husker jeg et faglig seminar, jeg holdt omkring bogen, som viser noget om den værdifulde faglige kultur, der dengang fandtes på samfundsfag og på instituttet. Jeg bad en række folk om at komme med kritik af bogen. Det var dengang at mange af instituttets medarbejdere var partipolitisk aktive: Jeg bad John Houman om at kommentere Socialdemokratiets faglige politik, Flemming Ibsen SF’s politik, Lars Torpe VS’s politik og Jørgen Würtz Sørensen DKPs politik og Herman Knudsen fagoppositionens. [. . .] I de første år jeg var på AUC var miljøet omkring samfundsfag meget politiseret. Mange af de studerende på samfundsfag tilhørte den yderste venstrefløj. Det vil på det tidspunkt sige tilhørte VS eller KF (Kommunsitisk Forbund). Kun en enkelt var erklæret kommunist (Per Lunde). Det gjaldt også mange lærere, Birte Siim og Feiwel Kupferberg var KF’ere, Palle Rasmussen og Lars Torpe var VS’ere, mens Johannes Andersen havde haft et tilhørsforhold til Forbundet Socialisterne. Jeg blev nogle gange set på med en vis skepsis, fordi jeg skilte mig ud ved på det tidspunkt ikke at være partiorganiseret. Men jeg havde nogle gange stor fornøjelse af at have studerende der beskæftigede sig med Lenin. Dem tvang jeg rigtig til at lære tekstanalyse og læse originaltekster i stedet for at komme med politiske paroler."

Erik Christensen, lektor (emeritus) ved Ålborg Universitet, fratrædelsesforelæsning "Røde og grønne tråde i min forskning", 25.6.2010.

Vibeke von Sperling om Kommunistisk Forbund og Jugoslavien som forbillede

2011-02-17T13:16:00.001+01:00

"VS blev hurtigt et fraktionernes parti, og i Århus dannedes fraktionen KF, Kommunistisk Forbund - leninisterne kaldet - der analyserede sig frem til, at Sovjetunionen var et undertrykkende statskapitalistisk samfund. Den form for socialisme, man så hældte hovedet til i Århus var den jugoslaviske model som »den tredje vej«. »For mig stod det jugoslaviske selvforvaltnings-eksperiment som noget af et ideal for en anden form for socialisme end den, der blev praktiseret i Sovjetunionen og i Østeuropa. Ved at dykke nærmere ned i det kunne man dog se en gevaldig modsætning, med et meget centralistisk partisystem, især i Titos tid, på den ene side og så selvforvaltningen på den anden side. Det var to principper, der strittede i hver sin retning. Men i en lang periode mente jeg, at her var noget at komme efter.«"

Journalist Vibeke von Sperling, i "Sperlings socialisme", Berlingske Tidende (28.6.1998)

SAP om væbnet oprør & proletariatets diktatur

2011-02-10T23:59:00.000+01:00

»Arbejderklassen skal bevæbnes med lysten til at bevæbne sig selv«. Sådan lød, og lyder, med et citat fra det store ideologiske forbillede Trotskij, SAPs slagplan, som skulle føre til den store gennemgribende revolution. Målet var arbejderstaten, der var opbygget af arbejderråd, sovjetter, som man kendte dem fra den første tid efter den russiske revolution. SAPerne skulle være den fortrop, avantgarden, der skulle befri folket fra dets uvidenhed: »Tankegangen gik ud på, at i det øjeblik, proletarerne var blevet politisk bevidste, ville det hele gå af sig selv: arbejderne ville automatisk selv gribe til våben og overtage magten og produktionsmidlerne,« siger Torben Hansen, som i sin tid var udenrigsredaktør af partiets nu hedengangne ugeblad Klassekampen. »Når proletariatet først var blevet befriet fra dets uvidenhed og havde taget magten, ville der slet ikke være brug for et parlament - det ville blive en uddateret, gammeldags størrelse. Herefter ville alle være med til at tage beslutninger, den politiske kraft ville flyde frit fra den enkelte. Det er jo Jehovas Vidner om igen, men sådan var det altså. Man diskuterede egentlig ikke rigtigt perspektiverne under og efter magtovertagelsen - man diskuterer jo heller ikke, om Jesus var Guds søn, hvis man er religiøs. Og her var virkelig tale om en slags perverteret religion - det handlede om fortabelse og frelse,« siger Torben Hansen.

Artiklen "Den evige revolution", i Berlingske Tidende 8.3.1998

Anti-imperialistisk volds-romantik

2011-02-07T10:00:00.001+01:00

"The FMI [Forbundet mod Imperialismen] was very inclusive in the sense that it unfolded its anti-imperialist engagement in relation to South East Asia, Latin America, Africa, as well as the Middle East. In fact it was a fusion of the remains of the radical Vietnam Movement, the Indo-China Committees, plus the Palestine and Gulf Committees, both established in the late 1960s.

But the FMI was also closely connected with the small party-preparatory organization called the Forbundet Socialisterne [The Socialist League], which represented a dogmatic interpretation of Leninist party theory. The Forbundet Socialisterne was only one of many small, marginalized party-preparatory organisations in the outskirts of the parliamentary sphere, and as such it may serve as an example of a political phenomenon, a sign of the times. FMI was quite radical in the sense that revolutionary development in Denmark, which they believed in, was seen as closely connected with the liberation movements’ struggles against imperialism in the Third World. With the so-called proletarian international as a basis, they understood the class struggle in Denmark as part of the international struggle against imperialism – it was, basically, one and the same thing. This was a significant intensification compared with involvement with Vietnam towards the end of the 1960s. The elements of anti-authoritarian enthusiasm, central to parts of the Vietnam involvement, had been succeeded by a much more theoretically focused revolutionary enthusiasm in FMI.
The FMI published a magazine, the “International Bulletin”, written within the framework of a theoretical ideological discourse focusing on the struggle and its continued intensification. The Palestinian problem constituted a large part of the reason for involvement. It is worth noticing that almost all the pictures that printed showed armed struggle and an aesthetic worship of its beauty: Handsome Palestinian guerrilla warriors, Fedayeen in rugged landscapes, machine guns ornamented with flowers and flags, and gun sights as graphical frames around several pictures. The actual armed struggle was seen as a central strategy in the concrete Palestine problem, but at the same time it reached far beyond that actual war. Apart from the fact that the analysis at the root of this understanding was revolutionary, the connection was also formulated in quite violent language:

'Only a people’s war can conquer imperialism – in the Middle East as elsewhere. […] Such a victory and the preceding revolutionary process will signify a final victory over and liquidation of the reactionary forces in the area and furthermore, to a large extent, increase the contradictions in the world imperialist system.'"

Karen S. Bjerregaard: "The Meaning of Armed Struggle. Solidarity with the Third World in Denmark in the 1960s and 1970s", i Henrik Jensen (red.): "Rebellion and resistance", Pisa. Pisa University Press, 2009 (s. 146)

SAP havde "åbne døre" til "terroristiske miljøer"

2011-02-06T23:53:00.002+01:00

"»Der har altid været åbne døre mellem Socialistisk Arbejderparti (SAP) og terroristiske miljøer,« siger et forhenværende SAP-medlem fra partiets inderkreds, som har valgt at være anonym, men hvis fulde identitet er Berlingske Tidende bekendt. Den anonyme kilde bakkes op af en anden fremtrædende eks-SAPer, Torben Hansen, som ligeledes har været med, helt siden SAP udsprang fra organisationen SUF i slutningen af 60erne: »Bortset fra, at det selvfølgelig er at gå for vidt at registrere 25.000 almindelige opstillere, synes jeg ikke, der er noget odiøst i, at PET har overvåget et parti som SAP. Vi regnede jo i øvrigt også selv med, at man holdt øje med os dengang - selvfølgelig gjorde man da det. Der var jo tale om en gruppering direkte inspireret af den bolsjevikiske venstrefløj fra den russiske revolution, og det var altså ikke noget te-selskab,« siger Torben Hansen."

Artiklen "Den evige revolution", i Berlingske Tidende 8.3.1998

Forbundet Socialisterne gav terrorister danske pas (1970erne)

2011-02-04T20:57:00.001+01:00

"Danske pas er flere gange blevet brugt af tyske terrorister fra Rote Armee Fraktion. På den danske venstrefløj ”mistede” folk deres pas, for at de kunne bruges illegalt af andre.

Det var ikke usædvanligt, at folk på venstrefløjen med vilje "tabte" deres danske pas i 1970'erne og 1980'erne, så det kunne bruges illegalt af personer, som de sympatiserede med.

Det kunne et tidligere medlem af Forbundet Socialisterne fortælle, da han, der var arkitekt, blev afhørt af politiet i 1990 om sit kendskab til bl.a. amerikaneren Sally Bland.

Sally Bland havde siden 1979 boet og arbejdet sammen med Marc Rudin hos PFLP, først i Libanon, siden i Syrien, efter at have opholdt sig i Danmark i ti år og været en del af det venstreekstremistiske miljø med stærke følelser for palæstinasagen.

Marc Rudin var efterlyst af politiet for at have deltaget i røveriet mod postkontoret i Købmagergade, hvor en 22-årig politibetjent blev dræbt af skud. Han blev sendt til København af PFLP, fordi Blekingegade-banden stod og manglede en mand til røveriet. Som afsløret i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag havde Marc Rudin ifølge det tyske politi kontakt til terrorister fra den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, RAF.

Stjålne pas
Disse terrorister var i besiddelse af danske pas, det ene stjålet i Gladsaxe, da de blev stoppet af østrigsk politi i 1999. Andre terrorister fra bl.a. RAF brugte ligeledes danske pas, bl.a. Susanne Albrecht, Birgitte Mohnhaupt og Christian Klar, der bl.a. er dømt for meddelagtighed i drabet på arbejdsgiverformanden Hans Martin Schleyer. Christian Klar løslades i næste måned efter 26 års fængselsstraf.

Arkitekten, der var medlem af Forbundet Socialisterne fra 1972 til opløsningen i 1984, forklarede politiet, at han bl.a. kunne huske en person, som vist nok i forbindelse med en terroraktion i El Salvador havde sprængt sig selv i luften. I forbindelse med den efterfølgende efterforskning fandt man hos bombemanden et dansk pas, der tidligere var blevet meldt "tabt" eller "bortkommet" af et tidligere medlem af Forbundet Socialisterne."

Fra artiklen "Tyske terrorister brugte danske pas", i Jyllands-Posten, 2.12.2008

Kjeld Koplev om sin unuancerede kritik af Sovjet (2010)

2010-11-01T17:23:00.000+01:00

”I de kredse, hvor jeg kom, synes jeg, vi var meget kritiske. Jeg kan huske, at jeg rejste engang en måned i Sovjetunionen, og vi lavede nogle voldsomt kritiske udsendelser. … [Det er en myte] at vi var ukritiske. … Jeg synes oven i købet nogle gange, at vi var for unuanceret kritisk … At vi ikke tog nuancerne med. At vi ikke også skildrede det, der også var godt ….”

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i TV-serien "Jagten på de røde lejesvende" (2. afsnit), 2010

Jens Nauntofte om Vietcongs "befrielse" af Saigon (1975)

2010-10-20T17:52:00.000+02:00

"Indtoget er visuelt en stærk oplevelse. Der er ingen forbehold at stå imod med. Sådan ser en befrielse ud."

DR-journalist Jens Nauntofte, i bogen "Gul stjerne over Vietnam: Billeder af Saigons befrielse" (1975)

Kjeld Koplev om overgangsforanstaltninger under socialismen (1972)

2010-10-10T20:38:00.000+02:00

”Jeg mener ikke, at alle i en overgangsperiode mod socialisme skal have lov til at komme til orde.”

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i Politisk Revy (1972)

DR's Børneradio om terrorister (1975)

2010-10-01T17:52:00.001+02:00

"De vil via væbnet kamp indføre socialismen, og de må bruge denne vej, fordi der ikke er andre muligheder. Derfor anvendes angreb med bomber, bortførelser, overfald og bankrøverier. Men dette er imidlertid ikke det samme som almindelig kriminalitet, idet de udelukkende har politiske motiver for deres virke. Hvis tilstrækkeligt mange forstår, at den voldelige vej er den rette, vil det sikkert hjælpe. Det er kun et spørgsmål om tid før dette når til Danmark. Der vil blive stadig flere utilfredse og nogle af dem vil også vælge at føre væbnet kamp."

Finn Barlby, gæst i DR's Børneradio om den tyske terrorgruppe "2. Juni-bevægelsens" bortførelse af den demokratisk valgte konservative politiker Peter Lorenz, i TV-serien "Jagten på de røde lejesvende", 1. afsnit (2010).

Kjeld Koplev om DDR's høje levestandard (1978)

2010-09-27T17:17:00.002+02:00

”Materielt er landet ved at være mættet. … Ja, udbuddet er stort. Der mangler ikke noget. Produktionen af al ting er steget. Priserne er ikke. Men lønningerne er gået op.”

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, om levestandarden i DDR, i radioudsendelsen ”DDR i Dag” (1978)

Ebbe Kløvedal Reich om Maos Kina (2004)

2010-07-13T17:39:00.001+02:00

"Det er af kolossal vigtighed, at der findes et fælles håb om at gøre samfundet bedre, og at det håb udmønter sig i en selvfølgelig tillid til og kontakt med de ledere, som samfundet nu engang har, så samfundet kan rykke sig. Det opfatter jeg som en stor bedrift, og den bedrift var det, det kinesiske kommunistparti faktisk præsterede - at løfte det kinesiske folk op fra den dybeste armod og undertrykkelse frem til en eller anden form for selvbevidsthed."

Ebbe Kløvedal Reich, 2005, citeret efter Bo Bjørnvig, "68ernes erindringer II: »Intet. Absolut intet!«", i Weekend-Avisen 9.7.2010

SFU om "Når jeg ser en Shell-tank brænde ..." (2009)

2010-05-15T16:03:00.001+02:00

Når jeg ser en Shell-tank brænde,
bli'r jeg glad og vil se mer'.
Når min Molo' ikke vil tænde,
bli'r jeg glad for jeg ved jeg har fler'.

(Omkvæd:)
Der er masser af lort der skal knuses
I vor kamp for befrielse her.
Ja I ska fa'me høre møtrikkerne suse.
Til den dag jeg får scoret et gevær.

Når jeg hører en yankee er røget
bli’r jeg glad og vil hør’ mer’
Sandinisterne har gjort sig fri af møget
det kan vi sgu da også gøre her

Fra Socialistisk Folkepartis Ungdoms sangbog "Slut op kammerat" (Århus, marts 2009)

Aksel Larsen om at tage magten med vold (1933)

2010-05-10T17:23:00.001+02:00

"[Det er kommunisternes] absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund."

Aksel Larsen, fmd. for DKP og SF, i Folketinget i 1933 (her citeret efter Aage Trommers anmeldelse af Henning Koch: "Demokrati - slaa til" (1994))

Niels Egebak om Blekingegadebandens mord på Jesper Egtved Hansen (1991)

2010-05-10T10:40:00.000+02:00

"Mord på politimand arbejdsulykke

Der sker hvert år utallige arbejdsulykker på danske arbejdspladser. De fleste af dem får blot en kort notits i dagens avis. Sørgelige skæbner i det almindelige danske arbejdsliv er sjældent påtrængende nyhedsstof.

Herregud, hvor der handles , der spildes - også menneskeliv. Men når det drejer sig om en ung politibetjent, der efter alle foreliggende oplysninger ved en ulykke bliver dræbt med en rygende pistol i hånden, så resulterer det i landesorg og nærmest en statslig begravelse.

Lad os slå fast: den unge politibetjents død var en sørgelig arbejdsulykke.

Hverken mere eller mindre."

Lektor Niels Egebak, 1968-skribent ved Politisk revy, i læserbrev i Politiken (19.05.1991)

Erik Albæk om Leninisme og det proletariske demokrati (1985)

2010-05-06T12:42:00.002+02:00

Professor Erik Albæk, i ”Neo-gramscianerne: Endnu en 3. vej til demokrati og socialisme?”, Politica (bd. 17, nr. 1, 1985):

”Et åbenlyst problem ved enhver demokratidiskussion er, at demokratibegrebet aldrig har haft et alment accepteret indhold, hverken når dette historisk betragtes i et synkront eller i et diakront perspektiv. Det har ofte virket forplumrende for den politiske debat og har endog foranlediget opfordringer til helt at undlade at benytte termen i politologiske analyser på grund af begrebets ideologiske konnotationer . . . Denne begrebsforvirring har også plaget marxistisk teoritradition, hvor samme forfatter undertiden kan lægge forskellig betydning eller bibetydning i samme term, uden at det for læseren og måske heller ikke for forfatteren fremgår helt klart . . . Lenin udgør i så henseende ingen undtagelse, men der spores hos neo-gramscianerne en tendens til ikke klart at skelne mellem Lenins forskellige betydninger af demokratibegrebet, hvorfor argumentationen mod leninismen ofte lader meget tilbage at ønske.”

”[Det er] formålstjenligt at skelne mellem to betydninger af demokrati hos Lenin: det borgerlige, repræsentative demokrati og det proletariske demokrati - det, der i ”Staten og revolutionen” udelukkende benævnes "proletariatets diktatur". Med en vis tilsnigelse kan det hævdes, at forskellen mellem de to består i, at Lenin betragter førstnævnte som en formel styreform, mens han i sidstnævnte lægger vægten på demokratiets sociale indhold. Det borgerlige demokrati kendetegnes ved dets formelle lighedsprincip, hvad angår det politiske, samtidig med, at den sociale og økonomiske virkelighed, der er kendetegnet ved ulighed, bortabstraheres. Den borgerligt liberale demokratiforståelse indebærer således en klar adskillelse mellem politik og produktionssfære. Det liberale repræsentative demokrati bliver derfor af Lenin set som uadskilleligt fra en bestemt styreform og et bestemt økonomisk system, hvorfor han i ”Staten og revolutionen” kan hævde, at "Den demokratiske Republik er den bedste politiske Skal om Kapitalismen, der kan tænkes"(Lenin, 1948: 18).”

”Som en logisk følge af den lige skitserede statsopfattelse kan der ikke blive plads for revolutionsstrategier, der opererer inden for den borgerlige stats rammer. En sådan strategi må nødvendigvis forberedes uden for og op mod den borgerligt demokratiske stats institutioner og dermed opstår dobbeltmagtteorien: Til at forberede det afgørende slag mod den borgerlige stat er det nødvendigt, at der konstrueres en anden magt, der gennem en (underforstået voldelig) konfrontation erobrer den borgerlige stats institutioner - en magt, der er baseret på arbejderrådsorganiseringen, sovjetter.”

”Det er kendetegnende for den neo-gramscianske debat, at målet herfor har været at etablere et teoretisk grundlag for en opblødning af venstrefløjens historiske polarisering i to hovedtraditioner: en leninistisk og en socialdemokratisk. Skytset har i første række været rettet mod leninismen, da enhver venstrefløjsteoretiker med respekt for sig selv jo ved, at socialdemokratisk parlamentsfiksering under ingen omstændigheder er en farbar vej til socialisme. Der har derfor tilsyneladende ikke på samme måde som i forhold til leninismen været behov for et dybtgående opgør med socialdemokratismen. Markeringer i forhold til sidstnævnte dukker for det meste op, når neo-gramscianernes diskussion af deres eget 3. standpunkt måske kunne misforstås som et knæfald for socialdemokratisk reformisme. Ved udstrakt brug af fremmedord og abstrakter "tydeliggøres" så på få linier, at det i hvert fald ikke var det, der mentes.

Det har derfor også været kritikken af den leninistiske tradition, der har stået i centrum for ovenstående diskussion. Diskussionen har dog bevidst ikke indskrænket sig til en snæver behandling af neo-gramscianernes demokratiopfattelse, således som denne adskiller sig fra den leninistiske teori. Det skyldes hverken primært eller blot, at neo-gramscianerne selv er yderst karrige med hensyn til at give eksakte definitioner og i endnu mindre grad dybdeborende analyser af deres demokratibegrebs nærmere indhold trods begrebets hyppige - og, fristes man til at sige, besværgende - forekomst i den neogramscianske litteratur. Det skyldes derimod først og fremmest det særegne ved marxistisk teori, at denne relaterer sig snævert til spørgsmålet om handlingens mulighed. Den marxistiske teori er med andre ord problemformulering og problemløsning. Det giver derfor ikke mening inden for denne tradition at diskutere demokrati slet og ret, hvorimod det er meningsfyldt at undersøge demokratiets placering i forandringsprocessen.”

DKP/ML om Albaniens sejrrige socialisme (1978)

2010-05-01T08:00:00.000+02:00

DKP/ML er opstået i uforsonlig kamp mod den mederne revisionisme og al opportunisme og forsvarer socialismens landevindinger og den kommunistiske verdensbevægelse. DKP/ML står vagt om Den Socialistiske Folkerepublik Albanien, som sejrrigt opbygger socialismen under proletariatets diktatur. Albanien er en urokkelig bastion for den proletariske verdensrevolution. Proletariatet og de undertrykte folk ser sine forhåbninger og sin fremtid legemliggjort i den virkeliggjorte socialisme i Albanien.
DKP/ML træder åbent frem med sit program - proletariatets diktatur og kommunismen - som organisator af den proletariske revolution i Danmark >er en del af den proletariske verdensrevoluiton.

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981).

Knud Jespersen om revisionister, der skulle hænges (1960erne)

2010-04-29T09:23:00.000+02:00

Fhv. departementschef i Finans- og Økonomiministerierne, Erik Ib Schmidt (1911-1998), skrev i sin erindringsbog ”Fra psykopatklubben: Erindringer og optegnelser” (1993), hvordan han og hans hustru, der var aktive kommunister op gennem 1930’erne, men meldte sig ud, da Hitler og Stalin indgik ”ikke-angrebspagten” i 1939, blev modtaget af de fhv. partikammerater:

”Yderligere en del år senere, og så er vi henne i 60’erne, var Inga og jeg ude for en besynderlig konfrontation med Aksel Larsens efterfølger som DKP-formand, Knud Jespersen. Han var jo blevet ret populær ved sin joviale facon og tilsyneladende demokratiske holdning. Inga og jeg spiste middag på en restaurant på hjørnet af Bredgade og Esplanaden og havde ikke set, at Knud Jespersen med staben fra det kommunistiske hovedkvarter i hotel Phønix sad længere inde i et andet lokale. De blev færdige før os og passerede vort bord på vejen ud. Knud Jespersen, som vi dårligt nok kendte, fik øje på os, stoppede op og vendte front mod os; følget standsede ligeledes og stod i en kreds bag ham. Han løftede den højre arm og truede mod os med knytnæve og sagde: ”Vent I bare, den dag skal nok komme, hvor I to kommer til at dingle i en lygtepæl!” Så skred han stolt videre med følget i hælene.”

Martin Lindblom om politisk vold (2009)

2010-04-10T14:46:00.001+02:00

"Colombias regeringshær udnytter fattigdom blandt den indianske Awá-befolkning til at hverve stikkere, der for nylig blev dræbt af FARC. ...
Blodige begivenheder i den colombianske delstat Nariño har bragt guerillabevægelsen FARC tilbage i mediernes søgelys. En gruppe Awá-indianere er blevet dræbt af guerillaer, men er der tale om en legitim likvidering af stikkere eller er det et terror-angreb mod den indianske befolkning? Modkraft.dk har talt med den colombianske menneskerettighedsforkæmper Román Mejía, der har indgående kendskab til forholdene i Nariño.

Román Mejía er dansk gift og har arbejdet som vicedirektør for Den Permanente Menneskerettighedskomité i Nariño. Komitéen med den spansksprogede forkortelse CPDH er Colombias ældste organisation for menneskerettigheder, og den har opbygget et landsdækkende netværk, der forsvarer civilbefolkningens rettigheder i det borgerkrigshærgede land.
– De seneste ugers tragiske begivenheder har været undervejs i lang tid. Regeringshæren udlover dusører for oplysninger om, hvordan man kan komme på skudhold af højtstående FARC-medlemmer, og det har guerillaen nu reageret på, siger Román Mejía.
– FARC-guerillaer har dræbt en gruppe Awá-indianere, og ingen kender endnu det nøjagtige antal. Men denne aktion er blot én enkelt ud af en række krigshandlinger og mord, der i øjeblikket foregår i området. Mediedækningen – både i Colombia og internationalt – har været helt ude af proportioner, fordi man kun har fokuseret på FARC’s angreb og ikke på konteksten.
. . .
FARC siger, at de dræbte indianere var stikkere. Er det en legitim forklaring?

– Likvideringerne viser de forfærdelige konsekvenser, det har, når konfliktens parter inddrager civile. Efter min mening har guerillaerne et moralsk ansvar for at have angrebet indianere fra en af Nariños mest sårbare grupper – men det reelle ansvar er regeringens, som med sin dusør-politik inddrager civile i krigen. De civile betaler med deres liv for regeringens politik.

Martin Lindblom, autonom og medstifter af AFA, på modkraft.dk (23.2.2009)

Leif Varmarks gendigtning om mord

2010-04-07T12:33:00.000+02:00

I Sønderherreds bønder stå sammen i ring
lad ikke hr. Tidmand komme levende af ting«

Det første slag den gamle mand slog
han slog hr. Tidmand ned til jord

Nu ligger hr. Tidmand ham rinder blod
og end går ploven i sorten jord
og end går svind på olden skov

Leif Varmark, fhv. VS'er og anarkist, moderne gendigtning af middelaldervisen "Bønderne dræber Hr. Tidmand"

Erik Clausens forsvar for politisk vold (2010)

2010-03-30T14:15:00.007+02:00

Om retfærdigheden af terrorgruppen FARC's drab på indianere i Colombia:

"Vi er ude i nogle lande, som er hinsides retfærdighed og demokrati . . . Hvis du laver en politisk kamp i et land som Colombia, så er det langt væk fra det danske sogneråds politik - det er det. . . . Det, jeg prøver at forstå, er, at der er nogle andre kulturer end vores, så ... så vi skal ikke være så skide selvglade, så vi tror hele verden er under os. . . . FARC er en marxistisk bevægelse . . . Tror du det [Sydafrikas kamp mod Apartheid] har været et te-selskab? . . . Jorden er rund, og revolutionen er ikke noget te-selskab. Der er lande, der ikke har så meget rygvind, som vi har, og de . . . . Hvis du var colombianer og gerne ville nå frem til et bedre samfund . . . så skal du se, hvad dødspatruljerne siger til det, når du kommer med dit politiske argument."

Erik Clausen, fhv. medlem af DKP, i "Deadline" på DR2, kl. 22.30 (21.3.2010).

Anden transkription på Uriasposten.

Leif Varmark om at dræbe kapitalister & borgerskab (1973)

2010-03-26T12:15:00.003+01:00

"For at arbejderne kan leve, må de dræbe kapitalisterne. For at arbejderklassen kan komme til magten, må den sende borgerskabet i døden. . . . Der er for lidt had her i verden, og det bor i de forkerte hjerter. Der er for få våben her i verden, og de ligger i de forkerte hænder."

Leif Varmark, medlem af VS, i "Vindrosen" (nr. 3, 1973) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.135).

Bente Hansen om at være tvunget til at bruge vold (1971)

2010-03-22T12:09:00.002+01:00

"Det er ikke de revolutionære, der afgør hvor meget vold, der skal forekomme under en revolution . . . det afhænger helt af, hvor voldsomt den lille, rige herskerklasse vil vægre sig ved at afgive sin 'ret' til den private ejendomsret. Og af hvor mange støtter disse kan finde i befolkningen, militæret og andre, som er helt vilde med den private ejendomsret."

Bente Hansen, medlem af SF, senere VS, senest skribent på bl.a. Modkraft, i bogen "Kapitalisme, socialisme, kommunisme: En bog for børn og voksne" (1971) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.61).

Aksel Larsen om Ungarn opstanden (1956)

2010-03-13T08:00:00.001+01:00

"For at hindre fascismens sejr i Ungarn med umiddelbar krigsfare som følge, satte Sovjetunionen sine tropper ind for at bringe ro i landet."

Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti (1956)(her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.32).

Socialistisk Folkeparti om Sovjet-blokken som forbillede (1959)

2010-03-10T08:00:00.000+01:00

"Ligesom kapitalismen afløste det feudale samfund og betød virkelige fremskridt for datidens mennesker, må socialismen afløse kapitalismen, hvis nye fremskridt skal vindes. - Som økonomisk system er den i dag under udbygning i lande med over en tredjedel af jordens befolkning. Mange af de resultater, man dér har nået, viser den socialistiske økonomis overlegenhed. . . . Endnu mangler der meget i, at disse lande er nået til en socialistisk styreform, der giver befolkningen fuld bestemmelsesret i alle styrets led, fra virksomhederne til landets øverste råd. Men det ændrer ikke den kendsgerning, at socialismen som økonomisk system har vist sin bærekraft og har skabt stigende levefod og kulturel fremgang for hundreder millioner tidligere undertrykte og elendigt stillede mennesker."

Program-udtalelse fra Socialistisk Folkeparti, vedtaget af SF's 1. kongres (6.6.1959)

VS om bevæbning, anti-parlamentarisme & diktatur (1978)

2010-03-07T14:51:00.004+01:00

"Den borgerlige stat kan ikke erobres eller overtages af arbejderklassen – den skal knuses. VS tror ikke på teorien om den fredelige overgang til socialismen: borgerskabet giver ikke fredeligt magten fra sig og kan ikke langsomt fratages magten. Det er nødvendigt med en bevæbnet arbejderklasse og etablering af proletariatets diktatur for at hindre en borgerlig kontrarevolution."

Venstresocialisternes "introduktionsskolingsmateriale", godkendt af partiets hovedbestyrelse (september 1978) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s. 49).

VS' fortsatte støtte til PFLP-vold (2001)

2010-02-19T08:24:00.003+01:00

"Venstresocialisterne har i 25 år støttet PFLP. Hverken drabet på en israelsk minister eller en evt. illegalisering af en sådan støtte ændrer denne holdning. . . . At PFLP må reagere med et attentat på en minister beklager vi, men finder det indlysende at dette ikke gør PFLP til en terrororganisation."

Udtalelse fra Venstresocialisternes landsmøde, 24.11.2001.

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Nordkorea

2010-02-15T08:00:00.000+01:00

"SF’s antiimperialistiske ideologi førte også til, at partiet etablerede kontakter til det kommunistiske Nordkorea. SF’s interesse for det nordkoreanske regime skyldtes, at landet forsøgte at opbygge sin egen form for socialisme, førte en uafhængig udenrigspolitisk linje og stod over for 30.000 amerikanske tropper i Sydkorea. Nordkorea var således ifølge Gert Petersen ”et anti-imperialistisk center”, og SF støttede dets krav om tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper (dvs. amerikanske tropper) fra den koreanske halvø og genforening af Nord- og Sydkorea.
SF’s syn på det nordkoreanske regime kom klarest til udtryk i den beretning, som Gert Petersen udarbejdede til internt brug efter sit første besøg i landet i 1973 sammen med Christen Amby fra Venskabsforeningen Danmark-Nordkorea og Svend Auken fra Socialdemokratiet, hvor deltagerne bl.a. fik mulighed for at mødes med landets enehersker Kim Il Sung. På den ene side var den senere SF-formand kritisk indstillet over for personkulten omkring Kim og den skarpe kontrol, som værterne førte med gæsternes bevægelsesfrihed. På den anden side mente Gert Petersen, at de positive indtryk vejede tungest: Den økonomiske fremgang siden krigens ødelæggelser, der havde givet landet en høj grad af selvforsyning, den høje levestandard, og den høje sociale velfærd i form af sundhedsvæsen, børnehaver og uddannelsesmuligheder. Gert Petersen nedtonede de negative aspekter ved at argumentere for, at det ikke tjente noget formål at dømme det nordkoreanske system ud fra vestlige normer. Om personkulten bemærkede han således, at hele ”den kulturelle baggrund er os umådeligt fremmed.” Den mest hensigtsmæssige opførsel, hvis man ville have kontakt med nordkoreanerne,var ikke at kritisere personkulten, men undlade at deltage i den. På samme måde mente han ikke, at det kunne have noget fornuftigt formål at efterlyse et demokrati i vestlig forstand i et land, der altid havde været styret fra ”et autokratisk centrum”. Det afgørende i Gert Petersens optik var således ikke, at Nordkorea var et diktatur, men at ”det nye autokratiske centrum” i form af det kommunistiske styre ”er så totalt orienteret mod økonomiens opblomstring [,] social sikkerhed for befolkningen og bevarelse af landets uafhængighed.”
Således begrundede SF partiets kontakt til Nordkorea med, at landet var antiimperialistisk, selvstændigt og i hastig økonomisk fremgang.
. . .
PET fulgte også SF’s kontakter til Nordkorea. I september 1973 konstaterede tjenesten, at Gert Petersen sammen med Christen Amby og Svend Auken havde besøgt Nordkorea, hvor Gert Petersen havde omtalt Kim Il Sung positivt og kritiseret USA-imperialismen. I 1976 modtog PET kildeoplysninger om, at Gert Petersen deltog i en pressekonference arrangeret af Den danske støttekomité for Koreas Genforening. Ifølge kilden blev komitéen støttet af den nordkoreanske ambassade, og på konferencen anklagede Gert Petersen Sydkorea og USA for at have aggressive planer mod Nordkorea. . . . I midten af 1980’erne bemærkede PET flere tegn på, at Gert Petersen støttede de nordkoreanske forslag om et genforenet Korea. Således noterede tjenesten, at partiformanden i 1984 skulle deltage i en konference i Paris arrangeret af CILRECO, som stod for Et genforenet og uafhængigt Korea. PET bemærkede, at det var nordkoreanerne, der bestemte, hvem der skulle deltage, og som betalte udgifterne. PET bemærkede også, at Gert Petersen sammen med Kjeld Albrechtsen fra VS havde sendt et brev til Folketingets medlemmer, som opfordrede til at indlede trepartsforhandlinger om Koreas genforening. Det var PET’s vurdering, at nordkoreanerne ved hjælp af propagandalekture og betalte rejser forsøgte at gøre folketingsmedlemmerne ”møre”, således at de blev modtagelige for Pyongyangs synspunkter med hensyn til Koreas genforening."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 205f & 228f).

Billeddokumentation #8: Enhedslistens promovering af Chavez (2007)

2010-02-12T08:00:00.000+01:00

Modkrafts interview med Blekingegadebanden om dens terrorforbindelser (2009)

2010-02-09T08:00:00.001+01:00

"Et væsentligt led i Peter Øvigs argumentation for den danske gruppes internationale terrorforbindelser er nogle møder i Bagdad i Irak mellem den militante palæstinenserleder Wadi Haddad og ledende medlemmer af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), den politiske organisation, hvor de senere medlemmer af Blekingegadegruppen trådte deres barnesko i 1970’erne.

Møderne fandt angiveligt sted i starten af 1977, og når forfatteren fremhæver dem, skyldes det formentlig, at Wadi Haddad udgjorde den taktiske hjerne bag nogle af 1970’ernes mest omtalte terroraktioner, bl.a. kidnapningen af OPEC’s olieministre i Wien i 1975 og kapringen af et Lufthansa-fly i efteråret 1977 i samarbejde med RAF.

Ifølge Peter Øvig deltog tre KAK’ere i møderne: Gotfred Appel, Ulla Hauton og den unge Holger Jensen, der indtil sin død i 1980 fungerede som KAK’s operationelle hovedmand.

Hvad Peter Øvig ikke ved, er, at et fjerde medlem af KAK deltog på møderne i Bagdad i Irak, nemlig Jan Weimann.

Jan Weimann bekræfter overfor Modkraft.dk, at møderne fandt sted, og at KAK’erne og palæstinenserlederen, der på daværende tidspunkt havde forladt PFLP og dannet sin egen organisation ved navn »Special Forces«, i løse, overordnede termer diskuterede et muligt samarbejde, herunder et operationelt samarbejde.
. . .

– Vi mente – og mener fortsat – at det er legitimt at føre væbnet kamp mod en besættelsesmagt. Dertil kommer, at Israel ikke er – og heller ikke dengang var – en retsstat. Kig på de udenoms-juridiske henrettelser, som Israel udfører i dag. Jeg synes, at det er langt ude, at man kan sætte PFLP på en terrorliste, som EU og USA har gjort efter 11. september 2001, svarer Torkil Lauesen og fortsætter:

– PFLP lavede de der flybortførelser i starten af 70’erne, i øvrigt uden at dræbe nogen. Så har de skudt den israelske turistminister for nogle år siden som reaktion på mordet på en af deres ledere. Dertil kommer et par selvmordsangreb i nyere tid, hvoraf nogle var rettet mod militære mål, og hvor de civile tab under alle omstændigheder har været beskedne."

Fra Martin Lindbloms og Niels Fastrups interview på Modkraft.dk med Jan Weimann og Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden (20.2.2009)

Forsvar for politisk vold i Danmark (2010)

2010-02-08T13:33:00.009+01:00

Enhedslistens folketingskandidat i Sønderjylland, Per Jensen, på sin blog om, hvorfor det var forsvarligt, at den højreorienterede blogger Kim Møller (fra Uriasposten) blev gennembanket i Århus d. 6-2-2010 og efterfølgende måtte lægebehandles:

"Kim Møller, en selvretfærdig blogger på www.uriasposten.net, der lægger folks navne og adresser ud nettet, når de er uenige med ham, blev her i weekenden d.6/2 ved en demonstration mod White Pride i Århus angiveligt overfaldet af antiracister . . . .

Men helt ærligt… Når man gentagne gange spytter efter andre, som Kim Møller gør på www.uriasposten.net , så må man regne med et vandfald som gengældelse! . . . . Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandigt… Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark….."

Og videre:

"Nogle mener/tror, at jeg hermed opfordrer til mord…. Jep, og så ikke alligevel……. . . . Aktiv dødshjælp på hjernelamme racisterer er jo forbudt, så jeg skal ikke leve på vand og brød for at trække stikket ud på Kim Møller. Og hvad andre gør ved ham, er klart deres sag, Jeg formulerer kun mine tanker om en person, der ikke kan tolere mosten, som han selv gylper op. Kim Møller skal ikke skråle om nåde, fordi jeg selv har haft erfaringen af gadekampe, og opsøger dem ikke. Han opsøgte balladen, og ser sig selv som martyr. Så derfor må han regne med en respirator engang i fremtiden, og der skal jeg, og kun jeg og ingen andre, ikke være den, som styrer strømforsyningen til respiratoren………… Der vil jeg nemlig hellere opsige min stilling end at redde hans liv!"

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Ceausescus Rumænien

2010-02-03T08:00:00.000+01:00

"En anden international kontakt [for SF] var det rumænske kommunistparti. De første følere var kommet i midten af 1960’erne, men det var først i 1970, at der blev etableret et mere regelmæssigt samarbejde. Kontakten byggede på Rumæniens uafhængige udenrigspolitiske linje i forhold til Moskva og et fælles syn på sikkerhedspolitikken. Ceausescus Rumænien havde afvist Sovjetunions ret til at intervenere i de socialistiske lande og havde fordømt Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Det rumænske kommunistparti var lige som SF tilhænger af ensidig nedrustning, etablering af atomvåbenfri zoner og opløsning af de militære alliancer i Øst og Vest. SF sendte flere delegationer til Rumænien, hvor de bl.a. fik lejlighed til at udveksle synspunkter med Ceausescu, og rumænske repræsentanter deltog som gæster ved SF’s landsmøder. . . . Når SF var villig til at opretholde kontakten, skyldtes det først og fremmest Rumæniens selvstændige udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. En anden årsag var, at de besøgende SF’ere mente, at der var fremskridt at spore i det rumænske samfund. Da Sigurd Ømann og Gert Petersen i januar 1970 besøgte
landet, bemærkede de, at Rumænien nok var ”et partiledelsens diktatur”, men at der samtidig var flere tegn på en demokratiseringsproces. Danskerne refererede også flere højtstående rumænske ledere for at have understreget, at det på grund af landets ”ømtålelige internationale situation”, dvs. Rumæniens udsatte position i forholdet til Sovjetunionen, var nødvendigt med en stærk partidisciplin. Således synes SF’erne overbeviste om, at det hårde partistyre var en nødvendig forudsætning for Rumæniens uafhængige linje, der var til gavn for afspændingen og nedrustningen, og at der desuden var forbedringer på vej.
Hvordan SF-delegationerne valgte at se på det rumænske regime, kan illustreres
med en rapport fra et besøg i januar 1987 [Gert Petersen, Hanne Thanning Jacobsen og Hans Nebel]. Rapporten blev indledt med en generel tilbagevisning af påstandene i en kritisk tv-udsendelse om forholdene i Rumænien, selvom delegationsdeltagerne medgav, at der fandtes knaphed på kød, at der næsten ikke fandtes importeret frugt, at der var fastsat en varmegrænse på 18 grader i hjemmene, at byfornyelsesprojekterne var upopulære, og at busdriften havde en lav standard. Derpå beskrev deltagerne flere større anlægsprojekter, og hvordan amts- og kommunalrådene fungerede. Rapporten indeholdt ingen kritiske kommentarer om diktaturet, persondyrkelsen eller undertrykkelsen af menneskerettighederne, til gengæld refererede forfatterne en oplysning om, at der ikke fandtes arbejdsløshed i Rumænien. Det, der øjensynligt optog SF’erne mest, var besøg på en frugtplantage og et statslandbrug, hvor de besøgende noterede sig, at man ikke benyttede sig af sprøjtemidler, og at der ikke fandtes burhøns eller tremmekalve."

PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 203f).

Torkil Lauesen om Sovjetunionen & Co. som virkeliggjort socialisme (1990)

2010-01-30T08:00:00.000+01:00

"Rusland befandt sig mellem en stagnerende feudalisme og en kapitalisme, hvis udvikling blev forkrøblet af Ruslands perifere position i det kapitalistiske system. Dette medførte, at idéen om socialisme spirede og slog rod her, før de materielle betingelser var til stede. Et udueligt Zar-regime, bolsjevikkerne og Lenin, samt Første Verdenskrig muliggjorde Sovjetstatens fødsel i 1917. I løbet af 20rne og 30rne etableredes en stats/partistyret planøkonomi baseret på en offentlig ejendomsret.

Andre planøkonomiske samfund er ligeledes opstået i periferien af det kapitalistiske system, hvor kolonialisme og imperialisme førte til stagnation og opløsning af de gamle produktionsmåder, men samtidig også forhindrede en dynamisk kapitalistisk udvikling som i centerlandene. I stedet førte det til økonomiske og politiske kriser, anti-koloniale og anti-imperialistiske revolutioner, der hvis de var succesfulde evt. førte til etableringen af planøkonomier.

Det sovjetiske, kinesiske eller f.eks. cubanske samfundssystem kan således ses som en anden måde end den kapitalistiske at udvikle produktivkræfterne på, og på denne måde tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialisme.

. . .

Gabet mellem de socialistiske visioner og den praksis, som var bestemt af de umiddelbare behov ogmuligheder, var et resultat af, at sovjetstaten var kommet til verden i periferien af det kapitalistiske system og derfor måtte søge at overleve og udvikle sig i en omverden, der stadig var domineret af det kapitalistiske center, økonomisk og politisk.

Kort efter Lenins død stod det klart, at revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande ikke ville komme i en overskuelig fremtid, og Sovjetunionen slog ind på Stalins linie: opbygningen af socialismen i et land.

Idéen var at tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialismen ved at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat, inden man mistede de politiske forudsætninger - statsmagten.

. . .

Vi står over for et paradoks: nemlig det forhold, at en revolutionær situation igen og igen opstår i kapitalismens periferi, hvor systemet ikke fungerer særlig godt pga. centrets imperialisme - dette på den ene side - og på den anden side alle de revolutionære forhåbninger, der er bristet, når de nye statsmagter har skullet til at realisere drømmen om socialismen i en verden, hvor de udviklede kapitalistiske lande stadig dominerer økonomisk, politisk og militært - Dette Paradoks har redet den socialistiske bevægelse som en mare. Cuba, Vietnam, Angola, Mozambique, Zimbabwe, Nicaragua og Namibia er nyere eksempler på stater med et socialistisk perspektiv, men som er vokset op under et økonomisk og militært pres, der ofte har gjort drømmene til klamme realiteter. Hvad har Angola eller Nicaragua ikke måttet bruge af deres sparsomme ressourcer på det nationale forsvar for blot at kunne overleve?

. . .

Efter at borgerkrigen og den imperialistiske intervention i Sovjet var forbi, oplevede landet fra midten af 20rne og i 30rne en utrolig hurtig økonomisk vækst. Efter verdenskrigen fortsatte denne udvikling helt frem til begyndelsen af 60erne, hvor tempoet begyndte at falde. En række økonomiske reformer bragte dog Sovjet igennem 70erne med positive vækstrater. I begyndelsen af 80erne strammede det alvorligt til. Hvor Sovjetunionen hidtil havde halet ind på de udviklede kapitalistiske lande, i økonomisk udvikling, begyndte det nu at sakke agterud."

Torkil Lauesen i kronikken "Om produktivkræfter og produktionsforhold", oprindelig bragt i Information (6.-7.10.1990), med titlen ”t.l.”

Billeddokumentation #7: 1917-plakat hos APK (2009)

2010-01-27T08:00:00.001+01:00

Plakat med reference til bolsjevikkernes oktober-revolution 1917, på hjemmesiden for Arbejderpartiet Kommunisterne (2009).

PET-kommissionen om Gert Petersens syn på kommuniststaterne

2010-01-24T08:00:00.000+01:00

"De statsbærende kommunistiske regimer indtog en særlig position i den antiimperialistiske lejr. Det var SF’s udgangspunkt, at oprør mod kapitalismen udvikler sig på mange forskellige måder, og at ingen revolution var faldet ud som planlagt. Med en henvisning til Marx forklarede Gert Petersen dette forhold med, at de nye revolutionære samfund var påvirket af arven fra de tidligere samfund. De kommunistiske regimer befandt sig i en overgangsfase til socialismen, hvor der stadig fandtes rester af kapitalistisk produktionsmåde og borgerlig retsopfattelse. Dette betød, at SF skulle kritisere forholdene i de kommunistiske stater, når det var berettiget, men man skulle ikke dømme staterne ud fra ”en eller anden u- eller antihistorisk idealmodel.” Det afgørende var, at de kommunistiske stater betød en ”negation af den kapitalistiske produktionsmåde”, dvs. at staten havde overtaget ejendomsretten til produktionsmidlerne, og at kapitalistklassen således var frataget sit politiske hegemoni. De kommunistiske stater havde dermed taget det afgørende skridt hen imod socialismen:

”Hvis denne negation fastholdes, er der grund til at forvente, at disse samfund – over en betydelig længere årrække end idealisterne havde forestillet sig – vil udvikle flere og flere kapitalisme-negerende, dvs. socialistiske træk. Det sker (som intet i verden) af sig selv, menneskene skaber selv deres historie; og derfor er socialistisk kritik et vigtigt redskab til denne udvikling. Men det er netop denne udvikling, den socialistiske kritik skal tjene.”

De kommunistiske stater var således, trods deres fejltagelser, på den rigtige side i den antiimperialistiske kamp, og SF’s kritik havde til formål at hjælpe staterne over deres fejltagelser og hen imod socialismen. Set i denne sammenhæng var de kommunistiske stater ”udtryk for et nederlag for den kapitalistiske produktionsmåde” og dermed imperialismen. Det var derfor SF’s politik frem til afslutningen af den kolde krig at opretholde kontakter til de statsbærende partier i flere kommunistiske lande, der førte en selvstændig udenrigspolitik i forholdet til Sovjetunionen. Gennem disse kontakter til ”statslige knudepunkter” kunne SF vise sin internationale solidaritet og støtte kampen mod imperialismen og krigstruslen."

Om det ideologiske verdensbillede hos Gert Petersen, fhv. DKP'er & senere formand & MF for Socialistisk Folkeparti, fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 200f).

Gotfred Appel om terror (1978)

2010-01-18T08:00:00.000+01:00

"I en lang tekst med titlen 'Terror', som Gotfred Appel offentliggjorde i 1978, overvejede han på baggrund af de aktuelle terrorhandlinger i Vesttyskland og Italien, om denne form for aktioner 'tjener socialismens sag'.
Han indledte med at slå fast, at terror ikke kan forkastes moralsk, og at det 'selvsagt' i en tilspidset politisk kamp om magten er tilladt de revolutionære at 'nedskyde fremtrædende enkeltpersoner' blandt magthaverne, tage gidsler og andre former for voldshandlinger.
Terror kan altså ikke afvises generelt som kampform, men på bestemte tidspunkter er den uegnet, fortsatte Appel, fordi den kan aflede de revolutionære fra den mere politiske indsats. 'Marxister forkaster ikke terror, de vurderer den konkret og historisk', slutter Appel."

Om Kommunistisk Arbejdskreds' (KAK) syn på terror, i Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 308)

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Rumænien, Nordkorea, Kina, Cuba, Jugoslavien (1987-88)

2010-01-15T08:00:00.000+01:00

"I slutningen af 1980’erne fortsatte overvejelserne i SF om forholdet til de rumænske og nordkoreanske kommunistpartier, men partiet var fanget i en klassisk lejrtænkning: Hvordan skulle man begrunde en afbrydelse af kontakten, da de to regimer uafviseligt hele tiden havde været repressive, og ville en sådan afbrydelse ikke gavne den fælles fjende, imperialismen? Det Internationale Udvalg indstillede således til partiets ledelse i 1987, at SF fortsat skulle have kontakt til de to statsbærende kommunistpartier med den argumentation, at ”et brud vil opleves meget dramatisk og som støtte til de pågældende landes modparter.” . . .
Problemerne med de rumænske og nordkoreanske partier rejste et andet spørgsmål, nemlig hvor SF skulle trække grænsen for acceptable kontakter. Det kom frem, da forretningsudvalget skulle tage stilling til, hvilke partier der skulle inviteres til landsmødet i 1988. Det Internationale Udvalgs sekretariat anbefalede, at SF inviterede de jugoslaviske, kinesiske og cubanske kommunistpartier, men ikke de rumænske og nordkoreanske. Forretningsudvalget fandt det ikke muligt at skelne mellem de to grupper, og to medlemmer foreslog derfor ikke at invitere nogen statsbærende kommunistpartier overhovedet, mens fem forretningsudvalgsmedlemmer foreslog at invitere alle fem partier. Diskussionen viser, hvor svært det var for SF at ændre kurs over for de statsbærende kommunistiske partier trods en stigende kritik af forholdene i de socialistiske lande."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 212).

Citater af & om Mao

2010-01-13T08:00:00.000+01:00

"Synet af kinesere med Maos Lille Røde i hånden blev et symbol på den kinesiske revolution i 1970erne. I millionvis strakte »masserne« bogen mod himlen for at demonstrere deres revolutionære iver under Kulturrevolutionen, og snart efter genfandt vi bogen i danske oversættelser i boghandlerne, i reoler hos venner, i skoler og i inderlommen hos demonstranter i midten af 1970erne i København. Den blev en vejviser ikke blot for de kinesiske masser og den revolutionære danske venstrefløj, hvor sympatien for Maos revolutionære tanker var udbredt, men også i resten af det danske samfund kunne man genfinde en vis beundring for Maos tanker og sprogblomster. Maos lille citatbog med tekster fra den kommunistiske leders skrifter fra 1920erne og frem til 1950erne blev udgivet som et led i den benhårde magtkamp mellem kommunistiske fraktioner. Citaterne blev samlet i 1963 og blev uddelt blandt soldaterne i forbindelse med den frembrydende Mao -kult. . . .

Den lille Rødes pluk af citater spænder over et langt tidsrum, og Maos udsagn om krig og revolution er historisk betingede og kan ikke bedømmes som generelle vurderinger. Bogen er imidlertid interessant som et signal om, hvad der var dogmatikken i de år i 1960erne og 1970erne, hvor magtkampen rasede. Hovedvægten i bogen er lagt på den såkaldte masselinie, hvor den enkeltes rettigheder ikke eksisterer, men hvor al interesse blev viet massen - dvs. folket - og Det kommunistiske Parti, der skulle opdrage masserne. Følgende Mao -citat er typisk for holdningen: »Masserne er de virkelige helte, mens vi selv ofte er barnlige og uvidende. Før man har forstået det, er det umuligt at tilegne sig selv den mest elementære viden« (marts-april 1941). Det var afgørende for den revolutionære bevægelse mod det kommunistiske samfund, at partiet ledte disse masser, og at man ikke hengav sig til enkeltpersoners ønsker: »For at forbinde sig med masserne må man handle i overensstemmelse med massernes behov og ønsker. Alt arbejde for at tjene masserne må tage sit udgangspunkt i deres behov og ikke i en enkeltpersons ønske, hvor velment det end kan være« (oktober 1944). Den politiske ideologi baserede sig på en blanding af pluk fra Marx, Engels, Lenin og Stalin: »Blandt mange kammerater i vores parti eksisterer der stadig en yderst dårlig arbejdsstil, en stil der er helt i strid med marxismen-leninismens ånd. De opfører sig som »en mand, der vil fange spurve med bind for øjnene«, eller »en blind, der famler efter fisk«. De arbejder sjusket, vælter sig i ordstrømme, og nøjes med stumper af overfladisk viden. Marx, Engels, Lenin og Stalin har lært os, at det er nødvendigt at studere situationen samvittighedsfuldt og at tage udgangspunkt i den objektive virkelighed og ikke i subjektive ønsker« (maj 1949). Men nogen sammenhængende ideologi er der ikke tale om i Den lille Røde, og i det hele taget er bogen en sammenrodning af historiske citater, der fremstår som brokker. Men signalet til at understrege masserne til fordel for den enkelte og fremme den doktrinære marxisme-leninisme var klart nok. Kulturrevolutionen spredte anarki, død og ødelæggelse i det kinesiske rige, og Mao -kulten nåede nye højder, hvor han blev fremstillet som en genial leder, ja næsten som en gud. Forsigtige skøn peger på, at Kulturrevolutionen alene kostede 1,6 mio. myrdede mennesker, og at der i alt i Maos regeringsperiode døde ca. 35 mio. som offer for regimets politik.

Dansk sympati

På trods af den brutale virkelighed i Kina, som allerede var offentlig kendt i Vesten i 1960erne, og til trods for Den Lille Rødes karakter af tilfældige sammenstillede citater uden sammenhæng eller dybde, så nåede Mao -kulten også til Vesten og til Danmark. Den lille Røde var blevet oversat allerede i 1967 af Gotfred Appel, Mao -tilhængernes leder i Danmark og den ideologiske fader til Blekingegade-banden. Appel var dog uvidende om bandens senere radikale udvikling. Førende danske intellektuelle havde stor sympati for Maos tanker. Ebbe Reich Kløvedal skrev om Mao : »Den sidste af vor tids store. Gid der fandtes politikere af den støbning i vores del af verden. Så var der håb, selv for os midt i jordklodens rådne borgerskab.« (1976). Informations journalist Ejvind Larsen hyldede Mao i en stor nekrolog i 1976 og skrev: »Nu er Maos arbejde afsluttet - måske det mægtigste i vort århundrede.« Forfatteren Jan Bredsdorff skrev: »Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet, at et samfund styres af mennesker, og at mennesker styres af menneskelighed.« Og Knud Vilby , også journalist på Information, kunne godt se det positive i det kommunistiske regime: »Hvis Kina med det Bent A. Koch måske kalder et kommunistisk diktatur, bedre har været i stand til at løse sine fødevareproblemer, end Indien med korruption, demokrati og pressefrihed sine - så vælger jeg det kommunistiske diktatur« (1975). Da førende intellektuelle valgte at støtte morderregimet, var det ikke underligt, at dele af det danske samfund havde et positivt syn på Kina, og at citater fra Den lille Røde dukkede op både i medierne og skoler uden nogen kritisk eftersætning."

Fra Bent Blüdnikows artikel "Lille bog med stor virkning", i Berlingske Tidende (1.10.1999)

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Sovjetunionen

2010-01-10T08:00:00.009+01:00

"[PET var] interesseret i eventuelle østkontakter. Det stod hurtigt
klart, at SF havde forbindelser til Jugoslavien, der af PET blev betegnet som folkesocialisternes ”nye Mekka”. PET undersøgte, men var ikke i stand til at bekræfte et forlydende om, at den jugoslaviske legation gennem ejendomsindtægter skulle have finansieret SF. Spørgsmålet var imidlertid, ikke mindst i lyset af de tidligere DKP’eres betydelige indflydelse i partiet, om medlemmer af partitoppen opretholdt kontakter til østblokken. Nogenlunde samtidig med dannelsen af SF modtog PET oplysninger fra en kilde om, at Aksel Larsen ved flere lejligheder havde haft besøg af en uidentificeret person, der ankom i en bil af sovjetisk fabrikat. PET afhørte kilden og kunne fastslå, at den sovjetiske ambassade havde flere biler, der passede på beskrivelsen, men tjenesten synes ikke at have fulgt sporet yderligere. PET modtog også en række ubekræftede oplysninger, der tydede på, at Aksel Larsen opretholdt en vis forbindelse til russerne, bl.a. skulle han have haft besøg af en funktionær fra det sovjetiske kommunistparti (SUKP). I 1962 kunne PET rapportere, at den polske ambassade havde forsøgt at etablere kontakt til de ledende SF’ere Kaj Moltke og Gert Petersen.
Andre kilder meddelte, at Aksel Larsen havde mødtes med en direktør, der samtidig havde kontakter til sovjetiske diplomater, hvoraf mindst én var mistænkt for at være indblandet i efterretningsmæssig virksomhed, at partiformanden skulle have besøgt en kendt kommunist med yderligtgående synspunkter, der også opretholdt kontakter med østdiplomater, og at en sovjetisk diplomat i 1967 skulle have tilkendegivet, at forholdet til Aksel Larsen nu var bedre. De fleste oplysninger var imidlertid ubekræftede, og PET fandt aldrig beviser for, at SF-toppen skulle have opretholdt en hemmelig kontakt til østblokken. . . . [men] flere ledende SF’ere havde kontakter med østlige efterretningsofficerer, og enkelte SF’ere udførte opgaver for østlige efterretningstjenester.

Hen imod slutningen af 1960’erne synes PET at være nået frem til en trusselsvurdering, der gik ud på, at lighederne mellem SF’s og DKP’s politik var så stor, at Moskva havde en interesse i et stærkt SF. I et fortroligt foredrag i 1968 affærdigede PET-chefen, politiinspektør Arne Nielsen, rygterne om, at Moskva skulle have iscenesat bruddet med DKP, som uden hold i virkeligheden. Det var imidlertid hans overbevisning, at SUKP ”ikke har begrædt” SF’s udvikling, og han henviste til, at en SUKP-funktionær havde besøgt Danmark i 1957, hvor han havde støttet de revisionistiske tendenser med det formål, at DKP’s splittelse skulle virke vildledende på de danske myndigheder og efterretningstjenesten.
Moskvas interesse i et stærkt SF havde også vist sig ved, at DKP havde modtaget instrukser om ikke at modarbejde folkesocialisterne. Således var det Moskvas håb, at SF ville udvikle sig til et ”masseparti”, der i stedet for det svage DKP kunne fremføre en politik, der varetog Sovjetunionens interesser.
. . .
Det er paradoksalt, at omtrent samtidig med, at PET begyndte at nedtrappe registreringen af folkesocialister, intensiverede den sovjetiske ambassade og de sovjetiske efterretningstjenester (den civile KGB og den militære GRU) deres forsøg på at etablere kontakter til ledende SF’ere. I en rapport fra januar 1967 kunne PET konstatere, at syv kendte SF’ere de seneste år havde plejet forbindelse med diplomater fra den sovjetiske ambassade. For de flestes vedkommende var kontakten blevet etableret i tiden omkring 1964-65. PET vurderede dog, at der var naturlige forklaringer i de fleste tilfælde, og at der kun herskede begrundet mistanke om konspirativ optræden for to af SF’ernes vedkommende. Det drejede sig om en yngre SUF’er og Gert Petersen, der begge havde haft hyppige kontakter med 2. sekretær Viktor Lipskij, der var blevet identificeret som KGB-officer. . . .
[Det forlød] fra en parlamentarisk delegation, der havde besøgt Moskva i sommeren 1964, at mens SUKP fortsat var imod tilnærmelser til SF, så skulle det sovjetiske udenrigsministerium nu være stemt for et sådant skridt. Aksel Larsen havde da også under Khrusjtjovs besøg i Danmark ført venskabelige samtaler med den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko. For det andet havde KGB forbud mod at rekruttere fra vestlige kommunistpartier for ikke derved at kompromittere deres position. Den sovjetiske efterretningstjeneste søgte derfor efter egnede emner i de uafhængige socialistpartier. Ifølge KGB nærede en del af medlemmerne i SF en vis sympati for Sovjetunionen og dets kamp mod, hvad de så som den aggressive amerikanske imperialisme, og KGB ledte efter centralt placerede folkesocialister, der var ideologisk motiveret til at hjælpe kommunismens sag.
. . .
Det er veldokumenteret, at én af de ledende SF’ere blev hvervet som agent af KGB nogen tid efter bruddet med DKP. Holger Vivike [MF for SF 1960-73] tilhørte den kreds af tidligere DKP’ere, der i modsætning til Aksel Larsen aldrig helt mistede troen på socialismens fædreland. . . . Trods bruddet med DKP forblev Vivike loyal over for Sovjetunionen og kommunismens sag, og det var tilsyneladende grunden til, at han i 1966 lod sig hverve som agent af 3. sekretæren ved den sovjetiske ambassade, Anatolij A. Lobanov, der samtidig arbejdede som KGB-officer. Vivike behøvede tilsyneladende ikke megen overtagelse for at tage springet over i det illegale arbejde. Han var klassificeret som egentlig agent, hans møder foregik konspirativt og under iagttagelse af den yderste agtpågivenhed, og han udførte opgaver for sin føringsofficer. . . . Vivike blev først og fremmest benyttet til at holde KGB og den sovjetiske ledelse orienteret om udviklingen i SF og om den generelle politiske situation. Han blev også anvendt som talentspejder, og han udpegede mulige agentemner blandt yngre politikere. . . . [Vivike var også] behjælpelig med at sluse nogle af KGB’s illegale agenter uset gennem Danmark og videre til Vesten. Hans værdi for KGB ophørte i 1973, da han valgte at forlade Folketinget.
. . .
Den anden ledende SF’er, der tiltrak sig PET’s opmærksomhed på grund af hans østkontakter, var partiet uofficielle ”chefideolog” og folketingsmedlem fra 1966, Gert Petersen. I maj 1963 konstaterede PET, at den polske diplomat Stefan Stefanski havde kontakt til Gert Petersen. To år senere, i april 1965, registrerede PET de første kontakter til KGB-officeren Viktor Lipskij. Kontakten mellem de to var kommet i stand på initiativ af den tidligere nævnte SF’er, der således fungerede i sin rolle som ”talentspejder” for russerne.
. . .
[En PET-kilde betegnede] Petersen som ”den farligste SF’er, han har været ude for” på grund af hans position som den mest kyndige socialistiske teoretiker i landet: ”Gert Petersens fortolkning af Marx er ligefrem og jordnær, og han ligger ikke skjul på, at han er tilhænger af en overgang til socialisme i forbindelse med diktatur og tvang, da han finder at sådanne forteelser er en betingelse for gennemførelsen af socialisme her i Danmark.”"

PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 152ff & 181f & 189f & 195f).

KAK-aktivisters sympati for terrordrab på børn og sportsfolk (1970erne)

2010-01-07T08:00:00.000+01:00

"Under rejsen, i september 1972, angreb palæstinensere fra gruppen 'Sorte September' israelske sportsfolk ved De Olympiske Lege i München, og i et brev fra sin kone kunne Peter Døllner læse, at kammeraterne hjemme i København støttede angrebet. Det var ærgerligt, at aktionen ikke resulterede i frigivne fanger, men til gengæld godt, at gidslerne blev skudt, skrev Døllners kone, en af Holgers søstre. Også Torkil Lauesen og Niels Jørgensen har siden offentligt erklæret deres støtte til angrebet, og Niels Jørgensen har forklaret, at sportsfolkene selv var skyld i deres død, fordi de valgte at deltage i legene under israelsk flag, selv om de vidste, at der var krig mellem israelere og palæstinensere.
. . .
De [KAK'erne] ville gerne gribe til handling. Af beretninger fra møder med sympatisørerne fremgår det da også, at Holger [Jensen] og andre mødeledere ikke lagde skjul på KAK's sympatier for de mest militant revolutionære bevægelser i den tredje verden. PFLP's taktik med flykapringer som en mulighed for at skabe opmærksomhed i verdensoffentligheden blev forklaret og støttet. På et møde blev også en aktion, hvor det sydafrikanske ANC havde angrebet en skolebus og dræbt børnene, omtalt som en revolutionær handling, og flere af KAK-sympatisørerne bifaldt højlydt aktionsformen."

Om Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), i Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 196 & 198).

Knud Vilby om fortsat sympati for Mao (2000)

2010-01-04T10:20:00.007+01:00

"Gyldendals Encyclopædi fortæller, at Det Store Spring Fremad i slutningen af 1950erne krævede omkring 20 millioner menneskeliv, fordi springet førte til regulær hungersnød. Og det leksikalske opslag siger, at op mod en million mennesker mistede livet ved forfølgelse og i fraktionskampe under den store Kulturrevolution i 1960ernes anden halvdel. Det er viden, der er blevet officiel i dag. Det vidste vi ikke [i 1970erne], men vi vidste godt, at revolutionen ikke var noget teselskab, og vi citerede gerne de store revolutionære for det. Hvorfor var mange af os så alligevel så positive? Jeg skal gøre mig umage for ikke at snakke på vegne af andre end mig selv. Fra slutningen af 1960erne og indtil i dag har jeg brugt en stor del af min professionelle tid på at beskrive og analysere menneskers liv i samfund, som er fattigere, mere undertrykkende og mindre demokratiske end det danske. For mig er en af det tyvende århundredes mange store tragedier, at vi trods den største velstandsvækst, denne klode nogensinde har oplevet, har ladet milliarder af mennesker leve i dyb fattigdom og snesevis af millioner af mennesker dø af sygdom og sult, som kunne være bekæmpet. I dag ved årtusindskiftet er forskellene mellem velstand og armod større end nogensinde tidligere, selv om det procentvise antal af underernærede i verden er faldet noget. En anden af de store tragedier er dele af udviklingen eller rettere den manglende udvikling i verdens næststørste land Indien. Og det har en hel del at gøre med, hvad jeg har skrevet om Kina. For det har altid været oplagt at sammenligne disse to giganter.
Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina. »Du var jo en af dem, der mente, at Maos Kina ikke var så slemt«, skriver Blüdnikow til mig. Og det er næsten rigtigt. Men jeg tror aldrig, jeg i 1970erne og de tidlige 1980ere skrev om Kina uden samtidig at skrive om Indien. Jeg har ikke gemt alle de gamle artikler, men en af mine erklærede påstande eller holdninger var omtrent sådan her: »Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina«. . . .
Hvis Indien var et demokrati, så var det et demokrati, som ikke følte ansvar for de fattigste. Omvæltninger eller revolutioner - om nødvendigt voldelige - kunne forsvares for at bryde med den systematiserede uretfærdighed og undertrykkelse. I Kina havde kampen i det mindste afskaffet et gammelt hierarki, og det hører med til den blodige historie, at der unægtelig i dette Kina var blodig og brutal undertrykkelse og skete forfærdelige massakrer længe før Mao . Nu havde man forsøgt noget nyt, og tilsyneladende splittet et gammelt system i stumper og stykker. Fint, sagde vi ... Hvis man f.eks. sammenlignede uddannelsessystemerne i verdens to største lande, overhalede Kina med ekspresfart Indien, og det fra grundskoler til universitetsniveau. Overalt havde Kina en udvikling, som Indien slet ikke kunne matche. Der blev mobiliseret, og børn og unge blev hevet op af analfabetismens hængedynd. Der blev knust mere undervejs, end vi vidste, og måske end vi ønskede at vide. Og jeg skal ikke i dag gøre mig til dommer i et forsøg på at sammenligne, hvilket land der har haft de største lidende og undertrykte menneskemasser. Kinas første store spring fremad var - ved vi i dag - på mange måder et stort skridt bagud. Til gengæld er der siden sket nogle samfundsmæssige forandringer og opbrud, der er en del af baggrunden for, at Kina i mange år har haft langt større økonomisk vækst end Indien. Vold i ét land kan ikke retfærdiggøres med vold i et andet land. Og det hjælper ikke på en blodig hånd, at der er mange andre blodige hænder. Men analysen af demokratiets utilstrækkelighed og af demokratiernes forbrydelser mod menneskeheden hører med i vurderingen af tragedierne og fattigdommen og elendigheden i verdenshistoriens rigeste og forfærdeligste århundrede. Jeg har skrevet meget om demokratiernes kamp for frihed i forhold til nazismen, og om koloniernes kamp for frihed fra koloniherrer. Men i en række af århundredets tragiske krige har demokratiske stater også brugt gigantiske militære ressourcer i forsøgene på at bekæmpe folk, der ønskede frihed. Og i nogle samfund, vi kalder demokratiske, er demokratiet, som i Indien, blevet brugt til at dække over systematisk menneskelig fornedrelse. 1970ernes analyse var nødvendig, men ved Gud ikke fejlfri. Det var centralt at pege på, at demokratier forbrød sig mod store befolkninger. Og vigtigt at rejse en debat om, at der måtte sættes noget andet i stedet. Det var logisk, at der i kampen mod historiske uretfærdigheder opstod politiske frontfigurer, der ville omstyrte hele den gamle verden. Nogle af dem blev selv forbrydere undervejs i processen. Måske var Mao en idealist, der endte som forbryder. Det ved andre mere om."

Forfatteren Knud Vilby i kronikken "Sympati for Mao", Berlingske Tidende (2.4.2000)

Frank Aaen i DDR (1977-82)

2009-12-15T08:00:00.006+01:00

"Enhedslistens Frank Aaen samarbejdede med den kommunistiske politistat DDR. Enhedslistens folketingsmedlem Frank Aaen, der kræver PET's aktiviteter under den kolde krig endevendt, er selv belastet af sin politiske fortid før Murens fald. Frank Aaen var formand for Kommunistiske Studenter (KOMM. S.) i perioden 1977-82, og i den funktion samarbejdede han intenst og ærbødigt med det østtyske ungdomsforbund Fri Tysk Ungdom (FDJ), der var en integreret del af politistaten DDR. Han varetog fuldstændig ukritisk DDR's politiske interesser i Danmark og sendte hold efter hold af unge kommunistiske studenter på FDJ-skolingslejre i DDR.

AGIT-PROP

Han udspredte mængder af østtysk agitations- og propagandamateriale på de danske universiteter om marxismen-leninismen og DDR-statens fortræffeligheder, og de studerende blev indpodet Warszawa-pagtens sikkerhedspolitiske doktriner. DDR finansierede såvel propaganda-materialet som skolingsopholdene, hvoraf de langvarige fandt sted på Fri Tysk Ungdoms højskole 'Wilhelm Pieck' ved Bogensee uden for Østberlin.Frank Aaen sendte de ledende kræfter i KOMM. S. til skoling på 'Wilhelm Pieck'-højskolen, men selv har han kun været med på kortvarige studieophold i DDR.

PIONER-LEJREN

For eksempel var han med KOMM. S.'s hovedbestyrelse i pionerlejren 'Mathias Thesen' i Tarnewitz ved Ostseebad Boltenhagen fra den 5. til 11. oktober 1981. Han var da 30 år gammel. KOMM. S. havde sat næsen op efter at blive indkvarteret i pionerlejren 'Kim Il Sung' i det mere mondæne Prerow, men dette ønske fra de altid fordringsfulde danskere kunne FDJ ikke efterkomme.

SLAGPLANER

Hovedbestyrelsen fra KOMM. S. på 27 personer med formand Frank Aaen i spidsen måtte i stedet tage til takke med 'Mathias Thesen'. Nogle boede i hovedbygningen, andre i bungalows ude i terrænet. Værtinden var kammerat Monika Mäder fra FDJ's Centralråd i Østberlin. På denne østtyske lejr planlagde Frank Aaens tropper i nærværelse af deres FDJ-kammerater, hvilke aktioner KOMM. S. skulle iværksætte mod EF, NATO og det liberale danske samfund. Det var fortrolige drøftelser, der her blev ført. De nævnes slet ikke i medlemsorganet Røde Blade .

FIK ALT BETALT

Det var netop i den periode, da det lykkedes for de danske kommunister at infiltrere 80'ernes spirende fredsbevægelse, så den næsten udelukkende kom til at vende brodden mod NATO's militæranlæg og atomstrategi. I FDJ-rapporten fra danskernes ophold i Tarnewitz, som Ekstra Bladet har fundet i de østtyske arkiver, står at læse: 'Alle regninger fra 'Mathias Thesen' og 'Ostseetrans' skal sendes direkte til den Internationale Afdeling i FDJ's Centralråd.'

PARTISKOLEN

KOMM. S. afholdt også sommerkurser på partiskolen 'John Scheer' i Lütten- Klein uden for Rostock. Det var meget populært også i DKP og DKU. Således har ekskommunisten, nuværende DR-TV-direktør Bjørn [Beha] Erichsen flere gange undervist dernede ud fra stalinisten Ib Nørlunds lærebog 'Det Knager i Samfundets Fuger og Bånd'. Her på partiskolen i Lütten-Klein har også Frank Aaen holdt adskillige foredrag for sine KOMM. S.-kammerater og for DKP'erne, da han var blevet redaktør på Land og Folk i 1986.

AFTALERNE

Hvert andet år blev der indgået en venskabs- og samarbejdsaftale mellem KOMM. S. og FDJ. Den aftale, der blev indgået for 1980 og 1981 den 2. november 1979, bestod af en generel hensigtserklæring om de fælles mål og syv konkrete punkter. Det aftaltes konkret, at 'FDJ understøtter KOMM. S.'s agitations- og propagandaarbejde med egnet materiale,' og at 'FDJ inden for sine muligheder understøtter KOMM. S. materielt.' Og: 'FDJ understøtter også i fremtiden Danmarks Kommunistiske Studenter ved uddannelsen af organisationens funktionærer.' Det sidste skete ved, at KOMM. S. hvert år fik bevilget og betalt nogle studieophold af ti måneders varighed på FDJ-højskolen 'Wilhelm Pieck'. Samtidig var der udveksling af studiedelegationer og en stående invitation til KOMM. S. om hvert år at sende 10 af sine medlemmer med på FDJ-studenterbrigadernes internationale lejre i DDR.

ADGANG FORBUDT

Når de vordende KOMM. S.-kadrer skulle uddannes på 'Wilhelm Pieck'-højskolen, var der en praktisk vanskelighed at overvinde. Undervisningen foregik på tysk, og det var danskernes opgave at finde en tolk. Den 12. marts 1979 skriver højskoleforstander Klaus Böttcher henrykt til den internationale sekretær i FDJ's Centralråd i Østberlin, 'at det nu var lykkedes for kammerat Steffen Johnsen fra KOMM. S. at finde en dansk-tolk til det 22. studieår.' Hans navn var kammerat John Torsten Lange. Han er uddannet historiker og bestyrer i dag DKP-arkivet i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) sammen med litograf Mogens Höver fra DKP's ledelse. Disse to har i flere år nægtet Ekstra Bladet adgang til det danske DKP-arkiv.

PRIVAT MIDDAG

Den 15. februar 1980 var formanden for KOMM. S. Frank Aaen med frue, den internationale sekretær Michael Kjeldsen og forbundssekretæren Steffen Johnsen inviteret til middag hos attaché Thomas Georgi fra DDR-ambassaden i dennes privatbolig. Sammenkomsten foregik i ubemærkethed. Ifølge det to sider tætskrevne officielle notat udfærdiget på DDR-ambassaden og sendt til udenrigsministeriet i Østberlin med kopi til FDJ, fremhævede Aaen, Kjeldsen og Johnsen deres egen aktive kamp for at 'mobilisere den danske befolkning mod NATO's oprustnings-politik.' Og samtidig udtalte de sig til fordel for Sovjetunionens militære intervention i Afghanistan.

GODTOG INVASION

Thomas Georgi skriver, at de tre danskere 'klart og utvetydigt går ind for det afghanske folks sag.' Det betød i DDR-terminologien, at de bifaldt Moskvas militære indblanding i den afghanske borgerkrig. Og diplomaten bemærker i sit notat: 'En række af KOMM. S.'s velorganiserede og godt besøgte møder om dette emne havde vist, at mange, frem for alt unge mennesker, var interesserede i kommunisternes opfattelse. Det skyldtes åbenbart, at alle de andre partier og ungdomsorganisationer havde indtaget en mere eller mindre antisovjetisk holdning og havde deltaget i løgne- og bagvaskelseskampagnen mod Sovjetunionens udenrigspolitik.'

INFORMATOREN

Inden danskerne tog afsked med deres østtyske vært, lovede KOMM. S.'s internationale sekretær, kammerat Michael Kjeldsen, at aflægge rapport til DDR-ambassaden om det landsmøde i Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, der skulle finde sted de følgende to dage i København, og hvor han selv regnede med at blive valgt ind i arbejdsudvalget."

Mette Herborg og Per Michaelsen, "PET-kritiker har selv en mørk fortid", i Ekstra Bladet (20.12.1998)

SF bygger på marxismen (2009)

2009-12-13T08:00:00.000+01:00

"§ 2

Stk. 1
Partiets formål er at virke for socialisme gennem udvidelse af demokratiet. Partiet arbejder på et marxistisk idegrundlag."

Socialistisk Folkepartis vedtægter, 2009.

Billeddokumentation #6: "Klima"-demonstranter (2009)

2009-12-12T17:27:00.004+01:00

"Klima"-demonstranter under kommunistiske hammer- & segl-faner (Amagerbrogade, København, 12.12.2009; kilde: Jp.dk)

Ditto, denne gang synligt fra Kommunistisk Parti (Christiansborg Slotsplads, 12.12.2009; kilde: Uriasposten)

Kommunister på våbentræning hos PFLP (1969)

2009-12-12T08:00:00.001+01:00

"Efter et par uger, hvor de to parter så hinanden an, blev Gert og Xander inviteret med op i bjergene [i Jordan] for at diskutere politik og modtage deres første militære træning. . . . Efter nogle dage i lejren besluttede de to danskere at meddele deres føringsofficer, at de var parat til at tilslutte sig PFLP som frivillige, og at de også var parat til at gå i kamp. I de følgende fjorten dage modtog de to unge KUF'ere den indledende træning til at fungere som guerillasoldater. De gennemførte konditræning og snigeøvelser, og de lærte at skille, samle og betjene en række forskellige våbentyper, både pistoler, geværer og maskinpistoler - Kalasjnikov, Beretta, Uzi og Carl Gustav. De lærte også at bruge håndgranater af både ægyptisk, polsk og kinesisk fabrikat.
Træningen indbefattede desuden den praktiske anvendelse af forskellige sprængstoffer, lunter og tændsnore.
. . .
"Jeg tror egentlig ikke, jeg tænkte så meget over, hvad vi skulle bruge træningen til i praksis", siger Xander Truelsen i dag. "Men den kunne jo vise sig at være nyttig, hvis der opstod en revolutionær situation hjemme i Danmark."

Om træningen af danske medlemmer af Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF), i Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 131f).

Finn Ejnar Madsen: Hovedsagen er "at pande en strømer" (1970)

2009-12-11T08:00:00.002+01:00

"Holger [Jensen] argumenterede for, at tiden var inde til at gå i direkte konfrontation med politiet, og at demonstranterne måtte forberede sig på gadekamp. Også en af Holgers venner, Finn Ejnar Madsen, holdt en tale, hvor han med høj røst slog fast, at hovedsagen måtte være "at pande en strømer". . . . .
Mod slutningen af august havde planen taget konkret form: Siden John Wayne-demonstrationerne året før havde flere af KUF'erne anskaffet sig motorcykler for at være mere mobile, og nu kunne køretøjerne for alvor komme i anvendelse. Bevæbnet med hjemmelavede benzinbomber, såkaldte molotovcocktails, skulle en aktionsgruppe køre op på siden af Bella Centeret, smadre en række af glasdørene og smide brandbomberne ind i centeret."

Fra Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 150f).

Frank Aaen i Afghanistan (1980)

2009-12-07T08:55:00.004+01:00

"... Enhedslistens frontfigur Frank Aaen, som 80erne igennem udfoldede en vældig propagandavirksomhed til forherligelse af det kommunistiske torturregime i Afghanistan , som de sovjetiske besættelsestropper holdt ved magten under den blodige krig 1979-89.

I det afsides liggende bjergland var der op mod halvanden million ofre for alle slags krigsforbrydelser, henrettelser og tortur, heraf var langt de fleste civile. Den uhyggelige brutalitet stod ikke tilbage for noget af det, som Hitlers SSere fandt på ved Østfronten 40 år tidligere. Frank Aaen var formand for Kommunistiske Studenter (KOMM.S.), da han som 28-årig i 1980 blev inviteret til Afghanistan af den sovjetiske besættelsesmagt. Formålet var, at han skulle berette hjemme i Danmark om de »afghanske patrioters revolutionære landvindinger« og om Moskvas solidariske indsats for at »sikre Afghanistan imod aggression udefra«. Rejsefællen hed Søren Bak Sørensen, og han sad i forretningsudvalget for Danmarks Kommunististiske Ungdom. Sammen fløj de to partikammerater over Moskva og Tashkent til Afghanistans hovedstad Kabul, hvor de boede på »Hotel Kabul« fra 22.-29. marts skråt over for det tidligere kongepalads. Kommunisterne var kommet til magten allerede i 1978 under den såkaldte Aprilrevolution. De nye magthavere støttede sig til et meget effektivt sikkerhedspoliti, der blev opbygget og finansieret af det sovjetiske KGB, som havde udstationeret rådgivere på stedet. Befolkningen gik til modstand, og det resulterede i massakrer på hele landsbyer, hvor kvinder blev voldtaget og alle af hankøn blev mejet ned med maskingeværer eller overhældt med benzin og brændt levende. Var de ikke helt døde, skete det i hvert fald, når bulldozerne fejede kroppene sammen i massegrave. Da Frank Aaen ankom til Kabul, havde DKPs afghanske broderparti slået omkring 100.000 mennesker ihjel siden april 1978. Revolutionens to første år havde også skaffet afklaring mellem kommunistpartiets to fraktioner, Chalk (Folket) og Parcham (Flaget), og Parcham-lederen, den gamle KGB-agent Babrak Karmal havde sat sig på tronen efter at have myrdet sin kommunistiske rival Hafizullah Amin i december 1979. Han fik hjælp af de sovjetiske tropper, der samtidig rykkede ind i landet for at »nedkæmpe kontrarevolutionen« og »imødegå den imperialistiske indblanding«. Den sovjetiske besættelsesmagt førte en total krig mod den afghanske befolkning. Det blev helvede på jord. Napalm, fosforbomber og giftgasser blev kastet ned fra luften. Anti-personelminer - også af den slags, der ligner legetøj - blev lagt ud. Og man morede sig med at voldtage kvinder eller kaste dem levende ud fra kamphelikopterne.Mens Frank Aaen var i Kabul, opfordrede det KGB-dirigerede sikkerhedspoliti Khad ham til at aflægge besøg i Pul-e-Charki-fængslet syd for byen, og han inspicerede cellerne og fik adgang til at tale med nogle af fangerne, herunder to tidligere ministre. I hvert fald den ene af dem blev kort tid efter henrettet. Amnesty International dokumenterede hvert eneste år rædslerne i de afghanske fængsler og Khads torturkamre, hvor titusindvis af afghanere blev lemlæstet eller pint til døde, ofte under aktiv medvirken af russisk personel. Alle de klassiske torturmetoder blev anvendt. Ofrenes lidelser var ubeskrivelige. Da Frank Aaen var vendt hjem til Danmark, udbredte han sig om rejsen i Kommunistiske Studenters medlemsorgan »Røde Blade «, og stolt illustrerede han artiklen fra 15. april med et foto af sig selv sammen med Søren Bak Sørensen og en militærperson i Pul-e-Charki-fængslets gård. I baggrunden ser man Afghanistans sneklædte bjergtoppe. Det blev til en hyldest af det storartede fængsel, hvor alle menneskerettigheder blev forbilledligt overholdt, og hvor alle fanger var glade og tilfredse. Og Frank Aaen bragte også et »interview«, han havde lavet med en egypter, som Khad/KGB havde fængslet, fordi man formodede, at han var CIA-agent. Man sagde, at han var blevet trænet af amerikanerne i Vesttyskland til at rapportere om sovjetisk militær og instruere afghanske modstandsfolk i våbenbrug. Det var, hvad fangen fortalte Frank Aaen, men Aaen mente, at egypteren ikke var blevet afhørt grundigt nok. Han var ikke kun den lille brik i spillet, som han påstod, men havde haft en langt farligere rolle. Og dette undlod den danske gæst ikke at gøre opmærksom på. Frank Aaen skriver i »Røde Blade « om egypteren: »Han så ud til at være i fin form her efter små fire ugers fængselsophold. Bestemt intet tegn på 3. grads forhør eller lignende. Det var akkurat som med de øvrige fanger - nogle af Amins folk - som vi fik lejlighed til at tale med«.Hvad der skete med den egyptiske krigsfange, efter at Frank Aaen havde haft ham i krydsforhør, vides ikke. Måske endte han i den massegrav med 12.000 lig, som man fandt i umiddelbar nærhed af fængslet, efter at det kommunistiske regime var brudt sammen i 1992. Frank Aaen var så fascineret af Afghanistan -krigen, at han gentog succes-rejsen i 1984. Denne gang ledsaget af DKP-formanden Jørgen Jensen. Aaen analyserede sine erfaringer fra de to studieture i tidsskriftet »Tiden«, årgang 1985 nr. 2 og 3. Derefter blev han betragtet som DKPsAfghanistan -ekspert. Siden blev han chefredaktør på Land og Folk og medlem af DKPs forretningsudvalg. Nu sidder han i Folketinget for Enhedslisten . . ."

Mette Herborg i "Dansk kommunist i Afghanistan", i Berlingske Tidende (19.7.2001)

KAP om Stalin & proletariatets diktatur (1976)

2009-11-30T08:00:00.000+01:00

[Det er nødvendigt med et revolutionært parti, som] ”kan samle og koordinere kampene og lede dem – ikke ind i folketingets baner og illusioner om, at borgerskabets statsmagt kan bruges mod borgerskabet selv; nej de må ledes ind i et samfundsomvæltende opgør med selve kapitalen og dens statsmagt”.

Om Sovjetunionens historie hed det bl.a.:

”Stalins linje sejrede, og nogle år efter påbegyndtes en socialistisk omformning af landbruget og en omfattende industrialisering. Det sovjetiske folk nåede store resultater”

KAP

”står side om side med Kinas kommunistiske Parti og Albaniens Arbejdets Parti”.

Fra pjecen ”Hvad vil Kommunistisk Arbejderparti?” (1976), illustreret med portrætter af Karl Marx, Friedrich Engels, Vladimir Lenin, Josef Stalin og Mao Tse-tung.

DKP/ML om Stalins ufejlbarlighed (1978)

2009-11-28T08:00:00.000+01:00

”DKP/ML bygger klart og konsekvent på den videnskabelige socialisme, sådan som den er udviklet af marxismen-leninismens klassikere, Marx, Engels, Lenin og Stalin. Marxismen-leninismens klassikere har grundlagt og videreudviklet arbejderklassens videnskabelige teori. De var anerkendte og teoretiske og praktiske ledere af den kommunistiske verdensbevægelse. De har ikke begået afgørende fejl på noget grundlæggende spørgsmål. Derfor er deres lære det uomgængelige grundlag for kommunisternes arbejde og kamp også i dag.
. . .
Stalin sammenfattede marxismen på mønstergyldig vis. Han udviklede teorien videre på væentlige felter under kampen for socialismen under proletariatets diktatur. . . . Han forudså, afslørede og bekæmpede uden vaklen ethvert forsøg på at genrejse kapitalismen og var den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder.”

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 1f.

VS om bevæbning og protelariatets diktatur (1977)

2009-11-26T08:00:00.000+01:00

”Kun en bevæbnet arbejderklasse og etableringen af proletariatets diktatur er i stand til at forhindre en borgerlig kontrarevolution. Statsmagten er knudepunktet for det borgerlige herredømme, og ikke en neutral instans, der kan erobres fra borgerskabet; den borgerlige stat skal knuses – ikke overtages.”

Udtalelse fra Venstresocialisternes forretningsudvalg (1977), her citeret efter PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 260).

KUF'ere som "street fighters" med skydetræning og grankæppe (ca. 1969)

2009-11-24T08:00:00.001+01:00

"På dette tidspunkt [i.f.m. Saga-demonstrationerne imod John Wayne-filmen 1969] havde Appel indsat Holger Jensen og Gert Rasmussen som 'aktionsledere' i KUF - eller som Gert Rasmussen har formuleret det: "Vi var Gotfreds street-fighters".

De to aktionsledere havde begge forsøgt at blive guerilla-soldater på kommunistisk side i Vietnam-krigen, og da det ikke var lykkedes at komme af sted, havde de i stedet meldt sig til skydetræning i Danmark. Blandt deres initiativer var også fysisk træning af de unge KUF-medlemmer i blandt andet løb og svømning, ligesom en judotræner instruerede i nærkamp.
. . .
Planen var ikke blot at demonstrere mod filmen, men simpelthen at få standset visningen, koste hvad det ville. Foruden erhvervelsen af et par lange læderjakker til både Holger og Gert inkluderede forberedelsesarbejdet også indkøb af et større parti lange granrafter, der under demonstrationen kunne tjene to formål: Dels kunne rafterne forsynes med skilte med antiimperialistiske slagord, dels udgjorde kæppene, frigjort fra skiltene, et fortræffeligt slagvåben mod politiet.

"Vi var enige om, at de skulle have nogle på skallen. Det skete med min fulde velsignelse," fortæller Gotfred Appel mange år senere. "Jeg kan tydeligt huske, at Ulla og jeg i en varevogn kørte et læsfuld grankæppe ind til vores folk foran Saga. Med besked om at bruge dem."

Aktionsledelsen havde desuden haft en bil ved stranden, hvorfra et par sække med håndstore sten blev kørt ind til Vesterbrogade. Også møtrikker blev medbragt som kastevåben."

Fra Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 101f).

Preben Møller Hansen om Nordkorea (1995)

2009-11-22T08:00:00.000+01:00

"Et af Københavns mest fashionable luksushoteller, Sheraton, er i disse dage ramt af en alternativ begivenhed: Den ægte socialismes genfødelse.

Det er Nordkorea , der er vært for den upåagtede internationale konference, hvis hovedtema er den såkaldte 'Juche ide'. En slags socialistisk renæssancefilosofi, skabt af landets nu afdøde leder Kim Il Sung, og fulgt op af sønnen, Nordkoreas nye leder Kim Jong Il, der blandt andet har skrevet bogen 'Socialisme er en videnskab'.

Ekstra Bladet støder med statsgaranti ingen af de tilstedeværende, når vi hævder, at salig Marx og hans 'Das Kapital' for alvor er truet som socialismens bibel. Kim Jong Ils bog lå nemlig sammen med et halvt hundrede andre publikationer, skrevet af far og søn, andægtigt på rad og række i luksushotellets foyer, og den er da også udganspunkt for størstedelen af konferencens foredrag. Alle bogtitler starter i øvrigt med ordene: 'Our dear leader' (vores kære leder, red.), dog enkelte gange varieret med 'Our great leader' (vores store leder, red.) For kendere bør det nævnes, at der også var hele fire originale eksemplarer af 'The Kim Il Sung Encychlopedia' - dog uden prisskilt. Et kvalificeret gæt er, at prisen er ret pebret, idet Ekstra Bladet så flere af de lærde professorer, der totalt dominerer gæstelisten, forsigtigt røre ved de læderindbunde leksika med drømmende blikke.

ALLE KAN FØLGE MED

Konferencen, der slutter søndag eftermiddag, har hele 41 danske deltagere.

Blandt de mest kendte skal nævnes Preben Møller Hansen, der repræsenterer Fælles Kurs, Villy Fuglsang fra DKP og Hans Christian Andersen, DKP's internationale komite, (ej at forveksle med en afdød fynsk navnebroder, der jo som bekendt også elskede eventyr).

Foruden en lang række af Tordenskjolds socialistiske soldater fra DKP og DKP/ML er de danske universiteter fornemt repræsenteret. Hele fem professorer er med til konferencen: Per Salomonsen fra Aalborg Universitetscenter og Bruno Amoroso , Tue Magnusen, Henrik Toft Jensen samt Bent Greve, alle fra RUC.

. . .

Ekstra Bladet fik en kort samtale med Preben Møller Hansen imellem to af fredagens foredrag. Den detroniserede sømandsboss var i vældigt humør.

- Ja, man tror sgu det er løgn, men jeg har lige hørt en halvanden time lang tale uden at falde i søvn. Det er sgu spændende, det her.

Preben Møller erklærede sig stadig som ægte socialist og forklarede Sovjetunionens sammenbrud således:

- Når arbejderne ser, hvordan levebrødspolitikerne udnytter systemet, begynder de sgu at drikke. Det var det, der gik galt. Socialismen er ikke død, det var enkeltpersoner, der fejlede, jeg tror virkelig på Juche-filosofien og Kim Jong Ils ideer.

Samtalen blev desværre ikke længere, Møller Hansen skulle ind til endnu et foredrag i den imponerende sal, der i øvrigt var domineret af et enormt portræt af Kim Il Sung.

Det billigste dobbeltværelse på Sheraton koster knap 1.600 kroner eller det samme som syv månedslønninger i Nordkorea."

Fra Jeppe Juhls artikel "Her genfødes den ægte socialisme", i Ekstra Bladet (4.2.1995)

Fra sangen "Rød front!"

2009-11-20T08:00:00.001+01:00

Rød front! Nu griber vi til våben
her hjælper ikke bøn og trods!
Rød front! Nu ligger målet åben
thi nu tilhører gaden os!
Nu skal fortids møre mure falde
vi som fri fra fængslet går
Rødt stråler stjernen for os alle
og seglen skærer, hamren slår!

Fra sangen "Rød front!", tilføjelse til "Internationale", fra Den Store Røde Sangbog.

Billeddokumentation #5: KPiD's dyrkelse af Lenin (2007)

2009-11-18T08:00:00.000+01:00

Fra Kommunistisk Parti i Danmarks hovedkvarter: Plakat med Lenin.

Den Proletariske Friskole (1970erne) II

2009-11-16T08:00:00.000+01:00

"Danske revolutionære skubbede i 1970erne deres egne børn ud i kriminelle handlinger, selv om forældrene godt vidste, at børnene kunne ryge på både politistationen og få bøder.
Det fremgår af en »plakatvejledning« fra Den Revolutionære Friskole , der ledet af oprøreren Finn Ejnar Madsen ikke blot indoktrinerede børn i 70erne, men også instruerede dem i ulovlig opsætning af plakater med statsomstyrtende budskaber. En »propagandapraksis«, som ifølge Finn Ejnar Madsen skulle indgyde eleverne »revolutionær pligtfølelse«.
»Blir du snuppet, afbrydes plakatarbejdet, du får måske lov til at sidde et par timer i boksen på stationen, og du får en bøde. Undgå derfor at blive fanget,« hedder det i vejledningen, som Berlingske Søndag er i besiddelse af:
»Vær ikke for ligeglad med panserne, således at I blir unødigt overraskede af dem. Er de efter jer, så løb fra dem, det koster ikke ekstra, hvis du alligevel blir snuppet«.
I vejledningen fra friskolen instrueres børnene også i, at de skal benægte »alt«, hvis de alligevel fanges af politiet. Ligesom de skal sørge for ikke at have adressebøger og telefonlister på sig.
Tidligere elever på skolen lægger i dag stærk afstand til den måde, hvorpå de blev opdraget og presset til den ulovlige plakatopsætning. En praksis, der siden har ført til dybe sår og opgør i mange familier.
»Jeg husker stadig, hvordan jeg ni år gammel blev taget af politiet. Jeg var skrækslagen, men de slap mig heldigvis fri,« siger den i dag 37-årige Thomas Due-Boje:
»Det, som Finn Ejnar Madsen og skolen fik os til at gøre, var ikke alene dybt ulovligt. Det mest chokerende er faktisk, at det skete med vore forældres samtykke«.
. . .
Thomas Due-Boje husker, at Finn Ejnar Madsen gav teoretisk undervisning i fremstilling af molotov-cocktails – brandbomber – og under et besøg på en kaserne prøvede han og flere andre børn at skyde med et maskingevær af mærket M60.
Finn Ejnar Madsen siger til de nye oplysninger:
»Jeg er overhovedet ikke nølende over for det skete i dag. Vi ville have, at børnene ikke bare gjorde alt det, som autoriteterne krævede af dem. Og jeg tror ikke, at børnene har lidt under det. Nogle børn blev måske lidt bange, men altså«.
Hensynet til revolutionen stod altså hævet over, at jeres egne børn måtte bryde loven?
»Ja.«

Fra artiklen "Revolutionær skole brugte børn til lovbrud", i Berlingske Tidende (1.2.2004)

Fra sangen "Allende"

2009-11-14T08:00:00.002+01:00

Din vej til socialismen
er svær at gå
Var der en fejl i mekanismen ?
Et spørgsmål presser på.
Kan vi stemme os til magten ?
Får vi magten uden kamp ?

Skrevet af Troels Trier, fra Den Store Røde Sangbog.

Den Proletariske Friskole (1970erne)

2009-11-12T08:00:00.001+01:00

"Andre vil bruge stærkere ord om det, der foregik på Den Proletariske Friskole (DPF) hver lørdag fra sommeren 1973 og frem til skolens lukning i 1980.

En anden gang skulle de [d.v.s. skoleeleverne] forestille sig, at de kastede med håndgranater ved at kaste med sten efter en trappe, og på et tidspunkt blev de også sat til at producere og sælge Chile-mærker for at skaffe penge til maskingeværer til oprørerne i Chile. 1200 kroner blev det til - svarende til tre maskingeværer.

Lederen af skolen, Finn Ejnar Madsen, var allerede før skolens oprettelse kendt for at have erobret talerstolen fra rektoren på Københavns Universitet under årsmødet i 1968. Og den revolutionære psykologistuderende ryddede igen forsider, da han efter Verdensbank-demonstrationen i København i 1970 blev idømt et års fængsel for at have medbragt ni molotovcocktails. Men straffen mildnede ikke den unge oprører, som i dag betragtes som et symbol på ungdomsoprøret. Få måneder efter at have afsonet sin dom oprettede Finn Ejnar Madsen Den Proletariske Friskole, der nåede at have undervisningslokaler flere steder i Hvidovre, Rødovre, Vesterbro og i det indre København.

Dengang fortalte Finn Ejnar Madsen til pressen, at skolen var en revolutionær skole for børn af aktive på den yderste venstrefløj. Men langtfra alt blev fortalt.

Bekendt med løgnen

Med baggrund i en række interne undervisningsrapporter fra Den Proletariske Friskole, forfattet af Finn Ejnar Madsen, kan Berlingske Søndag i dag fortælle, hvordan skolen ofte fordrejede sandheden i sagens tjeneste, nemlig at gøre børnene til en revolutionær fortrop. Forældrene var bekendte med løgnen, eftersom de modtog rapporterne fra skolens bestyrelse med skriftligt pålæg om, at de blev opbevaret »absolut utilgængeligt for børnene«:

»De er beregnet til din personlige oplysning. Vi må indskærpe, at en videreformidling af indholdet i disse rapporter kun må ske med bestyrelses akcept,« lød beskeden til forældrene.

I rapporterne kan det læses, at den seks timer lange undervisning hver lørdag indledtes med løbetræning for alle. Træningen skulle være med til at opbygge en »overordentlig militant stemning«, som det hedder. De mindste på fem år skulle også løbe med på morgenturen i enkeltkolonne med tre skridts afstand.

Vigtigt med disciplin

Den militære disciplin var den samme i undervisningen i fag som historie, regning og dansk, og den var ifølge skolelederen nødvendig for at skole børnene til den store kamp:

»DPF vil uden en sådan disciplin degenerere til ren småborgerlighed,« konkluderede Finn Ejnar Madsen: »Det er vort ønske til den proletariske revolutions tjeneste at udvikle stærke og selvsikre børn, som formår at træffe en beslutning, og som stædigt, vedholdende og hensynsløst overfor sig selv kæmper for denne beslutnings gennemførelse.«

Ordene »god«, »ond«, »arbejder«, »bonde« og »kapitalister« blev stavet og repeteret i en uendelighed, og simple billedbøger - som regel fra Kina - blev brugt til at opbygge et had mod de onde kapitalister hos børnene.

Men undervisningen byggede på mere end bare forenklede fremstillinger. De interne rapporter fra skolen afslører, at skolens lærere helt bevidst fordrejede kendsgerninger og gav falske udlægninger af historiens gang for at påvirke eleverne i en bestemt retning.

Dermed leverer rapporterne et nyt blik ind i den yderste danske venstrefløj under Den Kolde Krig. Det var bare ord, siger de tidligere revolutionære ofte i dag - 30 år efter. Men for nogle af deres børn var det meget mere end det. De blev ikke bare udsat for militant træning, de blev også udsat for noget, der minder om hjernevask.

Det skete for eksempel i november 1973, da Finn Ejnar Madsen fortalte børnene om baggrunden for nogle gadekampe, der dengang udspillede sig mellem »studenter og arbejdere og juntaens tropper« i Athen.

»Jeg giver dog allerførst oprørets baggrund, men forfalsker denne. De demokrati- og retfærdighedssøgende studenters logik er ikke tilgængelig for vore børn,« skrev Finn Ejnar Madsen i sin rapport.

På samme måde blev undervisningen - med Finn Ejnar Madsens egne ord - også »uden vaklen« gjort »ensidig« en lørdag, hvor børnene senere samme dag skulle deltage i en Palæstina-demonstration:

»En alsidig skildring af de komplicerede forhold i Palæstina/Israel vil for de mindre børn være uigennemskuelig, forvirrende og dermed demobiliserende.«"

Fra artiklen "Maos danske fortrop", i Berlingske Tidende (25.1.2004).

Curt Sørensen om bolsjevikkernes "oprør fra neden" (1997)

2009-11-10T08:00:00.002+01:00

"Ud fra hver deres motiver hævder sovjethistorikerne og vestlige liberalister, at den russiske revolution var elitens værk. Sandheden er, at den var et ægte folkeligt oprør. Der er to dominerende historieskrivninger om den russiske oktoberrevolution: Sovjethistorieskrivningen og den dominerende vestlige, liberalistiske historieskrivning. I begge fremtræder revolutionen som en begivenhed, der på det nærmeste er arrangeret ovenfra.
I det omfang masserne, befolkningen, almindelige mennesker overhovedet inddrages, er det som en masse der netop bliver mobiliseret (Sovjethistorieskrivningen) eller manipuleret (den dominerende vestlige historieskrivning).
. . .
Konklusionen er den, at oktoberrevolutionen primært var Lenins og bolsjevikkernes værk. De greb magten, og masserne blev netop mobiliserede. Ifølge den dominerende borgerlig liberalistiske historieskrivning (Schapiro, Pipes, Ulam, Keep, Johnson o.s.v.) udnyttede bolsjevikerne kynisk og behændigt det kaos, der havde udviklet sig i Rusland efter nederlagene i Første Verdenskrig og zarismens sammenbrud i februar. Der var ingen lovmæssigheder i udviklingen. Såvel Første Verdenskrig som de russiske revolutioner fremkom gennem et spil af tilfældigheder, hvor Lenins og bolsjevikkernes manipulationer blev afgørende i den sidste ende. Oktoberrevolutionen var et rent og skært kup. Lenin og bolsjevikkerne tog simpelt hen magten.
. . .
Afgørende for udviklingen fra februar til oktober 1917 var befolkningens spontane reaktioner på nogle helt elementære forhold og grundproblemer, nemlig: Det forhold, at den provisoriske regering ikke kunne eller ville standse krigen, at den ikke kunne magte de store økonomiske problemer (dyrtid, forsyningen til byerne m.m.), at den lod jordspørgsmålet ligge og ligeledes de nationale spørgsmål. Der foregik i denne periode fire vældige spontane processer i bunden af det russiske samfund: bevægelsen blandt bønderne, bevægelsen blandt soldaterne, bevægelsen blandt arbejderne og bevægelsen blandt de nationale minoriteter.
. . .
Bolsjevikpartiet af år 1917 var hverken et lille parti domineret af intellektuelle, som det havde været tidligere, eller det statsparti af administratorer, som det blev senere. Det var hverken en lille elite af overmenneskelige helte (som det fremstår i Sovjethistorieskrivningen) eller en lille klike af ondskabsfulde og manipulerende dæmoner (som det fremtræder i den dominerende vestlige historieskrivning), men et relativt masseparti af først og fremmest arbejdere og soldater, som var blevet radikaliserde af forholdene. . . . Man behøvede næsten ikke at manipulere selvom det også forekom! Ja, man behøvede næsten heller ikke at tage magten. Man blev så at sige skudt eller katapultet op til magten af en vulkansk eksplosion nede i bunden af det russiske samfund.
. . .
Og under vægten af disse ideologiske billeder glemte man efterhånden næsten helt i Vesten såvel som i Rusland, at oktoberrevolutionen i 1917 faktisk primært var en genuin folkelig revolution. Men gå hen og se Ken Loachs fantastiske film om den spanske revolution : Land and Freedom, så får man et indtryk af hvad det egentlig drejer sig om: Rusland 1917, Spanien 1936 eller Ungarn 1956 viser, at engang imellem finder det tålmodige folk sig faktisk ikke længere i undertrykkelse og udbytning, men gør oprør nedefra mod herskende klasser og dominerende eliter. Dette er oktoberrevolutionens egentlige budskab, og det er lige præcist dette budskab, der i samtiden vakte en bølge af håb og begejstring langt ind i Vestens socialisme og arbejderbevægelse."

VS'eren, daværende professor Curt Sørensen, i kronikken "Oprør fra neden", Information (22.11.1997)

Jørgen Knudsen som apologet for Bin Laden (2001)

2009-11-09T08:00:00.000+01:00

"Det mærkelige var, at rædselsdåden også oplevedes som en lettelse. Endelig! Da disse babelstårne sank i grus, blev det forståeligt, at verdens magtbalance var tippet. Det lykkedes for nogle få, meget beslutsomme mænd at demonstrere Magtens sårbarhed og Afmagtens styrke. Det rige samfund er ikke kun et risikosamfund, det er også ekstremt sårbart. Det blev klart, at den globalisering, vi alle taler så meget om, ikke er mulig i verden, som den ser ud i dag. Arrogant rigdom og håbløs fattigdom kan ikke leve fredeligt side om side på samme klode, dertil er den blevet for lille og ødelæggelsesmulighederne for let tilgængelige. Den teknik, den rige verden har udviklet, kan af fantasifulde fra den fattige verden vendes imod den, og ingen mure, hegn, metaldetektorer eller missilskjolde kan skærme den.
Vi er derfor udleveret til de fattige på nåde og unåde. Det er dem, der har fat i den lange ende. . . . .

Hvornår vil vi forstå budskabet? Hvor længe endnu vil vi prøve at bekæmpe terroristerne og deres formodede bagland og dermed fremtidssikre terrorismen, konfrontationen og håbløsheden? Hvor længe vil vi holde på vores RET her i Fort Europa og Fort Amerika og afskrive den fattige verdens helte som onde, fanatikere, terrorister . . . Derfor insisterer vi også på at kalde selvmordspiloterne onde. Er et menneske, der betaler for sin handling med sit eget liv, ondt? Tanken modsiges af de smukke traditioner for selvopofrelse, som vor kultur er stolt af at have.
. . .
Når vi derfor læser om de unge palæstinensere, der sprænger sig selv i luften for at få nogle jøder med i døden, er det ikke kun gru og afsky, vi føler, men også i et hjørne af sjælen en respekt for et menneske, der sætter sagen højere end sit liv.
. . .
Hvad skal man kalde de selvmordere, der styrede de fire amerikanske fly i døden med så rædselsfulde følger? De har jo øjensynlig forberedt sig på deres egen død i årevis, metodisk, planmæssigt, og må have brugt alle deres åndsevner på at gøre den sikker. Hvordan skal man være indrettet for at kunne gøre noget sådant? Hvis de var onde, var så bombekasteren over Hiroshima (som ikke løb nogen nævneværdig risiko) også ond? Ordet er ikke til megen hjælp. Et andet ord hjælper bedre til forståelse: had. Disse mænds had til USA må have været grænseløst. Og deres død må have været forsødet af triumf, når den svage part takket være kløgt og snedighed overlister den stærke."

Forfatteren Jørgen Knudsen, i kronik om 11/9, "Terrorangrebet: Ondskab?", i Politiken (25.9.2001)

Finn Ejnar Madsen om danskeres terrorplaner (ca. 1978)

2009-11-07T08:00:00.001+01:00

"Små ti år senere opsummerede en af de centrale personer bag tumulten [foran Saga-biografen], Holgers* ven Finn Ejnar Madsen, i en avis perspektiverne i tressernes oprør. Han erklærede, at nogle i venstrefløjsmiljøet på dette tidspunkt havde været tættere på at gribe til terrorisme, end almindelige samfundsborgere gjorde sig klart.

'Midt i tresserne stod den tanke os ikke fjernt, at det kunne være en god idé at tilfangetage en af Vietnam-krigens amerikanske forbrydere, for med ham som gidsel at afkræve imperialisterne løsladelser og andre indrømmelser . . . Det skulle måske ikke være gået så forfærdelig meget anderledes, før den første i en kæde af sådanne begivenheder havde fundet sted'."

Fra Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden (2007), bd. 1, s. 108f.

* [Jens] Holger Jensen fra den senere Blekingegade-bande.

Fra sangen "Brødre, lad våbnene lyne"

2009-11-05T08:00:00.002+01:00

Brødre, lad våbnene lyne
Slaget det sidste er nær
Sejrenes dag er i syne
Brødre for arbejdets hær
Sejrenes dag er i syne
Brødre for arbejdets hær

Vi der er kommet fra dybet
Brødre af kval uden mål
:/: Hærdes i kamp imod krybet
Bliver som klinger af stål :/:

Knyt den bevæbnede næve . . .

Fra Den Store Røde Sangbog

Kommunister om brug af vold (2007)

2009-11-03T08:00:00.000+01:00

"Brosten er i orden at kaste mod politiet, mens molotovcocktails er for voldsomme.

Sådan lyder det fra Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), som er moderorganisation for Danmarks Kommunistiske Ungdomsorganisation.

»Vi tager ikke afstand fra, hvis man forsvarer sig i det øjeblik, at masserne bliver angrebet af politiet«, siger APK’s formand Henning Paaske Rasmussen til politiken.dk.

Ja til sten – nej til molotovcocktails

Han understreger, at både ungdomsorganisationen og APK misbilliger angreb, som er rettet mod enkeltpersoner. Dermed tager han afstand fra den kilde fra miljøet omkring Ungdomshuset, som i Politiken har nævnt det som en mulighed at rette kampen mod enkeltpersoner som eksempelvis overborgmester Ritt Bjerregaard (S).

Men er det i orden at kaste brosten mod politiet i demonstrationer for Ungdomshuset?

»I en forsvarskamp tager vi ikke afstand fra det«.

Hvad med molotovcocktails?

»Det vil vi ikke se som et middel i kampen for Ungdomshuset. Vi vil ikke have, at enkeltpersoner skal komme til skade, og med molotovcocktails er spørgsmålet, om det var materiel eller personer, der blev kastet mod. Det er vildt at kaste dem mod enkeltpersoner«.

Men kommer man ikke til skade, når man får en brosten i hovedet?

»Jeg synes ikke, at man skal kaste og sigte på den måde. Men det kan være en del af den kamp«, fortsætter han.

. . .

»For os såvel som ungkommunisterne gælder det, at vi er imod individuel vold. Vi går ind for massernes omstyrtelse af samfundet. . . . Det er rigtigt [at APK støtter en revolution]. Men det kan man jo læse i vores program – at vi er nødt til at forsvare os og tage huset selv i forbindelse med en revolutionær situation. Vi er ikke mere end 90 år fra Oktoberrevolutionen, der da var en vigtig revolution for masserne og deres værk. Det var jo ikke vandpistoler, så mere fremmed er den tanke jo ikke«, siger Henning Paaske Rasmussen.

Han henviser til anden del af den russiske revolution i 1917, hvor bolsjevikkerne med Lenin i spidsen omstyrtede den russiske regering."

Fra artiklen "Voksne kommunister: Vold kan være nødvendigt", i Politiken (12.6.2007).

Ungkommunister om nødvendigheden af vold (2007)

2009-11-01T08:00:00.003+01:00

"Så længe kampen ikke går ud over arbejderklassen, er ingen våben for voldsomme.

Det er budskabet fra Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund, der er en aktivistisk gruppe i miljøet omkring det nedrevne ungdomshus på Jagtvej.

Ikke masseødelæggelsesvåben
»Der er ikke nogen begrænsninger for, hvilke magtmidler man kan bruge. Så længe det ikke er masseødelæggelsesvåben, der smadrer arbejderklassen selv«, siger formand for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund, Cathrine Frederikke Pedersen, til MetroXpress.

Udmeldingen kommer, efter en anonym aktivist i Politiken siger, at brandattentater, personoverfald og kidnapninger er mulige midler i den ekstreme venstrefløjs kamp mod politi og politikere.

Man er nødt til at skyde

Danmarks Kommunistiske Ungdomsfront går skridtet videre og kan sagtens forestille sig at bruge skydevåben.

»Det kan man da. Ellers bliver man selv skudt. Hvis man vil overtage statsmagten, er man nødt til selv at skyde, hvis man ikke vil plaffes ned« ..."

Fra artiklen "Unge kommunister vil gribe til våben", i Politiken (12.6.2007).

Billeddokumentation #4: VS' slangebøsse med Enhedslistens symbol

2009-10-29T08:00:00.000+01:00

Venstresocialisternes partisymbol, den bevæbnede slangebøsse, her modificeret med Enhedslistens partisymbol.

Gotfred Appels forsvar for Tiananmen-massakren (1989)

2009-10-27T08:00:00.000+01:00

"Kinas parti- og statsledere blev stillet for mediernes standret 5. juni. Uden vidneafhøring, uden så meget som en beskikket forsvarer blev Kinas ledere summarisk dømt for ”massemord på fredeligt demonstrerende studenter, hvis eneste ”forbrydelse” var, at de ønskede demokrati, ytringsfrihed og menneskeret i deres fædreland.” . . . De anklagede fik ikke lejlighed til at udtale sig. . . . Dommen blev afsagt på stedet: Kinas ledere udgør et fascistisk gammelmandsvælde, hvis blodige ugerninger mod egen befolkning skal straffes, ikke blot med foragt og fordømmelse, men også med diplomatiske og økonomiske sanktioner fra omverdenens side. Retten er hævet."

Enslydende indlæg af grundlæggeren af Kommunistisk Arbejdskreds (hvoraf Blekingegadebanden senere opstod), Gotfred Appel, i Jyllandsposten, Aktuelt og Weekendavisen (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.382f.)

Jørgen Knudsen som apologet for Blekingegade-banden (2009)

2009-10-25T08:00:00.000+01:00

"Hvis verden levede op til disse forestillinger [i film om helte og skurke], ville den være lettere at have med at gøre. Desværre er der tale om fiktion, og det er sjældent, at nogen prøver at bryde mønstret og forsøge sig som helte i det virkelige liv og i en global sammenhæng: forsøger selv at ' gøre noget ved' de enorme sociale forskelle.

Det skete imidlertid i Danmark i 1970' erne med Tvindskolerne (som nok også skal få sig en spillefilm, her er pragtfuldt stof!), og det skete igen i 1980' erne, da en alternativ fiktion - forestillingen om at kæmpe sig frem til det klasseløse samfund - inspirerede en gruppe unge mænd til at finde sammen om at lænse danske pengeinstitutter for adskillige millioner, som de derpå ledte videre til den palæstinensiske modstandsorganisation PFLP. Denne usædvanlige praksis udviklede de med aldeles imponerende professionalitet gennem en årrække, indtil en af de unge mænd kørte sin bil ind i en elmast med stor fart. I bilen fandt politiet nogle nøgler og en adresse i Blekingegade.

Det skete i sommeren 1989. De unge mænd fik deres straffe og er for længst ude igen. Deres historie er fortalt både godt og grundigt af Peter Øvig Knudsen i to tykke bind og læst af mange. For tiden kan man se historien genfortalt i fjernsynet.
Jeg husker endnu, hvordan vi unge halvsympatisører sagde det til os selv, allerede dengang det skete: Denne historie ender i fjernsynet! Først kom der en version i biografen, og nu er den så på tv. Desværre tegner den til at blive en skuffelse! Hovedvidnet her, Bo Weimann , var medlem af gruppen, men fik betænkeligheder og forlod den i 1988, altså året før den blev fanget.

Han optræder nu som angerfuld synder.

Dermed er filmen tilbage i det spor, hvor de fleste andre spillefilm befinder sig: som kampen mellem de gode og de onde. Her har vi blot Bo Weimann, der har været blandt de onde, men som ikke brød sig om det, men angrede og nu har fundet sammen med de gode. Det er sikkert rart for ham, men dermed er fortællingens brod og udfordring borte, muligheden for at variere det vante filmskema er opgivet. Der er tale om endnu en gang ' røvere og soldater'. Over for den menneskeligt berørte Bo Weimann står den ideologiske mørkemand Gotfred Appel og hans resolutte håndgangne mænd.

I juni 1989 bad redaktionen på månedsbladet Press mig om at skrive en kommentar om den betændte sag. Ingen let opgave! På dette tidspunkt var gruppens medlemmer anholdt, Liberationgruppen, hed den dengang i pressen.

Retssagen var endnu ikke indledt. Det var kendt, at gruppen havde røvet store summer, der var givet videre til den antiimperialistiske kamp i den fattige verden. Også navnet på deres åndelige bagmand, Gotfred Appel, var kendt.

Her kommer teksten, uforandret, som den stod under titlen Hvis nu det var dig..

HVAD NU HVIS det var dig, gode, fredelige og konfliktsky læser! Hvad nu, hvis det var dig, der havde indset, at Gotfred Appel har ret. At de rige lande faktisk snylter på de fattige. At det er derfor, de er rige, og det er derfor, de fattige stadig er fattige.

At denne udbytning organiseres af pengemagtens folk, men at det drypper på degnen, når det regner på præsten: Noget af udbyttet går videre til os andre.

Når det regner på røveren, drypper det på snylteren. At vi altså alle har solgt vor gode samvittighed for en høj levefod (høj i forhold til de udbyttede). Men at ingen kan leve med en klar bevidsthed om at snylte på andre mennesker, og at valget derfor står mellem at formørke sin bevidsthed eller forlade snylterrollen.

Sæt nu videre, at du da nægter at formørke din bevidsthed, fordi du sætter en ære i at kunne se dig selv i spejlet som et retskaffent menneske. Og sæt endelig, at du samtidig finder ud af, at dine landsmænd har truffet det modsatte valg, altså foretrækker at forblive i snylterrollen med formørket bevidsthed. Og at den eneste lovlige udvej, deres system åbner for dig, som er uenig, er, at du melder dig på meningernes frie marked i demokratiets frie konkurrence om stemmer og magt, så du, når først du lige har fået flertal i Folketinget, kan sætte en stopper for landets snyltervirksomhed. Men at en sådan anvisning for dig står som en gang fis, hykleri og bevidsthedsformørkelse.

Hvad gør du så? Så vender du blikket fra udbytterne til de udbyttede. Ikke TV-avisens blik, når den sensationslystent indfanger et glimt af formummede flykaprere eller sentimentalt panorerer over negerbørn med opspilede maver eller zoomer ind på fluerne på deres ansigter. Straks mere interesseret, når den viser stenkastende palæstinensiske børn og israelske soldater, der smadrer arme og ben på dem. Hvem organiserer vreden mod snylterstaterne? Dem vil du hjælpe. Du spørger dem hvordan.
De beder om penge. Du har ingen, og dér har vi så spørgsmålet: Skal du ud med raslebøssen og tigge dine snyltende landsmænd om frivilligt at levere en beskeden brøkdel af rovet tilbage til de berøvede? Eller skal du skyde genvej og i Privatbankens kasse rundt om hjørnet hente noget af den profit, som de udbyttede har skrabet sammen på bekostning af deres og deres børns sundhed for at levere den tilbage til de rette ejere?"

Forfatteren Jørgen Knudsen, i kronikken "Se uligheden i øjnene", Politiken (4.10.2009)

Ebbe Kløvedal Reich om urimelig kritik af Mao (1986)

2009-10-23T08:00:00.000+02:00

"Den leder [”Skammens dag” af Hans-Jørgen Nielsen, Information 9.9.1986, som havde kritiseret maoismen] tegner sig for en ny rekord (både personlig, avismæssig og samfundsdebatmæssig rekord) i den pludrende småborgerlige, selvfornægtende form for projiceret dårlig samvittighed, der regnes for den højeste form for visdom i disse reaktionære hykleriske tider. . . . Det vigtige [for Hans-Jørgen Nielsen i hans] skamrødmende spænen fra alle idépolitiske bastioner [er at bistå] produktionsfremmende spekulanter. . . . [Han har tilsluttet sig] de mest reaktionære paphoveder. . . . Nej! Der er faneme ingen grund til at skamme sig på de ynkelige betingelser over, at man var fascineret af kulturrevolutionen. . . . [Beskyldningerne om overgreb er noget Hans-Jørgen Nielsen] selv har fundet på for desto lettere at kunne jævnføre [Mao-styret] med Stalins diktatur. . . . [I den fortsatte kamp for] at få fællesskabet og solidariteten til at fylde noget ved siden af kapitalen [havde kulturrevolutionen] en vigtig symbolværdi. . . . Menneskehedens gigantiske problem [er] at stille en menneskelig modmagt op over for monopolkapitalen . . . og dens verdensimperialisme."

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, ”Vredens dag”, Information (19.9.1986) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s. 361f.)

Mikael Wiehe hylder Cuba på SF-landsmøde (2009)

2009-10-21T08:00:00.000+02:00

"Cuba er et lys for den tredje verden."

Den svenske sanger Mikael Wiehe, på Socialistisk Folkepartis landsmøde, 2009, til "spredte men insisterende klapsalver" (Weekendavisen 1.5.2009)

PET om voldsplaner på venstrefløjen (1967)

2009-10-19T08:00:00.000+02:00

"Det forlød endvidere fra trotskisternes seneste forretningsudvalgsmøde, at man skulle gøre noget specielt ved [anti-Vietnamkrigs-]demonstrationen [21.9.1967], og at man skulle forsøge at give den ”et noget mere voldsomt præg.” Ifølge en ”sædvanlig pålidelig kilde”, sandsynligvis en kilde i den trotskistiske inderkreds, skulle bemærkningen forstås således, at man ville angribe ambassaden, hvis mulighederne bød sig. En anden kilde rapporterede, at et medlem af Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) havde hævdet, at demonstrationen ville blive den ”hårdeste og sjoveste”, man hidtil havde oplevet. Aktivisten skulle angiveligt have tilføjet, at hvis politiet provokerede ”så vil der straks blive løbet storm – de skal passe fandens på.” Det forlød også, at Finn Ejnar Madsen, der havde forladt trotskisterne og dannet de Danske Rødgardister, planlagde sin egen demonstration samme dag. Ifølge den trotskistiske inderkreds var der fare for, at det ville udarte til slagsmål, når de to demonstrationer stødte sammen ved ambassaden. Endelig havde en aflytningsoperation opsnappet en samtale mellem flere af de mest yderligtgående trotskister, hvor man diskuterede planer om at sprænge ambassaden i luften. En af deltagerne havde nævnt, at man ville få brug for bazookaer, morterer og tre lastbiler.
. . .
Dagen inden demonstrationen udsendte PET en supplerende vurdering til Københavns Politi. Selvom rapporten ikke indeholdt afgørende nye oplysninger om eventuelle voldelige aktioner, var tonen betydeligt mere alarmerende end tidligere. PET pegede især på trotskisterne og rødgardisterne, idet ”disse to grupper tæller adskillige af de hårdeste, mest hensynsløse og mest yderligtgående demonstranter.” Tjenesten gjorde opmærksom på, at begge grupper var indstillet på at skabe uro og optøjer, og man havde erfaring for, at disse grupper tidligere havde haft held til at inddrage ellers moderate kredse i hærværks- og voldshandlinger. Det er ikke klart, hvad der var årsagen til, at PET’s vurdering den 20. oktober var mere alvorligt formuleret end vurderingen fra tre dage tidligere."

Fra PET-Kommissionens Rapport (bd. 10, s. 66ff)

Jannich Kofoed om fredsaktivisterne i 1980erne (2007)

2009-10-17T08:00:00.000+02:00

"Danmarks Kommunistiske Parti og Ungdom havde i første halvdel af 70’erne hundredvis af medlemmer på Indre og Ydre Nørrebro fordelt på adskillige afdelinger. I Indre Nørrebros partilokaler i Korsgade og Rantzausgade istemte vi tit ’Fredssangen’. I den lød omkvædet:

Vi vil se land uden bunkers og kanoner
vi vil se havet uden miner, uden vrag.
Vi kan li’ den klare luft uden jager formationer.
Kort sagt – Vi si’r nej til jeres snak om krig igen
Vi si’r nej, os får I ikke med på den

Det forhindrede ikke, at vi senere på aftenen med fynd og klem stemte i med ’Flyversangen’, hvor refrænet var:

Og alle propeller fortæller – Rød Front! –
at vi er på vagt for Sovjet.

Freds- og solidaritetsarbejdet, eller ’Fre-So’, som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner. Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig ’Østersøen som Fredens Hav’ eller ’Norden som Atomvåbenfri Zone’.

I 80’erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO’s beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med ’enhedsarbejdet’, ’det brede massearbejde’, ’den anti-monopolistiske strategi’ og ’enhedsfronten’, og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning.

Jeg og mine kammerater var ikke aktive udi ’Fre-So’. Jeg tror, vi fandt det en grad for vammelt med alt det fredspræk og dét at skulle simulere enfoldig pacifisme. Vores frontafsnit var fagforeningsarbejdet. Men vi undervurderede aldrig fredsbevægelsens strategiske nytte, for vi anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket. Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang ’Roter Wedding’.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte ’Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!’, eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil. »Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis."

Daværende DR-journalist Jannich Kofoed i kronikken "Kold krig: Fredsflæberne – og de rigtig farlige", Politiken (17.2.2007)

Billeddokumentation #3: 40 års jubilæumsplakat for PFLP (2007)

2009-10-15T08:00:00.002+02:00

40 års jubilæumsplakat for PFLP (2007), der i årevis samarbejdede med Venstresocialisterne og Kommunistisk Arbejdskreds (KAK)/Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) (Blekingegade-banden) med teksten "I resist therefore I exist", illustreret med panserværnsraket og maskinpistol.

Aktivister om nødvendigheden af vold (1969)

2009-10-13T08:00:00.002+02:00

"Da revolutionære har ret og pligt til at demonstrere, må vi lære at forsvare os mod overfald, det har vi lært. Næste gang tager vi våben med, og de vil blive brugt til at forsvare os mod samlede angreb både fra politiets og englenes side. Vi er ikke pacifister. Hvis det er nødvendigt at bruge vold, så bruger vi vold."

Erklæring i.f.m. gadekampene ved Saga-biografen fra Aktionskomiteen af 7. maj 1969, på vegne af et samarbejdsudvalg bestående af Jan Michaelsen, leder i den trotskitiske dækorganisation Revolutionær Aktion (senere journalist ved Land & Folk, Ekstra Bladet m.v. og kommunalbestyrelsesmedlem for VS); Finn Ejnar Madsen, maoist og fhv. trotskist og så tilknyttet Kommunistisk Ungdoms Forbund og leder af De Danske Rødgardister; Lars Hutters, aktivist og læge (senere aktiv i VS og bl.a. medlem af BR); Gert Rasmussen, Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF) og Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), citeret efter Peter Øvig Knudsens Blekingegadenbanden (bd. 1, s. 106ff), jf. PET Kommissionens rapport (bd. 9, s. 72).

Jan Michaelsen om musik og politisk vold (1968)

2009-10-11T08:00:00.000+02:00

"Den revolutionære aktivist Jan Michelsen* var, udover enkelte læserbreve, ene om at repræsentere den aktivistiske fløj, i det kulturelt orienterede undergrundsblad Superlove (Michaelsen havde artikler i både Superlove og Wheel). Gennem mange artikler, argumenterede han for den væbnede revolutionære kamp, og så ungdomsoprøret og beatmusikken i dette lys. I Superlove blev han i 1968 og 1969 beskrevet som gæsterevolutionær, og bladet gav ham ved flere lejligheder spalteplads. I marts 1968 skrev han om generationskampen, hvori det hævdedes at klassekampen var afløst af en kamp mellem generationerne – den rebelske ungdom imod den reaktionære ældre generation. Altså en forståelse af ungdomsoprøret som en samlet enhed. Senere i decembernummeret af Superlove 1968 forklarede han, at generationsklassekampen skulle kæmpes via aktionen. Her talte han for en voldelig revolution og mente at de fredelige demonstrationer kun var til systemets fordel:

”På længere sigt vil anvendelse af revolutionær vold give resultater og fremme spændinger i samfundet som er de objektive betingelser for en revolution”.

Men samtidig krævede det sympati hos masserne, hvorfor aktionerne skulle nøje udtænkes og vurderes. Men efter denne artikel lavede Superloves redaktør George Streeton et interview med Jan Michaelsen under overskriften ”Aktivisten”. Her stod det klart, at Superloves redaktør ikke delte Michaelsens holdninger om en voldelig revolution, selvom de var helt enige om endemålet – individets frigørelse. Ligeledes formulerede Michaelsen i følgende citat, at de var helt enige om målet, hvorimod de er totalt uenige i forhold til hvilken strategi og hvilke midler der skulle tages i brug.
Han sagde, at det ”. . . drejer sig om at skabe nye mennesker, skabe nye positive og lykkelige mennesker, ikke ved stille meditation eller shit-rygning, men gennem revolutionær handling.”"

Fra: Lars Gottschau Malm, "Ungdomsoprør og beatmusik: En analyse af relationen mellem ungdomsoprør og beatmusik i Danmark 1967 - 1972", Specialeafhandling, 2009, Institut for kultur og identitet, Historie, Roskilde Universitetscenter, s. 52f

* Jan Michaelsen, senere journalist ved Ekstra Bladet og kommunalbestyrelsesmedlem for VS, var aktiv i den trotskistiske dækorganisation Revolutionær Aktion og blev i 1969 varetægtsfængslet under mistanke for at være leder af den såkaldte "Trotyl-bande", der havde stjålet 5 kilo trotyl og angiveligt planlagde at anvende disse til angreb på jyske virksomheder, jf. PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 78ff).

PET om Finn Ejnar Madsen og Appel-gruppen (1968/1970)

2009-10-09T08:00:00.000+02:00

PET-Kommissionens Rapport (bd. 10, s. 84f & 163f) om maoisten Finn Ejnar Madsen, hans medlemskab af KUF og forholdet til Blekingegade-bandens chefideolog Gotfred Appel:

"1968 var et skelsættende år for den danske Vietnambevægelse. Samtidig med at de amerikanske styrker mødte stadig større modstand i Sydøstasien, og parterne satte sig til forhandlingsbordet i Paris, radikaliseredes den danske Vietnambevægelse, og grunden blev lagt til den splittelse mellem de moderate og de militante kræfter, hvilket blev en realitet ved årsskiftet 1968/69. I takt med at Vietnamdemonstrationerne voksede i størrelse, og det i stigende grad kom til voldelige sammenstød med ordensmagten, var det PET’s opfattelse, at uroen skyldtes kommunisterne. Det kan således konstateres, at efterretningstjenesten i 1968 stadig holdt fast i det klassiske trusselsbillede fra den kolde krigs første årtier. Det var først efter splittelsen af Vietnambevægelsen, at det ville stå klart, at DKP nu udgjorde den moderate fløj, og at partiet var blevet overhalet venstre om af mere militante kræfter, der ikke tøvede med at bruge voldelige metoder i den politiske kamp.
. . .
I slutningen af februar 1968 blev PET opmærksom på, at den kendte aktivist Finn Ejnar Madsen, der i august 1967 havde brudt med trotskisterne, taget Foreningen af Vietnamfrivillige med sig og dannet den maoistiske Den Danske Rødgarde, planlagde en demonstration ved den amerikanske ambassade. Han havde været særdeles aktiv under forsøget på at angribe ambassaden under demonstrationen den 21. oktober 1967 og havde været under tæt overvågning siden november. PET havde derfor viden om, at Madsen opfordrede til at medbringe kasteskyts, og at man skulle storme ambassaden i tilfælde af, at politiet var i mindretal. Madsen skulle også have fortalt en PET-kilde, at han havde besøgt ambassadens bibliotek med henblik på at forøve et bombeattentat. Problemet var imidlertid, at han ikke vidste, hvordan man lavede en bombe, men han havde søgt råd hos flere personer, der sad inde med en sådan viden. PET advarede derfor Justitsministeriet om, at det var Madsens ønske, at demonstrationen udviklede sig til voldsomheder, og tjenesten henviste til muligheden for, at andre yderligtgående venstreorienterede grupper ville tilslutte sig maoisterne.
. . .
Natten til den 19. september [1970] kastede et par gerningsmænd møtrikker mod indgangen til Hotel d’Angleterre, hvor nogle af de delegerede [til Verdensbankens møde] skulle indkvarteres. Dermed var der varmet op til den næste aktion, der indtraf søndag den 20. september, hvor der blev afholdt et cocktailparty på Hotel d’Angleterre for de delegerede. På et tidspunkt ankom et antal aktivister udrustet med stokke og med hjelme. Aktivisterne, der væsentligst var medlemmer af KUF, forsøgte at storme hotellet, hvilket mislykkedes. Aktionen bevirkede imidlertid, at endnu flere aktivister sluttede sig til urolighederne, hvorpå der blev kastet benzinbomber, sten, maling, jernmøtrikker og flasker mod hotellet. Samlet deltog omtrent 200 aktivister. Heraf anholdt politiet 18 personer. En af de anholdte var den af PET allerede kendte maoist, medlem af KUF Finn Ejnar Madsen, der var i besiddelse af ni benzinbomber. Ifølge PET’s afsluttende rapport blev urolighederne hurtigt bragt til afslutning.
Urolighederne fik imidlertid et efterspil, for eftersom politiet havde fundet Finn Ejnar Madsen i besiddelse af benzinbomber, og da medlemmer af KUF, ifølge politiets observationer, havde ”været de mest aggressive under de grove hærværkshandlinger, rudeknusninger, der er foretaget mod en række virksomheder i kvarteret omkring Rådhuspladsen”, antog politiet, at der i KUF’s lokaler måtte være effekter, der kunne bidrage til at løse politiets opgaver under de igangværende uroligheder. Politiet anmodede derfor Københavns Byret om ransagningskendelse til Svanevej 18, 2. sal, hvilket blev imødekommet. Politiet fandt her 16 stokke af forskellig art, der alle var anvendelige til gadekamp. Det bemærkedes i politirapporten, at stokkene svarede til dem, man tidligere havde fundet hos Finn Ejnar Madsen. . . . Mens politiet befandt sig på Svanevej, blev det klart for de tilstedeværende, at lokalerne på 1. sal tilhørte samme selskab, trykkeriet Futura, som også var på 2. sal. Samtidig blev det klart, at indehaveren af trykkeriet Futura var maoisten Gotfred Appel. Derpå hedder det i politirapporten: ”Da vi som nævnt havde fået oplysninger om, at lokalerne i samme ejendom 1.ste etage, bliver benyttet af samme firma, skønnede vi, at øjemedet ville forspildes ved xx ophold for at afvente rettens kendelse om ransagning.” – og således ransagede politiet også 1. sal, hvor man blandt andet fandt molotovcocktails, peber, ståltråd og bolte samt sten (kasteskyts). . . . Efter at ransagningen var tilendebragt, anholdt politiet Appel, der afviste kendskab til de ovenstående forhold. Vel var det rigtigt, at han stod som indehaver af Futura, men han havde intet med de ovenfor nævnte remedier at gøre. Det eneste, han medgav, var, at han lod en række unge mennesker fra KUF gøre brug af lokalerne. Desuden meddelte han, at han havde været i Mellemøsten i dagene fra den 1. til den 22. september 1970, hvilket han dokumenterede ved at fremlægge diverse billetter og stempler i sit pas. Hvad angik en eventuel forbindelse til Finn Ejnar Madsen, der som nævnt var i besiddelse af tilsvarende knipler, som blev fundet i Appels lokaler, afviste sidstnævnte at have noget med ham at gøre. Vel havde de mødtes, men Appel havde afvist Madsen."

Enhedslisten inviterer til støttefest for PFLP (2009)

2009-10-07T10:43:00.004+02:00

Fra Enhedslistens hjemmeside (6.10.2009):

”Frihedskamp er ikke terrorisme.”
Start: 3 Okt 2009 - 17:30
Slut: 4 Okt 2009 - 00:00
Sted:
3. oktober 2009 kl. 18 i 3 F – Bygge- Jord & Miljø, Trekronergade 26, 2500 Valby
STØTTEFEST FOR PFLP i anledning af Poul Møllers 80 årsdag. En kreds af Pouls venner ønsker at fejre denne dag, og i Pouls ånd og efter Pouls udtrykkelige ønske, ved at afholde en indsamlingsfest for PFLP, hvor overskuddet går ubeskåret og ubetinget til PFLP – Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Entré: Efter evne. Program: taler, øl, mad, musik og dans Hele overskuddet går til PFLP,derfor frabedes personlige gaver. Mød op, hils på gamle og unge aktivister og giv dit bidrag til palæstinensernes frihedskamp og til kampen mod terrorlovene. I solidaritet med Oprør, Fighters+Lovers, TIBs faglige klub & Horserød-Stutthof-foreningen.

Arrangementet er også annonceret i "Dagbladet Arbejderen - Danmarks Røde Dagblad", der udgives af Kommunistisk Parti i Danmark.

KFML om stalinismens og maoismens fortjenester (1969)

2009-10-07T08:00:00.001+02:00

"[I Bo Gustafsons artikel ”30 år efter”] gives en samvittighedsfuld vurdering af Stalins arbejde i forhold til hans historiske indsats og til hans seneste værker, set i lyset af Mao Tse-tungs videreudvikling af marxismen-leninismens teori. . . . Er det i dag, i 1969, af betydning at studere Stalin-problematikken og Stalins teoretiske bidrag og foretage vurderinger af hans fortjenester og fejl? . . . Ja, det er af overordentlig stor betydning . . . Mao Tse-tung lærer os: ”Hvis I ikke har undersøgt et problem, mister I retten til at udtale jer om det.” Vi håber med Marxistisk-Leninistiske Studiebreve nr. 2 at have givet læserne noget stof til undersøgelse."

Marxistisk-Leninistiske Studiebrev, nr. 2 (1969) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.112.

Christian Braad Thomsen om Beatles' manglende maoisme (1968)

2009-10-05T08:00:00.000+02:00

Anmeldelse af Beatles-LP'en The White Album:

"Derimod har man ikke lyst til at være videre positiv over for de to nye langplader med Beatles. . . . Det politiske verdensbillede, der tegnes på pladerne, er ganske sigende. Der er hyldestsange til både USA og USSR, hvorimod vi advares mod at bære billeder af formand Mao. . . . Skulle Godard lave en film om Beatles, ville han placere dem på bourgeoisiets side."

Filminstruktør Christian Braad Thomsen, i Politisk Revy (december 1968), her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.61.

Kommunistiske tæskehold (1969)

2009-10-03T08:00:00.002+02:00

"I denne kommende tid [d.v.s. efter slagsmål i.f.m. Vietnam-demonstrationerne i København 1969] dannede Holger* og Gert*, inspireret af lidt ældre kommunister i DKP, en særlig tremands-kommando, der opsøgte en del af De Vilde Engle enkeltvis rundt omkring i byen og sørgede for, at de fik et ekstra lag bank."

Fra Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden (2007), bd. 1, s. 105.

* [Jens] Holger Jensen og Gert Rasmussen fra Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF) / Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), hvoraf den senere Blekingegade-bande opstod.

Revolutionære Kommunister om umuligheden af fredelig overgang til socialisme (1947)

2009-10-02T08:00:00.000+02:00

"[Den trotkistiske organisation Revolutionære Kommunister] var blevet dannet i januar 1947. Ifølge organisationens formålsparagraf var sigtet ”oprettelsen af det proletariske diktatur gennem den proletariske revolution”. Om forholdet til Sovjetkommunismen og socialdemokratismen erklærede trotskisterne i deres program, at disse to arbejderpartier var ”forsumpede i reformisme, deres virksomhed består i parlamentariske kohandler, og de er enige om at bremse alle selvstændige arbejderreaktioner.”
Hertil konstaterede Revolutionære Kommunister:
”Vi forkaster fuldt og helt teorien om fredelig indvoksning i socialisme, som socialdemokraterne hylder, og som nu også stalinisterne er gået over til. De revolutionære arbejdere i alle lande må stå sammen i een stor international bevægelse, som lader den revolutionære bølge vælde frem fra land til land.”"

Fra PET Kommissionens rapport (bd. 9, s. 38).

Billeddokumentation #2: Plakat på Marxist.dk for "Communist Action League"

2009-10-01T08:00:00.002+02:00

Plakat på Marxist.dk for "Communist Action League"

Bunzel: Godt vi blev overvåget (1998)

2009-10-01T08:00:00.000+02:00

'Godt, jeg blev overvåget...'
Tidligere trotskist og chefideolog er ikke forarget over, at PET-agent udspionerede ham på tur til Paris

Gustav Bunzel, tidligere medlem af flere marxistiske grupper og markant person i 70-ernes spraglede venstrefløjsmiljø i Århus, finder det helt i sin orden, at Politiets Efterretningstjeneste (PET), spionerede i miljøet, og også i dag overvåger lovlige politiske aktiviteter.

Den tidligere PET-agent Anders Nørgaards afsløringer de seneste dage har åbenbaret for Bunzel, at han selv blev udspioneret af Nørgaard, da de to sammen med en tredje mand i 1981 besøgte nogle anarkister og nogle caféer i Paris.

Alligevel siger Bunzel til Information, at han ikke kan deltage i den brede forargelse.

- Men føler du dig ikke forulempet ved, at Anders Nørgaard spillede falsk over for dig?

“Næh. Det er der så mange, der gør i politik.”

Efter Bunzels opfattelse er det både naturligt og ønskeligt, at statsmagten har et organ, der holder øje med, at politiske aktiviteter holder sig indenfor lovens rammer.

“En kriminel sammensværgelse skal ikke kunne unddrage sig overvågning ved at påberåbe sig, at den er politisk,” siger han.

. . .

Trotyldrengene

Afsløringen af en mængde trotyl nedgravet i en århusiansk villahave var anledningen til, at Bunzel første gang oplevede en agent i en dansk politisk organisation.

Det var i 1969. Den gang sad den unge Bunzel i landsledelsen i SUF, Socialistisk Ungdoms Forbund.

En på det tidspunkt trotskistisk domineret organisation med tilknytning til VS. Uden Gustav Bunzels eller den øvrige landsledelses viden, havde halvdelen af ledelsen af SUF’s Århus-afdeling fremskredne planer om at gå til væbnet aktion mod kapitalismen og al dens uvæsen.

‘Trotyldrengene’, som de efterfølgende blev kaldt, nåede at skaffe sig sprængstof fra et militært depot. Ifølge Bunzels oplysninger var formålet at sprænge Jyllands-Postens bygning i luften.

Planen blev forpurret, fordi en højrefløjsmand havde infiltreret SUF i Århus og stak trotyldrengene til politiet.

Affæren blev senere beskrevet i romanform af Tage Skou-Hansen i Den hårde frugt.

Bogen er henlagt til en senere tid, men rummer blandt andet den korrekte detalje, at trotyldrengene manglede en detonator til deres sprængstof.

Nødvendig kontrol

Bunzel ser meget positivt på stikkeren fra 1969. Uden ham var der formentlig sket en brutalisering af det politiske liv i Danmark. Og efter Bunzels opfattelse “bør politikken være det sociale område, hvor man anstrenger sig yderst for at udøve venlighed.”

Gunstav Bunzel, interview i artiklen "'Godt, jeg blev overvåget...'", i Information (7.3.1998, genudgivet 29.5.2007)

Anne Grete Holmsgaard om VS' samarbejdsaftale med PFLP (2004)

2009-09-30T08:00:00.002+02:00

»Den aftale har aldrig været specielt skelsættende for mig, men jeg arbejdede meget med Mellemøsten i den periode, og jeg har grundlæggende det samme syn på Mellemøsten og konflikten i dag, som jeg havde dengang.«

Anne Grete Holmsgaard, folketingsmedlem for SF og fhv. MF for VS, i Berlingske Tidende (6.1.2004) om den samarbejdsaftale mellem Venstresocialisterne og terrororganisationen PFLP, som hun underskrev i 1980 som repræsentant for VS.

- Den aftale indgik I vel vidende, at PFLP var involveret i terroraktioner. Har du også de samme grundholdninger her. Ser du i dag terror som et middel, der kan være legitimt i en politisk kamp?

»Jeg er imod terror, det er klart. Det var jeg også dengang. Men i nogle situationer må du jo diskutere, om noget er terror eller en væbnet kamp. Det har jeg da et meget klart bud på i dag. Jeg er da helt klart imod de terroraktioner, der bliver lavet også i Mellemøsten. De har jo antaget en helt anden karakter, end dengang, hvor der blev ført en militant og en væbnet palæstinensisk kamp for overhovedet at blive anerkendt som en nation med rettigheder,« siger hun.

- Men kan man i den kamp retfærdiggøre de flykapringer, som PFLP var involveret i?

»Nej, det har jeg heller aldrig retfærdiggjort,« siger hun.

I 2001 sagde Anne Grete Holmsgaard til Weekendavisen: »Vi betragtede flykapringerne som et middel i kampen.«

- Er det stadig din holdning?

»Jeg ville formulere mig anderledes i dag, det er der ingen tvivl om. Men ét er at konstatere som en kendsgerning - hvor ubehagelig den end er - at det var flykapringer, der placerede palæstinenserne, som nogle verden overhovedet lagde mærke til.

Anne Grete Holmsgaard om VS' ikke-forsvar for flykapringer (2001)

2009-09-29T08:00:00.006+02:00

“Jamen, vi var ikke uvidende om, at PFLP havde spillet en rolle i flykapringerne, men uden dem - ubehag eller ej - var palæstinensernes sag aldrig kommet på den internationale dagsorden. Hvordan håndterer man det dilemma? Vi har aldrig forsvaret flykapringer, men vi har heller aldrig taget klart afstand fra dem. Vi balancerede på en knivsæg. Vi betragtede flykapringer som et middel i kampen.”

Anne Grete Holmsgaard, fhv. MF for VS og nu MF for SF, om VS' samarbejde med PFLP, i Weekendavisen (9.2.2001)

Preben Wilhjelm som forsvarer af Blekingegade-banden (1989/2008)

2009-09-28T08:00:00.003+02:00

"Journalist Lars Villemoes skrev i 1989 en række artikler i avisen Information om det kriminelle, venstreorienterede miljø omkring Blekingegadebanden. Artiklerne kom, efter at politiet anholdt banden og fandt lejligheden i Blekingegade på Amager fyldt med våben, registre over danske jøder og en drejebog over Købmagergaderøveriet.
Afsløringerne skabte vrede på dele af venstrefløjen. Journalisten, der selv havde en baggrund på venstrefløjen, blev udråbt som forræder. Lars Villemoes mener i dag, at juristernes kronik bidrog til den voldsomme stemning imod ham.
»Vi blev dømt af landets tungeste jurister, som lagde både navn og institut til kronikken. Derefter blev holdningen, at nu var vi gået for langt i artiklerne. Men man kan se på deres ordvalg, at det var et politisk indlæg forklædt som jura. De ville ikke have, at vi afslørede en gruppe på venstrefløjen,« siger Lars Villemoes.
Kronikken »Jo, Informations reportage var den mest ondsindede« var underskrevet af Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm fra Kriminalistisk Institut. Her argumenterede de for, at avisen ikke burde omtale forhold, som de anholdte ikke kunne forsvare sig imod. Ifølge juristerne indeholdt artiklerne »en række selvfabrikerede, kriminelle anklager« og »eksemplificerer noget af det værst tænkelige ved creative journalism.«
Juristerne mente, at Information i stedet burde tage Politiets Efterretningstjeneste under kritisk behandling. De opfordrede avisen til at undersøge, om PET havde plantet provokatører i banden, og om PET samarbejdede med Israels efterretningstjeneste Mossad.
Daværende chefredaktør på Information, Lars Hedegaard, efterlyser en reaktion fra juristerne.
»Jeg vil gerne vide, om de beklager den kronik. Om de beklager deres løgnehistorier og deres forsøg på at miskreditere journalisten,« siger Lars Hedegaard.
Af de tre skribenter af kronikken har kun Preben Wilhjelm besvaret Nyhedsavisens henvendelser.
Han afviser at beklage beskyldningerne om, at Information havde opdigtet oplysninger.
»Villemoes oplyste ikke i artiklerne, hvem hans kilder var. Så er det klart, at vi må sige, at det er ren spekulation. Vi kunne jo ikke tro andet, end at hans kilder var PET. Vi havde ingen anden mulighed,« siger Preben Wilhjelm.
Han afviser desuden, at hans engangement i Venstresocialisterne skulle have påvirket hans faglige vurdering.
»Det er fuldstændig latterligt at påstå. Jeg betragter slet ikke Blekingegadebanden som tilhørende venstrefløjen. De brugte totalitære metoder, som mere hører hjemme på højrefløjen,« siger Preben Wilhjelm.
Han fastholder, at Information burde have fokuseret på PET i stedet for banden.
»Man må blande sig i en verserende sag, hvis man kritiserer en myndighed med utroligt stærke beføjelser. Men man må ikke kaste smuds og skyld på nogle mennesker, der ikke har fået deres sag prøvet ved retten endnu.«"

Fra artiklen "Topjurister fordømte Blekingegade-afsløringer", i Nyhedsavisen (7.2.2008)

Vibeke von Sperling om flirterier med militante aktioner (2008)

2009-09-26T08:00:00.001+02:00

"Vibeke Sperling kom til Informations udenrigsredaktion i 1978 som Østeuropa-medarbejder. Hun husker ikke decideret RAF-sympati på avisen, men måske nok “tendenser til en lidt for stor forståelse, som skal tolkes inden for rammen af Tysklands berufsverbot og andet, der viste den manglende demokratisering efter nazismens fald, som skabte de særlige spændinger i det tyske samfund . Men der var en vis romantik eller flirteri forbundet med militante aktioner på venstrefløjen,” som hun siger.

Hun nævner som eksempel på flirteriet nogle “udsyrede” diskussioner i 1970’erne i kollektivet Aldershvile uden for Århus, hvor hun og kollektivets øvrige beboere “for sjov” snakkede om at kidnappe den daværende statsminister Hilmar Baunsgaard og gemme ham i kollektivets kælder."

Vibeke (von) Sperling, i Ulrik Dahlins artikel "Fortidens spøgelser", i Information (18.3.2008)

Jan Bredsdorff om kulturrevolutionens overvældende sejr og menneskelighed (1968)

2009-09-24T18:30:00.001+02:00

"Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet at et samfund styres af mennesker og at mennesker styres af menneskelighed."

Jan Bredsdorff, i Politisk Revy (maj 1968) (citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.57)

Autonome som håndlangere for Blekingegade-banden (1989, 1994)

2009-09-24T08:00:00.002+02:00

"Retssagen mod Blekingegade-banden blev overværet af en del sympatisører, herunder ikke mindst folk fra bz-miljøet. En gruppe formulerede et fælles brev til de fængslede:

»Vi ved ikke, om det er rigtigt, at I eller andre plyndrede bankerne eller sendte pengene til PFLP. Men hvis I har gjort dette, synes vi, at det er fedt, at disse banker er blevet en del kroner fattigere, og folk, der kæmper, nogle kroner rigere,« hed det bl.a.

Brevet blev uddelt som løbeseddel foran Dommervagten i København, og i en artikel i Information fulgte aktivisterne, der kaldte sig Anti-repressionsgruppen og holdt til i Demos’ lokaler på Nørrebro, op med en hilsen til den dræbte betjent:

»Det er da synd for den døde strissers mor og far – men det skulle de have sagt til ham, da han var lille (… ) han har valgt side i samfundet og han har valgt et råddent job.«
. . .
Andre protesterede mere kontant mod Lars Villemoes [der havde dækket Blekingegade-sagen]. En majdag i 1994 gik flere hundrede autonome i demonstration ved hans private bolig.

»Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler,« råbte de. Der blev skrevet »Nazi Dø!« på hans gadedør, som man forsøgte at sparke ind."

Her citeret efter Niels Lillelunds artikel "Kampen om sindene" i Jyllands-Posten (27.4.2007)

Terrorgruppen "DSB" om socialister & partisankrig (1980)

2009-09-23T08:00:00.000+02:00

"Den socialistiske partisankrig er ikke, som borgerlige politikere påstår, et forbigående fænomen, men en magtfaktor der med tiden vokser sig større og større. Denne udvikling ses tydeligt i for eksempel Syd og Mellemamerika, Det Sydlige Afrika, Spanien og Italien.
De kapitalistiske magthavere udøver gennem deres håndlangere stadig kraftigere modforanstaltninger mod den aktive kamp for socialismen, og dette er den tydeligste dokumentation af fascismens stadig svagere kontrol med tingenes udvikling.
For magthaverne er den “legale” danske socialisme relativ ufarlig. Så længe venstrefløjen retter sig efter systemets præmisser griber magthaverne ikke ind med fascistiske terrormetoder. Det omvendte såes under kampen om byggeren. Når socialister handler på en måde så profitten trues, skrides der nemlig ind. Miljøministeriets omstødelse af den kommunistiske miljøborgmester Ivan Hansens forbud mod klorproduktionen på sojakagefabrikken er et tydeligt eksempel på venstrefløjens manglende muligheder og på magthavernes kontrol med det parlamentariske system. Skal der føres socialistisk politik, må det derfor være udenom magthavernes bestemmelser altså ved illegal kamp."

Løbeseddel fra Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB), udsendt 1980, i.f.m. en række brandattentater og bombetrusler i Aarhus-området, citeret efter PET-Kommissionens Rapport, bd. 12, s. 54f & 57.

Modkraft om forbillederne for "kommunistisk samling" (2003)

2009-09-22T08:00:00.001+02:00

"Kommunistisk samling på vej? Men er der også realiteter i det? Fører det ligefrem til etablering af et fælles kommunistisk parti?

Samlingsbestræbelserne omfatter tre partier, der - omend med forskellige indfaldsvinkler - giver udtryk for at være interesseret i et tættere samarbejde. Det er Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l). . . . Herudover findes også et fjerde parti – Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), der blev dannet af en udbrydergruppe fra DKP m-l i 1997. Men de er ikke en del af samlingsbestræbelserne, af den simple grund at de betragter de 3 andre partier som revisionister og reformister, som man ikke kan være i stue med.

. . .

Men det er en kendsgerning, at medlemmer fra de tre partier er særdeles aktive i en lang række bevægelser og aktiviteter, som også involverer resten af venstrefløjen. Mange af DKP m-l og KPiDs medlemmer er aktive i fagbevægelsen, og beklæder tillidshverv på arbejdspladser og i fagforeninger. En del DKP´ere er særdeles aktive i Enhedslisten, også i ledelsen af denne.

De tre partier har faktisk også en lang række holdninger og aktuelle kampkrav fælles med resten af venstrefløjen. Der er naturligvis også vigtige forskelle, men ser vi på spørgsmål som kampen mod den borgerlige regering og dens forsøg på at demontere velfærdssamfundet, på USA´s udenrigspolitik, NATO, EU, og mange andre dagsaktuelle spørgsmål, så er der mange sammenfaldende synspunkter ikke blot de 3 partier imellem, men også med Enhedslistens politik.

. . .

Umiddelbart er der god mening i en samling af de 3 partier, alene af den grund, at de repræsenter den samme tradition i arbejderbevægelsen, de betragter sig alle 3 som en del af den såkaldt ”kommunistiske verdensbevægelse”.

De er for eksempel enige om, at Sovjetunionen og de østeuropæiske stater var socialistiske frem til ”murens” fald og Sovjetunionens opløsning.

De er enige om, at der nok kan sættes berettigede spørgsmålstegn ved Sovjetunionens politik under Stalins ledelse, men det ændrer ikke på deres grundopfattelse, at der var tale om en socialistisk politik og at Stalin som politisk leder i det store og hele var et forbillede og en ”stor kommunist”.

De er enige om, at Kina var et socialistisk land, ihvert fald under Maos ledelse – hvad de mener om Kina i dag er mere uklart! Og de er også enige om, at vi i dag skal regne Cuba og Nordkorea for socialistiske stater."

Fra artikel bragt i Solidaritet, senere udgivet på Modkraft.dk (7.11.2003).

Jørgen Knudsen som apologet for Blekingegade-banden (1989)

2009-09-21T08:00:00.001+02:00

"Jeg anbefaler at se i øjnene, at vi lever i et land og en tid, hvor illegal virksomhed som den, Liberation-gruppen [d.v.s. Blekingegade-banden] siges at have udført, måske ikke er mere moralsk forkastelig end den helt lovlige virksomhed, vi andre udfører, når vi tier om vor snylterrolle og dermed samtykker den.
. . .
Kampen om magten i et land er en kamp om sindene. Denne kamp vil i den kommende tid i høj grad komme til at handle om synet på Liberation-gruppen . . . . Vinder politiet kampen om sindene, vil det ikke kun ramme dele af venstrefløjen, men også kunne bruges til mistænkeliggørelse af helt legal og fredelig u-landshjælp og til mistænkeliggørelse af befrielsesbevægelser overalt i den tredje verden. Taber politiet, kan det betyde, at den foruroligelse over den rige verdens snylterliv, der var gruppens inspiration, kan brede sig og finde bedre samfundsmæssige svar end illegalitetens."

Forfatteren Jørgen Knudsen, i Press (juni 1989), her citeret efter Jyllands-Posten (27.4.2007)

Terrorgruppen "DSB" om den væbnede kamp (1980)

2009-09-20T08:00:00.000+02:00

"DANMARKS SOCIALISTISKE BEFRIELSESHÆR ER GÅET I KAMP FOR ET SOCIALISTISK DANMARK
Det er med beklagelse, at den væbnede kamp er startet så sent i Danmark, den burde have været i gang lige så længe, udbytningens og undertrykkelsens åg har hvilet over danskerne, men da denne beklagelse nu er udtrykt, kan vi vende blikket fremad og konstatere, at der forestår en lang og blodig kamp. Lang fordi danskerne ikke er forberedt på kamp, og blodig fordi magthaverne ikke afgiver deres magt frivilligt. Hæren vil ikke ofre tilfældige menneskeliv til fordel for revolutionen, men kun kæmpe mod udbytterne og undertrykkerne."

Politisk program for Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB), udsendt 12.4.1980, i.f.m. en række brandattentater og bombetrusler i Aarhus-området, citeret efter PET-Kommissionens Rapport, bd. 12, s. 48.

Fest for Hoxha i Ungdomshuset (2008)

2009-09-18T08:55:00.001+02:00

I 2008 fejrede Danmarks Kommunistiske Ungdom / Arbejderpartiet Kommunisterne den albanske diktator Enver Hoxhas 100 års fødselsdag med en fest i Ungdomshuset:

Festmøde Enver Hoxha 100 år

Arrangør: APK - DKU

Fredag den 17. oktober kl. 17 til 22

Kulturhuset Bispebjerg NV
Dortheavej 61
2400 København NV

Udstilling åben fra kl. 17
Festmøde med oplæg og kultur kl. 19

Tema:
Enver Hoxha og kampen mellem de to systemer
Revolutionen- et spørgsmål der er taget op til løsning
Enver Hoxhas betydning for den revolutionære bevægelse i dag

KAK om den "ikke-fredelige" overgang til socialismen (1964)

2009-09-17T08:31:00.005+02:00

"Netop i denne gunstige situation forsøger de moderne revisionister at lamme folkenes tillid til egne kræfter og lamme deres tro på fremtiden. Netop i denne gunstige situation forsøger Sovjetunionens ledere under påskud af »fredelig sameksistens« at få folkene til at erstatte den anti-imperialistiske kamp, der alene kan sikre verdensfreden, med et samarbejde med den amerikanske imperialisme. Sovjetunionens kommunistiske Partis ledere forsøger under påskud af »fredelig overgang« til socialismen at få folkene til at erstatte den revolutionære klassekamp, der alene kan føre til socialismen, med et parlamentarisk samarbejde med selv reformistiske kredse og partier om at »ændre samfundets struktur« inden for rammerne af kapitalismens »demokratiske traditioner«.
. . .
6. Kommunistisk politik bør baseres på en nøgtern klasseanalyse af det danske samfund. Vort formål kan ikke være skabelsen af et uigennemførligt »fornyet demokrati«, som svæver et sted mellem socialisme og kapitalisme. Vort formål må være at arbejde for at desorganisere monopolkapitalen og skabe basis for den endelige erobring af statsmagten og dermed monopolkapitalens fjernelse.

7. Kommunisterne bør ikke ensidigt lægge vægt på mulighederne for en fredelig overgang til socialismen. De bør i stedet klart fremhæve begge muligheder, den fredelige som ikke-fredelige, hvis kommunisterne vil undgå at skabe illusioner om, at borgerskabet er villig til uden sværdslag at forlade skuepladsen.

8. Kommunisterne må i deres politik klart skelne mellem kortsigtede, dagsaktuelle paroler, mere langsigtede paroler, som kan realiseres endnu mens kapitalismen eksisterer, men som forudsætter en kraftig skærpelse af klassekampen og arbejderklassens enhed og forbund med andre dele af det arbejdende folk – og endelig revolutionære paroler, som tilsigter proletariatets erobring af statsmagten, skabelsen af proletariatets diktatur i forbund med alle undertrykte samfundslag og skabelsen af grundlaget for opbygningen af socialismen i Danmark. . . ."

Programmet "12 punkter for en kommunistisk politik i Danmark", forfattet af Gotfred Appel, Benito Scocozza m.fl., for Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), hvoraf Blekingegadebanden senere opstod, 1964.

Billeddokumentation #1: "Ungkommunisten" nr. 1 (1968)

2009-09-16T20:16:00.005+02:00

"Det er berettiget at gøre oprør", illustreret med en maskinpistol.

Blekingegade-banden på Modkraft om deres rollemodeller (2009)

2009-09-15T09:11:00.008+02:00

"Che Guevara var for os – som for mange andre – et forbillede. Holger [Jensen] havde allerede i slutningen af 1960’erne været på Cuba med den første danske arbejdsbrigade i sukkerhøsten. Ches død i Bolivia faldt sammen med vores politisering. Men inspirationen stak dybere end fascinationen af et ikon.

Den politik, vi sidenhen udviklede, er langt hen ad vejen den samme som hans. Che havde netop et globalt perspektiv på befrielseskampen. For ham drejede det sig ikke kun om den nationale befrielse af Cuba fra amerikansk dominans. Denne kamp var et led i en global eller international strategi, som det hed dengang.

Imperialismen skulle angribes i periferien, hvor udbytningen og undertrykkelsen og dermed modstanden var stærkest. »Skab to, tre mange.. Vietnam var Ches parole « (Guevara, Che (1968), artiklen »To, tre, mange Vietnam!«).

En anden parallel er som tidligere nævnt hans forståelse af sammenhængen mellem udbytningen i Den 3. Verden og levestandarden i vores del af verden.

Ches internationalisme lå i hans praksis. Efter befrielsen af Cuba drejede det sig ikke kun om Cubas nationale interesser. Cuba skulle støtte befrielseskampen i Asien, Afrika og Latinamerika.

Che, der selv var argentiner, tog kort tid efter sejren i Cuba til Algier, derefter til Congo og senere søgte han at udvikle befrielseskampen i Bolivia, der igen skulle blive et springbræt for kampen i hans hjemland Argentina.

En anden væsentlig inspirationskilde var PFLP. De havde fra starten et nationalt, regionalt og globalt perspektiv og ikke mindst en praksis i overensstemmelse hermed.
. . .
At det blev PFLP skyldtes hovedsageligt to ting. Den ene årsag var, at PFLP så ud til at have en større tilslutning end DFLP. Den anden årsag var, at PFLPs internationale perspektiv og synet på den vestlige arbejderklasse, var mere samstemmende med vores eget syn på virkeligheden.

Et tredje argument, der måske ikke var afgørende, men meget vigtigt, var PFLPs fokus på at gøre kvinderne til ligeberettigede borgere og kampfæller. Det var noget, der var meget tiltrængt i det feudale tankegods, som prægede den arabiske verden.

Det var ikke tilfældigt ved flykapringen i august 1969 i Rom, at PFLP valgte en kvinde som den ene flykaprer. Leila Khaled skulle være en af rollemodellerne for de palæstinensiske kvinder."

Blekingegade-bandens medlemmer Niels Jørgensen (død september 2008), Torkil Lauesen og Jan Weimann i artiklen "Det handler om politik", tidsskriftet Social Kritik (nr. 119, marts 2009, s. 4-61), genudgivet på Modkraft.dk.

Modkrafts hyldest af "anti-imperialisten" Niels Jørgensen (2008)

2009-09-14T10:06:00.010+02:00

Nekrolog: En anti-imperialist er død
Niels Jørgensen fra Kommunistisk Arbejdsgruppe – bedst kendt som Blekingegadegruppen – er død. Han blev 54 år.

Niels var politisk aktiv fra sin tidligste ungdom. 15 år gammel blev han i 1969 medlem af Den Anti-imperialistiske Aktionskomite under Kommunistisk Arbejdskreds.

Udgangspunktet for hans politiske engagement var modstanden mod den imperialistiske udbytning og politiske undertrykkelse af folk i Den tredje Verden og solidariteten med de revolutionære bevægelser, der udsprang heraf.

Det var i begyndelsen af 1970’erne især solidaritetsarbejdet med Vietnam, der engagerede Niels, men han var også en af de første aktivister i det gryende støttearbejde med det palæstinensiske folk.
. . .
Hans videre politiske skoling fik han i Kommunistiske Arbejdskreds (KAK). Det var grundige studier af Marx og Lenin. »Kapitalen« blev læst fra ende til anden. Det var studier af lande og politiske bevægelser.

Men i KAK nøjedes man ikke kun med en teoretisk indfaldsvinkel til verden. Folk blev sendt ud i verden for ved selvsyn at erfare, hvordan situationen var og kontakte politiske bevægelser. Ud fra disse månedslange studieophold blev der skrevet rapporter, der blev diskuteret blandt medlemmerne i KAK. Niels besøgte bl.a. Indien, lande i Mellemøsten og Marokko.
. . .
Niels lagde derfor vægt på det materielle støttearbejde til denne kamp. Han var med i »Tøj til Afrika«, der ydede materiel støtte til befrielsesbevægelserne i Mozambique, Angola og Zimbabwe op gennem 1970’erne.

Efter at disse bevægelser opnåede statsmagten, viste det sig langt sværere at opbygge socialisme og stoppe den imperialistiske udbytning, end de selv og vi havde forestillet os – men ønsket og viljen var der.

I løbet af 1977-78 var der i KAK skabt grobund for personlige og politiske magtkampe. KAK var oprindeligt en organisation med to ledere og en række unge relativt uskolede medlemmer.
. . .
Det, der senere er blevet kendt som Blekingegadegruppen, var en del af KA. Men der var mange andre aktiviteter i KA, som Niels deltog i. KA havde forlaget Manifest, som udgav bøger og tidsskrifter. Niels var med til at trykke blade og løbesedler for en Sydafrikansk gruppe i Soweto. Niels var initiativtager til Cafe Liberation, hvor aktivister arbejdede gratis og overskuddet gik til bevægelser i Den tredje verden. Her var han indkøber og kok. Niels var også med til at starte »Komiteen for Vestsahara«.

I april 1989 blev Niels arresteret i forbindelse med Blekingegadesagen og dømt til 10 års fængsel for blandt andet røveriet i Købmagergade.

Når Niels og vi brugte vold i en dansk sammenhæng var det naturligvis dybt problematisk. Men vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst.

Vi handlede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Med vores politiske briller var der en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser.

Det kan naturligvis problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land, for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden. Dette dilemma, mellem nationalt demokrati og en udemokratisk verden, er ikke blevet mindre i en stadig mere globaliseret verden.

I en dansk sammenhæng var vores praksis kriminel. Vi nærede ingen forhåbning eller ønske om at retfærdiggøre den i en dansk politisk sammenhæng.

Niels så sig da heller ikke som politisk fange, da Blekingegadegruppen blev afsløret. Det var kriminalitet. Men det var en kriminalitet som var begrundet i globale politiske forhold. Niels – vi - befandt os i et dilemma, tog en beslutning og følgerne.

Under sit fængselsophold var Niels aktiv i fangepolitik og hjalp mange af sine medfanger med deres problemer. Samtidig med tog han en Hf-eksamen og begyndte et psykologistudie med Københavns Universitet.

Gennem de sidste måneder har Niels og vi haft mange samtaler om vores fælles fortid.

Det er vores indtryk, at Niels syntes, han har haft et godt liv. Måske ikke noget let liv - eller fejlfrit liv. Men et liv han ikke fortrød.

Han følte, han var på den rigtige siden i kampen mellem undertrykkelse og udbytning på den ene side - og retfærdighed og befrielse på den anden. Det var det vigtige for ham.

Niels var anti-imperialist, aktivist - at handle var vigtigt, men ikke uden analyse og omtanke. Der var en tilfredsstillelse for Niels ved at finde ud af, hvordan verden hang sammen - ikke mindst for at kunne handle ud fra denne viden, blive et lille tandhjul i den maskine, der kæmpede for retfærdighed og en bedre verden.

Niels var en god kammerat og ven - han var til at stole på. Vi kommer til at savne ham meget."

Nekrolog over Niels Jørgensen, på modkraft.dk (15.9.2008), skrevet af Jan Weimann og Torkil Lauesen, der sammen med Niels Jørgensen blev dømt for deres aktiviteter i Blekingegadebanden.

Dea Trier Mørch om murens fald (2001)

2009-09-12T13:50:00.005+02:00

"Sovjet er gået i opløsning, og det glæder mange i vores rige samfund. Men det volder utrolig smerte rundt om i verden. Enorme menneskemasser lever i sult og fattigdom uden nogen form for beskyttelse! Markedsøkonomien sejrer. Anarkiet tager til. Og bag begrebet det frie verdenssamfund skjuler sig det ene overgreb efter det andet!"

Forfatteren og kunstneren Dea Trier Mørch, mangeårigt medlem af DKP, i romanen "Estaban Murmaler" (2001, Gyldendal).

Thomas Koppel & Annisette om Albanien (1991)

2009-09-11T13:35:00.000+02:00

"Thomas Koppel og Annisette har aldrig lagt skjul på deres venstre-orienterede holdning, og det er med noget blandede følelser, de følger med i den øjeblikkelige turbulente udvikling på det politiske verdenskort.
- Den politiske scene i øjeblikket minder lidt om Chicago i 1933. Den ene mafia-bande bekæmper den anden. Der er ikke rigtigt nogle at holde med. I dag er Gorbatjov helten, men det var han bestemt ikke for bare tre uger siden. Men man skal ikke glemme, at når de store slås, står der millioner af mennesker i skudlinjen, som dør af sult, kolera og andre dårligdomme, siger Thomas Koppel .

Hvad med Jeres tidligere lovprisning af Albanien, hvor befolkningen i øjeblikket vel nærmest stemmer med fødderne ved at flygte ud af paradiset over hals og hovede?
- Nu er det fem år siden, vi har været der, og dengang var der ikke sult og elendighed i landet. Det er der nu, fordi de, der regerede, har svigtet deres forpligtelser, og så reagerer befolkningen ved at flygte.

- Men vi står på samme side, som vi altid har gjort."

Thomas Koppel og Annisette Hansen, interview "Roserne skyder knop", i Ekstra Bladet (1.9.1991)