"Enhedslisten er en revolutionær socialistisk og international organisation ... det socialistiske alternativ, vi kæmper for. Et klasseløst/kommunistisk samfund."
"One cannot hide the fact that dictatorship presupposes and implies a "condition", one so disagreeable to renegades [such as Kautsky], of revolutionary violence of one class against another ... the "fundamental feature" of the concept of dictatorship of the proletariat is revolutionary violence"."
--Vladimir I. Lenin ("The Proletarian Revolution and the Renegade K. Kautsky", 1918)
"Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De
erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående
samfundsordning styrtes med magt.
--Karl Marx & Friedrich Engels ("Det Kommunistiske Manifest", 1848)
"The weapon of criticism cannot, of course, replace criticism by
weapons, material force must be overthrown by material force; but theory
also becomes a material force as soon as it has gripped the masses." (original: "Die Waffe der Kritik kann
allerdings die Kritik der Waffen nicht ersetzen, die materielle Gewalt
muß gestürzt werden durch materielle Gewalt, allein auch die Theorie
wird zur materiellen Gewalt, sobald sie die Massen ergreift.")
--Karl Marx (Indledningen til "Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie", 1844)
"[The] very cannibalism of the counterrevolution will convince the nations that there is only one way in which the murderous death agonies of the old society and the bloody birth throes of the new society can be shortened, simplified and concentrated, and that way is revolutionary terror."
--Karl Marx (avisartikel, Neue Rheinische Zeitung No. 136, november 1848)
"We have no compassion and we ask no compassion from you. When
our turn comes, we shall not make excuses for the terror."
--Karl Marx (avisartikel, Neue Rheinische Zeitung No. 301, maj 1849)
"[The ] governments are opposed to us: We must answer them with all the means that are at our disposal ... We must declare to the governments: We will proceed against you where it is possible and by force of arms when it may be necessary."
--Karl Marx, London Conference of the International (1871), citeret i D. McLellan: Karl Marx : His Life and Thought (London, 1973: 406).
"Above all, during and immediately after the struggle the workers, as far as it is at all possible, must oppose bourgeois attempts at pacification and force the democrats to carry out their terroristic phrases. They must work to ensure that the immediate revolutionary excitement is not suddenly suppressed after the victory. On the contrary, it must be sustained as long as possible. Far from opposing the so-called excesses—instances of popular vengeance against hated individuals or against public buildings with which hateful memories are associated—the workers’ party must not only tolerate these actions but must even give them direction."
--Karl Marx & Friedrich Engels, "Address of the Central Committee to the Communist League", 1850.
“Violence is the midwife of every old society pregnant with a new one.” (original: "Die Gewalt ist der Geburtshelfer jeder alten Gesellschaft, die mit einer neuen schwanger geht.")
--Karl Marx & Friedrich Engels (Das Kapital, 1887)
"Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati."
"Der er ingen tvivl om at krisen er hård. Man mærker det i de venezuelanske familier, hvor kostplaner strammes. Man mærker det på restauranter som er tomme. Og man mærker det i supermarkeder, hvor priserne i reglen overstiger menigmands købekraft. [...]
I sundhedssektoren er der krise, særligt pga. manglen på medicin. Hospitaler arbejder uden så basale ting som antibiotika. Det skyldes i høj grad den sabotage som Venezuela er ramt af [...]
Der er en stor risiko for at den grundlovgivende forsamling bare vil udskyde alle problemerne. Men Venezuelas arbejdere og fattige er ikke interesserede i endeløse diskussioner uden nogle praktiske løsninger. Den bedste måde at forsvare de sociale missioner på er ikke ved at skrive det ned på papir, men ved at tage kontrol over økonomien og få stoppet inflationen. [...] Den eneste måde at undgå det på et ved at revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform."
"I modsætning til Rote Armee Fraktion i Vesttyskland og De Røde Brigader i Italien var de ikke terrorister. Tragedien var, at +en af dem affyrede et skud. Hvis nogen af dem havde haft forstand på selskabstømning, ville de sikkert være slået ind på det."
“Da jeg modtog opfordringen til at skrive en introduktion til et uddrag af Rumæniens præsident Ceauşescus taler, var jeg betænkelig. Det forekom mig særdeles vanskeligt at få alle sammenhænge med i beskrivelsen af en statsmand, hans indsats og den sum af forudsætninger, der indgår som baggrund for hans virksomhed. Det samfund Ceauşescu virker i og i så høj grad er bestemmende for, er meget forskelligt fra det danske. Ceauşescus stat er socialistisk og er dermed placeret i en rækker af stater, der på mange måder anlægger et andet syn på samfundsordenen, mennesker og deres udfoldelsesmuligheder, end det danske samfund gør.
Det er ikke hensigten at føre en debat omkring ideologiske målsætninger eller at fremhæve synspunkt eller udviklingstræk, hvor rumænske og dansk-nordiske opfattelser ikke falder sammen. Jeg har derimod set det som min opgave så redeligt som muligt at fremlægge kendsgerninger og betragtninger, der tjener til at belyse nogle af forudsætningerne for Ceauşescus placering, nationalt og internationalt. [...] Det er noget helt iøjnefaldende ved præsident Ceauşescus virke, at han bestandig søger at styrke og udbygge denne identitet. For ham synes det nationale at være det ledende princip, der er overordnet det politisk-ideologiske. [...] Den fattigdom, der prægede Rumænien efter den 2. verdenskrigs ophør, og de kløfter, der fra ældre tid fandtes mellem på den ene side de besiddende klasser og på den anden side arbejdere og bønder, førte til et systemskifte. Men samtidig skete der en mobilisering af nationale kræfter, der har bragte Rumænien et godt stykke på vej bort fra fattigdommen. Levefoden er steget stærkt, men Ceauşescu mener selv, at det vil tage adskillige år, inden Rumænien er nået op på et mellemniveau, målt med den vestlige verdens levevilkår.Det har ikke været muligt at nå disse resultater uden stærk indsats, og det rumænske folk må arbejde hårdt på vilkår, som fx. de nordiske lande ikke kender til. Det er nødvendigt at investere og undgå, at vundne fordele straks kanaliseres ud i indkomster, der vil hindre fremskridt på længere sigt. Det er indlysende, at de rumænske politiske forhold, hvor der er ét parti, som dirigerer og bestemmer, medfører andre beslutningsprocesser end i samfund, der er baseret på fri meningsudveksling og demokrati. Er der da ikke meningsudveksling i Rumænien? Jo, det er der, inden for rammerne af det overordnede politiske system. Inden for disse rammer udvikler der sig debat om en række politiske og praktiske spørgsmål. Fx. er det en regel, at alle lovforslag, der behandles i parlamentet, offentliggøres i massemedierne.Borgerne kan på det grundlagt indsende ændringsforslag, de finder relevante. De synspunkter, der på den måde fremkommer, indgår i parlamentets udvalgsarbejde, inden lovene vedtages. På fabrikker, på statsbrug, inden for institutionerne etc. drøfter de ansatte en række af de spørgsmål, der knytter sig til de daglige arbejdsvilkår og til opfyldelsen af det fastsatte mål. Og Ceauşescu opfordrer til deltagelse deri. Således er der fastsat regler for, at arbejderne på generalforsamlinger drøfter og tager stilling til planer for virksomheden, dens administration, fordeling af overskud etc. Hvert 5. år afholdes på landsbasis kongresser, hvor de enkelte fagområder drøfter arbejdsplaner for næste femår. Som eksempel kan nævnes folkerådene (kommunalbestyrelserne), arbejderrådene (de til de enkelte virksomheders tilknyttede råd) og kongresser for uddannelser. [...]
Det er ikke muligt at give en dækkende beskrivelse af den indsats, Ceauşescu har øvet, fra dengang han som dreng for mere end 50 år siden startede sin aktive deltagelse til i dag, hvor han er Rumæniens statsleder."
"Jeg tror ikke nødvendigvis at det er venstrefløjen der har været ude at pille hans [Rasmus Jarlovs] plakater ned. I hvert fald ikke den parlamentariske venstrefløj der her travlt med selv at hænge valgplakater op for tiden og deltage i hvad enhedslistekandidaten Margit Kjeldgaard kalder en udemokratisk envejskommunikation. Men hvorfor skal man egentlig overhovedet have dårlig samvittighed over at hive valgplakater ned i første omgang? Hvorfor er det demokratisk at lade politikere fra højre og venstre hænge på lygtepæle og belure os hver gang vi går i Netto? [...] Eftersom det er de liberale og højreorienterede partier der reklamerer mest kan det efter min mening ikke betragtes som udemokratisk at pille deres valgplakater ned. Det er blot et forsøg på at tage demokratiet tilbage fra de økonomiske interesser der aldrig har respekteret nogle demokratiske spilleregler."
"Arbejdet for den palæstinensiske sag førte tilsyneladende til, at VS accepterede hemmelig økonomisk støtte fra oberst Gadaffis Libyen. I 1979 skulle to navngivne VS’ere angiveligt have besøgt den libyske ambassade, hvor de fik udbetalt 10.000 kr. til dækning af udgifterne i forbindelse med Palæstina-ugen. VS-repræsentanterne insisterede på at få beløbet udbetalt i kontanter, idet det ville være ”politisk farligt” for partiet, hvis støtten blev kendt."
"Den nu 65-årige Enver Hoxha var medstifter af det kommunistiske parti og har siden ført en politik til gavn for befolkningen og landets stadige udvikling. Som ideologisk leder har Enver Hoxha forstået at vejlede arbejderklassen og give retningslinier for, hvordan dens ønsker kan føres ud i livet. Det er ikke let at skulle føre en politik, som klart stiller sig på den brede befolknings side, når man som Albanien er omgivet af uforstående og ligefrem fjendtlige naboer. Men Enver Hoxha og det albanske folk arbejder stadig på at gøre samfundet mere demokratisk og skabe en økonomisk og politisk uafhængighed af andre lande."
"Vi er nu kommet til hovedstaden Tirana efter at have tøffert lidt rundt i landet. Albanien er et helt andet land at rejse i. Godt nok er det europæisk, men det ligner ikke nogen af de europæiske lande, vi har rejst i før. Forskellen skyldes hovedsagligt, at landet er socialistisk, og altså har en anden styreform end den, vi har derhjemme.. Selve Tirana, som er på størrelse med Århus, står i stærk kontrast til alle storbyer, vi tidligere har været i. Den kan på mange måder indfri de fleste vesteuropæeres drømme om en grøn og forureningsfri by. Ingen larmende biler og ingen osende fabrikker, masser af træer, grønne parker og brede gader. Folkelivet har rig mulighed for at udvikle sig i byens gader og stræder. Når vi efter aftensmaden går en tur i byen kan vi høre en summen af mange stemmer, det er det halve Tirana, som er ude på aftentur, Side om side vandrer de ivrigt snakkende op og ned ad hovedgaderne. Vi mærker tydeligt, at albanerne er fri for storbyens jag og isolation. [...] Der hersker en ro og stolthed over dem, noget man forstår, når man ser, hvor langt de er nået med opbygningen af deres land."
“Sammen med en gruppe tidligere bz'ere havde René Karpantschof forinden holdt hemmelige møder om, hvad der skulle gøres, hvis det blev et ja til EU – dengang EF. Gruppen planlagde først at skabe uro i indre by nær Christiansborg, men besluttede sig i sidste ende for at vælge Nørrebro i stedet. Ud fra et gadekamp-taktisk perspektiv var de her mere på hjemmebane og ville højst sandsynligt kunne trække flere sympatisører til sig, som sammen kunne protestere mod EU-afstemningen. [...] - Når man var i gadekamp, fandtes der kun to ting i verden. De andre og os. Man var bare fokuseret på, hvordan man kunne få ram på politiet, uden de fik ram på os. [...] Vi følte ikke, at de fredelige demonstrationer gjorde en forskel, siger René Karpantschof, som aldrig har fortrudt, at han deltog i urolighederne og kastede med sten mod politiet 18. maj. […]
Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham [… ] - jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige.”René Karpantschof, "Vi hadede politiet", i Ekstra Bladet, 18. maj 2013.
"Det er således vores historiske opgave at bidrage til løsningen af denne kolossale opgave: Forberedelsen af og gennemførelsen af den samfundsomvæltning, der vil styrte de få fra fadet og indsætte vi mange, hvor vi retteligen hører hjemme – som vores eget samfunds skabere. [...] Målet med skolens, skolernes arbejde er altså at uddanne mennesker, der vil være i stand til at deltage i opfyldelsen af vor generations store historiske opgave: Forberedelsen og gennemførelsen af en samfundsomvæltning, der repræsenterer begyndelsen til et samfund, hvor arbejderklassen og dens allierede udstikker retningslinjerne for produktion og kultur."
"Sømmelighed er revolutionær adfærd: i oprørets form vælte omkuld og støbe nyt. Nu i voldens og terrorens, nu i den geniale handlings tegn: Rul hoveder. Vi er de nye magthavere - i ufejlbarlighedens navn: Revolution."
De fem venstreradikale unge mænd er tiltalt for en stribe aktioner mod institutioner og virksomheder.
De ville ifølge anklagen destabilisere, skræmme eller skade målene, hvilket medfører, at de er tiltalt efter straffelovens terrorparagraf.
To tiltalt for lang række aktioner
To af dem - PJ og FP- er tiltalt for at have deltaget i følgende aktioner:De to er tiltalt efter terrorparagraffen, der taler om at gennemtvinge handlinger eller skræmme befolkningen gennem aktioner. Ambassade skulle brændes af Alle fem er tiltalt for overtrædelse af terrorparagraffen ved 6. april 2011 at have sat ild til Grækenlands Ambassade i København.
- 17. april 2010: 2 molotovcocktails kastet mod pelsvirksomheden Kopenhagen Fur i Glostrup. De ramte ikke bygningen og blev slukket af en tililende medarbejder.
- 14. maj 2010: Brandbar væske antændt i vindfanget på Politiskolen i Brøndbyøster. Der blev også tændt ild ved politibilerne på p-pladsen. Skaderne nåede op på cirka to millioner kroner.
- 23.-24. august: Aktion mod Kopenhagen Fur, hvor der skete skader for 50.000 kroner. Selve virksomheden blev dog ikke antændt. 20. september 2010: Brændbar væske antændt fire steder ved virksomheden Pelsbox Danmarks bygning i Herlev. Skader for 1,5 millioner kroner.
- 27. oktober 2010: Brændbar væske blev kastet ind gennem en rude og antændt med en brandbombe hos fødevarevirksomheden Nestlé i København. Skader for mindst to millioner kroner.
- 10. november 2010: Molotovcocktail og brændbar væske kastet gennem ruden til pelsvirksomheden Saga Fur i Vedbæk. Skader for 1,7 millioner kroner.
- 8. december 2010: Dunk med benzin kastet gennem ruden og antændt hos Politiets Efterretningstjeneste i Søborg. Skader for cirka tre millioner kroner.
- 11. januar 2011: Flere køretøjer og en bygning blev antændt ved hjælp af brændbar væske hos politiets datacentral i Hvidovre. Skader for omkring 200.000 kroner.
- 14. januar 2011: Ifølge politiet ville de sigtede bruge benzin og en fakkel til at stikke ild på Nordeas filial på Strandgade i København. Det mislykkedes dog.
Det skete ved hjælp af hjemmelavet napalm under omstændigheder, der ifølge anklageskriftet medførte, at de tiltalte indså, at beboerne ved siden af ejendommen var kommet i livsfare, hvis flammerne ikke var blevet slået ned af naboer.
Der skete skader for 300.000 kroner.
Anholdt under angreb mod Politiskolen
Fire af gruppens medlemmer, PJ, TH, DP og AC, er tiltalt for terror ved 26. april 2011 at have været i gang med at prøve at stikke Politiskolen i Brøndby i brand med benzin og et nødblus.
Deres forsøg blev afbrudt, da de blev anholdt af politiet, som lå på lur.
Ville også slå til mod Christiansborg, Livgarden og Mærsk
De fire er også tiltalt for at have planlagt deres aktioner under møder på Christiania, som politiet ifølge anklageren aflyttede og videofilmede.
PJ, TH, DP og AC talte ifølge anklageskriftet under møderne i fristaden også om at angribe blandt andet Christiansborg, Integrationsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, frikirken Faderhuset samt Livgardens bygninger ved Kongens Have i København.
Også rederiet Mærsk og firmaer, der beskæftiger sig med genmanipulerede produkter, skulle rammes.
Aktionerne blev ikke til noget, da gruppen blev anholdt i slutningen af april 2011, inden de kunne føres ud i livet.
"Om hvordan en smadret TV2-sendevogn kan ses som en forsvar for demokratiske rettigheder. Så fik TV2-News smadret en sendevogn i går. Og igen i dag flyder pressen vanen tro over med skrækhistorier fra landets udanske områder, hvor muslimer tilsyneladende hader julen. [...] At en sendevogn kan blive smadret uden at journalisterne kommer noget til viser i øvrigt en tilbageholdenhed der er prisværdig, når vi snakker om en befolkningsgruppe der slås for deres kulturelle overlevelse."
- Hvor konkret diskuterede man: Hvordan skulle de tidligere magthavere holdes nede? Og hvem er de? Hvilke personer og institutioner?
»Jeg har aldrig været med til at diskutere personlister. Men domstolene skulle sættes ud af kraft, det samme gjaldt pressen og militæret, og bankerne skulle nationaliseres. Man ville også være nødt til at fængsle nogle personer, men jeg kan ikke huske, hvor konkret man diskuterede fængsler. Efter revolutionen ville følge en fase, hvor nogle mennesker skulle bibringes en forståelse af, at det nye system var til alles bedste. Vi diskuterede en form for genskoling, og der er ingen tvivl om, at noget tilsvarende andre steder i verden har antaget uhyggelige former. Genopdragelseslejr har jo vist sig ofte at være synonymt med udryddelseslejr.«
- Jeg mener at huske fra Århus, at vi diskuterede, om det var nødvendigt at henrette folk, og i givet fald hvem?
»Det er helt sikkert rigtigt, at vi i forbindelse med proletariatets magtovertagelse ville indføre dødsstraf. Jeg kan ikke huske, om vi diskuterede det mere konkret, men der er ingen tvivl om, at vi talte om fængsler, dødsstraf og i det hele taget undertrykkelse af mennesker, som ville blive smidt ud fra deres arbejde eller hindret i at undervise, fordi de ikke havde den rette holdning.«
"Uffe Elbæk er 46 år og sover selvfølgelig på en madras på gulvet. Engang var han slumstormer, politisk aktiv i VS og DKU og stjal frosne ærter fra de rige. [. . .]
Sceneskiftet til lokalpolitik har været længe om at modnes. Faktisk søger han helt tilbage til 1970'erne for at finde kimen.
Det var dengang, han i selvforstående Robin Hood-stil kørte i bus uden billet og stjal spiritus og frosne ærter i byens forretninger som et politisk statement om, at det var i orden at tage fra de rige.
"Dengang var jeg dybt politisk engageret både som venstrefløjsaktivist og boligaktivist. Jeg var medlem af BOML. Det stod for Bolig-Marxister-Leninister og var skam dybfølt nok, selvom man i dag må grine af bogstavskombinationen. Ikke overraskende læste jeg Mao's lille røde, gik til studiekredse og syntes, at Albanien var det store lys i åbenbaringen. Og da DKP og DKU var de mest engagerede partiforeninger op til EF-valget i 1972, besluttede jeg mig for at melde mig ind i DKU," fortæller Uffe Elbæk og tilføjer, at hans far var aktiv DKP'er lige indtil sin død for 12 år siden.
"Far begyndte som radikal og var folketingskandidat, men han sluttede som DKP'er. Det er sjovt at tænke på, at det forholder sig lige omvendt med mig," smiler Uffe Elbæk, der efter DKU blev medlem af VS og senere udbrydergruppen Kommunistisk Forbund for så at slutte sin første aktive politiske periode i VS."
"Jeg startede på universitetet i 1966, og blev kandidat i statskundskab fra Institut for Statskundskab i Århus i sommeren 1972. Jeg skrev speciale om Lenins revolutionsteori. [. . .] Min specialskrivning foregik midt i studenteroprørets første år. Og jeg var ikke blot tilskuer, men også aktiv deltager i studenterrådsarbejdet på det tidspunkt. [. . .]
Allerede da jeg beskæftigede mig med Lenin kom jeg imidlertid også lidt på tværs af de dominerende venstreorienterede strømninger på universitetet. Jeg opnåede at få udgivet mit speciale på det nu hæderkronede forlag Modtryk, men det skete kun, efter at det var gået igennem en slags censurproces. Det kunne nemlig ikke udgives, som det stod, mente man. Det skulle kommenteres af et par af de politiske og videnskabelige marxistiske eksperter. Det skete, fordi jeg ikke klart tog politisk stilling til Lenin som aktuel politiske teoretiker. En af de ledende leninistiske ideologer i VS, økonomen den senere lektor på DTU, Jørgen Lindgaard Petersen kommenterede det fra den ene side, mens den anden daværende store marxistiske polit-økonomiske teoretiker og ideolog, den senere professor i idehistorie på Århus Universitet, Hans Jørgen Schanz kommenterede det fra den anden side. Jørgen Lindegård mente, at jeg slet ikke havde givet plads til Lenins partiteori, mens Hans Jørgen Schanz mente, at jeg og Lenin ikke rigtig havde forstået Marx’ politik-økonomiske metode. Jeg fik dog lov til at svare de to, så det endte med at der kom en god debat ud af det. [. . .]
Jeg måtte tage til takke med et undervisningsassistentjob. Jeg måtte se mig om efter andet arbejde. Universiteterne ekspanderede meget i den periode. Der var planer om at lave et Sydjysk Universitetscenter, i første omgang finansieret af Esbjerg kommune og Ribe amtsråd. Det startede allerede op i sommeren 1972. De slog en del spændende forskerjob op. Et projekt, som specielt passede godt til mig var et øst-vestprojekt, hvor man ville undersøge forholdet mellem Sovjet og Vesten ud fra en interesse om en mulig konvergens. Det passede egentlig godt til mine interesserer og kvalifikationer, så det søgte jeg.
Men her opdagede jeg så, at det kunne jeg ikke få, fordi man her i forvejen havde lovet eller aftalt, hvem der skulle ansættes. Det var nogle meget aktive venstreorienterede folk. Det skuffede også. Jeg kunne ikke blive ansat på mit institut, fordi jeg havde været kritisk, og jeg kunne ikke blive ansat på et projekt blandt de venstreorienterede, fordi jeg ikke tilhørte den rette inderkreds her.
[. . .]
I løbet af et halvt år fik jeg imidlertid et andet job på Sydjysk Universitetscenter. [. . . ] Det projekt jeg blev ansat på SUC skulle beskæftige sig med sociale og økonomiske forandringer i Sydvestjylland. Her valgte jeg at lave et projekt om lokale fagforeninger i tre forskellige kommuner, i Esbjerg, Varde og Egvad kommuner. Andre deltagere i projektet skulle se på arbejdsmiljø, arbejdskonflikter, fiskere, førtidspensionister, husmænd og på den lokale erhvervsstruktur.
Fra at have beskæftiget mig med forestillinger om det store verdenskapitalistiske system i et historisk og udviklingsteoretisk perspektiv, var jeg blevet bragt ”ned på jorden”, blevet plantet i den lille danske kapitalisme endda i dens periferi, hvor jeg skulle have omsat mine marxistiske inspirationer til konkrete forestillinger og redskaber. Det var en meget lærerig proces. [. . .]
Det var nogle meget arbejdsomme første år jeg fik på AUC. Jeg fik nemlig også tid til at skrive en bog om mit projekt om forholdet mellem politiske partier og fagbevægelsen: ”Arbejderpartiernes faglige politik i 1970’erne”.
Med denne bog fik jeg belyst et område historisk, som ingen tidligere havde beskrevet og teoretisk fik jeg videreudviklet teorien om politiske partiers adfærd ved at definere forskellige scener, og beskrevet det opbrud i samarbejdet mellem parti og bevægelse som hele fire arbejderpartier i folketinget i 1970’erne havde skabt.
I forbindelse med udgivelsen af denne bog husker jeg et faglig seminar, jeg holdt omkring bogen, som viser noget om den værdifulde faglige kultur, der dengang fandtes på samfundsfag og på instituttet. Jeg bad en række folk om at komme med kritik af bogen. Det var dengang at mange af instituttets medarbejdere var partipolitisk aktive: Jeg bad John Houman om at kommentere Socialdemokratiets faglige politik, Flemming Ibsen SF’s politik, Lars Torpe VS’s politik og Jørgen Würtz Sørensen DKPs politik og Herman Knudsen fagoppositionens. [. . .] I de første år jeg var på AUC var miljøet omkring samfundsfag meget politiseret. Mange af de studerende på samfundsfag tilhørte den yderste venstrefløj. Det vil på det tidspunkt sige tilhørte VS eller KF (Kommunsitisk Forbund). Kun en enkelt var erklæret kommunist (Per Lunde). Det gjaldt også mange lærere, Birte Siim og Feiwel Kupferberg var KF’ere, Palle Rasmussen og Lars Torpe var VS’ere, mens Johannes Andersen havde haft et tilhørsforhold til Forbundet Socialisterne. Jeg blev nogle gange set på med en vis skepsis, fordi jeg skilte mig ud ved på det tidspunkt ikke at være partiorganiseret. Men jeg havde nogle gange stor fornøjelse af at have studerende der beskæftigede sig med Lenin. Dem tvang jeg rigtig til at lære tekstanalyse og læse originaltekster i stedet for at komme med politiske paroler."Erik Christensen, lektor (emeritus) ved Ålborg Universitet, fratrædelsesforelæsning "Røde og grønne tråde i min forskning", 25.6.2010.
"VS blev hurtigt et fraktionernes parti, og i Århus dannedes fraktionen KF, Kommunistisk Forbund - leninisterne kaldet - der analyserede sig frem til, at Sovjetunionen var et undertrykkende statskapitalistisk samfund. Den form for socialisme, man så hældte hovedet til i Århus var den jugoslaviske model som »den tredje vej«. »For mig stod det jugoslaviske selvforvaltnings-eksperiment som noget af et ideal for en anden form for socialisme end den, der blev praktiseret i Sovjetunionen og i Østeuropa. Ved at dykke nærmere ned i det kunne man dog se en gevaldig modsætning, med et meget centralistisk partisystem, især i Titos tid, på den ene side og så selvforvaltningen på den anden side. Det var to principper, der strittede i hver sin retning. Men i en lang periode mente jeg, at her var noget at komme efter.«"
»Arbejderklassen skal bevæbnes med lysten til at bevæbne sig selv«. Sådan lød, og lyder, med et citat fra det store ideologiske forbillede Trotskij, SAPs slagplan, som skulle føre til den store gennemgribende revolution. Målet var arbejderstaten, der var opbygget af arbejderråd, sovjetter, som man kendte dem fra den første tid efter den russiske revolution. SAPerne skulle være den fortrop, avantgarden, der skulle befri folket fra dets uvidenhed: »Tankegangen gik ud på, at i det øjeblik, proletarerne var blevet politisk bevidste, ville det hele gå af sig selv: arbejderne ville automatisk selv gribe til våben og overtage magten og produktionsmidlerne,« siger Torben Hansen, som i sin tid var udenrigsredaktør af partiets nu hedengangne ugeblad Klassekampen. »Når proletariatet først var blevet befriet fra dets uvidenhed og havde taget magten, ville der slet ikke være brug for et parlament - det ville blive en uddateret, gammeldags størrelse. Herefter ville alle være med til at tage beslutninger, den politiske kraft ville flyde frit fra den enkelte. Det er jo Jehovas Vidner om igen, men sådan var det altså. Man diskuterede egentlig ikke rigtigt perspektiverne under og efter magtovertagelsen - man diskuterer jo heller ikke, om Jesus var Guds søn, hvis man er religiøs. Og her var virkelig tale om en slags perverteret religion - det handlede om fortabelse og frelse,« siger Torben Hansen.
"The FMI [Forbundet mod Imperialismen] was very inclusive in the sense that it unfolded its anti-imperialist engagement in relation to South East Asia, Latin America, Africa, as well as the Middle East. In fact it was a fusion of the remains of the radical Vietnam Movement, the Indo-China Committees, plus the Palestine and Gulf Committees, both established in the late 1960s.
But the FMI was also closely connected with the small party-preparatory organization called the Forbundet Socialisterne [The Socialist League], which represented a dogmatic interpretation of Leninist party theory. The Forbundet Socialisterne was only one of many small, marginalized party-preparatory organisations in the outskirts of the parliamentary sphere, and as such it may serve as an example of a political phenomenon, a sign of the times. FMI was quite radical in the sense that revolutionary development in Denmark, which they believed in, was seen as closely connected with the liberation movements’ struggles against imperialism in the Third World. With the so-called proletarian international as a basis, they understood the class struggle in Denmark as part of the international struggle against imperialism – it was, basically, one and the same thing. This was a significant intensification compared with involvement with Vietnam towards the end of the 1960s. The elements of anti-authoritarian enthusiasm, central to parts of the Vietnam involvement, had been succeeded by a much more theoretically focused revolutionary enthusiasm in FMI.
The FMI published a magazine, the “International Bulletin”, written within the framework of a theoretical ideological discourse focusing on the struggle and its continued intensification. The Palestinian problem constituted a large part of the reason for involvement. It is worth noticing that almost all the pictures that printed showed armed struggle and an aesthetic worship of its beauty: Handsome Palestinian guerrilla warriors, Fedayeen in rugged landscapes, machine guns ornamented with flowers and flags, and gun sights as graphical frames around several pictures. The actual armed struggle was seen as a central strategy in the concrete Palestine problem, but at the same time it reached far beyond that actual war. Apart from the fact that the analysis at the root of this understanding was revolutionary, the connection was also formulated in quite violent language:
'Only a people’s war can conquer imperialism – in the Middle East as elsewhere. […] Such a victory and the preceding revolutionary process will signify a final victory over and liquidation of the reactionary forces in the area and furthermore, to a large extent, increase the contradictions in the world imperialist system.'"
"»Der har altid været åbne døre mellem Socialistisk Arbejderparti (SAP) og terroristiske miljøer,« siger et forhenværende SAP-medlem fra partiets inderkreds, som har valgt at være anonym, men hvis fulde identitet er Berlingske Tidende bekendt. Den anonyme kilde bakkes op af en anden fremtrædende eks-SAPer, Torben Hansen, som ligeledes har været med, helt siden SAP udsprang fra organisationen SUF i slutningen af 60erne: »Bortset fra, at det selvfølgelig er at gå for vidt at registrere 25.000 almindelige opstillere, synes jeg ikke, der er noget odiøst i, at PET har overvåget et parti som SAP. Vi regnede jo i øvrigt også selv med, at man holdt øje med os dengang - selvfølgelig gjorde man da det. Der var jo tale om en gruppering direkte inspireret af den bolsjevikiske venstrefløj fra den russiske revolution, og det var altså ikke noget te-selskab,« siger Torben Hansen."
"Danske pas er flere gange blevet brugt af tyske terrorister fra Rote Armee Fraktion. På den danske venstrefløj ”mistede” folk deres pas, for at de kunne bruges illegalt af andre.
Det var ikke usædvanligt, at folk på venstrefløjen med vilje "tabte" deres danske pas i 1970'erne og 1980'erne, så det kunne bruges illegalt af personer, som de sympatiserede med.
Det kunne et tidligere medlem af Forbundet Socialisterne fortælle, da han, der var arkitekt, blev afhørt af politiet i 1990 om sit kendskab til bl.a. amerikaneren Sally Bland.
Sally Bland havde siden 1979 boet og arbejdet sammen med Marc Rudin hos PFLP, først i Libanon, siden i Syrien, efter at have opholdt sig i Danmark i ti år og været en del af det venstreekstremistiske miljø med stærke følelser for palæstinasagen.
Marc Rudin var efterlyst af politiet for at have deltaget i røveriet mod postkontoret i Købmagergade, hvor en 22-årig politibetjent blev dræbt af skud. Han blev sendt til København af PFLP, fordi Blekingegade-banden stod og manglede en mand til røveriet. Som afsløret i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag havde Marc Rudin ifølge det tyske politi kontakt til terrorister fra den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, RAF.
Stjålne pas
Disse terrorister var i besiddelse af danske pas, det ene stjålet i Gladsaxe, da de blev stoppet af østrigsk politi i 1999. Andre terrorister fra bl.a. RAF brugte ligeledes danske pas, bl.a. Susanne Albrecht, Birgitte Mohnhaupt og Christian Klar, der bl.a. er dømt for meddelagtighed i drabet på arbejdsgiverformanden Hans Martin Schleyer. Christian Klar løslades i næste måned efter 26 års fængselsstraf.
Arkitekten, der var medlem af Forbundet Socialisterne fra 1972 til opløsningen i 1984, forklarede politiet, at han bl.a. kunne huske en person, som vist nok i forbindelse med en terroraktion i El Salvador havde sprængt sig selv i luften. I forbindelse med den efterfølgende efterforskning fandt man hos bombemanden et dansk pas, der tidligere var blevet meldt "tabt" eller "bortkommet" af et tidligere medlem af Forbundet Socialisterne."
”I de kredse, hvor jeg kom, synes jeg, vi var meget kritiske. Jeg kan huske, at jeg rejste engang en måned i Sovjetunionen, og vi lavede nogle voldsomt kritiske udsendelser. … [Det er en myte] at vi var ukritiske. … Jeg synes oven i købet nogle gange, at vi var for unuanceret kritisk … At vi ikke tog nuancerne med. At vi ikke også skildrede det, der også var godt ….”Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i TV-serien "Jagten på de røde lejesvende" (2. afsnit), 2010
"Indtoget er visuelt en stærk oplevelse. Der er ingen forbehold at stå imod med. Sådan ser en befrielse ud."DR-journalist Jens Nauntofte, i bogen "Gul stjerne over Vietnam: Billeder af Saigons befrielse" (1975)
”Jeg mener ikke, at alle i en overgangsperiode mod socialisme skal have lov til at komme til orde.”Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i Politisk Revy (1972)
"De vil via væbnet kamp indføre socialismen, og de må bruge denne vej, fordi der ikke er andre muligheder. Derfor anvendes angreb med bomber, bortførelser, overfald og bankrøverier. Men dette er imidlertid ikke det samme som almindelig kriminalitet, idet de udelukkende har politiske motiver for deres virke. Hvis tilstrækkeligt mange forstår, at den voldelige vej er den rette, vil det sikkert hjælpe. Det er kun et spørgsmål om tid før dette når til Danmark. Der vil blive stadig flere utilfredse og nogle af dem vil også vælge at føre væbnet kamp."Finn Barlby, gæst i DR's Børneradio om den tyske terrorgruppe "2. Juni-bevægelsens" bortførelse af den demokratisk valgte konservative politiker Peter Lorenz, i TV-serien "Jagten på de røde lejesvende", 1. afsnit (2010).
”Materielt er landet ved at være mættet. … Ja, udbuddet er stort. Der mangler ikke noget. Produktionen af al ting er steget. Priserne er ikke. Men lønningerne er gået op.”Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, om levestandarden i DDR, i radioudsendelsen ”DDR i Dag” (1978)
"Det er af kolossal vigtighed, at der findes et fælles håb om at gøre samfundet bedre, og at det håb udmønter sig i en selvfølgelig tillid til og kontakt med de ledere, som samfundet nu engang har, så samfundet kan rykke sig. Det opfatter jeg som en stor bedrift, og den bedrift var det, det kinesiske kommunistparti faktisk præsterede - at løfte det kinesiske folk op fra den dybeste armod og undertrykkelse frem til en eller anden form for selvbevidsthed."
Når jeg ser en Shell-tank brænde,
bli'r jeg glad og vil se mer'.
Når min Molo' ikke vil tænde,
bli'r jeg glad for jeg ved jeg har fler'.
(Omkvæd:)
Der er masser af lort der skal knuses
I vor kamp for befrielse her.
Ja I ska fa'me høre møtrikkerne suse.
Til den dag jeg får scoret et gevær.
Når jeg hører en yankee er røget
bli’r jeg glad og vil hør’ mer’
Sandinisterne har gjort sig fri af møget
det kan vi sgu da også gøre her
"[Det er kommunisternes] absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund."Aksel Larsen, fmd. for DKP og SF, i Folketinget i 1933 (her citeret efter Aage Trommers anmeldelse af Henning Koch: "Demokrati - slaa til" (1994))
"Mord på politimand arbejdsulykkeLektor Niels Egebak, 1968-skribent ved Politisk revy, i læserbrev i Politiken (19.05.1991)
Der sker hvert år utallige arbejdsulykker på danske arbejdspladser. De fleste af dem får blot en kort notits i dagens avis. Sørgelige skæbner i det almindelige danske arbejdsliv er sjældent påtrængende nyhedsstof.
Herregud, hvor der handles , der spildes - også menneskeliv. Men når det drejer sig om en ung politibetjent, der efter alle foreliggende oplysninger ved en ulykke bliver dræbt med en rygende pistol i hånden, så resulterer det i landesorg og nærmest en statslig begravelse.
Lad os slå fast: den unge politibetjents død var en sørgelig arbejdsulykke.
Hverken mere eller mindre."
”Et åbenlyst problem ved enhver demokratidiskussion er, at demokratibegrebet aldrig har haft et alment accepteret indhold, hverken når dette historisk betragtes i et synkront eller i et diakront perspektiv. Det har ofte virket forplumrende for den politiske debat og har endog foranlediget opfordringer til helt at undlade at benytte termen i politologiske analyser på grund af begrebets ideologiske konnotationer . . . Denne begrebsforvirring har også plaget marxistisk teoritradition, hvor samme forfatter undertiden kan lægge forskellig betydning eller bibetydning i samme term, uden at det for læseren og måske heller ikke for forfatteren fremgår helt klart . . . Lenin udgør i så henseende ingen undtagelse, men der spores hos neo-gramscianerne en tendens til ikke klart at skelne mellem Lenins forskellige betydninger af demokratibegrebet, hvorfor argumentationen mod leninismen ofte lader meget tilbage at ønske.”
”[Det er] formålstjenligt at skelne mellem to betydninger af demokrati hos Lenin: det borgerlige, repræsentative demokrati og det proletariske demokrati - det, der i ”Staten og revolutionen” udelukkende benævnes "proletariatets diktatur". Med en vis tilsnigelse kan det hævdes, at forskellen mellem de to består i, at Lenin betragter førstnævnte som en formel styreform, mens han i sidstnævnte lægger vægten på demokratiets sociale indhold. Det borgerlige demokrati kendetegnes ved dets formelle lighedsprincip, hvad angår det politiske, samtidig med, at den sociale og økonomiske virkelighed, der er kendetegnet ved ulighed, bortabstraheres. Den borgerligt liberale demokratiforståelse indebærer således en klar adskillelse mellem politik og produktionssfære. Det liberale repræsentative demokrati bliver derfor af Lenin set som uadskilleligt fra en bestemt styreform og et bestemt økonomisk system, hvorfor han i ”Staten og revolutionen” kan hævde, at "Den demokratiske Republik er den bedste politiske Skal om Kapitalismen, der kan tænkes"(Lenin, 1948: 18).”
”Som en logisk følge af den lige skitserede statsopfattelse kan der ikke blive plads for revolutionsstrategier, der opererer inden for den borgerlige stats rammer. En sådan strategi må nødvendigvis forberedes uden for og op mod den borgerligt demokratiske stats institutioner og dermed opstår dobbeltmagtteorien: Til at forberede det afgørende slag mod den borgerlige stat er det nødvendigt, at der konstrueres en anden magt, der gennem en (underforstået voldelig) konfrontation erobrer den borgerlige stats institutioner - en magt, der er baseret på arbejderrådsorganiseringen, sovjetter.”
”Det er kendetegnende for den neo-gramscianske debat, at målet herfor har været at etablere et teoretisk grundlag for en opblødning af venstrefløjens historiske polarisering i to hovedtraditioner: en leninistisk og en socialdemokratisk. Skytset har i første række været rettet mod leninismen, da enhver venstrefløjsteoretiker med respekt for sig selv jo ved, at socialdemokratisk parlamentsfiksering under ingen omstændigheder er en farbar vej til socialisme. Der har derfor tilsyneladende ikke på samme måde som i forhold til leninismen været behov for et dybtgående opgør med socialdemokratismen. Markeringer i forhold til sidstnævnte dukker for det meste op, når neo-gramscianernes diskussion af deres eget 3. standpunkt måske kunne misforstås som et knæfald for socialdemokratisk reformisme. Ved udstrakt brug af fremmedord og abstrakter "tydeliggøres" så på få linier, at det i hvert fald ikke var det, der mentes.
Det har derfor også været kritikken af den leninistiske tradition, der har stået i centrum for ovenstående diskussion. Diskussionen har dog bevidst ikke indskrænket sig til en snæver behandling af neo-gramscianernes demokratiopfattelse, således som denne adskiller sig fra den leninistiske teori. Det skyldes hverken primært eller blot, at neo-gramscianerne selv er yderst karrige med hensyn til at give eksakte definitioner og i endnu mindre grad dybdeborende analyser af deres demokratibegrebs nærmere indhold trods begrebets hyppige - og, fristes man til at sige, besværgende - forekomst i den neogramscianske litteratur. Det skyldes derimod først og fremmest det særegne ved marxistisk teori, at denne relaterer sig snævert til spørgsmålet om handlingens mulighed. Den marxistiske teori er med andre ord problemformulering og problemløsning. Det giver derfor ikke mening inden for denne tradition at diskutere demokrati slet og ret, hvorimod det er meningsfyldt at undersøge demokratiets placering i forandringsprocessen.”
DKP/ML er opstået i uforsonlig kamp mod den mederne revisionisme og al opportunisme og forsvarer socialismens landevindinger og den kommunistiske verdensbevægelse. DKP/ML står vagt om Den Socialistiske Folkerepublik Albanien, som sejrrigt opbygger socialismen under proletariatets diktatur. Albanien er en urokkelig bastion for den proletariske verdensrevolution. Proletariatet og de undertrykte folk ser sine forhåbninger og sin fremtid legemliggjort i den virkeliggjorte socialisme i Albanien.Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981).
DKP/ML træder åbent frem med sit program - proletariatets diktatur og kommunismen - som organisator af den proletariske revolution i Danmark >er en del af den proletariske verdensrevoluiton.
”Yderligere en del år senere, og så er vi henne i 60’erne, var Inga og jeg ude for en besynderlig konfrontation med Aksel Larsens efterfølger som DKP-formand, Knud Jespersen. Han var jo blevet ret populær ved sin joviale facon og tilsyneladende demokratiske holdning. Inga og jeg spiste middag på en restaurant på hjørnet af Bredgade og Esplanaden og havde ikke set, at Knud Jespersen med staben fra det kommunistiske hovedkvarter i hotel Phønix sad længere inde i et andet lokale. De blev færdige før os og passerede vort bord på vejen ud. Knud Jespersen, som vi dårligt nok kendte, fik øje på os, stoppede op og vendte front mod os; følget standsede ligeledes og stod i en kreds bag ham. Han løftede den højre arm og truede mod os med knytnæve og sagde: ”Vent I bare, den dag skal nok komme, hvor I to kommer til at dingle i en lygtepæl!” Så skred han stolt videre med følget i hælene.”
"Colombias regeringshær udnytter fattigdom blandt den indianske Awá-befolkning til at hverve stikkere, der for nylig blev dræbt af FARC. ...
Blodige begivenheder i den colombianske delstat Nariño har bragt guerillabevægelsen FARC tilbage i mediernes søgelys. En gruppe Awá-indianere er blevet dræbt af guerillaer, men er der tale om en legitim likvidering af stikkere eller er det et terror-angreb mod den indianske befolkning? Modkraft.dk har talt med den colombianske menneskerettighedsforkæmper Román Mejía, der har indgående kendskab til forholdene i Nariño.
Román Mejía er dansk gift og har arbejdet som vicedirektør for Den Permanente Menneskerettighedskomité i Nariño. Komitéen med den spansksprogede forkortelse CPDH er Colombias ældste organisation for menneskerettigheder, og den har opbygget et landsdækkende netværk, der forsvarer civilbefolkningens rettigheder i det borgerkrigshærgede land.
– De seneste ugers tragiske begivenheder har været undervejs i lang tid. Regeringshæren udlover dusører for oplysninger om, hvordan man kan komme på skudhold af højtstående FARC-medlemmer, og det har guerillaen nu reageret på, siger Román Mejía.
– FARC-guerillaer har dræbt en gruppe Awá-indianere, og ingen kender endnu det nøjagtige antal. Men denne aktion er blot én enkelt ud af en række krigshandlinger og mord, der i øjeblikket foregår i området. Mediedækningen – både i Colombia og internationalt – har været helt ude af proportioner, fordi man kun har fokuseret på FARC’s angreb og ikke på konteksten.
. . .
FARC siger, at de dræbte indianere var stikkere. Er det en legitim forklaring?
– Likvideringerne viser de forfærdelige konsekvenser, det har, når konfliktens parter inddrager civile. Efter min mening har guerillaerne et moralsk ansvar for at have angrebet indianere fra en af Nariños mest sårbare grupper – men det reelle ansvar er regeringens, som med sin dusør-politik inddrager civile i krigen. De civile betaler med deres liv for regeringens politik.
I Sønderherreds bønder stå sammen i ring
lad ikke hr. Tidmand komme levende af ting«
Det første slag den gamle mand slog
han slog hr. Tidmand ned til jord
Nu ligger hr. Tidmand ham rinder blod
og end går ploven i sorten jord
og end går svind på olden skov
Om retfærdigheden af terrorgruppen FARC's drab på indianere i Colombia:"Vi er ude i nogle lande, som er hinsides retfærdighed og demokrati . . . Hvis du laver en politisk kamp i et land som Colombia, så er det langt væk fra det danske sogneråds politik - det er det. . . . Det, jeg prøver at forstå, er, at der er nogle andre kulturer end vores, så ... så vi skal ikke være så skide selvglade, så vi tror hele verden er under os. . . . FARC er en marxistisk bevægelse . . . Tror du det [Sydafrikas kamp mod Apartheid] har været et te-selskab? . . . Jorden er rund, og revolutionen er ikke noget te-selskab. Der er lande, der ikke har så meget rygvind, som vi har, og de . . . . Hvis du var colombianer og gerne ville nå frem til et bedre samfund . . . så skal du se, hvad dødspatruljerne siger til det, når du kommer med dit politiske argument."
"For at arbejderne kan leve, må de dræbe kapitalisterne. For at arbejderklassen kan komme til magten, må den sende borgerskabet i døden. . . . Der er for lidt had her i verden, og det bor i de forkerte hjerter. Der er for få våben her i verden, og de ligger i de forkerte hænder."Leif Varmark, medlem af VS, i "Vindrosen" (nr. 3, 1973) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.135).
"Det er ikke de revolutionære, der afgør hvor meget vold, der skal forekomme under en revolution . . . det afhænger helt af, hvor voldsomt den lille, rige herskerklasse vil vægre sig ved at afgive sin 'ret' til den private ejendomsret. Og af hvor mange støtter disse kan finde i befolkningen, militæret og andre, som er helt vilde med den private ejendomsret."Bente Hansen, medlem af SF, senere VS, senest skribent på bl.a. Modkraft, i bogen "Kapitalisme, socialisme, kommunisme: En bog for børn og voksne" (1971) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.61).
"For at hindre fascismens sejr i Ungarn med umiddelbar krigsfare som følge, satte Sovjetunionen sine tropper ind for at bringe ro i landet."Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti (1956)(her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.32).
"Ligesom kapitalismen afløste det feudale samfund og betød virkelige fremskridt for datidens mennesker, må socialismen afløse kapitalismen, hvis nye fremskridt skal vindes. - Som økonomisk system er den i dag under udbygning i lande med over en tredjedel af jordens befolkning. Mange af de resultater, man dér har nået, viser den socialistiske økonomis overlegenhed. . . . Endnu mangler der meget i, at disse lande er nået til en socialistisk styreform, der giver befolkningen fuld bestemmelsesret i alle styrets led, fra virksomhederne til landets øverste råd. Men det ændrer ikke den kendsgerning, at socialismen som økonomisk system har vist sin bærekraft og har skabt stigende levefod og kulturel fremgang for hundreder millioner tidligere undertrykte og elendigt stillede mennesker."Program-udtalelse fra Socialistisk Folkeparti, vedtaget af SF's 1. kongres (6.6.1959)
"Den borgerlige stat kan ikke erobres eller overtages af arbejderklassen – den skal knuses. VS tror ikke på teorien om den fredelige overgang til socialismen: borgerskabet giver ikke fredeligt magten fra sig og kan ikke langsomt fratages magten. Det er nødvendigt med en bevæbnet arbejderklasse og etablering af proletariatets diktatur for at hindre en borgerlig kontrarevolution."Venstresocialisternes "introduktionsskolingsmateriale", godkendt af partiets hovedbestyrelse (september 1978) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s. 49).
"Venstresocialisterne har i 25 år støttet PFLP. Hverken drabet på en israelsk minister eller en evt. illegalisering af en sådan støtte ændrer denne holdning. . . . At PFLP må reagere med et attentat på en minister beklager vi, men finder det indlysende at dette ikke gør PFLP til en terrororganisation."Udtalelse fra Venstresocialisternes landsmøde, 24.11.2001.
"SF’s antiimperialistiske ideologi førte også til, at partiet etablerede kontakter til det kommunistiske Nordkorea. SF’s interesse for det nordkoreanske regime skyldtes, at landet forsøgte at opbygge sin egen form for socialisme, førte en uafhængig udenrigspolitisk linje og stod over for 30.000 amerikanske tropper i Sydkorea. Nordkorea var således ifølge Gert Petersen ”et anti-imperialistisk center”, og SF støttede dets krav om tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper (dvs. amerikanske tropper) fra den koreanske halvø og genforening af Nord- og Sydkorea.Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 205f & 228f).
SF’s syn på det nordkoreanske regime kom klarest til udtryk i den beretning, som Gert Petersen udarbejdede til internt brug efter sit første besøg i landet i 1973 sammen med Christen Amby fra Venskabsforeningen Danmark-Nordkorea og Svend Auken fra Socialdemokratiet, hvor deltagerne bl.a. fik mulighed for at mødes med landets enehersker Kim Il Sung. På den ene side var den senere SF-formand kritisk indstillet over for personkulten omkring Kim og den skarpe kontrol, som værterne førte med gæsternes bevægelsesfrihed. På den anden side mente Gert Petersen, at de positive indtryk vejede tungest: Den økonomiske fremgang siden krigens ødelæggelser, der havde givet landet en høj grad af selvforsyning, den høje levestandard, og den høje sociale velfærd i form af sundhedsvæsen, børnehaver og uddannelsesmuligheder. Gert Petersen nedtonede de negative aspekter ved at argumentere for, at det ikke tjente noget formål at dømme det nordkoreanske system ud fra vestlige normer. Om personkulten bemærkede han således, at hele ”den kulturelle baggrund er os umådeligt fremmed.” Den mest hensigtsmæssige opførsel, hvis man ville have kontakt med nordkoreanerne,var ikke at kritisere personkulten, men undlade at deltage i den. På samme måde mente han ikke, at det kunne have noget fornuftigt formål at efterlyse et demokrati i vestlig forstand i et land, der altid havde været styret fra ”et autokratisk centrum”. Det afgørende i Gert Petersens optik var således ikke, at Nordkorea var et diktatur, men at ”det nye autokratiske centrum” i form af det kommunistiske styre ”er så totalt orienteret mod økonomiens opblomstring [,] social sikkerhed for befolkningen og bevarelse af landets uafhængighed.”
Således begrundede SF partiets kontakt til Nordkorea med, at landet var antiimperialistisk, selvstændigt og i hastig økonomisk fremgang.
. . .
PET fulgte også SF’s kontakter til Nordkorea. I september 1973 konstaterede tjenesten, at Gert Petersen sammen med Christen Amby og Svend Auken havde besøgt Nordkorea, hvor Gert Petersen havde omtalt Kim Il Sung positivt og kritiseret USA-imperialismen. I 1976 modtog PET kildeoplysninger om, at Gert Petersen deltog i en pressekonference arrangeret af Den danske støttekomité for Koreas Genforening. Ifølge kilden blev komitéen støttet af den nordkoreanske ambassade, og på konferencen anklagede Gert Petersen Sydkorea og USA for at have aggressive planer mod Nordkorea. . . . I midten af 1980’erne bemærkede PET flere tegn på, at Gert Petersen støttede de nordkoreanske forslag om et genforenet Korea. Således noterede tjenesten, at partiformanden i 1984 skulle deltage i en konference i Paris arrangeret af CILRECO, som stod for Et genforenet og uafhængigt Korea. PET bemærkede, at det var nordkoreanerne, der bestemte, hvem der skulle deltage, og som betalte udgifterne. PET bemærkede også, at Gert Petersen sammen med Kjeld Albrechtsen fra VS havde sendt et brev til Folketingets medlemmer, som opfordrede til at indlede trepartsforhandlinger om Koreas genforening. Det var PET’s vurdering, at nordkoreanerne ved hjælp af propagandalekture og betalte rejser forsøgte at gøre folketingsmedlemmerne ”møre”, således at de blev modtagelige for Pyongyangs synspunkter med hensyn til Koreas genforening."
"Et væsentligt led i Peter Øvigs argumentation for den danske gruppes internationale terrorforbindelser er nogle møder i Bagdad i Irak mellem den militante palæstinenserleder Wadi Haddad og ledende medlemmer af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), den politiske organisation, hvor de senere medlemmer af Blekingegadegruppen trådte deres barnesko i 1970’erne.Fra Martin Lindbloms og Niels Fastrups interview på Modkraft.dk med Jan Weimann og Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden (20.2.2009)
Møderne fandt angiveligt sted i starten af 1977, og når forfatteren fremhæver dem, skyldes det formentlig, at Wadi Haddad udgjorde den taktiske hjerne bag nogle af 1970’ernes mest omtalte terroraktioner, bl.a. kidnapningen af OPEC’s olieministre i Wien i 1975 og kapringen af et Lufthansa-fly i efteråret 1977 i samarbejde med RAF.
Ifølge Peter Øvig deltog tre KAK’ere i møderne: Gotfred Appel, Ulla Hauton og den unge Holger Jensen, der indtil sin død i 1980 fungerede som KAK’s operationelle hovedmand.
Hvad Peter Øvig ikke ved, er, at et fjerde medlem af KAK deltog på møderne i Bagdad i Irak, nemlig Jan Weimann.
Jan Weimann bekræfter overfor Modkraft.dk, at møderne fandt sted, og at KAK’erne og palæstinenserlederen, der på daværende tidspunkt havde forladt PFLP og dannet sin egen organisation ved navn »Special Forces«, i løse, overordnede termer diskuterede et muligt samarbejde, herunder et operationelt samarbejde.
. . .
– Vi mente – og mener fortsat – at det er legitimt at føre væbnet kamp mod en besættelsesmagt. Dertil kommer, at Israel ikke er – og heller ikke dengang var – en retsstat. Kig på de udenoms-juridiske henrettelser, som Israel udfører i dag. Jeg synes, at det er langt ude, at man kan sætte PFLP på en terrorliste, som EU og USA har gjort efter 11. september 2001, svarer Torkil Lauesen og fortsætter:
– PFLP lavede de der flybortførelser i starten af 70’erne, i øvrigt uden at dræbe nogen. Så har de skudt den israelske turistminister for nogle år siden som reaktion på mordet på en af deres ledere. Dertil kommer et par selvmordsangreb i nyere tid, hvoraf nogle var rettet mod militære mål, og hvor de civile tab under alle omstændigheder har været beskedne."
"Kim Møller, en selvretfærdig blogger på www.uriasposten.net, der lægger folks navne og adresser ud nettet, når de er uenige med ham, blev her i weekenden d.6/2 ved en demonstration mod White Pride i Århus angiveligt overfaldet af antiracister . . . .Og videre:
Men helt ærligt… Når man gentagne gange spytter efter andre, som Kim Møller gør på www.uriasposten.net , så må man regne med et vandfald som gengældelse! . . . . Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandigt… Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark….."
"Nogle mener/tror, at jeg hermed opfordrer til mord…. Jep, og så ikke alligevel……. . . . Aktiv dødshjælp på hjernelamme racisterer er jo forbudt, så jeg skal ikke leve på vand og brød for at trække stikket ud på Kim Møller. Og hvad andre gør ved ham, er klart deres sag, Jeg formulerer kun mine tanker om en person, der ikke kan tolere mosten, som han selv gylper op. Kim Møller skal ikke skråle om nåde, fordi jeg selv har haft erfaringen af gadekampe, og opsøger dem ikke. Han opsøgte balladen, og ser sig selv som martyr. Så derfor må han regne med en respirator engang i fremtiden, og der skal jeg, og kun jeg og ingen andre, ikke være den, som styrer strømforsyningen til respiratoren………… Der vil jeg nemlig hellere opsige min stilling end at redde hans liv!"
"En anden international kontakt [for SF] var det rumænske kommunistparti. De første følere var kommet i midten af 1960’erne, men det var først i 1970, at der blev etableret et mere regelmæssigt samarbejde. Kontakten byggede på Rumæniens uafhængige udenrigspolitiske linje i forhold til Moskva og et fælles syn på sikkerhedspolitikken. Ceausescus Rumænien havde afvist Sovjetunions ret til at intervenere i de socialistiske lande og havde fordømt Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Det rumænske kommunistparti var lige som SF tilhænger af ensidig nedrustning, etablering af atomvåbenfri zoner og opløsning af de militære alliancer i Øst og Vest. SF sendte flere delegationer til Rumænien, hvor de bl.a. fik lejlighed til at udveksle synspunkter med Ceausescu, og rumænske repræsentanter deltog som gæster ved SF’s landsmøder. . . . Når SF var villig til at opretholde kontakten, skyldtes det først og fremmest Rumæniens selvstændige udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. En anden årsag var, at de besøgende SF’ere mente, at der var fremskridt at spore i det rumænske samfund. Da Sigurd Ømann og Gert Petersen i januar 1970 besøgtePET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 203f).
landet, bemærkede de, at Rumænien nok var ”et partiledelsens diktatur”, men at der samtidig var flere tegn på en demokratiseringsproces. Danskerne refererede også flere højtstående rumænske ledere for at have understreget, at det på grund af landets ”ømtålelige internationale situation”, dvs. Rumæniens udsatte position i forholdet til Sovjetunionen, var nødvendigt med en stærk partidisciplin. Således synes SF’erne overbeviste om, at det hårde partistyre var en nødvendig forudsætning for Rumæniens uafhængige linje, der var til gavn for afspændingen og nedrustningen, og at der desuden var forbedringer på vej.
Hvordan SF-delegationerne valgte at se på det rumænske regime, kan illustreres
med en rapport fra et besøg i januar 1987 [Gert Petersen, Hanne Thanning Jacobsen og Hans Nebel]. Rapporten blev indledt med en generel tilbagevisning af påstandene i en kritisk tv-udsendelse om forholdene i Rumænien, selvom delegationsdeltagerne medgav, at der fandtes knaphed på kød, at der næsten ikke fandtes importeret frugt, at der var fastsat en varmegrænse på 18 grader i hjemmene, at byfornyelsesprojekterne var upopulære, og at busdriften havde en lav standard. Derpå beskrev deltagerne flere større anlægsprojekter, og hvordan amts- og kommunalrådene fungerede. Rapporten indeholdt ingen kritiske kommentarer om diktaturet, persondyrkelsen eller undertrykkelsen af menneskerettighederne, til gengæld refererede forfatterne en oplysning om, at der ikke fandtes arbejdsløshed i Rumænien. Det, der øjensynligt optog SF’erne mest, var besøg på en frugtplantage og et statslandbrug, hvor de besøgende noterede sig, at man ikke benyttede sig af sprøjtemidler, og at der ikke fandtes burhøns eller tremmekalve."
"Rusland befandt sig mellem en stagnerende feudalisme og en kapitalisme, hvis udvikling blev forkrøblet af Ruslands perifere position i det kapitalistiske system. Dette medførte, at idéen om socialisme spirede og slog rod her, før de materielle betingelser var til stede. Et udueligt Zar-regime, bolsjevikkerne og Lenin, samt Første Verdenskrig muliggjorde Sovjetstatens fødsel i 1917. I løbet af 20rne og 30rne etableredes en stats/partistyret planøkonomi baseret på en offentlig ejendomsret.
Andre planøkonomiske samfund er ligeledes opstået i periferien af det kapitalistiske system, hvor kolonialisme og imperialisme førte til stagnation og opløsning af de gamle produktionsmåder, men samtidig også forhindrede en dynamisk kapitalistisk udvikling som i centerlandene. I stedet førte det til økonomiske og politiske kriser, anti-koloniale og anti-imperialistiske revolutioner, der hvis de var succesfulde evt. førte til etableringen af planøkonomier.
Det sovjetiske, kinesiske eller f.eks. cubanske samfundssystem kan således ses som en anden måde end den kapitalistiske at udvikle produktivkræfterne på, og på denne måde tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialisme.
. . .
Gabet mellem de socialistiske visioner og den praksis, som var bestemt af de umiddelbare behov ogmuligheder, var et resultat af, at sovjetstaten var kommet til verden i periferien af det kapitalistiske system og derfor måtte søge at overleve og udvikle sig i en omverden, der stadig var domineret af det kapitalistiske center, økonomisk og politisk.
Kort efter Lenins død stod det klart, at revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande ikke ville komme i en overskuelig fremtid, og Sovjetunionen slog ind på Stalins linie: opbygningen af socialismen i et land.
Idéen var at tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialismen ved at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat, inden man mistede de politiske forudsætninger - statsmagten.
. . .
Vi står over for et paradoks: nemlig det forhold, at en revolutionær situation igen og igen opstår i kapitalismens periferi, hvor systemet ikke fungerer særlig godt pga. centrets imperialisme - dette på den ene side - og på den anden side alle de revolutionære forhåbninger, der er bristet, når de nye statsmagter har skullet til at realisere drømmen om socialismen i en verden, hvor de udviklede kapitalistiske lande stadig dominerer økonomisk, politisk og militært - Dette Paradoks har redet den socialistiske bevægelse som en mare. Cuba, Vietnam, Angola, Mozambique, Zimbabwe, Nicaragua og Namibia er nyere eksempler på stater med et socialistisk perspektiv, men som er vokset op under et økonomisk og militært pres, der ofte har gjort drømmene til klamme realiteter. Hvad har Angola eller Nicaragua ikke måttet bruge af deres sparsomme ressourcer på det nationale forsvar for blot at kunne overleve?
. . .
Efter at borgerkrigen og den imperialistiske intervention i Sovjet var forbi, oplevede landet fra midten af 20rne og i 30rne en utrolig hurtig økonomisk vækst. Efter verdenskrigen fortsatte denne udvikling helt frem til begyndelsen af 60erne, hvor tempoet begyndte at falde. En række økonomiske reformer bragte dog Sovjet igennem 70erne med positive vækstrater. I begyndelsen af 80erne strammede det alvorligt til. Hvor Sovjetunionen hidtil havde halet ind på de udviklede kapitalistiske lande, i økonomisk udvikling, begyndte det nu at sakke agterud."
"De statsbærende kommunistiske regimer indtog en særlig position i den antiimperialistiske lejr. Det var SF’s udgangspunkt, at oprør mod kapitalismen udvikler sig på mange forskellige måder, og at ingen revolution var faldet ud som planlagt. Med en henvisning til Marx forklarede Gert Petersen dette forhold med, at de nye revolutionære samfund var påvirket af arven fra de tidligere samfund. De kommunistiske regimer befandt sig i en overgangsfase til socialismen, hvor der stadig fandtes rester af kapitalistisk produktionsmåde og borgerlig retsopfattelse. Dette betød, at SF skulle kritisere forholdene i de kommunistiske stater, når det var berettiget, men man skulle ikke dømme staterne ud fra ”en eller anden u- eller antihistorisk idealmodel.” Det afgørende var, at de kommunistiske stater betød en ”negation af den kapitalistiske produktionsmåde”, dvs. at staten havde overtaget ejendomsretten til produktionsmidlerne, og at kapitalistklassen således var frataget sit politiske hegemoni. De kommunistiske stater havde dermed taget det afgørende skridt hen imod socialismen:Om det ideologiske verdensbillede hos Gert Petersen, fhv. DKP'er & senere formand & MF for Socialistisk Folkeparti, fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 200f).
”Hvis denne negation fastholdes, er der grund til at forvente, at disse samfund – over en betydelig længere årrække end idealisterne havde forestillet sig – vil udvikle flere og flere kapitalisme-negerende, dvs. socialistiske træk. Det sker (som intet i verden) af sig selv, menneskene skaber selv deres historie; og derfor er socialistisk kritik et vigtigt redskab til denne udvikling. Men det er netop denne udvikling, den socialistiske kritik skal tjene.”
De kommunistiske stater var således, trods deres fejltagelser, på den rigtige side i den antiimperialistiske kamp, og SF’s kritik havde til formål at hjælpe staterne over deres fejltagelser og hen imod socialismen. Set i denne sammenhæng var de kommunistiske stater ”udtryk for et nederlag for den kapitalistiske produktionsmåde” og dermed imperialismen. Det var derfor SF’s politik frem til afslutningen af den kolde krig at opretholde kontakter til de statsbærende partier i flere kommunistiske lande, der førte en selvstændig udenrigspolitik i forholdet til Sovjetunionen. Gennem disse kontakter til ”statslige knudepunkter” kunne SF vise sin internationale solidaritet og støtte kampen mod imperialismen og krigstruslen."
"I en lang tekst med titlen 'Terror', som Gotfred Appel offentliggjorde i 1978, overvejede han på baggrund af de aktuelle terrorhandlinger i Vesttyskland og Italien, om denne form for aktioner 'tjener socialismens sag'.Om Kommunistisk Arbejdskreds' (KAK) syn på terror, i Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 308)
Han indledte med at slå fast, at terror ikke kan forkastes moralsk, og at det 'selvsagt' i en tilspidset politisk kamp om magten er tilladt de revolutionære at 'nedskyde fremtrædende enkeltpersoner' blandt magthaverne, tage gidsler og andre former for voldshandlinger.
Terror kan altså ikke afvises generelt som kampform, men på bestemte tidspunkter er den uegnet, fortsatte Appel, fordi den kan aflede de revolutionære fra den mere politiske indsats. 'Marxister forkaster ikke terror, de vurderer den konkret og historisk', slutter Appel."
"I slutningen af 1980’erne fortsatte overvejelserne i SF om forholdet til de rumænske og nordkoreanske kommunistpartier, men partiet var fanget i en klassisk lejrtænkning: Hvordan skulle man begrunde en afbrydelse af kontakten, da de to regimer uafviseligt hele tiden havde været repressive, og ville en sådan afbrydelse ikke gavne den fælles fjende, imperialismen? Det Internationale Udvalg indstillede således til partiets ledelse i 1987, at SF fortsat skulle have kontakt til de to statsbærende kommunistpartier med den argumentation, at ”et brud vil opleves meget dramatisk og som støtte til de pågældende landes modparter.” . . .Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 212).
Problemerne med de rumænske og nordkoreanske partier rejste et andet spørgsmål, nemlig hvor SF skulle trække grænsen for acceptable kontakter. Det kom frem, da forretningsudvalget skulle tage stilling til, hvilke partier der skulle inviteres til landsmødet i 1988. Det Internationale Udvalgs sekretariat anbefalede, at SF inviterede de jugoslaviske, kinesiske og cubanske kommunistpartier, men ikke de rumænske og nordkoreanske. Forretningsudvalget fandt det ikke muligt at skelne mellem de to grupper, og to medlemmer foreslog derfor ikke at invitere nogen statsbærende kommunistpartier overhovedet, mens fem forretningsudvalgsmedlemmer foreslog at invitere alle fem partier. Diskussionen viser, hvor svært det var for SF at ændre kurs over for de statsbærende kommunistiske partier trods en stigende kritik af forholdene i de socialistiske lande."
"Synet af kinesere med Maos Lille Røde i hånden blev et symbol på den kinesiske revolution i 1970erne. I millionvis strakte »masserne« bogen mod himlen for at demonstrere deres revolutionære iver under Kulturrevolutionen, og snart efter genfandt vi bogen i danske oversættelser i boghandlerne, i reoler hos venner, i skoler og i inderlommen hos demonstranter i midten af 1970erne i København. Den blev en vejviser ikke blot for de kinesiske masser og den revolutionære danske venstrefløj, hvor sympatien for Maos revolutionære tanker var udbredt, men også i resten af det danske samfund kunne man genfinde en vis beundring for Maos tanker og sprogblomster. Maos lille citatbog med tekster fra den kommunistiske leders skrifter fra 1920erne og frem til 1950erne blev udgivet som et led i den benhårde magtkamp mellem kommunistiske fraktioner. Citaterne blev samlet i 1963 og blev uddelt blandt soldaterne i forbindelse med den frembrydende Mao -kult. . . .Den lille Rødes pluk af citater spænder over et langt tidsrum, og Maos udsagn om krig og revolution er historisk betingede og kan ikke bedømmes som generelle vurderinger. Bogen er imidlertid interessant som et signal om, hvad der var dogmatikken i de år i 1960erne og 1970erne, hvor magtkampen rasede. Hovedvægten i bogen er lagt på den såkaldte masselinie, hvor den enkeltes rettigheder ikke eksisterer, men hvor al interesse blev viet massen - dvs. folket - og Det kommunistiske Parti, der skulle opdrage masserne. Følgende Mao -citat er typisk for holdningen: »Masserne er de virkelige helte, mens vi selv ofte er barnlige og uvidende. Før man har forstået det, er det umuligt at tilegne sig selv den mest elementære viden« (marts-april 1941). Det var afgørende for den revolutionære bevægelse mod det kommunistiske samfund, at partiet ledte disse masser, og at man ikke hengav sig til enkeltpersoners ønsker: »For at forbinde sig med masserne må man handle i overensstemmelse med massernes behov og ønsker. Alt arbejde for at tjene masserne må tage sit udgangspunkt i deres behov og ikke i en enkeltpersons ønske, hvor velment det end kan være« (oktober 1944). Den politiske ideologi baserede sig på en blanding af pluk fra Marx, Engels, Lenin og Stalin: »Blandt mange kammerater i vores parti eksisterer der stadig en yderst dårlig arbejdsstil, en stil der er helt i strid med marxismen-leninismens ånd. De opfører sig som »en mand, der vil fange spurve med bind for øjnene«, eller »en blind, der famler efter fisk«. De arbejder sjusket, vælter sig i ordstrømme, og nøjes med stumper af overfladisk viden. Marx, Engels, Lenin og Stalin har lært os, at det er nødvendigt at studere situationen samvittighedsfuldt og at tage udgangspunkt i den objektive virkelighed og ikke i subjektive ønsker« (maj 1949). Men nogen sammenhængende ideologi er der ikke tale om i Den lille Røde, og i det hele taget er bogen en sammenrodning af historiske citater, der fremstår som brokker. Men signalet til at understrege masserne til fordel for den enkelte og fremme den doktrinære marxisme-leninisme var klart nok. Kulturrevolutionen spredte anarki, død og ødelæggelse i det kinesiske rige, og Mao -kulten nåede nye højder, hvor han blev fremstillet som en genial leder, ja næsten som en gud. Forsigtige skøn peger på, at Kulturrevolutionen alene kostede 1,6 mio. myrdede mennesker, og at der i alt i Maos regeringsperiode døde ca. 35 mio. som offer for regimets politik.
Dansk sympati
På trods af den brutale virkelighed i Kina, som allerede var offentlig kendt i Vesten i 1960erne, og til trods for Den Lille Rødes karakter af tilfældige sammenstillede citater uden sammenhæng eller dybde, så nåede Mao -kulten også til Vesten og til Danmark. Den lille Røde var blevet oversat allerede i 1967 af Gotfred Appel, Mao -tilhængernes leder i Danmark og den ideologiske fader til Blekingegade-banden. Appel var dog uvidende om bandens senere radikale udvikling. Førende danske intellektuelle havde stor sympati for Maos tanker. Ebbe Reich Kløvedal skrev om Mao : »Den sidste af vor tids store. Gid der fandtes politikere af den støbning i vores del af verden. Så var der håb, selv for os midt i jordklodens rådne borgerskab.« (1976). Informations journalist Ejvind Larsen hyldede Mao i en stor nekrolog i 1976 og skrev: »Nu er Maos arbejde afsluttet - måske det mægtigste i vort århundrede.« Forfatteren Jan Bredsdorff skrev: »Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet, at et samfund styres af mennesker, og at mennesker styres af menneskelighed.« Og Knud Vilby , også journalist på Information, kunne godt se det positive i det kommunistiske regime: »Hvis Kina med det Bent A. Koch måske kalder et kommunistisk diktatur, bedre har været i stand til at løse sine fødevareproblemer, end Indien med korruption, demokrati og pressefrihed sine - så vælger jeg det kommunistiske diktatur« (1975). Da førende intellektuelle valgte at støtte morderregimet, var det ikke underligt, at dele af det danske samfund havde et positivt syn på Kina, og at citater fra Den lille Røde dukkede op både i medierne og skoler uden nogen kritisk eftersætning."
Fra Bent Blüdnikows artikel "Lille bog med stor virkning", i Berlingske Tidende (1.10.1999)
"[PET var] interesseret i eventuelle østkontakter. Det stod hurtigt
klart, at SF havde forbindelser til Jugoslavien, der af PET blev betegnet som folkesocialisternes ”nye Mekka”. PET undersøgte, men var ikke i stand til at bekræfte et forlydende om, at den jugoslaviske legation gennem ejendomsindtægter skulle have finansieret SF. Spørgsmålet var imidlertid, ikke mindst i lyset af de tidligere DKP’eres betydelige indflydelse i partiet, om medlemmer af partitoppen opretholdt kontakter til østblokken. Nogenlunde samtidig med dannelsen af SF modtog PET oplysninger fra en kilde om, at Aksel Larsen ved flere lejligheder havde haft besøg af en uidentificeret person, der ankom i en bil af sovjetisk fabrikat. PET afhørte kilden og kunne fastslå, at den sovjetiske ambassade havde flere biler, der passede på beskrivelsen, men tjenesten synes ikke at have fulgt sporet yderligere. PET modtog også en række ubekræftede oplysninger, der tydede på, at Aksel Larsen opretholdt en vis forbindelse til russerne, bl.a. skulle han have haft besøg af en funktionær fra det sovjetiske kommunistparti (SUKP). I 1962 kunne PET rapportere, at den polske ambassade havde forsøgt at etablere kontakt til de ledende SF’ere Kaj Moltke og Gert Petersen.
Andre kilder meddelte, at Aksel Larsen havde mødtes med en direktør, der samtidig havde kontakter til sovjetiske diplomater, hvoraf mindst én var mistænkt for at være indblandet i efterretningsmæssig virksomhed, at partiformanden skulle have besøgt en kendt kommunist med yderligtgående synspunkter, der også opretholdt kontakter med østdiplomater, og at en sovjetisk diplomat i 1967 skulle have tilkendegivet, at forholdet til Aksel Larsen nu var bedre. De fleste oplysninger var imidlertid ubekræftede, og PET fandt aldrig beviser for, at SF-toppen skulle have opretholdt en hemmelig kontakt til østblokken. . . . [men] flere ledende SF’ere havde kontakter med østlige efterretningsofficerer, og enkelte SF’ere udførte opgaver for østlige efterretningstjenester.
Hen imod slutningen af 1960’erne synes PET at være nået frem til en trusselsvurdering, der gik ud på, at lighederne mellem SF’s og DKP’s politik var så stor, at Moskva havde en interesse i et stærkt SF. I et fortroligt foredrag i 1968 affærdigede PET-chefen, politiinspektør Arne Nielsen, rygterne om, at Moskva skulle have iscenesat bruddet med DKP, som uden hold i virkeligheden. Det var imidlertid hans overbevisning, at SUKP ”ikke har begrædt” SF’s udvikling, og han henviste til, at en SUKP-funktionær havde besøgt Danmark i 1957, hvor han havde støttet de revisionistiske tendenser med det formål, at DKP’s splittelse skulle virke vildledende på de danske myndigheder og efterretningstjenesten.
Moskvas interesse i et stærkt SF havde også vist sig ved, at DKP havde modtaget instrukser om ikke at modarbejde folkesocialisterne. Således var det Moskvas håb, at SF ville udvikle sig til et ”masseparti”, der i stedet for det svage DKP kunne fremføre en politik, der varetog Sovjetunionens interesser.
. . .
Det er paradoksalt, at omtrent samtidig med, at PET begyndte at nedtrappe registreringen af folkesocialister, intensiverede den sovjetiske ambassade og de sovjetiske efterretningstjenester (den civile KGB og den militære GRU) deres forsøg på at etablere kontakter til ledende SF’ere. I en rapport fra januar 1967 kunne PET konstatere, at syv kendte SF’ere de seneste år havde plejet forbindelse med diplomater fra den sovjetiske ambassade. For de flestes vedkommende var kontakten blevet etableret i tiden omkring 1964-65. PET vurderede dog, at der var naturlige forklaringer i de fleste tilfælde, og at der kun herskede begrundet mistanke om konspirativ optræden for to af SF’ernes vedkommende. Det drejede sig om en yngre SUF’er og Gert Petersen, der begge havde haft hyppige kontakter med 2. sekretær Viktor Lipskij, der var blevet identificeret som KGB-officer. . . .
[Det forlød] fra en parlamentarisk delegation, der havde besøgt Moskva i sommeren 1964, at mens SUKP fortsat var imod tilnærmelser til SF, så skulle det sovjetiske udenrigsministerium nu være stemt for et sådant skridt. Aksel Larsen havde da også under Khrusjtjovs besøg i Danmark ført venskabelige samtaler med den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko. For det andet havde KGB forbud mod at rekruttere fra vestlige kommunistpartier for ikke derved at kompromittere deres position. Den sovjetiske efterretningstjeneste søgte derfor efter egnede emner i de uafhængige socialistpartier. Ifølge KGB nærede en del af medlemmerne i SF en vis sympati for Sovjetunionen og dets kamp mod, hvad de så som den aggressive amerikanske imperialisme, og KGB ledte efter centralt placerede folkesocialister, der var ideologisk motiveret til at hjælpe kommunismens sag.
. . .
Det er veldokumenteret, at én af de ledende SF’ere blev hvervet som agent af KGB nogen tid efter bruddet med DKP. Holger Vivike [MF for SF 1960-73] tilhørte den kreds af tidligere DKP’ere, der i modsætning til Aksel Larsen aldrig helt mistede troen på socialismens fædreland. . . . Trods bruddet med DKP forblev Vivike loyal over for Sovjetunionen og kommunismens sag, og det var tilsyneladende grunden til, at han i 1966 lod sig hverve som agent af 3. sekretæren ved den sovjetiske ambassade, Anatolij A. Lobanov, der samtidig arbejdede som KGB-officer. Vivike behøvede tilsyneladende ikke megen overtagelse for at tage springet over i det illegale arbejde. Han var klassificeret som egentlig agent, hans møder foregik konspirativt og under iagttagelse af den yderste agtpågivenhed, og han udførte opgaver for sin føringsofficer. . . . Vivike blev først og fremmest benyttet til at holde KGB og den sovjetiske ledelse orienteret om udviklingen i SF og om den generelle politiske situation. Han blev også anvendt som talentspejder, og han udpegede mulige agentemner blandt yngre politikere. . . . [Vivike var også] behjælpelig med at sluse nogle af KGB’s illegale agenter uset gennem Danmark og videre til Vesten. Hans værdi for KGB ophørte i 1973, da han valgte at forlade Folketinget.
. . .
Den anden ledende SF’er, der tiltrak sig PET’s opmærksomhed på grund af hans østkontakter, var partiet uofficielle ”chefideolog” og folketingsmedlem fra 1966, Gert Petersen. I maj 1963 konstaterede PET, at den polske diplomat Stefan Stefanski havde kontakt til Gert Petersen. To år senere, i april 1965, registrerede PET de første kontakter til KGB-officeren Viktor Lipskij. Kontakten mellem de to var kommet i stand på initiativ af den tidligere nævnte SF’er, der således fungerede i sin rolle som ”talentspejder” for russerne.
. . .
[En PET-kilde betegnede] Petersen som ”den farligste SF’er, han har været ude for” på grund af hans position som den mest kyndige socialistiske teoretiker i landet: ”Gert Petersens fortolkning af Marx er ligefrem og jordnær, og han ligger ikke skjul på, at han er tilhænger af en overgang til socialisme i forbindelse med diktatur og tvang, da han finder at sådanne forteelser er en betingelse for gennemførelsen af socialisme her i Danmark.”"
