KAP om Stalin & proletariatets diktatur (1976)

[Det er nødvendigt med et revolutionært parti, som] ”kan samle og koordinere kampene og lede dem – ikke ind i folketingets baner og illusioner om, at borgerskabets statsmagt kan bruges mod borgerskabet selv; nej de må ledes ind i et samfundsomvæltende opgør med selve kapitalen og dens statsmagt”.

Om Sovjetunionens historie hed det bl.a.:

”Stalins linje sejrede, og nogle år efter påbegyndtes en socialistisk omformning af landbruget og en omfattende industrialisering. Det sovjetiske folk nåede store resultater”

KAP

”står side om side med Kinas kommunistiske Parti og Albaniens Arbejdets Parti”.

Fra pjecen ”Hvad vil Kommunistisk Arbejderparti?” (1976), illustreret med portrætter af Karl Marx, Friedrich Engels, Vladimir Lenin, Josef Stalin og Mao Tse-tung.

Frank Aaen om stadig at være kommunist (1995)

"To kommunister, to VSere, en trotskist og en gammel maoist. Det er det drivtømmer fra den yderste venstrefløj, der udgør Enhedslistens folketingsgruppe. De er stadig revolutionære, men går nu kun ind for demokratiske metoder.
Venskabelige breve til den rumænske diktator Ceausescu. Støtte til Sovjets invasion i Afghanistan og landsforvisningen af Aleksandr Solsjenitsyn. Der er mange lig i lasten hos Enhedslistens frontfigur Frank Aaen. Men det tynger ham ikke, som han sidder der på sit Christiansborg-kontor, nærmest moderigtig i nydelig sweater og med en Seven Up ved siden af computeren.
»Det er nogle af de ting, jeg fortryder. Det skete af misforstået solidaritet med Sovjetunionen,« siger Frank Aaen, og flytter den amerikanske sodavand så den ikke kommer med på billedet.
»Jeg drikker ikke sådan noget normalt. Det er kun, fordi jeg ikke kunne få andet,« siger han . . . .

Frank Aaen, 43, tidligere chefredaktør på Land og Folk og partisekretær, har været medlem af DKP siden han var 20. Og det er han stadigvæk. DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, er stadig et parti, der eksisterer som en del af Enhedslisten. Det samme er VS, Venstresocialisterne, og SAP, Socialistisk Arbejder Parti - mens KAP, Kommunistisk Arbejder Parti for nogle uger siden holdt begravelsesfest for partiet. Enhedslisten er ikke noget parti, men en fælles liste. Og de, der har stemt på partiets EU-modstand og dets miljø- og flygtningepolitik, har også stemt på nogle af de mest garvede politikere på den yderste venstrefløj. Folk, der for ti år siden stadig diskuterede, om demokratiet og ytringsfriheden skulle sættes ud af kraft efter revolutionen, når folkemilitserne for enhver pris måtte fastholde befrielsen fra kapitalismens åg.

Og de eneste folkevalgte, der i dag inviterer de autonome til fest på Christiansborg efter en valgsejr - med natlige gadekampe med politiet til følge. »Jeg er da stadig kommunist. Og vi er stadig revolutionære. ... Jeg står stadig for mange af de synspunkter, jeg stod for i DKP. . . . . Tidligere var det jo kun Sovjet, vi kunne stå sammen med i de spørgsmål. Det var ikke ensbetydende med, at vi mente, alt i Sovjetunionen var godt. Og når vi støttede det meste af, hvad de gjorde, var det nærmest noget, vi gjorde pr. refleks,« siger Frank Aaen."

"Men jeg er da stadig kommunist", i B.T. (15.1.1995)

KAP om Folketinget og væbnet kamp (1979)

"KAP betragter Folketinget som en del af borgerskabets statsmagt. Såfremt en revolutionær politik vinder så stor fremgang, at borgerskabets magt trues, vil borgerskabet sætte demokratiet ud af spil og gribe til magtanvendelse for at forsvare sine interesser. Det bekræftes af alle historiske erfaringer. Hvem kan tro på, at det skulle være anderledes i Danmark? Derfor kan socialismen ikke nås via stemmesedlen, og derfor er det nødvendigt at være forberedt på væbnet kamp ...
...
KAP er på det skarpeste modstander af vold, kup og terrorisme, og KAP kæmper for at
afskaffe disse ting. De er et produkt af den kapitalistiske og imperialistiske udbytning og undertrykkelse i verden idag, og for at afskaffe volden, kuppolitikken og terrorismen, må selve det system, som skaber disse ting, afskaffes.
Det sker ikke uden at bruge vold. For dette
system giver ikke godvilligt magten fra sig, men bruger netop selv vold for at fastholde sin magt. Derfor siger KAP, at arbejderklassen og verdens folk og nationer må være forberedt på væbnet kamp for at kunne
forsvare sig mod udbytning og undertrykkelse.
Og derfor siger KAP, at der er to slags vold og krig. Der findes retfærdig vold og krig, og der findes uretfærdig vold og krig. Dette hænger sammen med de modsatrettede
interesser, som står over for hinanden. Når arbejderklassen og folkene griber til våben imod undertrykkelse og udbytning, fører de en retfærdig kamp. Når vold og krig føres for at fastholde og udvide undertrykkelse og udbytning, er det en uretfærdig kamp.
KAP ser altså spørgsmålet om krig og vold ud fra synsvinklen om solidaritet med
de undertrykte og udbyttede, ikke abstrakt ud fra forestillinger om fred og ikke-vold."

"Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 34 & 46f.

KAP om Kina (1979)

"KAP stiller sig i særlig grad solidarisk med det socialistiske Kina, som står forreste række i Den tredie Verdens kamp ved at søge at opbygge en bred front af lande i verden til kamp mod de to supermagter, ved at støtte alle undertrykte lande og folk og ved at rette hårde slag mod supermagterne. Samtidig repræsenterer Kina fremtiden for verdens folk gennem sin opbygning og befæstelse af socialismen.
. . .
Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og KAP er på alle grundlæggende punkter enige. Begge partier er en del af den internationale kommunistiske bevægelse. KAP betragter Kina som et socialistisk land, hvor arbejderklassen har magten. KAP betragter Kina som en stærk forpost i Den tredie Verdens kamp . . ."

"Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 10.

KFML om parlamentarisk demokrati og det bevæbnede proletariat (1970)

"[Vi må] hævde arbejderklassens ret til selvbevæbning og derfor vender vi os imod pacifistiske paroler om general nedrustning, som bl.a. SF, D”K”P og VS går ind for, samtidig med at vi understreger, at det er muligt fredeligt at afvæbne kapitalisterne. Perspektivet for den antimilitaristiske kamp må være et socialistisk Danmark med et væbnet proletariat.
- KFML understreger imidlertid, at den dagsaktuelle kamp, som her i korte træk er ridset op, i sidste ende er en resultatløs kamp, hvis den ikke videreføres på et mere fremskredet niveau, dvs. hvis den ikke føres over i en organiseret kamp under ledelse af et revolutionært kommunistisk parti imod selve det kapitalistiske samfund og dets statsmagt med den socialistiske revolution som mål. Vi vender os mod revisionistiske forsøg på at opstille en ”fredelig”, dvs. parlamentarisk overgang til socialisme. At se illusioner om og direkte lægge sin strategi an efter en opfattelse af fjenden som en vennesæl modstander, som frivilligt giver afkald på sine ejendomsprivilegier, betyder i realiteten en afvæbning af arbejderklassen. Ud fra alle hidtidige erfaringer understreger KFML, at kampen om magten i samfundet er en revolutionær kamp, hvor lønarbejderklassen står over for en modstander som vil bruge ethvert middel for at bevare magten. Vejen til socialismen går således ikke via Folketinget, men gennem massekamp, revolutionær omstyrtelse af borgerskabets magt og en fuldstændig sønderbrydning af det borgerlige statsapparat. For revolutionære kommunister kan Folketinget aldrig blive mere end en talerstol, der kan benyttes til at afsløre de bestående magtforhold."

Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP])(1970)

KFML om Mao, Kina og kulturrevolutionen som forbilleder (1968)

"De kommunistiske partier i den vestlige verden har helt og fuldt fulgt en politik, der svarer til den sovjetiske udvikling. De kalder den "den fredelige sameksistens" politik, hvilket i realiteten betyder borgfred med imperialismen! De taler om ”fredelig overgang” til socialismen, selv om alle erfaringer viser, at kapitalistklassen ikke drømmer om at forlade sit fallitbo uden sværdslag!
...
[Vi] vil bygge på marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning. For blot få år siden syntes den internationale diskussion mellem Kinas og Sovjetunionens kommunistiske partier for mange at være en udveksling af skældsord, en hårfin teoretisk diskussion, som kun dækkede over magtkamp. Men idag står det klart for stadigt flere, at Kinas kommunistiske Parti repræsenterer en revolutionær politik, som er kompromisløs over for reformisme og over for imperialismen. Det var og er alt andet end en skindiskussion, men en kamp mellem to veje, den reformistiske over for den revolutionære.
Marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning, understreger nødvendigheden af at støtte sig på masserne, af at knuse alle tilløb til pampervælde og bureaukrati. Den mobiliserer folkemasserne til aktiv deltagelse i det politiske liv, således som vi ser det praktiseret under den kinesiske kulturrevolution i disse år. Og når det drejer sig om klassekampen, uanset om det er arbejderklassens kamp mod kapitalisterne i den kapitalistiske verden eller om det er dens kamp for at forhindre kapitalismens genindførelse i den socialistiske verden, så advarer marxismen—leninismen mod reformisternes og revisionisternes forestillinger om, at kapitalisterne vil opgive deres kamp, opgive deres magt og ejendom, blot man forhandler sig til rette med dem. Marxismen leninismen, Mao Tse-Tungs tærkning kalder til aktiv og ubønhørlig kamp mod imperialismen og kapitalismen.
...
Forbundets hele virksomhed, dets strategi og taktik, vil bestandigt og ubetinget være rettet mod det ene mål: mobilisering af lønarbejdernes og det arbejdende folks flertal til gennemførelse af den socialistiske revolution og oprettelse af proletariatets diktatur.
...
Afslør og bekæmp revisionisternes forsøg på at genindføre kapitalismen i en række af de lande, som har gennemført folkedemokratiske og socialistiske revolutioner!"

Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP]), i Kommunist 1. årg. nr. 3 (september 1968)

KAP om dansk demokrati (1980)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 216):

"I marts 1980 deltog tre medlemmer af KAP i et radiointerview på Danmarks Radios P1, hvor emnet var KAP’s grundlag og ideologi. PET udskrev hele interviewet (27 sider) og markerede med rødt de passager i interviewet, som fortjente ekstra opmærksomhed. Disse omhandlede primært partiets holdninger til væbnet revolution. Kort lød de: Hvis arbejderklassen befandt sig i en situation, hvor overgangen til socialismen var en reel mulighed, viste alle historiske erfaringer, at borgerskabet – med voldelige midler – ville forhindre at arbejderklassen fik magten. Dette krævede, at arbejderklassen – om nødvendigt med magt – tvang ”sin ret” igennem, for at hindre en voldelig kontrarevolution.
. . .
KAP afviste, at Folketinget kunne bruges som redskab til at indføre socialismen. Ifølge KAP ville de borgerlige kræfter kun tillade parlamentarismen så længe, det ikke truede borgerskabets magt. Folketinget blev overordnet betragtet som redskab for den herskende klasse og som en del af det borgerlige statsapparat, hvis kerne var militæret og politiet."

KAP om at bekæmpe kapitalismens statsapparat (1976)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 193):

"De sidste tre linjer i den PET-skrivelse, der blev udarbejdet på baggrund af kildeoplysninger om dannelsen af KAP, var understregede. De handlede om, at KAP ville bekæmpe ”. . . alle illusioner om, at man inden for kapitalismens rammer og med dets statsapparat som redskab kan føre en politik, der leder frem mod socialismen.”"

KAP's besøg hos Pol Pot (1978)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 179ff):

"To af Kina-delegationens medlemmer Peter Bischoff og den senere KAP-formand Svend Aage Madsen tog imod invitationen og rejste rundt i Cambodja fra den 29. juli til den 5. august. De to KAP’ere blev modtaget af Pol Pot’s ”næstkommanderende” Noun Chea, med hvem de de to første dage havde en række samtaler. Herefter besøgte de skoler og landdistrikter og skrev om deres oplevelser i en rapport til KAP’s forretningsudvalg den 6. august. Pol Pots tvangsflytning af folk fra byerne til landet blev forklaret med henvisning til de cambodjanske synspunkter, der igen begrundede det i fødevaremæssige og militære hensyn, og blev i øvrigt omtalt som ”evakueringen af byerne”. Ifølge rapporten havde den gamle byindustri ikke tjent den brede befolkning, og det var nødvendigt med en nulstilling forud for en genopbygning, der skulle foregå uafhængigt af tidligere tider og uden at privilegere visse befolkningsgrupper frem for andre. De to danskere mente ikke, at man helt kunne udelukke et vist element af tvang i denne proces, men mente samtidig ikke, at der var nogen betydelig modstand mod kollektiviseringen på daværende tidspunkt.

Endelig gjorde rapporten opmærksom på, at de store landbrugskooperativer var oprettet i en krigssituation, hvilket muligvis har gjort hele konceptet mere ”spiseligt.” . . . Den sidste dag mødtes de to KAP’ere med De Røde Khmereres leder, Pol Pot. Under et halvanden time langt møde udtalte Pol Pot blandt andet håb om, at partibåndene til KAP i fremtiden ville blive styrket: ”Trods de forskellige situationer i Danmark og Kampuchea er der gode betingelser for at udvikle forbindelserne mellem vore to partier”. Pol Pot fremlagde sine forhåbninger om at udbygge ml-kontakter på verdensbasis, men talte derudover mest om kampen mod Vietnam.

I september 1978 formulerede KAP den politiske platform for ”Solidaritetskomitéen Danmark-Kampuchea” (”Kampuchea-komitéen”), der fra dens dannelse fik højeste prioritet i KAP’s internationale arbejde. Selve det politiske grundlag for komitéen var meget lidt marxistisk-leninistisk i sin ordlyd. De centrale punkter handlede om at forsvare landets nationale uafhængighed og territoriale integritet, primært i forhold til det aggressive Vietnam. I Danmark var det således komitéens opgave at sprede ”sand information” om Cambodjas forhold ved publikationsvirksomhed og deltagelse i debatter og at arrangere offentlige høringer og anden mødevirksomhed."

Peter Øvig Knudsen om KAP

Eks-KAP'eren, forfatteren Peter Øvig Knudsen om KAP og sine interviews med andre eks-KAP'ere:

"Jeg husker, at vi diskuterede henrettelser. Men nogle gange kan man komme i tvivl om sin egen erindring. I de seneste måneder har jeg spurgt en række tidligere medlemmer af Kommunistisk Arbejderparti, KAP, om de også kan huske senhalvfjerdsernes diskussioner om fængsling og henrettelse af politiske modstandere efter den planlagte socialistiske revolution. Og dét er der tilsyneladende ingen, som kan - i hvert fald ikke alt for konkret.
Nogle har lodret benægtet, andre holdt muligheden åben. DR's tv-direktør Jørgen Ramskov, som dengang sad i KAP's ledelse, har eksempelvis ikke konkrete erindringer om diskussionerne, men erkender, at partiet »i forbindelse med proletariatets magtovertagelse ville indføre dødsstraf . . . der er ingen tvivl om, at vi talte om fængsler, dødsstraf og undertrykkelse af mennesker.«

I KAP har man sådan set aldrig lagt skjul på, at revolutionen ikke ville blive et teselskab, men tværtimod indbefatte »væbnet modstand«, når kapitalmagtens militær og politi blev sat ind mod de revolutionære. Men blandt civiliserede mennesker er der dog et langt skridt fra denne forestilling om de revolutionæres nødvendige selvforsvar - og til tanken om efter revolutionen at stille afvigerne op ad muren og plaffe dem ned.

Interviewet med Jørgen Ramskov fik således KAP's daværende formand, Benito Scocozza, til at skrive et dementerende læserbrev - og sende det til Politiken. I læserbrevet benægtede han, at diskussioner om henrettelser af anderledes tænkende skulle have fundet sted i partiet, på nær måske blandt undertegnede og »et par andre idioter« fra Århus.

Allerede i begyndelsen af december sidste år tilbød jeg Benito Scocozza at komme til orde i interviewserien. Først og fremmest som partiformanden, der i halvfjerdserne offentligt forsvarede den væbnede revolution, men også som mangeårig lektor i historie ved Københavns Universitet og forfatter til en række historiske værker kunne det være interessant at høre hans analyse af partiets planer og holdninger dengang.

Benito Scocozza har imidlertid allerede før seriens start afvist at lade sig interviewe. Tilbuddet om et interview er blevet gentaget flere gange siden, men så sent som i forrige uge fastholdt den forhenværende partiformand, at han ikke vil udtale sig.

Et andet tidligere partimedlem, formanden for fagforbundet BUPL Bente Sorgenfrey, erindrer, at hun gik til våbentræning sammen med et hold partikammerater. Men hun har ingen erindring om, at våbnene skulle vendes mod landsmænd . . . .

Jeg bliver efterhånden ganske i tvivl om min egen erindring, men ud af min
søgen i hjernebarken dukker et minde om, at henrettelsesdiskussionerne blandt andet udsprang af en roman om den kommende revolution. Med hjælp fra antikvarboghandler og eks-KAP'er Lars Thur finder jeg frem til den skriftlige kilde, romanen »Herfra til enigheden« af den nu afdøde arbejderforfatter og daværende KAP-sympatisør John Max Pedersen. Bogen udkom i foråret 1979 på KAP's forlag »Oktober«, og i romanen følger man en gruppe kommunisters liv fra halvtredserne og op gennem en fremtidig maoistisk revolution. På side 139 fandt jeg det, jeg ledte efter: efter revolutionen husker hovedpersonen tilbage og fortæller om de andre kommunisters skæbne. Og det viser sig, at Poul Nielsen - fagforeningslederen, som svigtede den revolutionære sag »var blevet henrettet i forbindelse med retsopgøret efter revolutionen.«

Skriftlige kilder kan bekræfte og supplere den personlige erindring, men naturligvis beviser citatet intet som helst; ingen andre end jeg har jo nødvendigvis læst og diskuteret romanen. Men måske kunne man forsigtigt og forsøgsvis antyde, at det vel ikke havde været en dårlig idé, om partimedlemmerne, herunder partiets ledelse, havde fundet anledning til at debattere sagen.

Man kan spørge, om disse temmelig tågede revolutionsplaner hos et historisk set ganske ubetydeligt parti for over tyve år siden overhovedet er værd at beskæftige sig med i dag. Og om de aldeles hypotetiske følger af revolutionen i form af fængslinger og henrettelser ikke er endnu mere irrelevante.

Fra begyndelsen valgte jeg kun at interviewe medlemmer af det parti, jeg selv har haft kendskab til som gymnasieelev i halvfjerdsernes slutning - blandt andet for bedre at være i stand til at give kritisk og konkret modspil til de interviewede og deres erindring. Metoden indebærer den indlysende og forventelige risiko, at alle de mange øvrige medlemmer af halvfjerdsernes venstrefløjspartier kan afvise horribiliteterne som blot dette ene og særlig ekstreme partis eksklusive udskejelser.
Jeg håber, at andre med kendskab til den resterende marxistiske venstrefløj i de kommende år vil bidrage til at vanskeliggøre denne alt for nemme afvisning; i hvert fald er det min opfattelse - både bygget på erindring fra dengang og senere samtaler - at KAP hverken var værre eller bedre end resten af fløjen til venstre for SF. De andre partier havde blot andre blinde pletter, andre demokratiske problemer og måske andre lykkelande, de støttede sig til.

Spørgsmålet er ikke, om de totalitære tendenser, troen på den totale sandhed, blot var et ligegyldigt marginalt fænomen hos nogle få idioter fra Århus og omegn. Bevægelsen har været om ikke dominerende, så i hvert fald uomgængelig i halvfjerdsernes universitets- og uddannelsesmiljø, i studieorganisationer og fagforeninger, i kulturmiljøet og medierne.

Diskussionen må derfor snarere handle om mulige konsekvenser af de totalitære tendenser: om de vitterlig kunne være blevet en glidebane mod undertrykkelse og terror, som nogle eks-KAP'ere har ment. I dag, hvor den politiske totalitarisme her i landet kun har overlejret i forsvindende små sekter, kan man naturligvis med tryghed konstatere, at de totalitære tanker ikke kom til at udgøre nogen konkret fare for demokratiet. Men kunne de i en anden situation have fået fatal betydning?

Spørgsmålet er hypotetisk og lader sig derfor nemt feje af bordet . . .

Jeg synes, det er for nemt sluppet. Ligesom når partiformand Scocozza i Politiken argumenterer for det utænkelige i, at disse holdninger trivedes i partiet, med henvisning til et partioplæg fra 1980 om flerpartisystem og alskens frihedsrettigheder. Partiformanden glemmer at fortælle, at oplægget netop var et opgør med det foregående tiårs programsatte planer om proletariatets diktatur og étpartisystem.

For mig at se kan man kun betragte de totalitære tanker som harmløse, hvis man har undladt at tænke tankerne til ende. Som Jørgen Ramskov tvang sig selv til at gøre i interviewet: »Vanviddet udspringer af troen på, at hvis man har en løsning, så kan man tillade sig at tvinge den ned over andre. Resten er varierende grader af konsekvens af det vanvid: deraf vokser tanken om, at nogle mennesker ikke må have lov til at sige, hvad de mener, at nogle ikke må passe et bestemt arbejde, at nogle må fjernes.«

Jeg er overbevist om, at de færreste af datidens venstreorienterede overvejede situationen for anderledes tænkende efter revolutionen - og jeg er sikker på, at endnu færre, ja, forhåbentlig ingen havde konkrete forestillinger om torturkamre, standretter og genopdragende kz-lejre. Men det fritager os vel ikke fra at tænke tanken til ende i dag, så meget klogere og mere modne end dengang?

De fleste, som var aktive på venstrefløjen i halvfjerdserne, må kunne huske glimt af stemningen: den næsten euforiske overbevisning om ens egen og meningsfællernes gode sag - og en modsvarende uforsonlig, til tider næsten hadsk, følelse over for selv nærtstående partier med en anden strategisk analyse af vejen til den store forandring. Ikke-marxistiske kunstnere og universitetsfolk har næppe heller oplevet halvfjerdsernes venstreorienterede som udpræget pluralistiske og tolerante over for anderledes tænkende; kun de stærkeste og modigste, som en Henrik Stangerup, turde dengang råbe op.

Jeg forlanger ikke skam og rødmende knæfald af hverken mig selv eller andre. Først og fremmest undrer jeg mig og spørger, om eks-marxisterne i dag kan se sig selv i øjnene og erklære, at de til hver en tid ville have forsvaret de politiske modstanderes ret til at have divergerende opfattelser? Hvem kan gøre sig selv så meget bedre end de tusindvis af artsfæller, der gennem hele det sidste århundrede i tilsvarende totalitære ideologiers navn fængslede, torturerede og henrettede millioner af mennesker såvel i fjerntliggende lande som i de allernærmeste?"

Fra Weekendavisen (14.2.2003)

Bente Sorgenfrey om KAP

Eks-KAP'eren Bente Sorgenfrey interviewet af eks-KAP'eren Peter Øvig Knudsen:

»Men vi var også ekstreme: Jeg har selv gået til skydetræning en overgang. ... Mange af os var fascineret af modstandskampen under anden verdenskrig, vi havde læst tonsvis af bøger om den tid og lyttet til kloge, gamle mennesker.«

- Var det et individuelt initiativ hos dig at gå til skydetræning?
»Nej, det lå også i luften. Vi havde en forestilling om, at det var godt at kunne betjene et våben.«

- Men var det partiet, som arrangerede skydetræningen?
»Nej. Men vi var en gruppe folk fra partiet, som deltog sammen. Det foregik i en skydeklub, som var organiseret på en virksomhed.«

- Man kan sige, at det så var med god grund, hvis efterretningstjenesten holdt øje med partiet,for der stod 'væbnet revolution' i partiprogrammet

»Det gjorde der jo. Men selvom jeg gik til skydetræning, havde jeg svært ved at forestille mig, at en væbnet revolution nogensinde ville blive sat på dagsordenen i et land som Danmark. Men vi må have troet på den situation som en mulighed, så egentlig kunne partiet godt selv have organiseret skydetræning. Jeg ved ikke, om det er foregået i andre cirkler end dem, jeg har bevæget mig i.
Jeg ved, at de havde skydetræning i vores søsterparti i Norge ...«

Jørgen Ramskou om KAP & proletariatets diktatur

Eks-KAP'eren, DRTV-direktør Jørgen Ramskou, interviewet af eks-KAP'eren Peter Øvig Knudsen:

- Diskuterede man i partiledelsen, om det ville blive nødvendigt at undertrykke andre?
»Det er svært at svare på uden at efterrationalisere. Vi diskuterede jo 'proletariatets diktatur', fordi vi var klippefaste i vores overbevisning om, at ingen ville afgive magt frivilligt. Derfor ville der være en periode, hvor vi som de nye magthavere udemokratisk var nødt til at holde de gamle magthavere nede og sikre os magtapparatet. I en periode ville der ikke være frie valg, ingen fri presse og i det hele taget ikke borgerlige demokratiske rettigheder. Når folk så havde indset, at processen var rigtig, ville alt blive Elysium, det kommunistiske paradis. Alt dét diskuterede vi, så det har jeg intellektuelt accepte ret. Men jeg kan ikke svare på, hvad der rent faktisk ville være sket.«

Fra Weekendavisen (10.1.2003)

Ulrik Dahlin om KAP

Eks-KAP'eren, journalist Ulrik Dahlin, interviewet af ditto eks-KAP'er Peter Øvig Knudsen:

»Vores overlegne følelse kom jo også af, at vi med vores videnskabelige system var i stand til at fastlægge andre menneskers objektive interesser, uanset deres subjektive fornemmelser. I de situationer, hvor befolkningen - eller dele af den - ikke kunne se, at det kommende samfund var til deres eget bedste, havde man en organisation, partiet, der hvilede på disciplin og loyalitet og lydighed, og derfor ville være i stand til at håndtere den slags situationer.«

- At 'håndtere situationen' kan lyde lidt truende?
»Det ved vi jo fra historien, at det sagtens kunne blive.«

- Jeg husker diskussioner om, hvorvidt det ville blive nødvendigt at henrette folk efter revolutionen, og i givet fald hvem.
»Jeg har aldrig hørt om eller deltaget i en diskussion om henrettelser. Men jeg kan huske en bryggeriarbejder i partiet, som holdt af at sige, at hvis han skulle vælge, så ville han være stikkerlikvidator. Det er det længste, nogen har været ude.«

- Tog man skridt i retning af at forsvare og bevæbne sig?
»Nej. I vores norske søsterparti havde man kamptræning ude i fjeldene, men det opfattede vi som fanatisme. Af hensyn til efterretningsvæsenerne havde vi til gengæld RÅ, som stod for Revolutionær Årvågenhed. Det betød, at man ikke måtte oplyse, hvor mange vi var, man måtte ikke bruge folks rigtige navne offentligt og ikke lave aftaler i telefonen. På vores sommerlejre og i vores blade gennemførte vi at bruge dæknavne. Det havde den gode bieffekt at hæve os selv op i betydning: det var ikke bare teori og narreværk, men alvor.«

Fra Weekendavisen (3.1.2003)

John Max Pedersen om Albanien (1982)

"Albanien er et socialistisk land . . . et uhyre åbent og frit land. Ingen kan bilde mig ind, at man kan få et helt folk til at synge, spille, danse og skrive levende og lykkeligt på kommando. Dette kan kun ske i den frihed, socialismen bringer det arbejdende og skabende folk."

John Max Pedersen (1982), citeret efter Bent Jensens "Stalinismens Fascination" (1984)

KAP om væbnet kamp & proletariatets diktatur (1976)

"Teorier om og forsøg på ad fredelig vej at gennemføre socialismen, har altid ført til nederlag for arbejderklassen. Arbejderklassen kan ikke tage den borgerlige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål. Tværtimod må arbejderklasssen sønderknuse det borgerlige statsapparat og erstatte det med arbejderklassens egen statsmagt, proletariatets diktatur. Arbejderklassen må forberede sig på væbnet kamp i opgøret med borgerskabet ... Historien har med al tydelighed vist, at den herskende klasse aldrig frivilligt giver afkald på sin magt, men vil anvende statsmagten til at undertrykke arbejderklassens kamp for socialismen."

Kommunistisk Arbejderparti (KAP)’s principprogram (1976)

Benito Scocozza om Kinas "fantastiske befrielseshistorie" (1993)

"Kommunismen er en fremtidsvision, hvor der ikke hersker knaphed, men selvdisciplineret fri, men bæredygtig anvendelse af samfundets ressourcer, og hvor staten er døet bort. . . . Ingen af de lande, der er kaldt kommunistiske, har levet op til de to betingelser. . . . [Men] uden denne bevægelse ... havde store dele af befolkningerne i den rige verden haft det endnu værre, end de i øvrigt er ved at få det igen. ... Uden den socialistiske bevægelse havde det næppe været muligt at næsten fuldende den politiske befrielse af den tredje verden. Befrielsesbevægelserne, fra Afrika til Asien, med Kina som den måske mest fantastiske befrielseshistorie, verden nogensinde har set, var inspireret af den tillid til folkesolidariteten der er en uadskillelig del af socialismen og forudsætningen for sejr i kampen mod undertrykkelse."

Benito Scocozza, fhv. formand for Kommunistisk Arbejderparti (KAP), i Jyllandsposten (17.11.1993)

Benito Scocozza om Mao & Kina (2005)

"Jeg vil ikke levere et lysende forsvar for manden. Jeg har ingen forestilling om, at han var en dæmon eller en engel. Men jeg giver ikke meget for de psykologiske forklaringer. Når man analyserer den kinesiske revolution, kan man ikke se bort fra, at der var sociale og politiske betingelser for at slippe af med det forbandede styre, som de havde før. Og der foregik både fornuftige og idiotiske ting i Kina under Mao."

Benito Scocozza, fhv. formand for Kommunistisk Arbejderparti (KAP), i Jyllands-Posten (12.11.2005)

Benito Scocozza om Mao

"[Hvis] arbejderklassens kamp skal føre til varige resultater, må et principfast kommunistisk parti, der står på marxismens-lenismen-Mao Tse-Tung-tænkningens grundlag, være i spidsen for kampen."

Benito Scocozza, daværende leder af Kommunistisk Arbejderparti (KAP), citeret i Jyllands-Posten (12.11.2005)