tirsdag den 5. november 2013

K. Helveg Petersens hyldest til Ceauşescus Rumænien (1980)


“Da jeg modtog opfordringen til at skrive en introduktion til et uddrag af Rumæniens præsident Ceauşescus taler, var jeg betænkelig. Det forekom mig særdeles vanskeligt at få alle sammenhænge med i beskrivelsen af en statsmand, hans indsats og den sum af forudsætninger, der indgår som baggrund for hans virksomhed. Det samfund Ceauşescu virker i og i så høj grad er bestemmende for, er meget forskelligt fra det danske. Ceauşescus stat er socialistisk og er dermed placeret i en rækker af stater, der på mange måder anlægger et andet syn på samfundsordenen, mennesker og deres udfoldelsesmuligheder, end det danske samfund gør.
Det er ikke hensigten at føre en debat omkring ideologiske målsætninger eller at fremhæve synspunkt eller udviklingstræk, hvor rumænske og dansk-nordiske opfattelser ikke falder sammen. Jeg har derimod set det som min opgave så redeligt som muligt at fremlægge kendsgerninger og betragtninger, der tjener til at belyse nogle af forudsætningerne for Ceauşescus placering, nationalt og internationalt. [...] Det er noget helt iøjnefaldende ved præsident Ceauşescus virke, at han bestandig søger at styrke og udbygge denne identitet. For ham synes det nationale at være det ledende princip, der er overordnet det politisk-ideologiske. [...] Den fattigdom, der prægede Rumænien efter den 2. verdenskrigs ophør, og de kløfter, der fra ældre tid fandtes mellem på den ene side de besiddende klasser og på den anden side arbejdere og bønder, førte til et systemskifte. Men samtidig skete der en mobilisering af nationale kræfter, der har bragte Rumænien et godt stykke på vej bort fra fattigdommen. Levefoden er steget stærkt, men Ceauşescu mener selv, at det vil tage adskillige år, inden Rumænien er nået op på et mellemniveau, målt med den vestlige verdens levevilkår.Det har ikke været muligt at nå disse resultater uden stærk indsats, og det rumænske folk må arbejde hårdt på vilkår, som fx. de nordiske lande ikke kender til. Det er nødvendigt at investere og undgå, at vundne fordele straks kanaliseres ud i indkomster, der vil hindre fremskridt på længere sigt. Det er indlysende, at de rumænske politiske forhold, hvor der er ét parti, som dirigerer og bestemmer, medfører andre beslutningsprocesser end i samfund, der er baseret på fri meningsudveksling og demokrati. Er der da ikke meningsudveksling i Rumænien? Jo, det er der, inden for rammerne af det overordnede politiske system. Inden for disse rammer udvikler der sig debat om en række politiske og praktiske spørgsmål. Fx. er det en regel, at alle lovforslag, der behandles i parlamentet, offentliggøres i massemedierne.Borgerne kan på det grundlagt indsende ændringsforslag, de finder relevante. De synspunkter, der på den måde fremkommer, indgår i parlamentets udvalgsarbejde, inden lovene vedtages. På fabrikker, på statsbrug, inden for institutionerne etc. drøfter de ansatte en række af de spørgsmål, der knytter sig til de daglige arbejdsvilkår og til opfyldelsen af det fastsatte mål. Og Ceauşescu opfordrer til deltagelse deri. Således er der fastsat regler for, at arbejderne på generalforsamlinger drøfter og tager stilling til planer for virksomheden, dens administration, fordeling af overskud etc. Hvert 5. år afholdes på landsbasis kongresser, hvor de enkelte fagområder drøfter arbejdsplaner for næste femår. Som eksempel kan nævnes folkerådene (kommunalbestyrelserne), arbejderrådene (de til de enkelte virksomheders tilknyttede råd) og kongresser for uddannelser. [...]
Det er ikke muligt at give en dækkende beskrivelse af den indsats, Ceauşescu har øvet, fra dengang han som dreng for mere end 50 år siden startede sin aktive deltagelse til i dag, hvor han er Rumæniens statsleder."

Den Radikale politiker Kristen Helveg Petersen (fader til Niels Helveg Petersen og farfader til Rasmus & Morten Helveg Petersen) i indledningen til "Ceauşescu's Taler" (Samlerens Forlag, 1980), på fotoet sammen med Rumæniens diktator Nicolae Ceauşescu (t.h.), 1978.

mandag den 4. november 2013

Erik Storrud om "demokratisk" fjernelse af borgerliges valgplakater (2013)

"Jeg tror ikke nødvendigvis at det er venstrefløjen der har været ude at pille hans [Rasmus Jarlovs] plakater ned. I hvert fald ikke den parlamentariske venstrefløj der her travlt med selv at hænge valgplakater op for tiden og deltage i hvad enhedslistekandidaten Margit Kjeldgaard kalder en udemokratisk envejskommunikation. Men hvorfor skal man egentlig overhovedet have dårlig samvittighed over at hive valgplakater ned i første omgang? Hvorfor er det demokratisk at lade politikere fra højre og venstre hænge på lygtepæle og belure os hver gang vi går i Netto? [...] Eftersom det er de liberale og højreorienterede partier der reklamerer mest kan det efter min mening ikke betragtes som udemokratisk at pille deres valgplakater ned. Det er blot et forsøg på at tage demokratiet tilbage fra de økonomiske interesser der aldrig har respekteret nogle demokratiske spilleregler."

BZ'eren Erik Storrud, "Valgplakater og hærværk", på modkraft.dk (3. november 2013)

mandag den 28. oktober 2013

Venstresocialisterne fik støtte fra Gadaffis Libyen (1979)

Fra PET-Kommissionens rapport:

"Arbejdet for den palæstinensiske sag førte tilsyneladende til, at VS accepterede hemmelig økonomisk støtte fra oberst Gadaffis Libyen. I 1979 skulle to navngivne VS’ere angiveligt have besøgt den libyske ambassade, hvor de fik udbetalt 10.000 kr. til dækning af udgifterne i forbindelse med Palæstina-ugen. VS-repræsentanterne insisterede på at få beløbet udbetalt i kontanter, idet det ville være ”politisk farligt” for partiet, hvis støtten blev kendt."

PET-Kommissionens rapport, bd. 7, s. 330

torsdag den 1. august 2013

Tvind-elever om Hoxha & Albanien (1970erne)

"Den nu 65-årige Enver Hoxha var medstifter af det kommunistiske parti og har siden ført en politik til gavn for befolkningen og landets stadige udvikling. Som ideologisk leder har Enver Hoxha forstået at vejlede arbejderklassen og give retningslinier for, hvordan dens ønsker kan føres ud i livet. Det er ikke let at skulle føre en politik, som klart stiller sig på den brede befolknings side, når man som Albanien er omgivet af uforstående og ligefrem fjendtlige naboer. Men Enver Hoxha og det albanske folk arbejder stadig på at gøre samfundet mere demokratisk og skabe en økonomisk og politisk uafhængighed af andre lande."

Rejserapport fra Tvind-elever, citeret i Jes Fabricius Møller: "På Sejrens Vej: Historien om Skolesamvirket Tvind og dets Skaber Mogens Amdi Petersen" (København: Dike, 1999), s. 152.

onsdag den 17. juli 2013

Per Clausen om den voldelige revolution (2013)

- Er det en voldelig revolution, du tror på?

- Nej, og det gjorde jeg heller ikke for et år siden. Det er i hvert fald så længe siden, at jeg ikke kan huske det. Men når man er så gammel, som jeg er, skal man passe på med at sige, at man aldrig har sagt det. Nogen kan måske finde et citat fra dengang, jeg var 13 år.

Folketingsmedlem Per Clausen (Enhedslisten), i Ekstra Bladet, 15. juli 2013

mandag den 15. juli 2013

Billeddokumentation #9: Globale Rødders overfald (2003)

Den 18. marts 2003 overfaldt to medlemmer af "Globale Rødder", Lars Grenaa (Arbejderpartiet Kommunisterne) og Rune Eltard-Sørensen, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (C).


De to overfaldsmænd--der efterfølgende blev dømt henholdsvis tre og fire måneders fængsel for vold--blev lukket ind som gæster til daværende folketingsmedlem for Enhedslisten (nu for Socialdemokraterne) Pernille Rosenkrantz-Theil.  Sidstnævnte udtalte efterfølgende sin moralske støtte til aktionen.

Denne moralske støtte blev Rosenkrantz-Theil efterfølgende rost for i et læserbrev (Rød-Grønne Linjer, 7. april 2003) underskrevet af en lang række prominente venstreorienterede, bl.a. Pelle Dragsted (medstifter af Globale Rødder, senere international sekretær og folketingskandidat for Enhedslisten), Gunna Starck (fhv. VS-borgmester i København) og Majbrit Berlau (senere formand for Dansk Socialrådgiverforening):

mandag den 1. juli 2013

Tvind-elever om Albanien (1970erne)

"Vi er nu kommet til hovedstaden Tirana efter at have tøffert lidt rundt i landet. Albanien er et helt andet land at rejse i. Godt nok er det europæisk, men det ligner ikke nogen af de europæiske lande, vi har rejst i før. Forskellen skyldes hovedsagligt, at landet er socialistisk, og altså har en anden styreform end den, vi har derhjemme..  Selve Tirana, som er på størrelse med Århus, står i stærk kontrast til alle storbyer, vi tidligere har været i. Den kan på mange måder indfri de fleste vesteuropæeres drømme om en grøn og forureningsfri by. Ingen larmende biler og ingen osende fabrikker, masser af træer, grønne parker og brede gader. Folkelivet har rig mulighed for at udvikle sig i byens gader og stræder. Når vi efter aftensmaden går en tur i byen kan vi høre en summen af mange stemmer, det er det halve Tirana, som er ude på aftentur, Side om side vandrer de ivrigt snakkende op og ned ad hovedgaderne. Vi mærker tydeligt, at albanerne er fri for storbyens jag og isolation. [...] Der hersker en ro og stolthed over dem, noget man forstår, når man ser, hvor langt de er nået med opbygningen af deres land."

Rejserapport fra Tvind-elever, citeret i Jes Fabricius Møller: "På Sejrens Vej: Historien om Skolesamvirket Tvind og dets Skaber Mogens Amdi Petersen" (København: Dike, 1999), s. 151f.

søndag den 19. maj 2013

René Karpantschof om politisk motiveret vold (2013)

Fhv. autonom, BZ'er m.v., René Karpantschof om sin deltagelse i de voldelige optøjer på Nørrebro den 18. maj 1993:
“Sammen med en gruppe tidligere bz'ere havde René Karpantschof forinden holdt hemmelige møder om, hvad der skulle gøres, hvis det blev et ja til EU – dengang EF. Gruppen planlagde først at skabe uro i indre by nær Christiansborg, men besluttede sig i sidste ende for at vælge Nørrebro i stedet. Ud fra et gadekamp-taktisk perspektiv var de her mere på hjemmebane og ville højst sandsynligt kunne trække flere sympatisører til sig, som sammen kunne protestere mod EU-afstemningen. [...] - Når man var i gadekamp, fandtes der kun to ting i verden. De andre og os. Man var bare fokuseret på, hvordan man kunne få ram på politiet, uden de fik ram på os. [...] Vi følte ikke, at de fredelige demonstrationer gjorde en forskel, siger René Karpantschof, som aldrig har fortrudt, at han deltog i urolighederne og kastede med sten mod politiet 18. maj. […]
Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham [… ] - jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige.”
René Karpantschof, "Vi hadede politiet", i Ekstra Bladet, 18. maj 2013.

onsdag den 1. maj 2013

Amdi Petersen om Tvind-skolen maoistiske vision (1974)

"Det er således vores historiske opgave at bidrage til løsningen af denne kolossale opgave: Forberedelsen af og gennemførelsen af den samfundsomvæltning, der vil styrte de få fra fadet og indsætte vi mange, hvor vi retteligen hører hjemme – som vores eget samfunds skabere. [...] Målet med skolens, skolernes arbejde er altså at uddanne mennesker, der vil være i stand til at deltage i opfyldelsen af vor generations store historiske opgave: Forberedelsen og gennemførelsen af en samfundsomvæltning, der repræsenterer begyndelsen til et samfund, hvor arbejderklassen og dens allierede udstikker retningslinjerne for produktion og kultur." 

Mogens Amdi Petersen, leder af Tvind-skolen, om dennes Mao-inspirerede kommunistiske vision (internt notat, 1974, offentliggjort som "Tvinds revolutionære mål", i Information 29. marts 1979)

tirsdag den 30. april 2013

Amdi Petersen om sømmelighed, revolution, oprør, vold & terror (1966)

"Sømmelighed er revolutionær adfærd: i oprørets form vælte omkuld og støbe nyt. Nu i voldens og terrorens, nu i den geniale handlings tegn: Rul hoveder. Vi er de nye magthavere - i ufejlbarlighedens navn: Revolution." 

Mogens Amdi Petersen, senere grundlægger af Tvind-skolen, i B.T. (15. september 1966)