Erik Albæk om Leninisme og det proletariske demokrati (1985)

Professor Erik Albæk, i ”Neo-gramscianerne: Endnu en 3. vej til demokrati og socialisme?”, Politica (bd. 17, nr. 1, 1985):

”Et åbenlyst problem ved enhver demokratidiskussion er, at demokratibegrebet aldrig har haft et alment accepteret indhold, hverken når dette historisk betragtes i et synkront eller i et diakront perspektiv. Det har ofte virket forplumrende for den politiske debat og har endog foranlediget opfordringer til helt at undlade at benytte termen i politologiske analyser på grund af begrebets ideologiske konnotationer . . . Denne begrebsforvirring har også plaget marxistisk teoritradition, hvor samme forfatter undertiden kan lægge forskellig betydning eller bibetydning i samme term, uden at det for læseren og måske heller ikke for forfatteren fremgår helt klart . . . Lenin udgør i så henseende ingen undtagelse, men der spores hos neo-gramscianerne en tendens til ikke klart at skelne mellem Lenins forskellige betydninger af demokratibegrebet, hvorfor argumentationen mod leninismen ofte lader meget tilbage at ønske.”

”[Det er] formålstjenligt at skelne mellem to betydninger af demokrati hos Lenin: det borgerlige, repræsentative demokrati og det proletariske demokrati - det, der i ”Staten og revolutionen” udelukkende benævnes "proletariatets diktatur". Med en vis tilsnigelse kan det hævdes, at forskellen mellem de to består i, at Lenin betragter førstnævnte som en formel styreform, mens han i sidstnævnte lægger vægten på demokratiets sociale indhold. Det borgerlige demokrati kendetegnes ved dets formelle lighedsprincip, hvad angår det politiske, samtidig med, at den sociale og økonomiske virkelighed, der er kendetegnet ved ulighed, bortabstraheres. Den borgerligt liberale demokratiforståelse indebærer således en klar adskillelse mellem politik og produktionssfære. Det liberale repræsentative demokrati bliver derfor af Lenin set som uadskilleligt fra en bestemt styreform og et bestemt økonomisk system, hvorfor han i ”Staten og revolutionen” kan hævde, at "Den demokratiske Republik er den bedste politiske Skal om Kapitalismen, der kan tænkes"(Lenin, 1948: 18).”

”Som en logisk følge af den lige skitserede statsopfattelse kan der ikke blive plads for revolutionsstrategier, der opererer inden for den borgerlige stats rammer. En sådan strategi må nødvendigvis forberedes uden for og op mod den borgerligt demokratiske stats institutioner og dermed opstår dobbeltmagtteorien: Til at forberede det afgørende slag mod den borgerlige stat er det nødvendigt, at der konstrueres en anden magt, der gennem en (underforstået voldelig) konfrontation erobrer den borgerlige stats institutioner - en magt, der er baseret på arbejderrådsorganiseringen, sovjetter.”

”Det er kendetegnende for den neo-gramscianske debat, at målet herfor har været at etablere et teoretisk grundlag for en opblødning af venstrefløjens historiske polarisering i to hovedtraditioner: en leninistisk og en socialdemokratisk. Skytset har i første række været rettet mod leninismen, da enhver venstrefløjsteoretiker med respekt for sig selv jo ved, at socialdemokratisk parlamentsfiksering under ingen omstændigheder er en farbar vej til socialisme. Der har derfor tilsyneladende ikke på samme måde som i forhold til leninismen været behov for et dybtgående opgør med socialdemokratismen. Markeringer i forhold til sidstnævnte dukker for det meste op, når neo-gramscianernes diskussion af deres eget 3. standpunkt måske kunne misforstås som et knæfald for socialdemokratisk reformisme. Ved udstrakt brug af fremmedord og abstrakter "tydeliggøres" så på få linier, at det i hvert fald ikke var det, der mentes.

Det har derfor også været kritikken af den leninistiske tradition, der har stået i centrum for ovenstående diskussion. Diskussionen har dog bevidst ikke indskrænket sig til en snæver behandling af neo-gramscianernes demokratiopfattelse, således som denne adskiller sig fra den leninistiske teori. Det skyldes hverken primært eller blot, at neo-gramscianerne selv er yderst karrige med hensyn til at give eksakte definitioner og i endnu mindre grad dybdeborende analyser af deres demokratibegrebs nærmere indhold trods begrebets hyppige - og, fristes man til at sige, besværgende - forekomst i den neogramscianske litteratur. Det skyldes derimod først og fremmest det særegne ved marxistisk teori, at denne relaterer sig snævert til spørgsmålet om handlingens mulighed. Den marxistiske teori er med andre ord problemformulering og problemløsning. Det giver derfor ikke mening inden for denne tradition at diskutere demokrati slet og ret, hvorimod det er meningsfyldt at undersøge demokratiets placering i forandringsprocessen.”

Torkil Lauesen om Sovjetunionen & Co. som virkeliggjort socialisme (1990)

"Rusland befandt sig mellem en stagnerende feudalisme og en kapitalisme, hvis udvikling blev forkrøblet af Ruslands perifere position i det kapitalistiske system. Dette medførte, at idéen om socialisme spirede og slog rod her, før de materielle betingelser var til stede. Et udueligt Zar-regime, bolsjevikkerne og Lenin, samt Første Verdenskrig muliggjorde Sovjetstatens fødsel i 1917. I løbet af 20rne og 30rne etableredes en stats/partistyret planøkonomi baseret på en offentlig ejendomsret.

Andre planøkonomiske samfund er ligeledes opstået i periferien af det kapitalistiske system, hvor kolonialisme og imperialisme førte til stagnation og opløsning af de gamle produktionsmåder, men samtidig også forhindrede en dynamisk kapitalistisk udvikling som i centerlandene. I stedet førte det til økonomiske og politiske kriser, anti-koloniale og anti-imperialistiske revolutioner, der hvis de var succesfulde evt. førte til etableringen af planøkonomier.

Det sovjetiske, kinesiske eller f.eks. cubanske samfundssystem kan således ses som en anden måde end den kapitalistiske at udvikle produktivkræfterne på, og på denne måde tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialisme.

. . .

Gabet mellem de socialistiske visioner og den praksis, som var bestemt af de umiddelbare behov ogmuligheder, var et resultat af, at sovjetstaten var kommet til verden i periferien af det kapitalistiske system og derfor måtte søge at overleve og udvikle sig i en omverden, der stadig var domineret af det kapitalistiske center, økonomisk og politisk.

Kort efter Lenins død stod det klart, at revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande ikke ville komme i en overskuelig fremtid, og Sovjetunionen slog ind på Stalins linie: opbygningen af socialismen i et land.

Idéen var at tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialismen ved at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat, inden man mistede de politiske forudsætninger - statsmagten.

. . .

Vi står over for et paradoks: nemlig det forhold, at en revolutionær situation igen og igen opstår i kapitalismens periferi, hvor systemet ikke fungerer særlig godt pga. centrets imperialisme - dette på den ene side - og på den anden side alle de revolutionære forhåbninger, der er bristet, når de nye statsmagter har skullet til at realisere drømmen om socialismen i en verden, hvor de udviklede kapitalistiske lande stadig dominerer økonomisk, politisk og militært - Dette Paradoks har redet den socialistiske bevægelse som en mare. Cuba, Vietnam, Angola, Mozambique, Zimbabwe, Nicaragua og Namibia er nyere eksempler på stater med et socialistisk perspektiv, men som er vokset op under et økonomisk og militært pres, der ofte har gjort drømmene til klamme realiteter. Hvad har Angola eller Nicaragua ikke måttet bruge af deres sparsomme ressourcer på det nationale forsvar for blot at kunne overleve?

. . .

Efter at borgerkrigen og den imperialistiske intervention i Sovjet var forbi, oplevede landet fra midten af 20rne og i 30rne en utrolig hurtig økonomisk vækst. Efter verdenskrigen fortsatte denne udvikling helt frem til begyndelsen af 60erne, hvor tempoet begyndte at falde. En række økonomiske reformer bragte dog Sovjet igennem 70erne med positive vækstrater. I begyndelsen af 80erne strammede det alvorligt til. Hvor Sovjetunionen hidtil havde halet ind på de udviklede kapitalistiske lande, i økonomisk udvikling, begyndte det nu at sakke agterud."

Torkil Lauesen i kronikken "Om produktivkræfter og produktionsforhold", oprindelig bragt i Information (6.-7.10.1990), med titlen ”t.l.”

Citater af & om Mao

"Synet af kinesere med Maos Lille Røde i hånden blev et symbol på den kinesiske revolution i 1970erne. I millionvis strakte »masserne« bogen mod himlen for at demonstrere deres revolutionære iver under Kulturrevolutionen, og snart efter genfandt vi bogen i danske oversættelser i boghandlerne, i reoler hos venner, i skoler og i inderlommen hos demonstranter i midten af 1970erne i København. Den blev en vejviser ikke blot for de kinesiske masser og den revolutionære danske venstrefløj, hvor sympatien for Maos revolutionære tanker var udbredt, men også i resten af det danske samfund kunne man genfinde en vis beundring for Maos tanker og sprogblomster. Maos lille citatbog med tekster fra den kommunistiske leders skrifter fra 1920erne og frem til 1950erne blev udgivet som et led i den benhårde magtkamp mellem kommunistiske fraktioner. Citaterne blev samlet i 1963 og blev uddelt blandt soldaterne i forbindelse med den frembrydende Mao -kult. . . .

Den lille Rødes pluk af citater spænder over et langt tidsrum, og Maos udsagn om krig og revolution er historisk betingede og kan ikke bedømmes som generelle vurderinger. Bogen er imidlertid interessant som et signal om, hvad der var dogmatikken i de år i 1960erne og 1970erne, hvor magtkampen rasede. Hovedvægten i bogen er lagt på den såkaldte masselinie, hvor den enkeltes rettigheder ikke eksisterer, men hvor al interesse blev viet massen - dvs. folket - og Det kommunistiske Parti, der skulle opdrage masserne. Følgende Mao -citat er typisk for holdningen: »Masserne er de virkelige helte, mens vi selv ofte er barnlige og uvidende. Før man har forstået det, er det umuligt at tilegne sig selv den mest elementære viden« (marts-april 1941). Det var afgørende for den revolutionære bevægelse mod det kommunistiske samfund, at partiet ledte disse masser, og at man ikke hengav sig til enkeltpersoners ønsker: »For at forbinde sig med masserne må man handle i overensstemmelse med massernes behov og ønsker. Alt arbejde for at tjene masserne må tage sit udgangspunkt i deres behov og ikke i en enkeltpersons ønske, hvor velment det end kan være« (oktober 1944). Den politiske ideologi baserede sig på en blanding af pluk fra Marx, Engels, Lenin og Stalin: »Blandt mange kammerater i vores parti eksisterer der stadig en yderst dårlig arbejdsstil, en stil der er helt i strid med marxismen-leninismens ånd. De opfører sig som »en mand, der vil fange spurve med bind for øjnene«, eller »en blind, der famler efter fisk«. De arbejder sjusket, vælter sig i ordstrømme, og nøjes med stumper af overfladisk viden. Marx, Engels, Lenin og Stalin har lært os, at det er nødvendigt at studere situationen samvittighedsfuldt og at tage udgangspunkt i den objektive virkelighed og ikke i subjektive ønsker« (maj 1949). Men nogen sammenhængende ideologi er der ikke tale om i Den lille Røde, og i det hele taget er bogen en sammenrodning af historiske citater, der fremstår som brokker. Men signalet til at understrege masserne til fordel for den enkelte og fremme den doktrinære marxisme-leninisme var klart nok. Kulturrevolutionen spredte anarki, død og ødelæggelse i det kinesiske rige, og Mao -kulten nåede nye højder, hvor han blev fremstillet som en genial leder, ja næsten som en gud. Forsigtige skøn peger på, at Kulturrevolutionen alene kostede 1,6 mio. myrdede mennesker, og at der i alt i Maos regeringsperiode døde ca. 35 mio. som offer for regimets politik.

Dansk sympati

På trods af den brutale virkelighed i Kina, som allerede var offentlig kendt i Vesten i 1960erne, og til trods for Den Lille Rødes karakter af tilfældige sammenstillede citater uden sammenhæng eller dybde, så nåede Mao -kulten også til Vesten og til Danmark. Den lille Røde var blevet oversat allerede i 1967 af Gotfred Appel, Mao -tilhængernes leder i Danmark og den ideologiske fader til Blekingegade-banden. Appel var dog uvidende om bandens senere radikale udvikling. Førende danske intellektuelle havde stor sympati for Maos tanker. Ebbe Reich Kløvedal skrev om Mao : »Den sidste af vor tids store. Gid der fandtes politikere af den støbning i vores del af verden. Så var der håb, selv for os midt i jordklodens rådne borgerskab.« (1976). Informations journalist Ejvind Larsen hyldede Mao i en stor nekrolog i 1976 og skrev: »Nu er Maos arbejde afsluttet - måske det mægtigste i vort århundrede.« Forfatteren Jan Bredsdorff skrev: »Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet, at et samfund styres af mennesker, og at mennesker styres af menneskelighed.« Og Knud Vilby , også journalist på Information, kunne godt se det positive i det kommunistiske regime: »Hvis Kina med det Bent A. Koch måske kalder et kommunistisk diktatur, bedre har været i stand til at løse sine fødevareproblemer, end Indien med korruption, demokrati og pressefrihed sine - så vælger jeg det kommunistiske diktatur« (1975). Da førende intellektuelle valgte at støtte morderregimet, var det ikke underligt, at dele af det danske samfund havde et positivt syn på Kina, og at citater fra Den lille Røde dukkede op både i medierne og skoler uden nogen kritisk eftersætning."

Fra Bent Blüdnikows artikel "Lille bog med stor virkning", i Berlingske Tidende (1.10.1999)

SF bygger på marxismen (2009)

"§ 2

Stk. 1

Partiets formål er at virke for socialisme gennem udvidelse af demokratiet. Partiet arbejder på et marxistisk idegrundlag."

Socialistisk Folkepartis vedtægter, 2009.

DKP/ML om Stalins ufejlbarlighed (1978)

”DKP/ML bygger klart og konsekvent på den videnskabelige socialisme, sådan som den er udviklet af marxismen-leninismens klassikere, Marx, Engels, Lenin og Stalin. Marxismen-leninismens klassikere har grundlagt og videreudviklet arbejderklassens videnskabelige teori. De var anerkendte og teoretiske og praktiske ledere af den kommunistiske verdensbevægelse. De har ikke begået afgørende fejl på noget grundlæggende spørgsmål. Derfor er deres lære det uomgængelige grundlag for kommunisternes arbejde og kamp også i dag.
. . .
Stalin sammenfattede marxismen på mønstergyldig vis. Han udviklede teorien videre på væentlige felter under kampen for socialismen under proletariatets diktatur. . . . Han forudså, afslørede og bekæmpede uden vaklen ethvert forsøg på at genrejse kapitalismen og var den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder.”

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 1f.

Billeddokumentation #3: 40 års jubilæumsplakat for PFLP (2007)

40 års jubilæumsplakat for PFLP (2007), der i årevis samarbejdede med Venstresocialisterne og Kommunistisk Arbejdskreds (KAK)/Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) (Blekingegade-banden) med teksten "I resist therefore I exist", illustreret med panserværnsraket og maskinpistol.

KFML om stalinismens og maoismens fortjenester (1969)

"[I Bo Gustafsons artikel ”30 år efter”] gives en samvittighedsfuld vurdering af Stalins arbejde i forhold til hans historiske indsats og til hans seneste værker, set i lyset af Mao Tse-tungs videreudvikling af marxismen-leninismens teori. . . . Er det i dag, i 1969, af betydning at studere Stalin-problematikken og Stalins teoretiske bidrag og foretage vurderinger af hans fortjenester og fejl? . . . Ja, det er af overordentlig stor betydning . . . Mao Tse-tung lærer os: ”Hvis I ikke har undersøgt et problem, mister I retten til at udtale jer om det.” Vi håber med Marxistisk-Leninistiske Studiebreve nr. 2 at have givet læserne noget stof til undersøgelse."

Marxistisk-Leninistiske Studiebrev, nr. 2 (1969) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.112.

Billeddokumentation #2: Plakat på Marxist.dk for "Communist Action League"

Plakat på Marxist.dk for "Communist Action League"

DKP om Sovjetunionen og dens uundgåelige succes (1973)

"I vor tid foregår den mest grundlæggende omvæltning i menneskesamfundenes historie — verdens overgang fra kapitalisme til socialisme. Virkeliggørelsen af socialismen, først i Sovjetunionen, siden i andre lande, har bevist, at
arbejderbevægelsens grundlæggere havde ret: socialismen er folkenes fremtid. Gennem samfundets overtagelse af produktionsmidlerne kan mulighederne for at efterkomme menneskenes behov udnyttes. Det træder stadig stærkere frem i vor tid, hvor videnskaben er blevet en direkte produktivkraft, som revolutionerer tilvante begreber og omsat i teknik sætter menneskene i stand til at forme sig en lykkelig tilværelse i en stadig nyskabende udvikling.
Under kapitalismen kan det ikke blive sådan. Hensynet til de private kapitalmonopolers profit bestemmer produktion og samfundsliv. De tekniske fremskridt bliver i deres hænder til arbejdsløshed, frygt og forjagethed, til ødelæggelse af naturen, til udryddelse af liv, til trussel om katastrofer.
Folkenes stræben efter fred og socialt fremskridt kan kun vinde frem i stadig kamp mod de kapitalistiske monopolers bestræbelser for at bevare deres magt og privilegier. Mod deres systems, imperialismens, bestræbelser sætter socialismen, arbejderbevægelsen og de nationale frihedsbevægelser deres kræfter ind. Denne internationale klassekamp afgør menneskehedens fremtid.
Imperialismen kan ikke mere bestemme historiens gang. Socialismen vinder mere og mere afgørende indflydelse på den internationale udvikling, efterhånden som dens overlegenhed som samfundssystem viser sig i praksis. I Sovjetunionen fører opbygningen af socialismen til løsning af helt nye og omfattende samfundsopgaver. Også andre socialistiske lande er nået frem til den udviklede socialismes stade. Det betyder ikke alene en materiel og politisk styrkelse, men også at socialismen vinder større overbevisningskraft i folkene.
. . .
Det, som giver kommunisterne kraft og udholdenhed, er bevidstheden om, at deres daglige slid er nøglen til at fuldbyrde samfundets overgang fra kapitalisme til socialisme. Den bevidsthed bygger på forståelsen af socialismens historiske nødvendighed, af dens håndgribelige fremmarch i Sovjetunionen og andre lande, af arbejderklassens styrke og historiske rolle. Kommunisterne kæmper i det daglige opgør med kapitalismen, i indsatsen for at sætte en ny politik igennem, med socialismen som perspektiv og i bevidstheden om, at kun således udformes den kraft, som kan fuldbyrde samfundets omvæltning. Overgangen til socialismen tager forskellige former i de forskellige lande og til forskellige tider. Men den foregår overalt efter de grundlæggende fælles lovmæssigheder, som er sammenfattet i marxismen-leninismens teori."

"Til kamp mod storkapitalen - for arbejderklassen, for socialismen", Kongresresolution fra Danmarks kommunistiske Partis 24. kongres (1973)

Karl Marx om vold (1845ff)

Via Nomos:

"[Den sande dommedag er] når genskæret fra brændende byer ses på himmelen […] og når de himmelske harmonier består af melodierne til La Marseillaise og La Carmagnole [revolutionssange], akkompagneret af kanon-torden, mens guillotinen slår takten, og de ophidsede masser skriver Ca ira, Ca ira [det går an / lad det gå kvikt - revolutionsråb], mens betænkeligheden hænges i en lygtepæl."

Fra Deutsche Ideologie (1845-46)

"Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne. […] Kommunisterne forsmår [afstår fra] at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution."

Fra Det Kommunistiske Manifest (1848)

"Vi er hensynsløse og beder ikke Dem [den preussiske regering] om pardon. Når det bliver vores tur, skal vi nok vise, hvad terror er."

1849, Marx-Engels Gesamtausgabe, VI, s.503-05

"Så langt fra at være imod de såkaldte udskejelser [voldelige uroligheder] - sådanne eksempler på folkets hævn mod hadede personer eller offentlige bygninger, som vækker hadfyldte minder – så må vi ikke blot bifalde disse eksempler, men også række dem en hjælpende hånd."

Aktionsplan, distribueret 1850 (Marx-Engels Gesamtausgabe, VII, s.239)

"Historien er dommeren, dens bøddel proletariatet."

Fra tale 14. april 1856 (Marx-Engels Werke, III, s.69f).

"[Der er] kun ét middel til afkortning, forenkling og lokalisering af det gamle samfunds blodige dødskamp og det nyes blodige fødselsveer, kun ét middel – den revolutionære terror"

Marx-Engels Gesamtausgabe, VII, s.423

"Socialismen kan ikke bringes til eksistens uden revolution. Når den organiserede aktivitet begynder, når sjælen, ’tingen i sig selv’, kommer til syne, så kan socialismen bortkaste alle de politiske slør."

Fra The unknown Karl Marx Documents concerning Karl Marx (Red. Robert Payne 1972), s.98ff.

Christian Braad Thomsen om maoistisk ikke-skam (1994)

"Jeg skammer mig ikke over, at der i de år hang en Maoplakat i mit køkken. ... Jeg beundrede Maos digtning og politiske tænkning . . . Mao var for os . . . et symbol på Den tredje Verdens og vores frihedskamp."

Christian Braad Thomsen, i Weekendavisen (17.6.1994)

Ebbe Kløvedal Reich som marxist-leninist-maoist (1975)

"Blandt de ideologiske kirkefædre er Marx, Lenin og Mao tidens store triumfatorer. ... Jeg er veget udenom at kalde mig selv marxist-leninist indtil nu. ... At jeg har afholdt mig fra det, skyldes noget, jeg selv tidligere ville have kaldt ”intellektuel frihed”. ... Samtidig skabte den omsiggribende marxistisk-leninistiske idédebat et job som professionel, indforstået modsnakker, som jeg tjente penge på. Derfor var det også mest praktisk for mig at understrege, at jeg ikke var marxist-leninist. Begge disse holdninger fordømmer jeg nu som kontrarevolutionære og vil bestræbe mig på at nedkæmpe dem i mig selv."

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, i essayet "Til forsvar for masselinien og den rette tro" (1975)

Benito Scocozza om Mao

"[Hvis] arbejderklassens kamp skal føre til varige resultater, må et principfast kommunistisk parti, der står på marxismens-lenismen-Mao Tse-Tung-tænkningens grundlag, være i spidsen for kampen."

Benito Scocozza, daværende leder af Kommunistisk Arbejderparti (KAP), citeret i Jyllands-Posten (12.11.2005)