"Klima"-demonstranter under kommunistiske hammer- & segl-faner (Amagerbrogade, København, 12.12.2009; kilde: Jp.dk)
”Frihedskamp er ikke terrorisme.”Arrangementet er også annonceret i "Dagbladet Arbejderen - Danmarks Røde Dagblad", der udgives af Kommunistisk Parti i Danmark.
Start: 3 Okt 2009 - 17:30
Slut: 4 Okt 2009 - 00:00
Sted:
3. oktober 2009 kl. 18 i 3 F – Bygge- Jord & Miljø, Trekronergade 26, 2500 Valby
STØTTEFEST FOR PFLP i anledning af Poul Møllers 80 årsdag. En kreds af Pouls venner ønsker at fejre denne dag, og i Pouls ånd og efter Pouls udtrykkelige ønske, ved at afholde en indsamlingsfest for PFLP, hvor overskuddet går ubeskåret og ubetinget til PFLP – Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Entré: Efter evne. Program: taler, øl, mad, musik og dans Hele overskuddet går til PFLP,derfor frabedes personlige gaver. Mød op, hils på gamle og unge aktivister og giv dit bidrag til palæstinensernes frihedskamp og til kampen mod terrorlovene. I solidaritet med Oprør, Fighters+Lovers, TIBs faglige klub & Horserød-Stutthof-foreningen.
"Kommunistisk samling på vej? Men er der også realiteter i det? Fører det ligefrem til etablering af et fælles kommunistisk parti?Fra artikel bragt i Solidaritet, senere udgivet på Modkraft.dk (7.11.2003).
Samlingsbestræbelserne omfatter tre partier, der - omend med forskellige indfaldsvinkler - giver udtryk for at være interesseret i et tættere samarbejde. Det er Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l). . . . Herudover findes også et fjerde parti – Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), der blev dannet af en udbrydergruppe fra DKP m-l i 1997. Men de er ikke en del af samlingsbestræbelserne, af den simple grund at de betragter de 3 andre partier som revisionister og reformister, som man ikke kan være i stue med.
. . .
Men det er en kendsgerning, at medlemmer fra de tre partier er særdeles aktive i en lang række bevægelser og aktiviteter, som også involverer resten af venstrefløjen. Mange af DKP m-l og KPiDs medlemmer er aktive i fagbevægelsen, og beklæder tillidshverv på arbejdspladser og i fagforeninger. En del DKP´ere er særdeles aktive i Enhedslisten, også i ledelsen af denne.
De tre partier har faktisk også en lang række holdninger og aktuelle kampkrav fælles med resten af venstrefløjen. Der er naturligvis også vigtige forskelle, men ser vi på spørgsmål som kampen mod den borgerlige regering og dens forsøg på at demontere velfærdssamfundet, på USA´s udenrigspolitik, NATO, EU, og mange andre dagsaktuelle spørgsmål, så er der mange sammenfaldende synspunkter ikke blot de 3 partier imellem, men også med Enhedslistens politik.
. . .
Umiddelbart er der god mening i en samling af de 3 partier, alene af den grund, at de repræsenter den samme tradition i arbejderbevægelsen, de betragter sig alle 3 som en del af den såkaldt ”kommunistiske verdensbevægelse”.
De er for eksempel enige om, at Sovjetunionen og de østeuropæiske stater var socialistiske frem til ”murens” fald og Sovjetunionens opløsning.
De er enige om, at der nok kan sættes berettigede spørgsmålstegn ved Sovjetunionens politik under Stalins ledelse, men det ændrer ikke på deres grundopfattelse, at der var tale om en socialistisk politik og at Stalin som politisk leder i det store og hele var et forbillede og en ”stor kommunist”.
De er enige om, at Kina var et socialistisk land, ihvert fald under Maos ledelse – hvad de mener om Kina i dag er mere uklart! Og de er også enige om, at vi i dag skal regne Cuba og Nordkorea for socialistiske stater."
"Zimbabwe skal bøje sig for Vestens krav. Kampagnen mod præsident Robert Mugabe er enorm og koordineret. Sanktionerne lammer landet og rammer befolkningenFra artiklen "Sådan kvæler man et land", af Anders Fenger, i dagbladet Arbejderen (31.5.2008)
Det synes at være den beslutning London og Washington har taget for længe siden.
Vestens holdning er, at de udenlandske, rige firmaer for alt i verden skal have nem adgang til landets rigdomme i undergrunden, og hvad den frodige jord kan give.
Nu ligger der et enormt pres på befolkningen op til anden runde af præsidentvalget mellem den nuværende præsident Robert Mugabe fra partiet ZANU-PF og udfordreren, Morgan Tsvangirai fra MDC. Valget er fastsat til den 31. juli i år.
Ved valget i marts konstaterede valgkommissionen, at nok havde Morgan Tsvangirais parti fået flertal i parlamentet, og Tsvangirai selv flere stemmer end Mugabe til posten som præsident. Men antallet af stemmer til Tsvangirai ved præsidentvalget var ikke nok til at undgå en anden runde. For at vinde i første valgrunde skal en kandidat have over 50 procent af stemmerne, og det fik Tsvangirai ikke.
...
Sanktioner rammer landet hårdt. Oveni svømmer medierne i hele verden over af propaganda mod Mugabe.
Strategien er tilsyneladende at skabe utilfredshed i befolkningen over de økonomiske problemer, som Mugabe får skyld for. Og så skal folket vælge en anden præsident end Mugabe.
...
Som en følge af presset ude- og indefra er Zimbabwes økonomi i dag i ruiner. Pengenes værdi er totalt undergravet. Inflationen er skyhøj.
...
Inde i landet har rige farmere og arbejdsgivere forstået signalet fra Vesten.
I Zimbabwe er der lavet en uhellig alliance med specielt de mange tusinde hvide farmere, der stadig sidder på størstedelen af jorden. De sørger for at sabotere al fremgang. Det samme gør driftige erhvervsfolk i byerne, der ejer fabrikker og virksomheder.
Netop disse fortrædeligheder giver Vesten Zanu-PF-regeringen med Mugabe i spidsen skylden for.
Og det er ikke så underligt, at millioner af mennesker længes efter nye tider og ny fremgang.
Her kommer Vesten så med sit interne spar es og gulerod; Morgan Tsvangirai fra oppositionen MDC. De tre bogstaver står for 'Movement for Democratic Change'; altså Bevægelsen for demokratisk forandring.
Partiet siger ja til kravene fra Vesten. Privatisering frem for statseje af de vigtigste virksomheder i landet. Stop for jordreformen, der giver jorden tilbage til den sorte befolkning.
Hvis blot Zimbabwe vælger en ny regering og vælter Mugabe, åbner Vesten for lån til landet og støtte, lyder de lokkende løfter.
Denne afpresning er prøvet i dusinvis af andre lande verden over; Nicaragua under sandinisterne, i Zambia, i Ukraine, og få - om nogen steder overhovedet - har det medført fremgang for de mange.
Nu er det Mugabes tur. Dæmoniseringen ruller.
...
Robert Mugabe har været leder af det sydafrikanske land Zimbabwe siden 1980.
Han udmærkede sig i 1960'erne som leder for Zimbabwe African National Union (ZANU), og som leder af guerrilla-krigen mod det racistiske styre i Rhodesia i krigen fra 1964 til 1979.
Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide én procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.
Mugabe møder i dag et voldsom pres fra USA, Europa og britisk Commonwealth-lande på grund af sin kritik af imperialismen og på grund af de jordreformer, som han og partiet ZANU insisterer på.
Er der ikke forskel på nogle regler om påklædning og så det at have et billede på væggen af en person, som har slået millioner af russere ihjel?
"Man må jo se personer i et historisk lys, hvordan de har ageret i forhold til den tid, hvor de har levet."
Er der da undskyldninger for Stalins mord på millioner af russere?
"Det har der vel været i historiens lys, selvom vi ikke synes det i dag. Der har været mange forskellige årsager til, at historien har udspillet sig, som den har. Man kan ikke skrue historien tilbage."
Var hovedårsagen ikke bare, at Stalin var en tyran og et ondt menneske?
"Diskussionen om ond og god synes jeg ikke rigtigt hører hjemme her. Den diskussion kan jeg ikke bruge til noget."
Hvorfor ikke?
"Han har jo ikke egenhændigt gået rundt og skudt millioner ned eller kastet dem i massegrave."
Men han havde vel et betydeligt ansvar for det?
"Absolut, det skal man ikke fornægte, men det er jo ikke kun en enkeltperson. Det er et spørgsmål om at se ind i en tid."
Synes Kommunistisk Parti, at Stalin var en skurk eller en helt?
"Stalin var en del af historien og må ses som den del af historien, han var i, ud fra den tid hvor han levede."
Så du vil ikke sige, at Stalin var en skurk?
"Nej, det vil jeg ikke," siger Anette Nielsen.
"[D]et kan ikke nytte noget, at vi hænger os i historien."Niels Hausgaard om Stalins massemord i anledning af sin økonomiske støtte til Kommunistisk Parti i Danmarks avis, Dagbladet Arbejderen, der hylder Josef Stalin, interview til netavisen 180grader (29.7.2007)
"Folkenes kamp
Adskillige folkeslag og nationer er lidt efter lidt ved at sætte sig i bevægelse mod imperialistisk dominans. ... Socialismen som samfundssystem har trods store vanskeligheder holdt fanen højt. Ikke mindst i Cuba er mere end ti års afsavn under den såkaldte »særlige periode« ved at blive afløst af ny fremgang for revolutionen. I flere latinamerikanske lande er progressive regeringer kommet til magten. I Venezuela har Hugo Chavez offentligt udråbt socialismen som målet. Præsidenterne i Bolivia og Ecuador har gjort det samme og har udskrevet folkeafstemninger om nye forfatninger, der skal åbne op for denne udvikling. I Ecuador har Rafael Correa netop vundet folkeafstemningen, og i Bolivia har EvoMorales’ regering allerede iværksat en række nationaliseringer, der udgør et hårdt slag mod den transnationale kapital.
I flere latinamerikanske lande er en lignende udvikling mulig inden for kortere tid.
En række lande har med større eller mindre succes holdt stand imod imperialistisk pression og er slået ind på en selvstændig udviklingsvej.
Det gælder lande som Vietnam, Nordkorea, Iran, Syrien og Hviderusland.
"Socialismen og det store tilbageslag
Det 20. århundrede var præget af socialismen, som sejrede og blev opbygget i en række lande. Det betød, at menneskene overalt på kloden kunne se, at et anderledes liv uden udbytning og undertrykkelse var muligt. Det inspirerede arbejderklassen i de kapitalistiske lande, hvor arbejderbevægelsen blev en afgørende faktor i udviklingen. Mange ulande kæmpede sig fri af koloniherredømmet og påbegyndte en anden udvikling af deres lande med støtte og hjælp fra de socialistiske lande.
Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa brød ikke desto mindre sammen. Årsagerne hertil var et kompleks af økonomiske og politiske faktorer, indre og ydre årsager, objektive og subjektive omstændigheder og praktiske og teoretiske fejltagelser.
Men den socialistiske idé er ikke død. Cuba og enkelte lande i Asien er stadig i gang med en socialistisk opbygning. ...
Kontinentets hidtil eneste socialistiske land er Cuba, som har virket som den store inspirator for de progressive kræfter i Latinamerika i næste et halvt århundrede."
"Kommunistisk Parti fejrer oktoberrevolutionen, sammen med millioner af kommunister og revolutionære, fordi det er en af de vigtigste begivenheder i menneskehedens historie. ...
For første gang i menneskehedens historie lykkedes det at etablere et socialistisk samfund. Oktoberrevolutionen afskaffede menneskets udbytning af andre mennesker. Gennem systemet af Sovjetter blev det for første gang i historien, et flertal af befolkningen, som blev samfundets virkelige herskere. Revolutionen sikrede at de afgørende produktionsmidler blev fælleseje. Med Oktoberrevolutionens sejr skete der en afgørende forskydning i styrkeforholdet på verdensplan til arbejderklassens fordel. ...
Sovjets og de kommunistiske partiers indsats under 2. verdenskrig gav impuls til en ny bølge af revolutioner. De kommunistiske parti og deres indflydelse voksede markant. Socialismens banner blev plantet i en lang række lande i Østeuropa og senere i Kina, Vietnam, Nordkorea, Cuba, ofte på grundlag af et direkte militært opgør hvor imperialismen led nye nederlag. På flere kontinenter rettede befrielsesbevægelser nye slag mod imperialismen i kampen for frihed og national selvbestemmelse.
I Sovjetunionen blev der skabt en udvikling for almindelige mennesker, som aldrig var set før i historien. Millioner og atter millioner af mennesker fik en markant forbedring af deres levevilkår. Gratis uddannelse, lægehjælp, folkepension, billige boliger og en lang række andre rettigheder blev tilbudt alle, betalt af den socialistiske stat. Sovjetunionens menneskesyn og styrke muliggjorde at de økonomiske, sociale og demokratiske menneskerettigheder fik en helt central placering i FN's charter, da organisationen blev opbygget efter 2. verdenskrig. ...
Arbejderklassen har intet fået foræret. Alle goder er vundet gennem kamp. Under helt ekseptionelle historiske omstændigheder lykkedes det arbejderbevægelsen i Danmark at kæmpe en lang række velfærdsgoder igennem under kapitalismen. Det er ikke fordi kapitalen er specielt gavmild i Danmark at det har været muligt. Det er alene på grund af styrkeforholdet mellem klasserne, blandt andet i kraft i den socialistiske lejr eksistens, at dette har været muligt. Også derfor står også den danske arbejderklasse i direkte gæld til Oktoberrevolutionen og det socialistiske Sovjet. I dag hvor Sovjet og den socialistiske lejr er væk og styrkeforholdet er borgerskabet fast besluttet på at rulle historien og tilbageerobre en stadig større del af den samfundsmæssige rigdom. ...
Kommunistisk Parti anbefaler en stemme på Enhedslisten. ... Det er i sidste ende kun et socialistisk Danmark der kan sikre et ægte velfærdssamfund, hvor arbejderklassens indflydelse ikke er begrænset til et kryds på en stemmeseddel hver fjerde år. Derfor er det også i dag nødvendigt at følge i Oktoberrevolutionens fodspor."
