SFU om "Når jeg ser en Shell-tank brænde ..." (2009)

Når jeg ser en Shell-tank brænde,
bli'r jeg glad og vil se mer'.
Når min Molo' ikke vil tænde,
bli'r jeg glad for jeg ved jeg har fler'.

(Omkvæd:)
Der er masser af lort der skal knuses
I vor kamp for befrielse her.
Ja I ska fa'me høre møtrikkerne suse.
Til den dag jeg får scoret et gevær.

Når jeg hører en yankee er røget
bli’r jeg glad og vil hør’ mer’
Sandinisterne har gjort sig fri af møget
det kan vi sgu da også gøre her

Fra Socialistisk Folkepartis Ungdoms sangbog "Slut op kammerat" (Århus, marts 2009)

Aksel Larsen om at tage magten med vold (1933)

"[Det er kommunisternes] absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund."

Aksel Larsen, fmd. for DKP og SF, i Folketinget i 1933 (her citeret efter Aage Trommers anmeldelse af Henning Koch: "Demokrati - slaa til" (1994))

Aksel Larsen om Ungarn opstanden (1956)

"For at hindre fascismens sejr i Ungarn med umiddelbar krigsfare som følge, satte Sovjetunionen sine tropper ind for at bringe ro i landet."

Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti (1956)(her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.32).

Socialistisk Folkeparti om Sovjet-blokken som forbillede (1959)

"Ligesom kapitalismen afløste det feudale samfund og betød virkelige fremskridt for datidens mennesker, må socialismen afløse kapitalismen, hvis nye fremskridt skal vindes. - Som økonomisk system er den i dag under udbygning i lande med over en tredjedel af jordens befolkning. Mange af de resultater, man dér har nået, viser den socialistiske økonomis overlegenhed. . . . Endnu mangler der meget i, at disse lande er nået til en socialistisk styreform, der giver befolkningen fuld bestemmelsesret i alle styrets led, fra virksomhederne til landets øverste råd. Men det ændrer ikke den kendsgerning, at socialismen som økonomisk system har vist sin bærekraft og har skabt stigende levefod og kulturel fremgang for hundreder millioner tidligere undertrykte og elendigt stillede mennesker."

Program-udtalelse fra Socialistisk Folkeparti, vedtaget af SF's 1. kongres (6.6.1959)

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Nordkorea

"SF’s antiimperialistiske ideologi førte også til, at partiet etablerede kontakter til det kommunistiske Nordkorea. SF’s interesse for det nordkoreanske regime skyldtes, at landet forsøgte at opbygge sin egen form for socialisme, førte en uafhængig udenrigspolitisk linje og stod over for 30.000 amerikanske tropper i Sydkorea. Nordkorea var således ifølge Gert Petersen ”et anti-imperialistisk center”, og SF støttede dets krav om tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper (dvs. amerikanske tropper) fra den koreanske halvø og genforening af Nord- og Sydkorea.
SF’s syn på det nordkoreanske regime kom klarest til udtryk i den beretning, som Gert Petersen udarbejdede til internt brug efter sit første besøg i landet i 1973 sammen med Christen Amby fra Venskabsforeningen Danmark-Nordkorea og Svend Auken fra Socialdemokratiet, hvor deltagerne bl.a. fik mulighed for at mødes med landets enehersker Kim Il Sung. På den ene side var den senere SF-formand kritisk indstillet over for personkulten omkring Kim og den skarpe kontrol, som værterne førte med gæsternes bevægelsesfrihed. På den anden side mente Gert Petersen, at de positive indtryk vejede tungest: Den økonomiske fremgang siden krigens ødelæggelser, der havde givet landet en høj grad af selvforsyning, den høje levestandard, og den høje sociale velfærd i form af sundhedsvæsen, børnehaver og uddannelsesmuligheder. Gert Petersen nedtonede de negative aspekter ved at argumentere for, at det ikke tjente noget formål at dømme det nordkoreanske system ud fra vestlige normer. Om personkulten bemærkede han således, at hele ”den kulturelle baggrund er os umådeligt fremmed.” Den mest hensigtsmæssige opførsel, hvis man ville have kontakt med nordkoreanerne,var ikke at kritisere personkulten, men undlade at deltage i den. På samme måde mente han ikke, at det kunne have noget fornuftigt formål at efterlyse et demokrati i vestlig forstand i et land, der altid havde været styret fra ”et autokratisk centrum”. Det afgørende i Gert Petersens optik var således ikke, at Nordkorea var et diktatur, men at ”det nye autokratiske centrum” i form af det kommunistiske styre ”er så totalt orienteret mod økonomiens opblomstring [,] social sikkerhed for befolkningen og bevarelse af landets uafhængighed.”
Således begrundede SF partiets kontakt til Nordkorea med, at landet var antiimperialistisk, selvstændigt og i hastig økonomisk fremgang.
. . .
PET fulgte også SF’s kontakter til Nordkorea. I september 1973 konstaterede tjenesten, at Gert Petersen sammen med Christen Amby og Svend Auken havde besøgt Nordkorea, hvor Gert Petersen havde omtalt Kim Il Sung positivt og kritiseret USA-imperialismen. I 1976 modtog PET kildeoplysninger om, at Gert Petersen deltog i en pressekonference arrangeret af Den danske støttekomité for Koreas Genforening. Ifølge kilden blev komitéen støttet af den nordkoreanske ambassade, og på konferencen anklagede Gert Petersen Sydkorea og USA for at have aggressive planer mod Nordkorea. . . . I midten af 1980’erne bemærkede PET flere tegn på, at Gert Petersen støttede de nordkoreanske forslag om et genforenet Korea. Således noterede tjenesten, at partiformanden i 1984 skulle deltage i en konference i Paris arrangeret af CILRECO, som stod for Et genforenet og uafhængigt Korea. PET bemærkede, at det var nordkoreanerne, der bestemte, hvem der skulle deltage, og som betalte udgifterne. PET bemærkede også, at Gert Petersen sammen med Kjeld Albrechtsen fra VS havde sendt et brev til Folketingets medlemmer, som opfordrede til at indlede trepartsforhandlinger om Koreas genforening. Det var PET’s vurdering, at nordkoreanerne ved hjælp af propagandalekture og betalte rejser forsøgte at gøre folketingsmedlemmerne ”møre”, således at de blev modtagelige for Pyongyangs synspunkter med hensyn til Koreas genforening."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 205f & 228f).

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Ceausescus Rumænien

"En anden international kontakt [for SF] var det rumænske kommunistparti. De første følere var kommet i midten af 1960’erne, men det var først i 1970, at der blev etableret et mere regelmæssigt samarbejde. Kontakten byggede på Rumæniens uafhængige udenrigspolitiske linje i forhold til Moskva og et fælles syn på sikkerhedspolitikken. Ceausescus Rumænien havde afvist Sovjetunions ret til at intervenere i de socialistiske lande og havde fordømt Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Det rumænske kommunistparti var lige som SF tilhænger af ensidig nedrustning, etablering af atomvåbenfri zoner og opløsning af de militære alliancer i Øst og Vest. SF sendte flere delegationer til Rumænien, hvor de bl.a. fik lejlighed til at udveksle synspunkter med Ceausescu, og rumænske repræsentanter deltog som gæster ved SF’s landsmøder. . . . Når SF var villig til at opretholde kontakten, skyldtes det først og fremmest Rumæniens selvstændige udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. En anden årsag var, at de besøgende SF’ere mente, at der var fremskridt at spore i det rumænske samfund. Da Sigurd Ømann og Gert Petersen i januar 1970 besøgte
landet, bemærkede de, at Rumænien nok var ”et partiledelsens diktatur”, men at der samtidig var flere tegn på en demokratiseringsproces. Danskerne refererede også flere højtstående rumænske ledere for at have understreget, at det på grund af landets ”ømtålelige internationale situation”, dvs. Rumæniens udsatte position i forholdet til Sovjetunionen, var nødvendigt med en stærk partidisciplin. Således synes SF’erne overbeviste om, at det hårde partistyre var en nødvendig forudsætning for Rumæniens uafhængige linje, der var til gavn for afspændingen og nedrustningen, og at der desuden var forbedringer på vej.
Hvordan SF-delegationerne valgte at se på det rumænske regime, kan illustreres
med en rapport fra et besøg i januar 1987 [Gert Petersen, Hanne Thanning Jacobsen og Hans Nebel]. Rapporten blev indledt med en generel tilbagevisning af påstandene i en kritisk tv-udsendelse om forholdene i Rumænien, selvom delegationsdeltagerne medgav, at der fandtes knaphed på kød, at der næsten ikke fandtes importeret frugt, at der var fastsat en varmegrænse på 18 grader i hjemmene, at byfornyelsesprojekterne var upopulære, og at busdriften havde en lav standard. Derpå beskrev deltagerne flere større anlægsprojekter, og hvordan amts- og kommunalrådene fungerede. Rapporten indeholdt ingen kritiske kommentarer om diktaturet, persondyrkelsen eller undertrykkelsen af menneskerettighederne, til gengæld refererede forfatterne en oplysning om, at der ikke fandtes arbejdsløshed i Rumænien. Det, der øjensynligt optog SF’erne mest, var besøg på en frugtplantage og et statslandbrug, hvor de besøgende noterede sig, at man ikke benyttede sig af sprøjtemidler, og at der ikke fandtes burhøns eller tremmekalve."

PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 203f).

PET-kommissionen om Gert Petersens syn på kommuniststaterne

"De statsbærende kommunistiske regimer indtog en særlig position i den antiimperialistiske lejr. Det var SF’s udgangspunkt, at oprør mod kapitalismen udvikler sig på mange forskellige måder, og at ingen revolution var faldet ud som planlagt. Med en henvisning til Marx forklarede Gert Petersen dette forhold med, at de nye revolutionære samfund var påvirket af arven fra de tidligere samfund. De kommunistiske regimer befandt sig i en overgangsfase til socialismen, hvor der stadig fandtes rester af kapitalistisk produktionsmåde og borgerlig retsopfattelse. Dette betød, at SF skulle kritisere forholdene i de kommunistiske stater, når det var berettiget, men man skulle ikke dømme staterne ud fra ”en eller anden u- eller antihistorisk idealmodel.” Det afgørende var, at de kommunistiske stater betød en ”negation af den kapitalistiske produktionsmåde”, dvs. at staten havde overtaget ejendomsretten til produktionsmidlerne, og at kapitalistklassen således var frataget sit politiske hegemoni. De kommunistiske stater havde dermed taget det afgørende skridt hen imod socialismen:

”Hvis denne negation fastholdes, er der grund til at forvente, at disse samfund – over en betydelig længere årrække end idealisterne havde forestillet sig – vil udvikle flere og flere kapitalisme-negerende, dvs. socialistiske træk. Det sker (som intet i verden) af sig selv, menneskene skaber selv deres historie; og derfor er socialistisk kritik et vigtigt redskab til denne udvikling. Men det er netop denne udvikling, den socialistiske kritik skal tjene.”

De kommunistiske stater var således, trods deres fejltagelser, på den rigtige side i den antiimperialistiske kamp, og SF’s kritik havde til formål at hjælpe staterne over deres fejltagelser og hen imod socialismen. Set i denne sammenhæng var de kommunistiske stater ”udtryk for et nederlag for den kapitalistiske produktionsmåde” og dermed imperialismen. Det var derfor SF’s politik frem til afslutningen af den kolde krig at opretholde kontakter til de statsbærende partier i flere kommunistiske lande, der førte en selvstændig udenrigspolitik i forholdet til Sovjetunionen. Gennem disse kontakter til ”statslige knudepunkter” kunne SF vise sin internationale solidaritet og støtte kampen mod imperialismen og krigstruslen."

Om det ideologiske verdensbillede hos Gert Petersen, fhv. DKP'er & senere formand & MF for Socialistisk Folkeparti, fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 200f).

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Rumænien, Nordkorea, Kina, Cuba, Jugoslavien (1987-88)

"I slutningen af 1980’erne fortsatte overvejelserne i SF om forholdet til de rumænske og nordkoreanske kommunistpartier, men partiet var fanget i en klassisk lejrtænkning: Hvordan skulle man begrunde en afbrydelse af kontakten, da de to regimer uafviseligt hele tiden havde været repressive, og ville en sådan afbrydelse ikke gavne den fælles fjende, imperialismen? Det Internationale Udvalg indstillede således til partiets ledelse i 1987, at SF fortsat skulle have kontakt til de to statsbærende kommunistpartier med den argumentation, at ”et brud vil opleves meget dramatisk og som støtte til de pågældende landes modparter.” . . .
Problemerne med de rumænske og nordkoreanske partier rejste et andet spørgsmål, nemlig hvor SF skulle trække grænsen for acceptable kontakter. Det kom frem, da forretningsudvalget skulle tage stilling til, hvilke partier der skulle inviteres til landsmødet i 1988. Det Internationale Udvalgs sekretariat anbefalede, at SF inviterede de jugoslaviske, kinesiske og cubanske kommunistpartier, men ikke de rumænske og nordkoreanske. Forretningsudvalget fandt det ikke muligt at skelne mellem de to grupper, og to medlemmer foreslog derfor ikke at invitere nogen statsbærende kommunistpartier overhovedet, mens fem forretningsudvalgsmedlemmer foreslog at invitere alle fem partier. Diskussionen viser, hvor svært det var for SF at ændre kurs over for de statsbærende kommunistiske partier trods en stigende kritik af forholdene i de socialistiske lande."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 212).

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Sovjetunionen

"[PET var] interesseret i eventuelle østkontakter. Det stod hurtigt
klart, at SF havde forbindelser til Jugoslavien, der af PET blev betegnet som folkesocialisternes ”nye Mekka”. PET undersøgte, men var ikke i stand til at bekræfte et forlydende om, at den jugoslaviske legation gennem ejendomsindtægter skulle have finansieret SF. Spørgsmålet var imidlertid, ikke mindst i lyset af de tidligere DKP’eres betydelige indflydelse i partiet, om medlemmer af partitoppen opretholdt kontakter til østblokken. Nogenlunde samtidig med dannelsen af SF modtog PET oplysninger fra en kilde om, at Aksel Larsen ved flere lejligheder havde haft besøg af en uidentificeret person, der ankom i en bil af sovjetisk fabrikat. PET afhørte kilden og kunne fastslå, at den sovjetiske ambassade havde flere biler, der passede på beskrivelsen, men tjenesten synes ikke at have fulgt sporet yderligere. PET modtog også en række ubekræftede oplysninger, der tydede på, at Aksel Larsen opretholdt en vis forbindelse til russerne, bl.a. skulle han have haft besøg af en funktionær fra det sovjetiske kommunistparti (SUKP). I 1962 kunne PET rapportere, at den polske ambassade havde forsøgt at etablere kontakt til de ledende SF’ere Kaj Moltke og Gert Petersen.
Andre kilder meddelte, at Aksel Larsen havde mødtes med en direktør, der samtidig havde kontakter til sovjetiske diplomater, hvoraf mindst én var mistænkt for at være indblandet i efterretningsmæssig virksomhed, at partiformanden skulle have besøgt en kendt kommunist med yderligtgående synspunkter, der også opretholdt kontakter med østdiplomater, og at en sovjetisk diplomat i 1967 skulle have tilkendegivet, at forholdet til Aksel Larsen nu var bedre. De fleste oplysninger var imidlertid ubekræftede, og PET fandt aldrig beviser for, at SF-toppen skulle have opretholdt en hemmelig kontakt til østblokken. . . . [men] flere ledende SF’ere havde kontakter med østlige efterretningsofficerer, og enkelte SF’ere udførte opgaver for østlige efterretningstjenester.

Hen imod slutningen af 1960’erne synes PET at være nået frem til en trusselsvurdering, der gik ud på, at lighederne mellem SF’s og DKP’s politik var så stor, at Moskva havde en interesse i et stærkt SF. I et fortroligt foredrag i 1968 affærdigede PET-chefen, politiinspektør Arne Nielsen, rygterne om, at Moskva skulle have iscenesat bruddet med DKP, som uden hold i virkeligheden. Det var imidlertid hans overbevisning, at SUKP ”ikke har begrædt” SF’s udvikling, og han henviste til, at en SUKP-funktionær havde besøgt Danmark i 1957, hvor han havde støttet de revisionistiske tendenser med det formål, at DKP’s splittelse skulle virke vildledende på de danske myndigheder og efterretningstjenesten.
Moskvas interesse i et stærkt SF havde også vist sig ved, at DKP havde modtaget instrukser om ikke at modarbejde folkesocialisterne. Således var det Moskvas håb, at SF ville udvikle sig til et ”masseparti”, der i stedet for det svage DKP kunne fremføre en politik, der varetog Sovjetunionens interesser.
. . .
Det er paradoksalt, at omtrent samtidig med, at PET begyndte at nedtrappe registreringen af folkesocialister, intensiverede den sovjetiske ambassade og de sovjetiske efterretningstjenester (den civile KGB og den militære GRU) deres forsøg på at etablere kontakter til ledende SF’ere. I en rapport fra januar 1967 kunne PET konstatere, at syv kendte SF’ere de seneste år havde plejet forbindelse med diplomater fra den sovjetiske ambassade. For de flestes vedkommende var kontakten blevet etableret i tiden omkring 1964-65. PET vurderede dog, at der var naturlige forklaringer i de fleste tilfælde, og at der kun herskede begrundet mistanke om konspirativ optræden for to af SF’ernes vedkommende. Det drejede sig om en yngre SUF’er og Gert Petersen, der begge havde haft hyppige kontakter med 2. sekretær Viktor Lipskij, der var blevet identificeret som KGB-officer. . . .
[Det forlød] fra en parlamentarisk delegation, der havde besøgt Moskva i sommeren 1964, at mens SUKP fortsat var imod tilnærmelser til SF, så skulle det sovjetiske udenrigsministerium nu være stemt for et sådant skridt. Aksel Larsen havde da også under Khrusjtjovs besøg i Danmark ført venskabelige samtaler med den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko. For det andet havde KGB forbud mod at rekruttere fra vestlige kommunistpartier for ikke derved at kompromittere deres position. Den sovjetiske efterretningstjeneste søgte derfor efter egnede emner i de uafhængige socialistpartier. Ifølge KGB nærede en del af medlemmerne i SF en vis sympati for Sovjetunionen og dets kamp mod, hvad de så som den aggressive amerikanske imperialisme, og KGB ledte efter centralt placerede folkesocialister, der var ideologisk motiveret til at hjælpe kommunismens sag.
. . .
Det er veldokumenteret, at én af de ledende SF’ere blev hvervet som agent af KGB nogen tid efter bruddet med DKP. Holger Vivike [MF for SF 1960-73] tilhørte den kreds af tidligere DKP’ere, der i modsætning til Aksel Larsen aldrig helt mistede troen på socialismens fædreland. . . . Trods bruddet med DKP forblev Vivike loyal over for Sovjetunionen og kommunismens sag, og det var tilsyneladende grunden til, at han i 1966 lod sig hverve som agent af 3. sekretæren ved den sovjetiske ambassade, Anatolij A. Lobanov, der samtidig arbejdede som KGB-officer. Vivike behøvede tilsyneladende ikke megen overtagelse for at tage springet over i det illegale arbejde. Han var klassificeret som egentlig agent, hans møder foregik konspirativt og under iagttagelse af den yderste agtpågivenhed, og han udførte opgaver for sin føringsofficer. . . . Vivike blev først og fremmest benyttet til at holde KGB og den sovjetiske ledelse orienteret om udviklingen i SF og om den generelle politiske situation. Han blev også anvendt som talentspejder, og han udpegede mulige agentemner blandt yngre politikere. . . . [Vivike var også] behjælpelig med at sluse nogle af KGB’s illegale agenter uset gennem Danmark og videre til Vesten. Hans værdi for KGB ophørte i 1973, da han valgte at forlade Folketinget.
. . .
Den anden ledende SF’er, der tiltrak sig PET’s opmærksomhed på grund af hans østkontakter, var partiet uofficielle ”chefideolog” og folketingsmedlem fra 1966, Gert Petersen. I maj 1963 konstaterede PET, at den polske diplomat Stefan Stefanski havde kontakt til Gert Petersen. To år senere, i april 1965, registrerede PET de første kontakter til KGB-officeren Viktor Lipskij. Kontakten mellem de to var kommet i stand på initiativ af den tidligere nævnte SF’er, der således fungerede i sin rolle som ”talentspejder” for russerne.
. . .
[En PET-kilde betegnede] Petersen som ”den farligste SF’er, han har været ude for” på grund af hans position som den mest kyndige socialistiske teoretiker i landet: ”Gert Petersens fortolkning af Marx er ligefrem og jordnær, og han ligger ikke skjul på, at han er tilhænger af en overgang til socialisme i forbindelse med diktatur og tvang, da han finder at sådanne forteelser er en betingelse for gennemførelsen af socialisme her i Danmark.”"

PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 152ff & 181f & 189f & 195f).

SF bygger på marxismen (2009)

"§ 2

Stk. 1

Partiets formål er at virke for socialisme gennem udvidelse af demokratiet. Partiet arbejder på et marxistisk idegrundlag."

Socialistisk Folkepartis vedtægter, 2009.

Mikael Wiehe hylder Cuba på SF-landsmøde (2009)

"Cuba er et lys for den tredje verden."

Den svenske sanger Mikael Wiehe, på Socialistisk Folkepartis landsmøde, 2009, til "spredte men insisterende klapsalver" (Weekendavisen 1.5.2009)

Anne Grete Holmsgaard om VS' samarbejdsaftale med PFLP (2004)

»Den aftale har aldrig været specielt skelsættende for mig, men jeg arbejdede meget med Mellemøsten i den periode, og jeg har grundlæggende det samme syn på Mellemøsten og konflikten i dag, som jeg havde dengang.«

Anne Grete Holmsgaard, folketingsmedlem for SF og fhv. MF for VS, i Berlingske Tidende (6.1.2004) om den samarbejdsaftale mellem Venstresocialisterne og terrororganisationen PFLP, som hun underskrev i 1980 som repræsentant for VS.

- Den aftale indgik I vel vidende, at PFLP var involveret i terroraktioner. Har du også de samme grundholdninger her. Ser du i dag terror som et middel, der kan være legitimt i en politisk kamp?

»Jeg er imod terror, det er klart. Det var jeg også dengang. Men i nogle situationer må du jo diskutere, om noget er terror eller en væbnet kamp. Det har jeg da et meget klart bud på i dag. Jeg er da helt klart imod de terroraktioner, der bliver lavet også i Mellemøsten. De har jo antaget en helt anden karakter, end dengang, hvor der blev ført en militant og en væbnet palæstinensisk kamp for overhovedet at blive anerkendt som en nation med rettigheder,« siger hun.

- Men kan man i den kamp retfærdiggøre de flykapringer, som PFLP var involveret i?

»Nej, det har jeg heller aldrig retfærdiggjort,« siger hun.

I 2001 sagde Anne Grete Holmsgaard til Weekendavisen: »Vi betragtede flykapringerne som et middel i kampen.«

- Er det stadig din holdning?

»Jeg ville formulere mig anderledes i dag, det er der ingen tvivl om. Men ét er at konstatere som en kendsgerning - hvor ubehagelig den end er - at det var flykapringer, der placerede palæstinenserne, som nogle verden overhovedet lagde mærke til.

Anne Grete Holmsgaard om VS' ikke-forsvar for flykapringer (2001)

“Jamen, vi var ikke uvidende om, at PFLP havde spillet en rolle i flykapringerne, men uden dem - ubehag eller ej - var palæstinensernes sag aldrig kommet på den internationale dagsorden. Hvordan håndterer man det dilemma? Vi har aldrig forsvaret flykapringer, men vi har heller aldrig taget klart afstand fra dem. Vi balancerede på en knivsæg. Vi betragtede flykapringer som et middel i kampen.”

Anne Grete Holmsgaard, fhv. MF for VS og nu MF for SF, om VS' samarbejde med PFLP, i Weekendavisen (9.2.2001)

Socialistisk Folkeparti om Sovjetunionens store landvindinger (1963)

30. Sovjetunionen
Forholdet til Sovjetunionen er et af de spørgsmål, som gennem mange år har været i centrum af den hjemlige debat og har delt arbejderklassen i to grupper, for og imod. Da stillingen i Sovjet har været af betydning for vurdering af partier og enkeltpersoners demokratiske holdning, skal vi præcisere vort standpunkt.
- Revolutionen i 1917 betød, at der for det første gang blev oprettet et styre, der kunne og ville varetage den jævne befolknings interesser.
Man begyndte i et politisk isoleret og økonomisk tilbagestående samfund. Opbygningsarbejdet voldte i sig selv gigantiske vanskeligheder, og det blev yderligere hæmmet af udenlandske militærinventioner og fortsat økonomisk boykot.
Hermed skabtes forudsætningerne for stalinismen: Et system, der er karakteriseret ved en stærk, central statsmagt, baseret på et bureaukrati af bedrestillede parti- og statsfunktionærer. Arbejderne blev vidtgående umyndiggjort, afgørelser påtvunget fra oven.
Straffeforanstaltninger erstattede den demokratiske diskussion.
Centraliserede diktaturer er velkendt i lande der søger at overvinde teknisk tilbageståenhed på kort tid, men der var desuden i stalinismen træk af nationalhistorisk oprindelse og af personlig karakter. Terror og despoti indgik i regimet, og man idealiserede efterhånden en bornert og
udemokratisk livsform. Men stalinismen antastede ikke produktionsmidlernes samfundseje og planlægningsbestræbelserne.
Ved Stalins død var det gamle Rusland omskabt totalt i økonomisk og social henseende i kraft af den store produktivitetsstigning, af uddannelsens og kulturlivets delvise demokratisering.
Her ligger udgangspunktet for kravet om friere, mere socialistiske forhold, som føres frem især af de nye sociale lag af oplyste-arbejdere, teknikere og intellektuelle.
Det opgør med fortiden, som på forskellig måde og i forskelligt tempo har fundet sted efter Stalins død, har været båret oppe af et folkeligt pres og nødvendigheden af at skabe andre økonomiske organisationsformer. Hermed synes der at være åbnet muligheder for en vækst ind i et virkeligt socialistisk demokrati.
Rester af stalinismens forældede forestillinger og udemokratiske praksis kan endnu føre Sovjet ind i blindgader. Under presset af den kolde krig ser resterne af stalinismens magtfaktorer, det civile og militære bureaukrati, en chance for at bevare de gamle tilstande.
De faktorer, som i særlig grad præger og bestemmer USSR’s udenrigspolitik er landets traditionelle interesser som stormagt og den ideologi, landets ledere bekender sig til. Disse to faktorer indgår med forskellig vægt i Sovjetunionens udenrigspolitik. Den opbygning af et sikkerhedsbælte af loyale stater i Østeuropa, som med 2. verdenskrigs allieredes tilslutning fandt sted omkring 1945, var i første række et kardinalpunkt i Sovjets stormagtspolitik, men muliggjorde samtidig de påkrævede sociale revolutioner i østlandene, hvorved sikkerhedspolitikken blev befæstet.

Principprogram for Socialistisk Folkeparti (1963)

Ole Sohn om russernes kommunistiske idealer og nationalisering af den danske finanssektor (1989)

"Det er ikke de kommunistiske idealer, der fornægtes i Østeuropa. Det er de forbrydelser, der er sket i socialismens navn, siger Ole Sohn ....

Kan kommunismens sammenbrud i øst ikke få dig til at vakle i troen på idealerne?
Det er en række gerninger, man fornægter ikke de kommunistiske idealer. De forbrydelser, der er sket i socialismens navn, er en af de mørkere sider af vores historie, men jeg ser ikke noget anti-kommunistisk i, at folk nu går på gaden i Østeuropa og kræver ændringer. Snarere tværtimod.

SUND PROCES
Men folk jubler dog og råber 'aldrig mere kommunisme'?
Ja, fordi man har forbundet kommunismen med kommunistpartierne. Det er rigtigt at gøre op med, at et parti per automatik skal have den ledende rolle. Den rolle kan man kun have i kraft af en autoritet, man har i befolkningen. Jeg opfatter det, der sker som en omfattende demokratiseringsproces, som er sund, og som får befolkningen til at tage større del i det politiske liv. Men hovedparten fastholder, at der skal være både demokratiske og socialistiske forhold i landene. ...

Ole Sohn erkender, at det kan være svært at holde gejsten oppe, men det er nu op til DKP-medlemmerne selv at formulere de idealer, der skal arbejdes efter.

I øst taler kommunisterne nu om at indføre den demokratiske socialisme. I Danmark arbejder både S og SF for det. Hvorfor skulle der være brug for et kommunistisk parti i Danmark?
Socialdemokratiet tror, at man kan styre kapitalkræfterne, og det er vi uenige i. Det betyder ikke, at enhver lille bagerforretning i Danmark skal nationaliseres, men samfundet skal have råderet over finanssektoren og for eksempel energisektoren. ...
Enhedslisten vil kunne give venstrekræfterne et opsving igen. Den er dels et skridt til venstre for SF dels et skridt foran. Det har haft svært ved at trænge igennem, men vi gik faktisk frem ved kommunalvalget. Både som parti og med Enhedslisten.

'JEG GÅR IKKE'
Netop nu tales der om, at det er stalinisterne, der har beskåret din magt, og er ved at tage magten i DKP. Det øger vel ikke tilliden til partiet?
Det er vildt at betegne de kammerater som stalinister. Som en vejledning vil jeg sige, at der er tale om forskelle mellem traditionalister og fornyere.

Ole Sohn, i "Hjertet er rødt endnu", interview i Politiken (3.12.1989)

Aksel Larsen om Sovjets invasion af Ungarn (1956)

"Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som andet end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne står og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæisk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at opretholde ro og orden i landet."

Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti, i Folketinget 6.11.1956, tre dage efter invasionen af Ungarn

Ole Sohn om Østblokkens sociale og økonomiske resultater (oktober 1989)

"I den senere tid er jeg, og mange andre kommunister, ofte blevet spurgt, hvordan vi har det med vores holdninger og teori, nu hvor 'tingene bryder sammen østpå'. . . . Det er rigtigt, at der er voldsom drift i de socialistiske lande og store forandringer undervejs. Reformprocesser sættes i gang. Der gøres op med tidligere tiders dogmer, fejltagelser og forbrydelser. Men det betyder jo ikke, at man gør op med den socialistiske teori og de kommunistiske idealer. Og det får mig heller ikke til at sige, at socialismen som ide og samfundssystem er en dårlig ting, tværtimod. Der er foregået meget i de socialistiske lande som ikke kan eller skal forsvares, særlig i Stalintiden. Det kan ikke retfærdiggøres, at det kommunistiske ideal, hvis mål er menneskers lykke, er blevet behæftet med handlinger, der er uretfærdige. Jeg ser reformprocessen i Sovjetunionen og andre socialistiske lande som et nødvendigt opgør med tidligere tiders dogmer og forestillinger om socialismen. Et ønske om at vende tilbage til det oprindelige grundlag for den socialistiske ide, og gennemtænke det under vor tids nye betingelser. Socialisme er massernes levende kreativitet, som Lenin udtrykte det.
. . .
[Men] udgangspunktet for at påbegynde opbygningen af en socialistisk sovjetstat var ulige dårligere end forholdene var i Danmark. I 1945 var det, der i dag er DDR , den del af Tyskland, der var mest hærget af krigen. I 1946 var Ungarn kendt som landet med 'en million tiggere'. I 1949 var det at være kineser på det nærmeste lig med at dø af sult. I 1959 var Cuba en luksus-ø for amerikanere og en ulykke for cubanerne. Og indtil 1976 blev der kastet flere bomber over Vietnam end i hele 2. verdenskrig. I disse lande var det nødvendigt at opbygge eller genopbygge alt. Samtidig måtte man modstå udenlandsk pres, og de økonomiske, politiske og militære interventioner, som de rige og stærke kapitalistiske lande satte ind. Dette taget i betragtning har disse lande opnået at give deres folk mad nok til at blive mætte, udrydde epidemierne, overvinde analfabetisme, udvikle industri og landbrug, etablere sociale systemer som sikrer tryghed og anden omsorg, som aldrig var set tidligere, sikre adgang til uddannelse, viden, kultur og sport. Lande som er slået ind på en socialistisk vej har vist en række sociale og økonomiske resultater. Men naturligvis har den økonomiske og kulturelle tilbageståenhed, hvoraf de socialistiske lande er udgået, og de prøvelser de har været udsat for indvirket på deres udvikling. . . .
Som kommunist, der er blevet stillet spørgsmålet 'Hva' nu?', vil jeg sige, at også for os i Danmark og i Vesteuropa er den socialistiske teori og ide fremtiden. Kommunisternes ideal er egentlig urgammelt og ligger i ønsket om menneskelig lykke. Med Marx, Engels og Lenin og arbejderbevægelsens fremkomst tog de form, og er stadig aktuelle."

Ole Sohn, daværende formand for Danmarks Kommunistiske Parti, nu MF & gruppeformand for Socialistisk Folkeparti, i kronik i Politiken (27.10.1989)


Billede: Ole Sohn til strækmarchparaden "40 Jahre DDR" fra 7.10.1989, på ærestribunen sammen med Yasser Arafat, Nicolae Ceausescu, Mikhail Gorbatjov, Erich Honecker, Milos Jakes, Wojciech Jaruzelski, Egon Krenz, Daniel Ortega, Yao Yilin, Thodor Zhikov m.fl.

Pelle Voigt om VS'ernes syn på demokrati (1999)

"Kapitalisterne skulle da ikke have ytringsfrihed, mente man og henviste til Lenins postmarxistiske udlægning af proletariatets diktatur. Og så skulle der forhandles. Hvis I vil begrænse ytringsfriheden, spurgte jeg, hvad så med elementer inden for arbejderklassen der fremfører borgerlige synspunkter? VS's repræsentant svarede straks: "Hvis de fremfører borgerlige synspunkter, tilhører de ikke arbejderklassen. Så er de agenter for borgerskabet."

Pelle Voigt, fhv. MF for Socialistisk Folkeparti, om paroleforhandlinger mellem Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, i erindringsbogen Sejre og fodfejl - set i mit bakspejl (1999)

Gert Petersen om Nordkoreas succes (1975)

"Det er ideen (i Nordkorea) om juche d.v.s. at et folk skal bygge på sine egne forudsætninger og stole på sine egne kræfter. Den praktiske udmøntning af denne ide har ikke alene sat sig spor i fremragende materielle resultater, men har også gengivet folket dets selvbevidsthed og sikret dets uafhængighed i enestående grad."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 1.10.1975

Gert Petersen om Sovjetunionens progressive rolle (1975)

"Sovjet kan have et behov for ekspansion når det drejer sig om råstofkilder (uran), men ikke for så vidt behovet gælder kapitaleksport, monopolisering af afsætningsmarkeder osv., som det er typisk for stormagter med kapitalistisk markedsøkonomi. Derfor er USSR ikke en aggressiv, imperialistisk magt på samme måde som USA . . . Hvad vil man opnå med at græde over cubansk »afhængighed« af Sovjet, når det indlysende alternativ er, at socialismen på Cuba ellers forsvinder i det samme sorte CIA-hul som socialismen i Chile? I den henseende spiller Sovjetunionen rent faktisk en progressiv rolle i international politik . . . Jeg tror, at vi ved helt at overse de positive træk bistår den amerikanske imperialisme, der siden 50'erne gang på gang har afsløret sig som den mest menneskefjendske og blodtørstige faktor i international politik."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 22.2.1975