Hanne Reintoft om Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet (1968)

Ovenpå Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet, august 1968:

"Jeg deltager ikke i en demonstration mod de socialistiske lande i et NATO-land." (Information, 22.8.1968)

"Jeg ... vil ikke deltage i det borgerlige samfunds misbrug af den ulykkelige situation til antisocialistisk propaganda." (Information, 24.8.1968)

Hanne Reintoft, daværende MF for Venstresocialisterne, siden MF for af DKP (citeret efter Mikkel Plum, "Alt blev vendt på hovedet af venstrefløjen efter invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968", Berlingske, 21.8.2018)

Uffe Elbæk om Albanien & at stjæle fra de rige (2000)

"Uffe Elbæk er 46 år og sover selvfølgelig på en madras på gulvet. Engang var han slumstormer, politisk aktiv i VS og DKU og stjal frosne ærter fra de rige. [. . .]

Sceneskiftet til lokalpolitik har været længe om at modnes. Faktisk søger han helt tilbage til 1970'erne for at finde kimen.

Det var dengang, han i selvforstående Robin Hood-stil kørte i bus uden billet og stjal spiritus og frosne ærter i byens forretninger som et politisk statement om, at det var i orden at tage fra de rige.

"Dengang var jeg dybt politisk engageret både som venstrefløjsaktivist og boligaktivist. Jeg var medlem af BOML. Det stod for Bolig-Marxister-Leninister og var skam dybfølt nok, selvom man i dag må grine af bogstavskombinationen. Ikke overraskende læste jeg Mao's lille røde, gik til studiekredse og syntes, at Albanien var det store lys i åbenbaringen. Og da DKP og DKU var de mest engagerede partiforeninger op til EF-valget i 1972, besluttede jeg mig for at melde mig ind i DKU," fortæller Uffe Elbæk og tilføjer, at hans far var aktiv DKP'er lige indtil sin død for 12 år siden.

"Far begyndte som radikal og var folketingskandidat, men han sluttede som DKP'er. Det er sjovt at tænke på, at det forholder sig lige omvendt med mig," smiler Uffe Elbæk, der efter DKU blev medlem af VS og senere udbrydergruppen Kommunistisk Forbund for så at slutte sin første aktive politiske periode i VS."

Interview med Uffe Elbæk, "Kaospiloterne", i Jyllands-Posten (24.12.2000)

Kjeld Koplev om overgangsforanstaltninger under socialismen (1972)

”Jeg mener ikke, at alle i en overgangsperiode mod socialisme skal have lov til at komme til orde.”

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i Politisk Revy (1972)

Kjeld Koplev om DDR's høje levestandard (1978)

”Materielt er landet ved at være mættet. … Ja, udbuddet er stort. Der mangler ikke noget. Produktionen af al ting er steget. Priserne er ikke. Men lønningerne er gået op.”

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, om levestandarden i DDR, i radioudsendelsen ”DDR i Dag” (1978)

Aksel Larsen om at tage magten med vold (1933)

"[Det er kommunisternes] absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund."

Aksel Larsen, fmd. for DKP og SF, i Folketinget i 1933 (her citeret efter Aage Trommers anmeldelse af Henning Koch: "Demokrati - slaa til" (1994))

Knud Jespersen om revisionister, der skulle hænges (1960erne)

Fhv. departementschef i Finans- og Økonomiministerierne, Erik Ib Schmidt (1911-1998), skrev i sin erindringsbog ”Fra psykopatklubben: Erindringer og optegnelser” (1993), hvordan han og hans hustru, der var aktive kommunister op gennem 1930’erne, men meldte sig ud, da Hitler og Stalin indgik ”ikke-angrebspagten” i 1939, blev modtaget af de fhv. partikammerater:

”Yderligere en del år senere, og så er vi henne i 60’erne, var Inga og jeg ude for en besynderlig konfrontation med Aksel Larsens efterfølger som DKP-formand, Knud Jespersen. Han var jo blevet ret populær ved sin joviale facon og tilsyneladende demokratiske holdning. Inga og jeg spiste middag på en restaurant på hjørnet af Bredgade og Esplanaden og havde ikke set, at Knud Jespersen med staben fra det kommunistiske hovedkvarter i hotel Phønix sad længere inde i et andet lokale. De blev færdige før os og passerede vort bord på vejen ud. Knud Jespersen, som vi dårligt nok kendte, fik øje på os, stoppede op og vendte front mod os; følget standsede ligeledes og stod i en kreds bag ham. Han løftede den højre arm og truede mod os med knytnæve og sagde: ”Vent I bare, den dag skal nok komme, hvor I to kommer til at dingle i en lygtepæl!” Så skred han stolt videre med følget i hælene.”

Erik Clausens forsvar for politisk vold (2010)

Om retfærdigheden af terrorgruppen FARC's drab på indianere i Colombia:

"Vi er ude i nogle lande, som er hinsides retfærdighed og demokrati . . . Hvis du laver en politisk kamp i et land som Colombia, så er det langt væk fra det danske sogneråds politik - det er det. . . . Det, jeg prøver at forstå, er, at der er nogle andre kulturer end vores, så ... så vi skal ikke være så skide selvglade, så vi tror hele verden er under os. . . . FARC er en marxistisk bevægelse . . . Tror du det [Sydafrikas kamp mod Apartheid] har været et te-selskab? . . . Jorden er rund, og revolutionen er ikke noget te-selskab. Der er lande, der ikke har så meget rygvind, som vi har, og de . . . . Hvis du var colombianer og gerne ville nå frem til et bedre samfund . . . så skal du se, hvad dødspatruljerne siger til det, når du kommer med dit politiske argument."

Erik Clausen, fhv. medlem af DKP, i "Deadline" på DR2, kl. 22.30 (21.3.2010).

Anden transkription på Uriasposten.

Aksel Larsen om Ungarn opstanden (1956)

"For at hindre fascismens sejr i Ungarn med umiddelbar krigsfare som følge, satte Sovjetunionen sine tropper ind for at bringe ro i landet."

Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti (1956)(her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.32).

Socialistisk Folkeparti om Sovjet-blokken som forbillede (1959)

"Ligesom kapitalismen afløste det feudale samfund og betød virkelige fremskridt for datidens mennesker, må socialismen afløse kapitalismen, hvis nye fremskridt skal vindes. - Som økonomisk system er den i dag under udbygning i lande med over en tredjedel af jordens befolkning. Mange af de resultater, man dér har nået, viser den socialistiske økonomis overlegenhed. . . . Endnu mangler der meget i, at disse lande er nået til en socialistisk styreform, der giver befolkningen fuld bestemmelsesret i alle styrets led, fra virksomhederne til landets øverste råd. Men det ændrer ikke den kendsgerning, at socialismen som økonomisk system har vist sin bærekraft og har skabt stigende levefod og kulturel fremgang for hundreder millioner tidligere undertrykte og elendigt stillede mennesker."

Program-udtalelse fra Socialistisk Folkeparti, vedtaget af SF's 1. kongres (6.6.1959)

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Sovjetunionen

"[PET var] interesseret i eventuelle østkontakter. Det stod hurtigt
klart, at SF havde forbindelser til Jugoslavien, der af PET blev betegnet som folkesocialisternes ”nye Mekka”. PET undersøgte, men var ikke i stand til at bekræfte et forlydende om, at den jugoslaviske legation gennem ejendomsindtægter skulle have finansieret SF. Spørgsmålet var imidlertid, ikke mindst i lyset af de tidligere DKP’eres betydelige indflydelse i partiet, om medlemmer af partitoppen opretholdt kontakter til østblokken. Nogenlunde samtidig med dannelsen af SF modtog PET oplysninger fra en kilde om, at Aksel Larsen ved flere lejligheder havde haft besøg af en uidentificeret person, der ankom i en bil af sovjetisk fabrikat. PET afhørte kilden og kunne fastslå, at den sovjetiske ambassade havde flere biler, der passede på beskrivelsen, men tjenesten synes ikke at have fulgt sporet yderligere. PET modtog også en række ubekræftede oplysninger, der tydede på, at Aksel Larsen opretholdt en vis forbindelse til russerne, bl.a. skulle han have haft besøg af en funktionær fra det sovjetiske kommunistparti (SUKP). I 1962 kunne PET rapportere, at den polske ambassade havde forsøgt at etablere kontakt til de ledende SF’ere Kaj Moltke og Gert Petersen.
Andre kilder meddelte, at Aksel Larsen havde mødtes med en direktør, der samtidig havde kontakter til sovjetiske diplomater, hvoraf mindst én var mistænkt for at være indblandet i efterretningsmæssig virksomhed, at partiformanden skulle have besøgt en kendt kommunist med yderligtgående synspunkter, der også opretholdt kontakter med østdiplomater, og at en sovjetisk diplomat i 1967 skulle have tilkendegivet, at forholdet til Aksel Larsen nu var bedre. De fleste oplysninger var imidlertid ubekræftede, og PET fandt aldrig beviser for, at SF-toppen skulle have opretholdt en hemmelig kontakt til østblokken. . . . [men] flere ledende SF’ere havde kontakter med østlige efterretningsofficerer, og enkelte SF’ere udførte opgaver for østlige efterretningstjenester.

Hen imod slutningen af 1960’erne synes PET at være nået frem til en trusselsvurdering, der gik ud på, at lighederne mellem SF’s og DKP’s politik var så stor, at Moskva havde en interesse i et stærkt SF. I et fortroligt foredrag i 1968 affærdigede PET-chefen, politiinspektør Arne Nielsen, rygterne om, at Moskva skulle have iscenesat bruddet med DKP, som uden hold i virkeligheden. Det var imidlertid hans overbevisning, at SUKP ”ikke har begrædt” SF’s udvikling, og han henviste til, at en SUKP-funktionær havde besøgt Danmark i 1957, hvor han havde støttet de revisionistiske tendenser med det formål, at DKP’s splittelse skulle virke vildledende på de danske myndigheder og efterretningstjenesten.
Moskvas interesse i et stærkt SF havde også vist sig ved, at DKP havde modtaget instrukser om ikke at modarbejde folkesocialisterne. Således var det Moskvas håb, at SF ville udvikle sig til et ”masseparti”, der i stedet for det svage DKP kunne fremføre en politik, der varetog Sovjetunionens interesser.
. . .
Det er paradoksalt, at omtrent samtidig med, at PET begyndte at nedtrappe registreringen af folkesocialister, intensiverede den sovjetiske ambassade og de sovjetiske efterretningstjenester (den civile KGB og den militære GRU) deres forsøg på at etablere kontakter til ledende SF’ere. I en rapport fra januar 1967 kunne PET konstatere, at syv kendte SF’ere de seneste år havde plejet forbindelse med diplomater fra den sovjetiske ambassade. For de flestes vedkommende var kontakten blevet etableret i tiden omkring 1964-65. PET vurderede dog, at der var naturlige forklaringer i de fleste tilfælde, og at der kun herskede begrundet mistanke om konspirativ optræden for to af SF’ernes vedkommende. Det drejede sig om en yngre SUF’er og Gert Petersen, der begge havde haft hyppige kontakter med 2. sekretær Viktor Lipskij, der var blevet identificeret som KGB-officer. . . .
[Det forlød] fra en parlamentarisk delegation, der havde besøgt Moskva i sommeren 1964, at mens SUKP fortsat var imod tilnærmelser til SF, så skulle det sovjetiske udenrigsministerium nu være stemt for et sådant skridt. Aksel Larsen havde da også under Khrusjtjovs besøg i Danmark ført venskabelige samtaler med den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko. For det andet havde KGB forbud mod at rekruttere fra vestlige kommunistpartier for ikke derved at kompromittere deres position. Den sovjetiske efterretningstjeneste søgte derfor efter egnede emner i de uafhængige socialistpartier. Ifølge KGB nærede en del af medlemmerne i SF en vis sympati for Sovjetunionen og dets kamp mod, hvad de så som den aggressive amerikanske imperialisme, og KGB ledte efter centralt placerede folkesocialister, der var ideologisk motiveret til at hjælpe kommunismens sag.
. . .
Det er veldokumenteret, at én af de ledende SF’ere blev hvervet som agent af KGB nogen tid efter bruddet med DKP. Holger Vivike [MF for SF 1960-73] tilhørte den kreds af tidligere DKP’ere, der i modsætning til Aksel Larsen aldrig helt mistede troen på socialismens fædreland. . . . Trods bruddet med DKP forblev Vivike loyal over for Sovjetunionen og kommunismens sag, og det var tilsyneladende grunden til, at han i 1966 lod sig hverve som agent af 3. sekretæren ved den sovjetiske ambassade, Anatolij A. Lobanov, der samtidig arbejdede som KGB-officer. Vivike behøvede tilsyneladende ikke megen overtagelse for at tage springet over i det illegale arbejde. Han var klassificeret som egentlig agent, hans møder foregik konspirativt og under iagttagelse af den yderste agtpågivenhed, og han udførte opgaver for sin føringsofficer. . . . Vivike blev først og fremmest benyttet til at holde KGB og den sovjetiske ledelse orienteret om udviklingen i SF og om den generelle politiske situation. Han blev også anvendt som talentspejder, og han udpegede mulige agentemner blandt yngre politikere. . . . [Vivike var også] behjælpelig med at sluse nogle af KGB’s illegale agenter uset gennem Danmark og videre til Vesten. Hans værdi for KGB ophørte i 1973, da han valgte at forlade Folketinget.
. . .
Den anden ledende SF’er, der tiltrak sig PET’s opmærksomhed på grund af hans østkontakter, var partiet uofficielle ”chefideolog” og folketingsmedlem fra 1966, Gert Petersen. I maj 1963 konstaterede PET, at den polske diplomat Stefan Stefanski havde kontakt til Gert Petersen. To år senere, i april 1965, registrerede PET de første kontakter til KGB-officeren Viktor Lipskij. Kontakten mellem de to var kommet i stand på initiativ af den tidligere nævnte SF’er, der således fungerede i sin rolle som ”talentspejder” for russerne.
. . .
[En PET-kilde betegnede] Petersen som ”den farligste SF’er, han har været ude for” på grund af hans position som den mest kyndige socialistiske teoretiker i landet: ”Gert Petersens fortolkning af Marx er ligefrem og jordnær, og han ligger ikke skjul på, at han er tilhænger af en overgang til socialisme i forbindelse med diktatur og tvang, da han finder at sådanne forteelser er en betingelse for gennemførelsen af socialisme her i Danmark.”"

PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 152ff & 181f & 189f & 195f).

Frank Aaen i DDR (1977-82)

"Enhedslistens Frank Aaen samarbejdede med den kommunistiske politistat DDR. Enhedslistens folketingsmedlem Frank Aaen, der kræver PET's aktiviteter under den kolde krig endevendt, er selv belastet af sin politiske fortid før Murens fald. Frank Aaen var formand for Kommunistiske Studenter (KOMM. S.) i perioden 1977-82, og i den funktion samarbejdede han intenst og ærbødigt med det østtyske ungdomsforbund Fri Tysk Ungdom (FDJ), der var en integreret del af politistaten DDR. Han varetog fuldstændig ukritisk DDR's politiske interesser i Danmark og sendte hold efter hold af unge kommunistiske studenter på FDJ-skolingslejre i DDR.

AGIT-PROP

Han udspredte mængder af østtysk agitations- og propagandamateriale på de danske universiteter om marxismen-leninismen og DDR-statens fortræffeligheder, og de studerende blev indpodet Warszawa-pagtens sikkerhedspolitiske doktriner. DDR finansierede såvel propaganda-materialet som skolingsopholdene, hvoraf de langvarige fandt sted på Fri Tysk Ungdoms højskole 'Wilhelm Pieck' ved Bogensee uden for Østberlin.Frank Aaen sendte de ledende kræfter i KOMM. S. til skoling på 'Wilhelm Pieck'-højskolen, men selv har han kun været med på kortvarige studieophold i DDR.

PIONER-LEJREN

For eksempel var han med KOMM. S.'s hovedbestyrelse i pionerlejren 'Mathias Thesen' i Tarnewitz ved Ostseebad Boltenhagen fra den 5. til 11. oktober 1981. Han var da 30 år gammel. KOMM. S. havde sat næsen op efter at blive indkvarteret i pionerlejren 'Kim Il Sung' i det mere mondæne Prerow, men dette ønske fra de altid fordringsfulde danskere kunne FDJ ikke efterkomme.

SLAGPLANER

Hovedbestyrelsen fra KOMM. S. på 27 personer med formand Frank Aaen i spidsen måtte i stedet tage til takke med 'Mathias Thesen'. Nogle boede i hovedbygningen, andre i bungalows ude i terrænet. Værtinden var kammerat Monika Mäder fra FDJ's Centralråd i Østberlin. På denne østtyske lejr planlagde Frank Aaens tropper i nærværelse af deres FDJ-kammerater, hvilke aktioner KOMM. S. skulle iværksætte mod EF, NATO og det liberale danske samfund. Det var fortrolige drøftelser, der her blev ført. De nævnes slet ikke i medlemsorganet Røde Blade .

FIK ALT BETALT

Det var netop i den periode, da det lykkedes for de danske kommunister at infiltrere 80'ernes spirende fredsbevægelse, så den næsten udelukkende kom til at vende brodden mod NATO's militæranlæg og atomstrategi. I FDJ-rapporten fra danskernes ophold i Tarnewitz, som Ekstra Bladet har fundet i de østtyske arkiver, står at læse: 'Alle regninger fra 'Mathias Thesen' og 'Ostseetrans' skal sendes direkte til den Internationale Afdeling i FDJ's Centralråd.'

PARTISKOLEN

KOMM. S. afholdt også sommerkurser på partiskolen 'John Scheer' i Lütten- Klein uden for Rostock. Det var meget populært også i DKP og DKU. Således har ekskommunisten, nuværende DR-TV-direktør Bjørn [Beha] Erichsen flere gange undervist dernede ud fra stalinisten Ib Nørlunds lærebog 'Det Knager i Samfundets Fuger og Bånd'. Her på partiskolen i Lütten-Klein har også Frank Aaen holdt adskillige foredrag for sine KOMM. S.-kammerater og for DKP'erne, da han var blevet redaktør på Land og Folk i 1986.

AFTALERNE

Hvert andet år blev der indgået en venskabs- og samarbejdsaftale mellem KOMM. S. og FDJ. Den aftale, der blev indgået for 1980 og 1981 den 2. november 1979, bestod af en generel hensigtserklæring om de fælles mål og syv konkrete punkter. Det aftaltes konkret, at 'FDJ understøtter KOMM. S.'s agitations- og propagandaarbejde med egnet materiale,' og at 'FDJ inden for sine muligheder understøtter KOMM. S. materielt.' Og: 'FDJ understøtter også i fremtiden Danmarks Kommunistiske Studenter ved uddannelsen af organisationens funktionærer.' Det sidste skete ved, at KOMM. S. hvert år fik bevilget og betalt nogle studieophold af ti måneders varighed på FDJ-højskolen 'Wilhelm Pieck'. Samtidig var der udveksling af studiedelegationer og en stående invitation til KOMM. S. om hvert år at sende 10 af sine medlemmer med på FDJ-studenterbrigadernes internationale lejre i DDR.

ADGANG FORBUDT

Når de vordende KOMM. S.-kadrer skulle uddannes på 'Wilhelm Pieck'-højskolen, var der en praktisk vanskelighed at overvinde. Undervisningen foregik på tysk, og det var danskernes opgave at finde en tolk. Den 12. marts 1979 skriver højskoleforstander Klaus Böttcher henrykt til den internationale sekretær i FDJ's Centralråd i Østberlin, 'at det nu var lykkedes for kammerat Steffen Johnsen fra KOMM. S. at finde en dansk-tolk til det 22. studieår.' Hans navn var kammerat John Torsten Lange. Han er uddannet historiker og bestyrer i dag DKP-arkivet i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) sammen med litograf Mogens Höver fra DKP's ledelse. Disse to har i flere år nægtet Ekstra Bladet adgang til det danske DKP-arkiv.

PRIVAT MIDDAG

Den 15. februar 1980 var formanden for KOMM. S. Frank Aaen med frue, den internationale sekretær Michael Kjeldsen og forbundssekretæren Steffen Johnsen inviteret til middag hos attaché Thomas Georgi fra DDR-ambassaden i dennes privatbolig. Sammenkomsten foregik i ubemærkethed. Ifølge det to sider tætskrevne officielle notat udfærdiget på DDR-ambassaden og sendt til udenrigsministeriet i Østberlin med kopi til FDJ, fremhævede Aaen, Kjeldsen og Johnsen deres egen aktive kamp for at 'mobilisere den danske befolkning mod NATO's oprustnings-politik.' Og samtidig udtalte de sig til fordel for Sovjetunionens militære intervention i Afghanistan.

GODTOG INVASION

Thomas Georgi skriver, at de tre danskere 'klart og utvetydigt går ind for det afghanske folks sag.' Det betød i DDR-terminologien, at de bifaldt Moskvas militære indblanding i den afghanske borgerkrig. Og diplomaten bemærker i sit notat: 'En række af KOMM. S.'s velorganiserede og godt besøgte møder om dette emne havde vist, at mange, frem for alt unge mennesker, var interesserede i kommunisternes opfattelse. Det skyldtes åbenbart, at alle de andre partier og ungdomsorganisationer havde indtaget en mere eller mindre antisovjetisk holdning og havde deltaget i løgne- og bagvaskelseskampagnen mod Sovjetunionens udenrigspolitik.'

INFORMATOREN

Inden danskerne tog afsked med deres østtyske vært, lovede KOMM. S.'s internationale sekretær, kammerat Michael Kjeldsen, at aflægge rapport til DDR-ambassaden om det landsmøde i Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, der skulle finde sted de følgende to dage i København, og hvor han selv regnede med at blive valgt ind i arbejdsudvalget."

Mette Herborg og Per Michaelsen, "PET-kritiker har selv en mørk fortid", i Ekstra Bladet (20.12.1998)

Frank Aaen i Afghanistan (1980)

"... Enhedslistens frontfigur Frank Aaen, som 80erne igennem udfoldede en vældig propagandavirksomhed til forherligelse af det kommunistiske torturregime i Afghanistan , som de sovjetiske besættelsestropper holdt ved magten under den blodige krig 1979-89.

I det afsides liggende bjergland var der op mod halvanden million ofre for alle slags krigsforbrydelser, henrettelser og tortur, heraf var langt de fleste civile. Den uhyggelige brutalitet stod ikke tilbage for noget af det, som Hitlers SSere fandt på ved Østfronten 40 år tidligere. Frank Aaen var formand for Kommunistiske Studenter (KOMM.S.), da han som 28-årig i 1980 blev inviteret til Afghanistan af den sovjetiske besættelsesmagt. Formålet var, at han skulle berette hjemme i Danmark om de »afghanske patrioters revolutionære landvindinger« og om Moskvas solidariske indsats for at »sikre Afghanistan imod aggression udefra«. Rejsefællen hed Søren Bak Sørensen, og han sad i forretningsudvalget for Danmarks Kommunististiske Ungdom. Sammen fløj de to partikammerater over Moskva og Tashkent til Afghanistans hovedstad Kabul, hvor de boede på »Hotel Kabul« fra 22.-29. marts skråt over for det tidligere kongepalads. Kommunisterne var kommet til magten allerede i 1978 under den såkaldte Aprilrevolution. De nye magthavere støttede sig til et meget effektivt sikkerhedspoliti, der blev opbygget og finansieret af det sovjetiske KGB, som havde udstationeret rådgivere på stedet. Befolkningen gik til modstand, og det resulterede i massakrer på hele landsbyer, hvor kvinder blev voldtaget og alle af hankøn blev mejet ned med maskingeværer eller overhældt med benzin og brændt levende. Var de ikke helt døde, skete det i hvert fald, når bulldozerne fejede kroppene sammen i massegrave. Da Frank Aaen ankom til Kabul, havde DKPs afghanske broderparti slået omkring 100.000 mennesker ihjel siden april 1978. Revolutionens to første år havde også skaffet afklaring mellem kommunistpartiets to fraktioner, Chalk (Folket) og Parcham (Flaget), og Parcham-lederen, den gamle KGB-agent Babrak Karmal havde sat sig på tronen efter at have myrdet sin kommunistiske rival Hafizullah Amin i december 1979. Han fik hjælp af de sovjetiske tropper, der samtidig rykkede ind i landet for at »nedkæmpe kontrarevolutionen« og »imødegå den imperialistiske indblanding«. Den sovjetiske besættelsesmagt førte en total krig mod den afghanske befolkning. Det blev helvede på jord. Napalm, fosforbomber og giftgasser blev kastet ned fra luften. Anti-personelminer - også af den slags, der ligner legetøj - blev lagt ud. Og man morede sig med at voldtage kvinder eller kaste dem levende ud fra kamphelikopterne.Mens Frank Aaen var i Kabul, opfordrede det KGB-dirigerede sikkerhedspoliti Khad ham til at aflægge besøg i Pul-e-Charki-fængslet syd for byen, og han inspicerede cellerne og fik adgang til at tale med nogle af fangerne, herunder to tidligere ministre. I hvert fald den ene af dem blev kort tid efter henrettet. Amnesty International dokumenterede hvert eneste år rædslerne i de afghanske fængsler og Khads torturkamre, hvor titusindvis af afghanere blev lemlæstet eller pint til døde, ofte under aktiv medvirken af russisk personel. Alle de klassiske torturmetoder blev anvendt. Ofrenes lidelser var ubeskrivelige. Da Frank Aaen var vendt hjem til Danmark, udbredte han sig om rejsen i Kommunistiske Studenters medlemsorgan »Røde Blade «, og stolt illustrerede han artiklen fra 15. april med et foto af sig selv sammen med Søren Bak Sørensen og en militærperson i Pul-e-Charki-fængslets gård. I baggrunden ser man Afghanistans sneklædte bjergtoppe. Det blev til en hyldest af det storartede fængsel, hvor alle menneskerettigheder blev forbilledligt overholdt, og hvor alle fanger var glade og tilfredse. Og Frank Aaen bragte også et »interview«, han havde lavet med en egypter, som Khad/KGB havde fængslet, fordi man formodede, at han var CIA-agent. Man sagde, at han var blevet trænet af amerikanerne i Vesttyskland til at rapportere om sovjetisk militær og instruere afghanske modstandsfolk i våbenbrug. Det var, hvad fangen fortalte Frank Aaen, men Aaen mente, at egypteren ikke var blevet afhørt grundigt nok. Han var ikke kun den lille brik i spillet, som han påstod, men havde haft en langt farligere rolle. Og dette undlod den danske gæst ikke at gøre opmærksom på. Frank Aaen skriver i »Røde Blade « om egypteren: »Han så ud til at være i fin form her efter små fire ugers fængselsophold. Bestemt intet tegn på 3. grads forhør eller lignende. Det var akkurat som med de øvrige fanger - nogle af Amins folk - som vi fik lejlighed til at tale med«.Hvad der skete med den egyptiske krigsfange, efter at Frank Aaen havde haft ham i krydsforhør, vides ikke. Måske endte han i den massegrav med 12.000 lig, som man fandt i umiddelbar nærhed af fængslet, efter at det kommunistiske regime var brudt sammen i 1992. Frank Aaen var så fascineret af Afghanistan -krigen, at han gentog succes-rejsen i 1984. Denne gang ledsaget af DKP-formanden Jørgen Jensen. Aaen analyserede sine erfaringer fra de to studieture i tidsskriftet »Tiden«, årgang 1985 nr. 2 og 3. Derefter blev han betragtet som DKPsAfghanistan -ekspert. Siden blev han chefredaktør på Land og Folk og medlem af DKPs forretningsudvalg. Nu sidder han i Folketinget for Enhedslisten . . ."

Mette Herborg i "Dansk kommunist i Afghanistan", i Berlingske Tidende (19.7.2001)

Preben Møller Hansen om Nordkorea (1995)

"Et af Københavns mest fashionable luksushoteller, Sheraton, er i disse dage ramt af en alternativ begivenhed: Den ægte socialismes genfødelse.

Det er Nordkorea , der er vært for den upåagtede internationale konference, hvis hovedtema er den såkaldte 'Juche ide'. En slags socialistisk renæssancefilosofi, skabt af landets nu afdøde leder Kim Il Sung, og fulgt op af sønnen, Nordkoreas nye leder Kim Jong Il, der blandt andet har skrevet bogen 'Socialisme er en videnskab'.

Ekstra Bladet støder med statsgaranti ingen af de tilstedeværende, når vi hævder, at salig Marx og hans 'Das Kapital' for alvor er truet som socialismens bibel. Kim Jong Ils bog lå nemlig sammen med et halvt hundrede andre publikationer, skrevet af far og søn, andægtigt på rad og række i luksushotellets foyer, og den er da også udganspunkt for størstedelen af konferencens foredrag. Alle bogtitler starter i øvrigt med ordene: 'Our dear leader' (vores kære leder, red.), dog enkelte gange varieret med 'Our great leader' (vores store leder, red.) For kendere bør det nævnes, at der også var hele fire originale eksemplarer af 'The Kim Il Sung Encychlopedia' - dog uden prisskilt. Et kvalificeret gæt er, at prisen er ret pebret, idet Ekstra Bladet så flere af de lærde professorer, der totalt dominerer gæstelisten, forsigtigt røre ved de læderindbunde leksika med drømmende blikke.

ALLE KAN FØLGE MED

Konferencen, der slutter søndag eftermiddag, har hele 41 danske deltagere.

Blandt de mest kendte skal nævnes Preben Møller Hansen, der repræsenterer Fælles Kurs, Villy Fuglsang fra DKP og Hans Christian Andersen, DKP's internationale komite, (ej at forveksle med en afdød fynsk navnebroder, der jo som bekendt også elskede eventyr).

Foruden en lang række af Tordenskjolds socialistiske soldater fra DKP og DKP/ML er de danske universiteter fornemt repræsenteret. Hele fem professorer er med til konferencen: Per Salomonsen fra Aalborg Universitetscenter og Bruno Amoroso , Tue Magnusen, Henrik Toft Jensen samt Bent Greve, alle fra RUC.

. . .

Ekstra Bladet fik en kort samtale med Preben Møller Hansen imellem to af fredagens foredrag. Den detroniserede sømandsboss var i vældigt humør.

- Ja, man tror sgu det er løgn, men jeg har lige hørt en halvanden time lang tale uden at falde i søvn. Det er sgu spændende, det her.

Preben Møller erklærede sig stadig som ægte socialist og forklarede Sovjetunionens sammenbrud således:

- Når arbejderne ser, hvordan levebrødspolitikerne udnytter systemet, begynder de sgu at drikke. Det var det, der gik galt. Socialismen er ikke død, det var enkeltpersoner, der fejlede, jeg tror virkelig på Juche-filosofien og Kim Jong Ils ideer.

Samtalen blev desværre ikke længere, Møller Hansen skulle ind til endnu et foredrag i den imponerende sal, der i øvrigt var domineret af et enormt portræt af Kim Il Sung.

Det billigste dobbeltværelse på Sheraton koster knap 1.600 kroner eller det samme som syv månedslønninger i Nordkorea."

Fra Jeppe Juhls artikel "Her genfødes den ægte socialisme", i Ekstra Bladet (4.2.1995)

Jannich Kofoed om fredsaktivisterne i 1980erne (2007)

"Danmarks Kommunistiske Parti og Ungdom havde i første halvdel af 70’erne hundredvis af medlemmer på Indre og Ydre Nørrebro fordelt på adskillige afdelinger. I Indre Nørrebros partilokaler i Korsgade og Rantzausgade istemte vi tit ’Fredssangen’. I den lød omkvædet:

Vi vil se land uden bunkers og kanoner
vi vil se havet uden miner, uden vrag.
Vi kan li’ den klare luft uden jager formationer.
Kort sagt – Vi si’r nej til jeres snak om krig igen
Vi si’r nej, os får I ikke med på den

Det forhindrede ikke, at vi senere på aftenen med fynd og klem stemte i med ’Flyversangen’, hvor refrænet var:

Og alle propeller fortæller – Rød Front! –
at vi er på vagt for Sovjet.

Freds- og solidaritetsarbejdet, eller ’Fre-So’, som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner. Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig ’Østersøen som Fredens Hav’ eller ’Norden som Atomvåbenfri Zone’.

I 80’erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO’s beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med ’enhedsarbejdet’, ’det brede massearbejde’, ’den anti-monopolistiske strategi’ og ’enhedsfronten’, og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning.

Jeg og mine kammerater var ikke aktive udi ’Fre-So’. Jeg tror, vi fandt det en grad for vammelt med alt det fredspræk og dét at skulle simulere enfoldig pacifisme. Vores frontafsnit var fagforeningsarbejdet. Men vi undervurderede aldrig fredsbevægelsens strategiske nytte, for vi anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket. Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang ’Roter Wedding’.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte ’Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!’, eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil. »Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis."

Daværende DR-journalist Jannich Kofoed i kronikken "Kold krig: Fredsflæberne – og de rigtig farlige", Politiken (17.2.2007)

Kommunistiske tæskehold (1969)

"I denne kommende tid [d.v.s. efter slagsmål i.f.m. Vietnam-demonstrationerne i København 1969] dannede Holger* og Gert*, inspireret af lidt ældre kommunister i DKP, en særlig tremands-kommando, der opsøgte en del af De Vilde Engle enkeltvis rundt omkring i byen og sørgede for, at de fik et ekstra lag bank."

Fra Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden (2007), bd. 1, s. 105.

* [Jens] Holger Jensen og Gert Rasmussen fra Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF) / Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), hvoraf den senere Blekingegade-bande opstod.

Modkraft om forbillederne for "kommunistisk samling" (2003)

"Kommunistisk samling på vej? Men er der også realiteter i det? Fører det ligefrem til etablering af et fælles kommunistisk parti?

Samlingsbestræbelserne omfatter tre partier, der - omend med forskellige indfaldsvinkler - giver udtryk for at være interesseret i et tættere samarbejde. Det er Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l). . . . Herudover findes også et fjerde parti – Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), der blev dannet af en udbrydergruppe fra DKP m-l i 1997. Men de er ikke en del af samlingsbestræbelserne, af den simple grund at de betragter de 3 andre partier som revisionister og reformister, som man ikke kan være i stue med.

. . .

Men det er en kendsgerning, at medlemmer fra de tre partier er særdeles aktive i en lang række bevægelser og aktiviteter, som også involverer resten af venstrefløjen. Mange af DKP m-l og KPiDs medlemmer er aktive i fagbevægelsen, og beklæder tillidshverv på arbejdspladser og i fagforeninger. En del DKP´ere er særdeles aktive i Enhedslisten, også i ledelsen af denne.

De tre partier har faktisk også en lang række holdninger og aktuelle kampkrav fælles med resten af venstrefløjen. Der er naturligvis også vigtige forskelle, men ser vi på spørgsmål som kampen mod den borgerlige regering og dens forsøg på at demontere velfærdssamfundet, på USA´s udenrigspolitik, NATO, EU, og mange andre dagsaktuelle spørgsmål, så er der mange sammenfaldende synspunkter ikke blot de 3 partier imellem, men også med Enhedslistens politik.

. . .

Umiddelbart er der god mening i en samling af de 3 partier, alene af den grund, at de repræsenter den samme tradition i arbejderbevægelsen, de betragter sig alle 3 som en del af den såkaldt ”kommunistiske verdensbevægelse”.

De er for eksempel enige om, at Sovjetunionen og de østeuropæiske stater var socialistiske frem til ”murens” fald og Sovjetunionens opløsning.

De er enige om, at der nok kan sættes berettigede spørgsmålstegn ved Sovjetunionens politik under Stalins ledelse, men det ændrer ikke på deres grundopfattelse, at der var tale om en socialistisk politik og at Stalin som politisk leder i det store og hele var et forbillede og en ”stor kommunist”.

De er enige om, at Kina var et socialistisk land, ihvert fald under Maos ledelse – hvad de mener om Kina i dag er mere uklart! Og de er også enige om, at vi i dag skal regne Cuba og Nordkorea for socialistiske stater."

Fra artikel bragt i Solidaritet, senere udgivet på Modkraft.dk (7.11.2003).

Dea Trier Mørch om murens fald (2001)

"Sovjet er gået i opløsning, og det glæder mange i vores rige samfund. Men det volder utrolig smerte rundt om i verden. Enorme menneskemasser lever i sult og fattigdom uden nogen form for beskyttelse! Markedsøkonomien sejrer. Anarkiet tager til. Og bag begrebet det frie verdenssamfund skjuler sig det ene overgreb efter det andet!"

Forfatteren og kunstneren Dea Trier Mørch, mangeårigt medlem af DKP, i romanen "Estaban Murmaler" (2001, Gyldendal).

Frank Aaens hyldest til Gulag og Ceausescu (1989)

"»Jeg vil helst glemme det, men jeg løber ikke fra det«, siger han om sit »kortvarige forsøg på at forsvare Gulag Øhavet og behandlingen af Solsjenitsyn«. Holdningen til Sovjetunionens militære indgriben i Afghanistan er også skiftet. I februar 1985 beskrev han i DKP-bladet »Tiden«, hvordan Sovjetunionen havde foregrebet, at »imperialismen (ville) få en militær platform lige syd for Sovjetunionen«, ligesom supermagten havde reddet den afghanske revolution.
. . .
Når Aaen opregner fortiden, fremhæver han hvordan det var i hans tid som chefredaktør, at Land og Folk fik glasnost. Men de medarbejdere, som Weekendavisen har talt med, er mere tilbøjelige til at nævne en strøm af eksempler på redaktør Aaens omhyggelige redigering af virkeligheden, navnlig når medarbejderne refererede fra møder i DKP's centralkomité. Selve relanceringen af Land og Folk den 21. august 1988 viser, hvorfor medarbejderne endte med at gøre oprør mod den redaktør, som gerne lånte Gorbatjovs ord, men efterlevede dem i Bresnjevs ånd. Relanceringen faldt sammen med 20 års dagen for Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet, og i den anledning havde Land og Folk sikret sig en kommentar fra SF's Gert Petersen, samt et interview med datidens Land og Folk redaktør Villy Karlsson, som afslørede, hvad der foregik i DKPs kulisser efter invasionen. Men Frank Aaen brød sig ikke om planerne. Han ville have DKP's synspunkter frem og foreslog derfor at erstatte artiklen om Karlsson med et interview med partiets chefideolog Ib Nørlund. Gert Petersens kommentar skulle tilsvarende erstattes med en kommentar af - Frank Aaen.
. . .
Et andet eksempel er, at da Sohn introducerede tanken om at starte Enhedslisten, var Frank Aaen indædt modstander af ideen. Selv i november 1989, da muren var faldet, forfattede Aaen en hyldest til Rumænien og dets leder Ceausescu, hvor DKP sendte »kammeratlige, varme hilsener til det rumænske kommunistpartis 14. kongres. Vi er lykkelige for at få mulighed for at være til stede under denne kongres og for at kunne erfare om det rumænske folks, partiets og det socialistiske Rumæniens bedrifter . . .«

"Proletariatets demokratur", i Weekendavisen (21.10.1994)

Frank Aaen om Sovjets "hjælp" til Afghanistan (1996)

"Ingen burde have blandet sig i det interne afghanske opgør [d.v.s., da Sovjet invaderede landet i 1979]. Det var ikke en god måde at hjælpe på. Men det var ment som hjælp."

Frank Aaen, i "De røde indtager Borgen", Berlingske Tidende (17.6.1995)

Frank Aaen om stadig at være kommunist (1995)

"To kommunister, to VSere, en trotskist og en gammel maoist. Det er det drivtømmer fra den yderste venstrefløj, der udgør Enhedslistens folketingsgruppe. De er stadig revolutionære, men går nu kun ind for demokratiske metoder.
Venskabelige breve til den rumænske diktator Ceausescu. Støtte til Sovjets invasion i Afghanistan og landsforvisningen af Aleksandr Solsjenitsyn. Der er mange lig i lasten hos Enhedslistens frontfigur Frank Aaen. Men det tynger ham ikke, som han sidder der på sit Christiansborg-kontor, nærmest moderigtig i nydelig sweater og med en Seven Up ved siden af computeren.
»Det er nogle af de ting, jeg fortryder. Det skete af misforstået solidaritet med Sovjetunionen,« siger Frank Aaen, og flytter den amerikanske sodavand så den ikke kommer med på billedet.
»Jeg drikker ikke sådan noget normalt. Det er kun, fordi jeg ikke kunne få andet,« siger han . . . .

Frank Aaen, 43, tidligere chefredaktør på Land og Folk og partisekretær, har været medlem af DKP siden han var 20. Og det er han stadigvæk. DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, er stadig et parti, der eksisterer som en del af Enhedslisten. Det samme er VS, Venstresocialisterne, og SAP, Socialistisk Arbejder Parti - mens KAP, Kommunistisk Arbejder Parti for nogle uger siden holdt begravelsesfest for partiet. Enhedslisten er ikke noget parti, men en fælles liste. Og de, der har stemt på partiets EU-modstand og dets miljø- og flygtningepolitik, har også stemt på nogle af de mest garvede politikere på den yderste venstrefløj. Folk, der for ti år siden stadig diskuterede, om demokratiet og ytringsfriheden skulle sættes ud af kraft efter revolutionen, når folkemilitserne for enhver pris måtte fastholde befrielsen fra kapitalismens åg.

Og de eneste folkevalgte, der i dag inviterer de autonome til fest på Christiansborg efter en valgsejr - med natlige gadekampe med politiet til følge. »Jeg er da stadig kommunist. Og vi er stadig revolutionære. ... Jeg står stadig for mange af de synspunkter, jeg stod for i DKP. . . . . Tidligere var det jo kun Sovjet, vi kunne stå sammen med i de spørgsmål. Det var ikke ensbetydende med, at vi mente, alt i Sovjetunionen var godt. Og når vi støttede det meste af, hvad de gjorde, var det nærmest noget, vi gjorde pr. refleks,« siger Frank Aaen."

"Men jeg er da stadig kommunist", i B.T. (15.1.1995)