Viser opslag med etiketten Torkil Lauesen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Torkil Lauesen. Vis alle opslag

lørdag den 30. januar 2010

Torkil Lauesen om Sovjetunionen & Co. som virkeliggjort socialisme (1990)

"Rusland befandt sig mellem en stagnerende feudalisme og en kapitalisme, hvis udvikling blev forkrøblet af Ruslands perifere position i det kapitalistiske system. Dette medførte, at idéen om socialisme spirede og slog rod her, før de materielle betingelser var til stede. Et udueligt Zar-regime, bolsjevikkerne og Lenin, samt Første Verdenskrig muliggjorde Sovjetstatens fødsel i 1917. I løbet af 20rne og 30rne etableredes en stats/partistyret planøkonomi baseret på en offentlig ejendomsret.

Andre planøkonomiske samfund er ligeledes opstået i periferien af det kapitalistiske system, hvor kolonialisme og imperialisme førte til stagnation og opløsning af de gamle produktionsmåder, men samtidig også forhindrede en dynamisk kapitalistisk udvikling som i centerlandene. I stedet førte det til økonomiske og politiske kriser, anti-koloniale og anti-imperialistiske revolutioner, der hvis de var succesfulde evt. førte til etableringen af planøkonomier.

Det sovjetiske, kinesiske eller f.eks. cubanske samfundssystem kan således ses som en anden måde end den kapitalistiske at udvikle produktivkræfterne på, og på denne måde tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialisme.

. . .

Gabet mellem de socialistiske visioner og den praksis, som var bestemt af de umiddelbare behov ogmuligheder, var et resultat af, at sovjetstaten var kommet til verden i periferien af det kapitalistiske system og derfor måtte søge at overleve og udvikle sig i en omverden, der stadig var domineret af det kapitalistiske center, økonomisk og politisk.

Kort efter Lenins død stod det klart, at revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande ikke ville komme i en overskuelig fremtid, og Sovjetunionen slog ind på Stalins linie: opbygningen af socialismen i et land.

Idéen var at tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialismen ved at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat, inden man mistede de politiske forudsætninger - statsmagten.

. . .

Vi står over for et paradoks: nemlig det forhold, at en revolutionær situation igen og igen opstår i kapitalismens periferi, hvor systemet ikke fungerer særlig godt pga. centrets imperialisme - dette på den ene side - og på den anden side alle de revolutionære forhåbninger, der er bristet, når de nye statsmagter har skullet til at realisere drømmen om socialismen i en verden, hvor de udviklede kapitalistiske lande stadig dominerer økonomisk, politisk og militært - Dette Paradoks har redet den socialistiske bevægelse som en mare. Cuba, Vietnam, Angola, Mozambique, Zimbabwe, Nicaragua og Namibia er nyere eksempler på stater med et socialistisk perspektiv, men som er vokset op under et økonomisk og militært pres, der ofte har gjort drømmene til klamme realiteter. Hvad har Angola eller Nicaragua ikke måttet bruge af deres sparsomme ressourcer på det nationale forsvar for blot at kunne overleve?

. . .

Efter at borgerkrigen og den imperialistiske intervention i Sovjet var forbi, oplevede landet fra midten af 20rne og i 30rne en utrolig hurtig økonomisk vækst. Efter verdenskrigen fortsatte denne udvikling helt frem til begyndelsen af 60erne, hvor tempoet begyndte at falde. En række økonomiske reformer bragte dog Sovjet igennem 70erne med positive vækstrater. I begyndelsen af 80erne strammede det alvorligt til. Hvor Sovjetunionen hidtil havde halet ind på de udviklede kapitalistiske lande, i økonomisk udvikling, begyndte det nu at sakke agterud."


Torkil Lauesen i kronikken "Om produktivkræfter og produktionsforhold", oprindelig bragt i Information (6.-7.10.1990), med titlen ”t.l.”

torsdag den 7. januar 2010

KAK-aktivisters sympati for terrordrab på børn og sportsfolk (1970erne)

"Under rejsen, i september 1972, angreb palæstinensere fra gruppen 'Sorte September' israelske sportsfolk ved De Olympiske Lege i München, og i et brev fra sin kone kunne Peter Døllner læse, at kammeraterne hjemme i København støttede angrebet. Det var ærgerligt, at aktionen ikke resulterede i frigivne fanger, men til gengæld godt, at gidslerne blev skudt, skrev Døllners kone, en af Holgers søstre. Også Torkil Lauesen og Niels Jørgensen har siden offentligt erklæret deres støtte til angrebet, og Niels Jørgensen har forklaret, at sportsfolkene selv var skyld i deres død, fordi de valgte at deltage i legene under israelsk flag, selv om de vidste, at der var krig mellem israelere og palæstinensere.
. . .
De [KAK'erne] ville gerne gribe til handling. Af beretninger fra møder med sympatisørerne fremgår det da også, at Holger [Jensen] og andre mødeledere ikke lagde skjul på KAK's sympatier for de mest militant revolutionære bevægelser i den tredje verden. PFLP's taktik med flykapringer som en mulighed for at skabe opmærksomhed i verdensoffentligheden blev forklaret og støttet. På et møde blev også en aktion, hvor det sydafrikanske ANC havde angrebet en skolebus og dræbt børnene, omtalt som en revolutionær handling, og flere af KAK-sympatisørerne bifaldt højlydt aktionsformen."
Om Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), i Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 196 & 198).

tirsdag den 15. september 2009

Blekingegade-banden på Modkraft om deres rollemodeller (2009)

"Che Guevara var for os – som for mange andre – et forbillede. Holger [Jensen] havde allerede i slutningen af 1960’erne været på Cuba med den første danske arbejdsbrigade i sukkerhøsten. Ches død i Bolivia faldt sammen med vores politisering. Men inspirationen stak dybere end fascinationen af et ikon.

Den politik, vi sidenhen udviklede, er langt hen ad vejen den samme som hans. Che havde netop et globalt perspektiv på befrielseskampen. For ham drejede det sig ikke kun om den nationale befrielse af Cuba fra amerikansk dominans. Denne kamp var et led i en global eller international strategi, som det hed dengang.

Imperialismen skulle angribes i periferien, hvor udbytningen og undertrykkelsen og dermed modstanden var stærkest. »Skab to, tre mange.. Vietnam var Ches parole « (Guevara, Che (1968), artiklen »To, tre, mange Vietnam!«).

En anden parallel er som tidligere nævnt hans forståelse af sammenhængen mellem udbytningen i Den 3. Verden og levestandarden i vores del af verden.

Ches internationalisme lå i hans praksis. Efter befrielsen af Cuba drejede det sig ikke kun om Cubas nationale interesser. Cuba skulle støtte befrielseskampen i Asien, Afrika og Latinamerika.

Che, der selv var argentiner, tog kort tid efter sejren i Cuba til Algier, derefter til Congo og senere søgte han at udvikle befrielseskampen i Bolivia, der igen skulle blive et springbræt for kampen i hans hjemland Argentina.

En anden væsentlig inspirationskilde var PFLP. De havde fra starten et nationalt, regionalt og globalt perspektiv og ikke mindst en praksis i overensstemmelse hermed.
. . .
At det blev PFLP skyldtes hovedsageligt to ting. Den ene årsag var, at PFLP så ud til at have en større tilslutning end DFLP. Den anden årsag var, at PFLPs internationale perspektiv og synet på den vestlige arbejderklasse, var mere samstemmende med vores eget syn på virkeligheden.

Et tredje argument, der måske ikke var afgørende, men meget vigtigt, var PFLPs fokus på at gøre kvinderne til ligeberettigede borgere og kampfæller. Det var noget, der var meget tiltrængt i det feudale tankegods, som prægede den arabiske verden.

Det var ikke tilfældigt ved flykapringen i august 1969 i Rom, at PFLP valgte en kvinde som den ene flykaprer. Leila Khaled skulle være en af rollemodellerne for de palæstinensiske kvinder."
Blekingegade-bandens medlemmer Niels Jørgensen (død september 2008), Torkil Lauesen og Jan Weimann i artiklen "Det handler om politik", tidsskriftet Social Kritik (nr. 119, marts 2009, s. 4-61), genudgivet på Modkraft.dk.

mandag den 14. september 2009

Modkrafts hyldest af "anti-imperialisten" Niels Jørgensen (2008)

Nekrolog: En anti-imperialist er død
Niels Jørgensen fra Kommunistisk Arbejdsgruppe – bedst kendt som Blekingegadegruppen – er død. Han blev 54 år.

Niels var politisk aktiv fra sin tidligste ungdom. 15 år gammel blev han i 1969 medlem af Den Anti-imperialistiske Aktionskomite under Kommunistisk Arbejdskreds.

Udgangspunktet for hans politiske engagement var modstanden mod den imperialistiske udbytning og politiske undertrykkelse af folk i Den tredje Verden og solidariteten med de revolutionære bevægelser, der udsprang heraf.

Det var i begyndelsen af 1970’erne især solidaritetsarbejdet med Vietnam, der engagerede Niels, men han var også en af de første aktivister i det gryende støttearbejde med det palæstinensiske folk.
. . .
Hans videre politiske skoling fik han i Kommunistiske Arbejdskreds (KAK). Det var grundige studier af Marx og Lenin. »Kapitalen« blev læst fra ende til anden. Det var studier af lande og politiske bevægelser.

Men i KAK nøjedes man ikke kun med en teoretisk indfaldsvinkel til verden. Folk blev sendt ud i verden for ved selvsyn at erfare, hvordan situationen var og kontakte politiske bevægelser. Ud fra disse månedslange studieophold blev der skrevet rapporter, der blev diskuteret blandt medlemmerne i KAK. Niels besøgte bl.a. Indien, lande i Mellemøsten og Marokko.
. . .
Niels lagde derfor vægt på det materielle støttearbejde til denne kamp. Han var med i »Tøj til Afrika«, der ydede materiel støtte til befrielsesbevægelserne i Mozambique, Angola og Zimbabwe op gennem 1970’erne.

Efter at disse bevægelser opnåede statsmagten, viste det sig langt sværere at opbygge socialisme og stoppe den imperialistiske udbytning, end de selv og vi havde forestillet os – men ønsket og viljen var der.

I løbet af 1977-78 var der i KAK skabt grobund for personlige og politiske magtkampe. KAK var oprindeligt en organisation med to ledere og en række unge relativt uskolede medlemmer.
. . .
Det, der senere er blevet kendt som Blekingegadegruppen, var en del af KA. Men der var mange andre aktiviteter i KA, som Niels deltog i. KA havde forlaget Manifest, som udgav bøger og tidsskrifter. Niels var med til at trykke blade og løbesedler for en Sydafrikansk gruppe i Soweto. Niels var initiativtager til Cafe Liberation, hvor aktivister arbejdede gratis og overskuddet gik til bevægelser i Den tredje verden. Her var han indkøber og kok. Niels var også med til at starte »Komiteen for Vestsahara«.

I april 1989 blev Niels arresteret i forbindelse med Blekingegadesagen og dømt til 10 års fængsel for blandt andet røveriet i Købmagergade.

Når Niels og vi brugte vold i en dansk sammenhæng var det naturligvis dybt problematisk. Men vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst.

Vi handlede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Med vores politiske briller var der en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser.

Det kan naturligvis problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land, for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden. Dette dilemma, mellem nationalt demokrati og en udemokratisk verden, er ikke blevet mindre i en stadig mere globaliseret verden.

I en dansk sammenhæng var vores praksis kriminel. Vi nærede ingen forhåbning eller ønske om at retfærdiggøre den i en dansk politisk sammenhæng.

Niels så sig da heller ikke som politisk fange, da Blekingegadegruppen blev afsløret. Det var kriminalitet. Men det var en kriminalitet som var begrundet i globale politiske forhold. Niels – vi - befandt os i et dilemma, tog en beslutning og følgerne.

Under sit fængselsophold var Niels aktiv i fangepolitik og hjalp mange af sine medfanger med deres problemer. Samtidig med tog han en Hf-eksamen og begyndte et psykologistudie med Københavns Universitet.

Gennem de sidste måneder har Niels og vi haft mange samtaler om vores fælles fortid.

Det er vores indtryk, at Niels syntes, han har haft et godt liv. Måske ikke noget let liv - eller fejlfrit liv. Men et liv han ikke fortrød.

Han følte, han var på den rigtige siden i kampen mellem undertrykkelse og udbytning på den ene side - og retfærdighed og befrielse på den anden. Det var det vigtige for ham.

Niels var anti-imperialist, aktivist - at handle var vigtigt, men ikke uden analyse og omtanke. Der var en tilfredsstillelse for Niels ved at finde ud af, hvordan verden hang sammen - ikke mindst for at kunne handle ud fra denne viden, blive et lille tandhjul i den maskine, der kæmpede for retfærdighed og en bedre verden.

Niels var en god kammerat og ven - han var til at stole på. Vi kommer til at savne ham meget."
Nekrolog over Niels Jørgensen, på modkraft.dk (15.9.2008), skrevet af Jan Weimann og Torkil Lauesen, der sammen med Niels Jørgensen blev dømt for deres aktiviteter i Blekingegadebanden.

fredag den 10. juli 2009

René Karpantschof, Torkil Lauesen & Niels Jørgensen om demokrati & Marc Rudin

I 1995 blev det bebrejdet De Autonome, at de aktivt talte for en "befrielse" af Marc Rudin, det fængslede, schweiziske medlem af Blekingegadebanden (alias PFLP-manden Jihad Mansour). Det forsvarede én af De Autonome sammen med to andre, fængslede medlemmer af banden i et læserbrev sådan:
”Er det aktioner mod Shells støtte til apartheidregimet, husbesættelser, modstand mod Øresundsbroen m.m., der beviser de autonomes antidemokratiske sindelag? … [Deres] støtte til Marc Rudin, ”som i deres øjne nærmest er en politisk martyr”, og deres kontakt med Blekingegadebanden [?] . . .
I en verden der bliver mere og mere globaliseret økonomisk og politisk. Hvor det politiske demokratis muligheder for at kontrollere og regulere markedskræfternes polarisering af verden i rige og fattige på internationalt og nationalt plan bliver alvorligt svækket, er det nødvendigt at gennemtænke, hvad demokrati er, og hvordan det skal organiseres som politisk system. At de autonome beskæftiger sig med denne problemstilling, viser netop deres støtte til Marc Rudin. . . . [Det er] støtte til et menneske, der kæmper for, at også mennesker i Den Tredje Verden kan nyde godt af de demokratiske rettigheder, vi i vores del af verden finder så selvfølgelige.”
René Karpantschof (autonom, sociolog), Torkil Lauesen (dømt medlem af Blekingegade-banden) & Niels Jørgensen (dømt medlem af Blekingegade-banden), i læserbrev i Information (23.2.1995)