lørdag den 30. januar 2010

Torkil Lauesen om Sovjetunionen & Co. som virkeliggjort socialisme (1990)

"Rusland befandt sig mellem en stagnerende feudalisme og en kapitalisme, hvis udvikling blev forkrøblet af Ruslands perifere position i det kapitalistiske system. Dette medførte, at idéen om socialisme spirede og slog rod her, før de materielle betingelser var til stede. Et udueligt Zar-regime, bolsjevikkerne og Lenin, samt Første Verdenskrig muliggjorde Sovjetstatens fødsel i 1917. I løbet af 20rne og 30rne etableredes en stats/partistyret planøkonomi baseret på en offentlig ejendomsret.

Andre planøkonomiske samfund er ligeledes opstået i periferien af det kapitalistiske system, hvor kolonialisme og imperialisme førte til stagnation og opløsning af de gamle produktionsmåder, men samtidig også forhindrede en dynamisk kapitalistisk udvikling som i centerlandene. I stedet førte det til økonomiske og politiske kriser, anti-koloniale og anti-imperialistiske revolutioner, der hvis de var succesfulde evt. førte til etableringen af planøkonomier.

Det sovjetiske, kinesiske eller f.eks. cubanske samfundssystem kan således ses som en anden måde end den kapitalistiske at udvikle produktivkræfterne på, og på denne måde tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialisme.

. . .

Gabet mellem de socialistiske visioner og den praksis, som var bestemt af de umiddelbare behov ogmuligheder, var et resultat af, at sovjetstaten var kommet til verden i periferien af det kapitalistiske system og derfor måtte søge at overleve og udvikle sig i en omverden, der stadig var domineret af det kapitalistiske center, økonomisk og politisk.

Kort efter Lenins død stod det klart, at revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande ikke ville komme i en overskuelig fremtid, og Sovjetunionen slog ind på Stalins linie: opbygningen af socialismen i et land.

Idéen var at tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialismen ved at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat, inden man mistede de politiske forudsætninger - statsmagten.

. . .

Vi står over for et paradoks: nemlig det forhold, at en revolutionær situation igen og igen opstår i kapitalismens periferi, hvor systemet ikke fungerer særlig godt pga. centrets imperialisme - dette på den ene side - og på den anden side alle de revolutionære forhåbninger, der er bristet, når de nye statsmagter har skullet til at realisere drømmen om socialismen i en verden, hvor de udviklede kapitalistiske lande stadig dominerer økonomisk, politisk og militært - Dette Paradoks har redet den socialistiske bevægelse som en mare. Cuba, Vietnam, Angola, Mozambique, Zimbabwe, Nicaragua og Namibia er nyere eksempler på stater med et socialistisk perspektiv, men som er vokset op under et økonomisk og militært pres, der ofte har gjort drømmene til klamme realiteter. Hvad har Angola eller Nicaragua ikke måttet bruge af deres sparsomme ressourcer på det nationale forsvar for blot at kunne overleve?

. . .

Efter at borgerkrigen og den imperialistiske intervention i Sovjet var forbi, oplevede landet fra midten af 20rne og i 30rne en utrolig hurtig økonomisk vækst. Efter verdenskrigen fortsatte denne udvikling helt frem til begyndelsen af 60erne, hvor tempoet begyndte at falde. En række økonomiske reformer bragte dog Sovjet igennem 70erne med positive vækstrater. I begyndelsen af 80erne strammede det alvorligt til. Hvor Sovjetunionen hidtil havde halet ind på de udviklede kapitalistiske lande, i økonomisk udvikling, begyndte det nu at sakke agterud."


Torkil Lauesen i kronikken "Om produktivkræfter og produktionsforhold", oprindelig bragt i Information (6.-7.10.1990), med titlen ”t.l.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar