Knud Vilby om fortsat sympati for Mao (2000)

"Gyldendals Encyclopædi fortæller, at Det Store Spring Fremad i slutningen af 1950erne krævede omkring 20 millioner menneskeliv, fordi springet førte til regulær hungersnød. Og det leksikalske opslag siger, at op mod en million mennesker mistede livet ved forfølgelse og i fraktionskampe under den store Kulturrevolution i 1960ernes anden halvdel. Det er viden, der er blevet officiel i dag. Det vidste vi ikke [i 1970erne], men vi vidste godt, at revolutionen ikke var noget teselskab, og vi citerede gerne de store revolutionære for det. Hvorfor var mange af os så alligevel så positive? Jeg skal gøre mig umage for ikke at snakke på vegne af andre end mig selv. Fra slutningen af 1960erne og indtil i dag har jeg brugt en stor del af min professionelle tid på at beskrive og analysere menneskers liv i samfund, som er fattigere, mere undertrykkende og mindre demokratiske end det danske. For mig er en af det tyvende århundredes mange store tragedier, at vi trods den største velstandsvækst, denne klode nogensinde har oplevet, har ladet milliarder af mennesker leve i dyb fattigdom og snesevis af millioner af mennesker dø af sygdom og sult, som kunne være bekæmpet. I dag ved årtusindskiftet er forskellene mellem velstand og armod større end nogensinde tidligere, selv om det procentvise antal af underernærede i verden er faldet noget. En anden af de store tragedier er dele af udviklingen eller rettere den manglende udvikling i verdens næststørste land Indien. Og det har en hel del at gøre med, hvad jeg har skrevet om Kina. For det har altid været oplagt at sammenligne disse to giganter.
Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina. »Du var jo en af dem, der mente, at Maos Kina ikke var så slemt«, skriver Blüdnikow til mig. Og det er næsten rigtigt. Men jeg tror aldrig, jeg i 1970erne og de tidlige 1980ere skrev om Kina uden samtidig at skrive om Indien. Jeg har ikke gemt alle de gamle artikler, men en af mine erklærede påstande eller holdninger var omtrent sådan her: »Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina«. . . .
Hvis Indien var et demokrati, så var det et demokrati, som ikke følte ansvar for de fattigste. Omvæltninger eller revolutioner - om nødvendigt voldelige - kunne forsvares for at bryde med den systematiserede uretfærdighed og undertrykkelse. I Kina havde kampen i det mindste afskaffet et gammelt hierarki, og det hører med til den blodige historie, at der unægtelig i dette Kina var blodig og brutal undertrykkelse og skete forfærdelige massakrer længe før Mao . Nu havde man forsøgt noget nyt, og tilsyneladende splittet et gammelt system i stumper og stykker. Fint, sagde vi ... Hvis man f.eks. sammenlignede uddannelsessystemerne i verdens to største lande, overhalede Kina med ekspresfart Indien, og det fra grundskoler til universitetsniveau. Overalt havde Kina en udvikling, som Indien slet ikke kunne matche. Der blev mobiliseret, og børn og unge blev hevet op af analfabetismens hængedynd. Der blev knust mere undervejs, end vi vidste, og måske end vi ønskede at vide. Og jeg skal ikke i dag gøre mig til dommer i et forsøg på at sammenligne, hvilket land der har haft de største lidende og undertrykte menneskemasser. Kinas første store spring fremad var - ved vi i dag - på mange måder et stort skridt bagud. Til gengæld er der siden sket nogle samfundsmæssige forandringer og opbrud, der er en del af baggrunden for, at Kina i mange år har haft langt større økonomisk vækst end Indien. Vold i ét land kan ikke retfærdiggøres med vold i et andet land. Og det hjælper ikke på en blodig hånd, at der er mange andre blodige hænder. Men analysen af demokratiets utilstrækkelighed og af demokratiernes forbrydelser mod menneskeheden hører med i vurderingen af tragedierne og fattigdommen og elendigheden i verdenshistoriens rigeste og forfærdeligste århundrede. Jeg har skrevet meget om demokratiernes kamp for frihed i forhold til nazismen, og om koloniernes kamp for frihed fra koloniherrer. Men i en række af århundredets tragiske krige har demokratiske stater også brugt gigantiske militære ressourcer i forsøgene på at bekæmpe folk, der ønskede frihed. Og i nogle samfund, vi kalder demokratiske, er demokratiet, som i Indien, blevet brugt til at dække over systematisk menneskelig fornedrelse. 1970ernes analyse var nødvendig, men ved Gud ikke fejlfri. Det var centralt at pege på, at demokratier forbrød sig mod store befolkninger. Og vigtigt at rejse en debat om, at der måtte sættes noget andet i stedet. Det var logisk, at der i kampen mod historiske uretfærdigheder opstod politiske frontfigurer, der ville omstyrte hele den gamle verden. Nogle af dem blev selv forbrydere undervejs i processen. Måske var Mao en idealist, der endte som forbryder. Det ved andre mere om."

Forfatteren Knud Vilby i kronikken "Sympati for Mao", Berlingske Tidende (2.4.2000)