"Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati."
“Da jeg modtog opfordringen til at skrive en introduktion til et uddrag af Rumæniens præsident Ceauşescus taler, var jeg betænkelig. Det forekom mig særdeles vanskeligt at få alle sammenhænge med i beskrivelsen af en statsmand, hans indsats og den sum af forudsætninger, der indgår som baggrund for hans virksomhed. Det samfund Ceauşescu virker i og i så høj grad er bestemmende for, er meget forskelligt fra det danske. Ceauşescus stat er socialistisk og er dermed placeret i en rækker af stater, der på mange måder anlægger et andet syn på samfundsordenen, mennesker og deres udfoldelsesmuligheder, end det danske samfund gør.
Det er ikke hensigten at føre en debat omkring ideologiske målsætninger eller at fremhæve synspunkt eller udviklingstræk, hvor rumænske og dansk-nordiske opfattelser ikke falder sammen. Jeg har derimod set det som min opgave så redeligt som muligt at fremlægge kendsgerninger og betragtninger, der tjener til at belyse nogle af forudsætningerne for Ceauşescus placering, nationalt og internationalt. [...] Det er noget helt iøjnefaldende ved præsident Ceauşescus virke, at han bestandig søger at styrke og udbygge denne identitet. For ham synes det nationale at være det ledende princip, der er overordnet det politisk-ideologiske. [...] Den fattigdom, der prægede Rumænien efter den 2. verdenskrigs ophør, og de kløfter, der fra ældre tid fandtes mellem på den ene side de besiddende klasser og på den anden side arbejdere og bønder, førte til et systemskifte. Men samtidig skete der en mobilisering af nationale kræfter, der har bragte Rumænien et godt stykke på vej bort fra fattigdommen. Levefoden er steget stærkt, men Ceauşescu mener selv, at det vil tage adskillige år, inden Rumænien er nået op på et mellemniveau, målt med den vestlige verdens levevilkår.Det har ikke været muligt at nå disse resultater uden stærk indsats, og det rumænske folk må arbejde hårdt på vilkår, som fx. de nordiske lande ikke kender til. Det er nødvendigt at investere og undgå, at vundne fordele straks kanaliseres ud i indkomster, der vil hindre fremskridt på længere sigt. Det er indlysende, at de rumænske politiske forhold, hvor der er ét parti, som dirigerer og bestemmer, medfører andre beslutningsprocesser end i samfund, der er baseret på fri meningsudveksling og demokrati. Er der da ikke meningsudveksling i Rumænien? Jo, det er der, inden for rammerne af det overordnede politiske system. Inden for disse rammer udvikler der sig debat om en række politiske og praktiske spørgsmål. Fx. er det en regel, at alle lovforslag, der behandles i parlamentet, offentliggøres i massemedierne.Borgerne kan på det grundlagt indsende ændringsforslag, de finder relevante. De synspunkter, der på den måde fremkommer, indgår i parlamentets udvalgsarbejde, inden lovene vedtages. På fabrikker, på statsbrug, inden for institutionerne etc. drøfter de ansatte en række af de spørgsmål, der knytter sig til de daglige arbejdsvilkår og til opfyldelsen af det fastsatte mål. Og Ceauşescu opfordrer til deltagelse deri. Således er der fastsat regler for, at arbejderne på generalforsamlinger drøfter og tager stilling til planer for virksomheden, dens administration, fordeling af overskud etc. Hvert 5. år afholdes på landsbasis kongresser, hvor de enkelte fagområder drøfter arbejdsplaner for næste femår. Som eksempel kan nævnes folkerådene (kommunalbestyrelserne), arbejderrådene (de til de enkelte virksomheders tilknyttede råd) og kongresser for uddannelser. [...]
Det er ikke muligt at give en dækkende beskrivelse af den indsats, Ceauşescu har øvet, fra dengang han som dreng for mere end 50 år siden startede sin aktive deltagelse til i dag, hvor han er Rumæniens statsleder."
"Jeg tror ikke nødvendigvis at det er venstrefløjen der har været ude at pille hans [Rasmus Jarlovs] plakater ned. I hvert fald ikke den parlamentariske venstrefløj der her travlt med selv at hænge valgplakater op for tiden og deltage i hvad enhedslistekandidaten Margit Kjeldgaard kalder en udemokratisk envejskommunikation. Men hvorfor skal man egentlig overhovedet have dårlig samvittighed over at hive valgplakater ned i første omgang? Hvorfor er det demokratisk at lade politikere fra højre og venstre hænge på lygtepæle og belure os hver gang vi går i Netto? [...] Eftersom det er de liberale og højreorienterede partier der reklamerer mest kan det efter min mening ikke betragtes som udemokratisk at pille deres valgplakater ned. Det er blot et forsøg på at tage demokratiet tilbage fra de økonomiske interesser der aldrig har respekteret nogle demokratiske spilleregler."
"Om hvordan en smadret TV2-sendevogn kan ses som en forsvar for demokratiske rettigheder. Så fik TV2-News smadret en sendevogn i går. Og igen i dag flyder pressen vanen tro over med skrækhistorier fra landets udanske områder, hvor muslimer tilsyneladende hader julen. [...] At en sendevogn kan blive smadret uden at journalisterne kommer noget til viser i øvrigt en tilbageholdenhed der er prisværdig, når vi snakker om en befolkningsgruppe der slås for deres kulturelle overlevelse."
»Arbejderklassen skal bevæbnes med lysten til at bevæbne sig selv«. Sådan lød, og lyder, med et citat fra det store ideologiske forbillede Trotskij, SAPs slagplan, som skulle føre til den store gennemgribende revolution. Målet var arbejderstaten, der var opbygget af arbejderråd, sovjetter, som man kendte dem fra den første tid efter den russiske revolution. SAPerne skulle være den fortrop, avantgarden, der skulle befri folket fra dets uvidenhed: »Tankegangen gik ud på, at i det øjeblik, proletarerne var blevet politisk bevidste, ville det hele gå af sig selv: arbejderne ville automatisk selv gribe til våben og overtage magten og produktionsmidlerne,« siger Torben Hansen, som i sin tid var udenrigsredaktør af partiets nu hedengangne ugeblad Klassekampen. »Når proletariatet først var blevet befriet fra dets uvidenhed og havde taget magten, ville der slet ikke være brug for et parlament - det ville blive en uddateret, gammeldags størrelse. Herefter ville alle være med til at tage beslutninger, den politiske kraft ville flyde frit fra den enkelte. Det er jo Jehovas Vidner om igen, men sådan var det altså. Man diskuterede egentlig ikke rigtigt perspektiverne under og efter magtovertagelsen - man diskuterer jo heller ikke, om Jesus var Guds søn, hvis man er religiøs. Og her var virkelig tale om en slags perverteret religion - det handlede om fortabelse og frelse,« siger Torben Hansen.
”Jeg mener ikke, at alle i en overgangsperiode mod socialisme skal have lov til at komme til orde.”Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i Politisk Revy (1972)
”Et åbenlyst problem ved enhver demokratidiskussion er, at demokratibegrebet aldrig har haft et alment accepteret indhold, hverken når dette historisk betragtes i et synkront eller i et diakront perspektiv. Det har ofte virket forplumrende for den politiske debat og har endog foranlediget opfordringer til helt at undlade at benytte termen i politologiske analyser på grund af begrebets ideologiske konnotationer . . . Denne begrebsforvirring har også plaget marxistisk teoritradition, hvor samme forfatter undertiden kan lægge forskellig betydning eller bibetydning i samme term, uden at det for læseren og måske heller ikke for forfatteren fremgår helt klart . . . Lenin udgør i så henseende ingen undtagelse, men der spores hos neo-gramscianerne en tendens til ikke klart at skelne mellem Lenins forskellige betydninger af demokratibegrebet, hvorfor argumentationen mod leninismen ofte lader meget tilbage at ønske.”
”[Det er] formålstjenligt at skelne mellem to betydninger af demokrati hos Lenin: det borgerlige, repræsentative demokrati og det proletariske demokrati - det, der i ”Staten og revolutionen” udelukkende benævnes "proletariatets diktatur". Med en vis tilsnigelse kan det hævdes, at forskellen mellem de to består i, at Lenin betragter førstnævnte som en formel styreform, mens han i sidstnævnte lægger vægten på demokratiets sociale indhold. Det borgerlige demokrati kendetegnes ved dets formelle lighedsprincip, hvad angår det politiske, samtidig med, at den sociale og økonomiske virkelighed, der er kendetegnet ved ulighed, bortabstraheres. Den borgerligt liberale demokratiforståelse indebærer således en klar adskillelse mellem politik og produktionssfære. Det liberale repræsentative demokrati bliver derfor af Lenin set som uadskilleligt fra en bestemt styreform og et bestemt økonomisk system, hvorfor han i ”Staten og revolutionen” kan hævde, at "Den demokratiske Republik er den bedste politiske Skal om Kapitalismen, der kan tænkes"(Lenin, 1948: 18).”
”Som en logisk følge af den lige skitserede statsopfattelse kan der ikke blive plads for revolutionsstrategier, der opererer inden for den borgerlige stats rammer. En sådan strategi må nødvendigvis forberedes uden for og op mod den borgerligt demokratiske stats institutioner og dermed opstår dobbeltmagtteorien: Til at forberede det afgørende slag mod den borgerlige stat er det nødvendigt, at der konstrueres en anden magt, der gennem en (underforstået voldelig) konfrontation erobrer den borgerlige stats institutioner - en magt, der er baseret på arbejderrådsorganiseringen, sovjetter.”
”Det er kendetegnende for den neo-gramscianske debat, at målet herfor har været at etablere et teoretisk grundlag for en opblødning af venstrefløjens historiske polarisering i to hovedtraditioner: en leninistisk og en socialdemokratisk. Skytset har i første række været rettet mod leninismen, da enhver venstrefløjsteoretiker med respekt for sig selv jo ved, at socialdemokratisk parlamentsfiksering under ingen omstændigheder er en farbar vej til socialisme. Der har derfor tilsyneladende ikke på samme måde som i forhold til leninismen været behov for et dybtgående opgør med socialdemokratismen. Markeringer i forhold til sidstnævnte dukker for det meste op, når neo-gramscianernes diskussion af deres eget 3. standpunkt måske kunne misforstås som et knæfald for socialdemokratisk reformisme. Ved udstrakt brug af fremmedord og abstrakter "tydeliggøres" så på få linier, at det i hvert fald ikke var det, der mentes.
Det har derfor også været kritikken af den leninistiske tradition, der har stået i centrum for ovenstående diskussion. Diskussionen har dog bevidst ikke indskrænket sig til en snæver behandling af neo-gramscianernes demokratiopfattelse, således som denne adskiller sig fra den leninistiske teori. Det skyldes hverken primært eller blot, at neo-gramscianerne selv er yderst karrige med hensyn til at give eksakte definitioner og i endnu mindre grad dybdeborende analyser af deres demokratibegrebs nærmere indhold trods begrebets hyppige - og, fristes man til at sige, besværgende - forekomst i den neogramscianske litteratur. Det skyldes derimod først og fremmest det særegne ved marxistisk teori, at denne relaterer sig snævert til spørgsmålet om handlingens mulighed. Den marxistiske teori er med andre ord problemformulering og problemløsning. Det giver derfor ikke mening inden for denne tradition at diskutere demokrati slet og ret, hvorimod det er meningsfyldt at undersøge demokratiets placering i forandringsprocessen.”
Din vej til socialismenSkrevet af Troels Trier, fra Den Store Røde Sangbog.
er svær at gå
Var der en fejl i mekanismen ?
Et spørgsmål presser på.
Kan vi stemme os til magten ?
Får vi magten uden kamp ?
"Den socialistiske partisankrig er ikke, som borgerlige politikere påstår, et forbigående fænomen, men en magtfaktor der med tiden vokser sig større og større. Denne udvikling ses tydeligt i for eksempel Syd og Mellemamerika, Det Sydlige Afrika, Spanien og Italien.Løbeseddel fra Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB), udsendt 1980, i.f.m. en række brandattentater og bombetrusler i Aarhus-området, citeret efter PET-Kommissionens Rapport, bd. 12, s. 54f & 57.
De kapitalistiske magthavere udøver gennem deres håndlangere stadig kraftigere modforanstaltninger mod den aktive kamp for socialismen, og dette er den tydeligste dokumentation af fascismens stadig svagere kontrol med tingenes udvikling.
For magthaverne er den “legale” danske socialisme relativ ufarlig. Så længe venstrefløjen retter sig efter systemets præmisser griber magthaverne ikke ind med fascistiske terrormetoder. Det omvendte såes under kampen om byggeren. Når socialister handler på en måde så profitten trues, skrides der nemlig ind. Miljøministeriets omstødelse af den kommunistiske miljøborgmester Ivan Hansens forbud mod klorproduktionen på sojakagefabrikken er et tydeligt eksempel på venstrefløjens manglende muligheder og på magthavernes kontrol med det parlamentariske system. Skal der føres socialistisk politik, må det derfor være udenom magthavernes bestemmelser altså ved illegal kamp."
"Netop i denne gunstige situation forsøger de moderne revisionister at lamme folkenes tillid til egne kræfter og lamme deres tro på fremtiden. Netop i denne gunstige situation forsøger Sovjetunionens ledere under påskud af »fredelig sameksistens« at få folkene til at erstatte den anti-imperialistiske kamp, der alene kan sikre verdensfreden, med et samarbejde med den amerikanske imperialisme. Sovjetunionens kommunistiske Partis ledere forsøger under påskud af »fredelig overgang« til socialismen at få folkene til at erstatte den revolutionære klassekamp, der alene kan føre til socialismen, med et parlamentarisk samarbejde med selv reformistiske kredse og partier om at »ændre samfundets struktur« inden for rammerne af kapitalismens »demokratiske traditioner«.Programmet "12 punkter for en kommunistisk politik i Danmark", forfattet af Gotfred Appel, Benito Scocozza m.fl., for Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), hvoraf Blekingegadebanden senere opstod, 1964.
. . .
6. Kommunistisk politik bør baseres på en nøgtern klasseanalyse af det danske samfund. Vort formål kan ikke være skabelsen af et uigennemførligt »fornyet demokrati«, som svæver et sted mellem socialisme og kapitalisme. Vort formål må være at arbejde for at desorganisere monopolkapitalen og skabe basis for den endelige erobring af statsmagten og dermed monopolkapitalens fjernelse.
7. Kommunisterne bør ikke ensidigt lægge vægt på mulighederne for en fredelig overgang til socialismen. De bør i stedet klart fremhæve begge muligheder, den fredelige som ikke-fredelige, hvis kommunisterne vil undgå at skabe illusioner om, at borgerskabet er villig til uden sværdslag at forlade skuepladsen.
8. Kommunisterne må i deres politik klart skelne mellem kortsigtede, dagsaktuelle paroler, mere langsigtede paroler, som kan realiseres endnu mens kapitalismen eksisterer, men som forudsætter en kraftig skærpelse af klassekampen og arbejderklassens enhed og forbund med andre dele af det arbejdende folk – og endelig revolutionære paroler, som tilsigter proletariatets erobring af statsmagten, skabelsen af proletariatets diktatur i forbund med alle undertrykte samfundslag og skabelsen af grundlaget for opbygningen af socialismen i Danmark. . . ."
"- Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien, siger musikeren og komponisten Thomas Koppel , der sammen med sin kone Annisette har besøgt Europas indtil videre mest isolerede nation to gange.Interview med Thomas Koppel (der døde i Mellemamerika efter at have været bosat i USA) i artiklen "Der er da bestemt demokrati i Albanien", Dagbladenes Bureau (11.7.1990)
De var der i 1982 og i 1987. Først som Thomas & Annisette sammen med andre danske "kulturarbejdere" og derefter på en regulær turne med deres gruppe "Savage Rose", der fik sit navn fra et af de gamle idoler Bob Dylans sangskat sidst i 60erne, og som fortsat er så herligt i live, at gruppen udsender et nyt album i næste måned.
Og dennegang med lillebror Anders Koppel , der forlod den vilde rose i 1973 for at skrive, komponere og spille som sig selv og bl.a. sammen med Peter Bastian og Flemming Quist Møller i Bazar.
Thomas Koppel, 46 år, og det tredje af Vibeke og Herman D. Koppels fire hypermusikalske børn, elsker den lille socialistiske republik, der ser lidt klemt ud på kortet mellem Jugoslavien og Grækenland og med Italien ikke så langt væk på den anden side af Middelhavet.
. . .
- Vi har da en form for demokrati i Danmark, men den almindelige albaners indflydelse på udviklingen er større end den almindelige danskers. Alle vigtige spørgsmål i Albanien drøftes med hele befolkningen. De drøftes under store debat-kampagner, og det er fra de store udenrigspolitiske spørgsmål til de små dagligdags problemer på arbejdspladser eller skoler.
. . .
Om de har strejkeret...? Der vil være få tilskyndelser til strejker, fordi den enkelte arbejder har et utrolig stort ord at skulle have sagt. De er med til at planlægge og fordele arbejdet.
Derfor vil en strejke både være usædvanlig og mærkværdig, for hvem skal man strejke imod, når man selv tilrettelægger sit arbejde, siger Thomas Koppel .
- Det er sikkert, at det aktuelle oprør er organiseret af kredse, der vil undergrave udviklingen i Albanien , og de har revet nogle vankelmodige hoveder med sig.
Det er ikke et opgør med rod i befolkningen. Det er jeg helt sikker på, siger Thomas Koppel . . .
Det er ikke denne turbulens, der fikserer Thomas Koppel , der "egentlig ikke ved meget mere om det, der sker lige nu, end mange andre", men som alligevel mener at kunne fortolke ud fra sine oplevelser i Albanien .
- Det er en stor oplevelse for en kulturarbejder at komme til et land, hvor kultur i bred forstand sættes meget højt på prioriteringslisten. Der er en bevidstgørelse om kunst og verdens begivenheder i al almindelighed, der er langt større og mere kvalificeret end i Danmark. Man opfatter kultur som en så væsentlig del af tilværelsen, at man ofrer en tredjedel af statsbudgettet på det.
. . .
Rejsende i landet opfattes som gæster - og ikke som i de fleste lande som en turist, et muligt objekt for indtjening.
- I hvert fald de sidste 15 år har Albanien været meget åbent, både over for besøgende og over for samarbejde med andre lande. . . . Det er mit indtryk, at den albanske befolkning gennemgående er bedre orienteret om, hvad der sker rundt i verden end den danske. Jeg har oplevet, at utroligt mange har et endda meget indgående kendskab til danske forhold, og jeg har kunnet gå direkte hen og tale med folk - overalt.
- Albanerne har en social tryghed, som vi ikke kan konkurrere med, og de har Europas laveste børnedødelighed og selvmordhyppighed.
De har ikke alle den elektroniske komfort, som vi har vænnet os til, men forskellen mellem Albanien og Danmark viser, at der i vort samfund er usikkerhed og store problemer under overfladen, der ikke løses af digitale hjælpeapparater.
Man kan ikke undgå at mærke den sociale tryghed og glæde - eksempelvis hver aften i Tirana, når alle byens 300.000 indbyggere synes at være ude at gå tur.
. . .
[Thomas Koppel] holder af Albanien, men som ikke kunne tænke sig at leve der.
- Jeg er dansker, og jeg vil gerne leve i mit eget land. Jeg føler bestemt også, at vi har mange fordele. Vores musik er også knyttet til den danske tradition. Her hører vi hjemme. Men blev vi tvunget til at flytte, var Albanien ikke det værste sted for en ny tilværelse.
"Over vinteren 79/80 forsøger partiets ledelse at kompensere for de alvorlige interne konflikter ved at opprioritere diskussionerne af den «aktuelle situation». Det skaber dog hurtigt endnu større problemer. Da Sovjetunionen i december 1979 invaderer Afghanistan, fører det umiddelbart til en kraftig fordømmelse fra FU, men andre dele af partiet med det Internationale Udvalg (IU) i spidsen (Anne-Grethe Holmsgård og Lone Johnsen) går kraftigt i rette med denne fordømmelse og henviser til, at den alene gavner «USA imperialismen», og at det er de fundamentalistiske kræfter der vil vinde, hvis Sovjet umiddelbart atter gik ud. Den voldsomme konflikt om holdningen til invasionen udvikler sig over sommeren 1980 til en diskussion omkring «demokrati og socialisme». I juni slår denne kamp åbent ud i pressen, hvor Preben Wilhjelm for første gang går ud med en melding om, at der er grupper med i partiet (FFL), som der ikke burde være plads til. Samtidig retter han skytset mod andre dele af partiets folketingsgruppe, og erklærer sig som ubetinget forsvarer af de demokratiske rettigheder i alle situationer. Det åbne udfald giver voldsomme dønninger og i august bekender fremtrædende medlemmer af Gruppe 79 - bl.a. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow - sig som tilhængere af «røde undtagelser» (indskrænkning af demokratiet under give vilkår)."Fra artiklen "Venstresocialisterne", i det socialistiske net-leksikon, Leksikon.org
"Overgangen til socialismen forudsætter en revolution, hvor lønarbejderklassen erobrer statsmagten. I overgangsperioden må der træffes særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i påny at komme til magten eller nye magthavere i at selvstændiggøre sig i forhold til producenterne.Program for Venstresocialisterne (december 1972)
Sålænge der endnu er kapitalistiske stater i verden, vil det være nødvendigt med et statsapparat til at beskytte samfundet under udviklingen mod socialismen. . . .
Målet er i sidste instans det klasseløse - kommunistiske - samfund. Det er ikke muligt konkret at beskrive dette samfund på nuværende tidspunkt.
. . .
Det er en illusion at tro, at man kan indføre socialismen „ad parlamentarisk vej". Et socialistisk samfund kan ikke opstå gradvis inden i det kapitalistiske. Forudsætningen for et socialistisk samfund er producenternes overtagelse af produktionsmidlerne. Kapitalistklassen opgiver naturligvis ikke godvilligt sin ejendomsret til disse. Man kan derfor ikke forestille sig indførelse af socialismen uden at der sker et revolutionært brud med den gamle orden."
"71. Indenfor VS foregår en modsætningsfyldt proces: En del af VS udvikler sig i retning af et parti af SF-typen, med klare venstre-reformistiske træk. F.eks. ved at gøre beskatningen af lønmodtagernes opsparing til hjørnestenen i en "alternativ økonomisk politik", en afstandtagen fra nødvendigheden af et revolutionært magtopgør og en smadring af den borgerlige stat og det borgerlige parlamentariske demokrati til fordel for proletariatets diktatur baseret på et råds-demokrati."Borgerskabets offensiv, reformismens fallit og de revolutionæres opgaver", vedtaget på Socialistisk Arbejderpartis (SAP) 4. kongres (19.-21.8.1983)
Samtidig bekæmper en andendel af partiet driften mod højre, udviser forståelse for nødvendigheden af et revolutionært kadreparti og det revolutionære magtopgør og begynder at rejse diskussioner om nødvendigheden af en enhedsfront med reformistiske arbejdere og arbejderpartier.
72. De umiddelbare muligheder for at styrke opbygningen af et revolutionært parti i Danmark ligger derfor i et udvidet samarbejde og en diskussion mellem SAP, de revolutionære dele af VS og andre revolutionære udenfor- SAP og VS. Dette samarbejde og disse diskussioner må ske på grundlag af enighed om følgende hovedpunkter:
a) Tilslutning til, at det er arbejderklassens mobilisering til kamp, som skaber resultater, og ikke parlamentariske manøvrer og isolerede aftaler mellem arbejderpartiernes top-ledelser.
b) Afvisning af reformistiske illusioner. Kun en socialistisk revolution kan løse arbejderbefolkningens problemer.
c) Tilslutning til nødvendigheden af, at nedbryde den borgerlige stat og opbygge arbejderklassens egen statsmagt . . . "
"KAP betragter Folketinget som en del af borgerskabets statsmagt. Såfremt en revolutionær politik vinder så stor fremgang, at borgerskabets magt trues, vil borgerskabet sætte demokratiet ud af spil og gribe til magtanvendelse for at forsvare sine interesser. Det bekræftes af alle historiske erfaringer. Hvem kan tro på, at det skulle være anderledes i Danmark? Derfor kan socialismen ikke nås via stemmesedlen, og derfor er det nødvendigt at være forberedt på væbnet kamp ..."Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 34 & 46f.
...
KAP er på det skarpeste modstander af vold, kup og terrorisme, og KAP kæmper for at
afskaffe disse ting. De er et produkt af den kapitalistiske og imperialistiske udbytning og undertrykkelse i verden idag, og for at afskaffe volden, kuppolitikken og terrorismen, må selve det system, som skaber disse ting, afskaffes.
Det sker ikke uden at bruge vold. For dette
system giver ikke godvilligt magten fra sig, men bruger netop selv vold for at fastholde sin magt. Derfor siger KAP, at arbejderklassen og verdens folk og nationer må være forberedt på væbnet kamp for at kunne
forsvare sig mod udbytning og undertrykkelse.
Og derfor siger KAP, at der er to slags vold og krig. Der findes retfærdig vold og krig, og der findes uretfærdig vold og krig. Dette hænger sammen med de modsatrettede
interesser, som står over for hinanden. Når arbejderklassen og folkene griber til våben imod undertrykkelse og udbytning, fører de en retfærdig kamp. Når vold og krig føres for at fastholde og udvide undertrykkelse og udbytning, er det en uretfærdig kamp.
KAP ser altså spørgsmålet om krig og vold ud fra synsvinklen om solidaritet med
de undertrykte og udbyttede, ikke abstrakt ud fra forestillinger om fred og ikke-vold."
"[Vi må] hævde arbejderklassens ret til selvbevæbning og derfor vender vi os imod pacifistiske paroler om general nedrustning, som bl.a. SF, D”K”P og VS går ind for, samtidig med at vi understreger, at det er muligt fredeligt at afvæbne kapitalisterne. Perspektivet for den antimilitaristiske kamp må være et socialistisk Danmark med et væbnet proletariat.Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP])(1970)
- KFML understreger imidlertid, at den dagsaktuelle kamp, som her i korte træk er ridset op, i sidste ende er en resultatløs kamp, hvis den ikke videreføres på et mere fremskredet niveau, dvs. hvis den ikke føres over i en organiseret kamp under ledelse af et revolutionært kommunistisk parti imod selve det kapitalistiske samfund og dets statsmagt med den socialistiske revolution som mål. Vi vender os mod revisionistiske forsøg på at opstille en ”fredelig”, dvs. parlamentarisk overgang til socialisme. At se illusioner om og direkte lægge sin strategi an efter en opfattelse af fjenden som en vennesæl modstander, som frivilligt giver afkald på sine ejendomsprivilegier, betyder i realiteten en afvæbning af arbejderklassen. Ud fra alle hidtidige erfaringer understreger KFML, at kampen om magten i samfundet er en revolutionær kamp, hvor lønarbejderklassen står over for en modstander som vil bruge ethvert middel for at bevare magten. Vejen til socialismen går således ikke via Folketinget, men gennem massekamp, revolutionær omstyrtelse af borgerskabets magt og en fuldstændig sønderbrydning af det borgerlige statsapparat. For revolutionære kommunister kan Folketinget aldrig blive mere end en talerstol, der kan benyttes til at afsløre de bestående magtforhold."
"Båret frem af massernes forventninger om en ny og bedre tilværelse og stillet over for USA-imperialismens forsøg på at kvæle landets økonomiske opbygning, gik denne ledelse [d.v.s. af revolutionen] langt videre end til at indføre borgerligt demokrati med fortsat kapitalisme, sådan som Fidel Castro, Che Guevara og de øvrige oprindeligt havde tænkt sig.
Castro-ledelsen mobiliserede masserne omkring sin politik, hvor den nationaliserede nøgle-sektor i økonomien, udstykkede jorden og sikrede statens kontrol med al udenrigs-handel.
Idet befolkningens store flertal nød gavn af og støttede disse forbedringer, var det også parat til at slå den kontra-revolutionære
invasion, USA organiserede, tilbage. Castros styrke byggede på flertallets mobilisering bag hans politik.
Kapitalisterne blev afskaffet som klasse, og Cuba blev en ny arbejderstat. Selv om ledelsen på Cuba også nød fortrin frem for flertallet, og selv om der ikke blev opbygget arbejderråds-lignende organer, hvorigennem den arbejdende befolkning kunne diskutere, beslutte og styre, udviklede ledelsen sig ikke til et fasttømret bureaukrati, adskilt fra og med andre interesser end arbejderklassen — som det skete i de øvrige arbejderstater.
Folk deltager langt mere direkte i at styre landet, produktionen og økonomien. Der foregår en langt friere diskussion mellem personer, der har forskellige politiske meninger, om hvordan Cuba skal udvikle sig.
Cuba er derfor ikke en bureaukratiseret arbejderstat. 4. Internationale kalder den en arbejderstat med visse bureaukratiske deformationer."
"Cuba kæmper for sin retMikkel Thorup, daværende repræsentant for Rød Ungdom, medlem af Enhedslisten & nu forsker i idéhistorie ved Aarhus Universitet, i læserbrev i Politiken (7.3.1996)
Nedskudte fly krænkede landets luftrum. Det er ethvert lands ret at forsvare sit territorium imod fremmed provokation. Det var denne ret, Cuba håndhævede, da det cubanske luftvåben for nylig nedskød to fly. Flyene tilhørte den exilcubanske gruppe Brothers to the Rescue (BRT), der har specialiseret sig i at krænke cubansk luftrum.
De har i løbet af de seneste år foretaget mere end 1800 af disse overflyvninger, hvor der er nedkastet kontrarevolutionære flyveblade. ...
USA hader Cuba af et godt hjerte, for hvad ville der ske, hvis det cubanske folk fik opbygget et højt industrialiseret, socialistisk samfund? Så ville USAs baggård - Latinamerika - måske være en hel del sværere at holde under kontrol. Derfor bruger USA alle midler mod det cubanske folk."
"Kapitalisterne skulle da ikke have ytringsfrihed, mente man og henviste til Lenins postmarxistiske udlægning af proletariatets diktatur. Og så skulle der forhandles. Hvis I vil begrænse ytringsfriheden, spurgte jeg, hvad så med elementer inden for arbejderklassen der fremfører borgerlige synspunkter? VS's repræsentant svarede straks: "Hvis de fremfører borgerlige synspunkter, tilhører de ikke arbejderklassen. Så er de agenter for borgerskabet."
