"Båret frem af massernes forventninger om en ny og bedre tilværelse og stillet over for USA-imperialismens forsøg på at kvæle landets økonomiske opbygning, gik denne ledelse [d.v.s. af revolutionen] langt videre end til at indføre borgerligt demokrati med fortsat kapitalisme, sådan som Fidel Castro, Che Guevara og de øvrige oprindeligt havde tænkt sig.
Castro-ledelsen mobiliserede masserne omkring sin politik, hvor den nationaliserede nøgle-sektor i økonomien, udstykkede jorden og sikrede statens kontrol med al udenrigs-handel.
Idet befolkningens store flertal nød gavn af og støttede disse forbedringer, var det også parat til at slå den kontra-revolutionære
invasion, USA organiserede, tilbage. Castros styrke byggede på flertallets mobilisering bag hans politik.
Kapitalisterne blev afskaffet som klasse, og Cuba blev en ny arbejderstat. Selv om ledelsen på Cuba også nød fortrin frem for flertallet, og selv om der ikke blev opbygget arbejderråds-lignende organer, hvorigennem den arbejdende befolkning kunne diskutere, beslutte og styre, udviklede ledelsen sig ikke til et fasttømret bureaukrati, adskilt fra og med andre interesser end arbejderklassen — som det skete i de øvrige arbejderstater.
Folk deltager langt mere direkte i at styre landet, produktionen og økonomien. Der foregår en langt friere diskussion mellem personer, der har forskellige politiske meninger, om hvordan Cuba skal udvikle sig.
Cuba er derfor ikke en bureaukratiseret arbejderstat. 4. Internationale kalder den en arbejderstat med visse bureaukratiske deformationer."
Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 28f
Ingen kommentarer:
Send en kommentar