"Den socialistiske revolution skulle frigøre cubanerne fra kapitalisternes overgreb. Det lykkedes. ..." (artikel i Berlingske Tidende (22.07.2009))
"Sovjetunionen kollapsede. Berlin-muren faldt. Kommunismen blev begravet, og Tyskland blev genforenet. Snart var steder som Polen, Tjekkiet og Ungarn en del af NATO og EU. Comecon og Warszawa-pagten blev opløst. ...
Cuba, denne caribiske utopi, forstod slet ikke noget. Her havde Fidel Castro kun haft magten i tre årtier – og han var slet ikke parat til at give op. Tværtimod. De seneste fem år – fra 1984 til 1989 – havde været kulminationen på den revolution, han havde gennemført i 1959. Folket havde aldrig – og med aldrig mener jeg aldrig – haft det bedre."
...
Inde i en boghandel får jeg fat i Che Guevaras berømte essay fra 1965 – »Socialismen og det cubanske menneske« – og tænker på, hvor rædsomt et gensyn med Havanna måtte være for den afdøde revolutionshelt. Che beskrev, at det var hans drøm at befri mennesket fra det ensidige fokus på materielle goder, som kapitalismen havde forgiftet folket med.
»Masserne skal blive et samvittighedsfyldt kollektiv af individer, som kæmper for den samme sag. Det handler om at få den enkelte til at føle sig mere komplet – med meget mere indre rigdom og meget mere ansvar. Vi vil skabe det 21. århundredes menneske,« skrev han.
Che mente, at når den enkelte holdt op med at opfatte det at gå på arbejde som en sur pligt, der skulle gøre en led kapitalist endnu rigere, og i stedet begyndte at opfatte det som et kollektivt ansvar, ja, så ville det komplette menneske blive skabt. Kapitalismen var en »kamp mellem ulve, hvor man kun kan vinde på andres bekostning« – lige modsat den cubanske socialisme, hvis ypperste mål var »at sprede kærlighed«." (artikel i Berlingske Tidende (19.07.2009))
David Trads, chefredaktør & fhv. socialdemokratisk folketingskandidat-kandidat, i Berlingske Tidende
Ingen kommentarer:
Send en kommentar