"Det er socialismens symboler, der lærer ham (småborgeren) frihedens og flyvningens kunst. ... Solvognens stykker slutter altid med revolutionen. Efter den lange vandring gennem det borgerlige samfund når vi frem til den revolutionære forløsning. I revolutionsøjeblikket skifter Solvognens sceniske teknik fra distancen til den varme indføling. Den hektiske showprægede udlevering af det borgerlige samfunds kaos viger for harmonisk opbyggede, smukt beherskede og roligt udførte kollektive tableauer. En konsekvent anti-æstetik der demonstrerer, at magtovertagelsen er en sanselighedens og varmens revolution, en utopisk-kritisk protest mod det borgerlige samfunds menneskelige forarmelse. I revolutionens fødselsøjeblik aner vi muligheden af en ny menneskelig identitet. Den indlevelse, der her vækkes, er en følelse, stykket selv har skabt. Stykkets handling fortsætter forløsende i tilskueren. Solvognen er teater, hvor tæppet aldrig går for. Stykkerne er uden afslutning: de demonstrerer, at det hele først lige er begyndt. Den revolutionære apoteose er kun indledningen. Under solvognens opførelse er vi aldrig i tvivl, hvor stykkets virkelige helte og agerende befinder sig. De sidder på tilskuerpladserne. Solvognen er blot vore midlertidige stedfortrædere i klassekampen, vore vikarer i revolutionens fest, der viser os vejen frem og ikke lader os glemme målet".
Carsten Jensen, forfatter, i Politisk Revy, maj 1977
Ingen kommentarer:
Send en kommentar