K. Helveg Petersens hyldest til Ceauşescus Rumænien (1980)

“Da jeg modtog opfordringen til at skrive en introduktion til et uddrag af Rumæniens præsident Ceauşescus taler, var jeg betænkelig. Det forekom mig særdeles vanskeligt at få alle sammenhænge med i beskrivelsen af en statsmand, hans indsats og den sum af forudsætninger, der indgår som baggrund for hans virksomhed. Det samfund Ceauşescu virker i og i så høj grad er bestemmende for, er meget forskelligt fra det danske. Ceauşescus stat er socialistisk og er dermed placeret i en rækker af stater, der på mange måder anlægger et andet syn på samfundsordenen, mennesker og deres udfoldelsesmuligheder, end det danske samfund gør.
Det er ikke hensigten at føre en debat omkring ideologiske målsætninger eller at fremhæve synspunkt eller udviklingstræk, hvor rumænske og dansk-nordiske opfattelser ikke falder sammen. Jeg har derimod set det som min opgave så redeligt som muligt at fremlægge kendsgerninger og betragtninger, der tjener til at belyse nogle af forudsætningerne for Ceauşescus placering, nationalt og internationalt. [...] Det er noget helt iøjnefaldende ved præsident Ceauşescus virke, at han bestandig søger at styrke og udbygge denne identitet. For ham synes det nationale at være det ledende princip, der er overordnet det politisk-ideologiske. [...] Den fattigdom, der prægede Rumænien efter den 2. verdenskrigs ophør, og de kløfter, der fra ældre tid fandtes mellem på den ene side de besiddende klasser og på den anden side arbejdere og bønder, førte til et systemskifte. Men samtidig skete der en mobilisering af nationale kræfter, der har bragte Rumænien et godt stykke på vej bort fra fattigdommen. Levefoden er steget stærkt, men Ceauşescu mener selv, at det vil tage adskillige år, inden Rumænien er nået op på et mellemniveau, målt med den vestlige verdens levevilkår.Det har ikke været muligt at nå disse resultater uden stærk indsats, og det rumænske folk må arbejde hårdt på vilkår, som fx. de nordiske lande ikke kender til. Det er nødvendigt at investere og undgå, at vundne fordele straks kanaliseres ud i indkomster, der vil hindre fremskridt på længere sigt. Det er indlysende, at de rumænske politiske forhold, hvor der er ét parti, som dirigerer og bestemmer, medfører andre beslutningsprocesser end i samfund, der er baseret på fri meningsudveksling og demokrati. Er der da ikke meningsudveksling i Rumænien? Jo, det er der, inden for rammerne af det overordnede politiske system. Inden for disse rammer udvikler der sig debat om en række politiske og praktiske spørgsmål. Fx. er det en regel, at alle lovforslag, der behandles i parlamentet, offentliggøres i massemedierne.Borgerne kan på det grundlagt indsende ændringsforslag, de finder relevante. De synspunkter, der på den måde fremkommer, indgår i parlamentets udvalgsarbejde, inden lovene vedtages. På fabrikker, på statsbrug, inden for institutionerne etc. drøfter de ansatte en række af de spørgsmål, der knytter sig til de daglige arbejdsvilkår og til opfyldelsen af det fastsatte mål. Og Ceauşescu opfordrer til deltagelse deri. Således er der fastsat regler for, at arbejderne på generalforsamlinger drøfter og tager stilling til planer for virksomheden, dens administration, fordeling af overskud etc. Hvert 5. år afholdes på landsbasis kongresser, hvor de enkelte fagområder drøfter arbejdsplaner for næste femår. Som eksempel kan nævnes folkerådene (kommunalbestyrelserne), arbejderrådene (de til de enkelte virksomheders tilknyttede råd) og kongresser for uddannelser. [...]
Det er ikke muligt at give en dækkende beskrivelse af den indsats, Ceauşescu har øvet, fra dengang han som dreng for mere end 50 år siden startede sin aktive deltagelse til i dag, hvor han er Rumæniens statsleder."

Den Radikale politiker Kristen Helveg Petersen (fader til Niels Helveg Petersen og farfader til Rasmus & Morten Helveg Petersen) i indledningen til "Ceauşescu's Taler" (Samlerens Forlag, 1980), på fotoet sammen med Rumæniens diktator Nicolae Ceauşescu (t.h.), 1978.

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Ceausescus Rumænien

"En anden international kontakt [for SF] var det rumænske kommunistparti. De første følere var kommet i midten af 1960’erne, men det var først i 1970, at der blev etableret et mere regelmæssigt samarbejde. Kontakten byggede på Rumæniens uafhængige udenrigspolitiske linje i forhold til Moskva og et fælles syn på sikkerhedspolitikken. Ceausescus Rumænien havde afvist Sovjetunions ret til at intervenere i de socialistiske lande og havde fordømt Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Det rumænske kommunistparti var lige som SF tilhænger af ensidig nedrustning, etablering af atomvåbenfri zoner og opløsning af de militære alliancer i Øst og Vest. SF sendte flere delegationer til Rumænien, hvor de bl.a. fik lejlighed til at udveksle synspunkter med Ceausescu, og rumænske repræsentanter deltog som gæster ved SF’s landsmøder. . . . Når SF var villig til at opretholde kontakten, skyldtes det først og fremmest Rumæniens selvstændige udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. En anden årsag var, at de besøgende SF’ere mente, at der var fremskridt at spore i det rumænske samfund. Da Sigurd Ømann og Gert Petersen i januar 1970 besøgte
landet, bemærkede de, at Rumænien nok var ”et partiledelsens diktatur”, men at der samtidig var flere tegn på en demokratiseringsproces. Danskerne refererede også flere højtstående rumænske ledere for at have understreget, at det på grund af landets ”ømtålelige internationale situation”, dvs. Rumæniens udsatte position i forholdet til Sovjetunionen, var nødvendigt med en stærk partidisciplin. Således synes SF’erne overbeviste om, at det hårde partistyre var en nødvendig forudsætning for Rumæniens uafhængige linje, der var til gavn for afspændingen og nedrustningen, og at der desuden var forbedringer på vej.
Hvordan SF-delegationerne valgte at se på det rumænske regime, kan illustreres
med en rapport fra et besøg i januar 1987 [Gert Petersen, Hanne Thanning Jacobsen og Hans Nebel]. Rapporten blev indledt med en generel tilbagevisning af påstandene i en kritisk tv-udsendelse om forholdene i Rumænien, selvom delegationsdeltagerne medgav, at der fandtes knaphed på kød, at der næsten ikke fandtes importeret frugt, at der var fastsat en varmegrænse på 18 grader i hjemmene, at byfornyelsesprojekterne var upopulære, og at busdriften havde en lav standard. Derpå beskrev deltagerne flere større anlægsprojekter, og hvordan amts- og kommunalrådene fungerede. Rapporten indeholdt ingen kritiske kommentarer om diktaturet, persondyrkelsen eller undertrykkelsen af menneskerettighederne, til gengæld refererede forfatterne en oplysning om, at der ikke fandtes arbejdsløshed i Rumænien. Det, der øjensynligt optog SF’erne mest, var besøg på en frugtplantage og et statslandbrug, hvor de besøgende noterede sig, at man ikke benyttede sig af sprøjtemidler, og at der ikke fandtes burhøns eller tremmekalve."

PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 203f).

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Rumænien, Nordkorea, Kina, Cuba, Jugoslavien (1987-88)

"I slutningen af 1980’erne fortsatte overvejelserne i SF om forholdet til de rumænske og nordkoreanske kommunistpartier, men partiet var fanget i en klassisk lejrtænkning: Hvordan skulle man begrunde en afbrydelse af kontakten, da de to regimer uafviseligt hele tiden havde været repressive, og ville en sådan afbrydelse ikke gavne den fælles fjende, imperialismen? Det Internationale Udvalg indstillede således til partiets ledelse i 1987, at SF fortsat skulle have kontakt til de to statsbærende kommunistpartier med den argumentation, at ”et brud vil opleves meget dramatisk og som støtte til de pågældende landes modparter.” . . .
Problemerne med de rumænske og nordkoreanske partier rejste et andet spørgsmål, nemlig hvor SF skulle trække grænsen for acceptable kontakter. Det kom frem, da forretningsudvalget skulle tage stilling til, hvilke partier der skulle inviteres til landsmødet i 1988. Det Internationale Udvalgs sekretariat anbefalede, at SF inviterede de jugoslaviske, kinesiske og cubanske kommunistpartier, men ikke de rumænske og nordkoreanske. Forretningsudvalget fandt det ikke muligt at skelne mellem de to grupper, og to medlemmer foreslog derfor ikke at invitere nogen statsbærende kommunistpartier overhovedet, mens fem forretningsudvalgsmedlemmer foreslog at invitere alle fem partier. Diskussionen viser, hvor svært det var for SF at ændre kurs over for de statsbærende kommunistiske partier trods en stigende kritik af forholdene i de socialistiske lande."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 212).

Frank Aaens hyldest til Gulag og Ceausescu (1989)

"»Jeg vil helst glemme det, men jeg løber ikke fra det«, siger han om sit »kortvarige forsøg på at forsvare Gulag Øhavet og behandlingen af Solsjenitsyn«. Holdningen til Sovjetunionens militære indgriben i Afghanistan er også skiftet. I februar 1985 beskrev han i DKP-bladet »Tiden«, hvordan Sovjetunionen havde foregrebet, at »imperialismen (ville) få en militær platform lige syd for Sovjetunionen«, ligesom supermagten havde reddet den afghanske revolution.
. . .
Når Aaen opregner fortiden, fremhæver han hvordan det var i hans tid som chefredaktør, at Land og Folk fik glasnost. Men de medarbejdere, som Weekendavisen har talt med, er mere tilbøjelige til at nævne en strøm af eksempler på redaktør Aaens omhyggelige redigering af virkeligheden, navnlig når medarbejderne refererede fra møder i DKP's centralkomité. Selve relanceringen af Land og Folk den 21. august 1988 viser, hvorfor medarbejderne endte med at gøre oprør mod den redaktør, som gerne lånte Gorbatjovs ord, men efterlevede dem i Bresnjevs ånd. Relanceringen faldt sammen med 20 års dagen for Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet, og i den anledning havde Land og Folk sikret sig en kommentar fra SF's Gert Petersen, samt et interview med datidens Land og Folk redaktør Villy Karlsson, som afslørede, hvad der foregik i DKPs kulisser efter invasionen. Men Frank Aaen brød sig ikke om planerne. Han ville have DKP's synspunkter frem og foreslog derfor at erstatte artiklen om Karlsson med et interview med partiets chefideolog Ib Nørlund. Gert Petersens kommentar skulle tilsvarende erstattes med en kommentar af - Frank Aaen.
. . .
Et andet eksempel er, at da Sohn introducerede tanken om at starte Enhedslisten, var Frank Aaen indædt modstander af ideen. Selv i november 1989, da muren var faldet, forfattede Aaen en hyldest til Rumænien og dets leder Ceausescu, hvor DKP sendte »kammeratlige, varme hilsener til det rumænske kommunistpartis 14. kongres. Vi er lykkelige for at få mulighed for at være til stede under denne kongres og for at kunne erfare om det rumænske folks, partiets og det socialistiske Rumæniens bedrifter . . .«

"Proletariatets demokratur", i Weekendavisen (21.10.1994)

Arne Herløv Petersen om sine yndlingslande (1977)

"Det vil formodentlig fremgå af ovenstående kapitler, at jeg ikke er ukritisk indstillet overfor Sovjetunionen ... .
Jeg er ikke enig i den sovjetiske tese om, at proletariatets diktatur nu er afviklet og Sovjetunionen nu er hele folkets stat. Jeg har en del kritik at fremføre af bureaukratiet og forsyningsvanskelighederne i Sovjetunionen. Hertil kommer en række betænkeligheder ved Sovjetunionens udenrigspolitik, først og fremmest forholdet til Kina og Albanien.
I Nordkorea og Kina har jeg oplevet en elementær revolutionær glød og begejstring, som jeg savner i Sovjetunionen. Hvis den ikke er til stede, går udviklingen fra socialismen frem mod kommunismen i stå. Det ville være tragisk, hvis Sovjetunionens kommunistiske parti opgav kommunismen, på samme måde som de vestlige socialdemokratier efter at have fået del i magten har opgivet socialismen.
Som det ser ud nu, bliver Sovjetunionen næppe verdens førende kommunistiske stat. Det er langt mere sandsynligt, at det bliver Den demokratiske Folkerepublik Korea. ...
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på en række punkter er mere enig med Kina end med Sovjetunionen.
Men i modsætning til kineserne opfatter jeg stadig Sovjetunionen som en socialistisk stat. Jeg mener, at den økonomiske basis, der er skabt under Lenin og Stalin, på en række afgørende områder er intakt. Den ideologisk-kulturelle overbygning er efter min mening smuldret en del, men det er ikke uopretteligt.
Selvfølgelig skal jeg ikke stå med pegepinden i hånden og belære det sovjetiske folk om hvordan det skal opbygge socialismen. Det er det sovjetiske folks egen sag. Men selvfølgelig har jeg også lov til at fremføre min mening. Blot følger det af min anerkendelse af Sovjetunionen som en socialistisk stat, at jeg må fremføre min kritik på en loyal og kammeratlig måde. Det håber jeg, jeg har gjort i denne bog.
Jeg har i hvert fald forsøgt at være fair og ikke bevidst udeladt noget, der måske var i modstrid med mine forudfattede meninger.
Den nuværende strid mellem Kina og Sovjetunionen er efter min mening uhyre skadelig for den internationale arbejderbevægelse og tjener objektivt set klassefjenden ... .
Den holdning til de to store socialistiske lande, jeg går ind for, praktiseres med stort held i Korea, Vietnam og Rumænien, som formodentlig ingen vil beskylde
for at være bløde og vattede."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i sin bog Gylden Oktober (1977), s. 130f.