Viser opslag med etiketten Mao. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mao. Vis alle opslag

onsdag den 1. maj 2013

Amdi Petersen om Tvind-skolen maoistiske vision (1974)

"Det er således vores historiske opgave at bidrage til løsningen af denne kolossale opgave: Forberedelsen af og gennemførelsen af den samfundsomvæltning, der vil styrte de få fra fadet og indsætte vi mange, hvor vi retteligen hører hjemme – som vores eget samfunds skabere. [...] Målet med skolens, skolernes arbejde er altså at uddanne mennesker, der vil være i stand til at deltage i opfyldelsen af vor generations store historiske opgave: Forberedelsen og gennemførelsen af en samfundsomvæltning, der repræsenterer begyndelsen til et samfund, hvor arbejderklassen og dens allierede udstikker retningslinjerne for produktion og kultur." 

Mogens Amdi Petersen, leder af Tvind-skolen, om dennes Mao-inspirerede kommunistiske vision (internt notat, 1974, offentliggjort som "Tvinds revolutionære mål", i Information 29. marts 1979)

torsdag den 17. marts 2011

Uffe Elbæk om Albanien & at stjæle fra de rige (2000)

"Uffe Elbæk er 46 år og sover selvfølgelig på en madras på gulvet. Engang var han slumstormer, politisk aktiv i VS og DKU og stjal frosne ærter fra de rige. [. . .]

Sceneskiftet til lokalpolitik har været længe om at modnes. Faktisk søger han helt tilbage til 1970'erne for at finde kimen.

Det var dengang, han i selvforstående Robin Hood-stil kørte i bus uden billet og stjal spiritus og frosne ærter i byens forretninger som et politisk statement om, at det var i orden at tage fra de rige.

"Dengang var jeg dybt politisk engageret både som venstrefløjsaktivist og boligaktivist. Jeg var medlem af BOML. Det stod for Bolig-Marxister-Leninister og var skam dybfølt nok, selvom man i dag må grine af bogstavskombinationen. Ikke overraskende læste jeg Mao's lille røde, gik til studiekredse og syntes, at Albanien var det store lys i åbenbaringen. Og da DKP og DKU var de mest engagerede partiforeninger op til EF-valget i 1972, besluttede jeg mig for at melde mig ind i DKU," fortæller Uffe Elbæk og tilføjer, at hans far var aktiv DKP'er lige indtil sin død for 12 år siden.

"Far begyndte som radikal og var folketingskandidat, men han sluttede som DKP'er. Det er sjovt at tænke på, at det forholder sig lige omvendt med mig," smiler Uffe Elbæk, der efter DKU blev medlem af VS og senere udbrydergruppen Kommunistisk Forbund for så at slutte sin første aktive politiske periode i VS."

Interview med Uffe Elbæk, "Kaospiloterne", i Jyllands-Posten (24.12.2000)

tirsdag den 13. juli 2010

Ebbe Kløvedal Reich om Maos Kina (2004)

"Det er af kolossal vigtighed, at der findes et fælles håb om at gøre samfundet bedre, og at det håb udmønter sig i en selvfølgelig tillid til og kontakt med de ledere, som samfundet nu engang har, så samfundet kan rykke sig. Det opfatter jeg som en stor bedrift, og den bedrift var det, det kinesiske kommunistparti faktisk præsterede - at løfte det kinesiske folk op fra den dybeste armod og undertrykkelse frem til en eller anden form for selvbevidsthed."

Ebbe Kløvedal Reich, 2005, citeret efter Bo Bjørnvig, "68ernes erindringer II: »Intet. Absolut intet!«", i Weekend-Avisen 9.7.2010

onsdag den 13. januar 2010

Citater af & om Mao

"Synet af kinesere med Maos Lille Røde i hånden blev et symbol på den kinesiske revolution i 1970erne. I millionvis strakte »masserne« bogen mod himlen for at demonstrere deres revolutionære iver under Kulturrevolutionen, og snart efter genfandt vi bogen i danske oversættelser i boghandlerne, i reoler hos venner, i skoler og i inderlommen hos demonstranter i midten af 1970erne i København. Den blev en vejviser ikke blot for de kinesiske masser og den revolutionære danske venstrefløj, hvor sympatien for Maos revolutionære tanker var udbredt, men også i resten af det danske samfund kunne man genfinde en vis beundring for Maos tanker og sprogblomster. Maos lille citatbog med tekster fra den kommunistiske leders skrifter fra 1920erne og frem til 1950erne blev udgivet som et led i den benhårde magtkamp mellem kommunistiske fraktioner. Citaterne blev samlet i 1963 og blev uddelt blandt soldaterne i forbindelse med den frembrydende Mao -kult. . . .

Den lille Rødes pluk af citater spænder over et langt tidsrum, og Maos udsagn om krig og revolution er historisk betingede og kan ikke bedømmes som generelle vurderinger. Bogen er imidlertid interessant som et signal om, hvad der var dogmatikken i de år i 1960erne og 1970erne, hvor magtkampen rasede. Hovedvægten i bogen er lagt på den såkaldte masselinie, hvor den enkeltes rettigheder ikke eksisterer, men hvor al interesse blev viet massen - dvs. folket - og Det kommunistiske Parti, der skulle opdrage masserne. Følgende Mao -citat er typisk for holdningen: »Masserne er de virkelige helte, mens vi selv ofte er barnlige og uvidende. Før man har forstået det, er det umuligt at tilegne sig selv den mest elementære viden« (marts-april 1941). Det var afgørende for den revolutionære bevægelse mod det kommunistiske samfund, at partiet ledte disse masser, og at man ikke hengav sig til enkeltpersoners ønsker: »For at forbinde sig med masserne må man handle i overensstemmelse med massernes behov og ønsker. Alt arbejde for at tjene masserne må tage sit udgangspunkt i deres behov og ikke i en enkeltpersons ønske, hvor velment det end kan være« (oktober 1944). Den politiske ideologi baserede sig på en blanding af pluk fra Marx, Engels, Lenin og Stalin: »Blandt mange kammerater i vores parti eksisterer der stadig en yderst dårlig arbejdsstil, en stil der er helt i strid med marxismen-leninismens ånd. De opfører sig som »en mand, der vil fange spurve med bind for øjnene«, eller »en blind, der famler efter fisk«. De arbejder sjusket, vælter sig i ordstrømme, og nøjes med stumper af overfladisk viden. Marx, Engels, Lenin og Stalin har lært os, at det er nødvendigt at studere situationen samvittighedsfuldt og at tage udgangspunkt i den objektive virkelighed og ikke i subjektive ønsker« (maj 1949). Men nogen sammenhængende ideologi er der ikke tale om i Den lille Røde, og i det hele taget er bogen en sammenrodning af historiske citater, der fremstår som brokker. Men signalet til at understrege masserne til fordel for den enkelte og fremme den doktrinære marxisme-leninisme var klart nok. Kulturrevolutionen spredte anarki, død og ødelæggelse i det kinesiske rige, og Mao -kulten nåede nye højder, hvor han blev fremstillet som en genial leder, ja næsten som en gud. Forsigtige skøn peger på, at Kulturrevolutionen alene kostede 1,6 mio. myrdede mennesker, og at der i alt i Maos regeringsperiode døde ca. 35 mio. som offer for regimets politik.


Dansk sympati

På trods af den brutale virkelighed i Kina, som allerede var offentlig kendt i Vesten i 1960erne, og til trods for Den Lille Rødes karakter af tilfældige sammenstillede citater uden sammenhæng eller dybde, så nåede Mao -kulten også til Vesten og til Danmark. Den lille Røde var blevet oversat allerede i 1967 af Gotfred Appel, Mao -tilhængernes leder i Danmark og den ideologiske fader til Blekingegade-banden. Appel var dog uvidende om bandens senere radikale udvikling. Førende danske intellektuelle havde stor sympati for Maos tanker. Ebbe Reich Kløvedal skrev om Mao : »Den sidste af vor tids store. Gid der fandtes politikere af den støbning i vores del af verden. Så var der håb, selv for os midt i jordklodens rådne borgerskab.« (1976). Informations journalist Ejvind Larsen hyldede Mao i en stor nekrolog i 1976 og skrev: »Nu er Maos arbejde afsluttet - måske det mægtigste i vort århundrede.« Forfatteren Jan Bredsdorff skrev: »Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet, at et samfund styres af mennesker, og at mennesker styres af menneskelighed.« Og Knud Vilby , også journalist på Information, kunne godt se det positive i det kommunistiske regime: »Hvis Kina med det Bent A. Koch måske kalder et kommunistisk diktatur, bedre har været i stand til at løse sine fødevareproblemer, end Indien med korruption, demokrati og pressefrihed sine - så vælger jeg det kommunistiske diktatur« (1975). Da førende intellektuelle valgte at støtte morderregimet, var det ikke underligt, at dele af det danske samfund havde et positivt syn på Kina, og at citater fra Den lille Røde dukkede op både i medierne og skoler uden nogen kritisk eftersætning."

Fra Bent Blüdnikows artikel "Lille bog med stor virkning", i Berlingske Tidende (1.10.1999)

mandag den 4. januar 2010

Knud Vilby om fortsat sympati for Mao (2000)

"Gyldendals Encyclopædi fortæller, at Det Store Spring Fremad i slutningen af 1950erne krævede omkring 20 millioner menneskeliv, fordi springet førte til regulær hungersnød. Og det leksikalske opslag siger, at op mod en million mennesker mistede livet ved forfølgelse og i fraktionskampe under den store Kulturrevolution i 1960ernes anden halvdel. Det er viden, der er blevet officiel i dag. Det vidste vi ikke [i 1970erne], men vi vidste godt, at revolutionen ikke var noget teselskab, og vi citerede gerne de store revolutionære for det. Hvorfor var mange af os så alligevel så positive? Jeg skal gøre mig umage for ikke at snakke på vegne af andre end mig selv. Fra slutningen af 1960erne og indtil i dag har jeg brugt en stor del af min professionelle tid på at beskrive og analysere menneskers liv i samfund, som er fattigere, mere undertrykkende og mindre demokratiske end det danske. For mig er en af det tyvende århundredes mange store tragedier, at vi trods den største velstandsvækst, denne klode nogensinde har oplevet, har ladet milliarder af mennesker leve i dyb fattigdom og snesevis af millioner af mennesker dø af sygdom og sult, som kunne være bekæmpet. I dag ved årtusindskiftet er forskellene mellem velstand og armod større end nogensinde tidligere, selv om det procentvise antal af underernærede i verden er faldet noget. En anden af de store tragedier er dele af udviklingen eller rettere den manglende udvikling i verdens næststørste land Indien. Og det har en hel del at gøre med, hvad jeg har skrevet om Kina. For det har altid været oplagt at sammenligne disse to giganter.
Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina. »Du var jo en af dem, der mente, at Maos Kina ikke var så slemt«, skriver Blüdnikow til mig. Og det er næsten rigtigt. Men jeg tror aldrig, jeg i 1970erne og de tidlige 1980ere skrev om Kina uden samtidig at skrive om Indien. Jeg har ikke gemt alle de gamle artikler, men en af mine erklærede påstande eller holdninger var omtrent sådan her: »Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina«. . . .
Hvis Indien var et demokrati, så var det et demokrati, som ikke følte ansvar for de fattigste. Omvæltninger eller revolutioner - om nødvendigt voldelige - kunne forsvares for at bryde med den systematiserede uretfærdighed og undertrykkelse. I Kina havde kampen i det mindste afskaffet et gammelt hierarki, og det hører med til den blodige historie, at der unægtelig i dette Kina var blodig og brutal undertrykkelse og skete forfærdelige massakrer længe før Mao . Nu havde man forsøgt noget nyt, og tilsyneladende splittet et gammelt system i stumper og stykker. Fint, sagde vi ... Hvis man f.eks. sammenlignede uddannelsessystemerne i verdens to største lande, overhalede Kina med ekspresfart Indien, og det fra grundskoler til universitetsniveau. Overalt havde Kina en udvikling, som Indien slet ikke kunne matche. Der blev mobiliseret, og børn og unge blev hevet op af analfabetismens hængedynd. Der blev knust mere undervejs, end vi vidste, og måske end vi ønskede at vide. Og jeg skal ikke i dag gøre mig til dommer i et forsøg på at sammenligne, hvilket land der har haft de største lidende og undertrykte menneskemasser. Kinas første store spring fremad var - ved vi i dag - på mange måder et stort skridt bagud. Til gengæld er der siden sket nogle samfundsmæssige forandringer og opbrud, der er en del af baggrunden for, at Kina i mange år har haft langt større økonomisk vækst end Indien. Vold i ét land kan ikke retfærdiggøres med vold i et andet land. Og det hjælper ikke på en blodig hånd, at der er mange andre blodige hænder. Men analysen af demokratiets utilstrækkelighed og af demokratiernes forbrydelser mod menneskeheden hører med i vurderingen af tragedierne og fattigdommen og elendigheden i verdenshistoriens rigeste og forfærdeligste århundrede. Jeg har skrevet meget om demokratiernes kamp for frihed i forhold til nazismen, og om koloniernes kamp for frihed fra koloniherrer. Men i en række af århundredets tragiske krige har demokratiske stater også brugt gigantiske militære ressourcer i forsøgene på at bekæmpe folk, der ønskede frihed. Og i nogle samfund, vi kalder demokratiske, er demokratiet, som i Indien, blevet brugt til at dække over systematisk menneskelig fornedrelse. 1970ernes analyse var nødvendig, men ved Gud ikke fejlfri. Det var centralt at pege på, at demokratier forbrød sig mod store befolkninger. Og vigtigt at rejse en debat om, at der måtte sættes noget andet i stedet. Det var logisk, at der i kampen mod historiske uretfærdigheder opstod politiske frontfigurer, der ville omstyrte hele den gamle verden. Nogle af dem blev selv forbrydere undervejs i processen. Måske var Mao en idealist, der endte som forbryder. Det ved andre mere om."
Forfatteren Knud Vilby i kronikken "Sympati for Mao", Berlingske Tidende (2.4.2000)

mandag den 30. november 2009

KAP om Stalin & proletariatets diktatur (1976)

[Det er nødvendigt med et revolutionært parti, som] ”kan samle og koordinere kampene og lede dem – ikke ind i folketingets baner og illusioner om, at borgerskabets statsmagt kan bruges mod borgerskabet selv; nej de må ledes ind i et samfundsomvæltende opgør med selve kapitalen og dens statsmagt”.
Om Sovjetunionens historie hed det bl.a.:
”Stalins linje sejrede, og nogle år efter påbegyndtes en socialistisk omformning af landbruget og en omfattende industrialisering. Det sovjetiske folk nåede store resultater”
KAP
”står side om side med Kinas kommunistiske Parti og Albaniens Arbejdets Parti”.
Fra pjecen ”Hvad vil Kommunistisk Arbejderparti?” (1976), illustreret med portrætter af Karl Marx, Friedrich Engels, Vladimir Lenin, Josef Stalin og Mao Tse-tung.

torsdag den 12. november 2009

Den Proletariske Friskole (1970erne)

"Andre vil bruge stærkere ord om det, der foregik på Den Proletariske Friskole (DPF) hver lørdag fra sommeren 1973 og frem til skolens lukning i 1980.

En anden gang skulle de [d.v.s. skoleeleverne] forestille sig, at de kastede med håndgranater ved at kaste med sten efter en trappe, og på et tidspunkt blev de også sat til at producere og sælge Chile-mærker for at skaffe penge til maskingeværer til oprørerne i Chile. 1200 kroner blev det til - svarende til tre maskingeværer.

Lederen af skolen, Finn Ejnar Madsen, var allerede før skolens oprettelse kendt for at have erobret talerstolen fra rektoren på Københavns Universitet under årsmødet i 1968. Og den revolutionære psykologistuderende ryddede igen forsider, da han efter Verdensbank-demonstrationen i København i 1970 blev idømt et års fængsel for at have medbragt ni molotovcocktails. Men straffen mildnede ikke den unge oprører, som i dag betragtes som et symbol på ungdomsoprøret. Få måneder efter at have afsonet sin dom oprettede Finn Ejnar Madsen Den Proletariske Friskole, der nåede at have undervisningslokaler flere steder i Hvidovre, Rødovre, Vesterbro og i det indre København.

Dengang fortalte Finn Ejnar Madsen til pressen, at skolen var en revolutionær skole for børn af aktive på den yderste venstrefløj. Men langtfra alt blev fortalt.

Bekendt med løgnen

Med baggrund i en række interne undervisningsrapporter fra Den Proletariske Friskole, forfattet af Finn Ejnar Madsen, kan Berlingske Søndag i dag fortælle, hvordan skolen ofte fordrejede sandheden i sagens tjeneste, nemlig at gøre børnene til en revolutionær fortrop. Forældrene var bekendte med løgnen, eftersom de modtog rapporterne fra skolens bestyrelse med skriftligt pålæg om, at de blev opbevaret »absolut utilgængeligt for børnene«:

»De er beregnet til din personlige oplysning. Vi må indskærpe, at en videreformidling af indholdet i disse rapporter kun må ske med bestyrelses akcept,« lød beskeden til forældrene.

I rapporterne kan det læses, at den seks timer lange undervisning hver lørdag indledtes med løbetræning for alle. Træningen skulle være med til at opbygge en »overordentlig militant stemning«, som det hedder. De mindste på fem år skulle også løbe med på morgenturen i enkeltkolonne med tre skridts afstand.

Vigtigt med disciplin

Den militære disciplin var den samme i undervisningen i fag som historie, regning og dansk, og den var ifølge skolelederen nødvendig for at skole børnene til den store kamp:

»DPF vil uden en sådan disciplin degenerere til ren småborgerlighed,« konkluderede Finn Ejnar Madsen: »Det er vort ønske til den proletariske revolutions tjeneste at udvikle stærke og selvsikre børn, som formår at træffe en beslutning, og som stædigt, vedholdende og hensynsløst overfor sig selv kæmper for denne beslutnings gennemførelse.«

Ordene »god«, »ond«, »arbejder«, »bonde« og »kapitalister« blev stavet og repeteret i en uendelighed, og simple billedbøger - som regel fra Kina - blev brugt til at opbygge et had mod de onde kapitalister hos børnene.

Men undervisningen byggede på mere end bare forenklede fremstillinger. De interne rapporter fra skolen afslører, at skolens lærere helt bevidst fordrejede kendsgerninger og gav falske udlægninger af historiens gang for at påvirke eleverne i en bestemt retning.

Dermed leverer rapporterne et nyt blik ind i den yderste danske venstrefløj under Den Kolde Krig. Det var bare ord, siger de tidligere revolutionære ofte i dag - 30 år efter. Men for nogle af deres børn var det meget mere end det. De blev ikke bare udsat for militant træning, de blev også udsat for noget, der minder om hjernevask.

Det skete for eksempel i november 1973, da Finn Ejnar Madsen fortalte børnene om baggrunden for nogle gadekampe, der dengang udspillede sig mellem »studenter og arbejdere og juntaens tropper« i Athen.

»Jeg giver dog allerførst oprørets baggrund, men forfalsker denne. De demokrati- og retfærdighedssøgende studenters logik er ikke tilgængelig for vore børn,« skrev Finn Ejnar Madsen i sin rapport.

På samme måde blev undervisningen - med Finn Ejnar Madsens egne ord - også »uden vaklen« gjort »ensidig« en lørdag, hvor børnene senere samme dag skulle deltage i en Palæstina-demonstration:

»En alsidig skildring af de komplicerede forhold i Palæstina/Israel vil for de mindre børn være uigennemskuelig, forvirrende og dermed demobiliserende.«"
Fra artiklen "Maos danske fortrop", i Berlingske Tidende (25.1.2004).

fredag den 23. oktober 2009

Ebbe Kløvedal Reich om urimelig kritik af Mao (1986)

"Den leder [”Skammens dag” af Hans-Jørgen Nielsen, Information 9.9.1986, som havde kritiseret maoismen] tegner sig for en ny rekord (både personlig, avismæssig og samfundsdebatmæssig rekord) i den pludrende småborgerlige, selvfornægtende form for projiceret dårlig samvittighed, der regnes for den højeste form for visdom i disse reaktionære hykleriske tider. . . . Det vigtige [for Hans-Jørgen Nielsen i hans] skamrødmende spænen fra alle idépolitiske bastioner [er at bistå] produktionsfremmende spekulanter. . . . [Han har tilsluttet sig] de mest reaktionære paphoveder. . . . Nej! Der er faneme ingen grund til at skamme sig på de ynkelige betingelser over, at man var fascineret af kulturrevolutionen. . . . [Beskyldningerne om overgreb er noget Hans-Jørgen Nielsen] selv har fundet på for desto lettere at kunne jævnføre [Mao-styret] med Stalins diktatur. . . . [I den fortsatte kamp for] at få fællesskabet og solidariteten til at fylde noget ved siden af kapitalen [havde kulturrevolutionen] en vigtig symbolværdi. . . . Menneskehedens gigantiske problem [er] at stille en menneskelig modmagt op over for monopolkapitalen . . . og dens verdensimperialisme."

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, ”Vredens dag”, Information (19.9.1986) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s. 361f.)

fredag den 9. oktober 2009

PET om Finn Ejnar Madsen og Appel-gruppen (1968/1970)

PET-Kommissionens Rapport (bd. 10, s. 84f & 163f) om maoisten Finn Ejnar Madsen, hans medlemskab af KUF og forholdet til Blekingegade-bandens chefideolog Gotfred Appel:
"1968 var et skelsættende år for den danske Vietnambevægelse. Samtidig med at de amerikanske styrker mødte stadig større modstand i Sydøstasien, og parterne satte sig til forhandlingsbordet i Paris, radikaliseredes den danske Vietnambevægelse, og grunden blev lagt til den splittelse mellem de moderate og de militante kræfter, hvilket blev en realitet ved årsskiftet 1968/69. I takt med at Vietnamdemonstrationerne voksede i størrelse, og det i stigende grad kom til voldelige sammenstød med ordensmagten, var det PET’s opfattelse, at uroen skyldtes kommunisterne. Det kan således konstateres, at efterretningstjenesten i 1968 stadig holdt fast i det klassiske trusselsbillede fra den kolde krigs første årtier. Det var først efter splittelsen af Vietnambevægelsen, at det ville stå klart, at DKP nu udgjorde den moderate fløj, og at partiet var blevet overhalet venstre om af mere militante kræfter, der ikke tøvede med at bruge voldelige metoder i den politiske kamp.
. . .
I slutningen af februar 1968 blev PET opmærksom på, at den kendte aktivist Finn Ejnar Madsen, der i august 1967 havde brudt med trotskisterne, taget Foreningen af Vietnamfrivillige med sig og dannet den maoistiske Den Danske Rødgarde, planlagde en demonstration ved den amerikanske ambassade. Han havde været særdeles aktiv under forsøget på at angribe ambassaden under demonstrationen den 21. oktober 1967 og havde været under tæt overvågning siden november. PET havde derfor viden om, at Madsen opfordrede til at medbringe kasteskyts, og at man skulle storme ambassaden i tilfælde af, at politiet var i mindretal. Madsen skulle også have fortalt en PET-kilde, at han havde besøgt ambassadens bibliotek med henblik på at forøve et bombeattentat. Problemet var imidlertid, at han ikke vidste, hvordan man lavede en bombe, men han havde søgt råd hos flere personer, der sad inde med en sådan viden. PET advarede derfor Justitsministeriet om, at det var Madsens ønske, at demonstrationen udviklede sig til voldsomheder, og tjenesten henviste til muligheden for, at andre yderligtgående venstreorienterede grupper ville tilslutte sig maoisterne.
. . .
Natten til den 19. september [1970] kastede et par gerningsmænd møtrikker mod indgangen til Hotel d’Angleterre, hvor nogle af de delegerede [til Verdensbankens møde] skulle indkvarteres. Dermed var der varmet op til den næste aktion, der indtraf søndag den 20. september, hvor der blev afholdt et cocktailparty på Hotel d’Angleterre for de delegerede. På et tidspunkt ankom et antal aktivister udrustet med stokke og med hjelme. Aktivisterne, der væsentligst var medlemmer af KUF, forsøgte at storme hotellet, hvilket mislykkedes. Aktionen bevirkede imidlertid, at endnu flere aktivister sluttede sig til urolighederne, hvorpå der blev kastet benzinbomber, sten, maling, jernmøtrikker og flasker mod hotellet. Samlet deltog omtrent 200 aktivister. Heraf anholdt politiet 18 personer. En af de anholdte var den af PET allerede kendte maoist, medlem af KUF Finn Ejnar Madsen, der var i besiddelse af ni benzinbomber. Ifølge PET’s afsluttende rapport blev urolighederne hurtigt bragt til afslutning.
Urolighederne fik imidlertid et efterspil, for eftersom politiet havde fundet Finn Ejnar Madsen i besiddelse af benzinbomber, og da medlemmer af KUF, ifølge politiets observationer, havde ”været de mest aggressive under de grove hærværkshandlinger, rudeknusninger, der er foretaget mod en række virksomheder i kvarteret omkring Rådhuspladsen”, antog politiet, at der i KUF’s lokaler måtte være effekter, der kunne bidrage til at løse politiets opgaver under de igangværende uroligheder. Politiet anmodede derfor Københavns Byret om ransagningskendelse til Svanevej 18, 2. sal, hvilket blev imødekommet. Politiet fandt her 16 stokke af forskellig art, der alle var anvendelige til gadekamp. Det bemærkedes i politirapporten, at stokkene svarede til dem, man tidligere havde fundet hos Finn Ejnar Madsen. . . . Mens politiet befandt sig på Svanevej, blev det klart for de tilstedeværende, at lokalerne på 1. sal tilhørte samme selskab, trykkeriet Futura, som også var på 2. sal. Samtidig blev det klart, at indehaveren af trykkeriet Futura var maoisten Gotfred Appel. Derpå hedder det i politirapporten: ”Da vi som nævnt havde fået oplysninger om, at lokalerne i samme ejendom 1.ste etage, bliver benyttet af samme firma, skønnede vi, at øjemedet ville forspildes ved xx ophold for at afvente rettens kendelse om ransagning.” – og således ransagede politiet også 1. sal, hvor man blandt andet fandt molotovcocktails, peber, ståltråd og bolte samt sten (kasteskyts). . . . Efter at ransagningen var tilendebragt, anholdt politiet Appel, der afviste kendskab til de ovenstående forhold. Vel var det rigtigt, at han stod som indehaver af Futura, men han havde intet med de ovenfor nævnte remedier at gøre. Det eneste, han medgav, var, at han lod en række unge mennesker fra KUF gøre brug af lokalerne. Desuden meddelte han, at han havde været i Mellemøsten i dagene fra den 1. til den 22. september 1970, hvilket han dokumenterede ved at fremlægge diverse billetter og stempler i sit pas. Hvad angik en eventuel forbindelse til Finn Ejnar Madsen, der som nævnt var i besiddelse af tilsvarende knipler, som blev fundet i Appels lokaler, afviste sidstnævnte at have noget med ham at gøre. Vel havde de mødtes, men Appel havde afvist Madsen."

onsdag den 7. oktober 2009

KFML om stalinismens og maoismens fortjenester (1969)

"[I Bo Gustafsons artikel ”30 år efter”] gives en samvittighedsfuld vurdering af Stalins arbejde i forhold til hans historiske indsats og til hans seneste værker, set i lyset af Mao Tse-tungs videreudvikling af marxismen-leninismens teori. . . . Er det i dag, i 1969, af betydning at studere Stalin-problematikken og Stalins teoretiske bidrag og foretage vurderinger af hans fortjenester og fejl? . . . Ja, det er af overordentlig stor betydning . . . Mao Tse-tung lærer os: ”Hvis I ikke har undersøgt et problem, mister I retten til at udtale jer om det.” Vi håber med Marxistisk-Leninistiske Studiebreve nr. 2 at have givet læserne noget stof til undersøgelse."
Marxistisk-Leninistiske Studiebrev, nr. 2 (1969) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.112.

mandag den 5. oktober 2009

Christian Braad Thomsen om Beatles' manglende maoisme (1968)

Anmeldelse af Beatles-LP'en The White Album:
"Derimod har man ikke lyst til at være videre positiv over for de to nye langplader med Beatles. . . . Det politiske verdensbillede, der tegnes på pladerne, er ganske sigende. Der er hyldestsange til både USA og USSR, hvorimod vi advares mod at bære billeder af formand Mao. . . . Skulle Godard lave en film om Beatles, ville han placere dem på bourgeoisiets side."
Filminstruktør Christian Braad Thomsen, i Politisk Revy (december 1968), her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.61.

torsdag den 24. september 2009

Jan Bredsdorff om kulturrevolutionens overvældende sejr og menneskelighed (1968)

"Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet at et samfund styres af mennesker og at mennesker styres af menneskelighed."
Jan Bredsdorff, i Politisk Revy (maj 1968) (citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.57)

tirsdag den 22. september 2009

Modkraft om forbillederne for "kommunistisk samling" (2003)

"Kommunistisk samling på vej? Men er der også realiteter i det? Fører det ligefrem til etablering af et fælles kommunistisk parti?

Samlingsbestræbelserne omfatter tre partier, der - omend med forskellige indfaldsvinkler - giver udtryk for at være interesseret i et tættere samarbejde. Det er Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l). . . . Herudover findes også et fjerde parti – Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), der blev dannet af en udbrydergruppe fra DKP m-l i 1997. Men de er ikke en del af samlingsbestræbelserne, af den simple grund at de betragter de 3 andre partier som revisionister og reformister, som man ikke kan være i stue med.

. . .

Men det er en kendsgerning, at medlemmer fra de tre partier er særdeles aktive i en lang række bevægelser og aktiviteter, som også involverer resten af venstrefløjen. Mange af DKP m-l og KPiDs medlemmer er aktive i fagbevægelsen, og beklæder tillidshverv på arbejdspladser og i fagforeninger. En del DKP´ere er særdeles aktive i Enhedslisten, også i ledelsen af denne.

De tre partier har faktisk også en lang række holdninger og aktuelle kampkrav fælles med resten af venstrefløjen. Der er naturligvis også vigtige forskelle, men ser vi på spørgsmål som kampen mod den borgerlige regering og dens forsøg på at demontere velfærdssamfundet, på USA´s udenrigspolitik, NATO, EU, og mange andre dagsaktuelle spørgsmål, så er der mange sammenfaldende synspunkter ikke blot de 3 partier imellem, men også med Enhedslistens politik.

. . .

Umiddelbart er der god mening i en samling af de 3 partier, alene af den grund, at de repræsenter den samme tradition i arbejderbevægelsen, de betragter sig alle 3 som en del af den såkaldt ”kommunistiske verdensbevægelse”.

De er for eksempel enige om, at Sovjetunionen og de østeuropæiske stater var socialistiske frem til ”murens” fald og Sovjetunionens opløsning.

De er enige om, at der nok kan sættes berettigede spørgsmålstegn ved Sovjetunionens politik under Stalins ledelse, men det ændrer ikke på deres grundopfattelse, at der var tale om en socialistisk politik og at Stalin som politisk leder i det store og hele var et forbillede og en ”stor kommunist”.

De er enige om, at Kina var et socialistisk land, ihvert fald under Maos ledelse – hvad de mener om Kina i dag er mere uklart! Og de er også enige om, at vi i dag skal regne Cuba og Nordkorea for socialistiske stater."
Fra artikel bragt i Solidaritet, senere udgivet på Modkraft.dk (7.11.2003).

søndag den 6. september 2009

Ejvind Larsen om Chou En-Lai (1976)

"Det Kina som Chou-En-Lai har været med til at skabe, bliver ikke rystet af hans død. For i sidste instans er det bønderne og arbejderne, der har hovedæren for de opnåede resultater. Sammen med Mao har Chou været i spidsen for at slå dette fast igen og igen… Det er deres særlige fortjeneste, at det ikke blot var en pragmatisk indordnen sig under realiteterne, der lå bag denne konstatering, men at det udtrykte en grundlæggende respekt, ja kærlighed til mennesker, på hvilken de byggede deres revolutionære socialisme. Den de håbede og håber engang af deres efterfølgere kan kæmpes frem til kommunisme. Men kæmpes skal der."
Leder i dagbladet Information (januar 1976), skrevet af VS'eren, chefredaktør Ejvind Larsen (her citeret efter Bo Bjørnvigs "Det Rene Vås" i Weekendavisen, 2008).

tirsdag den 25. august 2009

KFML om Mao, Kina og kulturrevolutionen som forbilleder (1968)

"De kommunistiske partier i den vestlige verden har helt og fuldt fulgt en politik, der svarer til den sovjetiske udvikling. De kalder den "den fredelige sameksistens" politik, hvilket i realiteten betyder borgfred med imperialismen! De taler om ”fredelig overgang” til socialismen, selv om alle erfaringer viser, at kapitalistklassen ikke drømmer om at forlade sit fallitbo uden sværdslag!
...
[Vi] vil bygge på marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning. For blot få år siden syntes den internationale diskussion mellem Kinas og Sovjetunionens kommunistiske partier for mange at være en udveksling af skældsord, en hårfin teoretisk diskussion, som kun dækkede over magtkamp. Men idag står det klart for stadigt flere, at Kinas kommunistiske Parti repræsenterer en revolutionær politik, som er kompromisløs over for reformisme og over for imperialismen. Det var og er alt andet end en skindiskussion, men en kamp mellem to veje, den reformistiske over for den revolutionære.
Marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning, understreger nødvendigheden af at støtte sig på masserne, af at knuse alle tilløb til pampervælde og bureaukrati. Den mobiliserer folkemasserne til aktiv deltagelse i det politiske liv, således som vi ser det praktiseret under den kinesiske kulturrevolution i disse år. Og når det drejer sig om klassekampen, uanset om det er arbejderklassens kamp mod kapitalisterne i den kapitalistiske verden eller om det er dens kamp for at forhindre kapitalismens genindførelse i den socialistiske verden, så advarer marxismen—leninismen mod reformisternes og revisionisternes forestillinger om, at kapitalisterne vil opgive deres kamp, opgive deres magt og ejendom, blot man forhandler sig til rette med dem. Marxismen leninismen, Mao Tse-Tungs tærkning kalder til aktiv og ubønhørlig kamp mod imperialismen og kapitalismen.
...
Forbundets hele virksomhed, dets strategi og taktik, vil bestandigt og ubetinget være rettet mod det ene mål: mobilisering af lønarbejdernes og det arbejdende folks flertal til gennemførelse af den socialistiske revolution og oprettelse af proletariatets diktatur.
...
Afslør og bekæmp revisionisternes forsøg på at genindføre kapitalismen i en række af de lande, som har gennemført folkedemokratiske og socialistiske revolutioner!"
Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP]), i Kommunist 1. årg. nr. 3 (september 1968)

lørdag den 25. juli 2009

Finn Ejnar Madsen om skolebørn & skydning af godsejere (ca. 1973)

"Jeg foreslog skydning, og denne skydning blev foretaget med så stor anvendelse af ammunition, at Arendse befandt sig temmelig ilde derved."
Maoisten Finn Ejnar Madsen, voldsdømt og leder af Den Proletariske Friskole, i en rapport til børnenes forældre om dagens skoleundervisning, hvor børnene skulle agere bønder, der henrettede en godsejer, spillet af pigen Arendse (fra "Maos danske fortrop", Berlingske Tidende, 25.01.2004).

torsdag den 9. juli 2009

Benito Scocozza om Kinas "fantastiske befrielseshistorie" (1993)

"Kommunismen er en fremtidsvision, hvor der ikke hersker knaphed, men selvdisciplineret fri, men bæredygtig anvendelse af samfundets ressourcer, og hvor staten er døet bort. . . . Ingen af de lande, der er kaldt kommunistiske, har levet op til de to betingelser. . . . [Men] uden denne bevægelse ... havde store dele af befolkningerne i den rige verden haft det endnu værre, end de i øvrigt er ved at få det igen. ... Uden den socialistiske bevægelse havde det næppe været muligt at næsten fuldende den politiske befrielse af den tredje verden. Befrielsesbevægelserne, fra Afrika til Asien, med Kina som den måske mest fantastiske befrielseshistorie, verden nogensinde har set, var inspireret af den tillid til folkesolidariteten der er en uadskillelig del af socialismen og forudsætningen for sejr i kampen mod undertrykkelse."
Benito Scocozza, fhv. formand for Kommunistisk Arbejderparti (KAP), i Jyllandsposten (17.11.1993)

Christian Braad Thomsen om maoistisk ikke-skam (1994)

"Jeg skammer mig ikke over, at der i de år hang en Maoplakat i mit køkken. ... Jeg beundrede Maos digtning og politiske tænkning . . . Mao var for os . . . et symbol på Den tredje Verdens og vores frihedskamp."
Christian Braad Thomsen, i Weekendavisen (17.6.1994)

Ebbe Kløvedal Reich som marxist-leninist-maoist (1975)

"Blandt de ideologiske kirkefædre er Marx, Lenin og Mao tidens store triumfatorer. ... Jeg er veget udenom at kalde mig selv marxist-leninist indtil nu. ... At jeg har afholdt mig fra det, skyldes noget, jeg selv tidligere ville have kaldt ”intellektuel frihed”. ... Samtidig skabte den omsiggribende marxistisk-leninistiske idédebat et job som professionel, indforstået modsnakker, som jeg tjente penge på. Derfor var det også mest praktisk for mig at understrege, at jeg ikke var marxist-leninist. Begge disse holdninger fordømmer jeg nu som kontrarevolutionære og vil bestræbe mig på at nedkæmpe dem i mig selv."
Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, i essayet "Til forsvar for masselinien og den rette tro" (1975)

onsdag den 8. juli 2009

Benito Scocozza om Mao & Kina (2005)

"Jeg vil ikke levere et lysende forsvar for manden. Jeg har ingen forestilling om, at han var en dæmon eller en engel. Men jeg giver ikke meget for de psykologiske forklaringer. Når man analyserer den kinesiske revolution, kan man ikke se bort fra, at der var sociale og politiske betingelser for at slippe af med det forbandede styre, som de havde før. Og der foregik både fornuftige og idiotiske ting i Kina under Mao."
Benito Scocozza, fhv. formand for Kommunistisk Arbejderparti (KAP), i Jyllands-Posten (12.11.2005)