PET-kommissionen om SF's samarbejde med Nordkorea

"SF’s antiimperialistiske ideologi førte også til, at partiet etablerede kontakter til det kommunistiske Nordkorea. SF’s interesse for det nordkoreanske regime skyldtes, at landet forsøgte at opbygge sin egen form for socialisme, førte en uafhængig udenrigspolitisk linje og stod over for 30.000 amerikanske tropper i Sydkorea. Nordkorea var således ifølge Gert Petersen ”et anti-imperialistisk center”, og SF støttede dets krav om tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper (dvs. amerikanske tropper) fra den koreanske halvø og genforening af Nord- og Sydkorea.
SF’s syn på det nordkoreanske regime kom klarest til udtryk i den beretning, som Gert Petersen udarbejdede til internt brug efter sit første besøg i landet i 1973 sammen med Christen Amby fra Venskabsforeningen Danmark-Nordkorea og Svend Auken fra Socialdemokratiet, hvor deltagerne bl.a. fik mulighed for at mødes med landets enehersker Kim Il Sung. På den ene side var den senere SF-formand kritisk indstillet over for personkulten omkring Kim og den skarpe kontrol, som værterne førte med gæsternes bevægelsesfrihed. På den anden side mente Gert Petersen, at de positive indtryk vejede tungest: Den økonomiske fremgang siden krigens ødelæggelser, der havde givet landet en høj grad af selvforsyning, den høje levestandard, og den høje sociale velfærd i form af sundhedsvæsen, børnehaver og uddannelsesmuligheder. Gert Petersen nedtonede de negative aspekter ved at argumentere for, at det ikke tjente noget formål at dømme det nordkoreanske system ud fra vestlige normer. Om personkulten bemærkede han således, at hele ”den kulturelle baggrund er os umådeligt fremmed.” Den mest hensigtsmæssige opførsel, hvis man ville have kontakt med nordkoreanerne,var ikke at kritisere personkulten, men undlade at deltage i den. På samme måde mente han ikke, at det kunne have noget fornuftigt formål at efterlyse et demokrati i vestlig forstand i et land, der altid havde været styret fra ”et autokratisk centrum”. Det afgørende i Gert Petersens optik var således ikke, at Nordkorea var et diktatur, men at ”det nye autokratiske centrum” i form af det kommunistiske styre ”er så totalt orienteret mod økonomiens opblomstring [,] social sikkerhed for befolkningen og bevarelse af landets uafhængighed.”
Således begrundede SF partiets kontakt til Nordkorea med, at landet var antiimperialistisk, selvstændigt og i hastig økonomisk fremgang.
. . .
PET fulgte også SF’s kontakter til Nordkorea. I september 1973 konstaterede tjenesten, at Gert Petersen sammen med Christen Amby og Svend Auken havde besøgt Nordkorea, hvor Gert Petersen havde omtalt Kim Il Sung positivt og kritiseret USA-imperialismen. I 1976 modtog PET kildeoplysninger om, at Gert Petersen deltog i en pressekonference arrangeret af Den danske støttekomité for Koreas Genforening. Ifølge kilden blev komitéen støttet af den nordkoreanske ambassade, og på konferencen anklagede Gert Petersen Sydkorea og USA for at have aggressive planer mod Nordkorea. . . . I midten af 1980’erne bemærkede PET flere tegn på, at Gert Petersen støttede de nordkoreanske forslag om et genforenet Korea. Således noterede tjenesten, at partiformanden i 1984 skulle deltage i en konference i Paris arrangeret af CILRECO, som stod for Et genforenet og uafhængigt Korea. PET bemærkede, at det var nordkoreanerne, der bestemte, hvem der skulle deltage, og som betalte udgifterne. PET bemærkede også, at Gert Petersen sammen med Kjeld Albrechtsen fra VS havde sendt et brev til Folketingets medlemmer, som opfordrede til at indlede trepartsforhandlinger om Koreas genforening. Det var PET’s vurdering, at nordkoreanerne ved hjælp af propagandalekture og betalte rejser forsøgte at gøre folketingsmedlemmerne ”møre”, således at de blev modtagelige for Pyongyangs synspunkter med hensyn til Koreas genforening."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 205f & 228f).

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Rumænien, Nordkorea, Kina, Cuba, Jugoslavien (1987-88)

"I slutningen af 1980’erne fortsatte overvejelserne i SF om forholdet til de rumænske og nordkoreanske kommunistpartier, men partiet var fanget i en klassisk lejrtænkning: Hvordan skulle man begrunde en afbrydelse af kontakten, da de to regimer uafviseligt hele tiden havde været repressive, og ville en sådan afbrydelse ikke gavne den fælles fjende, imperialismen? Det Internationale Udvalg indstillede således til partiets ledelse i 1987, at SF fortsat skulle have kontakt til de to statsbærende kommunistpartier med den argumentation, at ”et brud vil opleves meget dramatisk og som støtte til de pågældende landes modparter.” . . .
Problemerne med de rumænske og nordkoreanske partier rejste et andet spørgsmål, nemlig hvor SF skulle trække grænsen for acceptable kontakter. Det kom frem, da forretningsudvalget skulle tage stilling til, hvilke partier der skulle inviteres til landsmødet i 1988. Det Internationale Udvalgs sekretariat anbefalede, at SF inviterede de jugoslaviske, kinesiske og cubanske kommunistpartier, men ikke de rumænske og nordkoreanske. Forretningsudvalget fandt det ikke muligt at skelne mellem de to grupper, og to medlemmer foreslog derfor ikke at invitere nogen statsbærende kommunistpartier overhovedet, mens fem forretningsudvalgsmedlemmer foreslog at invitere alle fem partier. Diskussionen viser, hvor svært det var for SF at ændre kurs over for de statsbærende kommunistiske partier trods en stigende kritik af forholdene i de socialistiske lande."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 212).

Modkraft om forbillederne for "kommunistisk samling" (2003)

"Kommunistisk samling på vej? Men er der også realiteter i det? Fører det ligefrem til etablering af et fælles kommunistisk parti?

Samlingsbestræbelserne omfatter tre partier, der - omend med forskellige indfaldsvinkler - giver udtryk for at være interesseret i et tættere samarbejde. Det er Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l). . . . Herudover findes også et fjerde parti – Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), der blev dannet af en udbrydergruppe fra DKP m-l i 1997. Men de er ikke en del af samlingsbestræbelserne, af den simple grund at de betragter de 3 andre partier som revisionister og reformister, som man ikke kan være i stue med.

. . .

Men det er en kendsgerning, at medlemmer fra de tre partier er særdeles aktive i en lang række bevægelser og aktiviteter, som også involverer resten af venstrefløjen. Mange af DKP m-l og KPiDs medlemmer er aktive i fagbevægelsen, og beklæder tillidshverv på arbejdspladser og i fagforeninger. En del DKP´ere er særdeles aktive i Enhedslisten, også i ledelsen af denne.

De tre partier har faktisk også en lang række holdninger og aktuelle kampkrav fælles med resten af venstrefløjen. Der er naturligvis også vigtige forskelle, men ser vi på spørgsmål som kampen mod den borgerlige regering og dens forsøg på at demontere velfærdssamfundet, på USA´s udenrigspolitik, NATO, EU, og mange andre dagsaktuelle spørgsmål, så er der mange sammenfaldende synspunkter ikke blot de 3 partier imellem, men også med Enhedslistens politik.

. . .

Umiddelbart er der god mening i en samling af de 3 partier, alene af den grund, at de repræsenter den samme tradition i arbejderbevægelsen, de betragter sig alle 3 som en del af den såkaldt ”kommunistiske verdensbevægelse”.

De er for eksempel enige om, at Sovjetunionen og de østeuropæiske stater var socialistiske frem til ”murens” fald og Sovjetunionens opløsning.

De er enige om, at der nok kan sættes berettigede spørgsmålstegn ved Sovjetunionens politik under Stalins ledelse, men det ændrer ikke på deres grundopfattelse, at der var tale om en socialistisk politik og at Stalin som politisk leder i det store og hele var et forbillede og en ”stor kommunist”.

De er enige om, at Kina var et socialistisk land, ihvert fald under Maos ledelse – hvad de mener om Kina i dag er mere uklart! Og de er også enige om, at vi i dag skal regne Cuba og Nordkorea for socialistiske stater."

Fra artikel bragt i Solidaritet, senere udgivet på Modkraft.dk (7.11.2003).

Anker Jørgensen om Kim Il Sung & Nordkoreas lykke (1984)

“Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål ... Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke.
...
Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Folket fører et godt og sundt liv ... Denne udvikling er meget fantastisk ... Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid ... Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen ... Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau."

Anker Jørgensen, fhv. statsminister & daværende MF og formand for Socialdemokraterne på officielt besøg i Nordkorea, citeret fra Berlingske Tidende (16.5.1984)

Socialistisk Arbejderparti om eksempler til efterfølgelse (1980)

"Arbejdernes og bøndernes sejre, da de oprettede arbejderstater i
lande som Kina, Korea, Vietnam og Cuba, er imidlertid stadig
eksempler til efterfølgelse. Befolkningen i disse lande har i løbet
af få årtier fjernet plager som hungersnød, sygdomme eller
analfabetisme."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 31

Arne Herløv Petersen om Nordkorea (1977)

"Hvis Danmark nogensinde skal blive et stærkt og uafhængigt land, skal vi lære af det koreanske eksempel. I denne kamp må de danske socialister lære af Juchetanken, der er blevet udviklet af Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung . . . Danmark er et lille land med få naturlige råstoffer. Men Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung, har på afgørende vis demonstreret, at selv et lille land kan blive stærkt og uafhængigt, hvis det holder sig til Juche-tanken. ... I Danmark som i andre lande må vi resolut bekæmpe enhver form for dogmatisme og lakajvirksomhed og studere de virkelige forhold i vort land for at kunne opbygge en Juche-inspireret socialisme, der passer til vort folk."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i en tale til ære for ”Den Store Leder”, Kim Il Sung (1977), her citeret efter PET-Kommisionens rapport (bd. 13, s. 49).

Arne Herløv Petersen om sine yndlingslande (1977)

"Det vil formodentlig fremgå af ovenstående kapitler, at jeg ikke er ukritisk indstillet overfor Sovjetunionen ... .
Jeg er ikke enig i den sovjetiske tese om, at proletariatets diktatur nu er afviklet og Sovjetunionen nu er hele folkets stat. Jeg har en del kritik at fremføre af bureaukratiet og forsyningsvanskelighederne i Sovjetunionen. Hertil kommer en række betænkeligheder ved Sovjetunionens udenrigspolitik, først og fremmest forholdet til Kina og Albanien.
I Nordkorea og Kina har jeg oplevet en elementær revolutionær glød og begejstring, som jeg savner i Sovjetunionen. Hvis den ikke er til stede, går udviklingen fra socialismen frem mod kommunismen i stå. Det ville være tragisk, hvis Sovjetunionens kommunistiske parti opgav kommunismen, på samme måde som de vestlige socialdemokratier efter at have fået del i magten har opgivet socialismen.
Som det ser ud nu, bliver Sovjetunionen næppe verdens førende kommunistiske stat. Det er langt mere sandsynligt, at det bliver Den demokratiske Folkerepublik Korea. ...
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på en række punkter er mere enig med Kina end med Sovjetunionen.
Men i modsætning til kineserne opfatter jeg stadig Sovjetunionen som en socialistisk stat. Jeg mener, at den økonomiske basis, der er skabt under Lenin og Stalin, på en række afgørende områder er intakt. Den ideologisk-kulturelle overbygning er efter min mening smuldret en del, men det er ikke uopretteligt.
Selvfølgelig skal jeg ikke stå med pegepinden i hånden og belære det sovjetiske folk om hvordan det skal opbygge socialismen. Det er det sovjetiske folks egen sag. Men selvfølgelig har jeg også lov til at fremføre min mening. Blot følger det af min anerkendelse af Sovjetunionen som en socialistisk stat, at jeg må fremføre min kritik på en loyal og kammeratlig måde. Det håber jeg, jeg har gjort i denne bog.
Jeg har i hvert fald forsøgt at være fair og ikke bevidst udeladt noget, der måske var i modstrid med mine forudfattede meninger.
Den nuværende strid mellem Kina og Sovjetunionen er efter min mening uhyre skadelig for den internationale arbejderbevægelse og tjener objektivt set klassefjenden ... .
Den holdning til de to store socialistiske lande, jeg går ind for, praktiseres med stort held i Korea, Vietnam og Rumænien, som formodentlig ingen vil beskylde
for at være bløde og vattede."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i sin bog Gylden Oktober (1977), s. 130f.

Gert Petersen om Nordkoreas succes (1975)

"Det er ideen (i Nordkorea) om juche d.v.s. at et folk skal bygge på sine egne forudsætninger og stole på sine egne kræfter. Den praktiske udmøntning af denne ide har ikke alene sat sig spor i fremragende materielle resultater, men har også gengivet folket dets selvbevidsthed og sikret dets uafhængighed i enestående grad."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 1.10.1975

Bruno Amorosos gaver til Kim Jong-Il (2001)

Den dansk-italienske docent ved Roskilde Universitetscenter, Bruno Amoroso, er mangeårig aktiv fortaler for Nordkoreas demokratiske og økonomiske system ("juche") og dettes ledere, jf. et klip fra Den Demokratiske Folkerepublik Nordkoreas officielle nyhedsbureau:

"Gifts to Kim Jong Il from Juche idea followers Pyongyang, September 7 [2001] (KCNA) -- Leader Kim Jong Il received gifts from followers of the Juche idea. They were separately handed to officials concerned by Bruno Amoroso, director of the board of the International Institute of the Juche Idea and secretary general of the European Society for the Study of the Juche Idea, and Partrick Brunot, French delegate for the study of the Juche idea."

Ellen Brun om Nordkorea & Kim Il Sung (1970)

"I børnehaven ser man et billede af Kim Il Sung som dreng. Man ser ham give det største æble til sin bedstefar. Moralen er indlysende: Tænk på andre og vis omsorg og respekt for de ældre. . . .

Gennem sine mange besøg på fabrikker, skoler, landbrug osv. diskuterer Kim Il Sung og hans eksperter med almindelige folk og vinder et virkeligt indblik i små og store problemer overalt i landet."

Sociologen Ellen Brun, i Politisk Revy (marts 1970)