SAP havde "åbne døre" til "terroristiske miljøer"

"»Der har altid været åbne døre mellem Socialistisk Arbejderparti (SAP) og terroristiske miljøer,« siger et forhenværende SAP-medlem fra partiets inderkreds, som har valgt at være anonym, men hvis fulde identitet er Berlingske Tidende bekendt. Den anonyme kilde bakkes op af en anden fremtrædende eks-SAPer, Torben Hansen, som ligeledes har været med, helt siden SAP udsprang fra organisationen SUF i slutningen af 60erne: »Bortset fra, at det selvfølgelig er at gå for vidt at registrere 25.000 almindelige opstillere, synes jeg ikke, der er noget odiøst i, at PET har overvåget et parti som SAP. Vi regnede jo i øvrigt også selv med, at man holdt øje med os dengang - selvfølgelig gjorde man da det. Der var jo tale om en gruppering direkte inspireret af den bolsjevikiske venstrefløj fra den russiske revolution, og det var altså ikke noget te-selskab,« siger Torben Hansen."

Artiklen "Den evige revolution", i Berlingske Tidende 8.3.1998

PET om voldsplaner på venstrefløjen (1967)

"Det forlød endvidere fra trotskisternes seneste forretningsudvalgsmøde, at man skulle gøre noget specielt ved [anti-Vietnamkrigs-]demonstrationen [21.9.1967], og at man skulle forsøge at give den ”et noget mere voldsomt præg.” Ifølge en ”sædvanlig pålidelig kilde”, sandsynligvis en kilde i den trotskistiske inderkreds, skulle bemærkningen forstås således, at man ville angribe ambassaden, hvis mulighederne bød sig. En anden kilde rapporterede, at et medlem af Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) havde hævdet, at demonstrationen ville blive den ”hårdeste og sjoveste”, man hidtil havde oplevet. Aktivisten skulle angiveligt have tilføjet, at hvis politiet provokerede ”så vil der straks blive løbet storm – de skal passe fandens på.” Det forlød også, at Finn Ejnar Madsen, der havde forladt trotskisterne og dannet de Danske Rødgardister, planlagde sin egen demonstration samme dag. Ifølge den trotskistiske inderkreds var der fare for, at det ville udarte til slagsmål, når de to demonstrationer stødte sammen ved ambassaden. Endelig havde en aflytningsoperation opsnappet en samtale mellem flere af de mest yderligtgående trotskister, hvor man diskuterede planer om at sprænge ambassaden i luften. En af deltagerne havde nævnt, at man ville få brug for bazookaer, morterer og tre lastbiler.
. . .
Dagen inden demonstrationen udsendte PET en supplerende vurdering til Københavns Politi. Selvom rapporten ikke indeholdt afgørende nye oplysninger om eventuelle voldelige aktioner, var tonen betydeligt mere alarmerende end tidligere. PET pegede især på trotskisterne og rødgardisterne, idet ”disse to grupper tæller adskillige af de hårdeste, mest hensynsløse og mest yderligtgående demonstranter.” Tjenesten gjorde opmærksom på, at begge grupper var indstillet på at skabe uro og optøjer, og man havde erfaring for, at disse grupper tidligere havde haft held til at inddrage ellers moderate kredse i hærværks- og voldshandlinger. Det er ikke klart, hvad der var årsagen til, at PET’s vurdering den 20. oktober var mere alvorligt formuleret end vurderingen fra tre dage tidligere."

Fra PET-Kommissionens Rapport (bd. 10, s. 66ff)

Bunzel: Godt vi blev overvåget (1998)

'Godt, jeg blev overvåget...'
Tidligere trotskist og chefideolog er ikke forarget over, at PET-agent udspionerede ham på tur til Paris

Gustav Bunzel, tidligere medlem af flere marxistiske grupper og markant person i 70-ernes spraglede venstrefløjsmiljø i Århus, finder det helt i sin orden, at Politiets Efterretningstjeneste (PET), spionerede i miljøet, og også i dag overvåger lovlige politiske aktiviteter.

Den tidligere PET-agent Anders Nørgaards afsløringer de seneste dage har åbenbaret for Bunzel, at han selv blev udspioneret af Nørgaard, da de to sammen med en tredje mand i 1981 besøgte nogle anarkister og nogle caféer i Paris.

Alligevel siger Bunzel til Information, at han ikke kan deltage i den brede forargelse.

- Men føler du dig ikke forulempet ved, at Anders Nørgaard spillede falsk over for dig?

“Næh. Det er der så mange, der gør i politik.”

Efter Bunzels opfattelse er det både naturligt og ønskeligt, at statsmagten har et organ, der holder øje med, at politiske aktiviteter holder sig indenfor lovens rammer.

“En kriminel sammensværgelse skal ikke kunne unddrage sig overvågning ved at påberåbe sig, at den er politisk,” siger han.

. . .

Trotyldrengene

Afsløringen af en mængde trotyl nedgravet i en århusiansk villahave var anledningen til, at Bunzel første gang oplevede en agent i en dansk politisk organisation.

Det var i 1969. Den gang sad den unge Bunzel i landsledelsen i SUF, Socialistisk Ungdoms Forbund.

En på det tidspunkt trotskistisk domineret organisation med tilknytning til VS. Uden Gustav Bunzels eller den øvrige landsledelses viden, havde halvdelen af ledelsen af SUF’s Århus-afdeling fremskredne planer om at gå til væbnet aktion mod kapitalismen og al dens uvæsen.

‘Trotyldrengene’, som de efterfølgende blev kaldt, nåede at skaffe sig sprængstof fra et militært depot. Ifølge Bunzels oplysninger var formålet at sprænge Jyllands-Postens bygning i luften.

Planen blev forpurret, fordi en højrefløjsmand havde infiltreret SUF i Århus og stak trotyldrengene til politiet.

Affæren blev senere beskrevet i romanform af Tage Skou-Hansen i Den hårde frugt.

Bogen er henlagt til en senere tid, men rummer blandt andet den korrekte detalje, at trotyldrengene manglede en detonator til deres sprængstof.

Nødvendig kontrol

Bunzel ser meget positivt på stikkeren fra 1969. Uden ham var der formentlig sket en brutalisering af det politiske liv i Danmark. Og efter Bunzels opfattelse “bør politikken være det sociale område, hvor man anstrenger sig yderst for at udøve venlighed.”

Gunstav Bunzel, interview i artiklen "'Godt, jeg blev overvåget...'", i Information (7.3.1998, genudgivet 29.5.2007)

Arne Herløv Petersen om Nordkorea (1977)

"Hvis Danmark nogensinde skal blive et stærkt og uafhængigt land, skal vi lære af det koreanske eksempel. I denne kamp må de danske socialister lære af Juchetanken, der er blevet udviklet af Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung . . . Danmark er et lille land med få naturlige råstoffer. Men Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung, har på afgørende vis demonstreret, at selv et lille land kan blive stærkt og uafhængigt, hvis det holder sig til Juche-tanken. ... I Danmark som i andre lande må vi resolut bekæmpe enhver form for dogmatisme og lakajvirksomhed og studere de virkelige forhold i vort land for at kunne opbygge en Juche-inspireret socialisme, der passer til vort folk."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i en tale til ære for ”Den Store Leder”, Kim Il Sung (1977), her citeret efter PET-Kommisionens rapport (bd. 13, s. 49).

Arne Herløv Petersen om sine yndlingslande (1977)

"Det vil formodentlig fremgå af ovenstående kapitler, at jeg ikke er ukritisk indstillet overfor Sovjetunionen ... .
Jeg er ikke enig i den sovjetiske tese om, at proletariatets diktatur nu er afviklet og Sovjetunionen nu er hele folkets stat. Jeg har en del kritik at fremføre af bureaukratiet og forsyningsvanskelighederne i Sovjetunionen. Hertil kommer en række betænkeligheder ved Sovjetunionens udenrigspolitik, først og fremmest forholdet til Kina og Albanien.
I Nordkorea og Kina har jeg oplevet en elementær revolutionær glød og begejstring, som jeg savner i Sovjetunionen. Hvis den ikke er til stede, går udviklingen fra socialismen frem mod kommunismen i stå. Det ville være tragisk, hvis Sovjetunionens kommunistiske parti opgav kommunismen, på samme måde som de vestlige socialdemokratier efter at have fået del i magten har opgivet socialismen.
Som det ser ud nu, bliver Sovjetunionen næppe verdens førende kommunistiske stat. Det er langt mere sandsynligt, at det bliver Den demokratiske Folkerepublik Korea. ...
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på en række punkter er mere enig med Kina end med Sovjetunionen.
Men i modsætning til kineserne opfatter jeg stadig Sovjetunionen som en socialistisk stat. Jeg mener, at den økonomiske basis, der er skabt under Lenin og Stalin, på en række afgørende områder er intakt. Den ideologisk-kulturelle overbygning er efter min mening smuldret en del, men det er ikke uopretteligt.
Selvfølgelig skal jeg ikke stå med pegepinden i hånden og belære det sovjetiske folk om hvordan det skal opbygge socialismen. Det er det sovjetiske folks egen sag. Men selvfølgelig har jeg også lov til at fremføre min mening. Blot følger det af min anerkendelse af Sovjetunionen som en socialistisk stat, at jeg må fremføre min kritik på en loyal og kammeratlig måde. Det håber jeg, jeg har gjort i denne bog.
Jeg har i hvert fald forsøgt at være fair og ikke bevidst udeladt noget, der måske var i modstrid med mine forudfattede meninger.
Den nuværende strid mellem Kina og Sovjetunionen er efter min mening uhyre skadelig for den internationale arbejderbevægelse og tjener objektivt set klassefjenden ... .
Den holdning til de to store socialistiske lande, jeg går ind for, praktiseres med stort held i Korea, Vietnam og Rumænien, som formodentlig ingen vil beskylde
for at være bløde og vattede."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i sin bog Gylden Oktober (1977), s. 130f.

Socialistisk Ungdoms Forum om væbnet revolution (1970)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 60):

"Ifølge et af PET udfærdiget notat var det i efteråret 1970 situationen, at SUF ”indser nødvendigheden af en væbnet revolution for at forandre samfundet til en socialistisk stat, ligesom man indser nødvendigheden af et velorganiseret, revolutionært parti, der kan mobilisere arbejderklassen og føre den til sejr.”"

Revolutionære Socialister om revolutionen (1963)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 54):

"En artikel bragt i december 1963 i det af SUF offentliggjorte Københavnerbladet bekræfter PET’s vurdering, at Revolutionære Socialister ikke havde gennemgået noget væsentligt holdningsskifte i forhold til Revolutionære Kommunister. . . .

I artiklen tematiserede trotskisten ikke Fjerde Internationales holdning til parlamentarismen. Denne fremgik dog umiddelbart neden for redegørelsen i form af en rettelse til det forrige nummer af bladet. Her var et trotskistisk medlem refereret for at have udtalt, at han ”ikke havde meget tillid til det parlamentariske styre”, og at han anså det for ”nødvendigt at bruge vold ved indførelsen af socialismen”. I rettelsen forklarede vedkommende person:

”Det er min og 4. internationales opfattelse, at det naturligvis ville være det bedste, om socialismen kunne indføres uden voldsanvendelse, men på grund af inden- og udenrigspolitiske erfaringer, anser vi det ikke for særligt sandsynligt og mener derfor, at det desværre kan blive nødvendigt at benytte voldelige metoder for at få socialisme, og at socialister må være forberedt herpå.”"