Svend Auken om Fidel Castro (2006)

"Men her er han. Manden. Uden cigar. Legenden. Præsidenten. Generalsekretæren. Il commandante. Høj. Venlig. Charmerende. Karismatisk. Stadig en høj mand i den grønne partisanuniform. Nypresset. Spillevende brune øjne. Velplejede hænder og skæg. Med en smittende lattermildhed. . . .

Selvfølgelig kommer jeg i godt humør og glemmer alle de på forhånd indøvede fraser. Forførelse, javel. . . .

[Nu] sidder [vi] her anden påskedag, kl. 18.15 i Statsrådspaladsets mødesal og taler med Fidel Castro. Jeg har oplevet meget i mit politiske liv, men det er et af højdepunkterne.

Halvanden time varer vores samtale, og der er ikke tid til small talk . . . . Tempoet er højt. Præsidenten forklarer og spørger. Og så bøjer han sig ofte ned over sin notesblok for at gennemføre gigantiske regnestykker. . . .

Men Fidel vil videre i sin anden revolution. »Kom med herind!« råber han til os, og vi følger med ind i hans store kontor, der ligger op til den store mødesal. Vi venter mindelser om den cubanske revolution med store billeder af Ché Guevara med baret, cigar og golfkølle. Men nej. Det store rum er pakket med kummefrysere, kogeplader og køleskabe. Det er som at komme ind i en velassorteret Punkt 1-forretning med hårde hvidevarer. . . .

Han vil ikke lade os gå selv om vores fly skal lette kl. 20.30.

»I kan få min eskorte, så når I det nok. For se her.«

Tiden flyver. Vi smittes af Fidels begejstring. Hvor er der mange muligheder for konkret samarbejde med betydning for hele den latinske verden: Vindmøller, pumper, biogasanlæg, ethanol-produktion på biomasseaffald (halm, træflis, sukkerrørsaffald, roerester), termostater, dieselgeneratorer. Hvor kunne vi udrette meget sammen.

Revolutionen er ikke kun aktuel i Cuba og Danmark, men med relevans til hele verden. Cuba er ikke noget demokrati. Det er et autoritært kommunistisk styre med meningsstyring og centraldirigeret økonomi. Men det er mildest talt ingen almindelig kommunisme. . . .

I Cuba er der fattigt, men ingen slum. Hvis man var fattig, er der ingen tvivl om, hvor man helst ville bo. Hertil kommer, at der er musik og farver overalt. Liv og ivrige samtaler. Mennesker taler i munden på hinanden, når der diskuteres kontroversielle spørgsmål.

Jeg ville gerne have diskuteret politiske emner og kritikpunkter med præsidenten, men den aften ville Fidel kun tale om energirevolutionen. Det var en skam. . . .

Flyet skal lette om 45 minutter. Nu går den ikke længere. Den gamle præsident er helt oppe at køre. Vi overvældes med blomster, rom og cigarer. Det er, som om han ikke vil slippe samtalen om energi og mulighederne for dansk cubansk samarbejde. »Må jeg følge jer ned til jeres bil?« spørger han høfligt. Selvfølgelig må Fidel Castro det. Hen ad en lang korridor og ind i en snæver elevator. Ned på gaden. Cubanske omfavnelser. Det store smil. Kom snart igen."

Svend Auken, daværende næstformand for Folketinget, fhv. minister & fhv. formand for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten (28.5.2006)

Svend Auken om Fidel Castros succes (2006)

"Under vores besøg har vi hørt om, hvordan Fidels ... timelange taler ved store demonstrationer og udendørsmøder i den grad er blevet en del af cubanernes sociale liv, at det er her, man mødes med familie, arbejdskammerater, naboer og venner. Børnene leger. Og de voksne er så vant til at høre præsidenten med et halvt øre, at de både får en lydkulisse af belæring og en ramme for menneskeligt samvær.

En cubansk ven sammenlignede det med musikfri koncerter for hele folket. Anti-Cuba-propagandaen har altid hævdet, at folk ikke deltog frivilligt i disse massemøder, og givet er der også et socialt pres.

Men alligevel er det tankevækkende, at en opfordring fra Fidel i aftenradioavisen til protestmøder mod den sidste pakke af giftige anti-Cuba-love fra USA kan få over en halv million havannesere på gaden næste morgen i en by med godt en million indbyggere. Det sker ikke ved tvang og pres.

Meningsmålinger - foretaget af udenlandske forskere - har altid vist stor folkelig tilslutning til Fidel og grundprincipperne i det cubanske samfund ... samtidig med utilfredshed med de ofte særdeles pauvre sociale vilkår og manglende individuelle muligheder. ...

Men sundhedstilstanden er høj. Middellevetiden er høj. Lige så høj som i Danmark - og højere end i USA. 77-78 år og målet er 80. Efter revolutionen var der 1.500 læger i Cuba. Nu er der 57.000.

Over alt i Cuba findes der på bedste kommunistmanér store skilte med politiske budskaber. Et af dem gør indtryk:

»I Latinamerika er der 15 millioner gadebørn. Ingen af dem bor i Cuba.«

Svend Auken, daværende næstformand for Folketinget, fhv. minister & fhv. formand for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten (28.5.2006)

Anker Jørgensen om Kim Il Sung & Nordkoreas lykke (1984)

“Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål ... Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke.
...
Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Folket fører et godt og sundt liv ... Denne udvikling er meget fantastisk ... Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid ... Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen ... Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau."

Anker Jørgensen, fhv. statsminister & daværende MF og formand for Socialdemokraterne på officielt besøg i Nordkorea, citeret fra Berlingske Tidende (16.5.1984)

David Trads om Cuba (2009)

"Den socialistiske revolution skulle frigøre cubanerne fra kapitalisternes overgreb. Det lykkedes. ..." (artikel i Berlingske Tidende (22.07.2009))

"Sovjetunionen kollapsede. Berlin-muren faldt. Kommunismen blev begravet, og Tyskland blev genforenet. Snart var steder som Polen, Tjekkiet og Ungarn en del af NATO og EU. Comecon og Warszawa-pagten blev opløst. ...

Cuba, denne caribiske utopi, forstod slet ikke noget. Her havde Fidel Castro kun haft magten i tre årtier – og han var slet ikke parat til at give op. Tværtimod. De seneste fem år – fra 1984 til 1989 – havde været kulminationen på den revolution, han havde gennemført i 1959. Folket havde aldrig – og med aldrig mener jeg aldrig – haft det bedre."

...

Inde i en boghandel får jeg fat i Che Guevaras berømte essay fra 1965 – »Socialismen og det cubanske menneske« – og tænker på, hvor rædsomt et gensyn med Havanna måtte være for den afdøde revolutionshelt. Che beskrev, at det var hans drøm at befri mennesket fra det ensidige fokus på materielle goder, som kapitalismen havde forgiftet folket med.

»Masserne skal blive et samvittighedsfyldt kollektiv af individer, som kæmper for den samme sag. Det handler om at få den enkelte til at føle sig mere komplet – med meget mere indre rigdom og meget mere ansvar. Vi vil skabe det 21. århundredes menneske,« skrev han.

Che mente, at når den enkelte holdt op med at opfatte det at gå på arbejde som en sur pligt, der skulle gøre en led kapitalist endnu rigere, og i stedet begyndte at opfatte det som et kollektivt ansvar, ja, så ville det komplette menneske blive skabt. Kapitalismen var en »kamp mellem ulve, hvor man kun kan vinde på andres bekostning« – lige modsat den cubanske socialisme, hvis ypperste mål var »at sprede kærlighed«." (artikel i Berlingske Tidende (19.07.2009))

David Trads, chefredaktør & fhv. socialdemokratisk folketingskandidat-kandidat, i Berlingske Tidende

Pernille Rosenkrantz-Theil om politiske overfald (2003)

Jyllands-Posten 19.3.2003:

"Det 26-årige medlem af Folketinget for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, er parat til at tage et moralsk medansvar for overfaldet på Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Hun vil ikke beklage, at overfaldsmændene kom ind på Christiansborg som hendes gæster. Hun afviser dog, at hun kendte til aktionen på forhånd, og oplyser, at hun ikke var til stede, da gerningsmændene blev lukket ind på Christiansborg.

»Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel. Men jeg ville da gerne have vidst, hvad de ville,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har tidligere selv udført aktioner i Folketinget - før hun blev valgt. Hun har kastet høns ned i Folketingssalen. »Det kunne ligeså godt have været mig selv, som havde kastet malingen.«"

Berlingske Tidende 19.3.2003:

"Nok så væsentligt bar den ene af dem et gæstekort, som afslørede, at han angiveligt var inviteret af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, som selv er medlem af Globale Rødder. Hun benægtede senere, at hun skulle have inviteret sine holdningsfæller, men hun indrømmede dog, at hendes sekretær havde sagt god for de to besøgende hos Folketingets vagt, og at denne sekretær efterfølgende havde ladet dem vandre rundt på Christiansborg uden opsigt, hvilket er i strid med stedets sikkerhedsregler. . . .

Men anerkender du det som en demokratisk mulighed, at et flertal i Folketinget kan beslutte at Danmark skal deltage i en krig?
»Jamen altså, det er jo en realitet, og det er det, der er sket.«

Er det så i orden at kaste med maling mod flertallets repræsentanter, når der er blevet truffet en beslutning, der går imod det, som man selv står for?

»Jeg synes ikke, at det er i orden at gå i krig. Uanset om man har 90 pct. af befolkningens opbakning til at gå i krig, så mener jeg ikke, at det er i orden. . . .«

Synes du, at Folketinget er det rette sted at demonstrere på den her måde?

»Jeg har selv kastet med høns inde i folketingssalen, fordi vi var meget kritiske overfor en beslutning, som man havde taget. Så jeg skal være den sidste til at kritisere den slags.«

Det her var et overgreb mod to personer.

»Nu synes jeg lige, at man skal få proportionerne på plads. ...«

Det synes du altså er i orden her i Folketinget?

»Ja, det synes jeg.«

Ved du, om bagmændene er nogen, som du kender?

»Nej, det ved jeg ikke, men det er det da formodentlig.« ..."

David Trads om helten Ché Guevara (2005)

"[Che Guevara], en af det 20. århundredes allerstørste politiske personligheder, som skabte håb for verdens undertrykte, ... Han blev i 1959 frontfigur i en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set ... For mig er det endnu vigtigere at se Che som den bannerfører, han fortsat er for verdens undertrykte folk. Som et lysende håb om, at det kan lade sig gøre at skabe en bedre verden for de hundredevis af millioner, som i dag lever under miserable forhold. I mit univers hører Che derfor til blandt det 20. århundredes helt store politiske forbilleder ... Det, som verden for alvor har brug for i disse år, er derfor flere af Ches typer ..."

David Trads, chefredaktør & fhv. socialdemokratisk folketingskandidat-kandidat, i kronik i Berlingske Tidende (5.9.2005)

Mogens Lykketoft & Jytte Hilden om charmerende samba-socialisme (1987)

"Cuba har nået nogle bemærkelsesværdige fremskridt i levevilkårene for det store flertal af fattige mennesker. Man ser ingen sultne eller underernærede. Man får at vide, at gennemsnitsalderen er 72 år for mænd og 75 år for kvinder; det må være det bedste resultat i hele den 3. verden."
. . .
"Castro har haft næsten fanatisk opbakning fra en meget stor del af cubanerne. Selv under de mest økonomisk trange tider har denne karismatiske leder kunnet tale direkte til masserne."
. . .
"Cuba har gennemført en charmerende samba-socialistisk variant på det sovjetkommunistiske systemgrundlag, og den vigtige forskel til den virkeliggjorte socialisme i Østeuropa er, at den cubanske revolution i sin oprindelse er cubanernes eget valg og ikke en påtvungen model."

Mogens Lykketoft & Jytte Hilden, daværende MF'ere for Socialdemokratiet og senere hhv. udenrigs-/finansminister og kulturminister, kronik i Aktuelt (14.2.1987)