Frank Aaens hyldest til Gulag og Ceausescu (1989)

"»Jeg vil helst glemme det, men jeg løber ikke fra det«, siger han om sit »kortvarige forsøg på at forsvare Gulag Øhavet og behandlingen af Solsjenitsyn«. Holdningen til Sovjetunionens militære indgriben i Afghanistan er også skiftet. I februar 1985 beskrev han i DKP-bladet »Tiden«, hvordan Sovjetunionen havde foregrebet, at »imperialismen (ville) få en militær platform lige syd for Sovjetunionen«, ligesom supermagten havde reddet den afghanske revolution.
. . .
Når Aaen opregner fortiden, fremhæver han hvordan det var i hans tid som chefredaktør, at Land og Folk fik glasnost. Men de medarbejdere, som Weekendavisen har talt med, er mere tilbøjelige til at nævne en strøm af eksempler på redaktør Aaens omhyggelige redigering af virkeligheden, navnlig når medarbejderne refererede fra møder i DKP's centralkomité. Selve relanceringen af Land og Folk den 21. august 1988 viser, hvorfor medarbejderne endte med at gøre oprør mod den redaktør, som gerne lånte Gorbatjovs ord, men efterlevede dem i Bresnjevs ånd. Relanceringen faldt sammen med 20 års dagen for Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet, og i den anledning havde Land og Folk sikret sig en kommentar fra SF's Gert Petersen, samt et interview med datidens Land og Folk redaktør Villy Karlsson, som afslørede, hvad der foregik i DKPs kulisser efter invasionen. Men Frank Aaen brød sig ikke om planerne. Han ville have DKP's synspunkter frem og foreslog derfor at erstatte artiklen om Karlsson med et interview med partiets chefideolog Ib Nørlund. Gert Petersens kommentar skulle tilsvarende erstattes med en kommentar af - Frank Aaen.
. . .
Et andet eksempel er, at da Sohn introducerede tanken om at starte Enhedslisten, var Frank Aaen indædt modstander af ideen. Selv i november 1989, da muren var faldet, forfattede Aaen en hyldest til Rumænien og dets leder Ceausescu, hvor DKP sendte »kammeratlige, varme hilsener til det rumænske kommunistpartis 14. kongres. Vi er lykkelige for at få mulighed for at være til stede under denne kongres og for at kunne erfare om det rumænske folks, partiets og det socialistiske Rumæniens bedrifter . . .«

"Proletariatets demokratur", i Weekendavisen (21.10.1994)

Frank Aaen om Sovjets "hjælp" til Afghanistan (1996)

"Ingen burde have blandet sig i det interne afghanske opgør [d.v.s., da Sovjet invaderede landet i 1979]. Det var ikke en god måde at hjælpe på. Men det var ment som hjælp."

Frank Aaen, i "De røde indtager Borgen", Berlingske Tidende (17.6.1995)

Frank Aaen om stadig at være kommunist (1995)

"To kommunister, to VSere, en trotskist og en gammel maoist. Det er det drivtømmer fra den yderste venstrefløj, der udgør Enhedslistens folketingsgruppe. De er stadig revolutionære, men går nu kun ind for demokratiske metoder.
Venskabelige breve til den rumænske diktator Ceausescu. Støtte til Sovjets invasion i Afghanistan og landsforvisningen af Aleksandr Solsjenitsyn. Der er mange lig i lasten hos Enhedslistens frontfigur Frank Aaen. Men det tynger ham ikke, som han sidder der på sit Christiansborg-kontor, nærmest moderigtig i nydelig sweater og med en Seven Up ved siden af computeren.
»Det er nogle af de ting, jeg fortryder. Det skete af misforstået solidaritet med Sovjetunionen,« siger Frank Aaen, og flytter den amerikanske sodavand så den ikke kommer med på billedet.
»Jeg drikker ikke sådan noget normalt. Det er kun, fordi jeg ikke kunne få andet,« siger han . . . .

Frank Aaen, 43, tidligere chefredaktør på Land og Folk og partisekretær, har været medlem af DKP siden han var 20. Og det er han stadigvæk. DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, er stadig et parti, der eksisterer som en del af Enhedslisten. Det samme er VS, Venstresocialisterne, og SAP, Socialistisk Arbejder Parti - mens KAP, Kommunistisk Arbejder Parti for nogle uger siden holdt begravelsesfest for partiet. Enhedslisten er ikke noget parti, men en fælles liste. Og de, der har stemt på partiets EU-modstand og dets miljø- og flygtningepolitik, har også stemt på nogle af de mest garvede politikere på den yderste venstrefløj. Folk, der for ti år siden stadig diskuterede, om demokratiet og ytringsfriheden skulle sættes ud af kraft efter revolutionen, når folkemilitserne for enhver pris måtte fastholde befrielsen fra kapitalismens åg.

Og de eneste folkevalgte, der i dag inviterer de autonome til fest på Christiansborg efter en valgsejr - med natlige gadekampe med politiet til følge. »Jeg er da stadig kommunist. Og vi er stadig revolutionære. ... Jeg står stadig for mange af de synspunkter, jeg stod for i DKP. . . . . Tidligere var det jo kun Sovjet, vi kunne stå sammen med i de spørgsmål. Det var ikke ensbetydende med, at vi mente, alt i Sovjetunionen var godt. Og når vi støttede det meste af, hvad de gjorde, var det nærmest noget, vi gjorde pr. refleks,« siger Frank Aaen."

"Men jeg er da stadig kommunist", i B.T. (15.1.1995)

VS om "særlige foranstaltninger" før kommunismen (1972)

"Overgangen til socialismen forudsætter en revolution, hvor lønarbejderklassen erobrer statsmagten. I overgangsperioden må der træffes særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i påny at komme til magten eller nye magthavere i at selvstændiggøre sig i forhold til producenterne.
Sålænge der endnu er kapitalistiske stater i verden, vil det være nødvendigt med et statsapparat til at beskytte samfundet under udviklingen mod socialismen. . . .
Målet er i sidste instans det klasseløse - kommunistiske - samfund. Det er ikke muligt konkret at beskrive dette samfund på nuværende tidspunkt.
. . .
Det er en illusion at tro, at man kan indføre socialismen „ad parlamentarisk vej". Et socialistisk samfund kan ikke opstå gradvis inden i det kapitalistiske. Forudsætningen for et socialistisk samfund er producenternes overtagelse af produktionsmidlerne. Kapitalistklassen opgiver naturligvis ikke godvilligt sin ejendomsret til disse. Man kan derfor ikke forestille sig indførelse af socialismen uden at der sker et revolutionært brud med den gamle orden."

Program for Venstresocialisterne (december 1972)

SAP om den revolutionære strategi (1983)

"71. Indenfor VS foregår en modsætningsfyldt proces: En del af VS udvikler sig i retning af et parti af SF-typen, med klare venstre-reformistiske træk. F.eks. ved at gøre beskatningen af lønmodtagernes opsparing til hjørnestenen i en "alternativ økonomisk politik", en afstandtagen fra nødvendigheden af et revolutionært magtopgør og en smadring af den borgerlige stat og det borgerlige parlamentariske demokrati til fordel for proletariatets diktatur baseret på et råds-demokrati.
Samtidig bekæmper en andendel af partiet driften mod højre, udviser forståelse for nødvendigheden af et revolutionært kadreparti og det revolutionære magtopgør og begynder at rejse diskussioner om nødvendigheden af en enhedsfront med reformistiske arbejdere og arbejderpartier.
72. De umiddelbare muligheder for at styrke opbygningen af et revolutionært parti i Danmark ligger derfor i et udvidet samarbejde og en diskussion mellem SAP, de revolutionære dele af VS og andre revolutionære udenfor- SAP og VS. Dette samarbejde og disse diskussioner må ske på grundlag af enighed om følgende hovedpunkter:
a) Tilslutning til, at det er arbejderklassens mobilisering til kamp, som skaber resultater, og ikke parlamentariske manøvrer og isolerede aftaler mellem arbejderpartiernes top-ledelser.
b) Afvisning af reformistiske illusioner. Kun en socialistisk revolution kan løse arbejderbefolkningens problemer.
c) Tilslutning til nødvendigheden af, at nedbryde den borgerlige stat og opbygge arbejderklassens egen statsmagt . . . "

"Borgerskabets offensiv, reformismens fallit og de revolutionæres opgaver", vedtaget på Socialistisk Arbejderpartis (SAP) 4. kongres (19.-21.8.1983)

DKP om Sovjetunionen og dens uundgåelige succes (1973)

"I vor tid foregår den mest grundlæggende omvæltning i menneskesamfundenes historie — verdens overgang fra kapitalisme til socialisme. Virkeliggørelsen af socialismen, først i Sovjetunionen, siden i andre lande, har bevist, at
arbejderbevægelsens grundlæggere havde ret: socialismen er folkenes fremtid. Gennem samfundets overtagelse af produktionsmidlerne kan mulighederne for at efterkomme menneskenes behov udnyttes. Det træder stadig stærkere frem i vor tid, hvor videnskaben er blevet en direkte produktivkraft, som revolutionerer tilvante begreber og omsat i teknik sætter menneskene i stand til at forme sig en lykkelig tilværelse i en stadig nyskabende udvikling.
Under kapitalismen kan det ikke blive sådan. Hensynet til de private kapitalmonopolers profit bestemmer produktion og samfundsliv. De tekniske fremskridt bliver i deres hænder til arbejdsløshed, frygt og forjagethed, til ødelæggelse af naturen, til udryddelse af liv, til trussel om katastrofer.
Folkenes stræben efter fred og socialt fremskridt kan kun vinde frem i stadig kamp mod de kapitalistiske monopolers bestræbelser for at bevare deres magt og privilegier. Mod deres systems, imperialismens, bestræbelser sætter socialismen, arbejderbevægelsen og de nationale frihedsbevægelser deres kræfter ind. Denne internationale klassekamp afgør menneskehedens fremtid.
Imperialismen kan ikke mere bestemme historiens gang. Socialismen vinder mere og mere afgørende indflydelse på den internationale udvikling, efterhånden som dens overlegenhed som samfundssystem viser sig i praksis. I Sovjetunionen fører opbygningen af socialismen til løsning af helt nye og omfattende samfundsopgaver. Også andre socialistiske lande er nået frem til den udviklede socialismes stade. Det betyder ikke alene en materiel og politisk styrkelse, men også at socialismen vinder større overbevisningskraft i folkene.
. . .
Det, som giver kommunisterne kraft og udholdenhed, er bevidstheden om, at deres daglige slid er nøglen til at fuldbyrde samfundets overgang fra kapitalisme til socialisme. Den bevidsthed bygger på forståelsen af socialismens historiske nødvendighed, af dens håndgribelige fremmarch i Sovjetunionen og andre lande, af arbejderklassens styrke og historiske rolle. Kommunisterne kæmper i det daglige opgør med kapitalismen, i indsatsen for at sætte en ny politik igennem, med socialismen som perspektiv og i bevidstheden om, at kun således udformes den kraft, som kan fuldbyrde samfundets omvæltning. Overgangen til socialismen tager forskellige former i de forskellige lande og til forskellige tider. Men den foregår overalt efter de grundlæggende fælles lovmæssigheder, som er sammenfattet i marxismen-leninismens teori."

"Til kamp mod storkapitalen - for arbejderklassen, for socialismen", Kongresresolution fra Danmarks kommunistiske Partis 24. kongres (1973)

KAP om Folketinget og væbnet kamp (1979)

"KAP betragter Folketinget som en del af borgerskabets statsmagt. Såfremt en revolutionær politik vinder så stor fremgang, at borgerskabets magt trues, vil borgerskabet sætte demokratiet ud af spil og gribe til magtanvendelse for at forsvare sine interesser. Det bekræftes af alle historiske erfaringer. Hvem kan tro på, at det skulle være anderledes i Danmark? Derfor kan socialismen ikke nås via stemmesedlen, og derfor er det nødvendigt at være forberedt på væbnet kamp ...
...
KAP er på det skarpeste modstander af vold, kup og terrorisme, og KAP kæmper for at
afskaffe disse ting. De er et produkt af den kapitalistiske og imperialistiske udbytning og undertrykkelse i verden idag, og for at afskaffe volden, kuppolitikken og terrorismen, må selve det system, som skaber disse ting, afskaffes.
Det sker ikke uden at bruge vold. For dette
system giver ikke godvilligt magten fra sig, men bruger netop selv vold for at fastholde sin magt. Derfor siger KAP, at arbejderklassen og verdens folk og nationer må være forberedt på væbnet kamp for at kunne
forsvare sig mod udbytning og undertrykkelse.
Og derfor siger KAP, at der er to slags vold og krig. Der findes retfærdig vold og krig, og der findes uretfærdig vold og krig. Dette hænger sammen med de modsatrettede
interesser, som står over for hinanden. Når arbejderklassen og folkene griber til våben imod undertrykkelse og udbytning, fører de en retfærdig kamp. Når vold og krig føres for at fastholde og udvide undertrykkelse og udbytning, er det en uretfærdig kamp.
KAP ser altså spørgsmålet om krig og vold ud fra synsvinklen om solidaritet med
de undertrykte og udbyttede, ikke abstrakt ud fra forestillinger om fred og ikke-vold."

"Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 34 & 46f.

KAP om Kina (1979)

"KAP stiller sig i særlig grad solidarisk med det socialistiske Kina, som står forreste række i Den tredie Verdens kamp ved at søge at opbygge en bred front af lande i verden til kamp mod de to supermagter, ved at støtte alle undertrykte lande og folk og ved at rette hårde slag mod supermagterne. Samtidig repræsenterer Kina fremtiden for verdens folk gennem sin opbygning og befæstelse af socialismen.
. . .
Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og KAP er på alle grundlæggende punkter enige. Begge partier er en del af den internationale kommunistiske bevægelse. KAP betragter Kina som et socialistisk land, hvor arbejderklassen har magten. KAP betragter Kina som en stærk forpost i Den tredie Verdens kamp . . ."

"Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 10.

KFML om parlamentarisk demokrati og det bevæbnede proletariat (1970)

"[Vi må] hævde arbejderklassens ret til selvbevæbning og derfor vender vi os imod pacifistiske paroler om general nedrustning, som bl.a. SF, D”K”P og VS går ind for, samtidig med at vi understreger, at det er muligt fredeligt at afvæbne kapitalisterne. Perspektivet for den antimilitaristiske kamp må være et socialistisk Danmark med et væbnet proletariat.
- KFML understreger imidlertid, at den dagsaktuelle kamp, som her i korte træk er ridset op, i sidste ende er en resultatløs kamp, hvis den ikke videreføres på et mere fremskredet niveau, dvs. hvis den ikke føres over i en organiseret kamp under ledelse af et revolutionært kommunistisk parti imod selve det kapitalistiske samfund og dets statsmagt med den socialistiske revolution som mål. Vi vender os mod revisionistiske forsøg på at opstille en ”fredelig”, dvs. parlamentarisk overgang til socialisme. At se illusioner om og direkte lægge sin strategi an efter en opfattelse af fjenden som en vennesæl modstander, som frivilligt giver afkald på sine ejendomsprivilegier, betyder i realiteten en afvæbning af arbejderklassen. Ud fra alle hidtidige erfaringer understreger KFML, at kampen om magten i samfundet er en revolutionær kamp, hvor lønarbejderklassen står over for en modstander som vil bruge ethvert middel for at bevare magten. Vejen til socialismen går således ikke via Folketinget, men gennem massekamp, revolutionær omstyrtelse af borgerskabets magt og en fuldstændig sønderbrydning af det borgerlige statsapparat. For revolutionære kommunister kan Folketinget aldrig blive mere end en talerstol, der kan benyttes til at afsløre de bestående magtforhold."

Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP])(1970)

KFML om Mao, Kina og kulturrevolutionen som forbilleder (1968)

"De kommunistiske partier i den vestlige verden har helt og fuldt fulgt en politik, der svarer til den sovjetiske udvikling. De kalder den "den fredelige sameksistens" politik, hvilket i realiteten betyder borgfred med imperialismen! De taler om ”fredelig overgang” til socialismen, selv om alle erfaringer viser, at kapitalistklassen ikke drømmer om at forlade sit fallitbo uden sværdslag!
...
[Vi] vil bygge på marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning. For blot få år siden syntes den internationale diskussion mellem Kinas og Sovjetunionens kommunistiske partier for mange at være en udveksling af skældsord, en hårfin teoretisk diskussion, som kun dækkede over magtkamp. Men idag står det klart for stadigt flere, at Kinas kommunistiske Parti repræsenterer en revolutionær politik, som er kompromisløs over for reformisme og over for imperialismen. Det var og er alt andet end en skindiskussion, men en kamp mellem to veje, den reformistiske over for den revolutionære.
Marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning, understreger nødvendigheden af at støtte sig på masserne, af at knuse alle tilløb til pampervælde og bureaukrati. Den mobiliserer folkemasserne til aktiv deltagelse i det politiske liv, således som vi ser det praktiseret under den kinesiske kulturrevolution i disse år. Og når det drejer sig om klassekampen, uanset om det er arbejderklassens kamp mod kapitalisterne i den kapitalistiske verden eller om det er dens kamp for at forhindre kapitalismens genindførelse i den socialistiske verden, så advarer marxismen—leninismen mod reformisternes og revisionisternes forestillinger om, at kapitalisterne vil opgive deres kamp, opgive deres magt og ejendom, blot man forhandler sig til rette med dem. Marxismen leninismen, Mao Tse-Tungs tærkning kalder til aktiv og ubønhørlig kamp mod imperialismen og kapitalismen.
...
Forbundets hele virksomhed, dets strategi og taktik, vil bestandigt og ubetinget være rettet mod det ene mål: mobilisering af lønarbejdernes og det arbejdende folks flertal til gennemførelse af den socialistiske revolution og oprettelse af proletariatets diktatur.
...
Afslør og bekæmp revisionisternes forsøg på at genindføre kapitalismen i en række af de lande, som har gennemført folkedemokratiske og socialistiske revolutioner!"

Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP]), i Kommunist 1. årg. nr. 3 (september 1968)

Venstresocialisterne om en dansk "kulturrevolution" (1969)

"Overgangsperioden. ...
I en overgangsperiode bør der træffes særlige forholdsregler imod såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen. ...

I forlængelse af afskaffelsen af privatejendomsretten til produktionsmidlerne og af opgøret med den politiske magtkoncentration forudser vi endvidere en art kulturrevolution, d.v.s. en gennemgribende ændring af de livsvaner, idealer, normer og forestillinger, som vi har taget med os fra det kapitalistiske samfund. Denne proces må skønnes at blive af permanent karakter, og der lader sig på nuværende tidspunkt ikke sige meget om dens indhold."

Programskrift for Venstresocialisterne (1969, s. 31)

Venstresocialisterne om Cuba og Kina (1969)

"Flere træk i opbygningen af socialismen i Kina og på Cuba tyder på, at disse lande bevidst søger at undgå en gentagelse af de fejl, der er blevet begået i Østeuropa. Gennem kampagner imod bureaukratiseringstendenser, aktivisering af befolkningen og agitation imod personlige, materielle gevinstmotiver i produktionslivet, forsøger man at realisere socialismens idealer om lighed mellem mennesker."

Programskrift for Venstresocialisterne (1969, s. 30)

Socialistisk Folkeparti om Sovjetunionens store landvindinger (1963)

30. Sovjetunionen
Forholdet til Sovjetunionen er et af de spørgsmål, som gennem mange år har været i centrum af den hjemlige debat og har delt arbejderklassen i to grupper, for og imod. Da stillingen i Sovjet har været af betydning for vurdering af partier og enkeltpersoners demokratiske holdning, skal vi præcisere vort standpunkt.
- Revolutionen i 1917 betød, at der for det første gang blev oprettet et styre, der kunne og ville varetage den jævne befolknings interesser.
Man begyndte i et politisk isoleret og økonomisk tilbagestående samfund. Opbygningsarbejdet voldte i sig selv gigantiske vanskeligheder, og det blev yderligere hæmmet af udenlandske militærinventioner og fortsat økonomisk boykot.
Hermed skabtes forudsætningerne for stalinismen: Et system, der er karakteriseret ved en stærk, central statsmagt, baseret på et bureaukrati af bedrestillede parti- og statsfunktionærer. Arbejderne blev vidtgående umyndiggjort, afgørelser påtvunget fra oven.
Straffeforanstaltninger erstattede den demokratiske diskussion.
Centraliserede diktaturer er velkendt i lande der søger at overvinde teknisk tilbageståenhed på kort tid, men der var desuden i stalinismen træk af nationalhistorisk oprindelse og af personlig karakter. Terror og despoti indgik i regimet, og man idealiserede efterhånden en bornert og
udemokratisk livsform. Men stalinismen antastede ikke produktionsmidlernes samfundseje og planlægningsbestræbelserne.
Ved Stalins død var det gamle Rusland omskabt totalt i økonomisk og social henseende i kraft af den store produktivitetsstigning, af uddannelsens og kulturlivets delvise demokratisering.
Her ligger udgangspunktet for kravet om friere, mere socialistiske forhold, som føres frem især af de nye sociale lag af oplyste-arbejdere, teknikere og intellektuelle.
Det opgør med fortiden, som på forskellig måde og i forskelligt tempo har fundet sted efter Stalins død, har været båret oppe af et folkeligt pres og nødvendigheden af at skabe andre økonomiske organisationsformer. Hermed synes der at være åbnet muligheder for en vækst ind i et virkeligt socialistisk demokrati.
Rester af stalinismens forældede forestillinger og udemokratiske praksis kan endnu føre Sovjet ind i blindgader. Under presset af den kolde krig ser resterne af stalinismens magtfaktorer, det civile og militære bureaukrati, en chance for at bevare de gamle tilstande.
De faktorer, som i særlig grad præger og bestemmer USSR’s udenrigspolitik er landets traditionelle interesser som stormagt og den ideologi, landets ledere bekender sig til. Disse to faktorer indgår med forskellig vægt i Sovjetunionens udenrigspolitik. Den opbygning af et sikkerhedsbælte af loyale stater i Østeuropa, som med 2. verdenskrigs allieredes tilslutning fandt sted omkring 1945, var i første række et kardinalpunkt i Sovjets stormagtspolitik, men muliggjorde samtidig de påkrævede sociale revolutioner i østlandene, hvorved sikkerhedspolitikken blev befæstet.

Principprogram for Socialistisk Folkeparti (1963)

Dagbladet Arbejderen om Zimbabwes demokrati & problemer (2008)

"Zimbabwe skal bøje sig for Vestens krav. Kampagnen mod præsident Robert Mugabe er enorm og koordineret. Sanktionerne lammer landet og rammer befolkningen

Det synes at være den beslutning London og Washington har taget for længe siden.

Vestens holdning er, at de udenlandske, rige firmaer for alt i verden skal have nem adgang til landets rigdomme i undergrunden, og hvad den frodige jord kan give.

Nu ligger der et enormt pres på befolkningen op til anden runde af præsidentvalget mellem den nuværende præsident Robert Mugabe fra partiet ZANU-PF og udfordreren, Morgan Tsvangirai fra MDC. Valget er fastsat til den 31. juli i år.

Ved valget i marts konstaterede valgkommissionen, at nok havde Morgan Tsvangirais parti fået flertal i parlamentet, og Tsvangirai selv flere stemmer end Mugabe til posten som præsident. Men antallet af stemmer til Tsvangirai ved præsidentvalget var ikke nok til at undgå en anden runde. For at vinde i første valgrunde skal en kandidat have over 50 procent af stemmerne, og det fik Tsvangirai ikke.

...

Sanktioner rammer landet hårdt. Oveni svømmer medierne i hele verden over af propaganda mod Mugabe.

Strategien er tilsyneladende at skabe utilfredshed i befolkningen over de økonomiske problemer, som Mugabe får skyld for. Og så skal folket vælge en anden præsident end Mugabe.

...

Som en følge af presset ude- og indefra er Zimbabwes økonomi i dag i ruiner. Pengenes værdi er totalt undergravet. Inflationen er skyhøj.

...

Inde i landet har rige farmere og arbejdsgivere forstået signalet fra Vesten.

I Zimbabwe er der lavet en uhellig alliance med specielt de mange tusinde hvide farmere, der stadig sidder på størstedelen af jorden. De sørger for at sabotere al fremgang. Det samme gør driftige erhvervsfolk i byerne, der ejer fabrikker og virksomheder.

Netop disse fortrædeligheder giver Vesten Zanu-PF-regeringen med Mugabe i spidsen skylden for.

Og det er ikke så underligt, at millioner af mennesker længes efter nye tider og ny fremgang.

Her kommer Vesten så med sit interne spar es og gulerod; Morgan Tsvangirai fra oppositionen MDC. De tre bogstaver står for 'Movement for Democratic Change'; altså Bevægelsen for demokratisk forandring.

Partiet siger ja til kravene fra Vesten. Privatisering frem for statseje af de vigtigste virksomheder i landet. Stop for jordreformen, der giver jorden tilbage til den sorte befolkning.

Hvis blot Zimbabwe vælger en ny regering og vælter Mugabe, åbner Vesten for lån til landet og støtte, lyder de lokkende løfter.

Denne afpresning er prøvet i dusinvis af andre lande verden over; Nicaragua under sandinisterne, i Zambia, i Ukraine, og få - om nogen steder overhovedet - har det medført fremgang for de mange.

Nu er det Mugabes tur. Dæmoniseringen ruller.

...

Robert Mugabe har været leder af det sydafrikanske land Zimbabwe siden 1980.

Han udmærkede sig i 1960'erne som leder for Zimbabwe African National Union (ZANU), og som leder af guerrilla-krigen mod det racistiske styre i Rhodesia i krigen fra 1964 til 1979.

Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide én procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Mugabe møder i dag et voldsom pres fra USA, Europa og britisk Commonwealth-lande på grund af sin kritik af imperialismen og på grund af de jordreformer, som han og partiet ZANU insisterer på.

Fra artiklen "Sådan kvæler man et land", af Anders Fenger, i dagbladet Arbejderen (31.5.2008)

Sømændenes Forbund om Stalin (2007)

Fra artikel i Netavisen 180grader.dk (26.6.2007):

Knud Frederiksen, kasserer hos Sømændenes Forbund:

I har et billede af Stalin hængende på jeres kontor?
"Ja, vores ven Stalin. Ja, det er rigtigt."

...

Hvilket signal sender det at have et portræt af en massemorder hængende på det officielle kontor?
"Tjae, vi har jo også et billede hængende af Anders Fogh. Han er jo også halvvejs morder. Tænk på alle dem, de har dræbt ude i Irak og de steder."

Så der er ikke forskel på Stalin og Anders Fogh?
"Joe, Stalin var jo en rigtig statsmand."

Fra artikel i Netavisen 180grader.dk (28.6.2007):

"Holger K. Nielsen (SF) har sammenlignet det med at hænge et billede af Hitler op på kontoret, men det mener formanden for Sømændenes Forbund, Søren Sørensen, er for unuanceret.

"Jeg fornægter hverken, at den ene eller den anden person har spillet en rolle i historien, men jeg har et så nuanceret syn på tingene, at jeg ikke vil sammenligne Stalin og Hitler. Engang blev Stalin jo fotograferet med Churchill og Roosevelt, men jeg er da godt klar over, at historikerne siden har kastet et dunkelt lys over ham. Stalin er ikke så slem, at han ikke må hænge på væggen på et kontor hos os," siger Søren Sørensen til Jyllands-Posten."

Jørgen Arbo-Bæhr om samarbejde med stalinister (2007)

Men du vil gerne demonstrere sammen med folk, der sagtens kunne tænkes at gå med hammer og segl, fordi de gerne vil vise deres sympati med sovjetkommunismen - vi ved jo, at der på venstrefløjen findes folk, som synes, at Stalin var en helt?
"Det er ikke noget problem for mig i dagens Danmark. Stalin har været død i mange år, og sovjetsystemet er afskaffet ..."

Hitler har også været død i flere år, og nazistyret blev afskaffet længe før sovjetkommunismen.
"Jajaja, men jeg siger bare, at det er ikke noget problem for mig, at der er nogen, som kalder sig kommunister eller stalinister, eller hvad de nu kan kalde sig. Jeg er dybt uenig med dem, men jeg er parat til at demonstrere sammen med mange, som jeg er dybt uenig med på en masse spørgsmål," siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Interview med Jørgen Arbo-Bæhr, MF for Enhedslisten og medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP) i netavisen 180grader.dk (3.10.2007)

Kommunistisk Partis næstformand om Stalin (2007)

Er der ikke forskel på nogle regler om påklædning og så det at have et billede på væggen af en person, som har slået millioner af russere ihjel?
"Man må jo se personer i et historisk lys, hvordan de har ageret i forhold til den tid, hvor de har levet."

Er der da undskyldninger for Stalins mord på millioner af russere?
"Det har der vel været i historiens lys, selvom vi ikke synes det i dag. Der har været mange forskellige årsager til, at historien har udspillet sig, som den har. Man kan ikke skrue historien tilbage."

Var hovedårsagen ikke bare, at Stalin var en tyran og et ondt menneske?
"Diskussionen om ond og god synes jeg ikke rigtigt hører hjemme her. Den diskussion kan jeg ikke bruge til noget."

Hvorfor ikke?
"Han har jo ikke egenhændigt gået rundt og skudt millioner ned eller kastet dem i massegrave."

Men han havde vel et betydeligt ansvar for det?
"Absolut, det skal man ikke fornægte, men det er jo ikke kun en enkeltperson. Det er et spørgsmål om at se ind i en tid."

Synes Kommunistisk Parti, at Stalin var en skurk eller en helt?
"Stalin var en del af historien og må ses som den del af historien, han var i, ud fra den tid hvor han levede."

Så du vil ikke sige, at Stalin var en skurk?
"Nej, det vil jeg ikke," siger Anette Nielsen.

Interview med Anette Nielsen, næstformand for Kommunistisk Parti i Danmark, i netavisen 180grader.dk (1.6.2007)

Niels Hausgaard om Stalins historiske synder (2007)

"[D]et kan ikke nytte noget, at vi hænger os i historien."

Niels Hausgaard om Stalins massemord i anledning af sin økonomiske støtte til Kommunistisk Parti i Danmarks avis, Dagbladet Arbejderen, der hylder Josef Stalin, interview til netavisen 180grader (29.7.2007)

Ole Sohn om russernes kommunistiske idealer og nationalisering af den danske finanssektor (1989)

"Det er ikke de kommunistiske idealer, der fornægtes i Østeuropa. Det er de forbrydelser, der er sket i socialismens navn, siger Ole Sohn ....

Kan kommunismens sammenbrud i øst ikke få dig til at vakle i troen på idealerne?
Det er en række gerninger, man fornægter ikke de kommunistiske idealer. De forbrydelser, der er sket i socialismens navn, er en af de mørkere sider af vores historie, men jeg ser ikke noget anti-kommunistisk i, at folk nu går på gaden i Østeuropa og kræver ændringer. Snarere tværtimod.

SUND PROCES
Men folk jubler dog og råber 'aldrig mere kommunisme'?
Ja, fordi man har forbundet kommunismen med kommunistpartierne. Det er rigtigt at gøre op med, at et parti per automatik skal have den ledende rolle. Den rolle kan man kun have i kraft af en autoritet, man har i befolkningen. Jeg opfatter det, der sker som en omfattende demokratiseringsproces, som er sund, og som får befolkningen til at tage større del i det politiske liv. Men hovedparten fastholder, at der skal være både demokratiske og socialistiske forhold i landene. ...

Ole Sohn erkender, at det kan være svært at holde gejsten oppe, men det er nu op til DKP-medlemmerne selv at formulere de idealer, der skal arbejdes efter.

I øst taler kommunisterne nu om at indføre den demokratiske socialisme. I Danmark arbejder både S og SF for det. Hvorfor skulle der være brug for et kommunistisk parti i Danmark?
Socialdemokratiet tror, at man kan styre kapitalkræfterne, og det er vi uenige i. Det betyder ikke, at enhver lille bagerforretning i Danmark skal nationaliseres, men samfundet skal have råderet over finanssektoren og for eksempel energisektoren. ...
Enhedslisten vil kunne give venstrekræfterne et opsving igen. Den er dels et skridt til venstre for SF dels et skridt foran. Det har haft svært ved at trænge igennem, men vi gik faktisk frem ved kommunalvalget. Både som parti og med Enhedslisten.

'JEG GÅR IKKE'
Netop nu tales der om, at det er stalinisterne, der har beskåret din magt, og er ved at tage magten i DKP. Det øger vel ikke tilliden til partiet?
Det er vildt at betegne de kammerater som stalinister. Som en vejledning vil jeg sige, at der er tale om forskelle mellem traditionalister og fornyere.

Ole Sohn, i "Hjertet er rødt endnu", interview i Politiken (3.12.1989)

Svend Auken om Fidel Castro (2006)

"Men her er han. Manden. Uden cigar. Legenden. Præsidenten. Generalsekretæren. Il commandante. Høj. Venlig. Charmerende. Karismatisk. Stadig en høj mand i den grønne partisanuniform. Nypresset. Spillevende brune øjne. Velplejede hænder og skæg. Med en smittende lattermildhed. . . .

Selvfølgelig kommer jeg i godt humør og glemmer alle de på forhånd indøvede fraser. Forførelse, javel. . . .

[Nu] sidder [vi] her anden påskedag, kl. 18.15 i Statsrådspaladsets mødesal og taler med Fidel Castro. Jeg har oplevet meget i mit politiske liv, men det er et af højdepunkterne.

Halvanden time varer vores samtale, og der er ikke tid til small talk . . . . Tempoet er højt. Præsidenten forklarer og spørger. Og så bøjer han sig ofte ned over sin notesblok for at gennemføre gigantiske regnestykker. . . .

Men Fidel vil videre i sin anden revolution. »Kom med herind!« råber han til os, og vi følger med ind i hans store kontor, der ligger op til den store mødesal. Vi venter mindelser om den cubanske revolution med store billeder af Ché Guevara med baret, cigar og golfkølle. Men nej. Det store rum er pakket med kummefrysere, kogeplader og køleskabe. Det er som at komme ind i en velassorteret Punkt 1-forretning med hårde hvidevarer. . . .

Han vil ikke lade os gå selv om vores fly skal lette kl. 20.30.

»I kan få min eskorte, så når I det nok. For se her.«

Tiden flyver. Vi smittes af Fidels begejstring. Hvor er der mange muligheder for konkret samarbejde med betydning for hele den latinske verden: Vindmøller, pumper, biogasanlæg, ethanol-produktion på biomasseaffald (halm, træflis, sukkerrørsaffald, roerester), termostater, dieselgeneratorer. Hvor kunne vi udrette meget sammen.

Revolutionen er ikke kun aktuel i Cuba og Danmark, men med relevans til hele verden. Cuba er ikke noget demokrati. Det er et autoritært kommunistisk styre med meningsstyring og centraldirigeret økonomi. Men det er mildest talt ingen almindelig kommunisme. . . .

I Cuba er der fattigt, men ingen slum. Hvis man var fattig, er der ingen tvivl om, hvor man helst ville bo. Hertil kommer, at der er musik og farver overalt. Liv og ivrige samtaler. Mennesker taler i munden på hinanden, når der diskuteres kontroversielle spørgsmål.

Jeg ville gerne have diskuteret politiske emner og kritikpunkter med præsidenten, men den aften ville Fidel kun tale om energirevolutionen. Det var en skam. . . .

Flyet skal lette om 45 minutter. Nu går den ikke længere. Den gamle præsident er helt oppe at køre. Vi overvældes med blomster, rom og cigarer. Det er, som om han ikke vil slippe samtalen om energi og mulighederne for dansk cubansk samarbejde. »Må jeg følge jer ned til jeres bil?« spørger han høfligt. Selvfølgelig må Fidel Castro det. Hen ad en lang korridor og ind i en snæver elevator. Ned på gaden. Cubanske omfavnelser. Det store smil. Kom snart igen."

Svend Auken, daværende næstformand for Folketinget, fhv. minister & fhv. formand for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten (28.5.2006)

Svend Auken om Fidel Castros succes (2006)

"Under vores besøg har vi hørt om, hvordan Fidels ... timelange taler ved store demonstrationer og udendørsmøder i den grad er blevet en del af cubanernes sociale liv, at det er her, man mødes med familie, arbejdskammerater, naboer og venner. Børnene leger. Og de voksne er så vant til at høre præsidenten med et halvt øre, at de både får en lydkulisse af belæring og en ramme for menneskeligt samvær.

En cubansk ven sammenlignede det med musikfri koncerter for hele folket. Anti-Cuba-propagandaen har altid hævdet, at folk ikke deltog frivilligt i disse massemøder, og givet er der også et socialt pres.

Men alligevel er det tankevækkende, at en opfordring fra Fidel i aftenradioavisen til protestmøder mod den sidste pakke af giftige anti-Cuba-love fra USA kan få over en halv million havannesere på gaden næste morgen i en by med godt en million indbyggere. Det sker ikke ved tvang og pres.

Meningsmålinger - foretaget af udenlandske forskere - har altid vist stor folkelig tilslutning til Fidel og grundprincipperne i det cubanske samfund ... samtidig med utilfredshed med de ofte særdeles pauvre sociale vilkår og manglende individuelle muligheder. ...

Men sundhedstilstanden er høj. Middellevetiden er høj. Lige så høj som i Danmark - og højere end i USA. 77-78 år og målet er 80. Efter revolutionen var der 1.500 læger i Cuba. Nu er der 57.000.

Over alt i Cuba findes der på bedste kommunistmanér store skilte med politiske budskaber. Et af dem gør indtryk:

»I Latinamerika er der 15 millioner gadebørn. Ingen af dem bor i Cuba.«

Svend Auken, daværende næstformand for Folketinget, fhv. minister & fhv. formand for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten (28.5.2006)

Anker Jørgensen om Kim Il Sung & Nordkoreas lykke (1984)

“Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål ... Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke.
...
Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Folket fører et godt og sundt liv ... Denne udvikling er meget fantastisk ... Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid ... Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen ... Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau."

Anker Jørgensen, fhv. statsminister & daværende MF og formand for Socialdemokraterne på officielt besøg i Nordkorea, citeret fra Berlingske Tidende (16.5.1984)

Socialistisk Arbejderparti om massernes acceptable voldsanvendelse (1980)

"Socialister bliver ofte spurgt, om de går ind for en fredelig eller en voldelig revolution. Til det svarer Socialistisk Arbejderparti for det første: En af de vigtigste grunde til at bekæmpe det kapitalistiske system er den vold, som det skaber.
Det 20. århundredes imperialistiske borgerskab er uden tvivl historiens mest voldelige, terroristiske klasse. ...
Den socialistiske revolution vil derfor have som en hovedopgave at sætte en stopper for den fantastiske grad af vold, masserne udsættes for.
De arbejdende masser kendetegnes i vidt omfang af den „voldsmentalitet", der er en naturlig del af den bredere ideologiske påvirkning fra den borgerlige orden. Ikke desto mindre eksisteret der en klar forbindelse mellem en klassebevidst holdning
og en vilje til at kæmpe for sine egne interesser uden at anvende muskel-argumenter.
Derfor er arbejderbevægelsens vold altid af defensiv karakter.
Den finder kun sted, hvor den er absolut påkrævet. Aktionerende,
solidariske arbejdere, der forsvarer deres klasseinteresser, står således moralsk milevidt over det borgerskab, som ved mindste påskud står parat med alt fra schæferhunde til kernevåben.
Stillet over for spørgsmålet, om vi er for vold, svarer SAP utvetydigt nej! Men samtidig svarer vi også nej på spørgsmålet, om vi anbefaler masserne at bøje sig for trusler om vold. ...
I Rusland i 1917 derimod havde arbejderklassen under ledelse af Bolsjevikpartiet bevæbnet sig og vundet de menige i hæren til deres side. Derfor var selve den russiske revolution en af de mindst blodige omvæltninger. Først da de imperialistiske lande begyndte at indvadere Sovjetunionen kostede det tusinder af
menneskeliv."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 119f

Socialistisk Arbejderparti om eksempler til efterfølgelse (1980)

"Arbejdernes og bøndernes sejre, da de oprettede arbejderstater i
lande som Kina, Korea, Vietnam og Cuba, er imidlertid stadig
eksempler til efterfølgelse. Befolkningen i disse lande har i løbet
af få årtier fjernet plager som hungersnød, sygdomme eller
analfabetisme."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 31

Socialistisk Arbejderparti om Cuba (1980)

"Båret frem af massernes forventninger om en ny og bedre tilværelse og stillet over for USA-imperialismens forsøg på at kvæle landets økonomiske opbygning, gik denne ledelse [d.v.s. af revolutionen] langt videre end til at indføre borgerligt demokrati med fortsat kapitalisme, sådan som Fidel Castro, Che Guevara og de øvrige oprindeligt havde tænkt sig.
Castro-ledelsen mobiliserede masserne omkring sin politik, hvor den nationaliserede nøgle-sektor i økonomien, udstykkede jorden og sikrede statens kontrol med al udenrigs-handel.
Idet befolkningens store flertal nød gavn af og støttede disse forbedringer, var det også parat til at slå den kontra-revolutionære
invasion, USA organiserede, tilbage. Castros styrke byggede på flertallets mobilisering bag hans politik.
Kapitalisterne blev afskaffet som klasse, og Cuba blev en ny arbejderstat. Selv om ledelsen på Cuba også nød fortrin frem for flertallet, og selv om der ikke blev opbygget arbejderråds-lignende organer, hvorigennem den arbejdende befolkning kunne diskutere, beslutte og styre, udviklede ledelsen sig ikke til et fasttømret bureaukrati, adskilt fra og med andre interesser end arbejderklassen — som det skete i de øvrige arbejderstater.
Folk deltager langt mere direkte i at styre landet, produktionen og økonomien. Der foregår en langt friere diskussion mellem personer, der har forskellige politiske meninger, om hvordan Cuba skal udvikle sig.
Cuba er derfor ikke en bureaukratiseret arbejderstat. 4. Internationale kalder den en arbejderstat med visse bureaukratiske deformationer."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 28f

Enhedslisten om revolutionen (2003)

"Revolutionens nødvendighed
Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.
Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud. Heller ikke selv om et befolkningsflertal står bag ønsket om en samfundsforandring. Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling.
Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution - i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.
Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede. Et socialistisk samfund kan ikke bare »overtage« den nuværende stat, som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund. Det gælder den danske stat, og endnu mere altomfattende den EU- stat, der er under opbygning.
Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution. I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud. Lige så stærkt som Enhedslisten afviser terrorisme og elitære kup, lige så stærkt afviser vi at bøje nakken og vende den anden kind til i en situation, hvor borgerskabet griber til udemokratisk magtanvendelse."

Enhedslisens principprogram, vedtaget 2003-04

Aksel Larsen om Sovjets invasion af Ungarn (1956)

"Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som andet end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne står og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæisk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at opretholde ro og orden i landet."

Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti, i Folketinget 6.11.1956, tre dage efter invasionen af Ungarn

Ole Sohn om Østblokkens sociale og økonomiske resultater (oktober 1989)

"I den senere tid er jeg, og mange andre kommunister, ofte blevet spurgt, hvordan vi har det med vores holdninger og teori, nu hvor 'tingene bryder sammen østpå'. . . . Det er rigtigt, at der er voldsom drift i de socialistiske lande og store forandringer undervejs. Reformprocesser sættes i gang. Der gøres op med tidligere tiders dogmer, fejltagelser og forbrydelser. Men det betyder jo ikke, at man gør op med den socialistiske teori og de kommunistiske idealer. Og det får mig heller ikke til at sige, at socialismen som ide og samfundssystem er en dårlig ting, tværtimod. Der er foregået meget i de socialistiske lande som ikke kan eller skal forsvares, særlig i Stalintiden. Det kan ikke retfærdiggøres, at det kommunistiske ideal, hvis mål er menneskers lykke, er blevet behæftet med handlinger, der er uretfærdige. Jeg ser reformprocessen i Sovjetunionen og andre socialistiske lande som et nødvendigt opgør med tidligere tiders dogmer og forestillinger om socialismen. Et ønske om at vende tilbage til det oprindelige grundlag for den socialistiske ide, og gennemtænke det under vor tids nye betingelser. Socialisme er massernes levende kreativitet, som Lenin udtrykte det.
. . .
[Men] udgangspunktet for at påbegynde opbygningen af en socialistisk sovjetstat var ulige dårligere end forholdene var i Danmark. I 1945 var det, der i dag er DDR , den del af Tyskland, der var mest hærget af krigen. I 1946 var Ungarn kendt som landet med 'en million tiggere'. I 1949 var det at være kineser på det nærmeste lig med at dø af sult. I 1959 var Cuba en luksus-ø for amerikanere og en ulykke for cubanerne. Og indtil 1976 blev der kastet flere bomber over Vietnam end i hele 2. verdenskrig. I disse lande var det nødvendigt at opbygge eller genopbygge alt. Samtidig måtte man modstå udenlandsk pres, og de økonomiske, politiske og militære interventioner, som de rige og stærke kapitalistiske lande satte ind. Dette taget i betragtning har disse lande opnået at give deres folk mad nok til at blive mætte, udrydde epidemierne, overvinde analfabetisme, udvikle industri og landbrug, etablere sociale systemer som sikrer tryghed og anden omsorg, som aldrig var set tidligere, sikre adgang til uddannelse, viden, kultur og sport. Lande som er slået ind på en socialistisk vej har vist en række sociale og økonomiske resultater. Men naturligvis har den økonomiske og kulturelle tilbageståenhed, hvoraf de socialistiske lande er udgået, og de prøvelser de har været udsat for indvirket på deres udvikling. . . .
Som kommunist, der er blevet stillet spørgsmålet 'Hva' nu?', vil jeg sige, at også for os i Danmark og i Vesteuropa er den socialistiske teori og ide fremtiden. Kommunisternes ideal er egentlig urgammelt og ligger i ønsket om menneskelig lykke. Med Marx, Engels og Lenin og arbejderbevægelsens fremkomst tog de form, og er stadig aktuelle."

Ole Sohn, daværende formand for Danmarks Kommunistiske Parti, nu MF & gruppeformand for Socialistisk Folkeparti, i kronik i Politiken (27.10.1989)


Billede: Ole Sohn til strækmarchparaden "40 Jahre DDR" fra 7.10.1989, på ærestribunen sammen med Yasser Arafat, Nicolae Ceausescu, Mikhail Gorbatjov, Erich Honecker, Milos Jakes, Wojciech Jaruzelski, Egon Krenz, Daniel Ortega, Yao Yilin, Thodor Zhikov m.fl.

Karl Marx om vold (1845ff)

Via Nomos:

"[Den sande dommedag er] når genskæret fra brændende byer ses på himmelen […] og når de himmelske harmonier består af melodierne til La Marseillaise og La Carmagnole [revolutionssange], akkompagneret af kanon-torden, mens guillotinen slår takten, og de ophidsede masser skriver Ca ira, Ca ira [det går an / lad det gå kvikt - revolutionsråb], mens betænkeligheden hænges i en lygtepæl."

Fra Deutsche Ideologie (1845-46)

"Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne. […] Kommunisterne forsmår [afstår fra] at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution."

Fra Det Kommunistiske Manifest (1848)

"Vi er hensynsløse og beder ikke Dem [den preussiske regering] om pardon. Når det bliver vores tur, skal vi nok vise, hvad terror er."

1849, Marx-Engels Gesamtausgabe, VI, s.503-05

"Så langt fra at være imod de såkaldte udskejelser [voldelige uroligheder] - sådanne eksempler på folkets hævn mod hadede personer eller offentlige bygninger, som vækker hadfyldte minder – så må vi ikke blot bifalde disse eksempler, men også række dem en hjælpende hånd."

Aktionsplan, distribueret 1850 (Marx-Engels Gesamtausgabe, VII, s.239)

"Historien er dommeren, dens bøddel proletariatet."

Fra tale 14. april 1856 (Marx-Engels Werke, III, s.69f).

"[Der er] kun ét middel til afkortning, forenkling og lokalisering af det gamle samfunds blodige dødskamp og det nyes blodige fødselsveer, kun ét middel – den revolutionære terror"

Marx-Engels Gesamtausgabe, VII, s.423

"Socialismen kan ikke bringes til eksistens uden revolution. Når den organiserede aktivitet begynder, når sjælen, ’tingen i sig selv’, kommer til syne, så kan socialismen bortkaste alle de politiske slør."

Fra The unknown Karl Marx Documents concerning Karl Marx (Red. Robert Payne 1972), s.98ff.

Mikkel Thorup til forsvar for nedskydning af civilt fly (1996)

"Cuba kæmper for sin ret

Nedskudte fly krænkede landets luftrum. Det er ethvert lands ret at forsvare sit territorium imod fremmed provokation. Det var denne ret, Cuba håndhævede, da det cubanske luftvåben for nylig nedskød to fly. Flyene tilhørte den exilcubanske gruppe Brothers to the Rescue (BRT), der har specialiseret sig i at krænke cubansk luftrum.

De har i løbet af de seneste år foretaget mere end 1800 af disse overflyvninger, hvor der er nedkastet kontrarevolutionære flyveblade. ...

USA hader Cuba af et godt hjerte, for hvad ville der ske, hvis det cubanske folk fik opbygget et højt industrialiseret, socialistisk samfund? Så ville USAs baggård - Latinamerika - måske være en hel del sværere at holde under kontrol. Derfor bruger USA alle midler mod det cubanske folk."

Mikkel Thorup, daværende repræsentant for Rød Ungdom, medlem af Enhedslisten & nu forsker i idéhistorie ved Aarhus Universitet, i læserbrev i Politiken (7.3.1996)

Arne Herløv Petersen om Nordkorea (1977)

"Hvis Danmark nogensinde skal blive et stærkt og uafhængigt land, skal vi lære af det koreanske eksempel. I denne kamp må de danske socialister lære af Juchetanken, der er blevet udviklet af Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung . . . Danmark er et lille land med få naturlige råstoffer. Men Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung, har på afgørende vis demonstreret, at selv et lille land kan blive stærkt og uafhængigt, hvis det holder sig til Juche-tanken. ... I Danmark som i andre lande må vi resolut bekæmpe enhver form for dogmatisme og lakajvirksomhed og studere de virkelige forhold i vort land for at kunne opbygge en Juche-inspireret socialisme, der passer til vort folk."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i en tale til ære for ”Den Store Leder”, Kim Il Sung (1977), her citeret efter PET-Kommisionens rapport (bd. 13, s. 49).

Arne Herløv Petersen om sine yndlingslande (1977)

"Det vil formodentlig fremgå af ovenstående kapitler, at jeg ikke er ukritisk indstillet overfor Sovjetunionen ... .
Jeg er ikke enig i den sovjetiske tese om, at proletariatets diktatur nu er afviklet og Sovjetunionen nu er hele folkets stat. Jeg har en del kritik at fremføre af bureaukratiet og forsyningsvanskelighederne i Sovjetunionen. Hertil kommer en række betænkeligheder ved Sovjetunionens udenrigspolitik, først og fremmest forholdet til Kina og Albanien.
I Nordkorea og Kina har jeg oplevet en elementær revolutionær glød og begejstring, som jeg savner i Sovjetunionen. Hvis den ikke er til stede, går udviklingen fra socialismen frem mod kommunismen i stå. Det ville være tragisk, hvis Sovjetunionens kommunistiske parti opgav kommunismen, på samme måde som de vestlige socialdemokratier efter at have fået del i magten har opgivet socialismen.
Som det ser ud nu, bliver Sovjetunionen næppe verdens førende kommunistiske stat. Det er langt mere sandsynligt, at det bliver Den demokratiske Folkerepublik Korea. ...
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på en række punkter er mere enig med Kina end med Sovjetunionen.
Men i modsætning til kineserne opfatter jeg stadig Sovjetunionen som en socialistisk stat. Jeg mener, at den økonomiske basis, der er skabt under Lenin og Stalin, på en række afgørende områder er intakt. Den ideologisk-kulturelle overbygning er efter min mening smuldret en del, men det er ikke uopretteligt.
Selvfølgelig skal jeg ikke stå med pegepinden i hånden og belære det sovjetiske folk om hvordan det skal opbygge socialismen. Det er det sovjetiske folks egen sag. Men selvfølgelig har jeg også lov til at fremføre min mening. Blot følger det af min anerkendelse af Sovjetunionen som en socialistisk stat, at jeg må fremføre min kritik på en loyal og kammeratlig måde. Det håber jeg, jeg har gjort i denne bog.
Jeg har i hvert fald forsøgt at være fair og ikke bevidst udeladt noget, der måske var i modstrid med mine forudfattede meninger.
Den nuværende strid mellem Kina og Sovjetunionen er efter min mening uhyre skadelig for den internationale arbejderbevægelse og tjener objektivt set klassefjenden ... .
Den holdning til de to store socialistiske lande, jeg går ind for, praktiseres med stort held i Korea, Vietnam og Rumænien, som formodentlig ingen vil beskylde
for at være bløde og vattede."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i sin bog Gylden Oktober (1977), s. 130f.

Steen Folke om sabotage som politisk redskab (1971)

"Hele den centrale del af Leninist-Fraktionens indlæg er skrevet under den stiltiende forudsætning, at klassekampen er et rent nationalt anliggende. Hvis dette virkelig var tilfældet, ville anvendelse af sabotage i Danmark være forfejlet og meningsløs (jeg taler stadig om sabotage i den mest »voldelige« form). . . . Selv om Leninist-fraktionen har ret i, at de fleste danske lønarbejdere umiddelbart ville stille sig afvisende over for sabotage, mener jeg de undervurderer lønarbejdernes forståelse, specielt på længere sigt. . . . Hvis sabotage mod amerikansk ejendom i en given situation på den ene side styrker den anti-imperialistiske kamp, på den anden side givet et midlertidigt tilbageslag i bestræbelserne på at »videreudvikle lønarbejdernes kamp« herhjemme - så mener jeg, den skal gennemføres. ... Jeg mener, at sabotagevirksomhed mod amerikansk ejendom i Danmark på længere sigt ville være bevidstgørende også i den danske afdeling af den internationale klassekamp."

Steen Folke, folketingsmedlem for Venstresocialisterne, i VS-Bulletin (december 1971)

Pelle Voigt om VS'ernes syn på demokrati (1999)

"Kapitalisterne skulle da ikke have ytringsfrihed, mente man og henviste til Lenins postmarxistiske udlægning af proletariatets diktatur. Og så skulle der forhandles. Hvis I vil begrænse ytringsfriheden, spurgte jeg, hvad så med elementer inden for arbejderklassen der fremfører borgerlige synspunkter? VS's repræsentant svarede straks: "Hvis de fremfører borgerlige synspunkter, tilhører de ikke arbejderklassen. Så er de agenter for borgerskabet."

Pelle Voigt, fhv. MF for Socialistisk Folkeparti, om paroleforhandlinger mellem Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, i erindringsbogen Sejre og fodfejl - set i mit bakspejl (1999)

Gert Petersen om Nordkoreas succes (1975)

"Det er ideen (i Nordkorea) om juche d.v.s. at et folk skal bygge på sine egne forudsætninger og stole på sine egne kræfter. Den praktiske udmøntning af denne ide har ikke alene sat sig spor i fremragende materielle resultater, men har også gengivet folket dets selvbevidsthed og sikret dets uafhængighed i enestående grad."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 1.10.1975

Gert Petersen om Sovjetunionens progressive rolle (1975)

"Sovjet kan have et behov for ekspansion når det drejer sig om råstofkilder (uran), men ikke for så vidt behovet gælder kapitaleksport, monopolisering af afsætningsmarkeder osv., som det er typisk for stormagter med kapitalistisk markedsøkonomi. Derfor er USSR ikke en aggressiv, imperialistisk magt på samme måde som USA . . . Hvad vil man opnå med at græde over cubansk »afhængighed« af Sovjet, når det indlysende alternativ er, at socialismen på Cuba ellers forsvinder i det samme sorte CIA-hul som socialismen i Chile? I den henseende spiller Sovjetunionen rent faktisk en progressiv rolle i international politik . . . Jeg tror, at vi ved helt at overse de positive træk bistår den amerikanske imperialisme, der siden 50'erne gang på gang har afsløret sig som den mest menneskefjendske og blodtørstige faktor i international politik."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 22.2.1975

Kjeld Koplev om DDR's økonomiske succes (1973)

"Karl Marx Alle er i dag befolket med velklædte borgere og velpudsede privatautomobiler i massevis. Hvor man ved det første besøg hev alle forklaringer om krigens ødelæggelser, krigsskadeerstatningerne til Sovjet osv frem, som undskyldninger for manglende vareudbud i Berlins forretninger, så kan man i dag let henfalde til drømmerier om at være i Illum eller Magasin under rundture i f.eks. kæmpevarehuset på Alexander Platz. . . . De har i det hele taget alt hvad et forbrugerhjerte kan begære, alt hvad der findes på den anden side af muren - i det så forjættede Vesten . . ."

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i Politisk Revy (april 1973)

Carsten Jensen om revolutionært teater (1977)

"Det er socialismens symboler, der lærer ham (småborgeren) frihedens og flyvningens kunst. ... Solvognens stykker slutter altid med revolutionen. Efter den lange vandring gennem det borgerlige samfund når vi frem til den revolutionære forløsning. I revolutionsøjeblikket skifter Solvognens sceniske teknik fra distancen til den varme indføling. Den hektiske showprægede udlevering af det borgerlige samfunds kaos viger for harmonisk opbyggede, smukt beherskede og roligt udførte kollektive tableauer. En konsekvent anti-æstetik der demonstrerer, at magtovertagelsen er en sanselighedens og varmens revolution, en utopisk-kritisk protest mod det borgerlige samfunds menneskelige forarmelse. I revolutionens fødselsøjeblik aner vi muligheden af en ny menneskelig identitet. Den indlevelse, der her vækkes, er en følelse, stykket selv har skabt. Stykkets handling fortsætter forløsende i tilskueren. Solvognen er teater, hvor tæppet aldrig går for. Stykkerne er uden afslutning: de demonstrerer, at det hele først lige er begyndt. Den revolutionære apoteose er kun indledningen. Under solvognens opførelse er vi aldrig i tvivl, hvor stykkets virkelige helte og agerende befinder sig. De sidder på tilskuerpladserne. Solvognen er blot vore midlertidige stedfortrædere i klassekampen, vore vikarer i revolutionens fest, der viser os vejen frem og ikke lader os glemme målet".

Carsten Jensen, forfatter, i Politisk Revy, maj 1977

Klaus Rifbjergs kvalme over kritik af Sovjets angreb på Tjekkoslovakiet (1968)

"Følelsen af væmmelse, af sorg, panik, frustration over for det der skete i Tjekkoslovakiet var ureflekteret og spontan, men efterhånden som nyhederne indløb og vi så kommentarerne til dem i pressen, blev fortvivlelsen over det, der var sket, forøget med en intens kvalme. Her var ikke tale om at stå i svovlstikpigens kjole og kyse og stirre misundelig og frysende ind i de eksklusives paradis, her stod man bare hjælpeløs og var vidne til hvordan en entydig menneskelig tragedie blev brugt til den fedeste mest frasetunge og patetiske svulst til at bekæmpe et politisk system som alle dage har været den vestlige verden en torn i øjet: socialismen".

Klaus Rifbjerg , forfatter, i Politiken, august 1968

Ebbe Kløvedal Reich om oprør (1968)

"Enten er man på oprørets side og reserverer sine betænkeligheder, eller også er man oprørets fjende".

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, i Information (juni 1968)

VS'eren Jesper Jensen om politisk vold (1968)

"Yngre kræfters provokationer, aktioner og lokale oprør har vist, at valget ikke står mellem status quo og og den totale omvæltning. De har demonstreret, at selv i det højtudviklede velstandssamfund er en guerillakrig mulig. ... Den revolutionære vold er kun nødvendig, fordi magtstrukturens vold er en realitet. Magten er hånden, volden er våbenet".

Jesper Jensen, forfatter og daværende folketingskandidat for Venstresocialisterne (VS), i antologien »Præk« (1968)

Klaus Rifbjerg om Solsjenitsyn (1974)

Da systemkritikeren Alexander Solsjenitsyn i februar 1974 blev udvist af Sovjetunionen skrev Klaus Rifbjerg dette tvetydige digt:

Alexander Solsjenitsyn

Astmatisk humpende nedbrudt vender fangen hjem fra slavelejren.
Rystet gennem alle celler
kryber patienten frem
under koboltkanonen.
Han ser
det endnu engang er forår.
Troskyldigt sætter den befriede
og helbredte sig
til skrivebordet.
Billederne myldrer frem
de store skikkelser
anklagerne
landskabet
intrigerne
tyrannerne
historien
sandheden.
Træt efter dagværket
former han i enkle sætninger
sin mening
om tilværelsens indretning.
Han ser sørgmodigt
men strengt på sin samtid
og siger:
Afskaf tyranniet
og befri kunsten.
Sæt rebellerne i gabestokken
og kvæl de radikale ideer.
Ned med diktaturet
og op med autoriteten.
Bekæmp demokratiet
og frem klasseskellene.
Lær børnene at lyde
og arbejderne at arbejde.
Fuglene der sad på pigtråden
og sang
fuglen som fløjtede i træet
uden for kræftafdelingen
fuglen har fulgt ham hjem og kigger stum fra vindueskarmen.
Måske havde den håbet på en krumme.
Nu ryster den vingerne uroligt og flyver bort uden en lyd.

KPiD om Cuba, Vietnam, Nordkorea, Venezuela m.fl. (2008)

"Folkenes kamp
Adskillige folkeslag og nationer er lidt efter lidt ved at sætte sig i bevægelse mod imperialistisk dominans. ... Socialismen som samfundssystem har trods store vanskeligheder holdt fanen højt. Ikke mindst i Cuba er mere end ti års afsavn under den såkaldte »særlige periode« ved at blive afløst af ny fremgang for revolutionen. I flere latinamerikanske lande er progressive regeringer kommet til magten. I Venezuela har Hugo Chavez offentligt udråbt socialismen som målet. Præsidenterne i Bolivia og Ecuador har gjort det samme og har udskrevet folkeafstemninger om nye forfatninger, der skal åbne op for denne udvikling. I Ecuador har Rafael Correa netop vundet folkeafstemningen, og i Bolivia har EvoMorales’ regering allerede iværksat en række nationaliseringer, der udgør et hårdt slag mod den transnationale kapital.
I flere latinamerikanske lande er en lignende udvikling mulig inden for kortere tid.
En række lande har med større eller mindre succes holdt stand imod imperialistisk pression og er slået ind på en selvstændig udviklingsvej.
Det gælder lande som Vietnam, Nordkorea, Iran, Syrien og Hviderusland.

Udtalelser og dokumenter vedtaget på Kommunistisk Parti i Danmarks 2. kongres 14.-16. november 2008, s. 14.

KPiD om Sovjet, Cuba m.v. (2006)

"Socialismen og det store tilbageslag
Det 20. århundrede var præget af socialismen, som sejrede og blev opbygget i en række lande. Det betød, at menneskene overalt på kloden kunne se, at et anderledes liv uden udbytning og undertrykkelse var muligt. Det inspirerede arbejderklassen i de kapitalistiske lande, hvor arbejderbevægelsen blev en afgørende faktor i udviklingen. Mange ulande kæmpede sig fri af koloniherredømmet og påbegyndte en anden udvikling af deres lande med støtte og hjælp fra de socialistiske lande.
Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa brød ikke desto mindre sammen. Årsagerne hertil var et kompleks af økonomiske og politiske faktorer, indre og ydre årsager, objektive og subjektive omstændigheder og praktiske og teoretiske fejltagelser.
Men den socialistiske idé er ikke død. Cuba og enkelte lande i Asien er stadig i gang med en socialistisk opbygning. ...

Kontinentets hidtil eneste socialistiske land er Cuba, som har virket som den store inspirator for de progressive kræfter i Latinamerika i næste et halvt århundrede."

Principprogram vedtaget på Kommunistisk Parti i Danmarks stiftende kongres 11.-12.11.2006, s. 14 & 16.

Kommunistisk Partis formand om Oktoberrevolutionen (2007)

"Kommunistisk Parti fejrer oktoberrevolutionen, sammen med millioner af kommunister og revolutionære, fordi det er en af de vigtigste begivenheder i menneskehedens historie. ...

For første gang i menneskehedens historie lykkedes det at etablere et socialistisk samfund. Oktoberrevolutionen afskaffede menneskets udbytning af andre mennesker. Gennem systemet af Sovjetter blev det for første gang i historien, et flertal af befolkningen, som blev samfundets virkelige herskere. Revolutionen sikrede at de afgørende produktionsmidler blev fælleseje. Med Oktoberrevolutionens sejr skete der en afgørende forskydning i styrkeforholdet på verdensplan til arbejderklassens fordel. ...

Sovjets og de kommunistiske partiers indsats under 2. verdenskrig gav impuls til en ny bølge af revolutioner. De kommunistiske parti og deres indflydelse voksede markant. Socialismens banner blev plantet i en lang række lande i Østeuropa og senere i Kina, Vietnam, Nordkorea, Cuba, ofte på grundlag af et direkte militært opgør hvor imperialismen led nye nederlag. På flere kontinenter rettede befrielsesbevægelser nye slag mod imperialismen i kampen for frihed og national selvbestemmelse.

I Sovjetunionen blev der skabt en udvikling for almindelige mennesker, som aldrig var set før i historien. Millioner og atter millioner af mennesker fik en markant forbedring af deres levevilkår. Gratis uddannelse, lægehjælp, folkepension, billige boliger og en lang række andre rettigheder blev tilbudt alle, betalt af den socialistiske stat. Sovjetunionens menneskesyn og styrke muliggjorde at de økonomiske, sociale og demokratiske menneskerettigheder fik en helt central placering i FN's charter, da organisationen blev opbygget efter 2. verdenskrig. ...

Arbejderklassen har intet fået foræret. Alle goder er vundet gennem kamp. Under helt ekseptionelle historiske omstændigheder lykkedes det arbejderbevægelsen i Danmark at kæmpe en lang række velfærdsgoder igennem under kapitalismen. Det er ikke fordi kapitalen er specielt gavmild i Danmark at det har været muligt. Det er alene på grund af styrkeforholdet mellem klasserne, blandt andet i kraft i den socialistiske lejr eksistens, at dette har været muligt. Også derfor står også den danske arbejderklasse i direkte gæld til Oktoberrevolutionen og det socialistiske Sovjet. I dag hvor Sovjet og den socialistiske lejr er væk og styrkeforholdet er borgerskabet fast besluttet på at rulle historien og tilbageerobre en stadig større del af den samfundsmæssige rigdom. ...

Kommunistisk Parti anbefaler en stemme på Enhedslisten. ... Det er i sidste ende kun et socialistisk Danmark der kan sikre et ægte velfærdssamfund, hvor arbejderklassens indflydelse ikke er begrænset til et kryds på en stemmeseddel hver fjerde år. Derfor er det også i dag nødvendigt at følge i Oktoberrevolutionens fodspor."

Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti i Danmark, i en tale i anledning af 90 års dagen for bolsjevikkernes statskup (1917)

Rune Lund om Cuba (2003)

"Jeg tror og håber, at Cuba også i fremtiden vil kunne holde fast i mange revolutionens resultater og stadig i fremtiden være et forbillede på, hvilke store resultater det er muligt at opnå selv med små ressourcer – når man vælger socialismen."

Rune Lund, daværende folketingskandidat og senere MF for Enhedslisten, i en tale i.f.m. forpremieren på Oliver Stones film »Comandante« i Bio City, Odense (25.9.2003), trykt som "Cuba: Vi vil sejre!" på Enhedslistens hjemmeside med dato 22.10.2003.

DKP'ere om våbenbrug (2002)

"Vi bruger alle de midler, der er i overensstemmelse med vores etik og mål, inklusive strejker, stemmesedler, demonstrationer, kampskrifter, medier, - og våben, hvis det er nødvendigt.

Der er næsten ingen i dagens Danmark, der mener at revolutionen vil komme til H.C. Andersens og Grundtvigs Danmark, og især ikke gennem væbnet kamp. Vi skal ikke argumentere for at væbnet kamp er en nødvendighed, heller ikke ønskværdig. Vi skal bare konstatere, at når vi bliver betydningsfulde igen, vil det sandsynligvis ikke føre til at kapitalen og dens regering vil give os lov til at stemme socialismen ind i Folketinget. De borgerlige har en hær og et politikorps under deres kommando. Når deres bevæbnede tjenere skyder os, skal vi så ikke forsvare os selv? Vi skal ikke glemme den væbnede kamp mod kapitalismens vold. Vi skal stå sammen med guerrillaerne i Colombia og Chiapas, og hvor befrielsesbevægelser ellers dukker op."

Fra Ron Ridenour og Charlotte Borups "Revolution eller Ragnarok: Oplæg til DKP-program", Skub nr. 3 (april 2002)

DKU om proletariatets diktatur (1999)

"Alle historiske erfaringer - lige fra de borgerlige revolutioner, Oktoberrevolutionen til i dag - viser, at den herskende klasse aldrig frivilligt giver magten fra sig. ...

Lenin definerede vor tid, vor epoke, som "imperialismens og de proletariske revolutioners epoke". Det 20. århundrede, som nu går på hæld, har i overmål bekræftet Lenins definition. Den bekræftes af Oktoberrevolutionen i 1917, af de socialistiske revolutioner og de nationale frigørelsesrevolutioner, som fulgte i kølvandet på 2. verdenskrig og fascismens nederlag, og senere. Det 21. århundrede vil ikke i mindre grad end det 20. århundrede blive de proletariske, de socialistiske, revolutioners århundrede.

Overgangen fra kapitalisme til socialisme er ikke en spontan proces. Den fordrer bevidst revolutionær handling fra det arbejdende folks side. Hertil behøver arbejderklassen sit revolutionære fortropsparti, det kommunistiske parti, som bevæbnet med arbejderklassens revolutionære teori, marxismen-leninismen, leder arbejderklassen og dens allierede til sejr i revolutionen. ...

Under den socialistiske revolution er det fuldstændigt afgørende, at arbejderklassen i kraft af sin ledende rolle i revolutionen, sønderbryder det kapitalistiske (borgerlige) statsapparat, lige fra parlament, domstole over hær, politi til efterretningstjeneste. I stedet opretter arbejderklassen sin egen stat, den socialistiske stat under proletariatets diktatur, som med arbejderklassens revolutionære hær vil forsvare socialismen mod de angreb, der uundgåeligt vil komme fra såvel det styrtede nationale borgerskab, de store godsejere, nye kontrarevolutionære elementer som det internationale borgerskab. ...

[P]roletariatets diktatur betyder også diktatur over for alle udbyttere, for alle de som lever en snyltertilværelse på ryggen af det arbejdende folk, for borgerskabet og de store godsejere. Klassekampen fortsætter således uafladeligt under socialismen. ...

Socialismen sikrer, at ungdommen vokser op befriet fra al reaktionær imperialistisk kultur, som imperialismen i dag tilbyder ungdommen for at lede denne bort fra revolutionens sejrrige vej.
Ungdommen sikres under socialismen, ligesom den øvrige arbejdende befolkning, en kvalificeret, videnskabelig uddannelse baseret på marxismen-leninismen. Det skarpe skel mellem skole og produktion, som eksisterer under kapitalismen, findes ikke under socialismen, da man fra starten intimt forbinder produktion og undervisning."

Fra Principprogram for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund (DKU) (ungdomsorganisation for Arberjderpartiet Kommunisterne), download 2009

Trotskister om bombefremstilling (1971)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 95):

"I januar og februar 1971 modtog PET fra udlandet oplysninger om, at den internationale trotskistbevægelse stod i kontakt med ceylonesiske trotskister, der i slutningen af 1970 havde anmodet om ”1) Tilvejebringelse af og uddannelse i fremstilling af falske og forfalskede dokumenter…”, ”2) Tilvejebringelse af og anvendelse af sprængstoffer…” og ”3) Skydevåben…”. Ifølge de tilkomne oplysninger havde den internationale trotskistbevægelse meddelt de ceylonesiske trotskister, at den danske sektion af Fjerde Internationale havde et laboratorium i hovedstadsområdet, at lederen at dette laboratorium officielt var ekskluderet af den danske sektion, men at han reelt ydede ”hjælp og støtte på sprængstofområdet til ’IV Internationale’s sekretariat i Bruxelles/Paris”, om end dette forhold var ukendt for den danske trotskistsektion. På baggrund af dette samt de øvrige oplysninger, som PET havde om trotskisternes forhold til bomber, indledte efterretningstjenesten en efterforskning af laboratoriet og den personkreds, der stod i forbindelse hermed."

Tvind-elev om skolens formål (1976)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 350):

"Tvind havde ikke været genstand for PET’s interesse før sommeren 1976, hvor et vidne havde henvendt sig til PET. Den pågældende oplyste, at to grupper cubanere havde opholdt sig på Tvind-skolerne. Hver gruppe havde været på skolen i 14 dage, men vidnet var ikke klar over, hvad de havde foretaget sig. Den pågældende fortalte også, at skolerne arbejdede på et maoistisk grundlag, men at Tvind ikke var tilknyttet en egentlig fraktion. Kina fremstod imidlertid som et forbillede, og Tvind forsøgte derfor at indføre ”det kinesiske kollektivsystem” på skolerne. Endvidere forsøgte skolerne at udnytte det kapitalistiske samfunds svagheder med henblik på at nå det endelige mål, der blev beskrevet som en marxistisk revolution. Endelig videregav den pågældende oplysninger om skolernes ærinde med rejserne til den tredje verden: Her var det meningen, at der skulle dannes kontakt til revolutionære bevægelser, og at man ”under virksomhed i disse lande støtter disse revolutionære kræfter.”"

Fælles Kurs om væbnet magt (1984)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 332):

"Af principprogrammet fremgik, at FKK havde et revolutionært sigte på linje med flere af de øvrige yderliggående grupper på venstrefløjen. Der fandtes ifølge programmet ingen parlamentarisk vej til socialismen, og arbejderklassen måtte forberede sig på at gribe magten og ”om nødvendigt forsvare de folkelige beslutninger med væbnet magt”. Det borgerlige statsapparat måtte knuses, ”for at nedbryde al modstand fra den tidligere herskende klasse” og for at organisere den socialistiske opbygning af samfundet."

DKP/ML om væbnet revolution (1978)

”DKP/ML samler den røde fane op, som revisionister og opportunister har trampet i sølet, og indskriver igen den proletariske revolutions store løsen på den. . . . [Borgerskabets magt kan] kun brydes gennem proletariatets beslutsomme, væbnede, revolutionære magtanvendelse.”

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 9.

DKP/ML om Albanien (1978)

”Albaniens Arbejdets Parti med den store marxist-leninist Enhver Hoxha i spidsen har hele vejen igennem stået i forreste række i den konsekvente og omfattende kamp mod alle disse revisionistiske strømninger og har således ydet uvurderlige bidrag til forsvar for marxismen-leninismen, socialismen og proletariatets diktatur, til forsvar for den kommunistiske verdensbevægelses enhed og slagkraft”.

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 17.

KAP om dansk demokrati (1980)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 216):

"I marts 1980 deltog tre medlemmer af KAP i et radiointerview på Danmarks Radios P1, hvor emnet var KAP’s grundlag og ideologi. PET udskrev hele interviewet (27 sider) og markerede med rødt de passager i interviewet, som fortjente ekstra opmærksomhed. Disse omhandlede primært partiets holdninger til væbnet revolution. Kort lød de: Hvis arbejderklassen befandt sig i en situation, hvor overgangen til socialismen var en reel mulighed, viste alle historiske erfaringer, at borgerskabet – med voldelige midler – ville forhindre at arbejderklassen fik magten. Dette krævede, at arbejderklassen – om nødvendigt med magt – tvang ”sin ret” igennem, for at hindre en voldelig kontrarevolution.
. . .
KAP afviste, at Folketinget kunne bruges som redskab til at indføre socialismen. Ifølge KAP ville de borgerlige kræfter kun tillade parlamentarismen så længe, det ikke truede borgerskabets magt. Folketinget blev overordnet betragtet som redskab for den herskende klasse og som en del af det borgerlige statsapparat, hvis kerne var militæret og politiet."

KAP om at bekæmpe kapitalismens statsapparat (1976)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 193):

"De sidste tre linjer i den PET-skrivelse, der blev udarbejdet på baggrund af kildeoplysninger om dannelsen af KAP, var understregede. De handlede om, at KAP ville bekæmpe ”. . . alle illusioner om, at man inden for kapitalismens rammer og med dets statsapparat som redskab kan føre en politik, der leder frem mod socialismen.”"

KAP's besøg hos Pol Pot (1978)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 179ff):

"To af Kina-delegationens medlemmer Peter Bischoff og den senere KAP-formand Svend Aage Madsen tog imod invitationen og rejste rundt i Cambodja fra den 29. juli til den 5. august. De to KAP’ere blev modtaget af Pol Pot’s ”næstkommanderende” Noun Chea, med hvem de de to første dage havde en række samtaler. Herefter besøgte de skoler og landdistrikter og skrev om deres oplevelser i en rapport til KAP’s forretningsudvalg den 6. august. Pol Pots tvangsflytning af folk fra byerne til landet blev forklaret med henvisning til de cambodjanske synspunkter, der igen begrundede det i fødevaremæssige og militære hensyn, og blev i øvrigt omtalt som ”evakueringen af byerne”. Ifølge rapporten havde den gamle byindustri ikke tjent den brede befolkning, og det var nødvendigt med en nulstilling forud for en genopbygning, der skulle foregå uafhængigt af tidligere tider og uden at privilegere visse befolkningsgrupper frem for andre. De to danskere mente ikke, at man helt kunne udelukke et vist element af tvang i denne proces, men mente samtidig ikke, at der var nogen betydelig modstand mod kollektiviseringen på daværende tidspunkt.

Endelig gjorde rapporten opmærksom på, at de store landbrugskooperativer var oprettet i en krigssituation, hvilket muligvis har gjort hele konceptet mere ”spiseligt.” . . . Den sidste dag mødtes de to KAP’ere med De Røde Khmereres leder, Pol Pot. Under et halvanden time langt møde udtalte Pol Pot blandt andet håb om, at partibåndene til KAP i fremtiden ville blive styrket: ”Trods de forskellige situationer i Danmark og Kampuchea er der gode betingelser for at udvikle forbindelserne mellem vore to partier”. Pol Pot fremlagde sine forhåbninger om at udbygge ml-kontakter på verdensbasis, men talte derudover mest om kampen mod Vietnam.

I september 1978 formulerede KAP den politiske platform for ”Solidaritetskomitéen Danmark-Kampuchea” (”Kampuchea-komitéen”), der fra dens dannelse fik højeste prioritet i KAP’s internationale arbejde. Selve det politiske grundlag for komitéen var meget lidt marxistisk-leninistisk i sin ordlyd. De centrale punkter handlede om at forsvare landets nationale uafhængighed og territoriale integritet, primært i forhold til det aggressive Vietnam. I Danmark var det således komitéens opgave at sprede ”sand information” om Cambodjas forhold ved publikationsvirksomhed og deltagelse i debatter og at arrangere offentlige høringer og anden mødevirksomhed."

Finn Ejnar Madsen om skolebørn & skydning af godsejere (ca. 1973)

"Jeg foreslog skydning, og denne skydning blev foretaget med så stor anvendelse af ammunition, at Arendse befandt sig temmelig ilde derved."

Maoisten Finn Ejnar Madsen, voldsdømt og leder af Den Proletariske Friskole, i en rapport til børnenes forældre om dagens skoleundervisning, hvor børnene skulle agere bønder, der henrettede en godsejer, spillet af pigen Arendse (fra "Maos danske fortrop", Berlingske Tidende, 25.01.2004).

Socialistisk Arbejderparti om "kampparti" og demokrati (1982)

”[M]ålsætningen for Socialistisk Arbejderparti er afskaffelse af kapitalismen gennem en socialistisk revolution.” Andre citater i programmet lød: ”Vi er et handlingens parti, et kampparti. Det betyder, at partiet stræber efter at blive en organisation af professionelle revolutionære, der så at sige har arbejdet for den socialistiske revolution som deres livsindstilling”, ”[f]jerde Internationale går ikke ind for demokrati i ordets abstrakte forstand, men for centraliseret demokrati”, og ”[l]oyalitet overfor partiet er den første betingelse for medlemskab”.

Tryksagen SAP’s organisatoriske principper og normer (ca. 1982), citeret efter PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 126):

PET om SAP og "læren om Blekingegade" (1991)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 121f):

Ifølge PET’s kilde var det de yngre medlemmers opfattelse, at celleopbygningen skulle være illegal, dvs. hemmelig. Desuden skulle de forberede en væbnet kamp, så de var klar til at tage over, når den kapitalistiske krise satte ind. Ifølge et navngivent yngre medlem var

”der rundt omkring opbygget disse celler og de bliver støttet af nogle enkelte lidt ældre SAP-medlemmer. Disse SAP-medlemmer ville forskellige steder afholde et foredrag kaldet ”Læren om Blekingegade”. Foredragene ville kun blive afholdt i kredse hvor man kendte tilhørerne.”

Ifølge PET’s kilde ville foredragene blandt andet handle om ”større sikkerhed” og ”sletning af spor”. Den PET-medarbejder ... konkluderede, at selv om der tilsyneladende var opbygget et antal celler inden for SAP, så var truslen dog ikke af ”samme kaliber som ‘Blekingegadebanden’.”
PET-medarbejderens overordnede vurdering var, at celleopbygningen havde en noget ”teoretisk” karakter. Senere samme år blev PET af en kilde gjort opmærksom på, at der i den samme SAP-afdeling havde været en diskussion om eventuelt at forsøge at befri nogle af medlemmerne af Blekingegadebanden i tilslutning til de forestående retssager. Befrielsesaktionen skulle ifølge diskussionen omfatte et væbnet overfald på fangetransporterne. Efterfølgende ville man forsøge at bringe de befriede i sikkerhed i Mellemøsten."

Trotskisternes støtte til BZerne og "smadring" af systemet

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 119):

”Den eneste gruppe, som kan stoppe profitjagten – systemets livsnerve – er arbejderne. Hvis man mener at det kapitalistiske system skal smadres, så må man derfor overalt opbygge solidariteten med arbejderklassens og andre undertrykte gruppers kamp i Danmark og i udlandet. Denne solidaritet kommer ikke alene ud fra militans. Det er nødvendigt at skabe forståelse for at alle undertrykte må slutte op om en fælles kamp mod systemet – FOR SOCIALISME.”

Tryksag med overskriften ”En varm hilsen til BZ’erne ...”, underskrevet af Socialistisk Arbejderparti, Internationale Socialister & Revolutionære Socialister (ca. 1983-86).

Revolutionære Socialisters Forbund om væbnet kamp (1974)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 111f):

"[Et] program for den socialistiske revolution, hvor der kombineres krav, der på den ene side knytter an til arbejderklassens øjeblikkelige situation og bevidstheds og organisationsniveau, og på den anden side er i stand til at udvikle en kamp, der er rettet mod kapitalismen som sådan. Derved skabes der muligheder for at opnå kamperfaringer, der udvikler bevidstheden om den socialistiske revolutions nødvendighed, og samtidig at udvikle kamp- og organisationsniveauet, så denne magtovertagelse muliggøres. . . .

[Det revolutionære parti skal] spille en ledende rolle på det militære område gennem mobilisering af arbejdermilitser til nedkæmpelse af de borgerlige enheder. . . .

Spiren til arbejdermilitser opstår allerede under de tidligere kampe med organiseringen af strejkevagter, demonstrationsværn og andre selvforsvarsorganer i de enkelte konflikter. . . .

Men også her er en generalisering af denne organisering vigtig, ligesom det ikke er nok blot at organisere sig i defensive enheder – der kræves også opbygning af væbnede enheder, der offensivt kan sættes ind mod bestemte politi- og hærindheder, kan sikre kontrol med trafikknudepunkter, centrale administrationsbygninger, radiostationer etc."

Revolutionære Socialisters Forbund (RSF), RSF-skolingsbulletin nr. 2 (1974)

Socialistisk Ungdoms Forum om væbnet revolution (1970)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 60):

"Ifølge et af PET udfærdiget notat var det i efteråret 1970 situationen, at SUF ”indser nødvendigheden af en væbnet revolution for at forandre samfundet til en socialistisk stat, ligesom man indser nødvendigheden af et velorganiseret, revolutionært parti, der kan mobilisere arbejderklassen og føre den til sejr.”"

Revolutionære Socialister om revolutionen (1963)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 54):

"En artikel bragt i december 1963 i det af SUF offentliggjorte Københavnerbladet bekræfter PET’s vurdering, at Revolutionære Socialister ikke havde gennemgået noget væsentligt holdningsskifte i forhold til Revolutionære Kommunister. . . .

I artiklen tematiserede trotskisten ikke Fjerde Internationales holdning til parlamentarismen. Denne fremgik dog umiddelbart neden for redegørelsen i form af en rettelse til det forrige nummer af bladet. Her var et trotskistisk medlem refereret for at have udtalt, at han ”ikke havde meget tillid til det parlamentariske styre”, og at han anså det for ”nødvendigt at bruge vold ved indførelsen af socialismen”. I rettelsen forklarede vedkommende person:

”Det er min og 4. internationales opfattelse, at det naturligvis ville være det bedste, om socialismen kunne indføres uden voldsanvendelse, men på grund af inden- og udenrigspolitiske erfaringer, anser vi det ikke for særligt sandsynligt og mener derfor, at det desværre kan blive nødvendigt at benytte voldelige metoder for at få socialisme, og at socialister må være forberedt herpå.”"

Revolutionære Kommunister om proletariatets diktatur (1947)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 40):

"Den eneste måde, hvorpå vi kan befri os fra den kapitalistiske udbytning, er ved selv at sætte os i besiddelse af produktionsmidlerne, med vold knuse det kapitalistiske statsapparat og sætte vort eget statsapparat, proletariatets diktatur i stedet, indtil socialismen er gennemført.
Hertil kræves en omhyggelig og omfattende forberedelse, og et afgørende led i denne forberedelse er oprettelse af arbejderråd på fabrikker og arbejdspladser, således som REVOLUTIONÆRE KOMMUNISTER kæmper for.
Disse arbejderråd skal engang danne kernen i vort proletariske statsapparat efter den sociale revolution.
Der er ingen, der vil løse vore lænker, vi må selv sprænge dem."

Fra artiklen "Klassekamp", i Det nye arbejderblad (sommer 1947), her citeret efter PET Kommissionens rapport (bd. 9, s. 40).

Revolutionære Kommunister om revolutionen (1947)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 38):

"[Den] første trotskistiske organisation i Danmark hed Revolutionære Kommunister ... den var blevet dannet i januar 1947. Ifølge organisationens formålsparagraf var sigtet ”oprettelsen af det proletariske diktatur gennem den proletariske revolution”. Om forholdet til Sovjetkommunismen og socialdemokratismen erklærede trotskisterne i deres program, at disse to arbejderpartier var ”forsumpede i reformisme, deres virksomhed består i parlamentariske kohandler, og de er enige om at bremse alle selvstændige arbejderreaktioner.” Hertil konstaterede Revolutionære Kommunister:

”Vi forkaster fuldt og helt teorien om fredelig indvoksning i socialisme, som socialdemokraterne hylder, og som nu også stalinisterne er gået over til. De revolutionære arbejdere i alle lande må stå sammen i een stor international bevægelse, som lader den revolutionære bølge vælde frem fra land til land.”"

Bruno Amorosos gaver til Kim Jong-Il (2001)

Den dansk-italienske docent ved Roskilde Universitetscenter, Bruno Amoroso, er mangeårig aktiv fortaler for Nordkoreas demokratiske og økonomiske system ("juche") og dettes ledere, jf. et klip fra Den Demokratiske Folkerepublik Nordkoreas officielle nyhedsbureau:

"Gifts to Kim Jong Il from Juche idea followers Pyongyang, September 7 [2001] (KCNA) -- Leader Kim Jong Il received gifts from followers of the Juche idea. They were separately handed to officials concerned by Bruno Amoroso, director of the board of the International Institute of the Juche Idea and secretary general of the European Society for the Study of the Juche Idea, and Partrick Brunot, French delegate for the study of the Juche idea."

David Trads om Cuba (2009)

"Den socialistiske revolution skulle frigøre cubanerne fra kapitalisternes overgreb. Det lykkedes. ..." (artikel i Berlingske Tidende (22.07.2009))

"Sovjetunionen kollapsede. Berlin-muren faldt. Kommunismen blev begravet, og Tyskland blev genforenet. Snart var steder som Polen, Tjekkiet og Ungarn en del af NATO og EU. Comecon og Warszawa-pagten blev opløst. ...

Cuba, denne caribiske utopi, forstod slet ikke noget. Her havde Fidel Castro kun haft magten i tre årtier – og han var slet ikke parat til at give op. Tværtimod. De seneste fem år – fra 1984 til 1989 – havde været kulminationen på den revolution, han havde gennemført i 1959. Folket havde aldrig – og med aldrig mener jeg aldrig – haft det bedre."

...

Inde i en boghandel får jeg fat i Che Guevaras berømte essay fra 1965 – »Socialismen og det cubanske menneske« – og tænker på, hvor rædsomt et gensyn med Havanna måtte være for den afdøde revolutionshelt. Che beskrev, at det var hans drøm at befri mennesket fra det ensidige fokus på materielle goder, som kapitalismen havde forgiftet folket med.

»Masserne skal blive et samvittighedsfyldt kollektiv af individer, som kæmper for den samme sag. Det handler om at få den enkelte til at føle sig mere komplet – med meget mere indre rigdom og meget mere ansvar. Vi vil skabe det 21. århundredes menneske,« skrev han.

Che mente, at når den enkelte holdt op med at opfatte det at gå på arbejde som en sur pligt, der skulle gøre en led kapitalist endnu rigere, og i stedet begyndte at opfatte det som et kollektivt ansvar, ja, så ville det komplette menneske blive skabt. Kapitalismen var en »kamp mellem ulve, hvor man kun kan vinde på andres bekostning« – lige modsat den cubanske socialisme, hvis ypperste mål var »at sprede kærlighed«." (artikel i Berlingske Tidende (19.07.2009))

David Trads, chefredaktør & fhv. socialdemokratisk folketingskandidat-kandidat, i Berlingske Tidende