Terrorgruppen "DSB" om den væbnede kamp (1980)

"DANMARKS SOCIALISTISKE BEFRIELSESHÆR ER GÅET I KAMP FOR ET SOCIALISTISK DANMARK
Det er med beklagelse, at den væbnede kamp er startet så sent i Danmark, den burde have været i gang lige så længe, udbytningens og undertrykkelsens åg har hvilet over danskerne, men da denne beklagelse nu er udtrykt, kan vi vende blikket fremad og konstatere, at der forestår en lang og blodig kamp. Lang fordi danskerne ikke er forberedt på kamp, og blodig fordi magthaverne ikke afgiver deres magt frivilligt. Hæren vil ikke ofre tilfældige menneskeliv til fordel for revolutionen, men kun kæmpe mod udbytterne og undertrykkerne."

Politisk program for Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB), udsendt 12.4.1980, i.f.m. en række brandattentater og bombetrusler i Aarhus-området, citeret efter PET-Kommissionens Rapport, bd. 12, s. 48.

Fest for Hoxha i Ungdomshuset (2008)

I 2008 fejrede Danmarks Kommunistiske Ungdom / Arbejderpartiet Kommunisterne den albanske diktator Enver Hoxhas 100 års fødselsdag med en fest i Ungdomshuset:

Festmøde Enver Hoxha 100 år

Arrangør: APK - DKU

Fredag den 17. oktober kl. 17 til 22

Kulturhuset Bispebjerg NV
Dortheavej 61
2400 København NV

Udstilling åben fra kl. 17
Festmøde med oplæg og kultur kl. 19

Tema:
Enver Hoxha og kampen mellem de to systemer
Revolutionen- et spørgsmål der er taget op til løsning
Enver Hoxhas betydning for den revolutionære bevægelse i dag

KAK om den "ikke-fredelige" overgang til socialismen (1964)

"Netop i denne gunstige situation forsøger de moderne revisionister at lamme folkenes tillid til egne kræfter og lamme deres tro på fremtiden. Netop i denne gunstige situation forsøger Sovjetunionens ledere under påskud af »fredelig sameksistens« at få folkene til at erstatte den anti-imperialistiske kamp, der alene kan sikre verdensfreden, med et samarbejde med den amerikanske imperialisme. Sovjetunionens kommunistiske Partis ledere forsøger under påskud af »fredelig overgang« til socialismen at få folkene til at erstatte den revolutionære klassekamp, der alene kan føre til socialismen, med et parlamentarisk samarbejde med selv reformistiske kredse og partier om at »ændre samfundets struktur« inden for rammerne af kapitalismens »demokratiske traditioner«.
. . .
6. Kommunistisk politik bør baseres på en nøgtern klasseanalyse af det danske samfund. Vort formål kan ikke være skabelsen af et uigennemførligt »fornyet demokrati«, som svæver et sted mellem socialisme og kapitalisme. Vort formål må være at arbejde for at desorganisere monopolkapitalen og skabe basis for den endelige erobring af statsmagten og dermed monopolkapitalens fjernelse.

7. Kommunisterne bør ikke ensidigt lægge vægt på mulighederne for en fredelig overgang til socialismen. De bør i stedet klart fremhæve begge muligheder, den fredelige som ikke-fredelige, hvis kommunisterne vil undgå at skabe illusioner om, at borgerskabet er villig til uden sværdslag at forlade skuepladsen.

8. Kommunisterne må i deres politik klart skelne mellem kortsigtede, dagsaktuelle paroler, mere langsigtede paroler, som kan realiseres endnu mens kapitalismen eksisterer, men som forudsætter en kraftig skærpelse af klassekampen og arbejderklassens enhed og forbund med andre dele af det arbejdende folk – og endelig revolutionære paroler, som tilsigter proletariatets erobring af statsmagten, skabelsen af proletariatets diktatur i forbund med alle undertrykte samfundslag og skabelsen af grundlaget for opbygningen af socialismen i Danmark. . . ."

Programmet "12 punkter for en kommunistisk politik i Danmark", forfattet af Gotfred Appel, Benito Scocozza m.fl., for Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), hvoraf Blekingegadebanden senere opstod, 1964.

Billeddokumentation #1: "Ungkommunisten" nr. 1 (1968)

"Det er berettiget at gøre oprør", illustreret med en maskinpistol.

Blekingegade-banden på Modkraft om deres rollemodeller (2009)

"Che Guevara var for os – som for mange andre – et forbillede. Holger [Jensen] havde allerede i slutningen af 1960’erne været på Cuba med den første danske arbejdsbrigade i sukkerhøsten. Ches død i Bolivia faldt sammen med vores politisering. Men inspirationen stak dybere end fascinationen af et ikon.

Den politik, vi sidenhen udviklede, er langt hen ad vejen den samme som hans. Che havde netop et globalt perspektiv på befrielseskampen. For ham drejede det sig ikke kun om den nationale befrielse af Cuba fra amerikansk dominans. Denne kamp var et led i en global eller international strategi, som det hed dengang.

Imperialismen skulle angribes i periferien, hvor udbytningen og undertrykkelsen og dermed modstanden var stærkest. »Skab to, tre mange.. Vietnam var Ches parole « (Guevara, Che (1968), artiklen »To, tre, mange Vietnam!«).

En anden parallel er som tidligere nævnt hans forståelse af sammenhængen mellem udbytningen i Den 3. Verden og levestandarden i vores del af verden.

Ches internationalisme lå i hans praksis. Efter befrielsen af Cuba drejede det sig ikke kun om Cubas nationale interesser. Cuba skulle støtte befrielseskampen i Asien, Afrika og Latinamerika.

Che, der selv var argentiner, tog kort tid efter sejren i Cuba til Algier, derefter til Congo og senere søgte han at udvikle befrielseskampen i Bolivia, der igen skulle blive et springbræt for kampen i hans hjemland Argentina.

En anden væsentlig inspirationskilde var PFLP. De havde fra starten et nationalt, regionalt og globalt perspektiv og ikke mindst en praksis i overensstemmelse hermed.
. . .
At det blev PFLP skyldtes hovedsageligt to ting. Den ene årsag var, at PFLP så ud til at have en større tilslutning end DFLP. Den anden årsag var, at PFLPs internationale perspektiv og synet på den vestlige arbejderklasse, var mere samstemmende med vores eget syn på virkeligheden.

Et tredje argument, der måske ikke var afgørende, men meget vigtigt, var PFLPs fokus på at gøre kvinderne til ligeberettigede borgere og kampfæller. Det var noget, der var meget tiltrængt i det feudale tankegods, som prægede den arabiske verden.

Det var ikke tilfældigt ved flykapringen i august 1969 i Rom, at PFLP valgte en kvinde som den ene flykaprer. Leila Khaled skulle være en af rollemodellerne for de palæstinensiske kvinder."

Blekingegade-bandens medlemmer Niels Jørgensen (død september 2008), Torkil Lauesen og Jan Weimann i artiklen "Det handler om politik", tidsskriftet Social Kritik (nr. 119, marts 2009, s. 4-61), genudgivet på Modkraft.dk.

Modkrafts hyldest af "anti-imperialisten" Niels Jørgensen (2008)

Nekrolog: En anti-imperialist er død
Niels Jørgensen fra Kommunistisk Arbejdsgruppe – bedst kendt som Blekingegadegruppen – er død. Han blev 54 år.

Niels var politisk aktiv fra sin tidligste ungdom. 15 år gammel blev han i 1969 medlem af Den Anti-imperialistiske Aktionskomite under Kommunistisk Arbejdskreds.

Udgangspunktet for hans politiske engagement var modstanden mod den imperialistiske udbytning og politiske undertrykkelse af folk i Den tredje Verden og solidariteten med de revolutionære bevægelser, der udsprang heraf.

Det var i begyndelsen af 1970’erne især solidaritetsarbejdet med Vietnam, der engagerede Niels, men han var også en af de første aktivister i det gryende støttearbejde med det palæstinensiske folk.
. . .
Hans videre politiske skoling fik han i Kommunistiske Arbejdskreds (KAK). Det var grundige studier af Marx og Lenin. »Kapitalen« blev læst fra ende til anden. Det var studier af lande og politiske bevægelser.

Men i KAK nøjedes man ikke kun med en teoretisk indfaldsvinkel til verden. Folk blev sendt ud i verden for ved selvsyn at erfare, hvordan situationen var og kontakte politiske bevægelser. Ud fra disse månedslange studieophold blev der skrevet rapporter, der blev diskuteret blandt medlemmerne i KAK. Niels besøgte bl.a. Indien, lande i Mellemøsten og Marokko.
. . .
Niels lagde derfor vægt på det materielle støttearbejde til denne kamp. Han var med i »Tøj til Afrika«, der ydede materiel støtte til befrielsesbevægelserne i Mozambique, Angola og Zimbabwe op gennem 1970’erne.

Efter at disse bevægelser opnåede statsmagten, viste det sig langt sværere at opbygge socialisme og stoppe den imperialistiske udbytning, end de selv og vi havde forestillet os – men ønsket og viljen var der.

I løbet af 1977-78 var der i KAK skabt grobund for personlige og politiske magtkampe. KAK var oprindeligt en organisation med to ledere og en række unge relativt uskolede medlemmer.
. . .
Det, der senere er blevet kendt som Blekingegadegruppen, var en del af KA. Men der var mange andre aktiviteter i KA, som Niels deltog i. KA havde forlaget Manifest, som udgav bøger og tidsskrifter. Niels var med til at trykke blade og løbesedler for en Sydafrikansk gruppe i Soweto. Niels var initiativtager til Cafe Liberation, hvor aktivister arbejdede gratis og overskuddet gik til bevægelser i Den tredje verden. Her var han indkøber og kok. Niels var også med til at starte »Komiteen for Vestsahara«.

I april 1989 blev Niels arresteret i forbindelse med Blekingegadesagen og dømt til 10 års fængsel for blandt andet røveriet i Købmagergade.

Når Niels og vi brugte vold i en dansk sammenhæng var det naturligvis dybt problematisk. Men vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst.

Vi handlede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Med vores politiske briller var der en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser.

Det kan naturligvis problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land, for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden. Dette dilemma, mellem nationalt demokrati og en udemokratisk verden, er ikke blevet mindre i en stadig mere globaliseret verden.

I en dansk sammenhæng var vores praksis kriminel. Vi nærede ingen forhåbning eller ønske om at retfærdiggøre den i en dansk politisk sammenhæng.

Niels så sig da heller ikke som politisk fange, da Blekingegadegruppen blev afsløret. Det var kriminalitet. Men det var en kriminalitet som var begrundet i globale politiske forhold. Niels – vi - befandt os i et dilemma, tog en beslutning og følgerne.

Under sit fængselsophold var Niels aktiv i fangepolitik og hjalp mange af sine medfanger med deres problemer. Samtidig med tog han en Hf-eksamen og begyndte et psykologistudie med Københavns Universitet.

Gennem de sidste måneder har Niels og vi haft mange samtaler om vores fælles fortid.

Det er vores indtryk, at Niels syntes, han har haft et godt liv. Måske ikke noget let liv - eller fejlfrit liv. Men et liv han ikke fortrød.

Han følte, han var på den rigtige siden i kampen mellem undertrykkelse og udbytning på den ene side - og retfærdighed og befrielse på den anden. Det var det vigtige for ham.

Niels var anti-imperialist, aktivist - at handle var vigtigt, men ikke uden analyse og omtanke. Der var en tilfredsstillelse for Niels ved at finde ud af, hvordan verden hang sammen - ikke mindst for at kunne handle ud fra denne viden, blive et lille tandhjul i den maskine, der kæmpede for retfærdighed og en bedre verden.

Niels var en god kammerat og ven - han var til at stole på. Vi kommer til at savne ham meget."

Nekrolog over Niels Jørgensen, på modkraft.dk (15.9.2008), skrevet af Jan Weimann og Torkil Lauesen, der sammen med Niels Jørgensen blev dømt for deres aktiviteter i Blekingegadebanden.

Dea Trier Mørch om murens fald (2001)

"Sovjet er gået i opløsning, og det glæder mange i vores rige samfund. Men det volder utrolig smerte rundt om i verden. Enorme menneskemasser lever i sult og fattigdom uden nogen form for beskyttelse! Markedsøkonomien sejrer. Anarkiet tager til. Og bag begrebet det frie verdenssamfund skjuler sig det ene overgreb efter det andet!"

Forfatteren og kunstneren Dea Trier Mørch, mangeårigt medlem af DKP, i romanen "Estaban Murmaler" (2001, Gyldendal).

Thomas Koppel & Annisette om Albanien (1991)

"Thomas Koppel og Annisette har aldrig lagt skjul på deres venstre-orienterede holdning, og det er med noget blandede følelser, de følger med i den øjeblikkelige turbulente udvikling på det politiske verdenskort.
- Den politiske scene i øjeblikket minder lidt om Chicago i 1933. Den ene mafia-bande bekæmper den anden. Der er ikke rigtigt nogle at holde med. I dag er Gorbatjov helten, men det var han bestemt ikke for bare tre uger siden. Men man skal ikke glemme, at når de store slås, står der millioner af mennesker i skudlinjen, som dør af sult, kolera og andre dårligdomme, siger Thomas Koppel .

Hvad med Jeres tidligere lovprisning af Albanien, hvor befolkningen i øjeblikket vel nærmest stemmer med fødderne ved at flygte ud af paradiset over hals og hovede?
- Nu er det fem år siden, vi har været der, og dengang var der ikke sult og elendighed i landet. Det er der nu, fordi de, der regerede, har svigtet deres forpligtelser, og så reagerer befolkningen ved at flygte.

- Men vi står på samme side, som vi altid har gjort."

Thomas Koppel og Annisette Hansen, interview "Roserne skyder knop", i Ekstra Bladet (1.9.1991)

Curt Sørensen om "Kommunismens Sorte Bog" (2002)

"Man tager fra alle lande og kontinenter og vidt forskellige perioder og kulturer alle de regimer og politiske bevægelser, som har kaldt sig selv – eller er blevet kaldt – ’kommunistiske’, og lægger dem sammen i én blok. Derefter indsnævrer man sit fokus til alene ’forbrydelser, terror og undertrykkelse’. Endelig adderer man samtlige ofre i disse lande og perioder, ofre ikke blot for borgerkrige, politisk forfølgelse og terror, men også hungersnød o.lign., og til sidst forhøjer man den fremkomne sum til nærmeste 100 million. Det er recepten for Courtois med fleres Kommunismens sorte bog."

VS'eren, professor Curt Sørensen, i anmeldelsen "Den universielle ondskab", Politica (årg. 35, nr.2, 2002)

Thomas Koppel om Albanien (1990)

"- Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien, siger musikeren og komponisten Thomas Koppel , der sammen med sin kone Annisette har besøgt Europas indtil videre mest isolerede nation to gange.
De var der i 1982 og i 1987. Først som Thomas & Annisette sammen med andre danske "kulturarbejdere" og derefter på en regulær turne med deres gruppe "Savage Rose", der fik sit navn fra et af de gamle idoler Bob Dylans sangskat sidst i 60erne, og som fortsat er så herligt i live, at gruppen udsender et nyt album i næste måned.
Og dennegang med lillebror Anders Koppel , der forlod den vilde rose i 1973 for at skrive, komponere og spille som sig selv og bl.a. sammen med Peter Bastian og Flemming Quist Møller i Bazar.
Thomas Koppel, 46 år, og det tredje af Vibeke og Herman D. Koppels fire hypermusikalske børn, elsker den lille socialistiske republik, der ser lidt klemt ud på kortet mellem Jugoslavien og Grækenland og med Italien ikke så langt væk på den anden side af Middelhavet.
. . .
- Vi har da en form for demokrati i Danmark, men den almindelige albaners indflydelse på udviklingen er større end den almindelige danskers. Alle vigtige spørgsmål i Albanien drøftes med hele befolkningen. De drøftes under store debat-kampagner, og det er fra de store udenrigspolitiske spørgsmål til de små dagligdags problemer på arbejdspladser eller skoler.
. . .
Om de har strejkeret...? Der vil være få tilskyndelser til strejker, fordi den enkelte arbejder har et utrolig stort ord at skulle have sagt. De er med til at planlægge og fordele arbejdet.
Derfor vil en strejke både være usædvanlig og mærkværdig, for hvem skal man strejke imod, når man selv tilrettelægger sit arbejde, siger Thomas Koppel .
- Det er sikkert, at det aktuelle oprør er organiseret af kredse, der vil undergrave udviklingen i Albanien , og de har revet nogle vankelmodige hoveder med sig.
Det er ikke et opgør med rod i befolkningen. Det er jeg helt sikker på, siger Thomas Koppel . . .

Det er ikke denne turbulens, der fikserer Thomas Koppel , der "egentlig ikke ved meget mere om det, der sker lige nu, end mange andre", men som alligevel mener at kunne fortolke ud fra sine oplevelser i Albanien .
- Det er en stor oplevelse for en kulturarbejder at komme til et land, hvor kultur i bred forstand sættes meget højt på prioriteringslisten. Der er en bevidstgørelse om kunst og verdens begivenheder i al almindelighed, der er langt større og mere kvalificeret end i Danmark. Man opfatter kultur som en så væsentlig del af tilværelsen, at man ofrer en tredjedel af statsbudgettet på det.
. . .
Rejsende i landet opfattes som gæster - og ikke som i de fleste lande som en turist, et muligt objekt for indtjening.
- I hvert fald de sidste 15 år har Albanien været meget åbent, både over for besøgende og over for samarbejde med andre lande. . . . Det er mit indtryk, at den albanske befolkning gennemgående er bedre orienteret om, hvad der sker rundt i verden end den danske. Jeg har oplevet, at utroligt mange har et endda meget indgående kendskab til danske forhold, og jeg har kunnet gå direkte hen og tale med folk - overalt.
- Albanerne har en social tryghed, som vi ikke kan konkurrere med, og de har Europas laveste børnedødelighed og selvmordhyppighed.
De har ikke alle den elektroniske komfort, som vi har vænnet os til, men forskellen mellem Albanien og Danmark viser, at der i vort samfund er usikkerhed og store problemer under overfladen, der ikke løses af digitale hjælpeapparater.
Man kan ikke undgå at mærke den sociale tryghed og glæde - eksempelvis hver aften i Tirana, når alle byens 300.000 indbyggere synes at være ude at gå tur.
. . .
[Thomas Koppel] holder af Albanien, men som ikke kunne tænke sig at leve der.
- Jeg er dansker, og jeg vil gerne leve i mit eget land. Jeg føler bestemt også, at vi har mange fordele. Vores musik er også knyttet til den danske tradition. Her hører vi hjemme. Men blev vi tvunget til at flytte, var Albanien ikke det værste sted for en ny tilværelse.

Interview med Thomas Koppel (der døde i Mellemamerika efter at have været bosat i USA) i artiklen "Der er da bestemt demokrati i Albanien", Dagbladenes Bureau (11.7.1990)

VS'ere anno 1979-80 om Sovjet i Afghanistan & demokrati i DK

"Over vinteren 79/80 forsøger partiets ledelse at kompensere for de alvorlige interne konflikter ved at opprioritere diskussionerne af den «aktuelle situation». Det skaber dog hurtigt endnu større problemer. Da Sovjetunionen i december 1979 invaderer Afghanistan, fører det umiddelbart til en kraftig fordømmelse fra FU, men andre dele af partiet med det Internationale Udvalg (IU) i spidsen (Anne-Grethe Holmsgård og Lone Johnsen) går kraftigt i rette med denne fordømmelse og henviser til, at den alene gavner «USA imperialismen», og at det er de fundamentalistiske kræfter der vil vinde, hvis Sovjet umiddelbart atter gik ud. Den voldsomme konflikt om holdningen til invasionen udvikler sig over sommeren 1980 til en diskussion omkring «demokrati og socialisme». I juni slår denne kamp åbent ud i pressen, hvor Preben Wilhjelm for første gang går ud med en melding om, at der er grupper med i partiet (FFL), som der ikke burde være plads til. Samtidig retter han skytset mod andre dele af partiets folketingsgruppe, og erklærer sig som ubetinget forsvarer af de demokratiske rettigheder i alle situationer. Det åbne udfald giver voldsomme dønninger og i august bekender fremtrædende medlemmer af Gruppe 79 - bl.a. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow - sig som tilhængere af «røde undtagelser» (indskrænkning af demokratiet under give vilkår)."

Fra artiklen "Venstresocialisterne", i det socialistiske net-leksikon, Leksikon.org

Ejvind Larsen om Chou En-Lai (1976)

"Det Kina som Chou-En-Lai har været med til at skabe, bliver ikke rystet af hans død. For i sidste instans er det bønderne og arbejderne, der har hovedæren for de opnåede resultater. Sammen med Mao har Chou været i spidsen for at slå dette fast igen og igen… Det er deres særlige fortjeneste, at det ikke blot var en pragmatisk indordnen sig under realiteterne, der lå bag denne konstatering, men at det udtrykte en grundlæggende respekt, ja kærlighed til mennesker, på hvilken de byggede deres revolutionære socialisme. Den de håbede og håber engang af deres efterfølgere kan kæmpes frem til kommunisme. Men kæmpes skal der."

Leder i dagbladet Information (januar 1976), skrevet af VS'eren, chefredaktør Ejvind Larsen (her citeret efter Bo Bjørnvigs "Det Rene Vås" i Weekendavisen, 2008).

VS'ere om kampen mod Israel (1978/1980)

"Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”."

Citeret i Bent Blüdnikow & Arne Notkin, "Terrorismens danske heppekor", i Weekendavisen (4.11.1994)

Diverse kendisser: "Ubetinget støtte" til PFLP (1973)

En række daværende og senere kendisser fra venstrefløjen underskrev i maj 1973 et dokument, hvori de bad om økonomisk støtte til og selv lovede og svor

"Ubetinget støtte til Folkefronten til Palæstinas Befrielse [PFLP]"

Støtteerklæringen beder om forståelse for

"palæstinensiske gruppers forsøg på at gøre sig hørt gennem mere eller mindre desperate aktioner, også flykapringer og gidseldrab. Det løser ikke noget problem, at man forarget og fordømmende taler om terror. Israels massive modterror mod palæstinensiske flygtningelejre skaber kun forøget had."

Underskrevet: Kjeld Ammundsen [DR-medarbejder], Niels Andersen, Gunvor Auken [folketingskandidat for VS, søster til Svend og Margrete Auken], Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie [aktiv DKP'er], Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun [senere forsker ved AUC], Birgit Brüel [skuespiller], Claus Bryld [aktiv VS'er, senere forsker ved RUC], Tine Bryld [senere DR-journalist], Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl [aktiv VS'er, senere journalist ved Information og DR-kommentator], Gunhild Due [fhv. MF for SF], Peter Ege, Steen Folke [MF for VS], Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen [forfatter], Litten Hansen [aktiv VS'er, senere kgl. skuespilchef], Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh [senere forsker ved AUC], Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen [aktiv VS'er], Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev [aktiv DKP'er, senere DR-journalist], Mogens Krustrup, Ejvind Larsen [aktiv VS'er, senere chefredaktør for Information], Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski [digter], Henrik Moltzen, Jens Nauntofte [senere DR-journalist], Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek [kultursociolog, senere DR-journalist], Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard [lektor, senere MF for VS], Arne Skovhus [skuespiller & rektor for Statens Teaterskole, aktiv VS'er], Svend Skovmand [Radikal MF, senere MEP], Finn Slumstrup [senere informationschef i Dansk Flygtningehjælp], Ruth Sperling [senere DR-journalist], Inger Stender [skuespiller], Erik Stinus [forfatter & digter, fhv. DKP'er], Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger [DR-journalist].

Læs mere her.

Karpantschof: Politisk vold virker (2008)

"Ny forskning viser, at politisk vold er rationel og ofte fører til resultater.

Molotovcocktails og tåregasgranater er ikke så ‘udansk’, som nogle tror. Tværtimod er flere mennesker omkommet i politiske konflikter herhjemme i de sidste 25 år. Artiklen præsenterer den første systematiske empiriske kortlægning af politisk vold i Danmark 1946-2008: Hvem har benyttet vold, hvordan og i hvilke situationer?

Artiklen rummer også teoretiske bud på voldens rationale og slår fast, at politisk vold nytter – selv, og måske netop, i et demokrati som det danske.
. . .
Et markant skift sætter ind i 1969 med en kraftig eskalering af volden, som med skiftende intensitet varer ved til midten af 1980’erne efterfulgt af et gradvist fald. I denne periode ser man en spredning i repertoiret af voldelige aktionsformer som udtryk for, at grupper strategisk benytter vold i en ideologisk sags tjeneste, eller når de føler sig marginaliseret i den politiske proces. Desuden finder man stort antal voldelige episoder, som skyldes en gensidig optrapning af konfrontationerne mellem visse befolkningsgrupper og politiet.
. . .
[Selv] under velfungerende demokratiske forhold, kan voldshandlinger – under givne omstændigheder – være med til at fremme befolkningsgruppers sociale og politiske rettigheder og deres aktive deltagelse i demokratiet (1968-1985)"

René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, artiklen "Vold, politik og demokrati i Danmark", i Arbejderhistorie nr. 1/2008 og på Modkraft.dk (2008)

Frank Aaens hyldest til Gulag og Ceausescu (1989)

"»Jeg vil helst glemme det, men jeg løber ikke fra det«, siger han om sit »kortvarige forsøg på at forsvare Gulag Øhavet og behandlingen af Solsjenitsyn«. Holdningen til Sovjetunionens militære indgriben i Afghanistan er også skiftet. I februar 1985 beskrev han i DKP-bladet »Tiden«, hvordan Sovjetunionen havde foregrebet, at »imperialismen (ville) få en militær platform lige syd for Sovjetunionen«, ligesom supermagten havde reddet den afghanske revolution.
. . .
Når Aaen opregner fortiden, fremhæver han hvordan det var i hans tid som chefredaktør, at Land og Folk fik glasnost. Men de medarbejdere, som Weekendavisen har talt med, er mere tilbøjelige til at nævne en strøm af eksempler på redaktør Aaens omhyggelige redigering af virkeligheden, navnlig når medarbejderne refererede fra møder i DKP's centralkomité. Selve relanceringen af Land og Folk den 21. august 1988 viser, hvorfor medarbejderne endte med at gøre oprør mod den redaktør, som gerne lånte Gorbatjovs ord, men efterlevede dem i Bresnjevs ånd. Relanceringen faldt sammen med 20 års dagen for Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet, og i den anledning havde Land og Folk sikret sig en kommentar fra SF's Gert Petersen, samt et interview med datidens Land og Folk redaktør Villy Karlsson, som afslørede, hvad der foregik i DKPs kulisser efter invasionen. Men Frank Aaen brød sig ikke om planerne. Han ville have DKP's synspunkter frem og foreslog derfor at erstatte artiklen om Karlsson med et interview med partiets chefideolog Ib Nørlund. Gert Petersens kommentar skulle tilsvarende erstattes med en kommentar af - Frank Aaen.
. . .
Et andet eksempel er, at da Sohn introducerede tanken om at starte Enhedslisten, var Frank Aaen indædt modstander af ideen. Selv i november 1989, da muren var faldet, forfattede Aaen en hyldest til Rumænien og dets leder Ceausescu, hvor DKP sendte »kammeratlige, varme hilsener til det rumænske kommunistpartis 14. kongres. Vi er lykkelige for at få mulighed for at være til stede under denne kongres og for at kunne erfare om det rumænske folks, partiets og det socialistiske Rumæniens bedrifter . . .«

"Proletariatets demokratur", i Weekendavisen (21.10.1994)

Frank Aaen om Sovjets "hjælp" til Afghanistan (1996)

"Ingen burde have blandet sig i det interne afghanske opgør [d.v.s., da Sovjet invaderede landet i 1979]. Det var ikke en god måde at hjælpe på. Men det var ment som hjælp."

Frank Aaen, i "De røde indtager Borgen", Berlingske Tidende (17.6.1995)

Frank Aaen om stadig at være kommunist (1995)

"To kommunister, to VSere, en trotskist og en gammel maoist. Det er det drivtømmer fra den yderste venstrefløj, der udgør Enhedslistens folketingsgruppe. De er stadig revolutionære, men går nu kun ind for demokratiske metoder.
Venskabelige breve til den rumænske diktator Ceausescu. Støtte til Sovjets invasion i Afghanistan og landsforvisningen af Aleksandr Solsjenitsyn. Der er mange lig i lasten hos Enhedslistens frontfigur Frank Aaen. Men det tynger ham ikke, som han sidder der på sit Christiansborg-kontor, nærmest moderigtig i nydelig sweater og med en Seven Up ved siden af computeren.
»Det er nogle af de ting, jeg fortryder. Det skete af misforstået solidaritet med Sovjetunionen,« siger Frank Aaen, og flytter den amerikanske sodavand så den ikke kommer med på billedet.
»Jeg drikker ikke sådan noget normalt. Det er kun, fordi jeg ikke kunne få andet,« siger han . . . .

Frank Aaen, 43, tidligere chefredaktør på Land og Folk og partisekretær, har været medlem af DKP siden han var 20. Og det er han stadigvæk. DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, er stadig et parti, der eksisterer som en del af Enhedslisten. Det samme er VS, Venstresocialisterne, og SAP, Socialistisk Arbejder Parti - mens KAP, Kommunistisk Arbejder Parti for nogle uger siden holdt begravelsesfest for partiet. Enhedslisten er ikke noget parti, men en fælles liste. Og de, der har stemt på partiets EU-modstand og dets miljø- og flygtningepolitik, har også stemt på nogle af de mest garvede politikere på den yderste venstrefløj. Folk, der for ti år siden stadig diskuterede, om demokratiet og ytringsfriheden skulle sættes ud af kraft efter revolutionen, når folkemilitserne for enhver pris måtte fastholde befrielsen fra kapitalismens åg.

Og de eneste folkevalgte, der i dag inviterer de autonome til fest på Christiansborg efter en valgsejr - med natlige gadekampe med politiet til følge. »Jeg er da stadig kommunist. Og vi er stadig revolutionære. ... Jeg står stadig for mange af de synspunkter, jeg stod for i DKP. . . . . Tidligere var det jo kun Sovjet, vi kunne stå sammen med i de spørgsmål. Det var ikke ensbetydende med, at vi mente, alt i Sovjetunionen var godt. Og når vi støttede det meste af, hvad de gjorde, var det nærmest noget, vi gjorde pr. refleks,« siger Frank Aaen."

"Men jeg er da stadig kommunist", i B.T. (15.1.1995)

VS om "særlige foranstaltninger" før kommunismen (1972)

"Overgangen til socialismen forudsætter en revolution, hvor lønarbejderklassen erobrer statsmagten. I overgangsperioden må der træffes særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i påny at komme til magten eller nye magthavere i at selvstændiggøre sig i forhold til producenterne.
Sålænge der endnu er kapitalistiske stater i verden, vil det være nødvendigt med et statsapparat til at beskytte samfundet under udviklingen mod socialismen. . . .
Målet er i sidste instans det klasseløse - kommunistiske - samfund. Det er ikke muligt konkret at beskrive dette samfund på nuværende tidspunkt.
. . .
Det er en illusion at tro, at man kan indføre socialismen „ad parlamentarisk vej". Et socialistisk samfund kan ikke opstå gradvis inden i det kapitalistiske. Forudsætningen for et socialistisk samfund er producenternes overtagelse af produktionsmidlerne. Kapitalistklassen opgiver naturligvis ikke godvilligt sin ejendomsret til disse. Man kan derfor ikke forestille sig indførelse af socialismen uden at der sker et revolutionært brud med den gamle orden."

Program for Venstresocialisterne (december 1972)

SAP om den revolutionære strategi (1983)

"71. Indenfor VS foregår en modsætningsfyldt proces: En del af VS udvikler sig i retning af et parti af SF-typen, med klare venstre-reformistiske træk. F.eks. ved at gøre beskatningen af lønmodtagernes opsparing til hjørnestenen i en "alternativ økonomisk politik", en afstandtagen fra nødvendigheden af et revolutionært magtopgør og en smadring af den borgerlige stat og det borgerlige parlamentariske demokrati til fordel for proletariatets diktatur baseret på et råds-demokrati.
Samtidig bekæmper en andendel af partiet driften mod højre, udviser forståelse for nødvendigheden af et revolutionært kadreparti og det revolutionære magtopgør og begynder at rejse diskussioner om nødvendigheden af en enhedsfront med reformistiske arbejdere og arbejderpartier.
72. De umiddelbare muligheder for at styrke opbygningen af et revolutionært parti i Danmark ligger derfor i et udvidet samarbejde og en diskussion mellem SAP, de revolutionære dele af VS og andre revolutionære udenfor- SAP og VS. Dette samarbejde og disse diskussioner må ske på grundlag af enighed om følgende hovedpunkter:
a) Tilslutning til, at det er arbejderklassens mobilisering til kamp, som skaber resultater, og ikke parlamentariske manøvrer og isolerede aftaler mellem arbejderpartiernes top-ledelser.
b) Afvisning af reformistiske illusioner. Kun en socialistisk revolution kan løse arbejderbefolkningens problemer.
c) Tilslutning til nødvendigheden af, at nedbryde den borgerlige stat og opbygge arbejderklassens egen statsmagt . . . "

"Borgerskabets offensiv, reformismens fallit og de revolutionæres opgaver", vedtaget på Socialistisk Arbejderpartis (SAP) 4. kongres (19.-21.8.1983)

DKP om Sovjetunionen og dens uundgåelige succes (1973)

"I vor tid foregår den mest grundlæggende omvæltning i menneskesamfundenes historie — verdens overgang fra kapitalisme til socialisme. Virkeliggørelsen af socialismen, først i Sovjetunionen, siden i andre lande, har bevist, at
arbejderbevægelsens grundlæggere havde ret: socialismen er folkenes fremtid. Gennem samfundets overtagelse af produktionsmidlerne kan mulighederne for at efterkomme menneskenes behov udnyttes. Det træder stadig stærkere frem i vor tid, hvor videnskaben er blevet en direkte produktivkraft, som revolutionerer tilvante begreber og omsat i teknik sætter menneskene i stand til at forme sig en lykkelig tilværelse i en stadig nyskabende udvikling.
Under kapitalismen kan det ikke blive sådan. Hensynet til de private kapitalmonopolers profit bestemmer produktion og samfundsliv. De tekniske fremskridt bliver i deres hænder til arbejdsløshed, frygt og forjagethed, til ødelæggelse af naturen, til udryddelse af liv, til trussel om katastrofer.
Folkenes stræben efter fred og socialt fremskridt kan kun vinde frem i stadig kamp mod de kapitalistiske monopolers bestræbelser for at bevare deres magt og privilegier. Mod deres systems, imperialismens, bestræbelser sætter socialismen, arbejderbevægelsen og de nationale frihedsbevægelser deres kræfter ind. Denne internationale klassekamp afgør menneskehedens fremtid.
Imperialismen kan ikke mere bestemme historiens gang. Socialismen vinder mere og mere afgørende indflydelse på den internationale udvikling, efterhånden som dens overlegenhed som samfundssystem viser sig i praksis. I Sovjetunionen fører opbygningen af socialismen til løsning af helt nye og omfattende samfundsopgaver. Også andre socialistiske lande er nået frem til den udviklede socialismes stade. Det betyder ikke alene en materiel og politisk styrkelse, men også at socialismen vinder større overbevisningskraft i folkene.
. . .
Det, som giver kommunisterne kraft og udholdenhed, er bevidstheden om, at deres daglige slid er nøglen til at fuldbyrde samfundets overgang fra kapitalisme til socialisme. Den bevidsthed bygger på forståelsen af socialismens historiske nødvendighed, af dens håndgribelige fremmarch i Sovjetunionen og andre lande, af arbejderklassens styrke og historiske rolle. Kommunisterne kæmper i det daglige opgør med kapitalismen, i indsatsen for at sætte en ny politik igennem, med socialismen som perspektiv og i bevidstheden om, at kun således udformes den kraft, som kan fuldbyrde samfundets omvæltning. Overgangen til socialismen tager forskellige former i de forskellige lande og til forskellige tider. Men den foregår overalt efter de grundlæggende fælles lovmæssigheder, som er sammenfattet i marxismen-leninismens teori."

"Til kamp mod storkapitalen - for arbejderklassen, for socialismen", Kongresresolution fra Danmarks kommunistiske Partis 24. kongres (1973)

KAP om Folketinget og væbnet kamp (1979)

"KAP betragter Folketinget som en del af borgerskabets statsmagt. Såfremt en revolutionær politik vinder så stor fremgang, at borgerskabets magt trues, vil borgerskabet sætte demokratiet ud af spil og gribe til magtanvendelse for at forsvare sine interesser. Det bekræftes af alle historiske erfaringer. Hvem kan tro på, at det skulle være anderledes i Danmark? Derfor kan socialismen ikke nås via stemmesedlen, og derfor er det nødvendigt at være forberedt på væbnet kamp ...
...
KAP er på det skarpeste modstander af vold, kup og terrorisme, og KAP kæmper for at
afskaffe disse ting. De er et produkt af den kapitalistiske og imperialistiske udbytning og undertrykkelse i verden idag, og for at afskaffe volden, kuppolitikken og terrorismen, må selve det system, som skaber disse ting, afskaffes.
Det sker ikke uden at bruge vold. For dette
system giver ikke godvilligt magten fra sig, men bruger netop selv vold for at fastholde sin magt. Derfor siger KAP, at arbejderklassen og verdens folk og nationer må være forberedt på væbnet kamp for at kunne
forsvare sig mod udbytning og undertrykkelse.
Og derfor siger KAP, at der er to slags vold og krig. Der findes retfærdig vold og krig, og der findes uretfærdig vold og krig. Dette hænger sammen med de modsatrettede
interesser, som står over for hinanden. Når arbejderklassen og folkene griber til våben imod undertrykkelse og udbytning, fører de en retfærdig kamp. Når vold og krig føres for at fastholde og udvide undertrykkelse og udbytning, er det en uretfærdig kamp.
KAP ser altså spørgsmålet om krig og vold ud fra synsvinklen om solidaritet med
de undertrykte og udbyttede, ikke abstrakt ud fra forestillinger om fred og ikke-vold."

"Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 34 & 46f.

KAP om Kina (1979)

"KAP stiller sig i særlig grad solidarisk med det socialistiske Kina, som står forreste række i Den tredie Verdens kamp ved at søge at opbygge en bred front af lande i verden til kamp mod de to supermagter, ved at støtte alle undertrykte lande og folk og ved at rette hårde slag mod supermagterne. Samtidig repræsenterer Kina fremtiden for verdens folk gennem sin opbygning og befæstelse af socialismen.
. . .
Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og KAP er på alle grundlæggende punkter enige. Begge partier er en del af den internationale kommunistiske bevægelse. KAP betragter Kina som et socialistisk land, hvor arbejderklassen har magten. KAP betragter Kina som en stærk forpost i Den tredie Verdens kamp . . ."

"Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 10.

KFML om parlamentarisk demokrati og det bevæbnede proletariat (1970)

"[Vi må] hævde arbejderklassens ret til selvbevæbning og derfor vender vi os imod pacifistiske paroler om general nedrustning, som bl.a. SF, D”K”P og VS går ind for, samtidig med at vi understreger, at det er muligt fredeligt at afvæbne kapitalisterne. Perspektivet for den antimilitaristiske kamp må være et socialistisk Danmark med et væbnet proletariat.
- KFML understreger imidlertid, at den dagsaktuelle kamp, som her i korte træk er ridset op, i sidste ende er en resultatløs kamp, hvis den ikke videreføres på et mere fremskredet niveau, dvs. hvis den ikke føres over i en organiseret kamp under ledelse af et revolutionært kommunistisk parti imod selve det kapitalistiske samfund og dets statsmagt med den socialistiske revolution som mål. Vi vender os mod revisionistiske forsøg på at opstille en ”fredelig”, dvs. parlamentarisk overgang til socialisme. At se illusioner om og direkte lægge sin strategi an efter en opfattelse af fjenden som en vennesæl modstander, som frivilligt giver afkald på sine ejendomsprivilegier, betyder i realiteten en afvæbning af arbejderklassen. Ud fra alle hidtidige erfaringer understreger KFML, at kampen om magten i samfundet er en revolutionær kamp, hvor lønarbejderklassen står over for en modstander som vil bruge ethvert middel for at bevare magten. Vejen til socialismen går således ikke via Folketinget, men gennem massekamp, revolutionær omstyrtelse af borgerskabets magt og en fuldstændig sønderbrydning af det borgerlige statsapparat. For revolutionære kommunister kan Folketinget aldrig blive mere end en talerstol, der kan benyttes til at afsløre de bestående magtforhold."

Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP])(1970)

KFML om Mao, Kina og kulturrevolutionen som forbilleder (1968)

"De kommunistiske partier i den vestlige verden har helt og fuldt fulgt en politik, der svarer til den sovjetiske udvikling. De kalder den "den fredelige sameksistens" politik, hvilket i realiteten betyder borgfred med imperialismen! De taler om ”fredelig overgang” til socialismen, selv om alle erfaringer viser, at kapitalistklassen ikke drømmer om at forlade sit fallitbo uden sværdslag!
...
[Vi] vil bygge på marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning. For blot få år siden syntes den internationale diskussion mellem Kinas og Sovjetunionens kommunistiske partier for mange at være en udveksling af skældsord, en hårfin teoretisk diskussion, som kun dækkede over magtkamp. Men idag står det klart for stadigt flere, at Kinas kommunistiske Parti repræsenterer en revolutionær politik, som er kompromisløs over for reformisme og over for imperialismen. Det var og er alt andet end en skindiskussion, men en kamp mellem to veje, den reformistiske over for den revolutionære.
Marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning, understreger nødvendigheden af at støtte sig på masserne, af at knuse alle tilløb til pampervælde og bureaukrati. Den mobiliserer folkemasserne til aktiv deltagelse i det politiske liv, således som vi ser det praktiseret under den kinesiske kulturrevolution i disse år. Og når det drejer sig om klassekampen, uanset om det er arbejderklassens kamp mod kapitalisterne i den kapitalistiske verden eller om det er dens kamp for at forhindre kapitalismens genindførelse i den socialistiske verden, så advarer marxismen—leninismen mod reformisternes og revisionisternes forestillinger om, at kapitalisterne vil opgive deres kamp, opgive deres magt og ejendom, blot man forhandler sig til rette med dem. Marxismen leninismen, Mao Tse-Tungs tærkning kalder til aktiv og ubønhørlig kamp mod imperialismen og kapitalismen.
...
Forbundets hele virksomhed, dets strategi og taktik, vil bestandigt og ubetinget være rettet mod det ene mål: mobilisering af lønarbejdernes og det arbejdende folks flertal til gennemførelse af den socialistiske revolution og oprettelse af proletariatets diktatur.
...
Afslør og bekæmp revisionisternes forsøg på at genindføre kapitalismen i en række af de lande, som har gennemført folkedemokratiske og socialistiske revolutioner!"

Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP]), i Kommunist 1. årg. nr. 3 (september 1968)

Venstresocialisterne om en dansk "kulturrevolution" (1969)

"Overgangsperioden. ...
I en overgangsperiode bør der træffes særlige forholdsregler imod såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen. ...

I forlængelse af afskaffelsen af privatejendomsretten til produktionsmidlerne og af opgøret med den politiske magtkoncentration forudser vi endvidere en art kulturrevolution, d.v.s. en gennemgribende ændring af de livsvaner, idealer, normer og forestillinger, som vi har taget med os fra det kapitalistiske samfund. Denne proces må skønnes at blive af permanent karakter, og der lader sig på nuværende tidspunkt ikke sige meget om dens indhold."

Programskrift for Venstresocialisterne (1969, s. 31)

Venstresocialisterne om Cuba og Kina (1969)

"Flere træk i opbygningen af socialismen i Kina og på Cuba tyder på, at disse lande bevidst søger at undgå en gentagelse af de fejl, der er blevet begået i Østeuropa. Gennem kampagner imod bureaukratiseringstendenser, aktivisering af befolkningen og agitation imod personlige, materielle gevinstmotiver i produktionslivet, forsøger man at realisere socialismens idealer om lighed mellem mennesker."

Programskrift for Venstresocialisterne (1969, s. 30)

Socialistisk Folkeparti om Sovjetunionens store landvindinger (1963)

30. Sovjetunionen
Forholdet til Sovjetunionen er et af de spørgsmål, som gennem mange år har været i centrum af den hjemlige debat og har delt arbejderklassen i to grupper, for og imod. Da stillingen i Sovjet har været af betydning for vurdering af partier og enkeltpersoners demokratiske holdning, skal vi præcisere vort standpunkt.
- Revolutionen i 1917 betød, at der for det første gang blev oprettet et styre, der kunne og ville varetage den jævne befolknings interesser.
Man begyndte i et politisk isoleret og økonomisk tilbagestående samfund. Opbygningsarbejdet voldte i sig selv gigantiske vanskeligheder, og det blev yderligere hæmmet af udenlandske militærinventioner og fortsat økonomisk boykot.
Hermed skabtes forudsætningerne for stalinismen: Et system, der er karakteriseret ved en stærk, central statsmagt, baseret på et bureaukrati af bedrestillede parti- og statsfunktionærer. Arbejderne blev vidtgående umyndiggjort, afgørelser påtvunget fra oven.
Straffeforanstaltninger erstattede den demokratiske diskussion.
Centraliserede diktaturer er velkendt i lande der søger at overvinde teknisk tilbageståenhed på kort tid, men der var desuden i stalinismen træk af nationalhistorisk oprindelse og af personlig karakter. Terror og despoti indgik i regimet, og man idealiserede efterhånden en bornert og
udemokratisk livsform. Men stalinismen antastede ikke produktionsmidlernes samfundseje og planlægningsbestræbelserne.
Ved Stalins død var det gamle Rusland omskabt totalt i økonomisk og social henseende i kraft af den store produktivitetsstigning, af uddannelsens og kulturlivets delvise demokratisering.
Her ligger udgangspunktet for kravet om friere, mere socialistiske forhold, som føres frem især af de nye sociale lag af oplyste-arbejdere, teknikere og intellektuelle.
Det opgør med fortiden, som på forskellig måde og i forskelligt tempo har fundet sted efter Stalins død, har været båret oppe af et folkeligt pres og nødvendigheden af at skabe andre økonomiske organisationsformer. Hermed synes der at være åbnet muligheder for en vækst ind i et virkeligt socialistisk demokrati.
Rester af stalinismens forældede forestillinger og udemokratiske praksis kan endnu føre Sovjet ind i blindgader. Under presset af den kolde krig ser resterne af stalinismens magtfaktorer, det civile og militære bureaukrati, en chance for at bevare de gamle tilstande.
De faktorer, som i særlig grad præger og bestemmer USSR’s udenrigspolitik er landets traditionelle interesser som stormagt og den ideologi, landets ledere bekender sig til. Disse to faktorer indgår med forskellig vægt i Sovjetunionens udenrigspolitik. Den opbygning af et sikkerhedsbælte af loyale stater i Østeuropa, som med 2. verdenskrigs allieredes tilslutning fandt sted omkring 1945, var i første række et kardinalpunkt i Sovjets stormagtspolitik, men muliggjorde samtidig de påkrævede sociale revolutioner i østlandene, hvorved sikkerhedspolitikken blev befæstet.

Principprogram for Socialistisk Folkeparti (1963)

Dagbladet Arbejderen om Zimbabwes demokrati & problemer (2008)

"Zimbabwe skal bøje sig for Vestens krav. Kampagnen mod præsident Robert Mugabe er enorm og koordineret. Sanktionerne lammer landet og rammer befolkningen

Det synes at være den beslutning London og Washington har taget for længe siden.

Vestens holdning er, at de udenlandske, rige firmaer for alt i verden skal have nem adgang til landets rigdomme i undergrunden, og hvad den frodige jord kan give.

Nu ligger der et enormt pres på befolkningen op til anden runde af præsidentvalget mellem den nuværende præsident Robert Mugabe fra partiet ZANU-PF og udfordreren, Morgan Tsvangirai fra MDC. Valget er fastsat til den 31. juli i år.

Ved valget i marts konstaterede valgkommissionen, at nok havde Morgan Tsvangirais parti fået flertal i parlamentet, og Tsvangirai selv flere stemmer end Mugabe til posten som præsident. Men antallet af stemmer til Tsvangirai ved præsidentvalget var ikke nok til at undgå en anden runde. For at vinde i første valgrunde skal en kandidat have over 50 procent af stemmerne, og det fik Tsvangirai ikke.

...

Sanktioner rammer landet hårdt. Oveni svømmer medierne i hele verden over af propaganda mod Mugabe.

Strategien er tilsyneladende at skabe utilfredshed i befolkningen over de økonomiske problemer, som Mugabe får skyld for. Og så skal folket vælge en anden præsident end Mugabe.

...

Som en følge af presset ude- og indefra er Zimbabwes økonomi i dag i ruiner. Pengenes værdi er totalt undergravet. Inflationen er skyhøj.

...

Inde i landet har rige farmere og arbejdsgivere forstået signalet fra Vesten.

I Zimbabwe er der lavet en uhellig alliance med specielt de mange tusinde hvide farmere, der stadig sidder på størstedelen af jorden. De sørger for at sabotere al fremgang. Det samme gør driftige erhvervsfolk i byerne, der ejer fabrikker og virksomheder.

Netop disse fortrædeligheder giver Vesten Zanu-PF-regeringen med Mugabe i spidsen skylden for.

Og det er ikke så underligt, at millioner af mennesker længes efter nye tider og ny fremgang.

Her kommer Vesten så med sit interne spar es og gulerod; Morgan Tsvangirai fra oppositionen MDC. De tre bogstaver står for 'Movement for Democratic Change'; altså Bevægelsen for demokratisk forandring.

Partiet siger ja til kravene fra Vesten. Privatisering frem for statseje af de vigtigste virksomheder i landet. Stop for jordreformen, der giver jorden tilbage til den sorte befolkning.

Hvis blot Zimbabwe vælger en ny regering og vælter Mugabe, åbner Vesten for lån til landet og støtte, lyder de lokkende løfter.

Denne afpresning er prøvet i dusinvis af andre lande verden over; Nicaragua under sandinisterne, i Zambia, i Ukraine, og få - om nogen steder overhovedet - har det medført fremgang for de mange.

Nu er det Mugabes tur. Dæmoniseringen ruller.

...

Robert Mugabe har været leder af det sydafrikanske land Zimbabwe siden 1980.

Han udmærkede sig i 1960'erne som leder for Zimbabwe African National Union (ZANU), og som leder af guerrilla-krigen mod det racistiske styre i Rhodesia i krigen fra 1964 til 1979.

Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide én procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Mugabe møder i dag et voldsom pres fra USA, Europa og britisk Commonwealth-lande på grund af sin kritik af imperialismen og på grund af de jordreformer, som han og partiet ZANU insisterer på.

Fra artiklen "Sådan kvæler man et land", af Anders Fenger, i dagbladet Arbejderen (31.5.2008)

Sømændenes Forbund om Stalin (2007)

Fra artikel i Netavisen 180grader.dk (26.6.2007):

Knud Frederiksen, kasserer hos Sømændenes Forbund:

I har et billede af Stalin hængende på jeres kontor?
"Ja, vores ven Stalin. Ja, det er rigtigt."

...

Hvilket signal sender det at have et portræt af en massemorder hængende på det officielle kontor?
"Tjae, vi har jo også et billede hængende af Anders Fogh. Han er jo også halvvejs morder. Tænk på alle dem, de har dræbt ude i Irak og de steder."

Så der er ikke forskel på Stalin og Anders Fogh?
"Joe, Stalin var jo en rigtig statsmand."

Fra artikel i Netavisen 180grader.dk (28.6.2007):

"Holger K. Nielsen (SF) har sammenlignet det med at hænge et billede af Hitler op på kontoret, men det mener formanden for Sømændenes Forbund, Søren Sørensen, er for unuanceret.

"Jeg fornægter hverken, at den ene eller den anden person har spillet en rolle i historien, men jeg har et så nuanceret syn på tingene, at jeg ikke vil sammenligne Stalin og Hitler. Engang blev Stalin jo fotograferet med Churchill og Roosevelt, men jeg er da godt klar over, at historikerne siden har kastet et dunkelt lys over ham. Stalin er ikke så slem, at han ikke må hænge på væggen på et kontor hos os," siger Søren Sørensen til Jyllands-Posten."

Jørgen Arbo-Bæhr om samarbejde med stalinister (2007)

Men du vil gerne demonstrere sammen med folk, der sagtens kunne tænkes at gå med hammer og segl, fordi de gerne vil vise deres sympati med sovjetkommunismen - vi ved jo, at der på venstrefløjen findes folk, som synes, at Stalin var en helt?
"Det er ikke noget problem for mig i dagens Danmark. Stalin har været død i mange år, og sovjetsystemet er afskaffet ..."

Hitler har også været død i flere år, og nazistyret blev afskaffet længe før sovjetkommunismen.
"Jajaja, men jeg siger bare, at det er ikke noget problem for mig, at der er nogen, som kalder sig kommunister eller stalinister, eller hvad de nu kan kalde sig. Jeg er dybt uenig med dem, men jeg er parat til at demonstrere sammen med mange, som jeg er dybt uenig med på en masse spørgsmål," siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Interview med Jørgen Arbo-Bæhr, MF for Enhedslisten og medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP) i netavisen 180grader.dk (3.10.2007)

Kommunistisk Partis næstformand om Stalin (2007)

Er der ikke forskel på nogle regler om påklædning og så det at have et billede på væggen af en person, som har slået millioner af russere ihjel?
"Man må jo se personer i et historisk lys, hvordan de har ageret i forhold til den tid, hvor de har levet."

Er der da undskyldninger for Stalins mord på millioner af russere?
"Det har der vel været i historiens lys, selvom vi ikke synes det i dag. Der har været mange forskellige årsager til, at historien har udspillet sig, som den har. Man kan ikke skrue historien tilbage."

Var hovedårsagen ikke bare, at Stalin var en tyran og et ondt menneske?
"Diskussionen om ond og god synes jeg ikke rigtigt hører hjemme her. Den diskussion kan jeg ikke bruge til noget."

Hvorfor ikke?
"Han har jo ikke egenhændigt gået rundt og skudt millioner ned eller kastet dem i massegrave."

Men han havde vel et betydeligt ansvar for det?
"Absolut, det skal man ikke fornægte, men det er jo ikke kun en enkeltperson. Det er et spørgsmål om at se ind i en tid."

Synes Kommunistisk Parti, at Stalin var en skurk eller en helt?
"Stalin var en del af historien og må ses som den del af historien, han var i, ud fra den tid hvor han levede."

Så du vil ikke sige, at Stalin var en skurk?
"Nej, det vil jeg ikke," siger Anette Nielsen.

Interview med Anette Nielsen, næstformand for Kommunistisk Parti i Danmark, i netavisen 180grader.dk (1.6.2007)

Niels Hausgaard om Stalins historiske synder (2007)

"[D]et kan ikke nytte noget, at vi hænger os i historien."

Niels Hausgaard om Stalins massemord i anledning af sin økonomiske støtte til Kommunistisk Parti i Danmarks avis, Dagbladet Arbejderen, der hylder Josef Stalin, interview til netavisen 180grader (29.7.2007)

Ole Sohn om russernes kommunistiske idealer og nationalisering af den danske finanssektor (1989)

"Det er ikke de kommunistiske idealer, der fornægtes i Østeuropa. Det er de forbrydelser, der er sket i socialismens navn, siger Ole Sohn ....

Kan kommunismens sammenbrud i øst ikke få dig til at vakle i troen på idealerne?
Det er en række gerninger, man fornægter ikke de kommunistiske idealer. De forbrydelser, der er sket i socialismens navn, er en af de mørkere sider af vores historie, men jeg ser ikke noget anti-kommunistisk i, at folk nu går på gaden i Østeuropa og kræver ændringer. Snarere tværtimod.

SUND PROCES
Men folk jubler dog og råber 'aldrig mere kommunisme'?
Ja, fordi man har forbundet kommunismen med kommunistpartierne. Det er rigtigt at gøre op med, at et parti per automatik skal have den ledende rolle. Den rolle kan man kun have i kraft af en autoritet, man har i befolkningen. Jeg opfatter det, der sker som en omfattende demokratiseringsproces, som er sund, og som får befolkningen til at tage større del i det politiske liv. Men hovedparten fastholder, at der skal være både demokratiske og socialistiske forhold i landene. ...

Ole Sohn erkender, at det kan være svært at holde gejsten oppe, men det er nu op til DKP-medlemmerne selv at formulere de idealer, der skal arbejdes efter.

I øst taler kommunisterne nu om at indføre den demokratiske socialisme. I Danmark arbejder både S og SF for det. Hvorfor skulle der være brug for et kommunistisk parti i Danmark?
Socialdemokratiet tror, at man kan styre kapitalkræfterne, og det er vi uenige i. Det betyder ikke, at enhver lille bagerforretning i Danmark skal nationaliseres, men samfundet skal have råderet over finanssektoren og for eksempel energisektoren. ...
Enhedslisten vil kunne give venstrekræfterne et opsving igen. Den er dels et skridt til venstre for SF dels et skridt foran. Det har haft svært ved at trænge igennem, men vi gik faktisk frem ved kommunalvalget. Både som parti og med Enhedslisten.

'JEG GÅR IKKE'
Netop nu tales der om, at det er stalinisterne, der har beskåret din magt, og er ved at tage magten i DKP. Det øger vel ikke tilliden til partiet?
Det er vildt at betegne de kammerater som stalinister. Som en vejledning vil jeg sige, at der er tale om forskelle mellem traditionalister og fornyere.

Ole Sohn, i "Hjertet er rødt endnu", interview i Politiken (3.12.1989)

Svend Auken om Fidel Castro (2006)

"Men her er han. Manden. Uden cigar. Legenden. Præsidenten. Generalsekretæren. Il commandante. Høj. Venlig. Charmerende. Karismatisk. Stadig en høj mand i den grønne partisanuniform. Nypresset. Spillevende brune øjne. Velplejede hænder og skæg. Med en smittende lattermildhed. . . .

Selvfølgelig kommer jeg i godt humør og glemmer alle de på forhånd indøvede fraser. Forførelse, javel. . . .

[Nu] sidder [vi] her anden påskedag, kl. 18.15 i Statsrådspaladsets mødesal og taler med Fidel Castro. Jeg har oplevet meget i mit politiske liv, men det er et af højdepunkterne.

Halvanden time varer vores samtale, og der er ikke tid til small talk . . . . Tempoet er højt. Præsidenten forklarer og spørger. Og så bøjer han sig ofte ned over sin notesblok for at gennemføre gigantiske regnestykker. . . .

Men Fidel vil videre i sin anden revolution. »Kom med herind!« råber han til os, og vi følger med ind i hans store kontor, der ligger op til den store mødesal. Vi venter mindelser om den cubanske revolution med store billeder af Ché Guevara med baret, cigar og golfkølle. Men nej. Det store rum er pakket med kummefrysere, kogeplader og køleskabe. Det er som at komme ind i en velassorteret Punkt 1-forretning med hårde hvidevarer. . . .

Han vil ikke lade os gå selv om vores fly skal lette kl. 20.30.

»I kan få min eskorte, så når I det nok. For se her.«

Tiden flyver. Vi smittes af Fidels begejstring. Hvor er der mange muligheder for konkret samarbejde med betydning for hele den latinske verden: Vindmøller, pumper, biogasanlæg, ethanol-produktion på biomasseaffald (halm, træflis, sukkerrørsaffald, roerester), termostater, dieselgeneratorer. Hvor kunne vi udrette meget sammen.

Revolutionen er ikke kun aktuel i Cuba og Danmark, men med relevans til hele verden. Cuba er ikke noget demokrati. Det er et autoritært kommunistisk styre med meningsstyring og centraldirigeret økonomi. Men det er mildest talt ingen almindelig kommunisme. . . .

I Cuba er der fattigt, men ingen slum. Hvis man var fattig, er der ingen tvivl om, hvor man helst ville bo. Hertil kommer, at der er musik og farver overalt. Liv og ivrige samtaler. Mennesker taler i munden på hinanden, når der diskuteres kontroversielle spørgsmål.

Jeg ville gerne have diskuteret politiske emner og kritikpunkter med præsidenten, men den aften ville Fidel kun tale om energirevolutionen. Det var en skam. . . .

Flyet skal lette om 45 minutter. Nu går den ikke længere. Den gamle præsident er helt oppe at køre. Vi overvældes med blomster, rom og cigarer. Det er, som om han ikke vil slippe samtalen om energi og mulighederne for dansk cubansk samarbejde. »Må jeg følge jer ned til jeres bil?« spørger han høfligt. Selvfølgelig må Fidel Castro det. Hen ad en lang korridor og ind i en snæver elevator. Ned på gaden. Cubanske omfavnelser. Det store smil. Kom snart igen."

Svend Auken, daværende næstformand for Folketinget, fhv. minister & fhv. formand for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten (28.5.2006)

Svend Auken om Fidel Castros succes (2006)

"Under vores besøg har vi hørt om, hvordan Fidels ... timelange taler ved store demonstrationer og udendørsmøder i den grad er blevet en del af cubanernes sociale liv, at det er her, man mødes med familie, arbejdskammerater, naboer og venner. Børnene leger. Og de voksne er så vant til at høre præsidenten med et halvt øre, at de både får en lydkulisse af belæring og en ramme for menneskeligt samvær.

En cubansk ven sammenlignede det med musikfri koncerter for hele folket. Anti-Cuba-propagandaen har altid hævdet, at folk ikke deltog frivilligt i disse massemøder, og givet er der også et socialt pres.

Men alligevel er det tankevækkende, at en opfordring fra Fidel i aftenradioavisen til protestmøder mod den sidste pakke af giftige anti-Cuba-love fra USA kan få over en halv million havannesere på gaden næste morgen i en by med godt en million indbyggere. Det sker ikke ved tvang og pres.

Meningsmålinger - foretaget af udenlandske forskere - har altid vist stor folkelig tilslutning til Fidel og grundprincipperne i det cubanske samfund ... samtidig med utilfredshed med de ofte særdeles pauvre sociale vilkår og manglende individuelle muligheder. ...

Men sundhedstilstanden er høj. Middellevetiden er høj. Lige så høj som i Danmark - og højere end i USA. 77-78 år og målet er 80. Efter revolutionen var der 1.500 læger i Cuba. Nu er der 57.000.

Over alt i Cuba findes der på bedste kommunistmanér store skilte med politiske budskaber. Et af dem gør indtryk:

»I Latinamerika er der 15 millioner gadebørn. Ingen af dem bor i Cuba.«

Svend Auken, daværende næstformand for Folketinget, fhv. minister & fhv. formand for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten (28.5.2006)

Anker Jørgensen om Kim Il Sung & Nordkoreas lykke (1984)

“Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål ... Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke.
...
Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Folket fører et godt og sundt liv ... Denne udvikling er meget fantastisk ... Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid ... Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen ... Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau."

Anker Jørgensen, fhv. statsminister & daværende MF og formand for Socialdemokraterne på officielt besøg i Nordkorea, citeret fra Berlingske Tidende (16.5.1984)

Socialistisk Arbejderparti om massernes acceptable voldsanvendelse (1980)

"Socialister bliver ofte spurgt, om de går ind for en fredelig eller en voldelig revolution. Til det svarer Socialistisk Arbejderparti for det første: En af de vigtigste grunde til at bekæmpe det kapitalistiske system er den vold, som det skaber.
Det 20. århundredes imperialistiske borgerskab er uden tvivl historiens mest voldelige, terroristiske klasse. ...
Den socialistiske revolution vil derfor have som en hovedopgave at sætte en stopper for den fantastiske grad af vold, masserne udsættes for.
De arbejdende masser kendetegnes i vidt omfang af den „voldsmentalitet", der er en naturlig del af den bredere ideologiske påvirkning fra den borgerlige orden. Ikke desto mindre eksisteret der en klar forbindelse mellem en klassebevidst holdning
og en vilje til at kæmpe for sine egne interesser uden at anvende muskel-argumenter.
Derfor er arbejderbevægelsens vold altid af defensiv karakter.
Den finder kun sted, hvor den er absolut påkrævet. Aktionerende,
solidariske arbejdere, der forsvarer deres klasseinteresser, står således moralsk milevidt over det borgerskab, som ved mindste påskud står parat med alt fra schæferhunde til kernevåben.
Stillet over for spørgsmålet, om vi er for vold, svarer SAP utvetydigt nej! Men samtidig svarer vi også nej på spørgsmålet, om vi anbefaler masserne at bøje sig for trusler om vold. ...
I Rusland i 1917 derimod havde arbejderklassen under ledelse af Bolsjevikpartiet bevæbnet sig og vundet de menige i hæren til deres side. Derfor var selve den russiske revolution en af de mindst blodige omvæltninger. Først da de imperialistiske lande begyndte at indvadere Sovjetunionen kostede det tusinder af
menneskeliv."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 119f

Socialistisk Arbejderparti om eksempler til efterfølgelse (1980)

"Arbejdernes og bøndernes sejre, da de oprettede arbejderstater i
lande som Kina, Korea, Vietnam og Cuba, er imidlertid stadig
eksempler til efterfølgelse. Befolkningen i disse lande har i løbet
af få årtier fjernet plager som hungersnød, sygdomme eller
analfabetisme."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 31

Socialistisk Arbejderparti om Cuba (1980)

"Båret frem af massernes forventninger om en ny og bedre tilværelse og stillet over for USA-imperialismens forsøg på at kvæle landets økonomiske opbygning, gik denne ledelse [d.v.s. af revolutionen] langt videre end til at indføre borgerligt demokrati med fortsat kapitalisme, sådan som Fidel Castro, Che Guevara og de øvrige oprindeligt havde tænkt sig.
Castro-ledelsen mobiliserede masserne omkring sin politik, hvor den nationaliserede nøgle-sektor i økonomien, udstykkede jorden og sikrede statens kontrol med al udenrigs-handel.
Idet befolkningens store flertal nød gavn af og støttede disse forbedringer, var det også parat til at slå den kontra-revolutionære
invasion, USA organiserede, tilbage. Castros styrke byggede på flertallets mobilisering bag hans politik.
Kapitalisterne blev afskaffet som klasse, og Cuba blev en ny arbejderstat. Selv om ledelsen på Cuba også nød fortrin frem for flertallet, og selv om der ikke blev opbygget arbejderråds-lignende organer, hvorigennem den arbejdende befolkning kunne diskutere, beslutte og styre, udviklede ledelsen sig ikke til et fasttømret bureaukrati, adskilt fra og med andre interesser end arbejderklassen — som det skete i de øvrige arbejderstater.
Folk deltager langt mere direkte i at styre landet, produktionen og økonomien. Der foregår en langt friere diskussion mellem personer, der har forskellige politiske meninger, om hvordan Cuba skal udvikle sig.
Cuba er derfor ikke en bureaukratiseret arbejderstat. 4. Internationale kalder den en arbejderstat med visse bureaukratiske deformationer."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 28f

Enhedslisten om revolutionen (2003)

"Revolutionens nødvendighed
Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.
Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud. Heller ikke selv om et befolkningsflertal står bag ønsket om en samfundsforandring. Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling.
Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution - i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.
Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede. Et socialistisk samfund kan ikke bare »overtage« den nuværende stat, som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund. Det gælder den danske stat, og endnu mere altomfattende den EU- stat, der er under opbygning.
Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution. I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud. Lige så stærkt som Enhedslisten afviser terrorisme og elitære kup, lige så stærkt afviser vi at bøje nakken og vende den anden kind til i en situation, hvor borgerskabet griber til udemokratisk magtanvendelse."

Enhedslisens principprogram, vedtaget 2003-04

Aksel Larsen om Sovjets invasion af Ungarn (1956)

"Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som andet end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne står og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæisk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at opretholde ro og orden i landet."

Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti, i Folketinget 6.11.1956, tre dage efter invasionen af Ungarn

Ole Sohn om Østblokkens sociale og økonomiske resultater (oktober 1989)

"I den senere tid er jeg, og mange andre kommunister, ofte blevet spurgt, hvordan vi har det med vores holdninger og teori, nu hvor 'tingene bryder sammen østpå'. . . . Det er rigtigt, at der er voldsom drift i de socialistiske lande og store forandringer undervejs. Reformprocesser sættes i gang. Der gøres op med tidligere tiders dogmer, fejltagelser og forbrydelser. Men det betyder jo ikke, at man gør op med den socialistiske teori og de kommunistiske idealer. Og det får mig heller ikke til at sige, at socialismen som ide og samfundssystem er en dårlig ting, tværtimod. Der er foregået meget i de socialistiske lande som ikke kan eller skal forsvares, særlig i Stalintiden. Det kan ikke retfærdiggøres, at det kommunistiske ideal, hvis mål er menneskers lykke, er blevet behæftet med handlinger, der er uretfærdige. Jeg ser reformprocessen i Sovjetunionen og andre socialistiske lande som et nødvendigt opgør med tidligere tiders dogmer og forestillinger om socialismen. Et ønske om at vende tilbage til det oprindelige grundlag for den socialistiske ide, og gennemtænke det under vor tids nye betingelser. Socialisme er massernes levende kreativitet, som Lenin udtrykte det.
. . .
[Men] udgangspunktet for at påbegynde opbygningen af en socialistisk sovjetstat var ulige dårligere end forholdene var i Danmark. I 1945 var det, der i dag er DDR , den del af Tyskland, der var mest hærget af krigen. I 1946 var Ungarn kendt som landet med 'en million tiggere'. I 1949 var det at være kineser på det nærmeste lig med at dø af sult. I 1959 var Cuba en luksus-ø for amerikanere og en ulykke for cubanerne. Og indtil 1976 blev der kastet flere bomber over Vietnam end i hele 2. verdenskrig. I disse lande var det nødvendigt at opbygge eller genopbygge alt. Samtidig måtte man modstå udenlandsk pres, og de økonomiske, politiske og militære interventioner, som de rige og stærke kapitalistiske lande satte ind. Dette taget i betragtning har disse lande opnået at give deres folk mad nok til at blive mætte, udrydde epidemierne, overvinde analfabetisme, udvikle industri og landbrug, etablere sociale systemer som sikrer tryghed og anden omsorg, som aldrig var set tidligere, sikre adgang til uddannelse, viden, kultur og sport. Lande som er slået ind på en socialistisk vej har vist en række sociale og økonomiske resultater. Men naturligvis har den økonomiske og kulturelle tilbageståenhed, hvoraf de socialistiske lande er udgået, og de prøvelser de har været udsat for indvirket på deres udvikling. . . .
Som kommunist, der er blevet stillet spørgsmålet 'Hva' nu?', vil jeg sige, at også for os i Danmark og i Vesteuropa er den socialistiske teori og ide fremtiden. Kommunisternes ideal er egentlig urgammelt og ligger i ønsket om menneskelig lykke. Med Marx, Engels og Lenin og arbejderbevægelsens fremkomst tog de form, og er stadig aktuelle."

Ole Sohn, daværende formand for Danmarks Kommunistiske Parti, nu MF & gruppeformand for Socialistisk Folkeparti, i kronik i Politiken (27.10.1989)


Billede: Ole Sohn til strækmarchparaden "40 Jahre DDR" fra 7.10.1989, på ærestribunen sammen med Yasser Arafat, Nicolae Ceausescu, Mikhail Gorbatjov, Erich Honecker, Milos Jakes, Wojciech Jaruzelski, Egon Krenz, Daniel Ortega, Yao Yilin, Thodor Zhikov m.fl.

Karl Marx om vold (1845ff)

Via Nomos:

"[Den sande dommedag er] når genskæret fra brændende byer ses på himmelen […] og når de himmelske harmonier består af melodierne til La Marseillaise og La Carmagnole [revolutionssange], akkompagneret af kanon-torden, mens guillotinen slår takten, og de ophidsede masser skriver Ca ira, Ca ira [det går an / lad det gå kvikt - revolutionsråb], mens betænkeligheden hænges i en lygtepæl."

Fra Deutsche Ideologie (1845-46)

"Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne. […] Kommunisterne forsmår [afstår fra] at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution."

Fra Det Kommunistiske Manifest (1848)

"Vi er hensynsløse og beder ikke Dem [den preussiske regering] om pardon. Når det bliver vores tur, skal vi nok vise, hvad terror er."

1849, Marx-Engels Gesamtausgabe, VI, s.503-05

"Så langt fra at være imod de såkaldte udskejelser [voldelige uroligheder] - sådanne eksempler på folkets hævn mod hadede personer eller offentlige bygninger, som vækker hadfyldte minder – så må vi ikke blot bifalde disse eksempler, men også række dem en hjælpende hånd."

Aktionsplan, distribueret 1850 (Marx-Engels Gesamtausgabe, VII, s.239)

"Historien er dommeren, dens bøddel proletariatet."

Fra tale 14. april 1856 (Marx-Engels Werke, III, s.69f).

"[Der er] kun ét middel til afkortning, forenkling og lokalisering af det gamle samfunds blodige dødskamp og det nyes blodige fødselsveer, kun ét middel – den revolutionære terror"

Marx-Engels Gesamtausgabe, VII, s.423

"Socialismen kan ikke bringes til eksistens uden revolution. Når den organiserede aktivitet begynder, når sjælen, ’tingen i sig selv’, kommer til syne, så kan socialismen bortkaste alle de politiske slør."

Fra The unknown Karl Marx Documents concerning Karl Marx (Red. Robert Payne 1972), s.98ff.

Mikkel Thorup til forsvar for nedskydning af civilt fly (1996)

"Cuba kæmper for sin ret

Nedskudte fly krænkede landets luftrum. Det er ethvert lands ret at forsvare sit territorium imod fremmed provokation. Det var denne ret, Cuba håndhævede, da det cubanske luftvåben for nylig nedskød to fly. Flyene tilhørte den exilcubanske gruppe Brothers to the Rescue (BRT), der har specialiseret sig i at krænke cubansk luftrum.

De har i løbet af de seneste år foretaget mere end 1800 af disse overflyvninger, hvor der er nedkastet kontrarevolutionære flyveblade. ...

USA hader Cuba af et godt hjerte, for hvad ville der ske, hvis det cubanske folk fik opbygget et højt industrialiseret, socialistisk samfund? Så ville USAs baggård - Latinamerika - måske være en hel del sværere at holde under kontrol. Derfor bruger USA alle midler mod det cubanske folk."

Mikkel Thorup, daværende repræsentant for Rød Ungdom, medlem af Enhedslisten & nu forsker i idéhistorie ved Aarhus Universitet, i læserbrev i Politiken (7.3.1996)

Arne Herløv Petersen om Nordkorea (1977)

"Hvis Danmark nogensinde skal blive et stærkt og uafhængigt land, skal vi lære af det koreanske eksempel. I denne kamp må de danske socialister lære af Juchetanken, der er blevet udviklet af Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung . . . Danmark er et lille land med få naturlige råstoffer. Men Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung, har på afgørende vis demonstreret, at selv et lille land kan blive stærkt og uafhængigt, hvis det holder sig til Juche-tanken. ... I Danmark som i andre lande må vi resolut bekæmpe enhver form for dogmatisme og lakajvirksomhed og studere de virkelige forhold i vort land for at kunne opbygge en Juche-inspireret socialisme, der passer til vort folk."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i en tale til ære for ”Den Store Leder”, Kim Il Sung (1977), her citeret efter PET-Kommisionens rapport (bd. 13, s. 49).

Arne Herløv Petersen om sine yndlingslande (1977)

"Det vil formodentlig fremgå af ovenstående kapitler, at jeg ikke er ukritisk indstillet overfor Sovjetunionen ... .
Jeg er ikke enig i den sovjetiske tese om, at proletariatets diktatur nu er afviklet og Sovjetunionen nu er hele folkets stat. Jeg har en del kritik at fremføre af bureaukratiet og forsyningsvanskelighederne i Sovjetunionen. Hertil kommer en række betænkeligheder ved Sovjetunionens udenrigspolitik, først og fremmest forholdet til Kina og Albanien.
I Nordkorea og Kina har jeg oplevet en elementær revolutionær glød og begejstring, som jeg savner i Sovjetunionen. Hvis den ikke er til stede, går udviklingen fra socialismen frem mod kommunismen i stå. Det ville være tragisk, hvis Sovjetunionens kommunistiske parti opgav kommunismen, på samme måde som de vestlige socialdemokratier efter at have fået del i magten har opgivet socialismen.
Som det ser ud nu, bliver Sovjetunionen næppe verdens førende kommunistiske stat. Det er langt mere sandsynligt, at det bliver Den demokratiske Folkerepublik Korea. ...
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på en række punkter er mere enig med Kina end med Sovjetunionen.
Men i modsætning til kineserne opfatter jeg stadig Sovjetunionen som en socialistisk stat. Jeg mener, at den økonomiske basis, der er skabt under Lenin og Stalin, på en række afgørende områder er intakt. Den ideologisk-kulturelle overbygning er efter min mening smuldret en del, men det er ikke uopretteligt.
Selvfølgelig skal jeg ikke stå med pegepinden i hånden og belære det sovjetiske folk om hvordan det skal opbygge socialismen. Det er det sovjetiske folks egen sag. Men selvfølgelig har jeg også lov til at fremføre min mening. Blot følger det af min anerkendelse af Sovjetunionen som en socialistisk stat, at jeg må fremføre min kritik på en loyal og kammeratlig måde. Det håber jeg, jeg har gjort i denne bog.
Jeg har i hvert fald forsøgt at være fair og ikke bevidst udeladt noget, der måske var i modstrid med mine forudfattede meninger.
Den nuværende strid mellem Kina og Sovjetunionen er efter min mening uhyre skadelig for den internationale arbejderbevægelse og tjener objektivt set klassefjenden ... .
Den holdning til de to store socialistiske lande, jeg går ind for, praktiseres med stort held i Korea, Vietnam og Rumænien, som formodentlig ingen vil beskylde
for at være bløde og vattede."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i sin bog Gylden Oktober (1977), s. 130f.

Steen Folke om sabotage som politisk redskab (1971)

"Hele den centrale del af Leninist-Fraktionens indlæg er skrevet under den stiltiende forudsætning, at klassekampen er et rent nationalt anliggende. Hvis dette virkelig var tilfældet, ville anvendelse af sabotage i Danmark være forfejlet og meningsløs (jeg taler stadig om sabotage i den mest »voldelige« form). . . . Selv om Leninist-fraktionen har ret i, at de fleste danske lønarbejdere umiddelbart ville stille sig afvisende over for sabotage, mener jeg de undervurderer lønarbejdernes forståelse, specielt på længere sigt. . . . Hvis sabotage mod amerikansk ejendom i en given situation på den ene side styrker den anti-imperialistiske kamp, på den anden side givet et midlertidigt tilbageslag i bestræbelserne på at »videreudvikle lønarbejdernes kamp« herhjemme - så mener jeg, den skal gennemføres. ... Jeg mener, at sabotagevirksomhed mod amerikansk ejendom i Danmark på længere sigt ville være bevidstgørende også i den danske afdeling af den internationale klassekamp."

Steen Folke, folketingsmedlem for Venstresocialisterne, i VS-Bulletin (december 1971)

Pelle Voigt om VS'ernes syn på demokrati (1999)

"Kapitalisterne skulle da ikke have ytringsfrihed, mente man og henviste til Lenins postmarxistiske udlægning af proletariatets diktatur. Og så skulle der forhandles. Hvis I vil begrænse ytringsfriheden, spurgte jeg, hvad så med elementer inden for arbejderklassen der fremfører borgerlige synspunkter? VS's repræsentant svarede straks: "Hvis de fremfører borgerlige synspunkter, tilhører de ikke arbejderklassen. Så er de agenter for borgerskabet."

Pelle Voigt, fhv. MF for Socialistisk Folkeparti, om paroleforhandlinger mellem Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, i erindringsbogen Sejre og fodfejl - set i mit bakspejl (1999)

Gert Petersen om Nordkoreas succes (1975)

"Det er ideen (i Nordkorea) om juche d.v.s. at et folk skal bygge på sine egne forudsætninger og stole på sine egne kræfter. Den praktiske udmøntning af denne ide har ikke alene sat sig spor i fremragende materielle resultater, men har også gengivet folket dets selvbevidsthed og sikret dets uafhængighed i enestående grad."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 1.10.1975

Gert Petersen om Sovjetunionens progressive rolle (1975)

"Sovjet kan have et behov for ekspansion når det drejer sig om råstofkilder (uran), men ikke for så vidt behovet gælder kapitaleksport, monopolisering af afsætningsmarkeder osv., som det er typisk for stormagter med kapitalistisk markedsøkonomi. Derfor er USSR ikke en aggressiv, imperialistisk magt på samme måde som USA . . . Hvad vil man opnå med at græde over cubansk »afhængighed« af Sovjet, når det indlysende alternativ er, at socialismen på Cuba ellers forsvinder i det samme sorte CIA-hul som socialismen i Chile? I den henseende spiller Sovjetunionen rent faktisk en progressiv rolle i international politik . . . Jeg tror, at vi ved helt at overse de positive træk bistår den amerikanske imperialisme, der siden 50'erne gang på gang har afsløret sig som den mest menneskefjendske og blodtørstige faktor i international politik."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 22.2.1975

Kjeld Koplev om DDR's økonomiske succes (1973)

"Karl Marx Alle er i dag befolket med velklædte borgere og velpudsede privatautomobiler i massevis. Hvor man ved det første besøg hev alle forklaringer om krigens ødelæggelser, krigsskadeerstatningerne til Sovjet osv frem, som undskyldninger for manglende vareudbud i Berlins forretninger, så kan man i dag let henfalde til drømmerier om at være i Illum eller Magasin under rundture i f.eks. kæmpevarehuset på Alexander Platz. . . . De har i det hele taget alt hvad et forbrugerhjerte kan begære, alt hvad der findes på den anden side af muren - i det så forjættede Vesten . . ."

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i Politisk Revy (april 1973)

Carsten Jensen om revolutionært teater (1977)

"Det er socialismens symboler, der lærer ham (småborgeren) frihedens og flyvningens kunst. ... Solvognens stykker slutter altid med revolutionen. Efter den lange vandring gennem det borgerlige samfund når vi frem til den revolutionære forløsning. I revolutionsøjeblikket skifter Solvognens sceniske teknik fra distancen til den varme indføling. Den hektiske showprægede udlevering af det borgerlige samfunds kaos viger for harmonisk opbyggede, smukt beherskede og roligt udførte kollektive tableauer. En konsekvent anti-æstetik der demonstrerer, at magtovertagelsen er en sanselighedens og varmens revolution, en utopisk-kritisk protest mod det borgerlige samfunds menneskelige forarmelse. I revolutionens fødselsøjeblik aner vi muligheden af en ny menneskelig identitet. Den indlevelse, der her vækkes, er en følelse, stykket selv har skabt. Stykkets handling fortsætter forløsende i tilskueren. Solvognen er teater, hvor tæppet aldrig går for. Stykkerne er uden afslutning: de demonstrerer, at det hele først lige er begyndt. Den revolutionære apoteose er kun indledningen. Under solvognens opførelse er vi aldrig i tvivl, hvor stykkets virkelige helte og agerende befinder sig. De sidder på tilskuerpladserne. Solvognen er blot vore midlertidige stedfortrædere i klassekampen, vore vikarer i revolutionens fest, der viser os vejen frem og ikke lader os glemme målet".

Carsten Jensen, forfatter, i Politisk Revy, maj 1977

Klaus Rifbjergs kvalme over kritik af Sovjets angreb på Tjekkoslovakiet (1968)

"Følelsen af væmmelse, af sorg, panik, frustration over for det der skete i Tjekkoslovakiet var ureflekteret og spontan, men efterhånden som nyhederne indløb og vi så kommentarerne til dem i pressen, blev fortvivlelsen over det, der var sket, forøget med en intens kvalme. Her var ikke tale om at stå i svovlstikpigens kjole og kyse og stirre misundelig og frysende ind i de eksklusives paradis, her stod man bare hjælpeløs og var vidne til hvordan en entydig menneskelig tragedie blev brugt til den fedeste mest frasetunge og patetiske svulst til at bekæmpe et politisk system som alle dage har været den vestlige verden en torn i øjet: socialismen".

Klaus Rifbjerg , forfatter, i Politiken, august 1968

Ebbe Kløvedal Reich om oprør (1968)

"Enten er man på oprørets side og reserverer sine betænkeligheder, eller også er man oprørets fjende".

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, i Information (juni 1968)

VS'eren Jesper Jensen om politisk vold (1968)

"Yngre kræfters provokationer, aktioner og lokale oprør har vist, at valget ikke står mellem status quo og og den totale omvæltning. De har demonstreret, at selv i det højtudviklede velstandssamfund er en guerillakrig mulig. ... Den revolutionære vold er kun nødvendig, fordi magtstrukturens vold er en realitet. Magten er hånden, volden er våbenet".

Jesper Jensen, forfatter og daværende folketingskandidat for Venstresocialisterne (VS), i antologien »Præk« (1968)

Klaus Rifbjerg om Solsjenitsyn (1974)

Da systemkritikeren Alexander Solsjenitsyn i februar 1974 blev udvist af Sovjetunionen skrev Klaus Rifbjerg dette tvetydige digt:

Alexander Solsjenitsyn

Astmatisk humpende nedbrudt vender fangen hjem fra slavelejren.
Rystet gennem alle celler
kryber patienten frem
under koboltkanonen.
Han ser
det endnu engang er forår.
Troskyldigt sætter den befriede
og helbredte sig
til skrivebordet.
Billederne myldrer frem
de store skikkelser
anklagerne
landskabet
intrigerne
tyrannerne
historien
sandheden.
Træt efter dagværket
former han i enkle sætninger
sin mening
om tilværelsens indretning.
Han ser sørgmodigt
men strengt på sin samtid
og siger:
Afskaf tyranniet
og befri kunsten.
Sæt rebellerne i gabestokken
og kvæl de radikale ideer.
Ned med diktaturet
og op med autoriteten.
Bekæmp demokratiet
og frem klasseskellene.
Lær børnene at lyde
og arbejderne at arbejde.
Fuglene der sad på pigtråden
og sang
fuglen som fløjtede i træet
uden for kræftafdelingen
fuglen har fulgt ham hjem og kigger stum fra vindueskarmen.
Måske havde den håbet på en krumme.
Nu ryster den vingerne uroligt og flyver bort uden en lyd.

KPiD om Cuba, Vietnam, Nordkorea, Venezuela m.fl. (2008)

"Folkenes kamp
Adskillige folkeslag og nationer er lidt efter lidt ved at sætte sig i bevægelse mod imperialistisk dominans. ... Socialismen som samfundssystem har trods store vanskeligheder holdt fanen højt. Ikke mindst i Cuba er mere end ti års afsavn under den såkaldte »særlige periode« ved at blive afløst af ny fremgang for revolutionen. I flere latinamerikanske lande er progressive regeringer kommet til magten. I Venezuela har Hugo Chavez offentligt udråbt socialismen som målet. Præsidenterne i Bolivia og Ecuador har gjort det samme og har udskrevet folkeafstemninger om nye forfatninger, der skal åbne op for denne udvikling. I Ecuador har Rafael Correa netop vundet folkeafstemningen, og i Bolivia har EvoMorales’ regering allerede iværksat en række nationaliseringer, der udgør et hårdt slag mod den transnationale kapital.
I flere latinamerikanske lande er en lignende udvikling mulig inden for kortere tid.
En række lande har med større eller mindre succes holdt stand imod imperialistisk pression og er slået ind på en selvstændig udviklingsvej.
Det gælder lande som Vietnam, Nordkorea, Iran, Syrien og Hviderusland.

Udtalelser og dokumenter vedtaget på Kommunistisk Parti i Danmarks 2. kongres 14.-16. november 2008, s. 14.