Frank Aaens hyldest til Gulag og Ceausescu (1989)

"»Jeg vil helst glemme det, men jeg løber ikke fra det«, siger han om sit »kortvarige forsøg på at forsvare Gulag Øhavet og behandlingen af Solsjenitsyn«. Holdningen til Sovjetunionens militære indgriben i Afghanistan er også skiftet. I februar 1985 beskrev han i DKP-bladet »Tiden«, hvordan Sovjetunionen havde foregrebet, at »imperialismen (ville) få en militær platform lige syd for Sovjetunionen«, ligesom supermagten havde reddet den afghanske revolution.
. . .
Når Aaen opregner fortiden, fremhæver han hvordan det var i hans tid som chefredaktør, at Land og Folk fik glasnost. Men de medarbejdere, som Weekendavisen har talt med, er mere tilbøjelige til at nævne en strøm af eksempler på redaktør Aaens omhyggelige redigering af virkeligheden, navnlig når medarbejderne refererede fra møder i DKP's centralkomité. Selve relanceringen af Land og Folk den 21. august 1988 viser, hvorfor medarbejderne endte med at gøre oprør mod den redaktør, som gerne lånte Gorbatjovs ord, men efterlevede dem i Bresnjevs ånd. Relanceringen faldt sammen med 20 års dagen for Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet, og i den anledning havde Land og Folk sikret sig en kommentar fra SF's Gert Petersen, samt et interview med datidens Land og Folk redaktør Villy Karlsson, som afslørede, hvad der foregik i DKPs kulisser efter invasionen. Men Frank Aaen brød sig ikke om planerne. Han ville have DKP's synspunkter frem og foreslog derfor at erstatte artiklen om Karlsson med et interview med partiets chefideolog Ib Nørlund. Gert Petersens kommentar skulle tilsvarende erstattes med en kommentar af - Frank Aaen.
. . .
Et andet eksempel er, at da Sohn introducerede tanken om at starte Enhedslisten, var Frank Aaen indædt modstander af ideen. Selv i november 1989, da muren var faldet, forfattede Aaen en hyldest til Rumænien og dets leder Ceausescu, hvor DKP sendte »kammeratlige, varme hilsener til det rumænske kommunistpartis 14. kongres. Vi er lykkelige for at få mulighed for at være til stede under denne kongres og for at kunne erfare om det rumænske folks, partiets og det socialistiske Rumæniens bedrifter . . .«

"Proletariatets demokratur", i Weekendavisen (21.10.1994)

Frank Aaen om Sovjets "hjælp" til Afghanistan (1996)

"Ingen burde have blandet sig i det interne afghanske opgør [d.v.s., da Sovjet invaderede landet i 1979]. Det var ikke en god måde at hjælpe på. Men det var ment som hjælp."

Frank Aaen, i "De røde indtager Borgen", Berlingske Tidende (17.6.1995)

Frank Aaen om stadig at være kommunist (1995)

"To kommunister, to VSere, en trotskist og en gammel maoist. Det er det drivtømmer fra den yderste venstrefløj, der udgør Enhedslistens folketingsgruppe. De er stadig revolutionære, men går nu kun ind for demokratiske metoder.
Venskabelige breve til den rumænske diktator Ceausescu. Støtte til Sovjets invasion i Afghanistan og landsforvisningen af Aleksandr Solsjenitsyn. Der er mange lig i lasten hos Enhedslistens frontfigur Frank Aaen. Men det tynger ham ikke, som han sidder der på sit Christiansborg-kontor, nærmest moderigtig i nydelig sweater og med en Seven Up ved siden af computeren.
»Det er nogle af de ting, jeg fortryder. Det skete af misforstået solidaritet med Sovjetunionen,« siger Frank Aaen, og flytter den amerikanske sodavand så den ikke kommer med på billedet.
»Jeg drikker ikke sådan noget normalt. Det er kun, fordi jeg ikke kunne få andet,« siger han . . . .

Frank Aaen, 43, tidligere chefredaktør på Land og Folk og partisekretær, har været medlem af DKP siden han var 20. Og det er han stadigvæk. DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, er stadig et parti, der eksisterer som en del af Enhedslisten. Det samme er VS, Venstresocialisterne, og SAP, Socialistisk Arbejder Parti - mens KAP, Kommunistisk Arbejder Parti for nogle uger siden holdt begravelsesfest for partiet. Enhedslisten er ikke noget parti, men en fælles liste. Og de, der har stemt på partiets EU-modstand og dets miljø- og flygtningepolitik, har også stemt på nogle af de mest garvede politikere på den yderste venstrefløj. Folk, der for ti år siden stadig diskuterede, om demokratiet og ytringsfriheden skulle sættes ud af kraft efter revolutionen, når folkemilitserne for enhver pris måtte fastholde befrielsen fra kapitalismens åg.

Og de eneste folkevalgte, der i dag inviterer de autonome til fest på Christiansborg efter en valgsejr - med natlige gadekampe med politiet til følge. »Jeg er da stadig kommunist. Og vi er stadig revolutionære. ... Jeg står stadig for mange af de synspunkter, jeg stod for i DKP. . . . . Tidligere var det jo kun Sovjet, vi kunne stå sammen med i de spørgsmål. Det var ikke ensbetydende med, at vi mente, alt i Sovjetunionen var godt. Og når vi støttede det meste af, hvad de gjorde, var det nærmest noget, vi gjorde pr. refleks,« siger Frank Aaen."

"Men jeg er da stadig kommunist", i B.T. (15.1.1995)

VS om "særlige foranstaltninger" før kommunismen (1972)

"Overgangen til socialismen forudsætter en revolution, hvor lønarbejderklassen erobrer statsmagten. I overgangsperioden må der træffes særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i påny at komme til magten eller nye magthavere i at selvstændiggøre sig i forhold til producenterne.
Sålænge der endnu er kapitalistiske stater i verden, vil det være nødvendigt med et statsapparat til at beskytte samfundet under udviklingen mod socialismen. . . .
Målet er i sidste instans det klasseløse - kommunistiske - samfund. Det er ikke muligt konkret at beskrive dette samfund på nuværende tidspunkt.
. . .
Det er en illusion at tro, at man kan indføre socialismen „ad parlamentarisk vej". Et socialistisk samfund kan ikke opstå gradvis inden i det kapitalistiske. Forudsætningen for et socialistisk samfund er producenternes overtagelse af produktionsmidlerne. Kapitalistklassen opgiver naturligvis ikke godvilligt sin ejendomsret til disse. Man kan derfor ikke forestille sig indførelse af socialismen uden at der sker et revolutionært brud med den gamle orden."

Program for Venstresocialisterne (december 1972)

SAP om den revolutionære strategi (1983)

"71. Indenfor VS foregår en modsætningsfyldt proces: En del af VS udvikler sig i retning af et parti af SF-typen, med klare venstre-reformistiske træk. F.eks. ved at gøre beskatningen af lønmodtagernes opsparing til hjørnestenen i en "alternativ økonomisk politik", en afstandtagen fra nødvendigheden af et revolutionært magtopgør og en smadring af den borgerlige stat og det borgerlige parlamentariske demokrati til fordel for proletariatets diktatur baseret på et råds-demokrati.
Samtidig bekæmper en andendel af partiet driften mod højre, udviser forståelse for nødvendigheden af et revolutionært kadreparti og det revolutionære magtopgør og begynder at rejse diskussioner om nødvendigheden af en enhedsfront med reformistiske arbejdere og arbejderpartier.
72. De umiddelbare muligheder for at styrke opbygningen af et revolutionært parti i Danmark ligger derfor i et udvidet samarbejde og en diskussion mellem SAP, de revolutionære dele af VS og andre revolutionære udenfor- SAP og VS. Dette samarbejde og disse diskussioner må ske på grundlag af enighed om følgende hovedpunkter:
a) Tilslutning til, at det er arbejderklassens mobilisering til kamp, som skaber resultater, og ikke parlamentariske manøvrer og isolerede aftaler mellem arbejderpartiernes top-ledelser.
b) Afvisning af reformistiske illusioner. Kun en socialistisk revolution kan løse arbejderbefolkningens problemer.
c) Tilslutning til nødvendigheden af, at nedbryde den borgerlige stat og opbygge arbejderklassens egen statsmagt . . . "

"Borgerskabets offensiv, reformismens fallit og de revolutionæres opgaver", vedtaget på Socialistisk Arbejderpartis (SAP) 4. kongres (19.-21.8.1983)

DKP om Sovjetunionen og dens uundgåelige succes (1973)

"I vor tid foregår den mest grundlæggende omvæltning i menneskesamfundenes historie — verdens overgang fra kapitalisme til socialisme. Virkeliggørelsen af socialismen, først i Sovjetunionen, siden i andre lande, har bevist, at
arbejderbevægelsens grundlæggere havde ret: socialismen er folkenes fremtid. Gennem samfundets overtagelse af produktionsmidlerne kan mulighederne for at efterkomme menneskenes behov udnyttes. Det træder stadig stærkere frem i vor tid, hvor videnskaben er blevet en direkte produktivkraft, som revolutionerer tilvante begreber og omsat i teknik sætter menneskene i stand til at forme sig en lykkelig tilværelse i en stadig nyskabende udvikling.
Under kapitalismen kan det ikke blive sådan. Hensynet til de private kapitalmonopolers profit bestemmer produktion og samfundsliv. De tekniske fremskridt bliver i deres hænder til arbejdsløshed, frygt og forjagethed, til ødelæggelse af naturen, til udryddelse af liv, til trussel om katastrofer.
Folkenes stræben efter fred og socialt fremskridt kan kun vinde frem i stadig kamp mod de kapitalistiske monopolers bestræbelser for at bevare deres magt og privilegier. Mod deres systems, imperialismens, bestræbelser sætter socialismen, arbejderbevægelsen og de nationale frihedsbevægelser deres kræfter ind. Denne internationale klassekamp afgør menneskehedens fremtid.
Imperialismen kan ikke mere bestemme historiens gang. Socialismen vinder mere og mere afgørende indflydelse på den internationale udvikling, efterhånden som dens overlegenhed som samfundssystem viser sig i praksis. I Sovjetunionen fører opbygningen af socialismen til løsning af helt nye og omfattende samfundsopgaver. Også andre socialistiske lande er nået frem til den udviklede socialismes stade. Det betyder ikke alene en materiel og politisk styrkelse, men også at socialismen vinder større overbevisningskraft i folkene.
. . .
Det, som giver kommunisterne kraft og udholdenhed, er bevidstheden om, at deres daglige slid er nøglen til at fuldbyrde samfundets overgang fra kapitalisme til socialisme. Den bevidsthed bygger på forståelsen af socialismens historiske nødvendighed, af dens håndgribelige fremmarch i Sovjetunionen og andre lande, af arbejderklassens styrke og historiske rolle. Kommunisterne kæmper i det daglige opgør med kapitalismen, i indsatsen for at sætte en ny politik igennem, med socialismen som perspektiv og i bevidstheden om, at kun således udformes den kraft, som kan fuldbyrde samfundets omvæltning. Overgangen til socialismen tager forskellige former i de forskellige lande og til forskellige tider. Men den foregår overalt efter de grundlæggende fælles lovmæssigheder, som er sammenfattet i marxismen-leninismens teori."

"Til kamp mod storkapitalen - for arbejderklassen, for socialismen", Kongresresolution fra Danmarks kommunistiske Partis 24. kongres (1973)

KAP om Folketinget og væbnet kamp (1979)

"KAP betragter Folketinget som en del af borgerskabets statsmagt. Såfremt en revolutionær politik vinder så stor fremgang, at borgerskabets magt trues, vil borgerskabet sætte demokratiet ud af spil og gribe til magtanvendelse for at forsvare sine interesser. Det bekræftes af alle historiske erfaringer. Hvem kan tro på, at det skulle være anderledes i Danmark? Derfor kan socialismen ikke nås via stemmesedlen, og derfor er det nødvendigt at være forberedt på væbnet kamp ...
...
KAP er på det skarpeste modstander af vold, kup og terrorisme, og KAP kæmper for at
afskaffe disse ting. De er et produkt af den kapitalistiske og imperialistiske udbytning og undertrykkelse i verden idag, og for at afskaffe volden, kuppolitikken og terrorismen, må selve det system, som skaber disse ting, afskaffes.
Det sker ikke uden at bruge vold. For dette
system giver ikke godvilligt magten fra sig, men bruger netop selv vold for at fastholde sin magt. Derfor siger KAP, at arbejderklassen og verdens folk og nationer må være forberedt på væbnet kamp for at kunne
forsvare sig mod udbytning og undertrykkelse.
Og derfor siger KAP, at der er to slags vold og krig. Der findes retfærdig vold og krig, og der findes uretfærdig vold og krig. Dette hænger sammen med de modsatrettede
interesser, som står over for hinanden. Når arbejderklassen og folkene griber til våben imod undertrykkelse og udbytning, fører de en retfærdig kamp. Når vold og krig føres for at fastholde og udvide undertrykkelse og udbytning, er det en uretfærdig kamp.
KAP ser altså spørgsmålet om krig og vold ud fra synsvinklen om solidaritet med
de undertrykte og udbyttede, ikke abstrakt ud fra forestillinger om fred og ikke-vold."

"Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 34 & 46f.

KAP om Kina (1979)

"KAP stiller sig i særlig grad solidarisk med det socialistiske Kina, som står forreste række i Den tredie Verdens kamp ved at søge at opbygge en bred front af lande i verden til kamp mod de to supermagter, ved at støtte alle undertrykte lande og folk og ved at rette hårde slag mod supermagterne. Samtidig repræsenterer Kina fremtiden for verdens folk gennem sin opbygning og befæstelse af socialismen.
. . .
Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og KAP er på alle grundlæggende punkter enige. Begge partier er en del af den internationale kommunistiske bevægelse. KAP betragter Kina som et socialistisk land, hvor arbejderklassen har magten. KAP betragter Kina som en stærk forpost i Den tredie Verdens kamp . . ."

"Det vil KAP - for et socialistisk Danmark", Handlingsprogram for Kommunistisk Arbejderparti (KAP)(april 1979), s. 10.

KFML om parlamentarisk demokrati og det bevæbnede proletariat (1970)

"[Vi må] hævde arbejderklassens ret til selvbevæbning og derfor vender vi os imod pacifistiske paroler om general nedrustning, som bl.a. SF, D”K”P og VS går ind for, samtidig med at vi understreger, at det er muligt fredeligt at afvæbne kapitalisterne. Perspektivet for den antimilitaristiske kamp må være et socialistisk Danmark med et væbnet proletariat.
- KFML understreger imidlertid, at den dagsaktuelle kamp, som her i korte træk er ridset op, i sidste ende er en resultatløs kamp, hvis den ikke videreføres på et mere fremskredet niveau, dvs. hvis den ikke føres over i en organiseret kamp under ledelse af et revolutionært kommunistisk parti imod selve det kapitalistiske samfund og dets statsmagt med den socialistiske revolution som mål. Vi vender os mod revisionistiske forsøg på at opstille en ”fredelig”, dvs. parlamentarisk overgang til socialisme. At se illusioner om og direkte lægge sin strategi an efter en opfattelse af fjenden som en vennesæl modstander, som frivilligt giver afkald på sine ejendomsprivilegier, betyder i realiteten en afvæbning af arbejderklassen. Ud fra alle hidtidige erfaringer understreger KFML, at kampen om magten i samfundet er en revolutionær kamp, hvor lønarbejderklassen står over for en modstander som vil bruge ethvert middel for at bevare magten. Vejen til socialismen går således ikke via Folketinget, men gennem massekamp, revolutionær omstyrtelse af borgerskabets magt og en fuldstændig sønderbrydning af det borgerlige statsapparat. For revolutionære kommunister kan Folketinget aldrig blive mere end en talerstol, der kan benyttes til at afsløre de bestående magtforhold."

Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP])(1970)

KFML om Mao, Kina og kulturrevolutionen som forbilleder (1968)

"De kommunistiske partier i den vestlige verden har helt og fuldt fulgt en politik, der svarer til den sovjetiske udvikling. De kalder den "den fredelige sameksistens" politik, hvilket i realiteten betyder borgfred med imperialismen! De taler om ”fredelig overgang” til socialismen, selv om alle erfaringer viser, at kapitalistklassen ikke drømmer om at forlade sit fallitbo uden sværdslag!
...
[Vi] vil bygge på marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning. For blot få år siden syntes den internationale diskussion mellem Kinas og Sovjetunionens kommunistiske partier for mange at være en udveksling af skældsord, en hårfin teoretisk diskussion, som kun dækkede over magtkamp. Men idag står det klart for stadigt flere, at Kinas kommunistiske Parti repræsenterer en revolutionær politik, som er kompromisløs over for reformisme og over for imperialismen. Det var og er alt andet end en skindiskussion, men en kamp mellem to veje, den reformistiske over for den revolutionære.
Marxismen-leninismen, Mao Tse-Tungs tænkning, understreger nødvendigheden af at støtte sig på masserne, af at knuse alle tilløb til pampervælde og bureaukrati. Den mobiliserer folkemasserne til aktiv deltagelse i det politiske liv, således som vi ser det praktiseret under den kinesiske kulturrevolution i disse år. Og når det drejer sig om klassekampen, uanset om det er arbejderklassens kamp mod kapitalisterne i den kapitalistiske verden eller om det er dens kamp for at forhindre kapitalismens genindførelse i den socialistiske verden, så advarer marxismen—leninismen mod reformisternes og revisionisternes forestillinger om, at kapitalisterne vil opgive deres kamp, opgive deres magt og ejendom, blot man forhandler sig til rette med dem. Marxismen leninismen, Mao Tse-Tungs tærkning kalder til aktiv og ubønhørlig kamp mod imperialismen og kapitalismen.
...
Forbundets hele virksomhed, dets strategi og taktik, vil bestandigt og ubetinget være rettet mod det ene mål: mobilisering af lønarbejdernes og det arbejdende folks flertal til gennemførelse af den socialistiske revolution og oprettelse af proletariatets diktatur.
...
Afslør og bekæmp revisionisternes forsøg på at genindføre kapitalismen i en række af de lande, som har gennemført folkedemokratiske og socialistiske revolutioner!"

Program for Kommunistisk Forbund/Marxister-Leninister (bygget på Kommunistisk Arbejdskreds [KAK] og forgænger for Kommunistisk Arbejderparti [KAP]), i Kommunist 1. årg. nr. 3 (september 1968)

Venstresocialisterne om en dansk "kulturrevolution" (1969)

"Overgangsperioden. ...
I en overgangsperiode bør der træffes særlige forholdsregler imod såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen. ...

I forlængelse af afskaffelsen af privatejendomsretten til produktionsmidlerne og af opgøret med den politiske magtkoncentration forudser vi endvidere en art kulturrevolution, d.v.s. en gennemgribende ændring af de livsvaner, idealer, normer og forestillinger, som vi har taget med os fra det kapitalistiske samfund. Denne proces må skønnes at blive af permanent karakter, og der lader sig på nuværende tidspunkt ikke sige meget om dens indhold."

Programskrift for Venstresocialisterne (1969, s. 31)

Venstresocialisterne om Cuba og Kina (1969)

"Flere træk i opbygningen af socialismen i Kina og på Cuba tyder på, at disse lande bevidst søger at undgå en gentagelse af de fejl, der er blevet begået i Østeuropa. Gennem kampagner imod bureaukratiseringstendenser, aktivisering af befolkningen og agitation imod personlige, materielle gevinstmotiver i produktionslivet, forsøger man at realisere socialismens idealer om lighed mellem mennesker."

Programskrift for Venstresocialisterne (1969, s. 30)

Socialistisk Folkeparti om Sovjetunionens store landvindinger (1963)

30. Sovjetunionen
Forholdet til Sovjetunionen er et af de spørgsmål, som gennem mange år har været i centrum af den hjemlige debat og har delt arbejderklassen i to grupper, for og imod. Da stillingen i Sovjet har været af betydning for vurdering af partier og enkeltpersoners demokratiske holdning, skal vi præcisere vort standpunkt.
- Revolutionen i 1917 betød, at der for det første gang blev oprettet et styre, der kunne og ville varetage den jævne befolknings interesser.
Man begyndte i et politisk isoleret og økonomisk tilbagestående samfund. Opbygningsarbejdet voldte i sig selv gigantiske vanskeligheder, og det blev yderligere hæmmet af udenlandske militærinventioner og fortsat økonomisk boykot.
Hermed skabtes forudsætningerne for stalinismen: Et system, der er karakteriseret ved en stærk, central statsmagt, baseret på et bureaukrati af bedrestillede parti- og statsfunktionærer. Arbejderne blev vidtgående umyndiggjort, afgørelser påtvunget fra oven.
Straffeforanstaltninger erstattede den demokratiske diskussion.
Centraliserede diktaturer er velkendt i lande der søger at overvinde teknisk tilbageståenhed på kort tid, men der var desuden i stalinismen træk af nationalhistorisk oprindelse og af personlig karakter. Terror og despoti indgik i regimet, og man idealiserede efterhånden en bornert og
udemokratisk livsform. Men stalinismen antastede ikke produktionsmidlernes samfundseje og planlægningsbestræbelserne.
Ved Stalins død var det gamle Rusland omskabt totalt i økonomisk og social henseende i kraft af den store produktivitetsstigning, af uddannelsens og kulturlivets delvise demokratisering.
Her ligger udgangspunktet for kravet om friere, mere socialistiske forhold, som føres frem især af de nye sociale lag af oplyste-arbejdere, teknikere og intellektuelle.
Det opgør med fortiden, som på forskellig måde og i forskelligt tempo har fundet sted efter Stalins død, har været båret oppe af et folkeligt pres og nødvendigheden af at skabe andre økonomiske organisationsformer. Hermed synes der at være åbnet muligheder for en vækst ind i et virkeligt socialistisk demokrati.
Rester af stalinismens forældede forestillinger og udemokratiske praksis kan endnu føre Sovjet ind i blindgader. Under presset af den kolde krig ser resterne af stalinismens magtfaktorer, det civile og militære bureaukrati, en chance for at bevare de gamle tilstande.
De faktorer, som i særlig grad præger og bestemmer USSR’s udenrigspolitik er landets traditionelle interesser som stormagt og den ideologi, landets ledere bekender sig til. Disse to faktorer indgår med forskellig vægt i Sovjetunionens udenrigspolitik. Den opbygning af et sikkerhedsbælte af loyale stater i Østeuropa, som med 2. verdenskrigs allieredes tilslutning fandt sted omkring 1945, var i første række et kardinalpunkt i Sovjets stormagtspolitik, men muliggjorde samtidig de påkrævede sociale revolutioner i østlandene, hvorved sikkerhedspolitikken blev befæstet.

Principprogram for Socialistisk Folkeparti (1963)

Dagbladet Arbejderen om Zimbabwes demokrati & problemer (2008)

"Zimbabwe skal bøje sig for Vestens krav. Kampagnen mod præsident Robert Mugabe er enorm og koordineret. Sanktionerne lammer landet og rammer befolkningen

Det synes at være den beslutning London og Washington har taget for længe siden.

Vestens holdning er, at de udenlandske, rige firmaer for alt i verden skal have nem adgang til landets rigdomme i undergrunden, og hvad den frodige jord kan give.

Nu ligger der et enormt pres på befolkningen op til anden runde af præsidentvalget mellem den nuværende præsident Robert Mugabe fra partiet ZANU-PF og udfordreren, Morgan Tsvangirai fra MDC. Valget er fastsat til den 31. juli i år.

Ved valget i marts konstaterede valgkommissionen, at nok havde Morgan Tsvangirais parti fået flertal i parlamentet, og Tsvangirai selv flere stemmer end Mugabe til posten som præsident. Men antallet af stemmer til Tsvangirai ved præsidentvalget var ikke nok til at undgå en anden runde. For at vinde i første valgrunde skal en kandidat have over 50 procent af stemmerne, og det fik Tsvangirai ikke.

...

Sanktioner rammer landet hårdt. Oveni svømmer medierne i hele verden over af propaganda mod Mugabe.

Strategien er tilsyneladende at skabe utilfredshed i befolkningen over de økonomiske problemer, som Mugabe får skyld for. Og så skal folket vælge en anden præsident end Mugabe.

...

Som en følge af presset ude- og indefra er Zimbabwes økonomi i dag i ruiner. Pengenes værdi er totalt undergravet. Inflationen er skyhøj.

...

Inde i landet har rige farmere og arbejdsgivere forstået signalet fra Vesten.

I Zimbabwe er der lavet en uhellig alliance med specielt de mange tusinde hvide farmere, der stadig sidder på størstedelen af jorden. De sørger for at sabotere al fremgang. Det samme gør driftige erhvervsfolk i byerne, der ejer fabrikker og virksomheder.

Netop disse fortrædeligheder giver Vesten Zanu-PF-regeringen med Mugabe i spidsen skylden for.

Og det er ikke så underligt, at millioner af mennesker længes efter nye tider og ny fremgang.

Her kommer Vesten så med sit interne spar es og gulerod; Morgan Tsvangirai fra oppositionen MDC. De tre bogstaver står for 'Movement for Democratic Change'; altså Bevægelsen for demokratisk forandring.

Partiet siger ja til kravene fra Vesten. Privatisering frem for statseje af de vigtigste virksomheder i landet. Stop for jordreformen, der giver jorden tilbage til den sorte befolkning.

Hvis blot Zimbabwe vælger en ny regering og vælter Mugabe, åbner Vesten for lån til landet og støtte, lyder de lokkende løfter.

Denne afpresning er prøvet i dusinvis af andre lande verden over; Nicaragua under sandinisterne, i Zambia, i Ukraine, og få - om nogen steder overhovedet - har det medført fremgang for de mange.

Nu er det Mugabes tur. Dæmoniseringen ruller.

...

Robert Mugabe har været leder af det sydafrikanske land Zimbabwe siden 1980.

Han udmærkede sig i 1960'erne som leder for Zimbabwe African National Union (ZANU), og som leder af guerrilla-krigen mod det racistiske styre i Rhodesia i krigen fra 1964 til 1979.

Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide én procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Mugabe møder i dag et voldsom pres fra USA, Europa og britisk Commonwealth-lande på grund af sin kritik af imperialismen og på grund af de jordreformer, som han og partiet ZANU insisterer på.

Fra artiklen "Sådan kvæler man et land", af Anders Fenger, i dagbladet Arbejderen (31.5.2008)

Sømændenes Forbund om Stalin (2007)

Fra artikel i Netavisen 180grader.dk (26.6.2007):

Knud Frederiksen, kasserer hos Sømændenes Forbund:

I har et billede af Stalin hængende på jeres kontor?
"Ja, vores ven Stalin. Ja, det er rigtigt."

...

Hvilket signal sender det at have et portræt af en massemorder hængende på det officielle kontor?
"Tjae, vi har jo også et billede hængende af Anders Fogh. Han er jo også halvvejs morder. Tænk på alle dem, de har dræbt ude i Irak og de steder."

Så der er ikke forskel på Stalin og Anders Fogh?
"Joe, Stalin var jo en rigtig statsmand."

Fra artikel i Netavisen 180grader.dk (28.6.2007):

"Holger K. Nielsen (SF) har sammenlignet det med at hænge et billede af Hitler op på kontoret, men det mener formanden for Sømændenes Forbund, Søren Sørensen, er for unuanceret.

"Jeg fornægter hverken, at den ene eller den anden person har spillet en rolle i historien, men jeg har et så nuanceret syn på tingene, at jeg ikke vil sammenligne Stalin og Hitler. Engang blev Stalin jo fotograferet med Churchill og Roosevelt, men jeg er da godt klar over, at historikerne siden har kastet et dunkelt lys over ham. Stalin er ikke så slem, at han ikke må hænge på væggen på et kontor hos os," siger Søren Sørensen til Jyllands-Posten."

Jørgen Arbo-Bæhr om samarbejde med stalinister (2007)

Men du vil gerne demonstrere sammen med folk, der sagtens kunne tænkes at gå med hammer og segl, fordi de gerne vil vise deres sympati med sovjetkommunismen - vi ved jo, at der på venstrefløjen findes folk, som synes, at Stalin var en helt?
"Det er ikke noget problem for mig i dagens Danmark. Stalin har været død i mange år, og sovjetsystemet er afskaffet ..."

Hitler har også været død i flere år, og nazistyret blev afskaffet længe før sovjetkommunismen.
"Jajaja, men jeg siger bare, at det er ikke noget problem for mig, at der er nogen, som kalder sig kommunister eller stalinister, eller hvad de nu kan kalde sig. Jeg er dybt uenig med dem, men jeg er parat til at demonstrere sammen med mange, som jeg er dybt uenig med på en masse spørgsmål," siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Interview med Jørgen Arbo-Bæhr, MF for Enhedslisten og medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP) i netavisen 180grader.dk (3.10.2007)

Kommunistisk Partis næstformand om Stalin (2007)

Er der ikke forskel på nogle regler om påklædning og så det at have et billede på væggen af en person, som har slået millioner af russere ihjel?
"Man må jo se personer i et historisk lys, hvordan de har ageret i forhold til den tid, hvor de har levet."

Er der da undskyldninger for Stalins mord på millioner af russere?
"Det har der vel været i historiens lys, selvom vi ikke synes det i dag. Der har været mange forskellige årsager til, at historien har udspillet sig, som den har. Man kan ikke skrue historien tilbage."

Var hovedårsagen ikke bare, at Stalin var en tyran og et ondt menneske?
"Diskussionen om ond og god synes jeg ikke rigtigt hører hjemme her. Den diskussion kan jeg ikke bruge til noget."

Hvorfor ikke?
"Han har jo ikke egenhændigt gået rundt og skudt millioner ned eller kastet dem i massegrave."

Men han havde vel et betydeligt ansvar for det?
"Absolut, det skal man ikke fornægte, men det er jo ikke kun en enkeltperson. Det er et spørgsmål om at se ind i en tid."

Synes Kommunistisk Parti, at Stalin var en skurk eller en helt?
"Stalin var en del af historien og må ses som den del af historien, han var i, ud fra den tid hvor han levede."

Så du vil ikke sige, at Stalin var en skurk?
"Nej, det vil jeg ikke," siger Anette Nielsen.

Interview med Anette Nielsen, næstformand for Kommunistisk Parti i Danmark, i netavisen 180grader.dk (1.6.2007)

Niels Hausgaard om Stalins historiske synder (2007)

"[D]et kan ikke nytte noget, at vi hænger os i historien."

Niels Hausgaard om Stalins massemord i anledning af sin økonomiske støtte til Kommunistisk Parti i Danmarks avis, Dagbladet Arbejderen, der hylder Josef Stalin, interview til netavisen 180grader (29.7.2007)

Ole Sohn om russernes kommunistiske idealer og nationalisering af den danske finanssektor (1989)

"Det er ikke de kommunistiske idealer, der fornægtes i Østeuropa. Det er de forbrydelser, der er sket i socialismens navn, siger Ole Sohn ....

Kan kommunismens sammenbrud i øst ikke få dig til at vakle i troen på idealerne?
Det er en række gerninger, man fornægter ikke de kommunistiske idealer. De forbrydelser, der er sket i socialismens navn, er en af de mørkere sider af vores historie, men jeg ser ikke noget anti-kommunistisk i, at folk nu går på gaden i Østeuropa og kræver ændringer. Snarere tværtimod.

SUND PROCES
Men folk jubler dog og råber 'aldrig mere kommunisme'?
Ja, fordi man har forbundet kommunismen med kommunistpartierne. Det er rigtigt at gøre op med, at et parti per automatik skal have den ledende rolle. Den rolle kan man kun have i kraft af en autoritet, man har i befolkningen. Jeg opfatter det, der sker som en omfattende demokratiseringsproces, som er sund, og som får befolkningen til at tage større del i det politiske liv. Men hovedparten fastholder, at der skal være både demokratiske og socialistiske forhold i landene. ...

Ole Sohn erkender, at det kan være svært at holde gejsten oppe, men det er nu op til DKP-medlemmerne selv at formulere de idealer, der skal arbejdes efter.

I øst taler kommunisterne nu om at indføre den demokratiske socialisme. I Danmark arbejder både S og SF for det. Hvorfor skulle der være brug for et kommunistisk parti i Danmark?
Socialdemokratiet tror, at man kan styre kapitalkræfterne, og det er vi uenige i. Det betyder ikke, at enhver lille bagerforretning i Danmark skal nationaliseres, men samfundet skal have råderet over finanssektoren og for eksempel energisektoren. ...
Enhedslisten vil kunne give venstrekræfterne et opsving igen. Den er dels et skridt til venstre for SF dels et skridt foran. Det har haft svært ved at trænge igennem, men vi gik faktisk frem ved kommunalvalget. Både som parti og med Enhedslisten.

'JEG GÅR IKKE'
Netop nu tales der om, at det er stalinisterne, der har beskåret din magt, og er ved at tage magten i DKP. Det øger vel ikke tilliden til partiet?
Det er vildt at betegne de kammerater som stalinister. Som en vejledning vil jeg sige, at der er tale om forskelle mellem traditionalister og fornyere.

Ole Sohn, i "Hjertet er rødt endnu", interview i Politiken (3.12.1989)