KAP om Stalin & proletariatets diktatur (1976)

[Det er nødvendigt med et revolutionært parti, som] ”kan samle og koordinere kampene og lede dem – ikke ind i folketingets baner og illusioner om, at borgerskabets statsmagt kan bruges mod borgerskabet selv; nej de må ledes ind i et samfundsomvæltende opgør med selve kapitalen og dens statsmagt”.

Om Sovjetunionens historie hed det bl.a.:

”Stalins linje sejrede, og nogle år efter påbegyndtes en socialistisk omformning af landbruget og en omfattende industrialisering. Det sovjetiske folk nåede store resultater”

KAP

”står side om side med Kinas kommunistiske Parti og Albaniens Arbejdets Parti”.

Fra pjecen ”Hvad vil Kommunistisk Arbejderparti?” (1976), illustreret med portrætter af Karl Marx, Friedrich Engels, Vladimir Lenin, Josef Stalin og Mao Tse-tung.

DKP/ML om Stalins ufejlbarlighed (1978)

”DKP/ML bygger klart og konsekvent på den videnskabelige socialisme, sådan som den er udviklet af marxismen-leninismens klassikere, Marx, Engels, Lenin og Stalin. Marxismen-leninismens klassikere har grundlagt og videreudviklet arbejderklassens videnskabelige teori. De var anerkendte og teoretiske og praktiske ledere af den kommunistiske verdensbevægelse. De har ikke begået afgørende fejl på noget grundlæggende spørgsmål. Derfor er deres lære det uomgængelige grundlag for kommunisternes arbejde og kamp også i dag.
. . .
Stalin sammenfattede marxismen på mønstergyldig vis. Han udviklede teorien videre på væentlige felter under kampen for socialismen under proletariatets diktatur. . . . Han forudså, afslørede og bekæmpede uden vaklen ethvert forsøg på at genrejse kapitalismen og var den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder.”

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 1f.

VS om bevæbning og protelariatets diktatur (1977)

”Kun en bevæbnet arbejderklasse og etableringen af proletariatets diktatur er i stand til at forhindre en borgerlig kontrarevolution. Statsmagten er knudepunktet for det borgerlige herredømme, og ikke en neutral instans, der kan erobres fra borgerskabet; den borgerlige stat skal knuses – ikke overtages.”

Udtalelse fra Venstresocialisternes forretningsudvalg (1977), her citeret efter PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 260).

KUF'ere som "street fighters" med skydetræning og grankæppe (ca. 1969)

"På dette tidspunkt [i.f.m. Saga-demonstrationerne imod John Wayne-filmen 1969] havde Appel indsat Holger Jensen og Gert Rasmussen som 'aktionsledere' i KUF - eller som Gert Rasmussen har formuleret det: "Vi var Gotfreds street-fighters".

De to aktionsledere havde begge forsøgt at blive guerilla-soldater på kommunistisk side i Vietnam-krigen, og da det ikke var lykkedes at komme af sted, havde de i stedet meldt sig til skydetræning i Danmark. Blandt deres initiativer var også fysisk træning af de unge KUF-medlemmer i blandt andet løb og svømning, ligesom en judotræner instruerede i nærkamp.
. . .
Planen var ikke blot at demonstrere mod filmen, men simpelthen at få standset visningen, koste hvad det ville. Foruden erhvervelsen af et par lange læderjakker til både Holger og Gert inkluderede forberedelsesarbejdet også indkøb af et større parti lange granrafter, der under demonstrationen kunne tjene to formål: Dels kunne rafterne forsynes med skilte med antiimperialistiske slagord, dels udgjorde kæppene, frigjort fra skiltene, et fortræffeligt slagvåben mod politiet.

"Vi var enige om, at de skulle have nogle på skallen. Det skete med min fulde velsignelse," fortæller Gotfred Appel mange år senere. "Jeg kan tydeligt huske, at Ulla og jeg i en varevogn kørte et læsfuld grankæppe ind til vores folk foran Saga. Med besked om at bruge dem."

Aktionsledelsen havde desuden haft en bil ved stranden, hvorfra et par sække med håndstore sten blev kørt ind til Vesterbrogade. Også møtrikker blev medbragt som kastevåben."

Fra Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 101f).

Preben Møller Hansen om Nordkorea (1995)

"Et af Københavns mest fashionable luksushoteller, Sheraton, er i disse dage ramt af en alternativ begivenhed: Den ægte socialismes genfødelse.

Det er Nordkorea , der er vært for den upåagtede internationale konference, hvis hovedtema er den såkaldte 'Juche ide'. En slags socialistisk renæssancefilosofi, skabt af landets nu afdøde leder Kim Il Sung, og fulgt op af sønnen, Nordkoreas nye leder Kim Jong Il, der blandt andet har skrevet bogen 'Socialisme er en videnskab'.

Ekstra Bladet støder med statsgaranti ingen af de tilstedeværende, når vi hævder, at salig Marx og hans 'Das Kapital' for alvor er truet som socialismens bibel. Kim Jong Ils bog lå nemlig sammen med et halvt hundrede andre publikationer, skrevet af far og søn, andægtigt på rad og række i luksushotellets foyer, og den er da også udganspunkt for størstedelen af konferencens foredrag. Alle bogtitler starter i øvrigt med ordene: 'Our dear leader' (vores kære leder, red.), dog enkelte gange varieret med 'Our great leader' (vores store leder, red.) For kendere bør det nævnes, at der også var hele fire originale eksemplarer af 'The Kim Il Sung Encychlopedia' - dog uden prisskilt. Et kvalificeret gæt er, at prisen er ret pebret, idet Ekstra Bladet så flere af de lærde professorer, der totalt dominerer gæstelisten, forsigtigt røre ved de læderindbunde leksika med drømmende blikke.

ALLE KAN FØLGE MED

Konferencen, der slutter søndag eftermiddag, har hele 41 danske deltagere.

Blandt de mest kendte skal nævnes Preben Møller Hansen, der repræsenterer Fælles Kurs, Villy Fuglsang fra DKP og Hans Christian Andersen, DKP's internationale komite, (ej at forveksle med en afdød fynsk navnebroder, der jo som bekendt også elskede eventyr).

Foruden en lang række af Tordenskjolds socialistiske soldater fra DKP og DKP/ML er de danske universiteter fornemt repræsenteret. Hele fem professorer er med til konferencen: Per Salomonsen fra Aalborg Universitetscenter og Bruno Amoroso , Tue Magnusen, Henrik Toft Jensen samt Bent Greve, alle fra RUC.

. . .

Ekstra Bladet fik en kort samtale med Preben Møller Hansen imellem to af fredagens foredrag. Den detroniserede sømandsboss var i vældigt humør.

- Ja, man tror sgu det er løgn, men jeg har lige hørt en halvanden time lang tale uden at falde i søvn. Det er sgu spændende, det her.

Preben Møller erklærede sig stadig som ægte socialist og forklarede Sovjetunionens sammenbrud således:

- Når arbejderne ser, hvordan levebrødspolitikerne udnytter systemet, begynder de sgu at drikke. Det var det, der gik galt. Socialismen er ikke død, det var enkeltpersoner, der fejlede, jeg tror virkelig på Juche-filosofien og Kim Jong Ils ideer.

Samtalen blev desværre ikke længere, Møller Hansen skulle ind til endnu et foredrag i den imponerende sal, der i øvrigt var domineret af et enormt portræt af Kim Il Sung.

Det billigste dobbeltværelse på Sheraton koster knap 1.600 kroner eller det samme som syv månedslønninger i Nordkorea."

Fra Jeppe Juhls artikel "Her genfødes den ægte socialisme", i Ekstra Bladet (4.2.1995)

Fra sangen "Rød front!"

Rød front! Nu griber vi til våben
her hjælper ikke bøn og trods!
Rød front! Nu ligger målet åben
thi nu tilhører gaden os!
Nu skal fortids møre mure falde
vi som fri fra fængslet går
Rødt stråler stjernen for os alle
og seglen skærer, hamren slår!

Fra sangen "Rød front!", tilføjelse til "Internationale", fra Den Store Røde Sangbog.

Billeddokumentation #5: KPiD's dyrkelse af Lenin (2007)

Fra Kommunistisk Parti i Danmarks hovedkvarter: Plakat med Lenin.

Den Proletariske Friskole (1970erne) II

"Danske revolutionære skubbede i 1970erne deres egne børn ud i kriminelle handlinger, selv om forældrene godt vidste, at børnene kunne ryge på både politistationen og få bøder.
Det fremgår af en »plakatvejledning« fra Den Revolutionære Friskole , der ledet af oprøreren Finn Ejnar Madsen ikke blot indoktrinerede børn i 70erne, men også instruerede dem i ulovlig opsætning af plakater med statsomstyrtende budskaber. En »propagandapraksis«, som ifølge Finn Ejnar Madsen skulle indgyde eleverne »revolutionær pligtfølelse«.
»Blir du snuppet, afbrydes plakatarbejdet, du får måske lov til at sidde et par timer i boksen på stationen, og du får en bøde. Undgå derfor at blive fanget,« hedder det i vejledningen, som Berlingske Søndag er i besiddelse af:
»Vær ikke for ligeglad med panserne, således at I blir unødigt overraskede af dem. Er de efter jer, så løb fra dem, det koster ikke ekstra, hvis du alligevel blir snuppet«.
I vejledningen fra friskolen instrueres børnene også i, at de skal benægte »alt«, hvis de alligevel fanges af politiet. Ligesom de skal sørge for ikke at have adressebøger og telefonlister på sig.
Tidligere elever på skolen lægger i dag stærk afstand til den måde, hvorpå de blev opdraget og presset til den ulovlige plakatopsætning. En praksis, der siden har ført til dybe sår og opgør i mange familier.
»Jeg husker stadig, hvordan jeg ni år gammel blev taget af politiet. Jeg var skrækslagen, men de slap mig heldigvis fri,« siger den i dag 37-årige Thomas Due-Boje:
»Det, som Finn Ejnar Madsen og skolen fik os til at gøre, var ikke alene dybt ulovligt. Det mest chokerende er faktisk, at det skete med vore forældres samtykke«.
. . .
Thomas Due-Boje husker, at Finn Ejnar Madsen gav teoretisk undervisning i fremstilling af molotov-cocktails – brandbomber – og under et besøg på en kaserne prøvede han og flere andre børn at skyde med et maskingevær af mærket M60.
Finn Ejnar Madsen siger til de nye oplysninger:
»Jeg er overhovedet ikke nølende over for det skete i dag. Vi ville have, at børnene ikke bare gjorde alt det, som autoriteterne krævede af dem. Og jeg tror ikke, at børnene har lidt under det. Nogle børn blev måske lidt bange, men altså«.
Hensynet til revolutionen stod altså hævet over, at jeres egne børn måtte bryde loven?
»Ja.«

Fra artiklen "Revolutionær skole brugte børn til lovbrud", i Berlingske Tidende (1.2.2004)

Fra sangen "Allende"

Din vej til socialismen
er svær at gå
Var der en fejl i mekanismen ?
Et spørgsmål presser på.
Kan vi stemme os til magten ?
Får vi magten uden kamp ?

Skrevet af Troels Trier, fra Den Store Røde Sangbog.

Den Proletariske Friskole (1970erne)

"Andre vil bruge stærkere ord om det, der foregik på Den Proletariske Friskole (DPF) hver lørdag fra sommeren 1973 og frem til skolens lukning i 1980.

En anden gang skulle de [d.v.s. skoleeleverne] forestille sig, at de kastede med håndgranater ved at kaste med sten efter en trappe, og på et tidspunkt blev de også sat til at producere og sælge Chile-mærker for at skaffe penge til maskingeværer til oprørerne i Chile. 1200 kroner blev det til - svarende til tre maskingeværer.

Lederen af skolen, Finn Ejnar Madsen, var allerede før skolens oprettelse kendt for at have erobret talerstolen fra rektoren på Københavns Universitet under årsmødet i 1968. Og den revolutionære psykologistuderende ryddede igen forsider, da han efter Verdensbank-demonstrationen i København i 1970 blev idømt et års fængsel for at have medbragt ni molotovcocktails. Men straffen mildnede ikke den unge oprører, som i dag betragtes som et symbol på ungdomsoprøret. Få måneder efter at have afsonet sin dom oprettede Finn Ejnar Madsen Den Proletariske Friskole, der nåede at have undervisningslokaler flere steder i Hvidovre, Rødovre, Vesterbro og i det indre København.

Dengang fortalte Finn Ejnar Madsen til pressen, at skolen var en revolutionær skole for børn af aktive på den yderste venstrefløj. Men langtfra alt blev fortalt.

Bekendt med løgnen

Med baggrund i en række interne undervisningsrapporter fra Den Proletariske Friskole, forfattet af Finn Ejnar Madsen, kan Berlingske Søndag i dag fortælle, hvordan skolen ofte fordrejede sandheden i sagens tjeneste, nemlig at gøre børnene til en revolutionær fortrop. Forældrene var bekendte med løgnen, eftersom de modtog rapporterne fra skolens bestyrelse med skriftligt pålæg om, at de blev opbevaret »absolut utilgængeligt for børnene«:

»De er beregnet til din personlige oplysning. Vi må indskærpe, at en videreformidling af indholdet i disse rapporter kun må ske med bestyrelses akcept,« lød beskeden til forældrene.

I rapporterne kan det læses, at den seks timer lange undervisning hver lørdag indledtes med løbetræning for alle. Træningen skulle være med til at opbygge en »overordentlig militant stemning«, som det hedder. De mindste på fem år skulle også løbe med på morgenturen i enkeltkolonne med tre skridts afstand.

Vigtigt med disciplin

Den militære disciplin var den samme i undervisningen i fag som historie, regning og dansk, og den var ifølge skolelederen nødvendig for at skole børnene til den store kamp:

»DPF vil uden en sådan disciplin degenerere til ren småborgerlighed,« konkluderede Finn Ejnar Madsen: »Det er vort ønske til den proletariske revolutions tjeneste at udvikle stærke og selvsikre børn, som formår at træffe en beslutning, og som stædigt, vedholdende og hensynsløst overfor sig selv kæmper for denne beslutnings gennemførelse.«

Ordene »god«, »ond«, »arbejder«, »bonde« og »kapitalister« blev stavet og repeteret i en uendelighed, og simple billedbøger - som regel fra Kina - blev brugt til at opbygge et had mod de onde kapitalister hos børnene.

Men undervisningen byggede på mere end bare forenklede fremstillinger. De interne rapporter fra skolen afslører, at skolens lærere helt bevidst fordrejede kendsgerninger og gav falske udlægninger af historiens gang for at påvirke eleverne i en bestemt retning.

Dermed leverer rapporterne et nyt blik ind i den yderste danske venstrefløj under Den Kolde Krig. Det var bare ord, siger de tidligere revolutionære ofte i dag - 30 år efter. Men for nogle af deres børn var det meget mere end det. De blev ikke bare udsat for militant træning, de blev også udsat for noget, der minder om hjernevask.

Det skete for eksempel i november 1973, da Finn Ejnar Madsen fortalte børnene om baggrunden for nogle gadekampe, der dengang udspillede sig mellem »studenter og arbejdere og juntaens tropper« i Athen.

»Jeg giver dog allerførst oprørets baggrund, men forfalsker denne. De demokrati- og retfærdighedssøgende studenters logik er ikke tilgængelig for vore børn,« skrev Finn Ejnar Madsen i sin rapport.

På samme måde blev undervisningen - med Finn Ejnar Madsens egne ord - også »uden vaklen« gjort »ensidig« en lørdag, hvor børnene senere samme dag skulle deltage i en Palæstina-demonstration:

»En alsidig skildring af de komplicerede forhold i Palæstina/Israel vil for de mindre børn være uigennemskuelig, forvirrende og dermed demobiliserende.«"

Fra artiklen "Maos danske fortrop", i Berlingske Tidende (25.1.2004).

Curt Sørensen om bolsjevikkernes "oprør fra neden" (1997)

"Ud fra hver deres motiver hævder sovjethistorikerne og vestlige liberalister, at den russiske revolution var elitens værk. Sandheden er, at den var et ægte folkeligt oprør. Der er to dominerende historieskrivninger om den russiske oktoberrevolution: Sovjethistorieskrivningen og den dominerende vestlige, liberalistiske historieskrivning. I begge fremtræder revolutionen som en begivenhed, der på det nærmeste er arrangeret ovenfra.
I det omfang masserne, befolkningen, almindelige mennesker overhovedet inddrages, er det som en masse der netop bliver mobiliseret (Sovjethistorieskrivningen) eller manipuleret (den dominerende vestlige historieskrivning).
. . .
Konklusionen er den, at oktoberrevolutionen primært var Lenins og bolsjevikkernes værk. De greb magten, og masserne blev netop mobiliserede. Ifølge den dominerende borgerlig liberalistiske historieskrivning (Schapiro, Pipes, Ulam, Keep, Johnson o.s.v.) udnyttede bolsjevikerne kynisk og behændigt det kaos, der havde udviklet sig i Rusland efter nederlagene i Første Verdenskrig og zarismens sammenbrud i februar. Der var ingen lovmæssigheder i udviklingen. Såvel Første Verdenskrig som de russiske revolutioner fremkom gennem et spil af tilfældigheder, hvor Lenins og bolsjevikkernes manipulationer blev afgørende i den sidste ende. Oktoberrevolutionen var et rent og skært kup. Lenin og bolsjevikkerne tog simpelt hen magten.
. . .
Afgørende for udviklingen fra februar til oktober 1917 var befolkningens spontane reaktioner på nogle helt elementære forhold og grundproblemer, nemlig: Det forhold, at den provisoriske regering ikke kunne eller ville standse krigen, at den ikke kunne magte de store økonomiske problemer (dyrtid, forsyningen til byerne m.m.), at den lod jordspørgsmålet ligge og ligeledes de nationale spørgsmål. Der foregik i denne periode fire vældige spontane processer i bunden af det russiske samfund: bevægelsen blandt bønderne, bevægelsen blandt soldaterne, bevægelsen blandt arbejderne og bevægelsen blandt de nationale minoriteter.
. . .
Bolsjevikpartiet af år 1917 var hverken et lille parti domineret af intellektuelle, som det havde været tidligere, eller det statsparti af administratorer, som det blev senere. Det var hverken en lille elite af overmenneskelige helte (som det fremstår i Sovjethistorieskrivningen) eller en lille klike af ondskabsfulde og manipulerende dæmoner (som det fremtræder i den dominerende vestlige historieskrivning), men et relativt masseparti af først og fremmest arbejdere og soldater, som var blevet radikaliserde af forholdene. . . . Man behøvede næsten ikke at manipulere selvom det også forekom! Ja, man behøvede næsten heller ikke at tage magten. Man blev så at sige skudt eller katapultet op til magten af en vulkansk eksplosion nede i bunden af det russiske samfund.
. . .
Og under vægten af disse ideologiske billeder glemte man efterhånden næsten helt i Vesten såvel som i Rusland, at oktoberrevolutionen i 1917 faktisk primært var en genuin folkelig revolution. Men gå hen og se Ken Loachs fantastiske film om den spanske revolution : Land and Freedom, så får man et indtryk af hvad det egentlig drejer sig om: Rusland 1917, Spanien 1936 eller Ungarn 1956 viser, at engang imellem finder det tålmodige folk sig faktisk ikke længere i undertrykkelse og udbytning, men gør oprør nedefra mod herskende klasser og dominerende eliter. Dette er oktoberrevolutionens egentlige budskab, og det er lige præcist dette budskab, der i samtiden vakte en bølge af håb og begejstring langt ind i Vestens socialisme og arbejderbevægelse."

VS'eren, daværende professor Curt Sørensen, i kronikken "Oprør fra neden", Information (22.11.1997)

Jørgen Knudsen som apologet for Bin Laden (2001)

"Det mærkelige var, at rædselsdåden også oplevedes som en lettelse. Endelig! Da disse babelstårne sank i grus, blev det forståeligt, at verdens magtbalance var tippet. Det lykkedes for nogle få, meget beslutsomme mænd at demonstrere Magtens sårbarhed og Afmagtens styrke. Det rige samfund er ikke kun et risikosamfund, det er også ekstremt sårbart. Det blev klart, at den globalisering, vi alle taler så meget om, ikke er mulig i verden, som den ser ud i dag. Arrogant rigdom og håbløs fattigdom kan ikke leve fredeligt side om side på samme klode, dertil er den blevet for lille og ødelæggelsesmulighederne for let tilgængelige. Den teknik, den rige verden har udviklet, kan af fantasifulde fra den fattige verden vendes imod den, og ingen mure, hegn, metaldetektorer eller missilskjolde kan skærme den.
Vi er derfor udleveret til de fattige på nåde og unåde. Det er dem, der har fat i den lange ende. . . . .

Hvornår vil vi forstå budskabet? Hvor længe endnu vil vi prøve at bekæmpe terroristerne og deres formodede bagland og dermed fremtidssikre terrorismen, konfrontationen og håbløsheden? Hvor længe vil vi holde på vores RET her i Fort Europa og Fort Amerika og afskrive den fattige verdens helte som onde, fanatikere, terrorister . . . Derfor insisterer vi også på at kalde selvmordspiloterne onde. Er et menneske, der betaler for sin handling med sit eget liv, ondt? Tanken modsiges af de smukke traditioner for selvopofrelse, som vor kultur er stolt af at have.
. . .
Når vi derfor læser om de unge palæstinensere, der sprænger sig selv i luften for at få nogle jøder med i døden, er det ikke kun gru og afsky, vi føler, men også i et hjørne af sjælen en respekt for et menneske, der sætter sagen højere end sit liv.
. . .
Hvad skal man kalde de selvmordere, der styrede de fire amerikanske fly i døden med så rædselsfulde følger? De har jo øjensynlig forberedt sig på deres egen død i årevis, metodisk, planmæssigt, og må have brugt alle deres åndsevner på at gøre den sikker. Hvordan skal man være indrettet for at kunne gøre noget sådant? Hvis de var onde, var så bombekasteren over Hiroshima (som ikke løb nogen nævneværdig risiko) også ond? Ordet er ikke til megen hjælp. Et andet ord hjælper bedre til forståelse: had. Disse mænds had til USA må have været grænseløst. Og deres død må have været forsødet af triumf, når den svage part takket være kløgt og snedighed overlister den stærke."

Forfatteren Jørgen Knudsen, i kronik om 11/9, "Terrorangrebet: Ondskab?", i Politiken (25.9.2001)

Finn Ejnar Madsen om danskeres terrorplaner (ca. 1978)

"Små ti år senere opsummerede en af de centrale personer bag tumulten [foran Saga-biografen], Holgers* ven Finn Ejnar Madsen, i en avis perspektiverne i tressernes oprør. Han erklærede, at nogle i venstrefløjsmiljøet på dette tidspunkt havde været tættere på at gribe til terrorisme, end almindelige samfundsborgere gjorde sig klart.

'Midt i tresserne stod den tanke os ikke fjernt, at det kunne være en god idé at tilfangetage en af Vietnam-krigens amerikanske forbrydere, for med ham som gidsel at afkræve imperialisterne løsladelser og andre indrømmelser . . . Det skulle måske ikke være gået så forfærdelig meget anderledes, før den første i en kæde af sådanne begivenheder havde fundet sted'."

Fra Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden (2007), bd. 1, s. 108f.

* [Jens] Holger Jensen fra den senere Blekingegade-bande.

Fra sangen "Brødre, lad våbnene lyne"

Brødre, lad våbnene lyne
Slaget det sidste er nær
Sejrenes dag er i syne
Brødre for arbejdets hær
Sejrenes dag er i syne
Brødre for arbejdets hær

Vi der er kommet fra dybet
Brødre af kval uden mål
:/: Hærdes i kamp imod krybet
Bliver som klinger af stål :/:

Knyt den bevæbnede næve . . .

Fra Den Store Røde Sangbog

Kommunister om brug af vold (2007)

"Brosten er i orden at kaste mod politiet, mens molotovcocktails er for voldsomme.

Sådan lyder det fra Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), som er moderorganisation for Danmarks Kommunistiske Ungdomsorganisation.

»Vi tager ikke afstand fra, hvis man forsvarer sig i det øjeblik, at masserne bliver angrebet af politiet«, siger APK’s formand Henning Paaske Rasmussen til politiken.dk.

Ja til sten – nej til molotovcocktails

Han understreger, at både ungdomsorganisationen og APK misbilliger angreb, som er rettet mod enkeltpersoner. Dermed tager han afstand fra den kilde fra miljøet omkring Ungdomshuset, som i Politiken har nævnt det som en mulighed at rette kampen mod enkeltpersoner som eksempelvis overborgmester Ritt Bjerregaard (S).

Men er det i orden at kaste brosten mod politiet i demonstrationer for Ungdomshuset?

»I en forsvarskamp tager vi ikke afstand fra det«.

Hvad med molotovcocktails?

»Det vil vi ikke se som et middel i kampen for Ungdomshuset. Vi vil ikke have, at enkeltpersoner skal komme til skade, og med molotovcocktails er spørgsmålet, om det var materiel eller personer, der blev kastet mod. Det er vildt at kaste dem mod enkeltpersoner«.

Men kommer man ikke til skade, når man får en brosten i hovedet?

»Jeg synes ikke, at man skal kaste og sigte på den måde. Men det kan være en del af den kamp«, fortsætter han.

. . .

»For os såvel som ungkommunisterne gælder det, at vi er imod individuel vold. Vi går ind for massernes omstyrtelse af samfundet. . . . Det er rigtigt [at APK støtter en revolution]. Men det kan man jo læse i vores program – at vi er nødt til at forsvare os og tage huset selv i forbindelse med en revolutionær situation. Vi er ikke mere end 90 år fra Oktoberrevolutionen, der da var en vigtig revolution for masserne og deres værk. Det var jo ikke vandpistoler, så mere fremmed er den tanke jo ikke«, siger Henning Paaske Rasmussen.

Han henviser til anden del af den russiske revolution i 1917, hvor bolsjevikkerne med Lenin i spidsen omstyrtede den russiske regering."

Fra artiklen "Voksne kommunister: Vold kan være nødvendigt", i Politiken (12.6.2007).

Ungkommunister om nødvendigheden af vold (2007)

"Så længe kampen ikke går ud over arbejderklassen, er ingen våben for voldsomme.

Det er budskabet fra Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund, der er en aktivistisk gruppe i miljøet omkring det nedrevne ungdomshus på Jagtvej.

Ikke masseødelæggelsesvåben
»Der er ikke nogen begrænsninger for, hvilke magtmidler man kan bruge. Så længe det ikke er masseødelæggelsesvåben, der smadrer arbejderklassen selv«, siger formand for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund, Cathrine Frederikke Pedersen, til MetroXpress.

Udmeldingen kommer, efter en anonym aktivist i Politiken siger, at brandattentater, personoverfald og kidnapninger er mulige midler i den ekstreme venstrefløjs kamp mod politi og politikere.

Man er nødt til at skyde

Danmarks Kommunistiske Ungdomsfront går skridtet videre og kan sagtens forestille sig at bruge skydevåben.

»Det kan man da. Ellers bliver man selv skudt. Hvis man vil overtage statsmagten, er man nødt til selv at skyde, hvis man ikke vil plaffes ned« ..."

Fra artiklen "Unge kommunister vil gribe til våben", i Politiken (12.6.2007).