"Venstresocialisterne har i 25 år støttet PFLP. Hverken drabet på en israelsk minister eller en evt. illegalisering af en sådan støtte ændrer denne holdning. . . . At PFLP må reagere med et attentat på en minister beklager vi, men finder det indlysende at dette ikke gør PFLP til en terrororganisation."Udtalelse fra Venstresocialisternes landsmøde, 24.11.2001.
"SF’s antiimperialistiske ideologi førte også til, at partiet etablerede kontakter til det kommunistiske Nordkorea. SF’s interesse for det nordkoreanske regime skyldtes, at landet forsøgte at opbygge sin egen form for socialisme, førte en uafhængig udenrigspolitisk linje og stod over for 30.000 amerikanske tropper i Sydkorea. Nordkorea var således ifølge Gert Petersen ”et anti-imperialistisk center”, og SF støttede dets krav om tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper (dvs. amerikanske tropper) fra den koreanske halvø og genforening af Nord- og Sydkorea.Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 205f & 228f).
SF’s syn på det nordkoreanske regime kom klarest til udtryk i den beretning, som Gert Petersen udarbejdede til internt brug efter sit første besøg i landet i 1973 sammen med Christen Amby fra Venskabsforeningen Danmark-Nordkorea og Svend Auken fra Socialdemokratiet, hvor deltagerne bl.a. fik mulighed for at mødes med landets enehersker Kim Il Sung. På den ene side var den senere SF-formand kritisk indstillet over for personkulten omkring Kim og den skarpe kontrol, som værterne førte med gæsternes bevægelsesfrihed. På den anden side mente Gert Petersen, at de positive indtryk vejede tungest: Den økonomiske fremgang siden krigens ødelæggelser, der havde givet landet en høj grad af selvforsyning, den høje levestandard, og den høje sociale velfærd i form af sundhedsvæsen, børnehaver og uddannelsesmuligheder. Gert Petersen nedtonede de negative aspekter ved at argumentere for, at det ikke tjente noget formål at dømme det nordkoreanske system ud fra vestlige normer. Om personkulten bemærkede han således, at hele ”den kulturelle baggrund er os umådeligt fremmed.” Den mest hensigtsmæssige opførsel, hvis man ville have kontakt med nordkoreanerne,var ikke at kritisere personkulten, men undlade at deltage i den. På samme måde mente han ikke, at det kunne have noget fornuftigt formål at efterlyse et demokrati i vestlig forstand i et land, der altid havde været styret fra ”et autokratisk centrum”. Det afgørende i Gert Petersens optik var således ikke, at Nordkorea var et diktatur, men at ”det nye autokratiske centrum” i form af det kommunistiske styre ”er så totalt orienteret mod økonomiens opblomstring [,] social sikkerhed for befolkningen og bevarelse af landets uafhængighed.”
Således begrundede SF partiets kontakt til Nordkorea med, at landet var antiimperialistisk, selvstændigt og i hastig økonomisk fremgang.
. . .
PET fulgte også SF’s kontakter til Nordkorea. I september 1973 konstaterede tjenesten, at Gert Petersen sammen med Christen Amby og Svend Auken havde besøgt Nordkorea, hvor Gert Petersen havde omtalt Kim Il Sung positivt og kritiseret USA-imperialismen. I 1976 modtog PET kildeoplysninger om, at Gert Petersen deltog i en pressekonference arrangeret af Den danske støttekomité for Koreas Genforening. Ifølge kilden blev komitéen støttet af den nordkoreanske ambassade, og på konferencen anklagede Gert Petersen Sydkorea og USA for at have aggressive planer mod Nordkorea. . . . I midten af 1980’erne bemærkede PET flere tegn på, at Gert Petersen støttede de nordkoreanske forslag om et genforenet Korea. Således noterede tjenesten, at partiformanden i 1984 skulle deltage i en konference i Paris arrangeret af CILRECO, som stod for Et genforenet og uafhængigt Korea. PET bemærkede, at det var nordkoreanerne, der bestemte, hvem der skulle deltage, og som betalte udgifterne. PET bemærkede også, at Gert Petersen sammen med Kjeld Albrechtsen fra VS havde sendt et brev til Folketingets medlemmer, som opfordrede til at indlede trepartsforhandlinger om Koreas genforening. Det var PET’s vurdering, at nordkoreanerne ved hjælp af propagandalekture og betalte rejser forsøgte at gøre folketingsmedlemmerne ”møre”, således at de blev modtagelige for Pyongyangs synspunkter med hensyn til Koreas genforening."
"Et væsentligt led i Peter Øvigs argumentation for den danske gruppes internationale terrorforbindelser er nogle møder i Bagdad i Irak mellem den militante palæstinenserleder Wadi Haddad og ledende medlemmer af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), den politiske organisation, hvor de senere medlemmer af Blekingegadegruppen trådte deres barnesko i 1970’erne.Fra Martin Lindbloms og Niels Fastrups interview på Modkraft.dk med Jan Weimann og Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden (20.2.2009)
Møderne fandt angiveligt sted i starten af 1977, og når forfatteren fremhæver dem, skyldes det formentlig, at Wadi Haddad udgjorde den taktiske hjerne bag nogle af 1970’ernes mest omtalte terroraktioner, bl.a. kidnapningen af OPEC’s olieministre i Wien i 1975 og kapringen af et Lufthansa-fly i efteråret 1977 i samarbejde med RAF.
Ifølge Peter Øvig deltog tre KAK’ere i møderne: Gotfred Appel, Ulla Hauton og den unge Holger Jensen, der indtil sin død i 1980 fungerede som KAK’s operationelle hovedmand.
Hvad Peter Øvig ikke ved, er, at et fjerde medlem af KAK deltog på møderne i Bagdad i Irak, nemlig Jan Weimann.
Jan Weimann bekræfter overfor Modkraft.dk, at møderne fandt sted, og at KAK’erne og palæstinenserlederen, der på daværende tidspunkt havde forladt PFLP og dannet sin egen organisation ved navn »Special Forces«, i løse, overordnede termer diskuterede et muligt samarbejde, herunder et operationelt samarbejde.
. . .
– Vi mente – og mener fortsat – at det er legitimt at føre væbnet kamp mod en besættelsesmagt. Dertil kommer, at Israel ikke er – og heller ikke dengang var – en retsstat. Kig på de udenoms-juridiske henrettelser, som Israel udfører i dag. Jeg synes, at det er langt ude, at man kan sætte PFLP på en terrorliste, som EU og USA har gjort efter 11. september 2001, svarer Torkil Lauesen og fortsætter:
– PFLP lavede de der flybortførelser i starten af 70’erne, i øvrigt uden at dræbe nogen. Så har de skudt den israelske turistminister for nogle år siden som reaktion på mordet på en af deres ledere. Dertil kommer et par selvmordsangreb i nyere tid, hvoraf nogle var rettet mod militære mål, og hvor de civile tab under alle omstændigheder har været beskedne."
"Kim Møller, en selvretfærdig blogger på www.uriasposten.net, der lægger folks navne og adresser ud nettet, når de er uenige med ham, blev her i weekenden d.6/2 ved en demonstration mod White Pride i Århus angiveligt overfaldet af antiracister . . . .Og videre:
Men helt ærligt… Når man gentagne gange spytter efter andre, som Kim Møller gør på www.uriasposten.net , så må man regne med et vandfald som gengældelse! . . . . Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandigt… Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark….."
"Nogle mener/tror, at jeg hermed opfordrer til mord…. Jep, og så ikke alligevel……. . . . Aktiv dødshjælp på hjernelamme racisterer er jo forbudt, så jeg skal ikke leve på vand og brød for at trække stikket ud på Kim Møller. Og hvad andre gør ved ham, er klart deres sag, Jeg formulerer kun mine tanker om en person, der ikke kan tolere mosten, som han selv gylper op. Kim Møller skal ikke skråle om nåde, fordi jeg selv har haft erfaringen af gadekampe, og opsøger dem ikke. Han opsøgte balladen, og ser sig selv som martyr. Så derfor må han regne med en respirator engang i fremtiden, og der skal jeg, og kun jeg og ingen andre, ikke være den, som styrer strømforsyningen til respiratoren………… Der vil jeg nemlig hellere opsige min stilling end at redde hans liv!"
"En anden international kontakt [for SF] var det rumænske kommunistparti. De første følere var kommet i midten af 1960’erne, men det var først i 1970, at der blev etableret et mere regelmæssigt samarbejde. Kontakten byggede på Rumæniens uafhængige udenrigspolitiske linje i forhold til Moskva og et fælles syn på sikkerhedspolitikken. Ceausescus Rumænien havde afvist Sovjetunions ret til at intervenere i de socialistiske lande og havde fordømt Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Det rumænske kommunistparti var lige som SF tilhænger af ensidig nedrustning, etablering af atomvåbenfri zoner og opløsning af de militære alliancer i Øst og Vest. SF sendte flere delegationer til Rumænien, hvor de bl.a. fik lejlighed til at udveksle synspunkter med Ceausescu, og rumænske repræsentanter deltog som gæster ved SF’s landsmøder. . . . Når SF var villig til at opretholde kontakten, skyldtes det først og fremmest Rumæniens selvstændige udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. En anden årsag var, at de besøgende SF’ere mente, at der var fremskridt at spore i det rumænske samfund. Da Sigurd Ømann og Gert Petersen i januar 1970 besøgtePET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 203f).
landet, bemærkede de, at Rumænien nok var ”et partiledelsens diktatur”, men at der samtidig var flere tegn på en demokratiseringsproces. Danskerne refererede også flere højtstående rumænske ledere for at have understreget, at det på grund af landets ”ømtålelige internationale situation”, dvs. Rumæniens udsatte position i forholdet til Sovjetunionen, var nødvendigt med en stærk partidisciplin. Således synes SF’erne overbeviste om, at det hårde partistyre var en nødvendig forudsætning for Rumæniens uafhængige linje, der var til gavn for afspændingen og nedrustningen, og at der desuden var forbedringer på vej.
Hvordan SF-delegationerne valgte at se på det rumænske regime, kan illustreres
med en rapport fra et besøg i januar 1987 [Gert Petersen, Hanne Thanning Jacobsen og Hans Nebel]. Rapporten blev indledt med en generel tilbagevisning af påstandene i en kritisk tv-udsendelse om forholdene i Rumænien, selvom delegationsdeltagerne medgav, at der fandtes knaphed på kød, at der næsten ikke fandtes importeret frugt, at der var fastsat en varmegrænse på 18 grader i hjemmene, at byfornyelsesprojekterne var upopulære, og at busdriften havde en lav standard. Derpå beskrev deltagerne flere større anlægsprojekter, og hvordan amts- og kommunalrådene fungerede. Rapporten indeholdt ingen kritiske kommentarer om diktaturet, persondyrkelsen eller undertrykkelsen af menneskerettighederne, til gengæld refererede forfatterne en oplysning om, at der ikke fandtes arbejdsløshed i Rumænien. Det, der øjensynligt optog SF’erne mest, var besøg på en frugtplantage og et statslandbrug, hvor de besøgende noterede sig, at man ikke benyttede sig af sprøjtemidler, og at der ikke fandtes burhøns eller tremmekalve."
