Et glimt ind i den akademiske marxismes selvforståelse:
"Jeg startede på universitetet i 1966, og blev kandidat i statskundskab fra Institut for Statskundskab i Århus i sommeren 1972. Jeg skrev speciale om Lenins revolutionsteori. [. . .] Min specialskrivning foregik midt i studenteroprørets første år. Og jeg var ikke blot tilskuer, men også aktiv deltager i studenterrådsarbejdet på det tidspunkt. [. . .]
Allerede da jeg beskæftigede mig med Lenin kom jeg imidlertid også lidt på tværs af de dominerende venstreorienterede strømninger på universitetet. Jeg opnåede at få udgivet mit speciale på det nu hæderkronede forlag Modtryk, men det skete kun, efter at det var gået igennem en slags censurproces. Det kunne nemlig ikke udgives, som det stod, mente man. Det skulle kommenteres af et par af de politiske og videnskabelige marxistiske eksperter. Det skete, fordi jeg ikke klart tog politisk stilling til Lenin som aktuel politiske teoretiker. En af de ledende leninistiske ideologer i VS, økonomen den senere lektor på DTU, Jørgen Lindgaard Petersen kommenterede det fra den ene side, mens den anden daværende store marxistiske polit-økonomiske teoretiker og ideolog, den senere professor i idehistorie på Århus Universitet, Hans Jørgen Schanz kommenterede det fra den anden side. Jørgen Lindegård mente, at jeg slet ikke havde givet plads til Lenins partiteori, mens Hans Jørgen Schanz mente, at jeg og Lenin ikke rigtig havde forstået Marx’ politik-økonomiske metode. Jeg fik dog lov til at svare de to, så det endte med at der kom en god debat ud af det. [. . .]
Jeg måtte tage til takke med et undervisningsassistentjob. Jeg måtte se mig om efter andet arbejde. Universiteterne ekspanderede meget i den periode. Der var planer om at lave et Sydjysk Universitetscenter, i første omgang finansieret af Esbjerg kommune og Ribe amtsråd. Det startede allerede op i sommeren 1972. De slog en del spændende forskerjob op. Et projekt, som specielt passede godt til mig var et øst-vestprojekt, hvor man ville undersøge forholdet mellem Sovjet og Vesten ud fra en interesse om en mulig konvergens. Det passede egentlig godt til mine interesserer og kvalifikationer, så det søgte jeg.
Men her opdagede jeg så, at det kunne jeg ikke få, fordi man her i forvejen havde lovet eller aftalt, hvem der skulle ansættes. Det var nogle meget aktive venstreorienterede folk. Det skuffede også. Jeg kunne ikke blive ansat på mit institut, fordi jeg havde været kritisk, og jeg kunne ikke blive ansat på et projekt blandt de venstreorienterede, fordi jeg ikke tilhørte den rette inderkreds her.
[. . .]
I løbet af et halvt år fik jeg imidlertid et andet job på Sydjysk Universitetscenter. [. . . ] Det projekt jeg blev ansat på SUC skulle beskæftige sig med sociale og økonomiske forandringer i Sydvestjylland. Her valgte jeg at lave et projekt om lokale fagforeninger i tre forskellige kommuner, i Esbjerg, Varde og Egvad kommuner. Andre deltagere i projektet skulle se på arbejdsmiljø, arbejdskonflikter, fiskere, førtidspensionister, husmænd og på den lokale erhvervsstruktur.
Fra at have beskæftiget mig med forestillinger om det store verdenskapitalistiske system i et historisk og udviklingsteoretisk perspektiv, var jeg blevet bragt ”ned på jorden”, blevet plantet i den lille danske kapitalisme endda i dens periferi, hvor jeg skulle have omsat mine marxistiske inspirationer til konkrete forestillinger og redskaber. Det var en meget lærerig proces. [. . .]
Det var nogle meget arbejdsomme første år jeg fik på AUC. Jeg fik nemlig også tid til at skrive en bog om mit projekt om forholdet mellem politiske partier og fagbevægelsen: ”Arbejderpartiernes faglige politik i 1970’erne”.
Med denne bog fik jeg belyst et område historisk, som ingen tidligere havde beskrevet og teoretisk fik jeg videreudviklet teorien om politiske partiers adfærd ved at definere forskellige scener, og beskrevet det opbrud i samarbejdet mellem parti og bevægelse som hele fire arbejderpartier i folketinget i 1970’erne havde skabt.
I forbindelse med udgivelsen af denne bog husker jeg et faglig seminar, jeg holdt omkring bogen, som viser noget om den værdifulde faglige kultur, der dengang fandtes på samfundsfag og på instituttet. Jeg bad en række folk om at komme med kritik af bogen. Det var dengang at mange af instituttets medarbejdere var partipolitisk aktive: Jeg bad John Houman om at kommentere Socialdemokratiets faglige politik, Flemming Ibsen SF’s politik, Lars Torpe VS’s politik og Jørgen Würtz Sørensen DKPs politik og Herman Knudsen fagoppositionens. [. . .] I de første år jeg var på AUC var miljøet omkring samfundsfag meget politiseret. Mange af de studerende på samfundsfag tilhørte den yderste venstrefløj. Det vil på det tidspunkt sige tilhørte VS eller KF (Kommunsitisk Forbund). Kun en enkelt var erklæret kommunist (Per Lunde). Det gjaldt også mange lærere, Birte Siim og Feiwel Kupferberg var KF’ere, Palle Rasmussen og Lars Torpe var VS’ere, mens Johannes Andersen havde haft et tilhørsforhold til Forbundet Socialisterne. Jeg blev nogle gange set på med en vis skepsis, fordi jeg skilte mig ud ved på det tidspunkt ikke at være partiorganiseret. Men jeg havde nogle gange stor fornøjelse af at have studerende der beskæftigede sig med Lenin. Dem tvang jeg rigtig til at lære tekstanalyse og læse originaltekster i stedet for at komme med politiske paroler."
Erik Christensen, lektor (emeritus) ved Ålborg Universitet,
fratrædelsesforelæsning "Røde og grønne tråde i min forskning", 25.6.2010.
