Billeddokumentation #4: VS' slangebøsse med Enhedslistens symbol

Venstresocialisternes partisymbol, den bevæbnede slangebøsse, her modificeret med Enhedslistens partisymbol.

Gotfred Appels forsvar for Tiananmen-massakren (1989)

"Kinas parti- og statsledere blev stillet for mediernes standret 5. juni. Uden vidneafhøring, uden så meget som en beskikket forsvarer blev Kinas ledere summarisk dømt for ”massemord på fredeligt demonstrerende studenter, hvis eneste ”forbrydelse” var, at de ønskede demokrati, ytringsfrihed og menneskeret i deres fædreland.” . . . De anklagede fik ikke lejlighed til at udtale sig. . . . Dommen blev afsagt på stedet: Kinas ledere udgør et fascistisk gammelmandsvælde, hvis blodige ugerninger mod egen befolkning skal straffes, ikke blot med foragt og fordømmelse, men også med diplomatiske og økonomiske sanktioner fra omverdenens side. Retten er hævet."

Enslydende indlæg af grundlæggeren af Kommunistisk Arbejdskreds (hvoraf Blekingegadebanden senere opstod), Gotfred Appel, i Jyllandsposten, Aktuelt og Weekendavisen (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.382f.)

Jørgen Knudsen som apologet for Blekingegade-banden (2009)

"Hvis verden levede op til disse forestillinger [i film om helte og skurke], ville den være lettere at have med at gøre. Desværre er der tale om fiktion, og det er sjældent, at nogen prøver at bryde mønstret og forsøge sig som helte i det virkelige liv og i en global sammenhæng: forsøger selv at ' gøre noget ved' de enorme sociale forskelle.

Det skete imidlertid i Danmark i 1970' erne med Tvindskolerne (som nok også skal få sig en spillefilm, her er pragtfuldt stof!), og det skete igen i 1980' erne, da en alternativ fiktion - forestillingen om at kæmpe sig frem til det klasseløse samfund - inspirerede en gruppe unge mænd til at finde sammen om at lænse danske pengeinstitutter for adskillige millioner, som de derpå ledte videre til den palæstinensiske modstandsorganisation PFLP. Denne usædvanlige praksis udviklede de med aldeles imponerende professionalitet gennem en årrække, indtil en af de unge mænd kørte sin bil ind i en elmast med stor fart. I bilen fandt politiet nogle nøgler og en adresse i Blekingegade.

Det skete i sommeren 1989. De unge mænd fik deres straffe og er for længst ude igen. Deres historie er fortalt både godt og grundigt af Peter Øvig Knudsen i to tykke bind og læst af mange. For tiden kan man se historien genfortalt i fjernsynet.
Jeg husker endnu, hvordan vi unge halvsympatisører sagde det til os selv, allerede dengang det skete: Denne historie ender i fjernsynet! Først kom der en version i biografen, og nu er den så på tv. Desværre tegner den til at blive en skuffelse! Hovedvidnet her, Bo Weimann , var medlem af gruppen, men fik betænkeligheder og forlod den i 1988, altså året før den blev fanget.

Han optræder nu som angerfuld synder.

Dermed er filmen tilbage i det spor, hvor de fleste andre spillefilm befinder sig: som kampen mellem de gode og de onde. Her har vi blot Bo Weimann, der har været blandt de onde, men som ikke brød sig om det, men angrede og nu har fundet sammen med de gode. Det er sikkert rart for ham, men dermed er fortællingens brod og udfordring borte, muligheden for at variere det vante filmskema er opgivet. Der er tale om endnu en gang ' røvere og soldater'. Over for den menneskeligt berørte Bo Weimann står den ideologiske mørkemand Gotfred Appel og hans resolutte håndgangne mænd.

I juni 1989 bad redaktionen på månedsbladet Press mig om at skrive en kommentar om den betændte sag. Ingen let opgave! På dette tidspunkt var gruppens medlemmer anholdt, Liberationgruppen, hed den dengang i pressen.

Retssagen var endnu ikke indledt. Det var kendt, at gruppen havde røvet store summer, der var givet videre til den antiimperialistiske kamp i den fattige verden. Også navnet på deres åndelige bagmand, Gotfred Appel, var kendt.

Her kommer teksten, uforandret, som den stod under titlen Hvis nu det var dig..

HVAD NU HVIS det var dig, gode, fredelige og konfliktsky læser! Hvad nu, hvis det var dig, der havde indset, at Gotfred Appel har ret. At de rige lande faktisk snylter på de fattige. At det er derfor, de er rige, og det er derfor, de fattige stadig er fattige.

At denne udbytning organiseres af pengemagtens folk, men at det drypper på degnen, når det regner på præsten: Noget af udbyttet går videre til os andre.

Når det regner på røveren, drypper det på snylteren. At vi altså alle har solgt vor gode samvittighed for en høj levefod (høj i forhold til de udbyttede). Men at ingen kan leve med en klar bevidsthed om at snylte på andre mennesker, og at valget derfor står mellem at formørke sin bevidsthed eller forlade snylterrollen.

Sæt nu videre, at du da nægter at formørke din bevidsthed, fordi du sætter en ære i at kunne se dig selv i spejlet som et retskaffent menneske. Og sæt endelig, at du samtidig finder ud af, at dine landsmænd har truffet det modsatte valg, altså foretrækker at forblive i snylterrollen med formørket bevidsthed. Og at den eneste lovlige udvej, deres system åbner for dig, som er uenig, er, at du melder dig på meningernes frie marked i demokratiets frie konkurrence om stemmer og magt, så du, når først du lige har fået flertal i Folketinget, kan sætte en stopper for landets snyltervirksomhed. Men at en sådan anvisning for dig står som en gang fis, hykleri og bevidsthedsformørkelse.

Hvad gør du så? Så vender du blikket fra udbytterne til de udbyttede. Ikke TV-avisens blik, når den sensationslystent indfanger et glimt af formummede flykaprere eller sentimentalt panorerer over negerbørn med opspilede maver eller zoomer ind på fluerne på deres ansigter. Straks mere interesseret, når den viser stenkastende palæstinensiske børn og israelske soldater, der smadrer arme og ben på dem. Hvem organiserer vreden mod snylterstaterne? Dem vil du hjælpe. Du spørger dem hvordan.
De beder om penge. Du har ingen, og dér har vi så spørgsmålet: Skal du ud med raslebøssen og tigge dine snyltende landsmænd om frivilligt at levere en beskeden brøkdel af rovet tilbage til de berøvede? Eller skal du skyde genvej og i Privatbankens kasse rundt om hjørnet hente noget af den profit, som de udbyttede har skrabet sammen på bekostning af deres og deres børns sundhed for at levere den tilbage til de rette ejere?"

Forfatteren Jørgen Knudsen, i kronikken "Se uligheden i øjnene", Politiken (4.10.2009)

Ebbe Kløvedal Reich om urimelig kritik af Mao (1986)

"Den leder [”Skammens dag” af Hans-Jørgen Nielsen, Information 9.9.1986, som havde kritiseret maoismen] tegner sig for en ny rekord (både personlig, avismæssig og samfundsdebatmæssig rekord) i den pludrende småborgerlige, selvfornægtende form for projiceret dårlig samvittighed, der regnes for den højeste form for visdom i disse reaktionære hykleriske tider. . . . Det vigtige [for Hans-Jørgen Nielsen i hans] skamrødmende spænen fra alle idépolitiske bastioner [er at bistå] produktionsfremmende spekulanter. . . . [Han har tilsluttet sig] de mest reaktionære paphoveder. . . . Nej! Der er faneme ingen grund til at skamme sig på de ynkelige betingelser over, at man var fascineret af kulturrevolutionen. . . . [Beskyldningerne om overgreb er noget Hans-Jørgen Nielsen] selv har fundet på for desto lettere at kunne jævnføre [Mao-styret] med Stalins diktatur. . . . [I den fortsatte kamp for] at få fællesskabet og solidariteten til at fylde noget ved siden af kapitalen [havde kulturrevolutionen] en vigtig symbolværdi. . . . Menneskehedens gigantiske problem [er] at stille en menneskelig modmagt op over for monopolkapitalen . . . og dens verdensimperialisme."

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, ”Vredens dag”, Information (19.9.1986) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s. 361f.)

Mikael Wiehe hylder Cuba på SF-landsmøde (2009)

"Cuba er et lys for den tredje verden."

Den svenske sanger Mikael Wiehe, på Socialistisk Folkepartis landsmøde, 2009, til "spredte men insisterende klapsalver" (Weekendavisen 1.5.2009)

PET om voldsplaner på venstrefløjen (1967)

"Det forlød endvidere fra trotskisternes seneste forretningsudvalgsmøde, at man skulle gøre noget specielt ved [anti-Vietnamkrigs-]demonstrationen [21.9.1967], og at man skulle forsøge at give den ”et noget mere voldsomt præg.” Ifølge en ”sædvanlig pålidelig kilde”, sandsynligvis en kilde i den trotskistiske inderkreds, skulle bemærkningen forstås således, at man ville angribe ambassaden, hvis mulighederne bød sig. En anden kilde rapporterede, at et medlem af Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) havde hævdet, at demonstrationen ville blive den ”hårdeste og sjoveste”, man hidtil havde oplevet. Aktivisten skulle angiveligt have tilføjet, at hvis politiet provokerede ”så vil der straks blive løbet storm – de skal passe fandens på.” Det forlød også, at Finn Ejnar Madsen, der havde forladt trotskisterne og dannet de Danske Rødgardister, planlagde sin egen demonstration samme dag. Ifølge den trotskistiske inderkreds var der fare for, at det ville udarte til slagsmål, når de to demonstrationer stødte sammen ved ambassaden. Endelig havde en aflytningsoperation opsnappet en samtale mellem flere af de mest yderligtgående trotskister, hvor man diskuterede planer om at sprænge ambassaden i luften. En af deltagerne havde nævnt, at man ville få brug for bazookaer, morterer og tre lastbiler.
. . .
Dagen inden demonstrationen udsendte PET en supplerende vurdering til Københavns Politi. Selvom rapporten ikke indeholdt afgørende nye oplysninger om eventuelle voldelige aktioner, var tonen betydeligt mere alarmerende end tidligere. PET pegede især på trotskisterne og rødgardisterne, idet ”disse to grupper tæller adskillige af de hårdeste, mest hensynsløse og mest yderligtgående demonstranter.” Tjenesten gjorde opmærksom på, at begge grupper var indstillet på at skabe uro og optøjer, og man havde erfaring for, at disse grupper tidligere havde haft held til at inddrage ellers moderate kredse i hærværks- og voldshandlinger. Det er ikke klart, hvad der var årsagen til, at PET’s vurdering den 20. oktober var mere alvorligt formuleret end vurderingen fra tre dage tidligere."

Fra PET-Kommissionens Rapport (bd. 10, s. 66ff)

Jannich Kofoed om fredsaktivisterne i 1980erne (2007)

"Danmarks Kommunistiske Parti og Ungdom havde i første halvdel af 70’erne hundredvis af medlemmer på Indre og Ydre Nørrebro fordelt på adskillige afdelinger. I Indre Nørrebros partilokaler i Korsgade og Rantzausgade istemte vi tit ’Fredssangen’. I den lød omkvædet:

Vi vil se land uden bunkers og kanoner
vi vil se havet uden miner, uden vrag.
Vi kan li’ den klare luft uden jager formationer.
Kort sagt – Vi si’r nej til jeres snak om krig igen
Vi si’r nej, os får I ikke med på den

Det forhindrede ikke, at vi senere på aftenen med fynd og klem stemte i med ’Flyversangen’, hvor refrænet var:

Og alle propeller fortæller – Rød Front! –
at vi er på vagt for Sovjet.

Freds- og solidaritetsarbejdet, eller ’Fre-So’, som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner. Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig ’Østersøen som Fredens Hav’ eller ’Norden som Atomvåbenfri Zone’.

I 80’erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO’s beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med ’enhedsarbejdet’, ’det brede massearbejde’, ’den anti-monopolistiske strategi’ og ’enhedsfronten’, og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning.

Jeg og mine kammerater var ikke aktive udi ’Fre-So’. Jeg tror, vi fandt det en grad for vammelt med alt det fredspræk og dét at skulle simulere enfoldig pacifisme. Vores frontafsnit var fagforeningsarbejdet. Men vi undervurderede aldrig fredsbevægelsens strategiske nytte, for vi anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket. Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang ’Roter Wedding’.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte ’Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!’, eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil. »Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis."

Daværende DR-journalist Jannich Kofoed i kronikken "Kold krig: Fredsflæberne – og de rigtig farlige", Politiken (17.2.2007)

Billeddokumentation #3: 40 års jubilæumsplakat for PFLP (2007)

40 års jubilæumsplakat for PFLP (2007), der i årevis samarbejdede med Venstresocialisterne og Kommunistisk Arbejdskreds (KAK)/Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) (Blekingegade-banden) med teksten "I resist therefore I exist", illustreret med panserværnsraket og maskinpistol.

Aktivister om nødvendigheden af vold (1969)

"Da revolutionære har ret og pligt til at demonstrere, må vi lære at forsvare os mod overfald, det har vi lært. Næste gang tager vi våben med, og de vil blive brugt til at forsvare os mod samlede angreb både fra politiets og englenes side. Vi er ikke pacifister. Hvis det er nødvendigt at bruge vold, så bruger vi vold."

Erklæring i.f.m. gadekampene ved Saga-biografen fra Aktionskomiteen af 7. maj 1969, på vegne af et samarbejdsudvalg bestående af Jan Michaelsen, leder i den trotskitiske dækorganisation Revolutionær Aktion (senere journalist ved Land & Folk, Ekstra Bladet m.v. og kommunalbestyrelsesmedlem for VS); Finn Ejnar Madsen, maoist og fhv. trotskist og så tilknyttet Kommunistisk Ungdoms Forbund og leder af De Danske Rødgardister; Lars Hutters, aktivist og læge (senere aktiv i VS og bl.a. medlem af BR); Gert Rasmussen, Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF) og Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), citeret efter Peter Øvig Knudsens Blekingegadenbanden (bd. 1, s. 106ff), jf. PET Kommissionens rapport (bd. 9, s. 72).

Jan Michaelsen om musik og politisk vold (1968)

"Den revolutionære aktivist Jan Michelsen* var, udover enkelte læserbreve, ene om at repræsentere den aktivistiske fløj, i det kulturelt orienterede undergrundsblad Superlove (Michaelsen havde artikler i både Superlove og Wheel). Gennem mange artikler, argumenterede han for den væbnede revolutionære kamp, og så ungdomsoprøret og beatmusikken i dette lys. I Superlove blev han i 1968 og 1969 beskrevet som gæsterevolutionær, og bladet gav ham ved flere lejligheder spalteplads. I marts 1968 skrev han om generationskampen, hvori det hævdedes at klassekampen var afløst af en kamp mellem generationerne – den rebelske ungdom imod den reaktionære ældre generation. Altså en forståelse af ungdomsoprøret som en samlet enhed. Senere i decembernummeret af Superlove 1968 forklarede han, at generationsklassekampen skulle kæmpes via aktionen. Her talte han for en voldelig revolution og mente at de fredelige demonstrationer kun var til systemets fordel:

”På længere sigt vil anvendelse af revolutionær vold give resultater og fremme spændinger i samfundet som er de objektive betingelser for en revolution”.

Men samtidig krævede det sympati hos masserne, hvorfor aktionerne skulle nøje udtænkes og vurderes. Men efter denne artikel lavede Superloves redaktør George Streeton et interview med Jan Michaelsen under overskriften ”Aktivisten”. Her stod det klart, at Superloves redaktør ikke delte Michaelsens holdninger om en voldelig revolution, selvom de var helt enige om endemålet – individets frigørelse. Ligeledes formulerede Michaelsen i følgende citat, at de var helt enige om målet, hvorimod de er totalt uenige i forhold til hvilken strategi og hvilke midler der skulle tages i brug.
Han sagde, at det ”. . . drejer sig om at skabe nye mennesker, skabe nye positive og lykkelige mennesker, ikke ved stille meditation eller shit-rygning, men gennem revolutionær handling.”"

Fra: Lars Gottschau Malm, "Ungdomsoprør og beatmusik: En analyse af relationen mellem ungdomsoprør og beatmusik i Danmark 1967 - 1972", Specialeafhandling, 2009, Institut for kultur og identitet, Historie, Roskilde Universitetscenter, s. 52f

* Jan Michaelsen, senere journalist ved Ekstra Bladet og kommunalbestyrelsesmedlem for VS, var aktiv i den trotskistiske dækorganisation Revolutionær Aktion og blev i 1969 varetægtsfængslet under mistanke for at være leder af den såkaldte "Trotyl-bande", der havde stjålet 5 kilo trotyl og angiveligt planlagde at anvende disse til angreb på jyske virksomheder, jf. PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 78ff).

PET om Finn Ejnar Madsen og Appel-gruppen (1968/1970)

PET-Kommissionens Rapport (bd. 10, s. 84f & 163f) om maoisten Finn Ejnar Madsen, hans medlemskab af KUF og forholdet til Blekingegade-bandens chefideolog Gotfred Appel:

"1968 var et skelsættende år for den danske Vietnambevægelse. Samtidig med at de amerikanske styrker mødte stadig større modstand i Sydøstasien, og parterne satte sig til forhandlingsbordet i Paris, radikaliseredes den danske Vietnambevægelse, og grunden blev lagt til den splittelse mellem de moderate og de militante kræfter, hvilket blev en realitet ved årsskiftet 1968/69. I takt med at Vietnamdemonstrationerne voksede i størrelse, og det i stigende grad kom til voldelige sammenstød med ordensmagten, var det PET’s opfattelse, at uroen skyldtes kommunisterne. Det kan således konstateres, at efterretningstjenesten i 1968 stadig holdt fast i det klassiske trusselsbillede fra den kolde krigs første årtier. Det var først efter splittelsen af Vietnambevægelsen, at det ville stå klart, at DKP nu udgjorde den moderate fløj, og at partiet var blevet overhalet venstre om af mere militante kræfter, der ikke tøvede med at bruge voldelige metoder i den politiske kamp.
. . .
I slutningen af februar 1968 blev PET opmærksom på, at den kendte aktivist Finn Ejnar Madsen, der i august 1967 havde brudt med trotskisterne, taget Foreningen af Vietnamfrivillige med sig og dannet den maoistiske Den Danske Rødgarde, planlagde en demonstration ved den amerikanske ambassade. Han havde været særdeles aktiv under forsøget på at angribe ambassaden under demonstrationen den 21. oktober 1967 og havde været under tæt overvågning siden november. PET havde derfor viden om, at Madsen opfordrede til at medbringe kasteskyts, og at man skulle storme ambassaden i tilfælde af, at politiet var i mindretal. Madsen skulle også have fortalt en PET-kilde, at han havde besøgt ambassadens bibliotek med henblik på at forøve et bombeattentat. Problemet var imidlertid, at han ikke vidste, hvordan man lavede en bombe, men han havde søgt råd hos flere personer, der sad inde med en sådan viden. PET advarede derfor Justitsministeriet om, at det var Madsens ønske, at demonstrationen udviklede sig til voldsomheder, og tjenesten henviste til muligheden for, at andre yderligtgående venstreorienterede grupper ville tilslutte sig maoisterne.
. . .
Natten til den 19. september [1970] kastede et par gerningsmænd møtrikker mod indgangen til Hotel d’Angleterre, hvor nogle af de delegerede [til Verdensbankens møde] skulle indkvarteres. Dermed var der varmet op til den næste aktion, der indtraf søndag den 20. september, hvor der blev afholdt et cocktailparty på Hotel d’Angleterre for de delegerede. På et tidspunkt ankom et antal aktivister udrustet med stokke og med hjelme. Aktivisterne, der væsentligst var medlemmer af KUF, forsøgte at storme hotellet, hvilket mislykkedes. Aktionen bevirkede imidlertid, at endnu flere aktivister sluttede sig til urolighederne, hvorpå der blev kastet benzinbomber, sten, maling, jernmøtrikker og flasker mod hotellet. Samlet deltog omtrent 200 aktivister. Heraf anholdt politiet 18 personer. En af de anholdte var den af PET allerede kendte maoist, medlem af KUF Finn Ejnar Madsen, der var i besiddelse af ni benzinbomber. Ifølge PET’s afsluttende rapport blev urolighederne hurtigt bragt til afslutning.
Urolighederne fik imidlertid et efterspil, for eftersom politiet havde fundet Finn Ejnar Madsen i besiddelse af benzinbomber, og da medlemmer af KUF, ifølge politiets observationer, havde ”været de mest aggressive under de grove hærværkshandlinger, rudeknusninger, der er foretaget mod en række virksomheder i kvarteret omkring Rådhuspladsen”, antog politiet, at der i KUF’s lokaler måtte være effekter, der kunne bidrage til at løse politiets opgaver under de igangværende uroligheder. Politiet anmodede derfor Københavns Byret om ransagningskendelse til Svanevej 18, 2. sal, hvilket blev imødekommet. Politiet fandt her 16 stokke af forskellig art, der alle var anvendelige til gadekamp. Det bemærkedes i politirapporten, at stokkene svarede til dem, man tidligere havde fundet hos Finn Ejnar Madsen. . . . Mens politiet befandt sig på Svanevej, blev det klart for de tilstedeværende, at lokalerne på 1. sal tilhørte samme selskab, trykkeriet Futura, som også var på 2. sal. Samtidig blev det klart, at indehaveren af trykkeriet Futura var maoisten Gotfred Appel. Derpå hedder det i politirapporten: ”Da vi som nævnt havde fået oplysninger om, at lokalerne i samme ejendom 1.ste etage, bliver benyttet af samme firma, skønnede vi, at øjemedet ville forspildes ved xx ophold for at afvente rettens kendelse om ransagning.” – og således ransagede politiet også 1. sal, hvor man blandt andet fandt molotovcocktails, peber, ståltråd og bolte samt sten (kasteskyts). . . . Efter at ransagningen var tilendebragt, anholdt politiet Appel, der afviste kendskab til de ovenstående forhold. Vel var det rigtigt, at han stod som indehaver af Futura, men han havde intet med de ovenfor nævnte remedier at gøre. Det eneste, han medgav, var, at han lod en række unge mennesker fra KUF gøre brug af lokalerne. Desuden meddelte han, at han havde været i Mellemøsten i dagene fra den 1. til den 22. september 1970, hvilket han dokumenterede ved at fremlægge diverse billetter og stempler i sit pas. Hvad angik en eventuel forbindelse til Finn Ejnar Madsen, der som nævnt var i besiddelse af tilsvarende knipler, som blev fundet i Appels lokaler, afviste sidstnævnte at have noget med ham at gøre. Vel havde de mødtes, men Appel havde afvist Madsen."

Enhedslisten inviterer til støttefest for PFLP (2009)

Fra Enhedslistens hjemmeside (6.10.2009):

”Frihedskamp er ikke terrorisme.”
Start: 3 Okt 2009 - 17:30
Slut: 4 Okt 2009 - 00:00
Sted:
3. oktober 2009 kl. 18 i 3 F – Bygge- Jord & Miljø, Trekronergade 26, 2500 Valby
STØTTEFEST FOR PFLP i anledning af Poul Møllers 80 årsdag. En kreds af Pouls venner ønsker at fejre denne dag, og i Pouls ånd og efter Pouls udtrykkelige ønske, ved at afholde en indsamlingsfest for PFLP, hvor overskuddet går ubeskåret og ubetinget til PFLP – Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Entré: Efter evne. Program: taler, øl, mad, musik og dans Hele overskuddet går til PFLP,derfor frabedes personlige gaver. Mød op, hils på gamle og unge aktivister og giv dit bidrag til palæstinensernes frihedskamp og til kampen mod terrorlovene. I solidaritet med Oprør, Fighters+Lovers, TIBs faglige klub & Horserød-Stutthof-foreningen.

Arrangementet er også annonceret i "Dagbladet Arbejderen - Danmarks Røde Dagblad", der udgives af Kommunistisk Parti i Danmark.

KFML om stalinismens og maoismens fortjenester (1969)

"[I Bo Gustafsons artikel ”30 år efter”] gives en samvittighedsfuld vurdering af Stalins arbejde i forhold til hans historiske indsats og til hans seneste værker, set i lyset af Mao Tse-tungs videreudvikling af marxismen-leninismens teori. . . . Er det i dag, i 1969, af betydning at studere Stalin-problematikken og Stalins teoretiske bidrag og foretage vurderinger af hans fortjenester og fejl? . . . Ja, det er af overordentlig stor betydning . . . Mao Tse-tung lærer os: ”Hvis I ikke har undersøgt et problem, mister I retten til at udtale jer om det.” Vi håber med Marxistisk-Leninistiske Studiebreve nr. 2 at have givet læserne noget stof til undersøgelse."

Marxistisk-Leninistiske Studiebrev, nr. 2 (1969) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.112.

Christian Braad Thomsen om Beatles' manglende maoisme (1968)

Anmeldelse af Beatles-LP'en The White Album:

"Derimod har man ikke lyst til at være videre positiv over for de to nye langplader med Beatles. . . . Det politiske verdensbillede, der tegnes på pladerne, er ganske sigende. Der er hyldestsange til både USA og USSR, hvorimod vi advares mod at bære billeder af formand Mao. . . . Skulle Godard lave en film om Beatles, ville han placere dem på bourgeoisiets side."

Filminstruktør Christian Braad Thomsen, i Politisk Revy (december 1968), her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.61.

Kommunistiske tæskehold (1969)

"I denne kommende tid [d.v.s. efter slagsmål i.f.m. Vietnam-demonstrationerne i København 1969] dannede Holger* og Gert*, inspireret af lidt ældre kommunister i DKP, en særlig tremands-kommando, der opsøgte en del af De Vilde Engle enkeltvis rundt omkring i byen og sørgede for, at de fik et ekstra lag bank."

Fra Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden (2007), bd. 1, s. 105.

* [Jens] Holger Jensen og Gert Rasmussen fra Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF) / Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), hvoraf den senere Blekingegade-bande opstod.

Revolutionære Kommunister om umuligheden af fredelig overgang til socialisme (1947)

"[Den trotkistiske organisation Revolutionære Kommunister] var blevet dannet i januar 1947. Ifølge organisationens formålsparagraf var sigtet ”oprettelsen af det proletariske diktatur gennem den proletariske revolution”. Om forholdet til Sovjetkommunismen og socialdemokratismen erklærede trotskisterne i deres program, at disse to arbejderpartier var ”forsumpede i reformisme, deres virksomhed består i parlamentariske kohandler, og de er enige om at bremse alle selvstændige arbejderreaktioner.”
Hertil konstaterede Revolutionære Kommunister:
”Vi forkaster fuldt og helt teorien om fredelig indvoksning i socialisme, som socialdemokraterne hylder, og som nu også stalinisterne er gået over til. De revolutionære arbejdere i alle lande må stå sammen i een stor international bevægelse, som lader den revolutionære bølge vælde frem fra land til land.”"

Fra PET Kommissionens rapport (bd. 9, s. 38).

Billeddokumentation #2: Plakat på Marxist.dk for "Communist Action League"

Plakat på Marxist.dk for "Communist Action League"

Bunzel: Godt vi blev overvåget (1998)

'Godt, jeg blev overvåget...'
Tidligere trotskist og chefideolog er ikke forarget over, at PET-agent udspionerede ham på tur til Paris

Gustav Bunzel, tidligere medlem af flere marxistiske grupper og markant person i 70-ernes spraglede venstrefløjsmiljø i Århus, finder det helt i sin orden, at Politiets Efterretningstjeneste (PET), spionerede i miljøet, og også i dag overvåger lovlige politiske aktiviteter.

Den tidligere PET-agent Anders Nørgaards afsløringer de seneste dage har åbenbaret for Bunzel, at han selv blev udspioneret af Nørgaard, da de to sammen med en tredje mand i 1981 besøgte nogle anarkister og nogle caféer i Paris.

Alligevel siger Bunzel til Information, at han ikke kan deltage i den brede forargelse.

- Men føler du dig ikke forulempet ved, at Anders Nørgaard spillede falsk over for dig?

“Næh. Det er der så mange, der gør i politik.”

Efter Bunzels opfattelse er det både naturligt og ønskeligt, at statsmagten har et organ, der holder øje med, at politiske aktiviteter holder sig indenfor lovens rammer.

“En kriminel sammensværgelse skal ikke kunne unddrage sig overvågning ved at påberåbe sig, at den er politisk,” siger han.

. . .

Trotyldrengene

Afsløringen af en mængde trotyl nedgravet i en århusiansk villahave var anledningen til, at Bunzel første gang oplevede en agent i en dansk politisk organisation.

Det var i 1969. Den gang sad den unge Bunzel i landsledelsen i SUF, Socialistisk Ungdoms Forbund.

En på det tidspunkt trotskistisk domineret organisation med tilknytning til VS. Uden Gustav Bunzels eller den øvrige landsledelses viden, havde halvdelen af ledelsen af SUF’s Århus-afdeling fremskredne planer om at gå til væbnet aktion mod kapitalismen og al dens uvæsen.

‘Trotyldrengene’, som de efterfølgende blev kaldt, nåede at skaffe sig sprængstof fra et militært depot. Ifølge Bunzels oplysninger var formålet at sprænge Jyllands-Postens bygning i luften.

Planen blev forpurret, fordi en højrefløjsmand havde infiltreret SUF i Århus og stak trotyldrengene til politiet.

Affæren blev senere beskrevet i romanform af Tage Skou-Hansen i Den hårde frugt.

Bogen er henlagt til en senere tid, men rummer blandt andet den korrekte detalje, at trotyldrengene manglede en detonator til deres sprængstof.

Nødvendig kontrol

Bunzel ser meget positivt på stikkeren fra 1969. Uden ham var der formentlig sket en brutalisering af det politiske liv i Danmark. Og efter Bunzels opfattelse “bør politikken være det sociale område, hvor man anstrenger sig yderst for at udøve venlighed.”

Gunstav Bunzel, interview i artiklen "'Godt, jeg blev overvåget...'", i Information (7.3.1998, genudgivet 29.5.2007)