Jørgen Knudsen som apologet for Blekingegade-banden (2009)

"Hvis verden levede op til disse forestillinger [i film om helte og skurke], ville den være lettere at have med at gøre. Desværre er der tale om fiktion, og det er sjældent, at nogen prøver at bryde mønstret og forsøge sig som helte i det virkelige liv og i en global sammenhæng: forsøger selv at ' gøre noget ved' de enorme sociale forskelle.

Det skete imidlertid i Danmark i 1970' erne med Tvindskolerne (som nok også skal få sig en spillefilm, her er pragtfuldt stof!), og det skete igen i 1980' erne, da en alternativ fiktion - forestillingen om at kæmpe sig frem til det klasseløse samfund - inspirerede en gruppe unge mænd til at finde sammen om at lænse danske pengeinstitutter for adskillige millioner, som de derpå ledte videre til den palæstinensiske modstandsorganisation PFLP. Denne usædvanlige praksis udviklede de med aldeles imponerende professionalitet gennem en årrække, indtil en af de unge mænd kørte sin bil ind i en elmast med stor fart. I bilen fandt politiet nogle nøgler og en adresse i Blekingegade.

Det skete i sommeren 1989. De unge mænd fik deres straffe og er for længst ude igen. Deres historie er fortalt både godt og grundigt af Peter Øvig Knudsen i to tykke bind og læst af mange. For tiden kan man se historien genfortalt i fjernsynet.
Jeg husker endnu, hvordan vi unge halvsympatisører sagde det til os selv, allerede dengang det skete: Denne historie ender i fjernsynet! Først kom der en version i biografen, og nu er den så på tv. Desværre tegner den til at blive en skuffelse! Hovedvidnet her, Bo Weimann , var medlem af gruppen, men fik betænkeligheder og forlod den i 1988, altså året før den blev fanget.

Han optræder nu som angerfuld synder.

Dermed er filmen tilbage i det spor, hvor de fleste andre spillefilm befinder sig: som kampen mellem de gode og de onde. Her har vi blot Bo Weimann, der har været blandt de onde, men som ikke brød sig om det, men angrede og nu har fundet sammen med de gode. Det er sikkert rart for ham, men dermed er fortællingens brod og udfordring borte, muligheden for at variere det vante filmskema er opgivet. Der er tale om endnu en gang ' røvere og soldater'. Over for den menneskeligt berørte Bo Weimann står den ideologiske mørkemand Gotfred Appel og hans resolutte håndgangne mænd.

I juni 1989 bad redaktionen på månedsbladet Press mig om at skrive en kommentar om den betændte sag. Ingen let opgave! På dette tidspunkt var gruppens medlemmer anholdt, Liberationgruppen, hed den dengang i pressen.

Retssagen var endnu ikke indledt. Det var kendt, at gruppen havde røvet store summer, der var givet videre til den antiimperialistiske kamp i den fattige verden. Også navnet på deres åndelige bagmand, Gotfred Appel, var kendt.

Her kommer teksten, uforandret, som den stod under titlen Hvis nu det var dig..

HVAD NU HVIS det var dig, gode, fredelige og konfliktsky læser! Hvad nu, hvis det var dig, der havde indset, at Gotfred Appel har ret. At de rige lande faktisk snylter på de fattige. At det er derfor, de er rige, og det er derfor, de fattige stadig er fattige.

At denne udbytning organiseres af pengemagtens folk, men at det drypper på degnen, når det regner på præsten: Noget af udbyttet går videre til os andre.

Når det regner på røveren, drypper det på snylteren. At vi altså alle har solgt vor gode samvittighed for en høj levefod (høj i forhold til de udbyttede). Men at ingen kan leve med en klar bevidsthed om at snylte på andre mennesker, og at valget derfor står mellem at formørke sin bevidsthed eller forlade snylterrollen.

Sæt nu videre, at du da nægter at formørke din bevidsthed, fordi du sætter en ære i at kunne se dig selv i spejlet som et retskaffent menneske. Og sæt endelig, at du samtidig finder ud af, at dine landsmænd har truffet det modsatte valg, altså foretrækker at forblive i snylterrollen med formørket bevidsthed. Og at den eneste lovlige udvej, deres system åbner for dig, som er uenig, er, at du melder dig på meningernes frie marked i demokratiets frie konkurrence om stemmer og magt, så du, når først du lige har fået flertal i Folketinget, kan sætte en stopper for landets snyltervirksomhed. Men at en sådan anvisning for dig står som en gang fis, hykleri og bevidsthedsformørkelse.

Hvad gør du så? Så vender du blikket fra udbytterne til de udbyttede. Ikke TV-avisens blik, når den sensationslystent indfanger et glimt af formummede flykaprere eller sentimentalt panorerer over negerbørn med opspilede maver eller zoomer ind på fluerne på deres ansigter. Straks mere interesseret, når den viser stenkastende palæstinensiske børn og israelske soldater, der smadrer arme og ben på dem. Hvem organiserer vreden mod snylterstaterne? Dem vil du hjælpe. Du spørger dem hvordan.
De beder om penge. Du har ingen, og dér har vi så spørgsmålet: Skal du ud med raslebøssen og tigge dine snyltende landsmænd om frivilligt at levere en beskeden brøkdel af rovet tilbage til de berøvede? Eller skal du skyde genvej og i Privatbankens kasse rundt om hjørnet hente noget af den profit, som de udbyttede har skrabet sammen på bekostning af deres og deres børns sundhed for at levere den tilbage til de rette ejere?"

Forfatteren Jørgen Knudsen, i kronikken "Se uligheden i øjnene", Politiken (4.10.2009)