tirsdag den 10. november 2009

Curt Sørensen om bolsjevikkernes "oprør fra neden" (1997)

"Ud fra hver deres motiver hævder sovjethistorikerne og vestlige liberalister, at den russiske revolution var elitens værk. Sandheden er, at den var et ægte folkeligt oprør. Der er to dominerende historieskrivninger om den russiske oktoberrevolution: Sovjethistorieskrivningen og den dominerende vestlige, liberalistiske historieskrivning. I begge fremtræder revolutionen som en begivenhed, der på det nærmeste er arrangeret ovenfra.
I det omfang masserne, befolkningen, almindelige mennesker overhovedet inddrages, er det som en masse der netop bliver mobiliseret (Sovjethistorieskrivningen) eller manipuleret (den dominerende vestlige historieskrivning).
. . .
Konklusionen er den, at oktoberrevolutionen primært var Lenins og bolsjevikkernes værk. De greb magten, og masserne blev netop mobiliserede. Ifølge den dominerende borgerlig liberalistiske historieskrivning (Schapiro, Pipes, Ulam, Keep, Johnson o.s.v.) udnyttede bolsjevikerne kynisk og behændigt det kaos, der havde udviklet sig i Rusland efter nederlagene i Første Verdenskrig og zarismens sammenbrud i februar. Der var ingen lovmæssigheder i udviklingen. Såvel Første Verdenskrig som de russiske revolutioner fremkom gennem et spil af tilfældigheder, hvor Lenins og bolsjevikkernes manipulationer blev afgørende i den sidste ende. Oktoberrevolutionen var et rent og skært kup. Lenin og bolsjevikkerne tog simpelt hen magten.
. . .
Afgørende for udviklingen fra februar til oktober 1917 var befolkningens spontane reaktioner på nogle helt elementære forhold og grundproblemer, nemlig: Det forhold, at den provisoriske regering ikke kunne eller ville standse krigen, at den ikke kunne magte de store økonomiske problemer (dyrtid, forsyningen til byerne m.m.), at den lod jordspørgsmålet ligge og ligeledes de nationale spørgsmål. Der foregik i denne periode fire vældige spontane processer i bunden af det russiske samfund: bevægelsen blandt bønderne, bevægelsen blandt soldaterne, bevægelsen blandt arbejderne og bevægelsen blandt de nationale minoriteter.
. . .
Bolsjevikpartiet af år 1917 var hverken et lille parti domineret af intellektuelle, som det havde været tidligere, eller det statsparti af administratorer, som det blev senere. Det var hverken en lille elite af overmenneskelige helte (som det fremstår i Sovjethistorieskrivningen) eller en lille klike af ondskabsfulde og manipulerende dæmoner (som det fremtræder i den dominerende vestlige historieskrivning), men et relativt masseparti af først og fremmest arbejdere og soldater, som var blevet radikaliserde af forholdene. . . . Man behøvede næsten ikke at manipulere selvom det også forekom! Ja, man behøvede næsten heller ikke at tage magten. Man blev så at sige skudt eller katapultet op til magten af en vulkansk eksplosion nede i bunden af det russiske samfund.
. . .
Og under vægten af disse ideologiske billeder glemte man efterhånden næsten helt i Vesten såvel som i Rusland, at oktoberrevolutionen i 1917 faktisk primært var en genuin folkelig revolution. Men gå hen og se Ken Loachs fantastiske film om den spanske revolution : Land and Freedom, så får man et indtryk af hvad det egentlig drejer sig om: Rusland 1917, Spanien 1936 eller Ungarn 1956 viser, at engang imellem finder det tålmodige folk sig faktisk ikke længere i undertrykkelse og udbytning, men gør oprør nedefra mod herskende klasser og dominerende eliter. Dette er oktoberrevolutionens egentlige budskab, og det er lige præcist dette budskab, der i samtiden vakte en bølge af håb og begejstring langt ind i Vestens socialisme og arbejderbevægelse."
VS'eren, daværende professor Curt Sørensen, i kronikken "Oprør fra neden", Information (22.11.1997)

1 kommentar:

  1. Hvad er det suspekte her? Curt Sørensen formulerer blot nogen forhold der var tilstede under revolutionen, som borgerlige røster ikke tror på.
    Selvf. lyder det i borgerlige ører helt fordækt at udtale som Curt Sørensen gør, når man gennemgående har fået banket på nethinden at oktoberrevolutionen foregik igennem et kup.

    Men det er en fejlanalyse. For folkemasserne havde faktisk - i modsætning til under det senere USSR - nogle demokratiske organer, hvor de kunne træffe beslutninger. Nemlig arbejder- og soldaterrådene, også kaldet, sovjetterne, som Sovjetunionen IRONISK har sit navn fra, da magten under Stalin og fremefter var blevet komplet centraliseret og ikke længere bestod af arbejderkomiteer.

    SvarSlet