Jørgen Ramskou & Peter Øvig om KAP, ytringsfrihed & henrettelse af politiske modstandere

Eks-KAP'eren, DRTV- & radio-direktør Jørgen Ramskou, interviewet af eks-KAP'eren Peter Øvig Knudsen:

- Hvor konkret diskuterede man: Hvordan skulle de tidligere magthavere holdes nede? Og hvem er de? Hvilke personer og institutioner?
»Jeg har aldrig været med til at diskutere personlister. Men domstolene skulle sættes ud af kraft, det samme gjaldt pressen og militæret, og bankerne skulle nationaliseres. Man ville også være nødt til at fængsle nogle personer, men jeg kan ikke huske, hvor konkret man diskuterede fængsler. Efter revolutionen ville følge en fase, hvor nogle mennesker skulle bibringes en forståelse af, at det nye system var til alles bedste. Vi diskuterede en form for genskoling, og der er ingen tvivl om, at noget tilsvarende andre steder i verden har antaget uhyggelige former. Genopdragelseslejr har jo vist sig ofte at være synonymt med udryddelseslejr.«

- Jeg mener at huske fra Århus, at vi diskuterede, om det var nødvendigt at henrette folk, og i givet fald hvem?
»Det er helt sikkert rigtigt, at vi i forbindelse med proletariatets magtovertagelse ville indføre dødsstraf. Jeg kan ikke huske, om vi diskuterede det mere konkret, men der er ingen tvivl om, at vi talte om fængsler, dødsstraf og i det hele taget undertrykkelse af mennesker, som ville blive smidt ud fra deres arbejde eller hindret i at undervise, fordi de ikke havde den rette holdning.«

Fra Weekendavisen (10.1.2003)

Uffe Elbæk om Albanien & at stjæle fra de rige (2000)

"Uffe Elbæk er 46 år og sover selvfølgelig på en madras på gulvet. Engang var han slumstormer, politisk aktiv i VS og DKU og stjal frosne ærter fra de rige. [. . .]

Sceneskiftet til lokalpolitik har været længe om at modnes. Faktisk søger han helt tilbage til 1970'erne for at finde kimen.

Det var dengang, han i selvforstående Robin Hood-stil kørte i bus uden billet og stjal spiritus og frosne ærter i byens forretninger som et politisk statement om, at det var i orden at tage fra de rige.

"Dengang var jeg dybt politisk engageret både som venstrefløjsaktivist og boligaktivist. Jeg var medlem af BOML. Det stod for Bolig-Marxister-Leninister og var skam dybfølt nok, selvom man i dag må grine af bogstavskombinationen. Ikke overraskende læste jeg Mao's lille røde, gik til studiekredse og syntes, at Albanien var det store lys i åbenbaringen. Og da DKP og DKU var de mest engagerede partiforeninger op til EF-valget i 1972, besluttede jeg mig for at melde mig ind i DKU," fortæller Uffe Elbæk og tilføjer, at hans far var aktiv DKP'er lige indtil sin død for 12 år siden.

"Far begyndte som radikal og var folketingskandidat, men han sluttede som DKP'er. Det er sjovt at tænke på, at det forholder sig lige omvendt med mig," smiler Uffe Elbæk, der efter DKU blev medlem af VS og senere udbrydergruppen Kommunistisk Forbund for så at slutte sin første aktive politiske periode i VS."

Interview med Uffe Elbæk, "Kaospiloterne", i Jyllands-Posten (24.12.2000)

Erik Christensen om marxistisk pluralisme på universiteterne (1970erne/80erne)

Et glimt ind i den akademiske marxismes selvforståelse:

"Jeg startede på universitetet i 1966, og blev kandidat i statskundskab fra Institut for Statskundskab i Århus i sommeren 1972. Jeg skrev speciale om Lenins revolutionsteori. [. . .]  Min specialskrivning foregik midt i studenteroprørets første år. Og jeg var ikke blot tilskuer, men også aktiv deltager i studenterrådsarbejdet på det tidspunkt. [. . .]

Allerede da jeg beskæftigede mig med Lenin kom jeg imidlertid også lidt på tværs af de dominerende venstreorienterede strømninger på universitetet. Jeg opnåede at få udgivet mit speciale på det nu hæderkronede forlag Modtryk, men det skete kun, efter at det var gået igennem en slags censurproces. Det kunne nemlig ikke udgives, som det stod, mente man. Det skulle kommenteres af et par af de politiske og videnskabelige marxistiske eksperter. Det skete, fordi jeg ikke klart tog politisk stilling til Lenin som aktuel politiske teoretiker. En af de ledende leninistiske ideologer i VS, økonomen den senere lektor på DTU, Jørgen Lindgaard Petersen kommenterede det fra den ene side, mens den anden daværende store marxistiske polit-økonomiske teoretiker og ideolog, den senere professor i idehistorie på Århus Universitet, Hans Jørgen Schanz kommenterede det fra den anden side. Jørgen Lindegård mente, at jeg slet ikke havde givet plads til Lenins partiteori, mens Hans Jørgen Schanz mente, at jeg og Lenin ikke rigtig havde forstået Marx’ politik-økonomiske metode. Jeg fik dog lov til at svare de to, så det endte med at der kom en god debat ud af det. [. . .]

Jeg måtte tage til takke med et undervisningsassistentjob. Jeg måtte se mig om efter andet arbejde. Universiteterne ekspanderede meget i den periode. Der var planer om at lave et Sydjysk Universitetscenter, i første omgang finansieret af Esbjerg kommune og Ribe amtsråd. Det startede allerede op i sommeren 1972. De slog en del spændende forskerjob op. Et projekt, som specielt passede godt til mig var et øst-vestprojekt, hvor man ville undersøge forholdet mellem Sovjet og Vesten ud fra en interesse om en mulig konvergens. Det passede egentlig godt til mine interesserer og kvalifikationer, så det søgte jeg.

Men her opdagede jeg så, at det kunne jeg ikke få, fordi man her i forvejen havde lovet eller aftalt, hvem der skulle ansættes. Det var nogle meget aktive venstreorienterede folk. Det skuffede også. Jeg kunne ikke blive ansat på mit institut, fordi jeg havde været kritisk, og jeg kunne ikke blive ansat på et projekt blandt de venstreorienterede, fordi jeg ikke tilhørte den rette inderkreds her.

[. . .]

I løbet af et halvt år fik jeg imidlertid et andet job på Sydjysk Universitetscenter. [. . . ]  Det projekt jeg blev ansat på SUC skulle beskæftige sig med sociale og økonomiske forandringer i Sydvestjylland. Her valgte jeg at lave et projekt om lokale fagforeninger i tre forskellige kommuner, i Esbjerg, Varde og Egvad kommuner. Andre deltagere i projektet skulle se på arbejdsmiljø, arbejdskonflikter, fiskere, førtidspensionister, husmænd og på den lokale erhvervsstruktur.

Fra at have beskæftiget mig med forestillinger om det store verdenskapitalistiske system i et historisk og udviklingsteoretisk perspektiv, var jeg blevet bragt ”ned på jorden”, blevet plantet i den lille danske kapitalisme endda i dens periferi, hvor jeg skulle have omsat mine marxistiske inspirationer til konkrete forestillinger og redskaber. Det var en meget lærerig proces. [. . .]

Det var nogle meget arbejdsomme første år jeg fik på AUC. Jeg fik nemlig også tid til at skrive en bog om mit projekt om forholdet mellem politiske partier og fagbevægelsen: ”Arbejderpartiernes faglige politik i 1970’erne”.

Med denne bog fik jeg belyst et område historisk, som ingen tidligere havde beskrevet og teoretisk fik jeg videreudviklet teorien om politiske partiers adfærd ved at definere forskellige scener, og beskrevet det opbrud i samarbejdet mellem parti og bevægelse som hele fire arbejderpartier i folketinget i 1970’erne havde skabt.

I forbindelse med udgivelsen af denne bog husker jeg et faglig seminar, jeg holdt omkring bogen, som viser noget om den værdifulde faglige kultur, der dengang fandtes på samfundsfag og på instituttet. Jeg bad en række folk om at komme med kritik af bogen. Det var dengang at mange af instituttets medarbejdere var partipolitisk aktive: Jeg bad John Houman om at kommentere Socialdemokratiets faglige politik, Flemming Ibsen SF’s politik, Lars Torpe VS’s politik og Jørgen Würtz Sørensen DKPs politik og Herman Knudsen fagoppositionens. [. . .]  I de første år jeg var på AUC var miljøet omkring samfundsfag meget politiseret. Mange af de studerende på samfundsfag tilhørte den yderste venstrefløj. Det vil på det tidspunkt sige tilhørte VS eller KF (Kommunsitisk Forbund). Kun en enkelt var erklæret kommunist (Per Lunde). Det gjaldt også mange lærere, Birte Siim og Feiwel Kupferberg var KF’ere, Palle Rasmussen og Lars Torpe var VS’ere, mens Johannes Andersen havde haft et tilhørsforhold til Forbundet Socialisterne. Jeg blev nogle gange set på med en vis skepsis, fordi jeg skilte mig ud ved på det tidspunkt ikke at være partiorganiseret. Men jeg havde nogle gange stor fornøjelse af at have studerende der beskæftigede sig med Lenin. Dem tvang jeg rigtig til at lære tekstanalyse og læse originaltekster i stedet for at komme med politiske paroler."

Erik Christensen, lektor (emeritus) ved Ålborg Universitet, fratrædelsesforelæsning "Røde og grønne tråde i min forskning", 25.6.2010.

Vibeke von Sperling om Kommunistisk Forbund og Jugoslavien som forbillede

"VS blev hurtigt et fraktionernes parti, og i Århus dannedes fraktionen KF, Kommunistisk Forbund - leninisterne kaldet - der analyserede sig frem til, at Sovjetunionen var et undertrykkende statskapitalistisk samfund. Den form for socialisme, man så hældte hovedet til i Århus var den jugoslaviske model som »den tredje vej«. »For mig stod det jugoslaviske selvforvaltnings-eksperiment som noget af et ideal for en anden form for socialisme end den, der blev praktiseret i Sovjetunionen og i Østeuropa. Ved at dykke nærmere ned i det kunne man dog se en gevaldig modsætning, med et meget centralistisk partisystem, især i Titos tid, på den ene side og så selvforvaltningen på den anden side. Det var to principper, der strittede i hver sin retning. Men i en lang periode mente jeg, at her var noget at komme efter.«"

Journalist Vibeke von Sperling, i "Sperlings socialisme", Berlingske Tidende (28.6.1998)

SAP om væbnet oprør & proletariatets diktatur

»Arbejderklassen skal bevæbnes med lysten til at bevæbne sig selv«. Sådan lød, og lyder, med et citat fra det store ideologiske forbillede Trotskij, SAPs slagplan, som skulle føre til den store gennemgribende revolution. Målet var arbejderstaten, der var opbygget af arbejderråd, sovjetter, som man kendte dem fra den første tid efter den russiske revolution. SAPerne skulle være den fortrop, avantgarden, der skulle befri folket fra dets uvidenhed: »Tankegangen gik ud på, at i det øjeblik, proletarerne var blevet politisk bevidste, ville det hele gå af sig selv: arbejderne ville automatisk selv gribe til våben og overtage magten og produktionsmidlerne,« siger Torben Hansen, som i sin tid var udenrigsredaktør af partiets nu hedengangne ugeblad Klassekampen. »Når proletariatet først var blevet befriet fra dets uvidenhed og havde taget magten, ville der slet ikke være brug for et parlament - det ville blive en uddateret, gammeldags størrelse. Herefter ville alle være med til at tage beslutninger, den politiske kraft ville flyde frit fra den enkelte. Det er jo Jehovas Vidner om igen, men sådan var det altså. Man diskuterede egentlig ikke rigtigt perspektiverne under og efter magtovertagelsen - man diskuterer jo heller ikke, om Jesus var Guds søn, hvis man er religiøs. Og her var virkelig tale om en slags perverteret religion - det handlede om fortabelse og frelse,« siger Torben Hansen.

Artiklen "Den evige revolution", i Berlingske Tidende 8.3.1998

Anti-imperialistisk volds-romantik

"The FMI [Forbundet mod Imperialismen] was very inclusive in the sense that it unfolded its anti-imperialist engagement in relation to South East Asia, Latin America, Africa, as well as the Middle East. In fact it was a fusion of the remains of the radical Vietnam Movement, the Indo-China Committees, plus the Palestine and Gulf Committees, both established in the late 1960s.

But the FMI was also closely connected with the small party-preparatory organization called the Forbundet Socialisterne [The Socialist League], which represented a dogmatic interpretation of Leninist party theory. The Forbundet Socialisterne was only one of many small, marginalized party-preparatory organisations in the outskirts of the parliamentary sphere, and as such it may serve as an example of a political phenomenon, a sign of the times. FMI was quite radical in the sense that revolutionary development in Denmark, which they believed in, was seen as closely connected with the liberation movements’ struggles against imperialism in the Third World. With the so-called proletarian international as a basis, they understood the class struggle in Denmark as part of the international struggle against imperialism – it was, basically, one and the same thing. This was a significant intensification compared with involvement with Vietnam towards the end of the 1960s. The elements of anti-authoritarian enthusiasm, central to parts of the Vietnam involvement, had been succeeded by a much more theoretically focused revolutionary enthusiasm in FMI.
The FMI published a magazine, the “International Bulletin”, written within the framework of a theoretical ideological discourse focusing on the struggle and its continued intensification. The Palestinian problem constituted a large part of the reason for involvement. It is worth noticing that almost all the pictures that printed showed armed struggle and an aesthetic worship of its beauty: Handsome Palestinian guerrilla warriors, Fedayeen in rugged landscapes, machine guns ornamented with flowers and flags, and gun sights as graphical frames around several pictures. The actual armed struggle was seen as a central strategy in the concrete Palestine problem, but at the same time it reached far beyond that actual war. Apart from the fact that the analysis at the root of this understanding was revolutionary, the connection was also formulated in quite violent language:

'Only a people’s war can conquer imperialism – in the Middle East as elsewhere. […] Such a victory and the preceding revolutionary process will signify a final victory over and liquidation of the reactionary forces in the area and furthermore, to a large extent, increase the contradictions in the world imperialist system.'"

Karen S. Bjerregaard: "The Meaning of Armed Struggle. Solidarity with the Third World in Denmark in the 1960s and 1970s", i Henrik Jensen (red.): "Rebellion and resistance", Pisa. Pisa University Press, 2009 (s. 146)

SAP havde "åbne døre" til "terroristiske miljøer"

"»Der har altid været åbne døre mellem Socialistisk Arbejderparti (SAP) og terroristiske miljøer,« siger et forhenværende SAP-medlem fra partiets inderkreds, som har valgt at være anonym, men hvis fulde identitet er Berlingske Tidende bekendt. Den anonyme kilde bakkes op af en anden fremtrædende eks-SAPer, Torben Hansen, som ligeledes har været med, helt siden SAP udsprang fra organisationen SUF i slutningen af 60erne: »Bortset fra, at det selvfølgelig er at gå for vidt at registrere 25.000 almindelige opstillere, synes jeg ikke, der er noget odiøst i, at PET har overvåget et parti som SAP. Vi regnede jo i øvrigt også selv med, at man holdt øje med os dengang - selvfølgelig gjorde man da det. Der var jo tale om en gruppering direkte inspireret af den bolsjevikiske venstrefløj fra den russiske revolution, og det var altså ikke noget te-selskab,« siger Torben Hansen."

Artiklen "Den evige revolution", i Berlingske Tidende 8.3.1998

Forbundet Socialisterne gav terrorister danske pas (1970erne)

"Danske pas er flere gange blevet brugt af tyske terrorister fra Rote Armee Fraktion. På den danske venstrefløj ”mistede” folk deres pas, for at de kunne bruges illegalt af andre.

Det var ikke usædvanligt, at folk på venstrefløjen med vilje "tabte" deres danske pas i 1970'erne og 1980'erne, så det kunne bruges illegalt af personer, som de sympatiserede med.

Det kunne et tidligere medlem af Forbundet Socialisterne fortælle, da han, der var arkitekt, blev afhørt af politiet i 1990 om sit kendskab til bl.a. amerikaneren Sally Bland.

Sally Bland havde siden 1979 boet og arbejdet sammen med Marc Rudin hos PFLP, først i Libanon, siden i Syrien, efter at have opholdt sig i Danmark i ti år og været en del af det venstreekstremistiske miljø med stærke følelser for palæstinasagen.

Marc Rudin var efterlyst af politiet for at have deltaget i røveriet mod postkontoret i Købmagergade, hvor en 22-årig politibetjent blev dræbt af skud. Han blev sendt til København af PFLP, fordi Blekingegade-banden stod og manglede en mand til røveriet. Som afsløret i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag havde Marc Rudin ifølge det tyske politi kontakt til terrorister fra den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, RAF.

Stjålne pas
Disse terrorister var i besiddelse af danske pas, det ene stjålet i Gladsaxe, da de blev stoppet af østrigsk politi i 1999. Andre terrorister fra bl.a. RAF brugte ligeledes danske pas, bl.a. Susanne Albrecht, Birgitte Mohnhaupt og Christian Klar, der bl.a. er dømt for meddelagtighed i drabet på arbejdsgiverformanden Hans Martin Schleyer. Christian Klar løslades i næste måned efter 26 års fængselsstraf.

Arkitekten, der var medlem af Forbundet Socialisterne fra 1972 til opløsningen i 1984, forklarede politiet, at han bl.a. kunne huske en person, som vist nok i forbindelse med en terroraktion i El Salvador havde sprængt sig selv i luften. I forbindelse med den efterfølgende efterforskning fandt man hos bombemanden et dansk pas, der tidligere var blevet meldt "tabt" eller "bortkommet" af et tidligere medlem af Forbundet Socialisterne."

Fra artiklen "Tyske terrorister brugte danske pas", i Jyllands-Posten, 2.12.2008