Anne Grete Holmsgaard om VS' samarbejdsaftale med PFLP (2004)

»Den aftale har aldrig været specielt skelsættende for mig, men jeg arbejdede meget med Mellemøsten i den periode, og jeg har grundlæggende det samme syn på Mellemøsten og konflikten i dag, som jeg havde dengang.«

Anne Grete Holmsgaard, folketingsmedlem for SF og fhv. MF for VS, i Berlingske Tidende (6.1.2004) om den samarbejdsaftale mellem Venstresocialisterne og terrororganisationen PFLP, som hun underskrev i 1980 som repræsentant for VS.

- Den aftale indgik I vel vidende, at PFLP var involveret i terroraktioner. Har du også de samme grundholdninger her. Ser du i dag terror som et middel, der kan være legitimt i en politisk kamp?

»Jeg er imod terror, det er klart. Det var jeg også dengang. Men i nogle situationer må du jo diskutere, om noget er terror eller en væbnet kamp. Det har jeg da et meget klart bud på i dag. Jeg er da helt klart imod de terroraktioner, der bliver lavet også i Mellemøsten. De har jo antaget en helt anden karakter, end dengang, hvor der blev ført en militant og en væbnet palæstinensisk kamp for overhovedet at blive anerkendt som en nation med rettigheder,« siger hun.

- Men kan man i den kamp retfærdiggøre de flykapringer, som PFLP var involveret i?

»Nej, det har jeg heller aldrig retfærdiggjort,« siger hun.

I 2001 sagde Anne Grete Holmsgaard til Weekendavisen: »Vi betragtede flykapringerne som et middel i kampen.«

- Er det stadig din holdning?

»Jeg ville formulere mig anderledes i dag, det er der ingen tvivl om. Men ét er at konstatere som en kendsgerning - hvor ubehagelig den end er - at det var flykapringer, der placerede palæstinenserne, som nogle verden overhovedet lagde mærke til.

Anne Grete Holmsgaard om VS' ikke-forsvar for flykapringer (2001)

“Jamen, vi var ikke uvidende om, at PFLP havde spillet en rolle i flykapringerne, men uden dem - ubehag eller ej - var palæstinensernes sag aldrig kommet på den internationale dagsorden. Hvordan håndterer man det dilemma? Vi har aldrig forsvaret flykapringer, men vi har heller aldrig taget klart afstand fra dem. Vi balancerede på en knivsæg. Vi betragtede flykapringer som et middel i kampen.”

Anne Grete Holmsgaard, fhv. MF for VS og nu MF for SF, om VS' samarbejde med PFLP, i Weekendavisen (9.2.2001)

Preben Wilhjelm som forsvarer af Blekingegade-banden (1989/2008)

"Journalist Lars Villemoes skrev i 1989 en række artikler i avisen Information om det kriminelle, venstreorienterede miljø omkring Blekingegadebanden. Artiklerne kom, efter at politiet anholdt banden og fandt lejligheden i Blekingegade på Amager fyldt med våben, registre over danske jøder og en drejebog over Købmagergaderøveriet.
Afsløringerne skabte vrede på dele af venstrefløjen. Journalisten, der selv havde en baggrund på venstrefløjen, blev udråbt som forræder. Lars Villemoes mener i dag, at juristernes kronik bidrog til den voldsomme stemning imod ham.
»Vi blev dømt af landets tungeste jurister, som lagde både navn og institut til kronikken. Derefter blev holdningen, at nu var vi gået for langt i artiklerne. Men man kan se på deres ordvalg, at det var et politisk indlæg forklædt som jura. De ville ikke have, at vi afslørede en gruppe på venstrefløjen,« siger Lars Villemoes.
Kronikken »Jo, Informations reportage var den mest ondsindede« var underskrevet af Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm fra Kriminalistisk Institut. Her argumenterede de for, at avisen ikke burde omtale forhold, som de anholdte ikke kunne forsvare sig imod. Ifølge juristerne indeholdt artiklerne »en række selvfabrikerede, kriminelle anklager« og »eksemplificerer noget af det værst tænkelige ved creative journalism.«
Juristerne mente, at Information i stedet burde tage Politiets Efterretningstjeneste under kritisk behandling. De opfordrede avisen til at undersøge, om PET havde plantet provokatører i banden, og om PET samarbejdede med Israels efterretningstjeneste Mossad.
Daværende chefredaktør på Information, Lars Hedegaard, efterlyser en reaktion fra juristerne.
»Jeg vil gerne vide, om de beklager den kronik. Om de beklager deres løgnehistorier og deres forsøg på at miskreditere journalisten,« siger Lars Hedegaard.
Af de tre skribenter af kronikken har kun Preben Wilhjelm besvaret Nyhedsavisens henvendelser.
Han afviser at beklage beskyldningerne om, at Information havde opdigtet oplysninger.
»Villemoes oplyste ikke i artiklerne, hvem hans kilder var. Så er det klart, at vi må sige, at det er ren spekulation. Vi kunne jo ikke tro andet, end at hans kilder var PET. Vi havde ingen anden mulighed,« siger Preben Wilhjelm.
Han afviser desuden, at hans engangement i Venstresocialisterne skulle have påvirket hans faglige vurdering.
»Det er fuldstændig latterligt at påstå. Jeg betragter slet ikke Blekingegadebanden som tilhørende venstrefløjen. De brugte totalitære metoder, som mere hører hjemme på højrefløjen,« siger Preben Wilhjelm.
Han fastholder, at Information burde have fokuseret på PET i stedet for banden.
»Man må blande sig i en verserende sag, hvis man kritiserer en myndighed med utroligt stærke beføjelser. Men man må ikke kaste smuds og skyld på nogle mennesker, der ikke har fået deres sag prøvet ved retten endnu.«"

Fra artiklen "Topjurister fordømte Blekingegade-afsløringer", i Nyhedsavisen (7.2.2008)

Vibeke von Sperling om flirterier med militante aktioner (2008)

"Vibeke Sperling kom til Informations udenrigsredaktion i 1978 som Østeuropa-medarbejder. Hun husker ikke decideret RAF-sympati på avisen, men måske nok “tendenser til en lidt for stor forståelse, som skal tolkes inden for rammen af Tysklands berufsverbot og andet, der viste den manglende demokratisering efter nazismens fald, som skabte de særlige spændinger i det tyske samfund . Men der var en vis romantik eller flirteri forbundet med militante aktioner på venstrefløjen,” som hun siger.

Hun nævner som eksempel på flirteriet nogle “udsyrede” diskussioner i 1970’erne i kollektivet Aldershvile uden for Århus, hvor hun og kollektivets øvrige beboere “for sjov” snakkede om at kidnappe den daværende statsminister Hilmar Baunsgaard og gemme ham i kollektivets kælder."

Vibeke (von) Sperling, i Ulrik Dahlins artikel "Fortidens spøgelser", i Information (18.3.2008)

Jan Bredsdorff om kulturrevolutionens overvældende sejr og menneskelighed (1968)

"Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet at et samfund styres af mennesker og at mennesker styres af menneskelighed."

Jan Bredsdorff, i Politisk Revy (maj 1968) (citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.57)

Autonome som håndlangere for Blekingegade-banden (1989, 1994)

"Retssagen mod Blekingegade-banden blev overværet af en del sympatisører, herunder ikke mindst folk fra bz-miljøet. En gruppe formulerede et fælles brev til de fængslede:

»Vi ved ikke, om det er rigtigt, at I eller andre plyndrede bankerne eller sendte pengene til PFLP. Men hvis I har gjort dette, synes vi, at det er fedt, at disse banker er blevet en del kroner fattigere, og folk, der kæmper, nogle kroner rigere,« hed det bl.a.

Brevet blev uddelt som løbeseddel foran Dommervagten i København, og i en artikel i Information fulgte aktivisterne, der kaldte sig Anti-repressionsgruppen og holdt til i Demos’ lokaler på Nørrebro, op med en hilsen til den dræbte betjent:

»Det er da synd for den døde strissers mor og far – men det skulle de have sagt til ham, da han var lille (… ) han har valgt side i samfundet og han har valgt et råddent job.«
. . .
Andre protesterede mere kontant mod Lars Villemoes [der havde dækket Blekingegade-sagen]. En majdag i 1994 gik flere hundrede autonome i demonstration ved hans private bolig.

»Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler,« råbte de. Der blev skrevet »Nazi Dø!« på hans gadedør, som man forsøgte at sparke ind."

Her citeret efter Niels Lillelunds artikel "Kampen om sindene" i Jyllands-Posten (27.4.2007)

Terrorgruppen "DSB" om socialister & partisankrig (1980)

"Den socialistiske partisankrig er ikke, som borgerlige politikere påstår, et forbigående fænomen, men en magtfaktor der med tiden vokser sig større og større. Denne udvikling ses tydeligt i for eksempel Syd og Mellemamerika, Det Sydlige Afrika, Spanien og Italien.
De kapitalistiske magthavere udøver gennem deres håndlangere stadig kraftigere modforanstaltninger mod den aktive kamp for socialismen, og dette er den tydeligste dokumentation af fascismens stadig svagere kontrol med tingenes udvikling.
For magthaverne er den “legale” danske socialisme relativ ufarlig. Så længe venstrefløjen retter sig efter systemets præmisser griber magthaverne ikke ind med fascistiske terrormetoder. Det omvendte såes under kampen om byggeren. Når socialister handler på en måde så profitten trues, skrides der nemlig ind. Miljøministeriets omstødelse af den kommunistiske miljøborgmester Ivan Hansens forbud mod klorproduktionen på sojakagefabrikken er et tydeligt eksempel på venstrefløjens manglende muligheder og på magthavernes kontrol med det parlamentariske system. Skal der føres socialistisk politik, må det derfor være udenom magthavernes bestemmelser altså ved illegal kamp."

Løbeseddel fra Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB), udsendt 1980, i.f.m. en række brandattentater og bombetrusler i Aarhus-området, citeret efter PET-Kommissionens Rapport, bd. 12, s. 54f & 57.

Modkraft om forbillederne for "kommunistisk samling" (2003)

"Kommunistisk samling på vej? Men er der også realiteter i det? Fører det ligefrem til etablering af et fælles kommunistisk parti?

Samlingsbestræbelserne omfatter tre partier, der - omend med forskellige indfaldsvinkler - giver udtryk for at være interesseret i et tættere samarbejde. Det er Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l). . . . Herudover findes også et fjerde parti – Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), der blev dannet af en udbrydergruppe fra DKP m-l i 1997. Men de er ikke en del af samlingsbestræbelserne, af den simple grund at de betragter de 3 andre partier som revisionister og reformister, som man ikke kan være i stue med.

. . .

Men det er en kendsgerning, at medlemmer fra de tre partier er særdeles aktive i en lang række bevægelser og aktiviteter, som også involverer resten af venstrefløjen. Mange af DKP m-l og KPiDs medlemmer er aktive i fagbevægelsen, og beklæder tillidshverv på arbejdspladser og i fagforeninger. En del DKP´ere er særdeles aktive i Enhedslisten, også i ledelsen af denne.

De tre partier har faktisk også en lang række holdninger og aktuelle kampkrav fælles med resten af venstrefløjen. Der er naturligvis også vigtige forskelle, men ser vi på spørgsmål som kampen mod den borgerlige regering og dens forsøg på at demontere velfærdssamfundet, på USA´s udenrigspolitik, NATO, EU, og mange andre dagsaktuelle spørgsmål, så er der mange sammenfaldende synspunkter ikke blot de 3 partier imellem, men også med Enhedslistens politik.

. . .

Umiddelbart er der god mening i en samling af de 3 partier, alene af den grund, at de repræsenter den samme tradition i arbejderbevægelsen, de betragter sig alle 3 som en del af den såkaldt ”kommunistiske verdensbevægelse”.

De er for eksempel enige om, at Sovjetunionen og de østeuropæiske stater var socialistiske frem til ”murens” fald og Sovjetunionens opløsning.

De er enige om, at der nok kan sættes berettigede spørgsmålstegn ved Sovjetunionens politik under Stalins ledelse, men det ændrer ikke på deres grundopfattelse, at der var tale om en socialistisk politik og at Stalin som politisk leder i det store og hele var et forbillede og en ”stor kommunist”.

De er enige om, at Kina var et socialistisk land, ihvert fald under Maos ledelse – hvad de mener om Kina i dag er mere uklart! Og de er også enige om, at vi i dag skal regne Cuba og Nordkorea for socialistiske stater."

Fra artikel bragt i Solidaritet, senere udgivet på Modkraft.dk (7.11.2003).

Jørgen Knudsen som apologet for Blekingegade-banden (1989)

"Jeg anbefaler at se i øjnene, at vi lever i et land og en tid, hvor illegal virksomhed som den, Liberation-gruppen [d.v.s. Blekingegade-banden] siges at have udført, måske ikke er mere moralsk forkastelig end den helt lovlige virksomhed, vi andre udfører, når vi tier om vor snylterrolle og dermed samtykker den.
. . .
Kampen om magten i et land er en kamp om sindene. Denne kamp vil i den kommende tid i høj grad komme til at handle om synet på Liberation-gruppen . . . . Vinder politiet kampen om sindene, vil det ikke kun ramme dele af venstrefløjen, men også kunne bruges til mistænkeliggørelse af helt legal og fredelig u-landshjælp og til mistænkeliggørelse af befrielsesbevægelser overalt i den tredje verden. Taber politiet, kan det betyde, at den foruroligelse over den rige verdens snylterliv, der var gruppens inspiration, kan brede sig og finde bedre samfundsmæssige svar end illegalitetens."

Forfatteren Jørgen Knudsen, i Press (juni 1989), her citeret efter Jyllands-Posten (27.4.2007)

Terrorgruppen "DSB" om den væbnede kamp (1980)

"DANMARKS SOCIALISTISKE BEFRIELSESHÆR ER GÅET I KAMP FOR ET SOCIALISTISK DANMARK
Det er med beklagelse, at den væbnede kamp er startet så sent i Danmark, den burde have været i gang lige så længe, udbytningens og undertrykkelsens åg har hvilet over danskerne, men da denne beklagelse nu er udtrykt, kan vi vende blikket fremad og konstatere, at der forestår en lang og blodig kamp. Lang fordi danskerne ikke er forberedt på kamp, og blodig fordi magthaverne ikke afgiver deres magt frivilligt. Hæren vil ikke ofre tilfældige menneskeliv til fordel for revolutionen, men kun kæmpe mod udbytterne og undertrykkerne."

Politisk program for Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB), udsendt 12.4.1980, i.f.m. en række brandattentater og bombetrusler i Aarhus-området, citeret efter PET-Kommissionens Rapport, bd. 12, s. 48.

Fest for Hoxha i Ungdomshuset (2008)

I 2008 fejrede Danmarks Kommunistiske Ungdom / Arbejderpartiet Kommunisterne den albanske diktator Enver Hoxhas 100 års fødselsdag med en fest i Ungdomshuset:

Festmøde Enver Hoxha 100 år

Arrangør: APK - DKU

Fredag den 17. oktober kl. 17 til 22

Kulturhuset Bispebjerg NV
Dortheavej 61
2400 København NV

Udstilling åben fra kl. 17
Festmøde med oplæg og kultur kl. 19

Tema:
Enver Hoxha og kampen mellem de to systemer
Revolutionen- et spørgsmål der er taget op til løsning
Enver Hoxhas betydning for den revolutionære bevægelse i dag

KAK om den "ikke-fredelige" overgang til socialismen (1964)

"Netop i denne gunstige situation forsøger de moderne revisionister at lamme folkenes tillid til egne kræfter og lamme deres tro på fremtiden. Netop i denne gunstige situation forsøger Sovjetunionens ledere under påskud af »fredelig sameksistens« at få folkene til at erstatte den anti-imperialistiske kamp, der alene kan sikre verdensfreden, med et samarbejde med den amerikanske imperialisme. Sovjetunionens kommunistiske Partis ledere forsøger under påskud af »fredelig overgang« til socialismen at få folkene til at erstatte den revolutionære klassekamp, der alene kan føre til socialismen, med et parlamentarisk samarbejde med selv reformistiske kredse og partier om at »ændre samfundets struktur« inden for rammerne af kapitalismens »demokratiske traditioner«.
. . .
6. Kommunistisk politik bør baseres på en nøgtern klasseanalyse af det danske samfund. Vort formål kan ikke være skabelsen af et uigennemførligt »fornyet demokrati«, som svæver et sted mellem socialisme og kapitalisme. Vort formål må være at arbejde for at desorganisere monopolkapitalen og skabe basis for den endelige erobring af statsmagten og dermed monopolkapitalens fjernelse.

7. Kommunisterne bør ikke ensidigt lægge vægt på mulighederne for en fredelig overgang til socialismen. De bør i stedet klart fremhæve begge muligheder, den fredelige som ikke-fredelige, hvis kommunisterne vil undgå at skabe illusioner om, at borgerskabet er villig til uden sværdslag at forlade skuepladsen.

8. Kommunisterne må i deres politik klart skelne mellem kortsigtede, dagsaktuelle paroler, mere langsigtede paroler, som kan realiseres endnu mens kapitalismen eksisterer, men som forudsætter en kraftig skærpelse af klassekampen og arbejderklassens enhed og forbund med andre dele af det arbejdende folk – og endelig revolutionære paroler, som tilsigter proletariatets erobring af statsmagten, skabelsen af proletariatets diktatur i forbund med alle undertrykte samfundslag og skabelsen af grundlaget for opbygningen af socialismen i Danmark. . . ."

Programmet "12 punkter for en kommunistisk politik i Danmark", forfattet af Gotfred Appel, Benito Scocozza m.fl., for Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), hvoraf Blekingegadebanden senere opstod, 1964.

Billeddokumentation #1: "Ungkommunisten" nr. 1 (1968)

"Det er berettiget at gøre oprør", illustreret med en maskinpistol.

Blekingegade-banden på Modkraft om deres rollemodeller (2009)

"Che Guevara var for os – som for mange andre – et forbillede. Holger [Jensen] havde allerede i slutningen af 1960’erne været på Cuba med den første danske arbejdsbrigade i sukkerhøsten. Ches død i Bolivia faldt sammen med vores politisering. Men inspirationen stak dybere end fascinationen af et ikon.

Den politik, vi sidenhen udviklede, er langt hen ad vejen den samme som hans. Che havde netop et globalt perspektiv på befrielseskampen. For ham drejede det sig ikke kun om den nationale befrielse af Cuba fra amerikansk dominans. Denne kamp var et led i en global eller international strategi, som det hed dengang.

Imperialismen skulle angribes i periferien, hvor udbytningen og undertrykkelsen og dermed modstanden var stærkest. »Skab to, tre mange.. Vietnam var Ches parole « (Guevara, Che (1968), artiklen »To, tre, mange Vietnam!«).

En anden parallel er som tidligere nævnt hans forståelse af sammenhængen mellem udbytningen i Den 3. Verden og levestandarden i vores del af verden.

Ches internationalisme lå i hans praksis. Efter befrielsen af Cuba drejede det sig ikke kun om Cubas nationale interesser. Cuba skulle støtte befrielseskampen i Asien, Afrika og Latinamerika.

Che, der selv var argentiner, tog kort tid efter sejren i Cuba til Algier, derefter til Congo og senere søgte han at udvikle befrielseskampen i Bolivia, der igen skulle blive et springbræt for kampen i hans hjemland Argentina.

En anden væsentlig inspirationskilde var PFLP. De havde fra starten et nationalt, regionalt og globalt perspektiv og ikke mindst en praksis i overensstemmelse hermed.
. . .
At det blev PFLP skyldtes hovedsageligt to ting. Den ene årsag var, at PFLP så ud til at have en større tilslutning end DFLP. Den anden årsag var, at PFLPs internationale perspektiv og synet på den vestlige arbejderklasse, var mere samstemmende med vores eget syn på virkeligheden.

Et tredje argument, der måske ikke var afgørende, men meget vigtigt, var PFLPs fokus på at gøre kvinderne til ligeberettigede borgere og kampfæller. Det var noget, der var meget tiltrængt i det feudale tankegods, som prægede den arabiske verden.

Det var ikke tilfældigt ved flykapringen i august 1969 i Rom, at PFLP valgte en kvinde som den ene flykaprer. Leila Khaled skulle være en af rollemodellerne for de palæstinensiske kvinder."

Blekingegade-bandens medlemmer Niels Jørgensen (død september 2008), Torkil Lauesen og Jan Weimann i artiklen "Det handler om politik", tidsskriftet Social Kritik (nr. 119, marts 2009, s. 4-61), genudgivet på Modkraft.dk.

Modkrafts hyldest af "anti-imperialisten" Niels Jørgensen (2008)

Nekrolog: En anti-imperialist er død
Niels Jørgensen fra Kommunistisk Arbejdsgruppe – bedst kendt som Blekingegadegruppen – er død. Han blev 54 år.

Niels var politisk aktiv fra sin tidligste ungdom. 15 år gammel blev han i 1969 medlem af Den Anti-imperialistiske Aktionskomite under Kommunistisk Arbejdskreds.

Udgangspunktet for hans politiske engagement var modstanden mod den imperialistiske udbytning og politiske undertrykkelse af folk i Den tredje Verden og solidariteten med de revolutionære bevægelser, der udsprang heraf.

Det var i begyndelsen af 1970’erne især solidaritetsarbejdet med Vietnam, der engagerede Niels, men han var også en af de første aktivister i det gryende støttearbejde med det palæstinensiske folk.
. . .
Hans videre politiske skoling fik han i Kommunistiske Arbejdskreds (KAK). Det var grundige studier af Marx og Lenin. »Kapitalen« blev læst fra ende til anden. Det var studier af lande og politiske bevægelser.

Men i KAK nøjedes man ikke kun med en teoretisk indfaldsvinkel til verden. Folk blev sendt ud i verden for ved selvsyn at erfare, hvordan situationen var og kontakte politiske bevægelser. Ud fra disse månedslange studieophold blev der skrevet rapporter, der blev diskuteret blandt medlemmerne i KAK. Niels besøgte bl.a. Indien, lande i Mellemøsten og Marokko.
. . .
Niels lagde derfor vægt på det materielle støttearbejde til denne kamp. Han var med i »Tøj til Afrika«, der ydede materiel støtte til befrielsesbevægelserne i Mozambique, Angola og Zimbabwe op gennem 1970’erne.

Efter at disse bevægelser opnåede statsmagten, viste det sig langt sværere at opbygge socialisme og stoppe den imperialistiske udbytning, end de selv og vi havde forestillet os – men ønsket og viljen var der.

I løbet af 1977-78 var der i KAK skabt grobund for personlige og politiske magtkampe. KAK var oprindeligt en organisation med to ledere og en række unge relativt uskolede medlemmer.
. . .
Det, der senere er blevet kendt som Blekingegadegruppen, var en del af KA. Men der var mange andre aktiviteter i KA, som Niels deltog i. KA havde forlaget Manifest, som udgav bøger og tidsskrifter. Niels var med til at trykke blade og løbesedler for en Sydafrikansk gruppe i Soweto. Niels var initiativtager til Cafe Liberation, hvor aktivister arbejdede gratis og overskuddet gik til bevægelser i Den tredje verden. Her var han indkøber og kok. Niels var også med til at starte »Komiteen for Vestsahara«.

I april 1989 blev Niels arresteret i forbindelse med Blekingegadesagen og dømt til 10 års fængsel for blandt andet røveriet i Købmagergade.

Når Niels og vi brugte vold i en dansk sammenhæng var det naturligvis dybt problematisk. Men vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst.

Vi handlede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Med vores politiske briller var der en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser.

Det kan naturligvis problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land, for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden. Dette dilemma, mellem nationalt demokrati og en udemokratisk verden, er ikke blevet mindre i en stadig mere globaliseret verden.

I en dansk sammenhæng var vores praksis kriminel. Vi nærede ingen forhåbning eller ønske om at retfærdiggøre den i en dansk politisk sammenhæng.

Niels så sig da heller ikke som politisk fange, da Blekingegadegruppen blev afsløret. Det var kriminalitet. Men det var en kriminalitet som var begrundet i globale politiske forhold. Niels – vi - befandt os i et dilemma, tog en beslutning og følgerne.

Under sit fængselsophold var Niels aktiv i fangepolitik og hjalp mange af sine medfanger med deres problemer. Samtidig med tog han en Hf-eksamen og begyndte et psykologistudie med Københavns Universitet.

Gennem de sidste måneder har Niels og vi haft mange samtaler om vores fælles fortid.

Det er vores indtryk, at Niels syntes, han har haft et godt liv. Måske ikke noget let liv - eller fejlfrit liv. Men et liv han ikke fortrød.

Han følte, han var på den rigtige siden i kampen mellem undertrykkelse og udbytning på den ene side - og retfærdighed og befrielse på den anden. Det var det vigtige for ham.

Niels var anti-imperialist, aktivist - at handle var vigtigt, men ikke uden analyse og omtanke. Der var en tilfredsstillelse for Niels ved at finde ud af, hvordan verden hang sammen - ikke mindst for at kunne handle ud fra denne viden, blive et lille tandhjul i den maskine, der kæmpede for retfærdighed og en bedre verden.

Niels var en god kammerat og ven - han var til at stole på. Vi kommer til at savne ham meget."

Nekrolog over Niels Jørgensen, på modkraft.dk (15.9.2008), skrevet af Jan Weimann og Torkil Lauesen, der sammen med Niels Jørgensen blev dømt for deres aktiviteter i Blekingegadebanden.

Dea Trier Mørch om murens fald (2001)

"Sovjet er gået i opløsning, og det glæder mange i vores rige samfund. Men det volder utrolig smerte rundt om i verden. Enorme menneskemasser lever i sult og fattigdom uden nogen form for beskyttelse! Markedsøkonomien sejrer. Anarkiet tager til. Og bag begrebet det frie verdenssamfund skjuler sig det ene overgreb efter det andet!"

Forfatteren og kunstneren Dea Trier Mørch, mangeårigt medlem af DKP, i romanen "Estaban Murmaler" (2001, Gyldendal).

Thomas Koppel & Annisette om Albanien (1991)

"Thomas Koppel og Annisette har aldrig lagt skjul på deres venstre-orienterede holdning, og det er med noget blandede følelser, de følger med i den øjeblikkelige turbulente udvikling på det politiske verdenskort.
- Den politiske scene i øjeblikket minder lidt om Chicago i 1933. Den ene mafia-bande bekæmper den anden. Der er ikke rigtigt nogle at holde med. I dag er Gorbatjov helten, men det var han bestemt ikke for bare tre uger siden. Men man skal ikke glemme, at når de store slås, står der millioner af mennesker i skudlinjen, som dør af sult, kolera og andre dårligdomme, siger Thomas Koppel .

Hvad med Jeres tidligere lovprisning af Albanien, hvor befolkningen i øjeblikket vel nærmest stemmer med fødderne ved at flygte ud af paradiset over hals og hovede?
- Nu er det fem år siden, vi har været der, og dengang var der ikke sult og elendighed i landet. Det er der nu, fordi de, der regerede, har svigtet deres forpligtelser, og så reagerer befolkningen ved at flygte.

- Men vi står på samme side, som vi altid har gjort."

Thomas Koppel og Annisette Hansen, interview "Roserne skyder knop", i Ekstra Bladet (1.9.1991)

Curt Sørensen om "Kommunismens Sorte Bog" (2002)

"Man tager fra alle lande og kontinenter og vidt forskellige perioder og kulturer alle de regimer og politiske bevægelser, som har kaldt sig selv – eller er blevet kaldt – ’kommunistiske’, og lægger dem sammen i én blok. Derefter indsnævrer man sit fokus til alene ’forbrydelser, terror og undertrykkelse’. Endelig adderer man samtlige ofre i disse lande og perioder, ofre ikke blot for borgerkrige, politisk forfølgelse og terror, men også hungersnød o.lign., og til sidst forhøjer man den fremkomne sum til nærmeste 100 million. Det er recepten for Courtois med fleres Kommunismens sorte bog."

VS'eren, professor Curt Sørensen, i anmeldelsen "Den universielle ondskab", Politica (årg. 35, nr.2, 2002)

Thomas Koppel om Albanien (1990)

"- Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien, siger musikeren og komponisten Thomas Koppel , der sammen med sin kone Annisette har besøgt Europas indtil videre mest isolerede nation to gange.
De var der i 1982 og i 1987. Først som Thomas & Annisette sammen med andre danske "kulturarbejdere" og derefter på en regulær turne med deres gruppe "Savage Rose", der fik sit navn fra et af de gamle idoler Bob Dylans sangskat sidst i 60erne, og som fortsat er så herligt i live, at gruppen udsender et nyt album i næste måned.
Og dennegang med lillebror Anders Koppel , der forlod den vilde rose i 1973 for at skrive, komponere og spille som sig selv og bl.a. sammen med Peter Bastian og Flemming Quist Møller i Bazar.
Thomas Koppel, 46 år, og det tredje af Vibeke og Herman D. Koppels fire hypermusikalske børn, elsker den lille socialistiske republik, der ser lidt klemt ud på kortet mellem Jugoslavien og Grækenland og med Italien ikke så langt væk på den anden side af Middelhavet.
. . .
- Vi har da en form for demokrati i Danmark, men den almindelige albaners indflydelse på udviklingen er større end den almindelige danskers. Alle vigtige spørgsmål i Albanien drøftes med hele befolkningen. De drøftes under store debat-kampagner, og det er fra de store udenrigspolitiske spørgsmål til de små dagligdags problemer på arbejdspladser eller skoler.
. . .
Om de har strejkeret...? Der vil være få tilskyndelser til strejker, fordi den enkelte arbejder har et utrolig stort ord at skulle have sagt. De er med til at planlægge og fordele arbejdet.
Derfor vil en strejke både være usædvanlig og mærkværdig, for hvem skal man strejke imod, når man selv tilrettelægger sit arbejde, siger Thomas Koppel .
- Det er sikkert, at det aktuelle oprør er organiseret af kredse, der vil undergrave udviklingen i Albanien , og de har revet nogle vankelmodige hoveder med sig.
Det er ikke et opgør med rod i befolkningen. Det er jeg helt sikker på, siger Thomas Koppel . . .

Det er ikke denne turbulens, der fikserer Thomas Koppel , der "egentlig ikke ved meget mere om det, der sker lige nu, end mange andre", men som alligevel mener at kunne fortolke ud fra sine oplevelser i Albanien .
- Det er en stor oplevelse for en kulturarbejder at komme til et land, hvor kultur i bred forstand sættes meget højt på prioriteringslisten. Der er en bevidstgørelse om kunst og verdens begivenheder i al almindelighed, der er langt større og mere kvalificeret end i Danmark. Man opfatter kultur som en så væsentlig del af tilværelsen, at man ofrer en tredjedel af statsbudgettet på det.
. . .
Rejsende i landet opfattes som gæster - og ikke som i de fleste lande som en turist, et muligt objekt for indtjening.
- I hvert fald de sidste 15 år har Albanien været meget åbent, både over for besøgende og over for samarbejde med andre lande. . . . Det er mit indtryk, at den albanske befolkning gennemgående er bedre orienteret om, hvad der sker rundt i verden end den danske. Jeg har oplevet, at utroligt mange har et endda meget indgående kendskab til danske forhold, og jeg har kunnet gå direkte hen og tale med folk - overalt.
- Albanerne har en social tryghed, som vi ikke kan konkurrere med, og de har Europas laveste børnedødelighed og selvmordhyppighed.
De har ikke alle den elektroniske komfort, som vi har vænnet os til, men forskellen mellem Albanien og Danmark viser, at der i vort samfund er usikkerhed og store problemer under overfladen, der ikke løses af digitale hjælpeapparater.
Man kan ikke undgå at mærke den sociale tryghed og glæde - eksempelvis hver aften i Tirana, når alle byens 300.000 indbyggere synes at være ude at gå tur.
. . .
[Thomas Koppel] holder af Albanien, men som ikke kunne tænke sig at leve der.
- Jeg er dansker, og jeg vil gerne leve i mit eget land. Jeg føler bestemt også, at vi har mange fordele. Vores musik er også knyttet til den danske tradition. Her hører vi hjemme. Men blev vi tvunget til at flytte, var Albanien ikke det værste sted for en ny tilværelse.

Interview med Thomas Koppel (der døde i Mellemamerika efter at have været bosat i USA) i artiklen "Der er da bestemt demokrati i Albanien", Dagbladenes Bureau (11.7.1990)

VS'ere anno 1979-80 om Sovjet i Afghanistan & demokrati i DK

"Over vinteren 79/80 forsøger partiets ledelse at kompensere for de alvorlige interne konflikter ved at opprioritere diskussionerne af den «aktuelle situation». Det skaber dog hurtigt endnu større problemer. Da Sovjetunionen i december 1979 invaderer Afghanistan, fører det umiddelbart til en kraftig fordømmelse fra FU, men andre dele af partiet med det Internationale Udvalg (IU) i spidsen (Anne-Grethe Holmsgård og Lone Johnsen) går kraftigt i rette med denne fordømmelse og henviser til, at den alene gavner «USA imperialismen», og at det er de fundamentalistiske kræfter der vil vinde, hvis Sovjet umiddelbart atter gik ud. Den voldsomme konflikt om holdningen til invasionen udvikler sig over sommeren 1980 til en diskussion omkring «demokrati og socialisme». I juni slår denne kamp åbent ud i pressen, hvor Preben Wilhjelm for første gang går ud med en melding om, at der er grupper med i partiet (FFL), som der ikke burde være plads til. Samtidig retter han skytset mod andre dele af partiets folketingsgruppe, og erklærer sig som ubetinget forsvarer af de demokratiske rettigheder i alle situationer. Det åbne udfald giver voldsomme dønninger og i august bekender fremtrædende medlemmer af Gruppe 79 - bl.a. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow - sig som tilhængere af «røde undtagelser» (indskrænkning af demokratiet under give vilkår)."

Fra artiklen "Venstresocialisterne", i det socialistiske net-leksikon, Leksikon.org

Ejvind Larsen om Chou En-Lai (1976)

"Det Kina som Chou-En-Lai har været med til at skabe, bliver ikke rystet af hans død. For i sidste instans er det bønderne og arbejderne, der har hovedæren for de opnåede resultater. Sammen med Mao har Chou været i spidsen for at slå dette fast igen og igen… Det er deres særlige fortjeneste, at det ikke blot var en pragmatisk indordnen sig under realiteterne, der lå bag denne konstatering, men at det udtrykte en grundlæggende respekt, ja kærlighed til mennesker, på hvilken de byggede deres revolutionære socialisme. Den de håbede og håber engang af deres efterfølgere kan kæmpes frem til kommunisme. Men kæmpes skal der."

Leder i dagbladet Information (januar 1976), skrevet af VS'eren, chefredaktør Ejvind Larsen (her citeret efter Bo Bjørnvigs "Det Rene Vås" i Weekendavisen, 2008).

VS'ere om kampen mod Israel (1978/1980)

"Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”."

Citeret i Bent Blüdnikow & Arne Notkin, "Terrorismens danske heppekor", i Weekendavisen (4.11.1994)

Diverse kendisser: "Ubetinget støtte" til PFLP (1973)

En række daværende og senere kendisser fra venstrefløjen underskrev i maj 1973 et dokument, hvori de bad om økonomisk støtte til og selv lovede og svor

"Ubetinget støtte til Folkefronten til Palæstinas Befrielse [PFLP]"

Støtteerklæringen beder om forståelse for

"palæstinensiske gruppers forsøg på at gøre sig hørt gennem mere eller mindre desperate aktioner, også flykapringer og gidseldrab. Det løser ikke noget problem, at man forarget og fordømmende taler om terror. Israels massive modterror mod palæstinensiske flygtningelejre skaber kun forøget had."

Underskrevet: Kjeld Ammundsen [DR-medarbejder], Niels Andersen, Gunvor Auken [folketingskandidat for VS, søster til Svend og Margrete Auken], Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie [aktiv DKP'er], Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun [senere forsker ved AUC], Birgit Brüel [skuespiller], Claus Bryld [aktiv VS'er, senere forsker ved RUC], Tine Bryld [senere DR-journalist], Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl [aktiv VS'er, senere journalist ved Information og DR-kommentator], Gunhild Due [fhv. MF for SF], Peter Ege, Steen Folke [MF for VS], Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen [forfatter], Litten Hansen [aktiv VS'er, senere kgl. skuespilchef], Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh [senere forsker ved AUC], Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen [aktiv VS'er], Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev [aktiv DKP'er, senere DR-journalist], Mogens Krustrup, Ejvind Larsen [aktiv VS'er, senere chefredaktør for Information], Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski [digter], Henrik Moltzen, Jens Nauntofte [senere DR-journalist], Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek [kultursociolog, senere DR-journalist], Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard [lektor, senere MF for VS], Arne Skovhus [skuespiller & rektor for Statens Teaterskole, aktiv VS'er], Svend Skovmand [Radikal MF, senere MEP], Finn Slumstrup [senere informationschef i Dansk Flygtningehjælp], Ruth Sperling [senere DR-journalist], Inger Stender [skuespiller], Erik Stinus [forfatter & digter, fhv. DKP'er], Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger [DR-journalist].

Læs mere her.

Karpantschof: Politisk vold virker (2008)

"Ny forskning viser, at politisk vold er rationel og ofte fører til resultater.

Molotovcocktails og tåregasgranater er ikke så ‘udansk’, som nogle tror. Tværtimod er flere mennesker omkommet i politiske konflikter herhjemme i de sidste 25 år. Artiklen præsenterer den første systematiske empiriske kortlægning af politisk vold i Danmark 1946-2008: Hvem har benyttet vold, hvordan og i hvilke situationer?

Artiklen rummer også teoretiske bud på voldens rationale og slår fast, at politisk vold nytter – selv, og måske netop, i et demokrati som det danske.
. . .
Et markant skift sætter ind i 1969 med en kraftig eskalering af volden, som med skiftende intensitet varer ved til midten af 1980’erne efterfulgt af et gradvist fald. I denne periode ser man en spredning i repertoiret af voldelige aktionsformer som udtryk for, at grupper strategisk benytter vold i en ideologisk sags tjeneste, eller når de føler sig marginaliseret i den politiske proces. Desuden finder man stort antal voldelige episoder, som skyldes en gensidig optrapning af konfrontationerne mellem visse befolkningsgrupper og politiet.
. . .
[Selv] under velfungerende demokratiske forhold, kan voldshandlinger – under givne omstændigheder – være med til at fremme befolkningsgruppers sociale og politiske rettigheder og deres aktive deltagelse i demokratiet (1968-1985)"

René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, artiklen "Vold, politik og demokrati i Danmark", i Arbejderhistorie nr. 1/2008 og på Modkraft.dk (2008)