Kjeld Koplev om sin unuancerede kritik af Sovjet (2010)

”I de kredse, hvor jeg kom, synes jeg, vi var meget kritiske. Jeg kan huske, at jeg rejste engang en måned i Sovjetunionen, og vi lavede nogle voldsomt kritiske udsendelser. … [Det er en myte] at vi var ukritiske. … Jeg synes oven i købet nogle gange, at vi var for unuanceret kritisk … At vi ikke tog nuancerne med. At vi ikke også skildrede det, der også var godt ….”

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i TV-serien "Jagten på de røde lejesvende" (2. afsnit), 2010

Jens Nauntofte om Vietcongs "befrielse" af Saigon (1975)

"Indtoget er visuelt en stærk oplevelse. Der er ingen forbehold at stå imod med. Sådan ser en befrielse ud."

DR-journalist Jens Nauntofte, i bogen "Gul stjerne over Vietnam: Billeder af Saigons befrielse" (1975)

Kjeld Koplev om overgangsforanstaltninger under socialismen (1972)

”Jeg mener ikke, at alle i en overgangsperiode mod socialisme skal have lov til at komme til orde.”

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i Politisk Revy (1972)

DR's Børneradio om terrorister (1975)

"De vil via væbnet kamp indføre socialismen, og de må bruge denne vej, fordi der ikke er andre muligheder. Derfor anvendes angreb med bomber, bortførelser, overfald og bankrøverier. Men dette er imidlertid ikke det samme som almindelig kriminalitet, idet de udelukkende har politiske motiver for deres virke. Hvis tilstrækkeligt mange forstår, at den voldelige vej er den rette, vil det sikkert hjælpe. Det er kun et spørgsmål om tid før dette når til Danmark. Der vil blive stadig flere utilfredse og nogle af dem vil også vælge at føre væbnet kamp."

Finn Barlby, gæst i DR's Børneradio om den tyske terrorgruppe "2. Juni-bevægelsens" bortførelse af den demokratisk valgte konservative politiker Peter Lorenz, i TV-serien "Jagten på de røde lejesvende", 1. afsnit (2010).

Kjeld Koplev om DDR's høje levestandard (1978)

”Materielt er landet ved at være mættet. … Ja, udbuddet er stort. Der mangler ikke noget. Produktionen af al ting er steget. Priserne er ikke. Men lønningerne er gået op.”

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, om levestandarden i DDR, i radioudsendelsen ”DDR i Dag” (1978)

Ebbe Kløvedal Reich om Maos Kina (2004)

"Det er af kolossal vigtighed, at der findes et fælles håb om at gøre samfundet bedre, og at det håb udmønter sig i en selvfølgelig tillid til og kontakt med de ledere, som samfundet nu engang har, så samfundet kan rykke sig. Det opfatter jeg som en stor bedrift, og den bedrift var det, det kinesiske kommunistparti faktisk præsterede - at løfte det kinesiske folk op fra den dybeste armod og undertrykkelse frem til en eller anden form for selvbevidsthed."

Ebbe Kløvedal Reich, 2005, citeret efter Bo Bjørnvig, "68ernes erindringer II: »Intet. Absolut intet!«", i Weekend-Avisen 9.7.2010

SFU om "Når jeg ser en Shell-tank brænde ..." (2009)

Når jeg ser en Shell-tank brænde,
bli'r jeg glad og vil se mer'.
Når min Molo' ikke vil tænde,
bli'r jeg glad for jeg ved jeg har fler'.

(Omkvæd:)
Der er masser af lort der skal knuses
I vor kamp for befrielse her.
Ja I ska fa'me høre møtrikkerne suse.
Til den dag jeg får scoret et gevær.

Når jeg hører en yankee er røget
bli’r jeg glad og vil hør’ mer’
Sandinisterne har gjort sig fri af møget
det kan vi sgu da også gøre her

Fra Socialistisk Folkepartis Ungdoms sangbog "Slut op kammerat" (Århus, marts 2009)

Aksel Larsen om at tage magten med vold (1933)

"[Det er kommunisternes] absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund."

Aksel Larsen, fmd. for DKP og SF, i Folketinget i 1933 (her citeret efter Aage Trommers anmeldelse af Henning Koch: "Demokrati - slaa til" (1994))

Niels Egebak om Blekingegadebandens mord på Jesper Egtved Hansen (1991)

"Mord på politimand arbejdsulykke

Der sker hvert år utallige arbejdsulykker på danske arbejdspladser. De fleste af dem får blot en kort notits i dagens avis. Sørgelige skæbner i det almindelige danske arbejdsliv er sjældent påtrængende nyhedsstof.

Herregud, hvor der handles , der spildes - også menneskeliv. Men når det drejer sig om en ung politibetjent, der efter alle foreliggende oplysninger ved en ulykke bliver dræbt med en rygende pistol i hånden, så resulterer det i landesorg og nærmest en statslig begravelse.

Lad os slå fast: den unge politibetjents død var en sørgelig arbejdsulykke.

Hverken mere eller mindre."

Lektor Niels Egebak, 1968-skribent ved Politisk revy, i læserbrev i Politiken (19.05.1991)

Erik Albæk om Leninisme og det proletariske demokrati (1985)

Professor Erik Albæk, i ”Neo-gramscianerne: Endnu en 3. vej til demokrati og socialisme?”, Politica (bd. 17, nr. 1, 1985):

”Et åbenlyst problem ved enhver demokratidiskussion er, at demokratibegrebet aldrig har haft et alment accepteret indhold, hverken når dette historisk betragtes i et synkront eller i et diakront perspektiv. Det har ofte virket forplumrende for den politiske debat og har endog foranlediget opfordringer til helt at undlade at benytte termen i politologiske analyser på grund af begrebets ideologiske konnotationer . . . Denne begrebsforvirring har også plaget marxistisk teoritradition, hvor samme forfatter undertiden kan lægge forskellig betydning eller bibetydning i samme term, uden at det for læseren og måske heller ikke for forfatteren fremgår helt klart . . . Lenin udgør i så henseende ingen undtagelse, men der spores hos neo-gramscianerne en tendens til ikke klart at skelne mellem Lenins forskellige betydninger af demokratibegrebet, hvorfor argumentationen mod leninismen ofte lader meget tilbage at ønske.”

”[Det er] formålstjenligt at skelne mellem to betydninger af demokrati hos Lenin: det borgerlige, repræsentative demokrati og det proletariske demokrati - det, der i ”Staten og revolutionen” udelukkende benævnes "proletariatets diktatur". Med en vis tilsnigelse kan det hævdes, at forskellen mellem de to består i, at Lenin betragter førstnævnte som en formel styreform, mens han i sidstnævnte lægger vægten på demokratiets sociale indhold. Det borgerlige demokrati kendetegnes ved dets formelle lighedsprincip, hvad angår det politiske, samtidig med, at den sociale og økonomiske virkelighed, der er kendetegnet ved ulighed, bortabstraheres. Den borgerligt liberale demokratiforståelse indebærer således en klar adskillelse mellem politik og produktionssfære. Det liberale repræsentative demokrati bliver derfor af Lenin set som uadskilleligt fra en bestemt styreform og et bestemt økonomisk system, hvorfor han i ”Staten og revolutionen” kan hævde, at "Den demokratiske Republik er den bedste politiske Skal om Kapitalismen, der kan tænkes"(Lenin, 1948: 18).”

”Som en logisk følge af den lige skitserede statsopfattelse kan der ikke blive plads for revolutionsstrategier, der opererer inden for den borgerlige stats rammer. En sådan strategi må nødvendigvis forberedes uden for og op mod den borgerligt demokratiske stats institutioner og dermed opstår dobbeltmagtteorien: Til at forberede det afgørende slag mod den borgerlige stat er det nødvendigt, at der konstrueres en anden magt, der gennem en (underforstået voldelig) konfrontation erobrer den borgerlige stats institutioner - en magt, der er baseret på arbejderrådsorganiseringen, sovjetter.”

”Det er kendetegnende for den neo-gramscianske debat, at målet herfor har været at etablere et teoretisk grundlag for en opblødning af venstrefløjens historiske polarisering i to hovedtraditioner: en leninistisk og en socialdemokratisk. Skytset har i første række været rettet mod leninismen, da enhver venstrefløjsteoretiker med respekt for sig selv jo ved, at socialdemokratisk parlamentsfiksering under ingen omstændigheder er en farbar vej til socialisme. Der har derfor tilsyneladende ikke på samme måde som i forhold til leninismen været behov for et dybtgående opgør med socialdemokratismen. Markeringer i forhold til sidstnævnte dukker for det meste op, når neo-gramscianernes diskussion af deres eget 3. standpunkt måske kunne misforstås som et knæfald for socialdemokratisk reformisme. Ved udstrakt brug af fremmedord og abstrakter "tydeliggøres" så på få linier, at det i hvert fald ikke var det, der mentes.

Det har derfor også været kritikken af den leninistiske tradition, der har stået i centrum for ovenstående diskussion. Diskussionen har dog bevidst ikke indskrænket sig til en snæver behandling af neo-gramscianernes demokratiopfattelse, således som denne adskiller sig fra den leninistiske teori. Det skyldes hverken primært eller blot, at neo-gramscianerne selv er yderst karrige med hensyn til at give eksakte definitioner og i endnu mindre grad dybdeborende analyser af deres demokratibegrebs nærmere indhold trods begrebets hyppige - og, fristes man til at sige, besværgende - forekomst i den neogramscianske litteratur. Det skyldes derimod først og fremmest det særegne ved marxistisk teori, at denne relaterer sig snævert til spørgsmålet om handlingens mulighed. Den marxistiske teori er med andre ord problemformulering og problemløsning. Det giver derfor ikke mening inden for denne tradition at diskutere demokrati slet og ret, hvorimod det er meningsfyldt at undersøge demokratiets placering i forandringsprocessen.”

DKP/ML om Albaniens sejrrige socialisme (1978)

DKP/ML er opstået i uforsonlig kamp mod den mederne revisionisme og al opportunisme og forsvarer socialismens landevindinger og den kommunistiske verdensbevægelse. DKP/ML står vagt om Den Socialistiske Folkerepublik Albanien, som sejrrigt opbygger socialismen under proletariatets diktatur. Albanien er en urokkelig bastion for den proletariske verdensrevolution. Proletariatet og de undertrykte folk ser sine forhåbninger og sin fremtid legemliggjort i den virkeliggjorte socialisme i Albanien.
DKP/ML træder åbent frem med sit program - proletariatets diktatur og kommunismen - som organisator af den proletariske revolution i Danmark >er en del af den proletariske verdensrevoluiton.

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981).

Knud Jespersen om revisionister, der skulle hænges (1960erne)

Fhv. departementschef i Finans- og Økonomiministerierne, Erik Ib Schmidt (1911-1998), skrev i sin erindringsbog ”Fra psykopatklubben: Erindringer og optegnelser” (1993), hvordan han og hans hustru, der var aktive kommunister op gennem 1930’erne, men meldte sig ud, da Hitler og Stalin indgik ”ikke-angrebspagten” i 1939, blev modtaget af de fhv. partikammerater:

”Yderligere en del år senere, og så er vi henne i 60’erne, var Inga og jeg ude for en besynderlig konfrontation med Aksel Larsens efterfølger som DKP-formand, Knud Jespersen. Han var jo blevet ret populær ved sin joviale facon og tilsyneladende demokratiske holdning. Inga og jeg spiste middag på en restaurant på hjørnet af Bredgade og Esplanaden og havde ikke set, at Knud Jespersen med staben fra det kommunistiske hovedkvarter i hotel Phønix sad længere inde i et andet lokale. De blev færdige før os og passerede vort bord på vejen ud. Knud Jespersen, som vi dårligt nok kendte, fik øje på os, stoppede op og vendte front mod os; følget standsede ligeledes og stod i en kreds bag ham. Han løftede den højre arm og truede mod os med knytnæve og sagde: ”Vent I bare, den dag skal nok komme, hvor I to kommer til at dingle i en lygtepæl!” Så skred han stolt videre med følget i hælene.”

Martin Lindblom om politisk vold (2009)

"Colombias regeringshær udnytter fattigdom blandt den indianske Awá-befolkning til at hverve stikkere, der for nylig blev dræbt af FARC. ...
Blodige begivenheder i den colombianske delstat Nariño har bragt guerillabevægelsen FARC tilbage i mediernes søgelys. En gruppe Awá-indianere er blevet dræbt af guerillaer, men er der tale om en legitim likvidering af stikkere eller er det et terror-angreb mod den indianske befolkning? Modkraft.dk har talt med den colombianske menneskerettighedsforkæmper Román Mejía, der har indgående kendskab til forholdene i Nariño.

Román Mejía er dansk gift og har arbejdet som vicedirektør for Den Permanente Menneskerettighedskomité i Nariño. Komitéen med den spansksprogede forkortelse CPDH er Colombias ældste organisation for menneskerettigheder, og den har opbygget et landsdækkende netværk, der forsvarer civilbefolkningens rettigheder i det borgerkrigshærgede land.
– De seneste ugers tragiske begivenheder har været undervejs i lang tid. Regeringshæren udlover dusører for oplysninger om, hvordan man kan komme på skudhold af højtstående FARC-medlemmer, og det har guerillaen nu reageret på, siger Román Mejía.
– FARC-guerillaer har dræbt en gruppe Awá-indianere, og ingen kender endnu det nøjagtige antal. Men denne aktion er blot én enkelt ud af en række krigshandlinger og mord, der i øjeblikket foregår i området. Mediedækningen – både i Colombia og internationalt – har været helt ude af proportioner, fordi man kun har fokuseret på FARC’s angreb og ikke på konteksten.
. . .
FARC siger, at de dræbte indianere var stikkere. Er det en legitim forklaring?

– Likvideringerne viser de forfærdelige konsekvenser, det har, når konfliktens parter inddrager civile. Efter min mening har guerillaerne et moralsk ansvar for at have angrebet indianere fra en af Nariños mest sårbare grupper – men det reelle ansvar er regeringens, som med sin dusør-politik inddrager civile i krigen. De civile betaler med deres liv for regeringens politik.

Martin Lindblom, autonom og medstifter af AFA, på modkraft.dk (23.2.2009)

Leif Varmarks gendigtning om mord

I Sønderherreds bønder stå sammen i ring
lad ikke hr. Tidmand komme levende af ting«

Det første slag den gamle mand slog
han slog hr. Tidmand ned til jord

Nu ligger hr. Tidmand ham rinder blod
og end går ploven i sorten jord
og end går svind på olden skov

Leif Varmark, fhv. VS'er og anarkist, moderne gendigtning af middelaldervisen "Bønderne dræber Hr. Tidmand"

Erik Clausens forsvar for politisk vold (2010)

Om retfærdigheden af terrorgruppen FARC's drab på indianere i Colombia:

"Vi er ude i nogle lande, som er hinsides retfærdighed og demokrati . . . Hvis du laver en politisk kamp i et land som Colombia, så er det langt væk fra det danske sogneråds politik - det er det. . . . Det, jeg prøver at forstå, er, at der er nogle andre kulturer end vores, så ... så vi skal ikke være så skide selvglade, så vi tror hele verden er under os. . . . FARC er en marxistisk bevægelse . . . Tror du det [Sydafrikas kamp mod Apartheid] har været et te-selskab? . . . Jorden er rund, og revolutionen er ikke noget te-selskab. Der er lande, der ikke har så meget rygvind, som vi har, og de . . . . Hvis du var colombianer og gerne ville nå frem til et bedre samfund . . . så skal du se, hvad dødspatruljerne siger til det, når du kommer med dit politiske argument."

Erik Clausen, fhv. medlem af DKP, i "Deadline" på DR2, kl. 22.30 (21.3.2010).

Anden transkription på Uriasposten.

Leif Varmark om at dræbe kapitalister & borgerskab (1973)

"For at arbejderne kan leve, må de dræbe kapitalisterne. For at arbejderklassen kan komme til magten, må den sende borgerskabet i døden. . . . Der er for lidt had her i verden, og det bor i de forkerte hjerter. Der er for få våben her i verden, og de ligger i de forkerte hænder."

Leif Varmark, medlem af VS, i "Vindrosen" (nr. 3, 1973) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.135).

Bente Hansen om at være tvunget til at bruge vold (1971)

"Det er ikke de revolutionære, der afgør hvor meget vold, der skal forekomme under en revolution . . . det afhænger helt af, hvor voldsomt den lille, rige herskerklasse vil vægre sig ved at afgive sin 'ret' til den private ejendomsret. Og af hvor mange støtter disse kan finde i befolkningen, militæret og andre, som er helt vilde med den private ejendomsret."

Bente Hansen, medlem af SF, senere VS, senest skribent på bl.a. Modkraft, i bogen "Kapitalisme, socialisme, kommunisme: En bog for børn og voksne" (1971) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.61).

Aksel Larsen om Ungarn opstanden (1956)

"For at hindre fascismens sejr i Ungarn med umiddelbar krigsfare som følge, satte Sovjetunionen sine tropper ind for at bringe ro i landet."

Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti (1956)(her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.32).

Socialistisk Folkeparti om Sovjet-blokken som forbillede (1959)

"Ligesom kapitalismen afløste det feudale samfund og betød virkelige fremskridt for datidens mennesker, må socialismen afløse kapitalismen, hvis nye fremskridt skal vindes. - Som økonomisk system er den i dag under udbygning i lande med over en tredjedel af jordens befolkning. Mange af de resultater, man dér har nået, viser den socialistiske økonomis overlegenhed. . . . Endnu mangler der meget i, at disse lande er nået til en socialistisk styreform, der giver befolkningen fuld bestemmelsesret i alle styrets led, fra virksomhederne til landets øverste råd. Men det ændrer ikke den kendsgerning, at socialismen som økonomisk system har vist sin bærekraft og har skabt stigende levefod og kulturel fremgang for hundreder millioner tidligere undertrykte og elendigt stillede mennesker."

Program-udtalelse fra Socialistisk Folkeparti, vedtaget af SF's 1. kongres (6.6.1959)

VS om bevæbning, anti-parlamentarisme & diktatur (1978)

"Den borgerlige stat kan ikke erobres eller overtages af arbejderklassen – den skal knuses. VS tror ikke på teorien om den fredelige overgang til socialismen: borgerskabet giver ikke fredeligt magten fra sig og kan ikke langsomt fratages magten. Det er nødvendigt med en bevæbnet arbejderklasse og etablering af proletariatets diktatur for at hindre en borgerlig kontrarevolution."

Venstresocialisternes "introduktionsskolingsmateriale", godkendt af partiets hovedbestyrelse (september 1978) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s. 49).

VS' fortsatte støtte til PFLP-vold (2001)

"Venstresocialisterne har i 25 år støttet PFLP. Hverken drabet på en israelsk minister eller en evt. illegalisering af en sådan støtte ændrer denne holdning. . . . At PFLP må reagere med et attentat på en minister beklager vi, men finder det indlysende at dette ikke gør PFLP til en terrororganisation."

Udtalelse fra Venstresocialisternes landsmøde, 24.11.2001.

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Nordkorea

"SF’s antiimperialistiske ideologi førte også til, at partiet etablerede kontakter til det kommunistiske Nordkorea. SF’s interesse for det nordkoreanske regime skyldtes, at landet forsøgte at opbygge sin egen form for socialisme, førte en uafhængig udenrigspolitisk linje og stod over for 30.000 amerikanske tropper i Sydkorea. Nordkorea var således ifølge Gert Petersen ”et anti-imperialistisk center”, og SF støttede dets krav om tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper (dvs. amerikanske tropper) fra den koreanske halvø og genforening af Nord- og Sydkorea.
SF’s syn på det nordkoreanske regime kom klarest til udtryk i den beretning, som Gert Petersen udarbejdede til internt brug efter sit første besøg i landet i 1973 sammen med Christen Amby fra Venskabsforeningen Danmark-Nordkorea og Svend Auken fra Socialdemokratiet, hvor deltagerne bl.a. fik mulighed for at mødes med landets enehersker Kim Il Sung. På den ene side var den senere SF-formand kritisk indstillet over for personkulten omkring Kim og den skarpe kontrol, som værterne førte med gæsternes bevægelsesfrihed. På den anden side mente Gert Petersen, at de positive indtryk vejede tungest: Den økonomiske fremgang siden krigens ødelæggelser, der havde givet landet en høj grad af selvforsyning, den høje levestandard, og den høje sociale velfærd i form af sundhedsvæsen, børnehaver og uddannelsesmuligheder. Gert Petersen nedtonede de negative aspekter ved at argumentere for, at det ikke tjente noget formål at dømme det nordkoreanske system ud fra vestlige normer. Om personkulten bemærkede han således, at hele ”den kulturelle baggrund er os umådeligt fremmed.” Den mest hensigtsmæssige opførsel, hvis man ville have kontakt med nordkoreanerne,var ikke at kritisere personkulten, men undlade at deltage i den. På samme måde mente han ikke, at det kunne have noget fornuftigt formål at efterlyse et demokrati i vestlig forstand i et land, der altid havde været styret fra ”et autokratisk centrum”. Det afgørende i Gert Petersens optik var således ikke, at Nordkorea var et diktatur, men at ”det nye autokratiske centrum” i form af det kommunistiske styre ”er så totalt orienteret mod økonomiens opblomstring [,] social sikkerhed for befolkningen og bevarelse af landets uafhængighed.”
Således begrundede SF partiets kontakt til Nordkorea med, at landet var antiimperialistisk, selvstændigt og i hastig økonomisk fremgang.
. . .
PET fulgte også SF’s kontakter til Nordkorea. I september 1973 konstaterede tjenesten, at Gert Petersen sammen med Christen Amby og Svend Auken havde besøgt Nordkorea, hvor Gert Petersen havde omtalt Kim Il Sung positivt og kritiseret USA-imperialismen. I 1976 modtog PET kildeoplysninger om, at Gert Petersen deltog i en pressekonference arrangeret af Den danske støttekomité for Koreas Genforening. Ifølge kilden blev komitéen støttet af den nordkoreanske ambassade, og på konferencen anklagede Gert Petersen Sydkorea og USA for at have aggressive planer mod Nordkorea. . . . I midten af 1980’erne bemærkede PET flere tegn på, at Gert Petersen støttede de nordkoreanske forslag om et genforenet Korea. Således noterede tjenesten, at partiformanden i 1984 skulle deltage i en konference i Paris arrangeret af CILRECO, som stod for Et genforenet og uafhængigt Korea. PET bemærkede, at det var nordkoreanerne, der bestemte, hvem der skulle deltage, og som betalte udgifterne. PET bemærkede også, at Gert Petersen sammen med Kjeld Albrechtsen fra VS havde sendt et brev til Folketingets medlemmer, som opfordrede til at indlede trepartsforhandlinger om Koreas genforening. Det var PET’s vurdering, at nordkoreanerne ved hjælp af propagandalekture og betalte rejser forsøgte at gøre folketingsmedlemmerne ”møre”, således at de blev modtagelige for Pyongyangs synspunkter med hensyn til Koreas genforening."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 205f & 228f).

Billeddokumentation #8: Enhedslistens promovering af Chavez (2007)

Modkrafts interview med Blekingegadebanden om dens terrorforbindelser (2009)

"Et væsentligt led i Peter Øvigs argumentation for den danske gruppes internationale terrorforbindelser er nogle møder i Bagdad i Irak mellem den militante palæstinenserleder Wadi Haddad og ledende medlemmer af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), den politiske organisation, hvor de senere medlemmer af Blekingegadegruppen trådte deres barnesko i 1970’erne.

Møderne fandt angiveligt sted i starten af 1977, og når forfatteren fremhæver dem, skyldes det formentlig, at Wadi Haddad udgjorde den taktiske hjerne bag nogle af 1970’ernes mest omtalte terroraktioner, bl.a. kidnapningen af OPEC’s olieministre i Wien i 1975 og kapringen af et Lufthansa-fly i efteråret 1977 i samarbejde med RAF.

Ifølge Peter Øvig deltog tre KAK’ere i møderne: Gotfred Appel, Ulla Hauton og den unge Holger Jensen, der indtil sin død i 1980 fungerede som KAK’s operationelle hovedmand.

Hvad Peter Øvig ikke ved, er, at et fjerde medlem af KAK deltog på møderne i Bagdad i Irak, nemlig Jan Weimann.

Jan Weimann bekræfter overfor Modkraft.dk, at møderne fandt sted, og at KAK’erne og palæstinenserlederen, der på daværende tidspunkt havde forladt PFLP og dannet sin egen organisation ved navn »Special Forces«, i løse, overordnede termer diskuterede et muligt samarbejde, herunder et operationelt samarbejde.
. . .

– Vi mente – og mener fortsat – at det er legitimt at føre væbnet kamp mod en besættelsesmagt. Dertil kommer, at Israel ikke er – og heller ikke dengang var – en retsstat. Kig på de udenoms-juridiske henrettelser, som Israel udfører i dag. Jeg synes, at det er langt ude, at man kan sætte PFLP på en terrorliste, som EU og USA har gjort efter 11. september 2001, svarer Torkil Lauesen og fortsætter:

– PFLP lavede de der flybortførelser i starten af 70’erne, i øvrigt uden at dræbe nogen. Så har de skudt den israelske turistminister for nogle år siden som reaktion på mordet på en af deres ledere. Dertil kommer et par selvmordsangreb i nyere tid, hvoraf nogle var rettet mod militære mål, og hvor de civile tab under alle omstændigheder har været beskedne."

Fra Martin Lindbloms og Niels Fastrups interview på Modkraft.dk med Jan Weimann og Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden (20.2.2009)

Forsvar for politisk vold i Danmark (2010)

Enhedslistens folketingskandidat i Sønderjylland, Per Jensen, på sin blog om, hvorfor det var forsvarligt, at den højreorienterede blogger Kim Møller (fra Uriasposten) blev gennembanket i Århus d. 6-2-2010 og efterfølgende måtte lægebehandles:

"Kim Møller, en selvretfærdig blogger på www.uriasposten.net, der lægger folks navne og adresser ud nettet, når de er uenige med ham, blev her i weekenden d.6/2 ved en demonstration mod White Pride i Århus angiveligt overfaldet af antiracister . . . .

Men helt ærligt… Når man gentagne gange spytter efter andre, som Kim Møller gør på www.uriasposten.net , så må man regne med et vandfald som gengældelse! . . . . Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandigt… Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark….."

Og videre:

"Nogle mener/tror, at jeg hermed opfordrer til mord…. Jep, og så ikke alligevel……. . . . Aktiv dødshjælp på hjernelamme racisterer er jo forbudt, så jeg skal ikke leve på vand og brød for at trække stikket ud på Kim Møller. Og hvad andre gør ved ham, er klart deres sag, Jeg formulerer kun mine tanker om en person, der ikke kan tolere mosten, som han selv gylper op. Kim Møller skal ikke skråle om nåde, fordi jeg selv har haft erfaringen af gadekampe, og opsøger dem ikke. Han opsøgte balladen, og ser sig selv som martyr. Så derfor må han regne med en respirator engang i fremtiden, og der skal jeg, og kun jeg og ingen andre, ikke være den, som styrer strømforsyningen til respiratoren………… Der vil jeg nemlig hellere opsige min stilling end at redde hans liv!"

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Ceausescus Rumænien

"En anden international kontakt [for SF] var det rumænske kommunistparti. De første følere var kommet i midten af 1960’erne, men det var først i 1970, at der blev etableret et mere regelmæssigt samarbejde. Kontakten byggede på Rumæniens uafhængige udenrigspolitiske linje i forhold til Moskva og et fælles syn på sikkerhedspolitikken. Ceausescus Rumænien havde afvist Sovjetunions ret til at intervenere i de socialistiske lande og havde fordømt Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Det rumænske kommunistparti var lige som SF tilhænger af ensidig nedrustning, etablering af atomvåbenfri zoner og opløsning af de militære alliancer i Øst og Vest. SF sendte flere delegationer til Rumænien, hvor de bl.a. fik lejlighed til at udveksle synspunkter med Ceausescu, og rumænske repræsentanter deltog som gæster ved SF’s landsmøder. . . . Når SF var villig til at opretholde kontakten, skyldtes det først og fremmest Rumæniens selvstændige udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. En anden årsag var, at de besøgende SF’ere mente, at der var fremskridt at spore i det rumænske samfund. Da Sigurd Ømann og Gert Petersen i januar 1970 besøgte
landet, bemærkede de, at Rumænien nok var ”et partiledelsens diktatur”, men at der samtidig var flere tegn på en demokratiseringsproces. Danskerne refererede også flere højtstående rumænske ledere for at have understreget, at det på grund af landets ”ømtålelige internationale situation”, dvs. Rumæniens udsatte position i forholdet til Sovjetunionen, var nødvendigt med en stærk partidisciplin. Således synes SF’erne overbeviste om, at det hårde partistyre var en nødvendig forudsætning for Rumæniens uafhængige linje, der var til gavn for afspændingen og nedrustningen, og at der desuden var forbedringer på vej.
Hvordan SF-delegationerne valgte at se på det rumænske regime, kan illustreres
med en rapport fra et besøg i januar 1987 [Gert Petersen, Hanne Thanning Jacobsen og Hans Nebel]. Rapporten blev indledt med en generel tilbagevisning af påstandene i en kritisk tv-udsendelse om forholdene i Rumænien, selvom delegationsdeltagerne medgav, at der fandtes knaphed på kød, at der næsten ikke fandtes importeret frugt, at der var fastsat en varmegrænse på 18 grader i hjemmene, at byfornyelsesprojekterne var upopulære, og at busdriften havde en lav standard. Derpå beskrev deltagerne flere større anlægsprojekter, og hvordan amts- og kommunalrådene fungerede. Rapporten indeholdt ingen kritiske kommentarer om diktaturet, persondyrkelsen eller undertrykkelsen af menneskerettighederne, til gengæld refererede forfatterne en oplysning om, at der ikke fandtes arbejdsløshed i Rumænien. Det, der øjensynligt optog SF’erne mest, var besøg på en frugtplantage og et statslandbrug, hvor de besøgende noterede sig, at man ikke benyttede sig af sprøjtemidler, og at der ikke fandtes burhøns eller tremmekalve."

PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 203f).

Torkil Lauesen om Sovjetunionen & Co. som virkeliggjort socialisme (1990)

"Rusland befandt sig mellem en stagnerende feudalisme og en kapitalisme, hvis udvikling blev forkrøblet af Ruslands perifere position i det kapitalistiske system. Dette medførte, at idéen om socialisme spirede og slog rod her, før de materielle betingelser var til stede. Et udueligt Zar-regime, bolsjevikkerne og Lenin, samt Første Verdenskrig muliggjorde Sovjetstatens fødsel i 1917. I løbet af 20rne og 30rne etableredes en stats/partistyret planøkonomi baseret på en offentlig ejendomsret.

Andre planøkonomiske samfund er ligeledes opstået i periferien af det kapitalistiske system, hvor kolonialisme og imperialisme førte til stagnation og opløsning af de gamle produktionsmåder, men samtidig også forhindrede en dynamisk kapitalistisk udvikling som i centerlandene. I stedet førte det til økonomiske og politiske kriser, anti-koloniale og anti-imperialistiske revolutioner, der hvis de var succesfulde evt. førte til etableringen af planøkonomier.

Det sovjetiske, kinesiske eller f.eks. cubanske samfundssystem kan således ses som en anden måde end den kapitalistiske at udvikle produktivkræfterne på, og på denne måde tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialisme.

. . .

Gabet mellem de socialistiske visioner og den praksis, som var bestemt af de umiddelbare behov ogmuligheder, var et resultat af, at sovjetstaten var kommet til verden i periferien af det kapitalistiske system og derfor måtte søge at overleve og udvikle sig i en omverden, der stadig var domineret af det kapitalistiske center, økonomisk og politisk.

Kort efter Lenins død stod det klart, at revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande ikke ville komme i en overskuelig fremtid, og Sovjetunionen slog ind på Stalins linie: opbygningen af socialismen i et land.

Idéen var at tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialismen ved at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat, inden man mistede de politiske forudsætninger - statsmagten.

. . .

Vi står over for et paradoks: nemlig det forhold, at en revolutionær situation igen og igen opstår i kapitalismens periferi, hvor systemet ikke fungerer særlig godt pga. centrets imperialisme - dette på den ene side - og på den anden side alle de revolutionære forhåbninger, der er bristet, når de nye statsmagter har skullet til at realisere drømmen om socialismen i en verden, hvor de udviklede kapitalistiske lande stadig dominerer økonomisk, politisk og militært - Dette Paradoks har redet den socialistiske bevægelse som en mare. Cuba, Vietnam, Angola, Mozambique, Zimbabwe, Nicaragua og Namibia er nyere eksempler på stater med et socialistisk perspektiv, men som er vokset op under et økonomisk og militært pres, der ofte har gjort drømmene til klamme realiteter. Hvad har Angola eller Nicaragua ikke måttet bruge af deres sparsomme ressourcer på det nationale forsvar for blot at kunne overleve?

. . .

Efter at borgerkrigen og den imperialistiske intervention i Sovjet var forbi, oplevede landet fra midten af 20rne og i 30rne en utrolig hurtig økonomisk vækst. Efter verdenskrigen fortsatte denne udvikling helt frem til begyndelsen af 60erne, hvor tempoet begyndte at falde. En række økonomiske reformer bragte dog Sovjet igennem 70erne med positive vækstrater. I begyndelsen af 80erne strammede det alvorligt til. Hvor Sovjetunionen hidtil havde halet ind på de udviklede kapitalistiske lande, i økonomisk udvikling, begyndte det nu at sakke agterud."

Torkil Lauesen i kronikken "Om produktivkræfter og produktionsforhold", oprindelig bragt i Information (6.-7.10.1990), med titlen ”t.l.”

Billeddokumentation #7: 1917-plakat hos APK (2009)

Plakat med reference til bolsjevikkernes oktober-revolution 1917, på hjemmesiden for Arbejderpartiet Kommunisterne (2009).

PET-kommissionen om Gert Petersens syn på kommuniststaterne

"De statsbærende kommunistiske regimer indtog en særlig position i den antiimperialistiske lejr. Det var SF’s udgangspunkt, at oprør mod kapitalismen udvikler sig på mange forskellige måder, og at ingen revolution var faldet ud som planlagt. Med en henvisning til Marx forklarede Gert Petersen dette forhold med, at de nye revolutionære samfund var påvirket af arven fra de tidligere samfund. De kommunistiske regimer befandt sig i en overgangsfase til socialismen, hvor der stadig fandtes rester af kapitalistisk produktionsmåde og borgerlig retsopfattelse. Dette betød, at SF skulle kritisere forholdene i de kommunistiske stater, når det var berettiget, men man skulle ikke dømme staterne ud fra ”en eller anden u- eller antihistorisk idealmodel.” Det afgørende var, at de kommunistiske stater betød en ”negation af den kapitalistiske produktionsmåde”, dvs. at staten havde overtaget ejendomsretten til produktionsmidlerne, og at kapitalistklassen således var frataget sit politiske hegemoni. De kommunistiske stater havde dermed taget det afgørende skridt hen imod socialismen:

”Hvis denne negation fastholdes, er der grund til at forvente, at disse samfund – over en betydelig længere årrække end idealisterne havde forestillet sig – vil udvikle flere og flere kapitalisme-negerende, dvs. socialistiske træk. Det sker (som intet i verden) af sig selv, menneskene skaber selv deres historie; og derfor er socialistisk kritik et vigtigt redskab til denne udvikling. Men det er netop denne udvikling, den socialistiske kritik skal tjene.”

De kommunistiske stater var således, trods deres fejltagelser, på den rigtige side i den antiimperialistiske kamp, og SF’s kritik havde til formål at hjælpe staterne over deres fejltagelser og hen imod socialismen. Set i denne sammenhæng var de kommunistiske stater ”udtryk for et nederlag for den kapitalistiske produktionsmåde” og dermed imperialismen. Det var derfor SF’s politik frem til afslutningen af den kolde krig at opretholde kontakter til de statsbærende partier i flere kommunistiske lande, der førte en selvstændig udenrigspolitik i forholdet til Sovjetunionen. Gennem disse kontakter til ”statslige knudepunkter” kunne SF vise sin internationale solidaritet og støtte kampen mod imperialismen og krigstruslen."

Om det ideologiske verdensbillede hos Gert Petersen, fhv. DKP'er & senere formand & MF for Socialistisk Folkeparti, fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 200f).

Gotfred Appel om terror (1978)

"I en lang tekst med titlen 'Terror', som Gotfred Appel offentliggjorde i 1978, overvejede han på baggrund af de aktuelle terrorhandlinger i Vesttyskland og Italien, om denne form for aktioner 'tjener socialismens sag'.
Han indledte med at slå fast, at terror ikke kan forkastes moralsk, og at det 'selvsagt' i en tilspidset politisk kamp om magten er tilladt de revolutionære at 'nedskyde fremtrædende enkeltpersoner' blandt magthaverne, tage gidsler og andre former for voldshandlinger.
Terror kan altså ikke afvises generelt som kampform, men på bestemte tidspunkter er den uegnet, fortsatte Appel, fordi den kan aflede de revolutionære fra den mere politiske indsats. 'Marxister forkaster ikke terror, de vurderer den konkret og historisk', slutter Appel."

Om Kommunistisk Arbejdskreds' (KAK) syn på terror, i Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 308)

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Rumænien, Nordkorea, Kina, Cuba, Jugoslavien (1987-88)

"I slutningen af 1980’erne fortsatte overvejelserne i SF om forholdet til de rumænske og nordkoreanske kommunistpartier, men partiet var fanget i en klassisk lejrtænkning: Hvordan skulle man begrunde en afbrydelse af kontakten, da de to regimer uafviseligt hele tiden havde været repressive, og ville en sådan afbrydelse ikke gavne den fælles fjende, imperialismen? Det Internationale Udvalg indstillede således til partiets ledelse i 1987, at SF fortsat skulle have kontakt til de to statsbærende kommunistpartier med den argumentation, at ”et brud vil opleves meget dramatisk og som støtte til de pågældende landes modparter.” . . .
Problemerne med de rumænske og nordkoreanske partier rejste et andet spørgsmål, nemlig hvor SF skulle trække grænsen for acceptable kontakter. Det kom frem, da forretningsudvalget skulle tage stilling til, hvilke partier der skulle inviteres til landsmødet i 1988. Det Internationale Udvalgs sekretariat anbefalede, at SF inviterede de jugoslaviske, kinesiske og cubanske kommunistpartier, men ikke de rumænske og nordkoreanske. Forretningsudvalget fandt det ikke muligt at skelne mellem de to grupper, og to medlemmer foreslog derfor ikke at invitere nogen statsbærende kommunistpartier overhovedet, mens fem forretningsudvalgsmedlemmer foreslog at invitere alle fem partier. Diskussionen viser, hvor svært det var for SF at ændre kurs over for de statsbærende kommunistiske partier trods en stigende kritik af forholdene i de socialistiske lande."

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 212).

Citater af & om Mao

"Synet af kinesere med Maos Lille Røde i hånden blev et symbol på den kinesiske revolution i 1970erne. I millionvis strakte »masserne« bogen mod himlen for at demonstrere deres revolutionære iver under Kulturrevolutionen, og snart efter genfandt vi bogen i danske oversættelser i boghandlerne, i reoler hos venner, i skoler og i inderlommen hos demonstranter i midten af 1970erne i København. Den blev en vejviser ikke blot for de kinesiske masser og den revolutionære danske venstrefløj, hvor sympatien for Maos revolutionære tanker var udbredt, men også i resten af det danske samfund kunne man genfinde en vis beundring for Maos tanker og sprogblomster. Maos lille citatbog med tekster fra den kommunistiske leders skrifter fra 1920erne og frem til 1950erne blev udgivet som et led i den benhårde magtkamp mellem kommunistiske fraktioner. Citaterne blev samlet i 1963 og blev uddelt blandt soldaterne i forbindelse med den frembrydende Mao -kult. . . .

Den lille Rødes pluk af citater spænder over et langt tidsrum, og Maos udsagn om krig og revolution er historisk betingede og kan ikke bedømmes som generelle vurderinger. Bogen er imidlertid interessant som et signal om, hvad der var dogmatikken i de år i 1960erne og 1970erne, hvor magtkampen rasede. Hovedvægten i bogen er lagt på den såkaldte masselinie, hvor den enkeltes rettigheder ikke eksisterer, men hvor al interesse blev viet massen - dvs. folket - og Det kommunistiske Parti, der skulle opdrage masserne. Følgende Mao -citat er typisk for holdningen: »Masserne er de virkelige helte, mens vi selv ofte er barnlige og uvidende. Før man har forstået det, er det umuligt at tilegne sig selv den mest elementære viden« (marts-april 1941). Det var afgørende for den revolutionære bevægelse mod det kommunistiske samfund, at partiet ledte disse masser, og at man ikke hengav sig til enkeltpersoners ønsker: »For at forbinde sig med masserne må man handle i overensstemmelse med massernes behov og ønsker. Alt arbejde for at tjene masserne må tage sit udgangspunkt i deres behov og ikke i en enkeltpersons ønske, hvor velment det end kan være« (oktober 1944). Den politiske ideologi baserede sig på en blanding af pluk fra Marx, Engels, Lenin og Stalin: »Blandt mange kammerater i vores parti eksisterer der stadig en yderst dårlig arbejdsstil, en stil der er helt i strid med marxismen-leninismens ånd. De opfører sig som »en mand, der vil fange spurve med bind for øjnene«, eller »en blind, der famler efter fisk«. De arbejder sjusket, vælter sig i ordstrømme, og nøjes med stumper af overfladisk viden. Marx, Engels, Lenin og Stalin har lært os, at det er nødvendigt at studere situationen samvittighedsfuldt og at tage udgangspunkt i den objektive virkelighed og ikke i subjektive ønsker« (maj 1949). Men nogen sammenhængende ideologi er der ikke tale om i Den lille Røde, og i det hele taget er bogen en sammenrodning af historiske citater, der fremstår som brokker. Men signalet til at understrege masserne til fordel for den enkelte og fremme den doktrinære marxisme-leninisme var klart nok. Kulturrevolutionen spredte anarki, død og ødelæggelse i det kinesiske rige, og Mao -kulten nåede nye højder, hvor han blev fremstillet som en genial leder, ja næsten som en gud. Forsigtige skøn peger på, at Kulturrevolutionen alene kostede 1,6 mio. myrdede mennesker, og at der i alt i Maos regeringsperiode døde ca. 35 mio. som offer for regimets politik.

Dansk sympati

På trods af den brutale virkelighed i Kina, som allerede var offentlig kendt i Vesten i 1960erne, og til trods for Den Lille Rødes karakter af tilfældige sammenstillede citater uden sammenhæng eller dybde, så nåede Mao -kulten også til Vesten og til Danmark. Den lille Røde var blevet oversat allerede i 1967 af Gotfred Appel, Mao -tilhængernes leder i Danmark og den ideologiske fader til Blekingegade-banden. Appel var dog uvidende om bandens senere radikale udvikling. Førende danske intellektuelle havde stor sympati for Maos tanker. Ebbe Reich Kløvedal skrev om Mao : »Den sidste af vor tids store. Gid der fandtes politikere af den støbning i vores del af verden. Så var der håb, selv for os midt i jordklodens rådne borgerskab.« (1976). Informations journalist Ejvind Larsen hyldede Mao i en stor nekrolog i 1976 og skrev: »Nu er Maos arbejde afsluttet - måske det mægtigste i vort århundrede.« Forfatteren Jan Bredsdorff skrev: »Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet, at et samfund styres af mennesker, og at mennesker styres af menneskelighed.« Og Knud Vilby , også journalist på Information, kunne godt se det positive i det kommunistiske regime: »Hvis Kina med det Bent A. Koch måske kalder et kommunistisk diktatur, bedre har været i stand til at løse sine fødevareproblemer, end Indien med korruption, demokrati og pressefrihed sine - så vælger jeg det kommunistiske diktatur« (1975). Da førende intellektuelle valgte at støtte morderregimet, var det ikke underligt, at dele af det danske samfund havde et positivt syn på Kina, og at citater fra Den lille Røde dukkede op både i medierne og skoler uden nogen kritisk eftersætning."

Fra Bent Blüdnikows artikel "Lille bog med stor virkning", i Berlingske Tidende (1.10.1999)

PET-kommissionen om SF's samarbejde med Sovjetunionen

"[PET var] interesseret i eventuelle østkontakter. Det stod hurtigt
klart, at SF havde forbindelser til Jugoslavien, der af PET blev betegnet som folkesocialisternes ”nye Mekka”. PET undersøgte, men var ikke i stand til at bekræfte et forlydende om, at den jugoslaviske legation gennem ejendomsindtægter skulle have finansieret SF. Spørgsmålet var imidlertid, ikke mindst i lyset af de tidligere DKP’eres betydelige indflydelse i partiet, om medlemmer af partitoppen opretholdt kontakter til østblokken. Nogenlunde samtidig med dannelsen af SF modtog PET oplysninger fra en kilde om, at Aksel Larsen ved flere lejligheder havde haft besøg af en uidentificeret person, der ankom i en bil af sovjetisk fabrikat. PET afhørte kilden og kunne fastslå, at den sovjetiske ambassade havde flere biler, der passede på beskrivelsen, men tjenesten synes ikke at have fulgt sporet yderligere. PET modtog også en række ubekræftede oplysninger, der tydede på, at Aksel Larsen opretholdt en vis forbindelse til russerne, bl.a. skulle han have haft besøg af en funktionær fra det sovjetiske kommunistparti (SUKP). I 1962 kunne PET rapportere, at den polske ambassade havde forsøgt at etablere kontakt til de ledende SF’ere Kaj Moltke og Gert Petersen.
Andre kilder meddelte, at Aksel Larsen havde mødtes med en direktør, der samtidig havde kontakter til sovjetiske diplomater, hvoraf mindst én var mistænkt for at være indblandet i efterretningsmæssig virksomhed, at partiformanden skulle have besøgt en kendt kommunist med yderligtgående synspunkter, der også opretholdt kontakter med østdiplomater, og at en sovjetisk diplomat i 1967 skulle have tilkendegivet, at forholdet til Aksel Larsen nu var bedre. De fleste oplysninger var imidlertid ubekræftede, og PET fandt aldrig beviser for, at SF-toppen skulle have opretholdt en hemmelig kontakt til østblokken. . . . [men] flere ledende SF’ere havde kontakter med østlige efterretningsofficerer, og enkelte SF’ere udførte opgaver for østlige efterretningstjenester.

Hen imod slutningen af 1960’erne synes PET at være nået frem til en trusselsvurdering, der gik ud på, at lighederne mellem SF’s og DKP’s politik var så stor, at Moskva havde en interesse i et stærkt SF. I et fortroligt foredrag i 1968 affærdigede PET-chefen, politiinspektør Arne Nielsen, rygterne om, at Moskva skulle have iscenesat bruddet med DKP, som uden hold i virkeligheden. Det var imidlertid hans overbevisning, at SUKP ”ikke har begrædt” SF’s udvikling, og han henviste til, at en SUKP-funktionær havde besøgt Danmark i 1957, hvor han havde støttet de revisionistiske tendenser med det formål, at DKP’s splittelse skulle virke vildledende på de danske myndigheder og efterretningstjenesten.
Moskvas interesse i et stærkt SF havde også vist sig ved, at DKP havde modtaget instrukser om ikke at modarbejde folkesocialisterne. Således var det Moskvas håb, at SF ville udvikle sig til et ”masseparti”, der i stedet for det svage DKP kunne fremføre en politik, der varetog Sovjetunionens interesser.
. . .
Det er paradoksalt, at omtrent samtidig med, at PET begyndte at nedtrappe registreringen af folkesocialister, intensiverede den sovjetiske ambassade og de sovjetiske efterretningstjenester (den civile KGB og den militære GRU) deres forsøg på at etablere kontakter til ledende SF’ere. I en rapport fra januar 1967 kunne PET konstatere, at syv kendte SF’ere de seneste år havde plejet forbindelse med diplomater fra den sovjetiske ambassade. For de flestes vedkommende var kontakten blevet etableret i tiden omkring 1964-65. PET vurderede dog, at der var naturlige forklaringer i de fleste tilfælde, og at der kun herskede begrundet mistanke om konspirativ optræden for to af SF’ernes vedkommende. Det drejede sig om en yngre SUF’er og Gert Petersen, der begge havde haft hyppige kontakter med 2. sekretær Viktor Lipskij, der var blevet identificeret som KGB-officer. . . .
[Det forlød] fra en parlamentarisk delegation, der havde besøgt Moskva i sommeren 1964, at mens SUKP fortsat var imod tilnærmelser til SF, så skulle det sovjetiske udenrigsministerium nu være stemt for et sådant skridt. Aksel Larsen havde da også under Khrusjtjovs besøg i Danmark ført venskabelige samtaler med den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko. For det andet havde KGB forbud mod at rekruttere fra vestlige kommunistpartier for ikke derved at kompromittere deres position. Den sovjetiske efterretningstjeneste søgte derfor efter egnede emner i de uafhængige socialistpartier. Ifølge KGB nærede en del af medlemmerne i SF en vis sympati for Sovjetunionen og dets kamp mod, hvad de så som den aggressive amerikanske imperialisme, og KGB ledte efter centralt placerede folkesocialister, der var ideologisk motiveret til at hjælpe kommunismens sag.
. . .
Det er veldokumenteret, at én af de ledende SF’ere blev hvervet som agent af KGB nogen tid efter bruddet med DKP. Holger Vivike [MF for SF 1960-73] tilhørte den kreds af tidligere DKP’ere, der i modsætning til Aksel Larsen aldrig helt mistede troen på socialismens fædreland. . . . Trods bruddet med DKP forblev Vivike loyal over for Sovjetunionen og kommunismens sag, og det var tilsyneladende grunden til, at han i 1966 lod sig hverve som agent af 3. sekretæren ved den sovjetiske ambassade, Anatolij A. Lobanov, der samtidig arbejdede som KGB-officer. Vivike behøvede tilsyneladende ikke megen overtagelse for at tage springet over i det illegale arbejde. Han var klassificeret som egentlig agent, hans møder foregik konspirativt og under iagttagelse af den yderste agtpågivenhed, og han udførte opgaver for sin føringsofficer. . . . Vivike blev først og fremmest benyttet til at holde KGB og den sovjetiske ledelse orienteret om udviklingen i SF og om den generelle politiske situation. Han blev også anvendt som talentspejder, og han udpegede mulige agentemner blandt yngre politikere. . . . [Vivike var også] behjælpelig med at sluse nogle af KGB’s illegale agenter uset gennem Danmark og videre til Vesten. Hans værdi for KGB ophørte i 1973, da han valgte at forlade Folketinget.
. . .
Den anden ledende SF’er, der tiltrak sig PET’s opmærksomhed på grund af hans østkontakter, var partiet uofficielle ”chefideolog” og folketingsmedlem fra 1966, Gert Petersen. I maj 1963 konstaterede PET, at den polske diplomat Stefan Stefanski havde kontakt til Gert Petersen. To år senere, i april 1965, registrerede PET de første kontakter til KGB-officeren Viktor Lipskij. Kontakten mellem de to var kommet i stand på initiativ af den tidligere nævnte SF’er, der således fungerede i sin rolle som ”talentspejder” for russerne.
. . .
[En PET-kilde betegnede] Petersen som ”den farligste SF’er, han har været ude for” på grund af hans position som den mest kyndige socialistiske teoretiker i landet: ”Gert Petersens fortolkning af Marx er ligefrem og jordnær, og han ligger ikke skjul på, at han er tilhænger af en overgang til socialisme i forbindelse med diktatur og tvang, da han finder at sådanne forteelser er en betingelse for gennemførelsen af socialisme her i Danmark.”"

PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 152ff & 181f & 189f & 195f).

KAK-aktivisters sympati for terrordrab på børn og sportsfolk (1970erne)

"Under rejsen, i september 1972, angreb palæstinensere fra gruppen 'Sorte September' israelske sportsfolk ved De Olympiske Lege i München, og i et brev fra sin kone kunne Peter Døllner læse, at kammeraterne hjemme i København støttede angrebet. Det var ærgerligt, at aktionen ikke resulterede i frigivne fanger, men til gengæld godt, at gidslerne blev skudt, skrev Døllners kone, en af Holgers søstre. Også Torkil Lauesen og Niels Jørgensen har siden offentligt erklæret deres støtte til angrebet, og Niels Jørgensen har forklaret, at sportsfolkene selv var skyld i deres død, fordi de valgte at deltage i legene under israelsk flag, selv om de vidste, at der var krig mellem israelere og palæstinensere.
. . .
De [KAK'erne] ville gerne gribe til handling. Af beretninger fra møder med sympatisørerne fremgår det da også, at Holger [Jensen] og andre mødeledere ikke lagde skjul på KAK's sympatier for de mest militant revolutionære bevægelser i den tredje verden. PFLP's taktik med flykapringer som en mulighed for at skabe opmærksomhed i verdensoffentligheden blev forklaret og støttet. På et møde blev også en aktion, hvor det sydafrikanske ANC havde angrebet en skolebus og dræbt børnene, omtalt som en revolutionær handling, og flere af KAK-sympatisørerne bifaldt højlydt aktionsformen."

Om Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), i Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 196 & 198).

Knud Vilby om fortsat sympati for Mao (2000)

"Gyldendals Encyclopædi fortæller, at Det Store Spring Fremad i slutningen af 1950erne krævede omkring 20 millioner menneskeliv, fordi springet førte til regulær hungersnød. Og det leksikalske opslag siger, at op mod en million mennesker mistede livet ved forfølgelse og i fraktionskampe under den store Kulturrevolution i 1960ernes anden halvdel. Det er viden, der er blevet officiel i dag. Det vidste vi ikke [i 1970erne], men vi vidste godt, at revolutionen ikke var noget teselskab, og vi citerede gerne de store revolutionære for det. Hvorfor var mange af os så alligevel så positive? Jeg skal gøre mig umage for ikke at snakke på vegne af andre end mig selv. Fra slutningen af 1960erne og indtil i dag har jeg brugt en stor del af min professionelle tid på at beskrive og analysere menneskers liv i samfund, som er fattigere, mere undertrykkende og mindre demokratiske end det danske. For mig er en af det tyvende århundredes mange store tragedier, at vi trods den største velstandsvækst, denne klode nogensinde har oplevet, har ladet milliarder af mennesker leve i dyb fattigdom og snesevis af millioner af mennesker dø af sygdom og sult, som kunne være bekæmpet. I dag ved årtusindskiftet er forskellene mellem velstand og armod større end nogensinde tidligere, selv om det procentvise antal af underernærede i verden er faldet noget. En anden af de store tragedier er dele af udviklingen eller rettere den manglende udvikling i verdens næststørste land Indien. Og det har en hel del at gøre med, hvad jeg har skrevet om Kina. For det har altid været oplagt at sammenligne disse to giganter.
Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina. »Du var jo en af dem, der mente, at Maos Kina ikke var så slemt«, skriver Blüdnikow til mig. Og det er næsten rigtigt. Men jeg tror aldrig, jeg i 1970erne og de tidlige 1980ere skrev om Kina uden samtidig at skrive om Indien. Jeg har ikke gemt alle de gamle artikler, men en af mine erklærede påstande eller holdninger var omtrent sådan her: »Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina«. . . .
Hvis Indien var et demokrati, så var det et demokrati, som ikke følte ansvar for de fattigste. Omvæltninger eller revolutioner - om nødvendigt voldelige - kunne forsvares for at bryde med den systematiserede uretfærdighed og undertrykkelse. I Kina havde kampen i det mindste afskaffet et gammelt hierarki, og det hører med til den blodige historie, at der unægtelig i dette Kina var blodig og brutal undertrykkelse og skete forfærdelige massakrer længe før Mao . Nu havde man forsøgt noget nyt, og tilsyneladende splittet et gammelt system i stumper og stykker. Fint, sagde vi ... Hvis man f.eks. sammenlignede uddannelsessystemerne i verdens to største lande, overhalede Kina med ekspresfart Indien, og det fra grundskoler til universitetsniveau. Overalt havde Kina en udvikling, som Indien slet ikke kunne matche. Der blev mobiliseret, og børn og unge blev hevet op af analfabetismens hængedynd. Der blev knust mere undervejs, end vi vidste, og måske end vi ønskede at vide. Og jeg skal ikke i dag gøre mig til dommer i et forsøg på at sammenligne, hvilket land der har haft de største lidende og undertrykte menneskemasser. Kinas første store spring fremad var - ved vi i dag - på mange måder et stort skridt bagud. Til gengæld er der siden sket nogle samfundsmæssige forandringer og opbrud, der er en del af baggrunden for, at Kina i mange år har haft langt større økonomisk vækst end Indien. Vold i ét land kan ikke retfærdiggøres med vold i et andet land. Og det hjælper ikke på en blodig hånd, at der er mange andre blodige hænder. Men analysen af demokratiets utilstrækkelighed og af demokratiernes forbrydelser mod menneskeheden hører med i vurderingen af tragedierne og fattigdommen og elendigheden i verdenshistoriens rigeste og forfærdeligste århundrede. Jeg har skrevet meget om demokratiernes kamp for frihed i forhold til nazismen, og om koloniernes kamp for frihed fra koloniherrer. Men i en række af århundredets tragiske krige har demokratiske stater også brugt gigantiske militære ressourcer i forsøgene på at bekæmpe folk, der ønskede frihed. Og i nogle samfund, vi kalder demokratiske, er demokratiet, som i Indien, blevet brugt til at dække over systematisk menneskelig fornedrelse. 1970ernes analyse var nødvendig, men ved Gud ikke fejlfri. Det var centralt at pege på, at demokratier forbrød sig mod store befolkninger. Og vigtigt at rejse en debat om, at der måtte sættes noget andet i stedet. Det var logisk, at der i kampen mod historiske uretfærdigheder opstod politiske frontfigurer, der ville omstyrte hele den gamle verden. Nogle af dem blev selv forbrydere undervejs i processen. Måske var Mao en idealist, der endte som forbryder. Det ved andre mere om."

Forfatteren Knud Vilby i kronikken "Sympati for Mao", Berlingske Tidende (2.4.2000)