Svend Auken om Fidel Castro (2006)

"Men her er han. Manden. Uden cigar. Legenden. Præsidenten. Generalsekretæren. Il commandante. Høj. Venlig. Charmerende. Karismatisk. Stadig en høj mand i den grønne partisanuniform. Nypresset. Spillevende brune øjne. Velplejede hænder og skæg. Med en smittende lattermildhed. . . .

Selvfølgelig kommer jeg i godt humør og glemmer alle de på forhånd indøvede fraser. Forførelse, javel. . . .

[Nu] sidder [vi] her anden påskedag, kl. 18.15 i Statsrådspaladsets mødesal og taler med Fidel Castro. Jeg har oplevet meget i mit politiske liv, men det er et af højdepunkterne.

Halvanden time varer vores samtale, og der er ikke tid til small talk . . . . Tempoet er højt. Præsidenten forklarer og spørger. Og så bøjer han sig ofte ned over sin notesblok for at gennemføre gigantiske regnestykker. . . .

Men Fidel vil videre i sin anden revolution. »Kom med herind!« råber han til os, og vi følger med ind i hans store kontor, der ligger op til den store mødesal. Vi venter mindelser om den cubanske revolution med store billeder af Ché Guevara med baret, cigar og golfkølle. Men nej. Det store rum er pakket med kummefrysere, kogeplader og køleskabe. Det er som at komme ind i en velassorteret Punkt 1-forretning med hårde hvidevarer. . . .

Han vil ikke lade os gå selv om vores fly skal lette kl. 20.30.

»I kan få min eskorte, så når I det nok. For se her.«

Tiden flyver. Vi smittes af Fidels begejstring. Hvor er der mange muligheder for konkret samarbejde med betydning for hele den latinske verden: Vindmøller, pumper, biogasanlæg, ethanol-produktion på biomasseaffald (halm, træflis, sukkerrørsaffald, roerester), termostater, dieselgeneratorer. Hvor kunne vi udrette meget sammen.

Revolutionen er ikke kun aktuel i Cuba og Danmark, men med relevans til hele verden. Cuba er ikke noget demokrati. Det er et autoritært kommunistisk styre med meningsstyring og centraldirigeret økonomi. Men det er mildest talt ingen almindelig kommunisme. . . .

I Cuba er der fattigt, men ingen slum. Hvis man var fattig, er der ingen tvivl om, hvor man helst ville bo. Hertil kommer, at der er musik og farver overalt. Liv og ivrige samtaler. Mennesker taler i munden på hinanden, når der diskuteres kontroversielle spørgsmål.

Jeg ville gerne have diskuteret politiske emner og kritikpunkter med præsidenten, men den aften ville Fidel kun tale om energirevolutionen. Det var en skam. . . .

Flyet skal lette om 45 minutter. Nu går den ikke længere. Den gamle præsident er helt oppe at køre. Vi overvældes med blomster, rom og cigarer. Det er, som om han ikke vil slippe samtalen om energi og mulighederne for dansk cubansk samarbejde. »Må jeg følge jer ned til jeres bil?« spørger han høfligt. Selvfølgelig må Fidel Castro det. Hen ad en lang korridor og ind i en snæver elevator. Ned på gaden. Cubanske omfavnelser. Det store smil. Kom snart igen."

Svend Auken, daværende næstformand for Folketinget, fhv. minister & fhv. formand for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten (28.5.2006)

Svend Auken om Fidel Castros succes (2006)

"Under vores besøg har vi hørt om, hvordan Fidels ... timelange taler ved store demonstrationer og udendørsmøder i den grad er blevet en del af cubanernes sociale liv, at det er her, man mødes med familie, arbejdskammerater, naboer og venner. Børnene leger. Og de voksne er så vant til at høre præsidenten med et halvt øre, at de både får en lydkulisse af belæring og en ramme for menneskeligt samvær.

En cubansk ven sammenlignede det med musikfri koncerter for hele folket. Anti-Cuba-propagandaen har altid hævdet, at folk ikke deltog frivilligt i disse massemøder, og givet er der også et socialt pres.

Men alligevel er det tankevækkende, at en opfordring fra Fidel i aftenradioavisen til protestmøder mod den sidste pakke af giftige anti-Cuba-love fra USA kan få over en halv million havannesere på gaden næste morgen i en by med godt en million indbyggere. Det sker ikke ved tvang og pres.

Meningsmålinger - foretaget af udenlandske forskere - har altid vist stor folkelig tilslutning til Fidel og grundprincipperne i det cubanske samfund ... samtidig med utilfredshed med de ofte særdeles pauvre sociale vilkår og manglende individuelle muligheder. ...

Men sundhedstilstanden er høj. Middellevetiden er høj. Lige så høj som i Danmark - og højere end i USA. 77-78 år og målet er 80. Efter revolutionen var der 1.500 læger i Cuba. Nu er der 57.000.

Over alt i Cuba findes der på bedste kommunistmanér store skilte med politiske budskaber. Et af dem gør indtryk:

»I Latinamerika er der 15 millioner gadebørn. Ingen af dem bor i Cuba.«

Svend Auken, daværende næstformand for Folketinget, fhv. minister & fhv. formand for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten (28.5.2006)

Anker Jørgensen om Kim Il Sung & Nordkoreas lykke (1984)

“Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål ... Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke.
...
Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Folket fører et godt og sundt liv ... Denne udvikling er meget fantastisk ... Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid ... Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen ... Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau."

Anker Jørgensen, fhv. statsminister & daværende MF og formand for Socialdemokraterne på officielt besøg i Nordkorea, citeret fra Berlingske Tidende (16.5.1984)

Socialistisk Arbejderparti om massernes acceptable voldsanvendelse (1980)

"Socialister bliver ofte spurgt, om de går ind for en fredelig eller en voldelig revolution. Til det svarer Socialistisk Arbejderparti for det første: En af de vigtigste grunde til at bekæmpe det kapitalistiske system er den vold, som det skaber.
Det 20. århundredes imperialistiske borgerskab er uden tvivl historiens mest voldelige, terroristiske klasse. ...
Den socialistiske revolution vil derfor have som en hovedopgave at sætte en stopper for den fantastiske grad af vold, masserne udsættes for.
De arbejdende masser kendetegnes i vidt omfang af den „voldsmentalitet", der er en naturlig del af den bredere ideologiske påvirkning fra den borgerlige orden. Ikke desto mindre eksisteret der en klar forbindelse mellem en klassebevidst holdning
og en vilje til at kæmpe for sine egne interesser uden at anvende muskel-argumenter.
Derfor er arbejderbevægelsens vold altid af defensiv karakter.
Den finder kun sted, hvor den er absolut påkrævet. Aktionerende,
solidariske arbejdere, der forsvarer deres klasseinteresser, står således moralsk milevidt over det borgerskab, som ved mindste påskud står parat med alt fra schæferhunde til kernevåben.
Stillet over for spørgsmålet, om vi er for vold, svarer SAP utvetydigt nej! Men samtidig svarer vi også nej på spørgsmålet, om vi anbefaler masserne at bøje sig for trusler om vold. ...
I Rusland i 1917 derimod havde arbejderklassen under ledelse af Bolsjevikpartiet bevæbnet sig og vundet de menige i hæren til deres side. Derfor var selve den russiske revolution en af de mindst blodige omvæltninger. Først da de imperialistiske lande begyndte at indvadere Sovjetunionen kostede det tusinder af
menneskeliv."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 119f

Socialistisk Arbejderparti om eksempler til efterfølgelse (1980)

"Arbejdernes og bøndernes sejre, da de oprettede arbejderstater i
lande som Kina, Korea, Vietnam og Cuba, er imidlertid stadig
eksempler til efterfølgelse. Befolkningen i disse lande har i løbet
af få årtier fjernet plager som hungersnød, sygdomme eller
analfabetisme."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 31

Socialistisk Arbejderparti om Cuba (1980)

"Båret frem af massernes forventninger om en ny og bedre tilværelse og stillet over for USA-imperialismens forsøg på at kvæle landets økonomiske opbygning, gik denne ledelse [d.v.s. af revolutionen] langt videre end til at indføre borgerligt demokrati med fortsat kapitalisme, sådan som Fidel Castro, Che Guevara og de øvrige oprindeligt havde tænkt sig.
Castro-ledelsen mobiliserede masserne omkring sin politik, hvor den nationaliserede nøgle-sektor i økonomien, udstykkede jorden og sikrede statens kontrol med al udenrigs-handel.
Idet befolkningens store flertal nød gavn af og støttede disse forbedringer, var det også parat til at slå den kontra-revolutionære
invasion, USA organiserede, tilbage. Castros styrke byggede på flertallets mobilisering bag hans politik.
Kapitalisterne blev afskaffet som klasse, og Cuba blev en ny arbejderstat. Selv om ledelsen på Cuba også nød fortrin frem for flertallet, og selv om der ikke blev opbygget arbejderråds-lignende organer, hvorigennem den arbejdende befolkning kunne diskutere, beslutte og styre, udviklede ledelsen sig ikke til et fasttømret bureaukrati, adskilt fra og med andre interesser end arbejderklassen — som det skete i de øvrige arbejderstater.
Folk deltager langt mere direkte i at styre landet, produktionen og økonomien. Der foregår en langt friere diskussion mellem personer, der har forskellige politiske meninger, om hvordan Cuba skal udvikle sig.
Cuba er derfor ikke en bureaukratiseret arbejderstat. 4. Internationale kalder den en arbejderstat med visse bureaukratiske deformationer."

Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s "Socialistisk program for 80'erne" (1980), s. 28f

Enhedslisten om revolutionen (2003)

"Revolutionens nødvendighed
Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.
Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud. Heller ikke selv om et befolkningsflertal står bag ønsket om en samfundsforandring. Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling.
Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution - i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.
Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede. Et socialistisk samfund kan ikke bare »overtage« den nuværende stat, som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund. Det gælder den danske stat, og endnu mere altomfattende den EU- stat, der er under opbygning.
Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution. I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud. Lige så stærkt som Enhedslisten afviser terrorisme og elitære kup, lige så stærkt afviser vi at bøje nakken og vende den anden kind til i en situation, hvor borgerskabet griber til udemokratisk magtanvendelse."

Enhedslisens principprogram, vedtaget 2003-04

Aksel Larsen om Sovjets invasion af Ungarn (1956)

"Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som andet end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne står og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæisk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at opretholde ro og orden i landet."

Aksel Larsen, MF og formand for Danmarks Kommunistiske Parti & senere stifter, formand og MF for Socialistisk Folkeparti, i Folketinget 6.11.1956, tre dage efter invasionen af Ungarn

Ole Sohn om Østblokkens sociale og økonomiske resultater (oktober 1989)

"I den senere tid er jeg, og mange andre kommunister, ofte blevet spurgt, hvordan vi har det med vores holdninger og teori, nu hvor 'tingene bryder sammen østpå'. . . . Det er rigtigt, at der er voldsom drift i de socialistiske lande og store forandringer undervejs. Reformprocesser sættes i gang. Der gøres op med tidligere tiders dogmer, fejltagelser og forbrydelser. Men det betyder jo ikke, at man gør op med den socialistiske teori og de kommunistiske idealer. Og det får mig heller ikke til at sige, at socialismen som ide og samfundssystem er en dårlig ting, tværtimod. Der er foregået meget i de socialistiske lande som ikke kan eller skal forsvares, særlig i Stalintiden. Det kan ikke retfærdiggøres, at det kommunistiske ideal, hvis mål er menneskers lykke, er blevet behæftet med handlinger, der er uretfærdige. Jeg ser reformprocessen i Sovjetunionen og andre socialistiske lande som et nødvendigt opgør med tidligere tiders dogmer og forestillinger om socialismen. Et ønske om at vende tilbage til det oprindelige grundlag for den socialistiske ide, og gennemtænke det under vor tids nye betingelser. Socialisme er massernes levende kreativitet, som Lenin udtrykte det.
. . .
[Men] udgangspunktet for at påbegynde opbygningen af en socialistisk sovjetstat var ulige dårligere end forholdene var i Danmark. I 1945 var det, der i dag er DDR , den del af Tyskland, der var mest hærget af krigen. I 1946 var Ungarn kendt som landet med 'en million tiggere'. I 1949 var det at være kineser på det nærmeste lig med at dø af sult. I 1959 var Cuba en luksus-ø for amerikanere og en ulykke for cubanerne. Og indtil 1976 blev der kastet flere bomber over Vietnam end i hele 2. verdenskrig. I disse lande var det nødvendigt at opbygge eller genopbygge alt. Samtidig måtte man modstå udenlandsk pres, og de økonomiske, politiske og militære interventioner, som de rige og stærke kapitalistiske lande satte ind. Dette taget i betragtning har disse lande opnået at give deres folk mad nok til at blive mætte, udrydde epidemierne, overvinde analfabetisme, udvikle industri og landbrug, etablere sociale systemer som sikrer tryghed og anden omsorg, som aldrig var set tidligere, sikre adgang til uddannelse, viden, kultur og sport. Lande som er slået ind på en socialistisk vej har vist en række sociale og økonomiske resultater. Men naturligvis har den økonomiske og kulturelle tilbageståenhed, hvoraf de socialistiske lande er udgået, og de prøvelser de har været udsat for indvirket på deres udvikling. . . .
Som kommunist, der er blevet stillet spørgsmålet 'Hva' nu?', vil jeg sige, at også for os i Danmark og i Vesteuropa er den socialistiske teori og ide fremtiden. Kommunisternes ideal er egentlig urgammelt og ligger i ønsket om menneskelig lykke. Med Marx, Engels og Lenin og arbejderbevægelsens fremkomst tog de form, og er stadig aktuelle."

Ole Sohn, daværende formand for Danmarks Kommunistiske Parti, nu MF & gruppeformand for Socialistisk Folkeparti, i kronik i Politiken (27.10.1989)


Billede: Ole Sohn til strækmarchparaden "40 Jahre DDR" fra 7.10.1989, på ærestribunen sammen med Yasser Arafat, Nicolae Ceausescu, Mikhail Gorbatjov, Erich Honecker, Milos Jakes, Wojciech Jaruzelski, Egon Krenz, Daniel Ortega, Yao Yilin, Thodor Zhikov m.fl.

Karl Marx om vold (1845ff)

Via Nomos:

"[Den sande dommedag er] når genskæret fra brændende byer ses på himmelen […] og når de himmelske harmonier består af melodierne til La Marseillaise og La Carmagnole [revolutionssange], akkompagneret af kanon-torden, mens guillotinen slår takten, og de ophidsede masser skriver Ca ira, Ca ira [det går an / lad det gå kvikt - revolutionsråb], mens betænkeligheden hænges i en lygtepæl."

Fra Deutsche Ideologie (1845-46)

"Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne. […] Kommunisterne forsmår [afstår fra] at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution."

Fra Det Kommunistiske Manifest (1848)

"Vi er hensynsløse og beder ikke Dem [den preussiske regering] om pardon. Når det bliver vores tur, skal vi nok vise, hvad terror er."

1849, Marx-Engels Gesamtausgabe, VI, s.503-05

"Så langt fra at være imod de såkaldte udskejelser [voldelige uroligheder] - sådanne eksempler på folkets hævn mod hadede personer eller offentlige bygninger, som vækker hadfyldte minder – så må vi ikke blot bifalde disse eksempler, men også række dem en hjælpende hånd."

Aktionsplan, distribueret 1850 (Marx-Engels Gesamtausgabe, VII, s.239)

"Historien er dommeren, dens bøddel proletariatet."

Fra tale 14. april 1856 (Marx-Engels Werke, III, s.69f).

"[Der er] kun ét middel til afkortning, forenkling og lokalisering af det gamle samfunds blodige dødskamp og det nyes blodige fødselsveer, kun ét middel – den revolutionære terror"

Marx-Engels Gesamtausgabe, VII, s.423

"Socialismen kan ikke bringes til eksistens uden revolution. Når den organiserede aktivitet begynder, når sjælen, ’tingen i sig selv’, kommer til syne, så kan socialismen bortkaste alle de politiske slør."

Fra The unknown Karl Marx Documents concerning Karl Marx (Red. Robert Payne 1972), s.98ff.

Mikkel Thorup til forsvar for nedskydning af civilt fly (1996)

"Cuba kæmper for sin ret

Nedskudte fly krænkede landets luftrum. Det er ethvert lands ret at forsvare sit territorium imod fremmed provokation. Det var denne ret, Cuba håndhævede, da det cubanske luftvåben for nylig nedskød to fly. Flyene tilhørte den exilcubanske gruppe Brothers to the Rescue (BRT), der har specialiseret sig i at krænke cubansk luftrum.

De har i løbet af de seneste år foretaget mere end 1800 af disse overflyvninger, hvor der er nedkastet kontrarevolutionære flyveblade. ...

USA hader Cuba af et godt hjerte, for hvad ville der ske, hvis det cubanske folk fik opbygget et højt industrialiseret, socialistisk samfund? Så ville USAs baggård - Latinamerika - måske være en hel del sværere at holde under kontrol. Derfor bruger USA alle midler mod det cubanske folk."

Mikkel Thorup, daværende repræsentant for Rød Ungdom, medlem af Enhedslisten & nu forsker i idéhistorie ved Aarhus Universitet, i læserbrev i Politiken (7.3.1996)

Arne Herløv Petersen om Nordkorea (1977)

"Hvis Danmark nogensinde skal blive et stærkt og uafhængigt land, skal vi lære af det koreanske eksempel. I denne kamp må de danske socialister lære af Juchetanken, der er blevet udviklet af Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung . . . Danmark er et lille land med få naturlige råstoffer. Men Den Store Leder, kammerat Kim Il Sung, har på afgørende vis demonstreret, at selv et lille land kan blive stærkt og uafhængigt, hvis det holder sig til Juche-tanken. ... I Danmark som i andre lande må vi resolut bekæmpe enhver form for dogmatisme og lakajvirksomhed og studere de virkelige forhold i vort land for at kunne opbygge en Juche-inspireret socialisme, der passer til vort folk."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i en tale til ære for ”Den Store Leder”, Kim Il Sung (1977), her citeret efter PET-Kommisionens rapport (bd. 13, s. 49).

Arne Herløv Petersen om sine yndlingslande (1977)

"Det vil formodentlig fremgå af ovenstående kapitler, at jeg ikke er ukritisk indstillet overfor Sovjetunionen ... .
Jeg er ikke enig i den sovjetiske tese om, at proletariatets diktatur nu er afviklet og Sovjetunionen nu er hele folkets stat. Jeg har en del kritik at fremføre af bureaukratiet og forsyningsvanskelighederne i Sovjetunionen. Hertil kommer en række betænkeligheder ved Sovjetunionens udenrigspolitik, først og fremmest forholdet til Kina og Albanien.
I Nordkorea og Kina har jeg oplevet en elementær revolutionær glød og begejstring, som jeg savner i Sovjetunionen. Hvis den ikke er til stede, går udviklingen fra socialismen frem mod kommunismen i stå. Det ville være tragisk, hvis Sovjetunionens kommunistiske parti opgav kommunismen, på samme måde som de vestlige socialdemokratier efter at have fået del i magten har opgivet socialismen.
Som det ser ud nu, bliver Sovjetunionen næppe verdens førende kommunistiske stat. Det er langt mere sandsynligt, at det bliver Den demokratiske Folkerepublik Korea. ...
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på en række punkter er mere enig med Kina end med Sovjetunionen.
Men i modsætning til kineserne opfatter jeg stadig Sovjetunionen som en socialistisk stat. Jeg mener, at den økonomiske basis, der er skabt under Lenin og Stalin, på en række afgørende områder er intakt. Den ideologisk-kulturelle overbygning er efter min mening smuldret en del, men det er ikke uopretteligt.
Selvfølgelig skal jeg ikke stå med pegepinden i hånden og belære det sovjetiske folk om hvordan det skal opbygge socialismen. Det er det sovjetiske folks egen sag. Men selvfølgelig har jeg også lov til at fremføre min mening. Blot følger det af min anerkendelse af Sovjetunionen som en socialistisk stat, at jeg må fremføre min kritik på en loyal og kammeratlig måde. Det håber jeg, jeg har gjort i denne bog.
Jeg har i hvert fald forsøgt at være fair og ikke bevidst udeladt noget, der måske var i modstrid med mine forudfattede meninger.
Den nuværende strid mellem Kina og Sovjetunionen er efter min mening uhyre skadelig for den internationale arbejderbevægelse og tjener objektivt set klassefjenden ... .
Den holdning til de to store socialistiske lande, jeg går ind for, praktiseres med stort held i Korea, Vietnam og Rumænien, som formodentlig ingen vil beskylde
for at være bløde og vattede."

Arne Herløv Petersen, forfatter, fhv. skribent ved SUF's blad og senere spionagesigtet, i sin bog Gylden Oktober (1977), s. 130f.

Steen Folke om sabotage som politisk redskab (1971)

"Hele den centrale del af Leninist-Fraktionens indlæg er skrevet under den stiltiende forudsætning, at klassekampen er et rent nationalt anliggende. Hvis dette virkelig var tilfældet, ville anvendelse af sabotage i Danmark være forfejlet og meningsløs (jeg taler stadig om sabotage i den mest »voldelige« form). . . . Selv om Leninist-fraktionen har ret i, at de fleste danske lønarbejdere umiddelbart ville stille sig afvisende over for sabotage, mener jeg de undervurderer lønarbejdernes forståelse, specielt på længere sigt. . . . Hvis sabotage mod amerikansk ejendom i en given situation på den ene side styrker den anti-imperialistiske kamp, på den anden side givet et midlertidigt tilbageslag i bestræbelserne på at »videreudvikle lønarbejdernes kamp« herhjemme - så mener jeg, den skal gennemføres. ... Jeg mener, at sabotagevirksomhed mod amerikansk ejendom i Danmark på længere sigt ville være bevidstgørende også i den danske afdeling af den internationale klassekamp."

Steen Folke, folketingsmedlem for Venstresocialisterne, i VS-Bulletin (december 1971)

Pelle Voigt om VS'ernes syn på demokrati (1999)

"Kapitalisterne skulle da ikke have ytringsfrihed, mente man og henviste til Lenins postmarxistiske udlægning af proletariatets diktatur. Og så skulle der forhandles. Hvis I vil begrænse ytringsfriheden, spurgte jeg, hvad så med elementer inden for arbejderklassen der fremfører borgerlige synspunkter? VS's repræsentant svarede straks: "Hvis de fremfører borgerlige synspunkter, tilhører de ikke arbejderklassen. Så er de agenter for borgerskabet."

Pelle Voigt, fhv. MF for Socialistisk Folkeparti, om paroleforhandlinger mellem Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, i erindringsbogen Sejre og fodfejl - set i mit bakspejl (1999)

Gert Petersen om Nordkoreas succes (1975)

"Det er ideen (i Nordkorea) om juche d.v.s. at et folk skal bygge på sine egne forudsætninger og stole på sine egne kræfter. Den praktiske udmøntning af denne ide har ikke alene sat sig spor i fremragende materielle resultater, men har også gengivet folket dets selvbevidsthed og sikret dets uafhængighed i enestående grad."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 1.10.1975

Gert Petersen om Sovjetunionens progressive rolle (1975)

"Sovjet kan have et behov for ekspansion når det drejer sig om råstofkilder (uran), men ikke for så vidt behovet gælder kapitaleksport, monopolisering af afsætningsmarkeder osv., som det er typisk for stormagter med kapitalistisk markedsøkonomi. Derfor er USSR ikke en aggressiv, imperialistisk magt på samme måde som USA . . . Hvad vil man opnå med at græde over cubansk »afhængighed« af Sovjet, når det indlysende alternativ er, at socialismen på Cuba ellers forsvinder i det samme sorte CIA-hul som socialismen i Chile? I den henseende spiller Sovjetunionen rent faktisk en progressiv rolle i international politik . . . Jeg tror, at vi ved helt at overse de positive træk bistår den amerikanske imperialisme, der siden 50'erne gang på gang har afsløret sig som den mest menneskefjendske og blodtørstige faktor i international politik."

Gert Petersen, eks-DKP'er og dengang formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Minavisen 22.2.1975

Kjeld Koplev om DDR's økonomiske succes (1973)

"Karl Marx Alle er i dag befolket med velklædte borgere og velpudsede privatautomobiler i massevis. Hvor man ved det første besøg hev alle forklaringer om krigens ødelæggelser, krigsskadeerstatningerne til Sovjet osv frem, som undskyldninger for manglende vareudbud i Berlins forretninger, så kan man i dag let henfalde til drømmerier om at være i Illum eller Magasin under rundture i f.eks. kæmpevarehuset på Alexander Platz. . . . De har i det hele taget alt hvad et forbrugerhjerte kan begære, alt hvad der findes på den anden side af muren - i det så forjættede Vesten . . ."

Kjeld Koplev, radiomedarbejder ved DR, samt fhv. Land & Folk medarbejder & DKP-medlem, i Politisk Revy (april 1973)

Carsten Jensen om revolutionært teater (1977)

"Det er socialismens symboler, der lærer ham (småborgeren) frihedens og flyvningens kunst. ... Solvognens stykker slutter altid med revolutionen. Efter den lange vandring gennem det borgerlige samfund når vi frem til den revolutionære forløsning. I revolutionsøjeblikket skifter Solvognens sceniske teknik fra distancen til den varme indføling. Den hektiske showprægede udlevering af det borgerlige samfunds kaos viger for harmonisk opbyggede, smukt beherskede og roligt udførte kollektive tableauer. En konsekvent anti-æstetik der demonstrerer, at magtovertagelsen er en sanselighedens og varmens revolution, en utopisk-kritisk protest mod det borgerlige samfunds menneskelige forarmelse. I revolutionens fødselsøjeblik aner vi muligheden af en ny menneskelig identitet. Den indlevelse, der her vækkes, er en følelse, stykket selv har skabt. Stykkets handling fortsætter forløsende i tilskueren. Solvognen er teater, hvor tæppet aldrig går for. Stykkerne er uden afslutning: de demonstrerer, at det hele først lige er begyndt. Den revolutionære apoteose er kun indledningen. Under solvognens opførelse er vi aldrig i tvivl, hvor stykkets virkelige helte og agerende befinder sig. De sidder på tilskuerpladserne. Solvognen er blot vore midlertidige stedfortrædere i klassekampen, vore vikarer i revolutionens fest, der viser os vejen frem og ikke lader os glemme målet".

Carsten Jensen, forfatter, i Politisk Revy, maj 1977

Klaus Rifbjergs kvalme over kritik af Sovjets angreb på Tjekkoslovakiet (1968)

"Følelsen af væmmelse, af sorg, panik, frustration over for det der skete i Tjekkoslovakiet var ureflekteret og spontan, men efterhånden som nyhederne indløb og vi så kommentarerne til dem i pressen, blev fortvivlelsen over det, der var sket, forøget med en intens kvalme. Her var ikke tale om at stå i svovlstikpigens kjole og kyse og stirre misundelig og frysende ind i de eksklusives paradis, her stod man bare hjælpeløs og var vidne til hvordan en entydig menneskelig tragedie blev brugt til den fedeste mest frasetunge og patetiske svulst til at bekæmpe et politisk system som alle dage har været den vestlige verden en torn i øjet: socialismen".

Klaus Rifbjerg , forfatter, i Politiken, august 1968

Ebbe Kløvedal Reich om oprør (1968)

"Enten er man på oprørets side og reserverer sine betænkeligheder, eller også er man oprørets fjende".

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, i Information (juni 1968)

VS'eren Jesper Jensen om politisk vold (1968)

"Yngre kræfters provokationer, aktioner og lokale oprør har vist, at valget ikke står mellem status quo og og den totale omvæltning. De har demonstreret, at selv i det højtudviklede velstandssamfund er en guerillakrig mulig. ... Den revolutionære vold er kun nødvendig, fordi magtstrukturens vold er en realitet. Magten er hånden, volden er våbenet".

Jesper Jensen, forfatter og daværende folketingskandidat for Venstresocialisterne (VS), i antologien »Præk« (1968)

Klaus Rifbjerg om Solsjenitsyn (1974)

Da systemkritikeren Alexander Solsjenitsyn i februar 1974 blev udvist af Sovjetunionen skrev Klaus Rifbjerg dette tvetydige digt:

Alexander Solsjenitsyn

Astmatisk humpende nedbrudt vender fangen hjem fra slavelejren.
Rystet gennem alle celler
kryber patienten frem
under koboltkanonen.
Han ser
det endnu engang er forår.
Troskyldigt sætter den befriede
og helbredte sig
til skrivebordet.
Billederne myldrer frem
de store skikkelser
anklagerne
landskabet
intrigerne
tyrannerne
historien
sandheden.
Træt efter dagværket
former han i enkle sætninger
sin mening
om tilværelsens indretning.
Han ser sørgmodigt
men strengt på sin samtid
og siger:
Afskaf tyranniet
og befri kunsten.
Sæt rebellerne i gabestokken
og kvæl de radikale ideer.
Ned med diktaturet
og op med autoriteten.
Bekæmp demokratiet
og frem klasseskellene.
Lær børnene at lyde
og arbejderne at arbejde.
Fuglene der sad på pigtråden
og sang
fuglen som fløjtede i træet
uden for kræftafdelingen
fuglen har fulgt ham hjem og kigger stum fra vindueskarmen.
Måske havde den håbet på en krumme.
Nu ryster den vingerne uroligt og flyver bort uden en lyd.

KPiD om Cuba, Vietnam, Nordkorea, Venezuela m.fl. (2008)

"Folkenes kamp
Adskillige folkeslag og nationer er lidt efter lidt ved at sætte sig i bevægelse mod imperialistisk dominans. ... Socialismen som samfundssystem har trods store vanskeligheder holdt fanen højt. Ikke mindst i Cuba er mere end ti års afsavn under den såkaldte »særlige periode« ved at blive afløst af ny fremgang for revolutionen. I flere latinamerikanske lande er progressive regeringer kommet til magten. I Venezuela har Hugo Chavez offentligt udråbt socialismen som målet. Præsidenterne i Bolivia og Ecuador har gjort det samme og har udskrevet folkeafstemninger om nye forfatninger, der skal åbne op for denne udvikling. I Ecuador har Rafael Correa netop vundet folkeafstemningen, og i Bolivia har EvoMorales’ regering allerede iværksat en række nationaliseringer, der udgør et hårdt slag mod den transnationale kapital.
I flere latinamerikanske lande er en lignende udvikling mulig inden for kortere tid.
En række lande har med større eller mindre succes holdt stand imod imperialistisk pression og er slået ind på en selvstændig udviklingsvej.
Det gælder lande som Vietnam, Nordkorea, Iran, Syrien og Hviderusland.

Udtalelser og dokumenter vedtaget på Kommunistisk Parti i Danmarks 2. kongres 14.-16. november 2008, s. 14.

KPiD om Sovjet, Cuba m.v. (2006)

"Socialismen og det store tilbageslag
Det 20. århundrede var præget af socialismen, som sejrede og blev opbygget i en række lande. Det betød, at menneskene overalt på kloden kunne se, at et anderledes liv uden udbytning og undertrykkelse var muligt. Det inspirerede arbejderklassen i de kapitalistiske lande, hvor arbejderbevægelsen blev en afgørende faktor i udviklingen. Mange ulande kæmpede sig fri af koloniherredømmet og påbegyndte en anden udvikling af deres lande med støtte og hjælp fra de socialistiske lande.
Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa brød ikke desto mindre sammen. Årsagerne hertil var et kompleks af økonomiske og politiske faktorer, indre og ydre årsager, objektive og subjektive omstændigheder og praktiske og teoretiske fejltagelser.
Men den socialistiske idé er ikke død. Cuba og enkelte lande i Asien er stadig i gang med en socialistisk opbygning. ...

Kontinentets hidtil eneste socialistiske land er Cuba, som har virket som den store inspirator for de progressive kræfter i Latinamerika i næste et halvt århundrede."

Principprogram vedtaget på Kommunistisk Parti i Danmarks stiftende kongres 11.-12.11.2006, s. 14 & 16.

Kommunistisk Partis formand om Oktoberrevolutionen (2007)

"Kommunistisk Parti fejrer oktoberrevolutionen, sammen med millioner af kommunister og revolutionære, fordi det er en af de vigtigste begivenheder i menneskehedens historie. ...

For første gang i menneskehedens historie lykkedes det at etablere et socialistisk samfund. Oktoberrevolutionen afskaffede menneskets udbytning af andre mennesker. Gennem systemet af Sovjetter blev det for første gang i historien, et flertal af befolkningen, som blev samfundets virkelige herskere. Revolutionen sikrede at de afgørende produktionsmidler blev fælleseje. Med Oktoberrevolutionens sejr skete der en afgørende forskydning i styrkeforholdet på verdensplan til arbejderklassens fordel. ...

Sovjets og de kommunistiske partiers indsats under 2. verdenskrig gav impuls til en ny bølge af revolutioner. De kommunistiske parti og deres indflydelse voksede markant. Socialismens banner blev plantet i en lang række lande i Østeuropa og senere i Kina, Vietnam, Nordkorea, Cuba, ofte på grundlag af et direkte militært opgør hvor imperialismen led nye nederlag. På flere kontinenter rettede befrielsesbevægelser nye slag mod imperialismen i kampen for frihed og national selvbestemmelse.

I Sovjetunionen blev der skabt en udvikling for almindelige mennesker, som aldrig var set før i historien. Millioner og atter millioner af mennesker fik en markant forbedring af deres levevilkår. Gratis uddannelse, lægehjælp, folkepension, billige boliger og en lang række andre rettigheder blev tilbudt alle, betalt af den socialistiske stat. Sovjetunionens menneskesyn og styrke muliggjorde at de økonomiske, sociale og demokratiske menneskerettigheder fik en helt central placering i FN's charter, da organisationen blev opbygget efter 2. verdenskrig. ...

Arbejderklassen har intet fået foræret. Alle goder er vundet gennem kamp. Under helt ekseptionelle historiske omstændigheder lykkedes det arbejderbevægelsen i Danmark at kæmpe en lang række velfærdsgoder igennem under kapitalismen. Det er ikke fordi kapitalen er specielt gavmild i Danmark at det har været muligt. Det er alene på grund af styrkeforholdet mellem klasserne, blandt andet i kraft i den socialistiske lejr eksistens, at dette har været muligt. Også derfor står også den danske arbejderklasse i direkte gæld til Oktoberrevolutionen og det socialistiske Sovjet. I dag hvor Sovjet og den socialistiske lejr er væk og styrkeforholdet er borgerskabet fast besluttet på at rulle historien og tilbageerobre en stadig større del af den samfundsmæssige rigdom. ...

Kommunistisk Parti anbefaler en stemme på Enhedslisten. ... Det er i sidste ende kun et socialistisk Danmark der kan sikre et ægte velfærdssamfund, hvor arbejderklassens indflydelse ikke er begrænset til et kryds på en stemmeseddel hver fjerde år. Derfor er det også i dag nødvendigt at følge i Oktoberrevolutionens fodspor."

Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti i Danmark, i en tale i anledning af 90 års dagen for bolsjevikkernes statskup (1917)

Rune Lund om Cuba (2003)

"Jeg tror og håber, at Cuba også i fremtiden vil kunne holde fast i mange revolutionens resultater og stadig i fremtiden være et forbillede på, hvilke store resultater det er muligt at opnå selv med små ressourcer – når man vælger socialismen."

Rune Lund, daværende folketingskandidat og senere MF for Enhedslisten, i en tale i.f.m. forpremieren på Oliver Stones film »Comandante« i Bio City, Odense (25.9.2003), trykt som "Cuba: Vi vil sejre!" på Enhedslistens hjemmeside med dato 22.10.2003.

DKP'ere om våbenbrug (2002)

"Vi bruger alle de midler, der er i overensstemmelse med vores etik og mål, inklusive strejker, stemmesedler, demonstrationer, kampskrifter, medier, - og våben, hvis det er nødvendigt.

Der er næsten ingen i dagens Danmark, der mener at revolutionen vil komme til H.C. Andersens og Grundtvigs Danmark, og især ikke gennem væbnet kamp. Vi skal ikke argumentere for at væbnet kamp er en nødvendighed, heller ikke ønskværdig. Vi skal bare konstatere, at når vi bliver betydningsfulde igen, vil det sandsynligvis ikke føre til at kapitalen og dens regering vil give os lov til at stemme socialismen ind i Folketinget. De borgerlige har en hær og et politikorps under deres kommando. Når deres bevæbnede tjenere skyder os, skal vi så ikke forsvare os selv? Vi skal ikke glemme den væbnede kamp mod kapitalismens vold. Vi skal stå sammen med guerrillaerne i Colombia og Chiapas, og hvor befrielsesbevægelser ellers dukker op."

Fra Ron Ridenour og Charlotte Borups "Revolution eller Ragnarok: Oplæg til DKP-program", Skub nr. 3 (april 2002)

DKU om proletariatets diktatur (1999)

"Alle historiske erfaringer - lige fra de borgerlige revolutioner, Oktoberrevolutionen til i dag - viser, at den herskende klasse aldrig frivilligt giver magten fra sig. ...

Lenin definerede vor tid, vor epoke, som "imperialismens og de proletariske revolutioners epoke". Det 20. århundrede, som nu går på hæld, har i overmål bekræftet Lenins definition. Den bekræftes af Oktoberrevolutionen i 1917, af de socialistiske revolutioner og de nationale frigørelsesrevolutioner, som fulgte i kølvandet på 2. verdenskrig og fascismens nederlag, og senere. Det 21. århundrede vil ikke i mindre grad end det 20. århundrede blive de proletariske, de socialistiske, revolutioners århundrede.

Overgangen fra kapitalisme til socialisme er ikke en spontan proces. Den fordrer bevidst revolutionær handling fra det arbejdende folks side. Hertil behøver arbejderklassen sit revolutionære fortropsparti, det kommunistiske parti, som bevæbnet med arbejderklassens revolutionære teori, marxismen-leninismen, leder arbejderklassen og dens allierede til sejr i revolutionen. ...

Under den socialistiske revolution er det fuldstændigt afgørende, at arbejderklassen i kraft af sin ledende rolle i revolutionen, sønderbryder det kapitalistiske (borgerlige) statsapparat, lige fra parlament, domstole over hær, politi til efterretningstjeneste. I stedet opretter arbejderklassen sin egen stat, den socialistiske stat under proletariatets diktatur, som med arbejderklassens revolutionære hær vil forsvare socialismen mod de angreb, der uundgåeligt vil komme fra såvel det styrtede nationale borgerskab, de store godsejere, nye kontrarevolutionære elementer som det internationale borgerskab. ...

[P]roletariatets diktatur betyder også diktatur over for alle udbyttere, for alle de som lever en snyltertilværelse på ryggen af det arbejdende folk, for borgerskabet og de store godsejere. Klassekampen fortsætter således uafladeligt under socialismen. ...

Socialismen sikrer, at ungdommen vokser op befriet fra al reaktionær imperialistisk kultur, som imperialismen i dag tilbyder ungdommen for at lede denne bort fra revolutionens sejrrige vej.
Ungdommen sikres under socialismen, ligesom den øvrige arbejdende befolkning, en kvalificeret, videnskabelig uddannelse baseret på marxismen-leninismen. Det skarpe skel mellem skole og produktion, som eksisterer under kapitalismen, findes ikke under socialismen, da man fra starten intimt forbinder produktion og undervisning."

Fra Principprogram for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund (DKU) (ungdomsorganisation for Arberjderpartiet Kommunisterne), download 2009

Trotskister om bombefremstilling (1971)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 95):

"I januar og februar 1971 modtog PET fra udlandet oplysninger om, at den internationale trotskistbevægelse stod i kontakt med ceylonesiske trotskister, der i slutningen af 1970 havde anmodet om ”1) Tilvejebringelse af og uddannelse i fremstilling af falske og forfalskede dokumenter…”, ”2) Tilvejebringelse af og anvendelse af sprængstoffer…” og ”3) Skydevåben…”. Ifølge de tilkomne oplysninger havde den internationale trotskistbevægelse meddelt de ceylonesiske trotskister, at den danske sektion af Fjerde Internationale havde et laboratorium i hovedstadsområdet, at lederen at dette laboratorium officielt var ekskluderet af den danske sektion, men at han reelt ydede ”hjælp og støtte på sprængstofområdet til ’IV Internationale’s sekretariat i Bruxelles/Paris”, om end dette forhold var ukendt for den danske trotskistsektion. På baggrund af dette samt de øvrige oplysninger, som PET havde om trotskisternes forhold til bomber, indledte efterretningstjenesten en efterforskning af laboratoriet og den personkreds, der stod i forbindelse hermed."

Tvind-elev om skolens formål (1976)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 350):

"Tvind havde ikke været genstand for PET’s interesse før sommeren 1976, hvor et vidne havde henvendt sig til PET. Den pågældende oplyste, at to grupper cubanere havde opholdt sig på Tvind-skolerne. Hver gruppe havde været på skolen i 14 dage, men vidnet var ikke klar over, hvad de havde foretaget sig. Den pågældende fortalte også, at skolerne arbejdede på et maoistisk grundlag, men at Tvind ikke var tilknyttet en egentlig fraktion. Kina fremstod imidlertid som et forbillede, og Tvind forsøgte derfor at indføre ”det kinesiske kollektivsystem” på skolerne. Endvidere forsøgte skolerne at udnytte det kapitalistiske samfunds svagheder med henblik på at nå det endelige mål, der blev beskrevet som en marxistisk revolution. Endelig videregav den pågældende oplysninger om skolernes ærinde med rejserne til den tredje verden: Her var det meningen, at der skulle dannes kontakt til revolutionære bevægelser, og at man ”under virksomhed i disse lande støtter disse revolutionære kræfter.”"

Fælles Kurs om væbnet magt (1984)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 332):

"Af principprogrammet fremgik, at FKK havde et revolutionært sigte på linje med flere af de øvrige yderliggående grupper på venstrefløjen. Der fandtes ifølge programmet ingen parlamentarisk vej til socialismen, og arbejderklassen måtte forberede sig på at gribe magten og ”om nødvendigt forsvare de folkelige beslutninger med væbnet magt”. Det borgerlige statsapparat måtte knuses, ”for at nedbryde al modstand fra den tidligere herskende klasse” og for at organisere den socialistiske opbygning af samfundet."

DKP/ML om væbnet revolution (1978)

”DKP/ML samler den røde fane op, som revisionister og opportunister har trampet i sølet, og indskriver igen den proletariske revolutions store løsen på den. . . . [Borgerskabets magt kan] kun brydes gennem proletariatets beslutsomme, væbnede, revolutionære magtanvendelse.”

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 9.

DKP/ML om Albanien (1978)

”Albaniens Arbejdets Parti med den store marxist-leninist Enhver Hoxha i spidsen har hele vejen igennem stået i forreste række i den konsekvente og omfattende kamp mod alle disse revisionistiske strømninger og har således ydet uvurderlige bidrag til forsvar for marxismen-leninismen, socialismen og proletariatets diktatur, til forsvar for den kommunistiske verdensbevægelses enhed og slagkraft”.

Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 17.

KAP om dansk demokrati (1980)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 216):

"I marts 1980 deltog tre medlemmer af KAP i et radiointerview på Danmarks Radios P1, hvor emnet var KAP’s grundlag og ideologi. PET udskrev hele interviewet (27 sider) og markerede med rødt de passager i interviewet, som fortjente ekstra opmærksomhed. Disse omhandlede primært partiets holdninger til væbnet revolution. Kort lød de: Hvis arbejderklassen befandt sig i en situation, hvor overgangen til socialismen var en reel mulighed, viste alle historiske erfaringer, at borgerskabet – med voldelige midler – ville forhindre at arbejderklassen fik magten. Dette krævede, at arbejderklassen – om nødvendigt med magt – tvang ”sin ret” igennem, for at hindre en voldelig kontrarevolution.
. . .
KAP afviste, at Folketinget kunne bruges som redskab til at indføre socialismen. Ifølge KAP ville de borgerlige kræfter kun tillade parlamentarismen så længe, det ikke truede borgerskabets magt. Folketinget blev overordnet betragtet som redskab for den herskende klasse og som en del af det borgerlige statsapparat, hvis kerne var militæret og politiet."

KAP om at bekæmpe kapitalismens statsapparat (1976)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 193):

"De sidste tre linjer i den PET-skrivelse, der blev udarbejdet på baggrund af kildeoplysninger om dannelsen af KAP, var understregede. De handlede om, at KAP ville bekæmpe ”. . . alle illusioner om, at man inden for kapitalismens rammer og med dets statsapparat som redskab kan føre en politik, der leder frem mod socialismen.”"

KAP's besøg hos Pol Pot (1978)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 179ff):

"To af Kina-delegationens medlemmer Peter Bischoff og den senere KAP-formand Svend Aage Madsen tog imod invitationen og rejste rundt i Cambodja fra den 29. juli til den 5. august. De to KAP’ere blev modtaget af Pol Pot’s ”næstkommanderende” Noun Chea, med hvem de de to første dage havde en række samtaler. Herefter besøgte de skoler og landdistrikter og skrev om deres oplevelser i en rapport til KAP’s forretningsudvalg den 6. august. Pol Pots tvangsflytning af folk fra byerne til landet blev forklaret med henvisning til de cambodjanske synspunkter, der igen begrundede det i fødevaremæssige og militære hensyn, og blev i øvrigt omtalt som ”evakueringen af byerne”. Ifølge rapporten havde den gamle byindustri ikke tjent den brede befolkning, og det var nødvendigt med en nulstilling forud for en genopbygning, der skulle foregå uafhængigt af tidligere tider og uden at privilegere visse befolkningsgrupper frem for andre. De to danskere mente ikke, at man helt kunne udelukke et vist element af tvang i denne proces, men mente samtidig ikke, at der var nogen betydelig modstand mod kollektiviseringen på daværende tidspunkt.

Endelig gjorde rapporten opmærksom på, at de store landbrugskooperativer var oprettet i en krigssituation, hvilket muligvis har gjort hele konceptet mere ”spiseligt.” . . . Den sidste dag mødtes de to KAP’ere med De Røde Khmereres leder, Pol Pot. Under et halvanden time langt møde udtalte Pol Pot blandt andet håb om, at partibåndene til KAP i fremtiden ville blive styrket: ”Trods de forskellige situationer i Danmark og Kampuchea er der gode betingelser for at udvikle forbindelserne mellem vore to partier”. Pol Pot fremlagde sine forhåbninger om at udbygge ml-kontakter på verdensbasis, men talte derudover mest om kampen mod Vietnam.

I september 1978 formulerede KAP den politiske platform for ”Solidaritetskomitéen Danmark-Kampuchea” (”Kampuchea-komitéen”), der fra dens dannelse fik højeste prioritet i KAP’s internationale arbejde. Selve det politiske grundlag for komitéen var meget lidt marxistisk-leninistisk i sin ordlyd. De centrale punkter handlede om at forsvare landets nationale uafhængighed og territoriale integritet, primært i forhold til det aggressive Vietnam. I Danmark var det således komitéens opgave at sprede ”sand information” om Cambodjas forhold ved publikationsvirksomhed og deltagelse i debatter og at arrangere offentlige høringer og anden mødevirksomhed."

Finn Ejnar Madsen om skolebørn & skydning af godsejere (ca. 1973)

"Jeg foreslog skydning, og denne skydning blev foretaget med så stor anvendelse af ammunition, at Arendse befandt sig temmelig ilde derved."

Maoisten Finn Ejnar Madsen, voldsdømt og leder af Den Proletariske Friskole, i en rapport til børnenes forældre om dagens skoleundervisning, hvor børnene skulle agere bønder, der henrettede en godsejer, spillet af pigen Arendse (fra "Maos danske fortrop", Berlingske Tidende, 25.01.2004).

Socialistisk Arbejderparti om "kampparti" og demokrati (1982)

”[M]ålsætningen for Socialistisk Arbejderparti er afskaffelse af kapitalismen gennem en socialistisk revolution.” Andre citater i programmet lød: ”Vi er et handlingens parti, et kampparti. Det betyder, at partiet stræber efter at blive en organisation af professionelle revolutionære, der så at sige har arbejdet for den socialistiske revolution som deres livsindstilling”, ”[f]jerde Internationale går ikke ind for demokrati i ordets abstrakte forstand, men for centraliseret demokrati”, og ”[l]oyalitet overfor partiet er den første betingelse for medlemskab”.

Tryksagen SAP’s organisatoriske principper og normer (ca. 1982), citeret efter PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 126):

PET om SAP og "læren om Blekingegade" (1991)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 121f):

Ifølge PET’s kilde var det de yngre medlemmers opfattelse, at celleopbygningen skulle være illegal, dvs. hemmelig. Desuden skulle de forberede en væbnet kamp, så de var klar til at tage over, når den kapitalistiske krise satte ind. Ifølge et navngivent yngre medlem var

”der rundt omkring opbygget disse celler og de bliver støttet af nogle enkelte lidt ældre SAP-medlemmer. Disse SAP-medlemmer ville forskellige steder afholde et foredrag kaldet ”Læren om Blekingegade”. Foredragene ville kun blive afholdt i kredse hvor man kendte tilhørerne.”

Ifølge PET’s kilde ville foredragene blandt andet handle om ”større sikkerhed” og ”sletning af spor”. Den PET-medarbejder ... konkluderede, at selv om der tilsyneladende var opbygget et antal celler inden for SAP, så var truslen dog ikke af ”samme kaliber som ‘Blekingegadebanden’.”
PET-medarbejderens overordnede vurdering var, at celleopbygningen havde en noget ”teoretisk” karakter. Senere samme år blev PET af en kilde gjort opmærksom på, at der i den samme SAP-afdeling havde været en diskussion om eventuelt at forsøge at befri nogle af medlemmerne af Blekingegadebanden i tilslutning til de forestående retssager. Befrielsesaktionen skulle ifølge diskussionen omfatte et væbnet overfald på fangetransporterne. Efterfølgende ville man forsøge at bringe de befriede i sikkerhed i Mellemøsten."

Trotskisternes støtte til BZerne og "smadring" af systemet

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 119):

”Den eneste gruppe, som kan stoppe profitjagten – systemets livsnerve – er arbejderne. Hvis man mener at det kapitalistiske system skal smadres, så må man derfor overalt opbygge solidariteten med arbejderklassens og andre undertrykte gruppers kamp i Danmark og i udlandet. Denne solidaritet kommer ikke alene ud fra militans. Det er nødvendigt at skabe forståelse for at alle undertrykte må slutte op om en fælles kamp mod systemet – FOR SOCIALISME.”

Tryksag med overskriften ”En varm hilsen til BZ’erne ...”, underskrevet af Socialistisk Arbejderparti, Internationale Socialister & Revolutionære Socialister (ca. 1983-86).

Revolutionære Socialisters Forbund om væbnet kamp (1974)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 111f):

"[Et] program for den socialistiske revolution, hvor der kombineres krav, der på den ene side knytter an til arbejderklassens øjeblikkelige situation og bevidstheds og organisationsniveau, og på den anden side er i stand til at udvikle en kamp, der er rettet mod kapitalismen som sådan. Derved skabes der muligheder for at opnå kamperfaringer, der udvikler bevidstheden om den socialistiske revolutions nødvendighed, og samtidig at udvikle kamp- og organisationsniveauet, så denne magtovertagelse muliggøres. . . .

[Det revolutionære parti skal] spille en ledende rolle på det militære område gennem mobilisering af arbejdermilitser til nedkæmpelse af de borgerlige enheder. . . .

Spiren til arbejdermilitser opstår allerede under de tidligere kampe med organiseringen af strejkevagter, demonstrationsværn og andre selvforsvarsorganer i de enkelte konflikter. . . .

Men også her er en generalisering af denne organisering vigtig, ligesom det ikke er nok blot at organisere sig i defensive enheder – der kræves også opbygning af væbnede enheder, der offensivt kan sættes ind mod bestemte politi- og hærindheder, kan sikre kontrol med trafikknudepunkter, centrale administrationsbygninger, radiostationer etc."

Revolutionære Socialisters Forbund (RSF), RSF-skolingsbulletin nr. 2 (1974)

Socialistisk Ungdoms Forum om væbnet revolution (1970)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 60):

"Ifølge et af PET udfærdiget notat var det i efteråret 1970 situationen, at SUF ”indser nødvendigheden af en væbnet revolution for at forandre samfundet til en socialistisk stat, ligesom man indser nødvendigheden af et velorganiseret, revolutionært parti, der kan mobilisere arbejderklassen og føre den til sejr.”"

Revolutionære Socialister om revolutionen (1963)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 54):

"En artikel bragt i december 1963 i det af SUF offentliggjorte Københavnerbladet bekræfter PET’s vurdering, at Revolutionære Socialister ikke havde gennemgået noget væsentligt holdningsskifte i forhold til Revolutionære Kommunister. . . .

I artiklen tematiserede trotskisten ikke Fjerde Internationales holdning til parlamentarismen. Denne fremgik dog umiddelbart neden for redegørelsen i form af en rettelse til det forrige nummer af bladet. Her var et trotskistisk medlem refereret for at have udtalt, at han ”ikke havde meget tillid til det parlamentariske styre”, og at han anså det for ”nødvendigt at bruge vold ved indførelsen af socialismen”. I rettelsen forklarede vedkommende person:

”Det er min og 4. internationales opfattelse, at det naturligvis ville være det bedste, om socialismen kunne indføres uden voldsanvendelse, men på grund af inden- og udenrigspolitiske erfaringer, anser vi det ikke for særligt sandsynligt og mener derfor, at det desværre kan blive nødvendigt at benytte voldelige metoder for at få socialisme, og at socialister må være forberedt herpå.”"

Revolutionære Kommunister om proletariatets diktatur (1947)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 40):

"Den eneste måde, hvorpå vi kan befri os fra den kapitalistiske udbytning, er ved selv at sætte os i besiddelse af produktionsmidlerne, med vold knuse det kapitalistiske statsapparat og sætte vort eget statsapparat, proletariatets diktatur i stedet, indtil socialismen er gennemført.
Hertil kræves en omhyggelig og omfattende forberedelse, og et afgørende led i denne forberedelse er oprettelse af arbejderråd på fabrikker og arbejdspladser, således som REVOLUTIONÆRE KOMMUNISTER kæmper for.
Disse arbejderråd skal engang danne kernen i vort proletariske statsapparat efter den sociale revolution.
Der er ingen, der vil løse vore lænker, vi må selv sprænge dem."

Fra artiklen "Klassekamp", i Det nye arbejderblad (sommer 1947), her citeret efter PET Kommissionens rapport (bd. 9, s. 40).

Revolutionære Kommunister om revolutionen (1947)

Fra PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 38):

"[Den] første trotskistiske organisation i Danmark hed Revolutionære Kommunister ... den var blevet dannet i januar 1947. Ifølge organisationens formålsparagraf var sigtet ”oprettelsen af det proletariske diktatur gennem den proletariske revolution”. Om forholdet til Sovjetkommunismen og socialdemokratismen erklærede trotskisterne i deres program, at disse to arbejderpartier var ”forsumpede i reformisme, deres virksomhed består i parlamentariske kohandler, og de er enige om at bremse alle selvstændige arbejderreaktioner.” Hertil konstaterede Revolutionære Kommunister:

”Vi forkaster fuldt og helt teorien om fredelig indvoksning i socialisme, som socialdemokraterne hylder, og som nu også stalinisterne er gået over til. De revolutionære arbejdere i alle lande må stå sammen i een stor international bevægelse, som lader den revolutionære bølge vælde frem fra land til land.”"

Bruno Amorosos gaver til Kim Jong-Il (2001)

Den dansk-italienske docent ved Roskilde Universitetscenter, Bruno Amoroso, er mangeårig aktiv fortaler for Nordkoreas demokratiske og økonomiske system ("juche") og dettes ledere, jf. et klip fra Den Demokratiske Folkerepublik Nordkoreas officielle nyhedsbureau:

"Gifts to Kim Jong Il from Juche idea followers Pyongyang, September 7 [2001] (KCNA) -- Leader Kim Jong Il received gifts from followers of the Juche idea. They were separately handed to officials concerned by Bruno Amoroso, director of the board of the International Institute of the Juche Idea and secretary general of the European Society for the Study of the Juche Idea, and Partrick Brunot, French delegate for the study of the Juche idea."

David Trads om Cuba (2009)

"Den socialistiske revolution skulle frigøre cubanerne fra kapitalisternes overgreb. Det lykkedes. ..." (artikel i Berlingske Tidende (22.07.2009))

"Sovjetunionen kollapsede. Berlin-muren faldt. Kommunismen blev begravet, og Tyskland blev genforenet. Snart var steder som Polen, Tjekkiet og Ungarn en del af NATO og EU. Comecon og Warszawa-pagten blev opløst. ...

Cuba, denne caribiske utopi, forstod slet ikke noget. Her havde Fidel Castro kun haft magten i tre årtier – og han var slet ikke parat til at give op. Tværtimod. De seneste fem år – fra 1984 til 1989 – havde været kulminationen på den revolution, han havde gennemført i 1959. Folket havde aldrig – og med aldrig mener jeg aldrig – haft det bedre."

...

Inde i en boghandel får jeg fat i Che Guevaras berømte essay fra 1965 – »Socialismen og det cubanske menneske« – og tænker på, hvor rædsomt et gensyn med Havanna måtte være for den afdøde revolutionshelt. Che beskrev, at det var hans drøm at befri mennesket fra det ensidige fokus på materielle goder, som kapitalismen havde forgiftet folket med.

»Masserne skal blive et samvittighedsfyldt kollektiv af individer, som kæmper for den samme sag. Det handler om at få den enkelte til at føle sig mere komplet – med meget mere indre rigdom og meget mere ansvar. Vi vil skabe det 21. århundredes menneske,« skrev han.

Che mente, at når den enkelte holdt op med at opfatte det at gå på arbejde som en sur pligt, der skulle gøre en led kapitalist endnu rigere, og i stedet begyndte at opfatte det som et kollektivt ansvar, ja, så ville det komplette menneske blive skabt. Kapitalismen var en »kamp mellem ulve, hvor man kun kan vinde på andres bekostning« – lige modsat den cubanske socialisme, hvis ypperste mål var »at sprede kærlighed«." (artikel i Berlingske Tidende (19.07.2009))

David Trads, chefredaktør & fhv. socialdemokratisk folketingskandidat-kandidat, i Berlingske Tidende

René Karpantschof, Torkil Lauesen & Niels Jørgensen om demokrati & Marc Rudin

I 1995 blev det bebrejdet De Autonome, at de aktivt talte for en "befrielse" af Marc Rudin, det fængslede, schweiziske medlem af Blekingegadebanden (alias PFLP-manden Jihad Mansour). Det forsvarede én af De Autonome sammen med to andre, fængslede medlemmer af banden i et læserbrev sådan:

”Er det aktioner mod Shells støtte til apartheidregimet, husbesættelser, modstand mod Øresundsbroen m.m., der beviser de autonomes antidemokratiske sindelag? … [Deres] støtte til Marc Rudin, ”som i deres øjne nærmest er en politisk martyr”, og deres kontakt med Blekingegadebanden [?] . . .
I en verden der bliver mere og mere globaliseret økonomisk og politisk. Hvor det politiske demokratis muligheder for at kontrollere og regulere markedskræfternes polarisering af verden i rige og fattige på internationalt og nationalt plan bliver alvorligt svækket, er det nødvendigt at gennemtænke, hvad demokrati er, og hvordan det skal organiseres som politisk system. At de autonome beskæftiger sig med denne problemstilling, viser netop deres støtte til Marc Rudin. . . . [Det er] støtte til et menneske, der kæmper for, at også mennesker i Den Tredje Verden kan nyde godt af de demokratiske rettigheder, vi i vores del af verden finder så selvfølgelige.”

René Karpantschof (autonom, sociolog), Torkil Lauesen (dømt medlem af Blekingegade-banden) & Niels Jørgensen (dømt medlem af Blekingegade-banden), i læserbrev i Information (23.2.1995)

VS' samarbejde med PFLP

Fra PET-kommissionens rapport (bd. 7, s. 318f):

"I slutningen af 1970’erne synes VS at have styrket kontakten til PFLP, og flere VS’ere besøgte bevægelsen i Libanon. I sommeren 1980 besøgte en VS-delegation bestående af folketingsmedlem Anne Grete Holmsgaard, Lone Johnsen fra IU og Jacob Erle fra forretningsudvalget Libanon, hvor de førte samtaler med repræsentanter for PFLP og besøgte flygtningelejre, PFLP-institutioner og ”militære baser på frontlinjen til fjenden” (”military bases on the front line with the enemy”), som det hed i den fælles udtalelse, der blev underskrevet ved besøgets afslutning.
Delegationen beskrev PFLP som et marxistisk-leninistisk kadreparti med en ”stærk militær organisation” og vurderede, at kontakterne burde udbygges, da der var stor overensstemmelse i de to parters syn på situationen i Mellemøsten og zionismen. Ved afslutningen underskrev de to parter en fælles udtalelse, der fastslog nødvendigheden af den fortsatte kamp for en demokratisk palæstinensisk stat. I erklæringen bekræftede PFLP og VS deres fælles opfattelse af Israel som ”en kolonialistisk, ekspansionistisk, racistisk enhed” (”a colonial expansionist racist entity”), der fungerede som et redskab for imperialismen, og de erklærede, at det palæstinensiske og jødiske spørgsmål kun kunne løses gennem ”den fuldstændige ødelæggelse af den zionistiske enhed” (”the total destruction of the Zionist entity”). De to parter kritiserede den amerikanske imperialismes forsøg på at øge den internationale spænding, hyldede Sovjetunionen for dets støtte til nationale befrielsesbevægelser og fordømte Camp David-aftalerne. ...

Det antydes også i materialet, at VS-delegationen besøgte PFLP’s militære baser, hvorfra de udførte angreb på Israel: ”Vi vil desuden fremhæve, at PFLP jævnligt deltager (sammen med den libanesiske venstrefløj) i væbnede angreb ind i det område fascisterne og Israel kontrollerer i Sydlibanon, samt ind i Israel. Vi har gennem besøg på adskillige baser fået det indtryk at medlemmerne af Fronten er godt skolede, og at de politiske diskussioner prioriteres højt. ...

Selvom VS’ solidaritetsarbejde blev udmøntet i en politisk og humanitær indsats, var støtten rettet mod en bevægelse, der var opbygget som et leninistisk kadreparti, som bekæmpede Camp David-fredsprocessen, og som udførte aktioner inde i Israel, der havde civile ofre.”

PET om VS'eres forbindelser til PFLP og Blekingegadebanden

Fra PET-kommissionens rapport (bd. 7, s. 330f):

"Ifølge oplysningerne i PET’s arkiv havde to VS’ere, der var fremtrædende i Palæstina-arbejdet, kontakter til personer i miljøet omkring den såkaldte Appel-gruppe (Blekingegade-banden). Flere medlemmer af gruppen blev senere sigtet og dømt bl.a. for medvirken til væbnet røveri og indsamling af våben til fordel for PFLP. PET’s overvågning i 1980’erne viste, at de begge havde kontakt med en kvinde fra miljøet, og at de pågældende VS’ere havde forbindelse til en palæstinenser, som var tilknyttet PFLP’s afdeling for udenrigsforbindelser og indtil 1981 ansvarlig for det nordeuropæiske område. PET synes at have haft den ene af VS’erne mistænkt for at spille en rolle i kanaliseringen af pengene fra Appelgruppen til PFLP via den såkaldte Kanafani-fond. I 1979 fremgik det af en aflytning, at PFLP-repræsentanten var i kontakt med flere af hovedpersonerne fra Appel-gruppen, en person fra Tvind og de to omtalte VS’ere. Selvom det ikke kan afvises, at VS’ernes kontakt til de nævnte udsendinge fra PFLP udelukkende skyldtes deres involvering i solidaritetsarbejdet, tyder deres nære kendskab med personer, der fandtes i miljøet omkring PFLP og Appel-gruppen, på, at de to VS’ere kan have været involveret i støtten til PFLP’s væbnede kamp."

VS' aktions- og kampgruppe 1980-81

Fra PET-kommissionens rapport (bd. 7, s. 326):

"I begyndelsen af 1980’erne modtog PET oplysninger om systematisk VS-infiltration af forskellige statslige institutioner som forberedelse til en væbnet samfundsomvæltning. Ifølge kildeoplysninger skulle en navngiven VS’er være medlem af VS’ aktions- og kampgruppe, hvis formål angiveligt var ”at skabe uroligheder og konfrontationer under politiske konflikter.” Den pågældende VS’er havde indtaget en fremtrædende rolle under en konflikt i 1980, og den næste aktion var planlagt til at løbe af stablen i 1981 i forbindelse med saneringen af Folkets Hus på Vesterbro: ”Det skulle være nærliggende snart at tage våben i brug ved disse aktioner, som betragtedes som optakt til egentlig væbnet revolution.” Ifølge kilden var den pågældendes arbejdsplads berygtet for at være domineret af personer med tilknytning til VS, som sørgede for kun at ansætte ligesindede."

VS om væbnet oprør (1980)

"Vi mener ikke, at arbejderklassen og dens allierede kan reformere sig til socialismen. Det kræver en revolutionær omvæltning og væbnet opgør. Arbejderklassen kan ikke skridt for skridt arbejde sig frem mod socialismen. Kapitalister og stat kan give nogle indrømmelser, men en kamp for arbejderklassens interesser, der udfordrer kapitalistklassens profit og magt over såvel produktion som samfundslivet i det hele taget, vil udløse forbitret modstand, som kræver et samlet opgør."

Programmet "Reformpolitik", Vedtaget på Venstresocialisternes 11. kongres, november 1980

VS om væbnet oprør (1977)

”Kun en bevæbnet arbejderklasse og etableringen af proletariatets diktatur er i stand til at forhindre en borgerlig kontrarevolution. Statsmagten er knudepunktet for det borgerlige herredømme, og ikke en neutral instans, der kan erobres fra borgerskabet; den borgerlige stat skal knuses – ikke overtages."

Erklæring fra Venstresocialisternes Forretningsudvalg, i VS efter niende kongres (Venstresocialisterne, maj 1977), s. 20.

Jørgen Dragsdahl om Black Panthers' voldelige selvforsvar (1982)

“Vi er blevet hjernevasket til at tro, at vi er magtesløse, og at der ikke er noget, vi selv kan gøre for at fremkalde en hurtig befrielse af vort folk”, skrev Black Panther Partys ene leder, Huey P. Newton, i 1967. ”Vi har lært, at vi skal behage vore undertrykkere, at vi kun udgør ti procent af befolkningen, og at vi derfor bør afpasse vore metoder, så de ikke forstyrrer vore bødlers søvn”.

“Hvis de sorte tager fat på deres befrielseskamp på den måde, som undertrykkeren dikterer og støtter, så vil vi være degenereret til krybende lakajer for undertrykkeren selv”, fortsatte Newton. ”Når undertrykkeren foretager et ondskabsfuldt angreb på frihedskæmpere på grund af den måde, de arbejder for deres befrielse, da ved vi, at vi bevæger os i den rigtige retning. De racistiske feje undertrykkere har ingen rettigheder, som undertrykte sorte folk behøver respektere”.

Huey P. Newton og hans læremester Franz Fanon afviser dialog med undertrykkeren, og de taler direkte til de undertrykte. Modstandshandlingen har i sig selv befriende virkning, fordi man forkaster undertrykkerens regler. Den, som kæmper for sin frihed, er ikke længere undertrykt.

Det er en tankegang, som er dansk mentalitet fremmed, når den opleves på nærmeste hold, og en dansk domstol frikender næppe den ”fejlfarvede”, som endelig gør oprør imod omgivelsernes konstante pres. Det gør imidlertid ikke selvforsvaret mindre retfærdigt.”

Jørgen Dragsdahl, DR-journalist, marxist, fhv. Venstresocialist og fhv. medarbejder ved og fhv. dansk repræsentant for Black Panther Party, i "Forsvar for selvforsvar" (1982)

Gert Petersen om Sovjets store fremskridt (1961)

"Alt i alt kan man opfatte udviklingen i Sovjet siden 1917 som én fortsat omvæltning i retning af socialisme . . . På godt og ondt er og bliver Sovjetunionen et barn af den internationale arbejderbevægelse, og alene har det, der sker i Sovjetunionen, uhyre interesse for venstrefløjen. Samtidig er også det økonomisk-materielle fremskridt i Sovjetunionen blevet en klar trussel mod højrefløjen - og opfattes også sådan af den."

Gert Petersen, fremtrædende medlem af & senere formand for Socialistisk Folkeparti, i artiklen "Sovjetunionen og Socialismen" i Dialog (nr. 4, 1961)

Peter Øvig Knudsen om KAP

Eks-KAP'eren, forfatteren Peter Øvig Knudsen om KAP og sine interviews med andre eks-KAP'ere:

"Jeg husker, at vi diskuterede henrettelser. Men nogle gange kan man komme i tvivl om sin egen erindring. I de seneste måneder har jeg spurgt en række tidligere medlemmer af Kommunistisk Arbejderparti, KAP, om de også kan huske senhalvfjerdsernes diskussioner om fængsling og henrettelse af politiske modstandere efter den planlagte socialistiske revolution. Og dét er der tilsyneladende ingen, som kan - i hvert fald ikke alt for konkret.
Nogle har lodret benægtet, andre holdt muligheden åben. DR's tv-direktør Jørgen Ramskov, som dengang sad i KAP's ledelse, har eksempelvis ikke konkrete erindringer om diskussionerne, men erkender, at partiet »i forbindelse med proletariatets magtovertagelse ville indføre dødsstraf . . . der er ingen tvivl om, at vi talte om fængsler, dødsstraf og undertrykkelse af mennesker.«

I KAP har man sådan set aldrig lagt skjul på, at revolutionen ikke ville blive et teselskab, men tværtimod indbefatte »væbnet modstand«, når kapitalmagtens militær og politi blev sat ind mod de revolutionære. Men blandt civiliserede mennesker er der dog et langt skridt fra denne forestilling om de revolutionæres nødvendige selvforsvar - og til tanken om efter revolutionen at stille afvigerne op ad muren og plaffe dem ned.

Interviewet med Jørgen Ramskov fik således KAP's daværende formand, Benito Scocozza, til at skrive et dementerende læserbrev - og sende det til Politiken. I læserbrevet benægtede han, at diskussioner om henrettelser af anderledes tænkende skulle have fundet sted i partiet, på nær måske blandt undertegnede og »et par andre idioter« fra Århus.

Allerede i begyndelsen af december sidste år tilbød jeg Benito Scocozza at komme til orde i interviewserien. Først og fremmest som partiformanden, der i halvfjerdserne offentligt forsvarede den væbnede revolution, men også som mangeårig lektor i historie ved Københavns Universitet og forfatter til en række historiske værker kunne det være interessant at høre hans analyse af partiets planer og holdninger dengang.

Benito Scocozza har imidlertid allerede før seriens start afvist at lade sig interviewe. Tilbuddet om et interview er blevet gentaget flere gange siden, men så sent som i forrige uge fastholdt den forhenværende partiformand, at han ikke vil udtale sig.

Et andet tidligere partimedlem, formanden for fagforbundet BUPL Bente Sorgenfrey, erindrer, at hun gik til våbentræning sammen med et hold partikammerater. Men hun har ingen erindring om, at våbnene skulle vendes mod landsmænd . . . .

Jeg bliver efterhånden ganske i tvivl om min egen erindring, men ud af min
søgen i hjernebarken dukker et minde om, at henrettelsesdiskussionerne blandt andet udsprang af en roman om den kommende revolution. Med hjælp fra antikvarboghandler og eks-KAP'er Lars Thur finder jeg frem til den skriftlige kilde, romanen »Herfra til enigheden« af den nu afdøde arbejderforfatter og daværende KAP-sympatisør John Max Pedersen. Bogen udkom i foråret 1979 på KAP's forlag »Oktober«, og i romanen følger man en gruppe kommunisters liv fra halvtredserne og op gennem en fremtidig maoistisk revolution. På side 139 fandt jeg det, jeg ledte efter: efter revolutionen husker hovedpersonen tilbage og fortæller om de andre kommunisters skæbne. Og det viser sig, at Poul Nielsen - fagforeningslederen, som svigtede den revolutionære sag »var blevet henrettet i forbindelse med retsopgøret efter revolutionen.«

Skriftlige kilder kan bekræfte og supplere den personlige erindring, men naturligvis beviser citatet intet som helst; ingen andre end jeg har jo nødvendigvis læst og diskuteret romanen. Men måske kunne man forsigtigt og forsøgsvis antyde, at det vel ikke havde været en dårlig idé, om partimedlemmerne, herunder partiets ledelse, havde fundet anledning til at debattere sagen.

Man kan spørge, om disse temmelig tågede revolutionsplaner hos et historisk set ganske ubetydeligt parti for over tyve år siden overhovedet er værd at beskæftige sig med i dag. Og om de aldeles hypotetiske følger af revolutionen i form af fængslinger og henrettelser ikke er endnu mere irrelevante.

Fra begyndelsen valgte jeg kun at interviewe medlemmer af det parti, jeg selv har haft kendskab til som gymnasieelev i halvfjerdsernes slutning - blandt andet for bedre at være i stand til at give kritisk og konkret modspil til de interviewede og deres erindring. Metoden indebærer den indlysende og forventelige risiko, at alle de mange øvrige medlemmer af halvfjerdsernes venstrefløjspartier kan afvise horribiliteterne som blot dette ene og særlig ekstreme partis eksklusive udskejelser.
Jeg håber, at andre med kendskab til den resterende marxistiske venstrefløj i de kommende år vil bidrage til at vanskeliggøre denne alt for nemme afvisning; i hvert fald er det min opfattelse - både bygget på erindring fra dengang og senere samtaler - at KAP hverken var værre eller bedre end resten af fløjen til venstre for SF. De andre partier havde blot andre blinde pletter, andre demokratiske problemer og måske andre lykkelande, de støttede sig til.

Spørgsmålet er ikke, om de totalitære tendenser, troen på den totale sandhed, blot var et ligegyldigt marginalt fænomen hos nogle få idioter fra Århus og omegn. Bevægelsen har været om ikke dominerende, så i hvert fald uomgængelig i halvfjerdsernes universitets- og uddannelsesmiljø, i studieorganisationer og fagforeninger, i kulturmiljøet og medierne.

Diskussionen må derfor snarere handle om mulige konsekvenser af de totalitære tendenser: om de vitterlig kunne være blevet en glidebane mod undertrykkelse og terror, som nogle eks-KAP'ere har ment. I dag, hvor den politiske totalitarisme her i landet kun har overlejret i forsvindende små sekter, kan man naturligvis med tryghed konstatere, at de totalitære tanker ikke kom til at udgøre nogen konkret fare for demokratiet. Men kunne de i en anden situation have fået fatal betydning?

Spørgsmålet er hypotetisk og lader sig derfor nemt feje af bordet . . .

Jeg synes, det er for nemt sluppet. Ligesom når partiformand Scocozza i Politiken argumenterer for det utænkelige i, at disse holdninger trivedes i partiet, med henvisning til et partioplæg fra 1980 om flerpartisystem og alskens frihedsrettigheder. Partiformanden glemmer at fortælle, at oplægget netop var et opgør med det foregående tiårs programsatte planer om proletariatets diktatur og étpartisystem.

For mig at se kan man kun betragte de totalitære tanker som harmløse, hvis man har undladt at tænke tankerne til ende. Som Jørgen Ramskov tvang sig selv til at gøre i interviewet: »Vanviddet udspringer af troen på, at hvis man har en løsning, så kan man tillade sig at tvinge den ned over andre. Resten er varierende grader af konsekvens af det vanvid: deraf vokser tanken om, at nogle mennesker ikke må have lov til at sige, hvad de mener, at nogle ikke må passe et bestemt arbejde, at nogle må fjernes.«

Jeg er overbevist om, at de færreste af datidens venstreorienterede overvejede situationen for anderledes tænkende efter revolutionen - og jeg er sikker på, at endnu færre, ja, forhåbentlig ingen havde konkrete forestillinger om torturkamre, standretter og genopdragende kz-lejre. Men det fritager os vel ikke fra at tænke tanken til ende i dag, så meget klogere og mere modne end dengang?

De fleste, som var aktive på venstrefløjen i halvfjerdserne, må kunne huske glimt af stemningen: den næsten euforiske overbevisning om ens egen og meningsfællernes gode sag - og en modsvarende uforsonlig, til tider næsten hadsk, følelse over for selv nærtstående partier med en anden strategisk analyse af vejen til den store forandring. Ikke-marxistiske kunstnere og universitetsfolk har næppe heller oplevet halvfjerdsernes venstreorienterede som udpræget pluralistiske og tolerante over for anderledes tænkende; kun de stærkeste og modigste, som en Henrik Stangerup, turde dengang råbe op.

Jeg forlanger ikke skam og rødmende knæfald af hverken mig selv eller andre. Først og fremmest undrer jeg mig og spørger, om eks-marxisterne i dag kan se sig selv i øjnene og erklære, at de til hver en tid ville have forsvaret de politiske modstanderes ret til at have divergerende opfattelser? Hvem kan gøre sig selv så meget bedre end de tusindvis af artsfæller, der gennem hele det sidste århundrede i tilsvarende totalitære ideologiers navn fængslede, torturerede og henrettede millioner af mennesker såvel i fjerntliggende lande som i de allernærmeste?"

Fra Weekendavisen (14.2.2003)

Bente Sorgenfrey om KAP

Eks-KAP'eren Bente Sorgenfrey interviewet af eks-KAP'eren Peter Øvig Knudsen:

»Men vi var også ekstreme: Jeg har selv gået til skydetræning en overgang. ... Mange af os var fascineret af modstandskampen under anden verdenskrig, vi havde læst tonsvis af bøger om den tid og lyttet til kloge, gamle mennesker.«

- Var det et individuelt initiativ hos dig at gå til skydetræning?
»Nej, det lå også i luften. Vi havde en forestilling om, at det var godt at kunne betjene et våben.«

- Men var det partiet, som arrangerede skydetræningen?
»Nej. Men vi var en gruppe folk fra partiet, som deltog sammen. Det foregik i en skydeklub, som var organiseret på en virksomhed.«

- Man kan sige, at det så var med god grund, hvis efterretningstjenesten holdt øje med partiet,for der stod 'væbnet revolution' i partiprogrammet

»Det gjorde der jo. Men selvom jeg gik til skydetræning, havde jeg svært ved at forestille mig, at en væbnet revolution nogensinde ville blive sat på dagsordenen i et land som Danmark. Men vi må have troet på den situation som en mulighed, så egentlig kunne partiet godt selv have organiseret skydetræning. Jeg ved ikke, om det er foregået i andre cirkler end dem, jeg har bevæget mig i.
Jeg ved, at de havde skydetræning i vores søsterparti i Norge ...«

Jørgen Ramskou om KAP & proletariatets diktatur

Eks-KAP'eren, DRTV-direktør Jørgen Ramskou, interviewet af eks-KAP'eren Peter Øvig Knudsen:

- Diskuterede man i partiledelsen, om det ville blive nødvendigt at undertrykke andre?
»Det er svært at svare på uden at efterrationalisere. Vi diskuterede jo 'proletariatets diktatur', fordi vi var klippefaste i vores overbevisning om, at ingen ville afgive magt frivilligt. Derfor ville der være en periode, hvor vi som de nye magthavere udemokratisk var nødt til at holde de gamle magthavere nede og sikre os magtapparatet. I en periode ville der ikke være frie valg, ingen fri presse og i det hele taget ikke borgerlige demokratiske rettigheder. Når folk så havde indset, at processen var rigtig, ville alt blive Elysium, det kommunistiske paradis. Alt dét diskuterede vi, så det har jeg intellektuelt accepte ret. Men jeg kan ikke svare på, hvad der rent faktisk ville være sket.«

Fra Weekendavisen (10.1.2003)

Ulrik Dahlin om KAP

Eks-KAP'eren, journalist Ulrik Dahlin, interviewet af ditto eks-KAP'er Peter Øvig Knudsen:

»Vores overlegne følelse kom jo også af, at vi med vores videnskabelige system var i stand til at fastlægge andre menneskers objektive interesser, uanset deres subjektive fornemmelser. I de situationer, hvor befolkningen - eller dele af den - ikke kunne se, at det kommende samfund var til deres eget bedste, havde man en organisation, partiet, der hvilede på disciplin og loyalitet og lydighed, og derfor ville være i stand til at håndtere den slags situationer.«

- At 'håndtere situationen' kan lyde lidt truende?
»Det ved vi jo fra historien, at det sagtens kunne blive.«

- Jeg husker diskussioner om, hvorvidt det ville blive nødvendigt at henrette folk efter revolutionen, og i givet fald hvem.
»Jeg har aldrig hørt om eller deltaget i en diskussion om henrettelser. Men jeg kan huske en bryggeriarbejder i partiet, som holdt af at sige, at hvis han skulle vælge, så ville han være stikkerlikvidator. Det er det længste, nogen har været ude.«

- Tog man skridt i retning af at forsvare og bevæbne sig?
»Nej. I vores norske søsterparti havde man kamptræning ude i fjeldene, men det opfattede vi som fanatisme. Af hensyn til efterretningsvæsenerne havde vi til gengæld RÅ, som stod for Revolutionær Årvågenhed. Det betød, at man ikke måtte oplyse, hvor mange vi var, man måtte ikke bruge folks rigtige navne offentligt og ikke lave aftaler i telefonen. På vores sommerlejre og i vores blade gennemførte vi at bruge dæknavne. Det havde den gode bieffekt at hæve os selv op i betydning: det var ikke bare teori og narreværk, men alvor.«

Fra Weekendavisen (3.1.2003)

John Max Pedersen om Albanien (1982)

"Albanien er et socialistisk land . . . et uhyre åbent og frit land. Ingen kan bilde mig ind, at man kan få et helt folk til at synge, spille, danse og skrive levende og lykkeligt på kommando. Dette kan kun ske i den frihed, socialismen bringer det arbejdende og skabende folk."

John Max Pedersen (1982), citeret efter Bent Jensens "Stalinismens Fascination" (1984)

Gert Petersen om Sovjet som vejen frem (1956)

"Det er ikke noget slaraffenland . . . men det er nok til at overbevise os om, at dets vej - på trods af mange fejlgreb og megen dårligdom - er den rigtige, at det er den vej, der fører bort fra den menneskelige og sociale elendighed, der kendetegner kolonisatorernes, arbejdsgivernes og børshajernes verden".

Gert Petersen, senere formand & MF for Socialistisk Folkeparti, i Dialog (maj 1956)

KAP om væbnet kamp & proletariatets diktatur (1976)

"Teorier om og forsøg på ad fredelig vej at gennemføre socialismen, har altid ført til nederlag for arbejderklassen. Arbejderklassen kan ikke tage den borgerlige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål. Tværtimod må arbejderklasssen sønderknuse det borgerlige statsapparat og erstatte det med arbejderklassens egen statsmagt, proletariatets diktatur. Arbejderklassen må forberede sig på væbnet kamp i opgøret med borgerskabet ... Historien har med al tydelighed vist, at den herskende klasse aldrig frivilligt giver afkald på sin magt, men vil anvende statsmagten til at undertrykke arbejderklassens kamp for socialismen."

Kommunistisk Arbejderparti (KAP)’s principprogram (1976)

Vibeke von Sperling om væbnet kamp & Baader-Meinhof (1972)

"Baader-Meinhof-gruppen kan og skal naturligvis forsvares over for borgerlige, men en tilbundsgående diskussion indadtil af sabotageaktioner – af problematikken omkring legalitet-illegalitet er en forudsætning for, at den danske venstrefløj kan tage ved lære af f.eks. den tyske venstrefløjs erfaringer ... De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Det må være vores opgave at hjælpe til med at få arbejderne og arbejdernes kommende parti til at give startskuddet til åbning af fronten."

Vibeke von Sperling, i Politisk Revy (august 1972)

Ellen Brun om Sovjetunionen (1967)

I anledning af 50-års dagen for Den Store Oktoberrevolution i Rusland:

"I de mange år, hvor der kun eksisterede et eneste socialistisk land - udsat for blokade og systematisk bagvaskelse - forstod mange socialister og progressive det med rette som deres internationale pligt at sikre dette betydningsfulde eksperiments overleven. Imidlertid er Sovjetunionen i dag stærk nok til at kunne tåle en kritisk vurdering, det vil sige en mere ægte form for solidaritet!"

Sociologen Ellen Brun, i Politisk Revy (oktober 1967)

Ellen Brun om Nordkorea & Kim Il Sung (1970)

"I børnehaven ser man et billede af Kim Il Sung som dreng. Man ser ham give det største æble til sin bedstefar. Moralen er indlysende: Tænk på andre og vis omsorg og respekt for de ældre. . . .

Gennem sine mange besøg på fabrikker, skoler, landbrug osv. diskuterer Kim Il Sung og hans eksperter med almindelige folk og vinder et virkeligt indblik i små og store problemer overalt i landet."

Sociologen Ellen Brun, i Politisk Revy (marts 1970)

Christian Braad Thomsen om Osama bin Laden og Ché Guevara (2001)

“Hvis Bush for alvor mener, hvad han siger, og altså vil gå efter de lande, der huser og brødføder terroristerne, måtte han vel i første omgang gå til angreb på sit eget land, hvor terroristerne ikke blot har fundet husly og er blevet brødfødt, men tilmed har fået den flyudannelse, der gjorde dem i stand til at foretage deres blodige aktioner. Hvis nogen så meget rimeligt vil indvende, at de vel strengt taget ikke på den lille flyskole i Florida kunne vide, at de var i færd med at uddanne terrorister, kan den afghanske regering med lige så stor ret sige, at den heller ingen anelse havde om, at Osama bin Laden forberedte et flyangreb på vitale bygninger i USA. Hvis Osama bin Laden da gjorde det. Hvordan bærer man sig overhovedet ad med at bevise noget sådant? Ret beset kan selvmordspiloterne jo mageligt have handlet på egen hånd. Med den meget mangelfulde flysikkerhed i amerikanske lufthavne har det ikke krævet nogen større organisation at foretage aktionerne. Det vigtigste for terroristerne har været at studere fartplanerne og synkronisere deres ure, og det gør man ikke ret godt fra en afghansk klippehule. Man kan vel i det hele taget ikke fra en klippehule på den anden side af Jorden forpligte nogen til at begå selvmord i en terroraktion. Det er en drift, som helt og aldeles må komme indefra, og som næppe andre end de dræbte terrorister kan gøres ansvarlig for. Hvad enten Osama bin Laden nu er en muslimsk udgave af Robin Hood, Pancho Villa eller Rasputin, så synes han først og fremmest at skulle tjene som syndebuk for den amerikanske hævnlyst. Det er nemlig ubærligt for en dødsstrafpræsident som Bush, at de umiddelbart ansvarlige ikke kan slås ihjel én gang til, fordi de er kommet præsidenten i forkøbet og har valgt at udslette sig selv sammen med de 5.000 øvrige ofre. For en så traditionelt tænkende præsident som Bush hører det enhver krig til, at fjenden har et ansigt. Men når fjenden nu er død, hvem skal man så føre krig imod for at sætte sig i respekt hos sit folk? Med sine cowboy-idealer er det svært for Bush at leve i en tid, hvor fjenden hverken er en konkret person eller en nation, men derimod et anonymt og ansigtsløst spøgelse, som uden varsel kan dukke op når som helst og hvor som helst - og som er uddannet i Florida og Hamburg snarere end i Afghanistan.

...

De nationale traditioner, Bush knytter an til, er fascistiske og ikke demokratiske ... Bush synes ubekymret i færd med at indskrive det moderne USA i den tradition, der udgår fra korstogene og indianerudryddelsen. Hvis USA nu gør alvor af truslerne om at ryge bin Laden ud af sine klippehuler ved at sætte Afghanistan i brand, er det da ikke svært at forudse de næste terroraktioner i New York ... Disse terrormetoder er de eneste muligheder, som de fattigste lande i verden har mod verdens rigeste militærmagt, og ingredienserne kan erhverves i håndkøb. Mod dem hjælper ikke det stjernekrigssystem, som Bush fortsat fabler om. Det nytter heller ikke noget at fange bin Laden og likvidere ham, sådan som USA i 1967 var med til at likvidere den tredje verdens frihedshelt Che Guevara. Det er vildt usandsynligt, at USAs cowboys skulle være i stand til at fange en indianer som bin Laden i Afghanistans vidtstrakte, øde bjergområder.”

Filminstruktøren Christian Braad Thomsen, i kronikken "Cowboy-præsidenten", Politiken (22.09.2001)

Pernille Rosenkrantz-Theil om politiske overfald (2003)

Jyllands-Posten 19.3.2003:

"Det 26-årige medlem af Folketinget for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, er parat til at tage et moralsk medansvar for overfaldet på Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Hun vil ikke beklage, at overfaldsmændene kom ind på Christiansborg som hendes gæster. Hun afviser dog, at hun kendte til aktionen på forhånd, og oplyser, at hun ikke var til stede, da gerningsmændene blev lukket ind på Christiansborg.

»Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel. Men jeg ville da gerne have vidst, hvad de ville,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har tidligere selv udført aktioner i Folketinget - før hun blev valgt. Hun har kastet høns ned i Folketingssalen. »Det kunne ligeså godt have været mig selv, som havde kastet malingen.«"

Berlingske Tidende 19.3.2003:

"Nok så væsentligt bar den ene af dem et gæstekort, som afslørede, at han angiveligt var inviteret af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, som selv er medlem af Globale Rødder. Hun benægtede senere, at hun skulle have inviteret sine holdningsfæller, men hun indrømmede dog, at hendes sekretær havde sagt god for de to besøgende hos Folketingets vagt, og at denne sekretær efterfølgende havde ladet dem vandre rundt på Christiansborg uden opsigt, hvilket er i strid med stedets sikkerhedsregler. . . .

Men anerkender du det som en demokratisk mulighed, at et flertal i Folketinget kan beslutte at Danmark skal deltage i en krig?
»Jamen altså, det er jo en realitet, og det er det, der er sket.«

Er det så i orden at kaste med maling mod flertallets repræsentanter, når der er blevet truffet en beslutning, der går imod det, som man selv står for?

»Jeg synes ikke, at det er i orden at gå i krig. Uanset om man har 90 pct. af befolkningens opbakning til at gå i krig, så mener jeg ikke, at det er i orden. . . .«

Synes du, at Folketinget er det rette sted at demonstrere på den her måde?

»Jeg har selv kastet med høns inde i folketingssalen, fordi vi var meget kritiske overfor en beslutning, som man havde taget. Så jeg skal være den sidste til at kritisere den slags.«

Det her var et overgreb mod to personer.

»Nu synes jeg lige, at man skal få proportionerne på plads. ...«

Det synes du altså er i orden her i Folketinget?

»Ja, det synes jeg.«

Ved du, om bagmændene er nogen, som du kender?

»Nej, det ved jeg ikke, men det er det da formodentlig.« ..."

Benito Scocozza om Kinas "fantastiske befrielseshistorie" (1993)

"Kommunismen er en fremtidsvision, hvor der ikke hersker knaphed, men selvdisciplineret fri, men bæredygtig anvendelse af samfundets ressourcer, og hvor staten er døet bort. . . . Ingen af de lande, der er kaldt kommunistiske, har levet op til de to betingelser. . . . [Men] uden denne bevægelse ... havde store dele af befolkningerne i den rige verden haft det endnu værre, end de i øvrigt er ved at få det igen. ... Uden den socialistiske bevægelse havde det næppe været muligt at næsten fuldende den politiske befrielse af den tredje verden. Befrielsesbevægelserne, fra Afrika til Asien, med Kina som den måske mest fantastiske befrielseshistorie, verden nogensinde har set, var inspireret af den tillid til folkesolidariteten der er en uadskillelig del af socialismen og forudsætningen for sejr i kampen mod undertrykkelse."

Benito Scocozza, fhv. formand for Kommunistisk Arbejderparti (KAP), i Jyllandsposten (17.11.1993)

Christian Braad Thomsen om maoistisk ikke-skam (1994)

"Jeg skammer mig ikke over, at der i de år hang en Maoplakat i mit køkken. ... Jeg beundrede Maos digtning og politiske tænkning . . . Mao var for os . . . et symbol på Den tredje Verdens og vores frihedskamp."

Christian Braad Thomsen, i Weekendavisen (17.6.1994)

Ebbe Kløvedal Reich som marxist-leninist-maoist (1975)

"Blandt de ideologiske kirkefædre er Marx, Lenin og Mao tidens store triumfatorer. ... Jeg er veget udenom at kalde mig selv marxist-leninist indtil nu. ... At jeg har afholdt mig fra det, skyldes noget, jeg selv tidligere ville have kaldt ”intellektuel frihed”. ... Samtidig skabte den omsiggribende marxistisk-leninistiske idédebat et job som professionel, indforstået modsnakker, som jeg tjente penge på. Derfor var det også mest praktisk for mig at understrege, at jeg ikke var marxist-leninist. Begge disse holdninger fordømmer jeg nu som kontrarevolutionære og vil bestræbe mig på at nedkæmpe dem i mig selv."

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, i essayet "Til forsvar for masselinien og den rette tro" (1975)